Tollundmanden, Ellingkvinden og jernalderen
Udstillingen rummer det verdensberømte moselig Tollundmanden og hans samtidige lidelsesfælde Ellingkvinden. Desuden fortælles der generelt om jernaldere - den tid de levede i.
Tollundmanden og Ellingkvinden
Tollundmanden, der blev fundet i 1950, er et af verdens mest berømte moselig. Hans velbevarede ansigt, der giver udtryk af en roligt sovende snarere end en død person, er kendt verden over. Ellingkvinden, der blev fundet i 1938, er hverken så kendt eller velbevaret, men ikke desto mindre fantastisk pga. den kunstfærdige frisure hun bar da hun blev lagt i mosen. De er begge blevet hængt og lagt i Bjældskovdal Mose, mindre end hundrede meter fra hinanden. Udstillingen fortæller om livet og døden og jernalderen og giver et bud på hvorfor de to blev hængt for mere end 2000 år siden.
Livet i jernalderen
Udstillingen giver indblik i forskellige aspekter af livet i jernalderen. Hvad troede man på, hvad levede man af, hvordan lavede man det råstof, der har givet navn til perioden og hvilke kontakter havde man til verden udenfor. Udstillingen handler med andre ord om den tid, der leder op til vikingetiden og dannelsen af Danmark.
Følg os her: