Spindedag på Museum Silkeborg BLICHEREGNEN
19. januar 2014 kl. 13-16
Demonstration af håndspinding på museet i Thorning.
Foto fra spindedagen november 2013 - far og datter ved spinderokken
Se pressemeddelelse:
BLICHEREGNEN i Thorning holder SPINDEDAG
Søndag den 19. januar kl. 13-16 holdes der spindedag på Museum Silkeborg BLICHEREGNEN i Thorning.
Baggrunden for at holde en spindedag er museets udstilling ”STRIK fra genbrugsbunken”, hvor den norske tekstilforsker Annemor Sundbø har lånt ud af sin store samling af strik. Vi har valgt at give udstillingen et specielt fokus på håndstrikkede strømper, fordi strømpestrikning har en historisk betydning på Blicheregnen; museet ligger på den gamle hosebindeegn. I tidligere tiders landbrug i hedeområder holdt man får, dermed havde man uld, og strikning af især strømper var en god handelsvare. Mange af strømperne strikket her på egnen fandt såmænd vej til Norge; derfor valgte vi et strømpetema til udstillingen.
Blandt de norske strømper, museet viser, er der en del, som er strikket i håndspundet garn. Noget af det håndspundne garn findes naturligt nok i de ældste strømper, der er spundet og strikket for mere end et århundrede siden. Andet af det håndspundne garn findes i strømper, der langt fra er så gamle, men hvor strikkerne måske har haft langt til nærmeste garnudsalg og derfor har spundet selv, eller hvor strikkerne ganske enkelt har valgt at spinde selv, for så får man sit garn, som man vil have det – hvis man vel at mærke kan kunsten at spinde!
Vi er så heldige, at der i museets vennekreds findes dygtige håndspindere, der gerne vil lære fra sig. I november holdt vi også en spindedag her på museet, og gæsterne kunne træffe de dygtige spindere og se, hvor meget man kan få ud af fibre, når man selv kan spinde. Et søskendepar havde taget strikkede trøjer og vævede plaider og stoffer med, hvor garn og tråd var håndspundet og plantefarvet, så alt var lavet i hånden. Broderens datter var med, hun har en trøje, som hendes far har spundet og farvet garnet til og derefter strikket den – et smukt udtryk for kærlighed og omsorg. Og hvilken luksus i vores køb og smid væk-tid! Nu hvor planetens helbred bekymrer os alle, er der inspiration at finde på museet til at gøre tingene anderledes, til at fremstille tøj med omtanke og omhu og derigennem vise, at der er andre måder end ende- og tankeløst forbrug.
Så der er lagt op til en søndag eftermiddag med uld, håndten og rok. Museet stiller et antal rokke og håndtene til rådighed, så alle kan prøve at spinde.
Enhver med interesse for håndspinding er velkommen: De, der har lyst til at lære at spinde, kan få kyndig hjælp; de, der gerne vil se på uden nødvendigvis selv at prøve at spinde, kan tage deres strikketøj med; og de, der selv kan spinde, er velkomne til at tage egen rok eller håndten med.
Vi spinder inde i selve udstillingssalen, så der er rig lejlighed til at se på strømper, trøjer og tæpper fra Annemor Sundbøs store samling.
Annemor Sundbø har i oktober 2013 fået Kong Haralds fortjenstmedalje for sit store arbejde med strikning som fag og for den indsats, hun derigennem har gjort for Setesdalområdet, hvor hun bor. Lørdag den 22. februar kommer hun på museet i Thorning og holder foredrag om uld, strik og meget mere. Om søndagen pakker vi udstillingen ned, og så må strømperne tilbage til Norge.
Følg os her: