Podcast fra Gudenåen
Netop nu er der udkommet et afsnit om Sminge Sø og flint fra stenalderen lige til den travle medieforbruger!
Der er fundet omkring 1000 stenalderbopladser fra udspringet af Gudenåen til den løber ud i Randers Fjord – men hvordan formidler man levende og passioneret den fortælling? Et eksempel kunne være den nye podcastserie ”Åsteder – Fortællinger fra Gudenåen,” som Museum Silkeborg har været med til at udvikle i et tæt samarbejde med andre museer med formidlingsansvar for Gudenåens kulturhistorie.
Museet har de seneste år udgravet flere pladser med flint fra den såkaldte Maglemosekultur omkring 9000-6400 f.Kr, fortæller Karen Rysgaard:
”Dengang var Danmark, som vi kender det i dag, ikke skabt. Landet var helt anderledes. Meget is var bundet ved polerne, og vandstanden var meget lavere end i dag. Vi var landfaste med England, og hele Vesterhavet var tørlagt som et gigantisk jagtområde. Landet var dengang dækket af urskov, og den eneste måde at trænge igennem skoven på var ved at bruge åer og floder. Både mennesker og dyr har brug for vand, og nogle områder var mere oplagte for at slå sig ned end andre. Søer og åer har givet mulighed for varieret føde fra de iltrige åløb og mere stillestående vand. Sminge Sø er et godt eksempel, hvor flere vandveje mødes, idet Gjern Å, Voel Bæk og Gudenåen alle løber til søen,”.
Fortsæt til Museets side om "Gudenåen - Åsteder".
Følg os her: