44-2 SIM 4/2012
I den nordvestlige del af jernalderlandsbyen (se 44-1) lå en gravplads fra vikingetid. Gravpladsen rummede elleve kammergrave, otte jordfæstegrave og otte brandgrave. Et ukendt antal grave var blevet ødelagt i forbindelse med moderne kloakering og i mulden lå spredte metalfund herfra. Det store antal kammergrave antydede, at det var samfundets elite der lå begravet her. Mange grave indeholdt metalgenstande. Metallerne var godt bevarede og flere havde aftryk af tekstiler. En stor kampøkse har tydeligvis været pakket ind i flere lag klæde. Både mænd og kvinder havde fået deres personlige knive og hvæssesten med i graven. I kvindegravene var der derudover fund af flere glasperler, et skrin, et par forgyldte bronzevedhæng og en arabisk sølvmønt.
Følg os her: