KURVEMAGEREN

Af Keld Dalsgaard Larsen

Midtjyllands Avis kørte i sommeren 1989 en artikelserie med fællestitlen ”Silkeborgs gamle fagfolk” af museumsinspektør Keld Dalsgaard Larsen, Silkeborg Museum. Den første artikel blev bragt den 15. juli 1989 og havde overskriften ”Kurvemagerfaget en chance for de blinde” med mellemoverskriften ”Men det flettede håndværk kom i hård konkurrence med udenlandske produkter”.

Herefter fulgte teksten:

Dagny Hansen, Funder Kirkeby, har skænket Silkeborg Museum sin mands, Peter Hansen, kurvemagerværktøj. Kurvemagerhåndværket er specielt på mange måder, også fordi det blev udøvet af mange blinde. Peter Hansen var selv blind, og kurvemagerhåndværket var en af de få muligheder for ham for at skaffe sig et erhverv og et udkomme. Kurvemageren er også en håndværker, der hører fortiden til. Moden er gået noget væk fra flettede kurve m.m., og håndværket kan heller ikke konkurrere med de udenlandske produkter.

Silkeborg Museum er glad for herved at have fået mulighed for at illustrere og belyse dette håndværk ved de mange gamle redskaber, men historen med redskaberne og arbejdet fås også ved de personlige beretninger fra udøveren eller i dette tilfælde af enken, Dagny Hansen.

Dagny Hansen fortæller: Peter Hansen var født i 1916, og der var ikke så mange muligheder for blinde dengang. Man kunne stort set blive kurvemager eller børstenbinder. Peter Hansen valgte det første.

Det begyndte så småt på Blindeskolen, og siden kom han til en mester i Kalundborg. Mesteren hed Dahlgård, og han kom også fra Silkeborg og var selv blind. Peter boede og spiste hos mester i læretiden. Uddannelsen varede fire år, hvorefter Peter kom hjem og startede eget værksted.

Hans forældre byggede huset i 1937, og her blev indrettet værksted i kælderen. Dansk Blindesamfund støttede i begyndelsen, bl.a. lånte de en arbejdsbænk, en stor balje, en buk og et bræt til værkstedet. Blindesamfundet førte i mange år nøje kontrol med de udlånte sager, men til sidst hørte det op. De regnede vel med, at det nu var slidt op.

Da vi blev gift i 1940, anskaffede Peter en flækkemaskine fra en gammel kurvemager, Løgager Nielsen i Vestergade, der lagde op. Førhen havde Peter flækket pilene med de små pileflækker. Når pilen var flækket, skulle den høvles. Den nye maskine kunne både flække og dernæst høvle pilen, og det var en stor hjælp, men der skulle være tre til at betjene maskinen – en til at putte pilen ind, en til at trække den og en til at tage imod de flækkede pile.

De første år dyrkede min svigerfar pil på nabogrunden, som Peter havde købt. Jorden var ikke for god til pil, den burde være lidt sumpet. Det var et utroligt arbejde med piledyrkning. En arbejdsmand skar pilene og satte dem ud i mosen. Når de havde stået der, blev barken løs og kunne lettere tages af. Vi afbarkede hver pil for sig. Peters mor stod også ved barkgaflen og barkede pile. Mosens ejer havde pilen til tørring i en lade, da de afbarkede pil ikke tålte sollys. Ejeren kørte også pilen ind til os.

Vi holdt selv op med at dyrke pil, da krigen hørte op i 1945. Så kunne vi købe udenlandsk pil – især fra Polen – og de var både bedre og billigere end de danske. De købte pil var afbarkede.

Peter Hansen fik en lille invaliderente, men den var meget lille. Vi var nødt til at have et erhverv, og det var meget heldigt, at jeg kunne gå hjemme og hjælpe til. Vi overtog hurtigt huset, og værkstedet var fortsat i kælderen. Vi havde ingen butik, men folk kunne gå lige ind i værkstedet og købe, hvad de havde brug for.

Min mand ønskede lige fra starten af at følge, hvor meget hans arbejde gav. Derfor er der ført nøje regnskab, som først hans mor, siden hans bror og så jeg har ført for ham. Det var ikke de store beløb, men det har trods alt kunnet forsørge familien.

Jeg kunne godt hjælpe til med fletningen. Det allerførste, jeg prøvede, var cykelkurve, siden flettede jeg bunde til hundekurve. Det var en fordel, at jeg var seende, så jeg af og til kunne rette lidt til. Vores arbejdsdag varierede meget. Når en stor bestilling skulle gøres færdig, kunne vi begge sidde og arbejde til klokken 9 om aftenen. Til andre tider var der ikke rigtigt noget, så lavede vi til lager.

Vi solgte til Rydal Petersen og Jaede mest hundekurve og cykelkurve til Dansk-Svensk Stål. FDB aftog også meget, jeg tror, det kom efter, at Peter havde annonceret i Jyllands-Posten, fordi han havde fået et vel stort lager af kufferter. Dansk Blindesamfund aftog også noget i begyndelsen.

Det var en lille løn, vi tjente. Når jeg arbejdede med tasker, kunne jeg holde en timeløn, som hvis jeg havde taget ud at gøre rent for folk. Men så skulle jeg også hænge i. Når det gik rigtig godt, og vi arbejdede længe, så kunne vi lave 25 cykelkurve om dagen. Vi fik 98 øre for hver cykelkurv, og herfra skal trækkes materialer. Det var ingen stor dagløn til to. Vore to piger kunne godt hjælpe lidt til, men de havde deres skole at passe. Derimod har de nok hjulpet mere til med madlavning og rengøring i huset.

Arbejdet blev selvfølgelig en rutine. Det er ikke specielt svært at flette med pil, men det kræver nogle stærke fingre, og det havde min mand. Pilene skulle være våde, når man skulle arbejde med dem. Derfor var der uden for værkstedet et muret kar, hvor pilene kunne ligge i vand i hele deres længde. Ovenpå pilene blev lagt sten, så de faktisk blev under vandet. Ved siden af arbejdsbordet stod en balje vand, så min mand kunne gøre en klud våd og sjaske pilene til under arbejdet.

Før fletningen var der altid et større arbejde med at sortere pilene og det øvrige råmateriale. Pilene blev sorteret efter størrelse, så de var klare til f.eks. kurvefletning. Hvis nogle af stokkene til bunde var lidt ujævne, så havde Peter et bøjejern, så stokkene blev rettet ud.

Der blev arbejdet ud fra forme. En bødker i Funder Kirkeby lavede disse forme. En enkelt gang var min mand på efteruddannelse hos Dansk Blindesamfund, hvor han lærte nogle nye taskemodeller. Kurvmageren var underlagt tidens modeluner i høj grad, så man skulle følge lidt med. Peter har også flettet stole af søgræs og enkelte blomstersøjler, men det var for stort et arbejde til for ringe en betaling.

Vi har ikke oplevet den store indbyrdes konkurrence blandt kurvemagere her i området. Der var en kurvemager Rasmussen i Alderslyst, som kunne leve af det. han var meget hurtig. Der var Kjellerup Fællesflid, men dem mærkede vi heller ikke noget til. Nej, konkurrencen var ikke hård her omkring, men efterhånden kunne og kan vi ikke konkurere med de billige udenlandske flettearbejder.

Vi havde ingen brancheforening eller mesterforening inden for kurvemagerne, man passede sig selv og satte selv prisen, men den har nu aldrig været høj.

Peter Hansens gamle kassebog siden starten i 1937 i Funder Kirkeby fortæller en del om det alsidige sortiment en kurvemager kunne byde på. Kunderne kunne købe roekurve, tøjkurve, cykelkurve, papirkurve, bykurve, bordskånere, stole, vugger, hundekurve, tæppebankere, kufferter, tasker m.m. Tidens luner har selvfølgelig spillet ind, og man kan tydeligt se i kassebogen, at cykelkurve blev meget populære sidst i 1930’erne og under besættelsen. Siden kom hundekurve, kufferter og tasker mere med.

Marts 2020