Duo Ständchen - 1800tals serenader for klarinet og guitar
Museet fejrer St. St. Blichers fødselsdag med en koncert med 1800-tallets toner. /lørdag 12. oktober kl. 14.00
Tag med til fejringen af Blichers fødselsdag sammen med den festlige Duo Ständchen. Duoen spiller musik fra Blichers tid på instrumenter fra samme periode og fortæller både om musikken og deres historiske dragter undervejs.
Ud af den franske revolution og Napoleonskrigene, vokser der en ny samfundsklasse - Borgerskabet. Med denne nye klasse følger også nye musikalske kulturer. Man begynder nu at musicere i hjemmene for venner og bekendte - hos de mere velhavende afholdte man saloner, og her spillede musikken en stor rolle. Guitaren og klarinetten var populære ved disse sammenkomster, og der blev skrevet en masse musik for de to instrumenter.
Duo Ständchen genskaber disse intime koncerter med autentisk tilgang. På de historiske instrumenter samt tøj fra perioden 1815-1820 føres publikum tilbage til tiden med sprudlende, lyrisk og virtuos musik.
Koncerten finder sted i særudstillingen Blicher og Herregårdene, og der vil være en kort introduktion til særudstillingen.
Blichers liv var fuld af musik, og han spillede selv både violin og fløjte. Fløjten lærte han at mestre for at optræne sine lunger, mens violinen ofte var med under armen, når han var inviteret til sammenkomster hos venner og bekendte i borgerskabet, for så spillede Blicher gerne op. Hans violin er udstillet på museet.
St. St. Blicher ville være fyldt 242 år 11. oktober. Det er som altid Blicheregnens Museumsforening, der står for fejringen af Blichers fødselsdag.
Info om tilmelding og pris kommer senere. Der er begrænsede pladser, da koncerten foregår i særudstillingen Blicher og Herregårdene.
Følg os her: