I mosens mørke vand kan Jens Zakariassen se skind, hår og knogler. Det må være et dyr, tænker han. Druknet i mosen ved Bjældskovdal, hvor han i 1938 graver tørv. Men det viser sig at være et langt mere spektakulært og uhyggeligt fund.
Amatørarkæologen Søren Jensen på fotoet bliver tilkaldt. Han går i gang med at grave og tager de dele op, du kan se i kassen på fotoet.
Men så! Så finder han et vævet bælte. Det er altså ikke et dyr, han har lagt i kassen. Det er dele fra et menneske! I kassen på fotoet ligger knogler fra en kvinde, som vi i dag kalder Ellingkvinden. Du kan se knogler fra benene, hoften og korsbenet. I sin højre hånd holder Søren Jensen den løkke, som hun blev hængt i for mere end 2.000 år siden i et træ på kanten af det, der dengang var en sø. Nationalmuseet bliver tilkaldt for at udgrave moseliget.
Da kvinden bliver lagt i søens vand omkring 200 f.v.t., er hun iført et slag af fåreskind, der når til midt på låret. Og så bæltet, som får virkelighedens gru til at gå op for Søren Jensen. Et tæppe af kohud er svøbt omkring hendes fødder. Hendes hår er flettet i en 80 cm lang fletning, der er snoet rundt mellem issen og nakken.
Mosevandets særlige egenskaber har gjort, at hun i løbet af de to årtusinder ikke er forrådnet og skeletteret, men at både hendes kød og frisure stadig i dag er bevarede.
Hør hele historien i seneste episode af podcasten Obscuritas, som du kan lytte til der, hvor du plejer at høre podcast. Journalist Louise Lindblad taget med direktør for Museum Silkeborg, Ole Nielsen, ud til mosen vest for Silkeborg for at forstå, hvorfor et ungt liv skulle ofres og begraves i mosens mørke dyb.
NB: Måske har du hørt om Tollundmanden. Han blev fundet 12 år senere ganske tæt på Ellingkvinden, også under tørvegravning. Han var så velbevaret, at politiet blev tilkaldt!