Kan du tænke dig at blive praktikant på Museum Silkeborg?
Museet søger to studiepraktikanter til efteråret.
Museet søger to engagerede og initiativrige studerende til praktikforløb i efteråret 2025. Det er to vidt forskellige emner, museet ønsker at belyse nærmere - Badeanstalternes historie og historien om Silkeborg Kommandocentral - stedet, hvorfra Silkeborg skulle styres under en evt. krise under den kolde krig.
Badeanstalternes historie
Museum Silkeborg overtager i 2025 Silkeborg Badeanstalt, som museet fremover skal drive og formidle. I den forbindelse ønsker museet at belyse badeanstalternes historie i Silkeborg gennem arkivalske studier med særligt fokus på det, vi kalder Danmarks mest originale badeanstalt.
Din primære opgave bliver at dokumentere badeanstalternes historie med fokus på Silkeborg samt deltage i udviklingen af ny formidling på badeanstalten. Badeanstalten er fra 1915, men ændret i 1920’erne og står næsten som dengang.
Udover arbejdet med badeanstalternes historie vil du indgå i det daglige arbejde på museet.
Kommandocentralen
Den Kolde Krig er mere aktuel end nogen sinde før, og en del af den historie formidler Museum Silkeborg i Silkeborg kommandocentral – stedet, hvor Silkeborg skulle styres fra under en evt. krise.
Din primære opgave bliver at dokumentere kommandocentralens historie og funktion samt deltage i udviklingen af ny formidling af kommandocentralen.
Kommandocentralen ligger upåagtet hen under et af byens plejehjem, men det var her kommunen skulle styres fra ved en krisesituation. Kommandocentralen står næsten, som da den var i brug fra 1964-1993.
Udover arbejdet med kommandocentralen vil du indgå i det daglige arbejde på museet.
Under praktikken på Museum Silkeborg vil du få indblik i det meste af museets arbejde og få lov at tage meget ansvar.
Arbejdstiden er som udgangspunkt 30-37 timer pr. uge i efterårssemestret og ligger primært i hverdagene. Praktikken er ulønnet.
Museum Silkeborg består af museerne Blicheregnen, Papirmuseet, Arbejderboligen, Kommandocentralen, Badeanstalten og Hovedgården. Hovedgården ligger centralt i Silkeborg og er byens ældste bygning. Du vil få arbejdsplads på Hovedgården.
Send ansøgning til museumsinspektør og afdelingsleder for Nyere Tid og Blicheregnen
Marianne Gjørtz Hougaard på mgh@museumsilkeborg.dk.
For yderligere information om museet se museumsilkeborg.dk eller kontakt Marianne på 61 36 16 52 eller mgh@museumsilkeborg.dk.
Følg os her: