Det spørgsmål arbejdede vi med, da vi udviklede vinterferieaktiviteten i udstillingen Mosefolket.
Fortællingerne om moseligene rummer både alvor og dramatik, men de rummer også noget dybt menneskeligt: håbet om at få noget godt tilbage ved at give noget værdifuldt fra sig. 

I jernalderen ofrede man i moserne i tillid til, at guderne ville give styrke, krigslykke eller en god høst. Man gav – og man fik. Det princip har vi oversat til børnehøjde, så børnene kan opleve det på egen krop. 

I museets café skabte vi en offermose og et kreativt værksted, hvor børnene lavede træamuletter med rhinsten, glimmer og pailletter. Hver farve og hvert materiale repræsenterede en værdi – som mod, styrke, venskab, håb eller vedholdenhed. Hver værdi var ledsaget af små spørgsmål, der kunne støtte børnenes egne refleksioner og valg;  

Selvtillid  
At tro på, at du er god nok.  
Hvad er du god til?  
Hvornår føler du dig sej?  
Hvad kan du klare selv? 
 
Børnene satte sig ved bordene, valgte med omhu, limede, glitrede og dekorerede. De gjorde sig umage – og i det tempo og den ro, de fandt, blev det tydeligt, at det ikke var produktet, men indsatsen, der var det vigtigste. 

Når amuletten var færdig, holdt børnene den ind til hjertet, tænkte på de værdier, de havde valgt – og gav slip. Amuletten blev lagt i mosen og måtte ikke tages med hjem. Netop afkaldet var centralt: Jo mere tid og opmærksomhed, der var lagt i arbejdet, desto stærkere oplevedes ofringen. I det øjeblik blev ofringsprincippet mærkbart på egen krop: Når man giver noget fra sig, kan man få noget tilbage – ikke som en genstand, men som en styrket værdi. 

Dag for dag voksede mosen. Lag på lag af glitrende amuletter samlede sig i den mørke, fugtige mose, hver med sin egen fortælling om det, børn ønskede at styrke i sig selv. Fra bordene kunne man kaste et blik ned i mosen og se hele fællesskabets historier, som en fysisk og visuel illustration af både individuelle valg og fælles ritualer. 

Vinterferieaktiviteten har været et eksperiment i ro, fordybelse og det at give slip. Ofringen blev en oplevelse af, at det måske mest kostbare, man kan give i dag, blot er sin opmærksomhed. 
Den erfaring tager vi nu med videre i vores skoleformidling. Selve mosen bliver et aktivt formidlingsgreb, der understøtter den historiske fortælling om jernalderens moseofringer. Den giver eleverne mulighed for at mærke på egen krop, hvad det vil sige at give slip på noget, man har kært. I dette tilfælde noget, man har investeret tid og opmærksomhed i – og hvordan handling, afkald og refleksion kan skabe nye forståelser og erfaringer. 

Når fortællingen kombineres med fysisk handling, bliver historien ikke blot noget, man hører om, men noget, man oplever. Ofringen bliver til en sanselig og nærværende erfaring, hvor børn både giver og modtager – og hvor fortidens ritualer kan mødes med nutidens forståelse.