St. Broderidag august 2026
Kom med til sensommerens hyggelige St. Broderidag!
Museet slår den 12. august endnu en gang dørene op til sensommerens hyggeligste broderidag.
Man kan komme og gå i de timer, man nu har lyst og lejlighed til, og alle kan være med. Hvad enten du er nybegynder eller ekspert, så får du en dejlig dag sammen med andre, der holder af det fine kunsthåndværk.
Tekstilformidler og certificeret specialist i craftpsykologi Renée Heegaard Jespersen fra Tekstilvaerkheegaard vil også denne dag medbringe inspiration til et nyt projekt, samt sælge broderikit. Det er en hyggelig dag i skønne rammer, men ikke en decideret workshop.
Vi sidder i museets forhave og på gårdspladsen eller i kaffestuen alt efter, hvad vejret tillader. Du kan medbringe dit eget broderi, eller købe en broderikit hos Renee på dagen.
Når sensommeren farver heden omkring Blicheregnens Museum lilla, minder lyngen os om naturens stille styrke. Den vokser, hvor jorden er mager. og viser os, at det enkle ofte rummer den største skønhed. På Storebroderidag lader vi lyngen blomstre med nål og tråd.
Vi skal arbejde med et stiliseret design inspireret af de lyngblomster, der pryder den smukke vest, der hænger i museets udstilling og den historiske broderiteknik nedlagt syning – en teknik, der gennem århundreder har været brugt til de mest kostbare tekstiler. Tråde af guld, sølv og fin silke blev lagt oven på stoffet og fastholdt med små, næsten usynlige sting. På den måde bevarede man de dyrebare materialers glans og lod lyset spille hen over overfladen.
Her er det ikke guldet, der har den største værdi – det er tiden, nærværet og hændernes arbejde.
Når vi lægger trådene ned én efter én og fastholder dem med små sting, opstår en rolig rytme. Hvert sting bliver en lille pause. Et øjeblik, hvor hænderne arbejder, tankerne falder til ro, og opmærksomheden samler sig om det, der er lige her.
Lyngens blomster består af mange små dele. Hver for sig virker de næsten ubetydelige, men sammen danner de landskaber, som kan tage pusten fra os. Sådan er det også med broderiet. Ét sting ændrer ikke meget. Men mange sting, lagt med omhu, skaber noget, der er stærkere, smukkere og mere levende, end vi kunne forestille os fra begyndelsen.
Dagens broderi er en hyldest til både heden, håndværket og menneskets evne til at skabe. Ikke i hast, men i rytme. Ikke i perfektion, men i nærvær.
Renée Heegaard Jespersen brænder for at skabe forbindelser mellem mennesker gennem nål, tråd og kreativt håndværk. Som tekstilformidler, neuropædagog og certificeret MasterClass-specialist i craft-psykologi arbejder hun med at vise, hvordan det at skabe med hænderne kan give ro, styrke fællesskaber og fremme trivsel. Gennem Tekstilværk Heegaard holder hun foredrag, workshops og undervisningsforløb, hvor broderi og tekstile teknikker bliver et redskab til både fordybelse, læring og livsglæde. Med stor faglighed og smittende engagement inspirerer hun mennesker i alle aldre til at opdage håndværkets værdi – ikke blot som kreativt udtryk, men som en vej til nærvær og menneskelig udvikling.
Hold 1: Kl. 14.00-17.00
Hold 2: Kl. 17.00-21.00
Hold 3: Kl. 14.00-21.00
Pris for deltagelse: 70 kr. pr person
(inkl. kaffe/te ad lib., uden forplejning og broderikit)
I forbindelse med tilmeldingen til arrangementet kan aftenholdet tilvælge aftensmad i form af tærte og salat. Vær venligst opmærksom på, at det bestilles særskilt.
Det er muligt at købe øl/vin/vand i museumsbutikken.Tærte m. salat: 70 kr. pr. person
Bemærk, der skal evt. påregnes udgifter til broderikit, som afregnes direkte med Renée på dagen.
Følg os her: