Tollundmanden
Af Christian Fischer
Museum Silkeborgs hovedattraktion er Tollundmanden. Han blev i 1950 af brødrene Emil og Viggo Højgård fundet fundet i en mose ved Bjældskovdal, ca. 10 km vest for Silkeborg. Moseliget var så velbevaret, at deres umiddelbare reaktion var at tilkalde Silkeborg Politi. Politiet havde en anelse om sagens rette sammenhæng, idet der tidligere - i 1927 og 1938 - var fundet moselig i nærheden, så de allierede sig med museumsfolk fra Silkeborg. Emil og Viggo Højgård kom fra Tollund, og herved fik verdens bedst bevarede moselig sit navn Tollundmanden.
Professor P.V. Glob fra Århus kom til stede og foranstaltede, at moseliget i en trækasse kom fra mosen til Nationalmuseet i København til videre undersøgelser. Forskere og andre kom nu til at stå direkte ansigt til ansigt med et oldtidsmenneske, med en af forfædrene fra jernalderen. Tollundmanden lå i en afslappet hvilestilling med benene trukket op mod maven. Chokerende velbevaret var ansigtet, hvor man tydeligt kunne se læber, næse, de lukkede øjne, øjenbryn, rynker, skægstubbe og hår - et ansigt med helt personlige, og dog almenmenneskelige, ansigtstræk. Liget var lagt nøgen ned i mosen som en sovende kun iført en hat og et bælte om livet. Men et flettet læderreb om halsen viste dødsårsagen: hængning. Bag den tilsyneladende ro og fred skimtes gruen og dramaet.
Tollundmanden blev genstand for flere videnskabelige undersøgelser. Kulstof-14 dateringer har godtgjort, at han er fra omkring 350 f.Kr., altså fra den ældre jernalder. Den seneste kulstof-14 datering er udført i Groningen, Holland, og er offentliggjort i 2004; den daterer Tollundmanden til 375-210 før Kristi fødsel. Hans alder er anslået til ca. 40 år, og med en højde på 161cm, har han nok været blandt de mindre mænd i jernalderen. Fingeraftryk og fodsåls-mønster på Tollundmanden afslørede, at mange af nutidens danskere har samme type mønstre som den gamle jernaldermand. To ar i foden fortalte, at han dele af året har gået barfodet rundt, og herved skåret sig slemt - et par gange så slemt, at det kan registreres 2200 år senere. Foden viser dog også, at Tollundmanden til andre tider har båret fodtøj. Tollundmanden var normalt glatbarberet og korthåret. Når vi i dag kan se skægstubbe på hans kind skyldes det, at han ikke blev barberet det sidste døgn, før han døde, og at huden er skrumpet lidt i mosen og under den efterfølgende konservering. Den rødlige farve i hår og skæg skyldes opholdet i mosen.
Retsmedicinerne tog mavesækken og tarmene ud af det gamle moselig til undersøgelse. En planteforsker undersøgte måltidsresterne og kom til det resultat, at Tollundmandens sidste måltid hvde været en grød eller vælling bestående af henved 30 forskellige plantearter især primitiv byg, hørfrø, sæddodder og pileurtfrø. Derimod var der ingen spor af kød i maden.
Hvorfor Tollundmanden blev hængt og derefter lagt i tørvemosen, får vi aldrig fuld klarhed over. Men samtiden har ikke behandlet ham som en simpel forbryder: efter døden har man pænt lukket hans øjne og mund og båret ham hele vejen til mosen, hvor han er lagt fint og roligt til rette. Det vidner om en værdig begravelse. Sandsynligt er det derfor at se Tollundmanden som et menneskeoffer til guden eller guderne. Måske til mosens gud, der blandt andet også gav jernaldermenneskene tørv. Datidens jernaldersamfund brændte deres døde, kun moseligene fik en anden begravelse - måske guderne skulle formildes med et helt lig og ikke blot nogle forbrændte knogler.
Tollundmanden havde ligget i mosen i ca. 2200 år, da Emil og Viggo Højgård fandt ham i 1950. Grunden til at det overhovedet kunne lade sig gøre var, at mosen indeholder en mosesyre, der i sig selv kan virke konserverende. Da liget blev gravet frem, blev det besluttet at forsøge at konservere hovedet, en fod og en finger. Det lykkedes, og i 1952 blev Tollundmandens hoved centrum i Silkeborg Museums nyindrettede oldtidsudstilling på Hovedgården.
Ellingkvinden er et moselig fra ca. samme periode som Tollundmanden. Hun blev fundet i 1938 mindre end 100 meter fra det sted, hvor Tollundmanden senere blev fundet. Ellingkvinden blev også hængt, og vi formoder at der ligeledes her er tale om en ofring til guden eller guderne. Kulstof-14 laboratoriet i Groningen, Holland, har dateret Ellingkvinden til 355-205 før Kristi fødsel, altså nogenlunde samtidig med Tollundmanden. Om de har kendt hinanden, eller de har levet med flere generationers mellemrum, kan vi ikke vide.
Omkring Tollundmanden og Ellingkvinden er opbygget en jernalderudstilling med bl.a. kopier af klædedragter og datidens frisurer, rekonstruktioner af en jernudvindingsovn samt andre fund fra den tid han levede i - den tidlige jernalder.
Følg os her: