Jubilæumspodcast - Silkeborg 175 år
Følg Silkeborgs spændende rejse fra byens grundlæggelse til købstad i ny historisk podcast.
Silkeborg er kendt i hele landet for sin smukke natur, Gudenåen, Tollundmanden, Jorn og Hjejlen, og i år fejrer byens befolkning, at det er 175 år siden, at byen blev grundlagt ved en kongelig resolution. Men hvordan kringlede man at bygge en by op fra næsten ingenting i midten af forrige århundrede?
I podcasten Silkeborgs Historie kan du følge den spændende rejse fra umiddelbart før byens grundlæggelse, og til Silkeborg et halvt århundrede senere blev ophøjet til købstad.
Kultur- Fritids og idrætsudvalget i Silkeborg Kommune har bevilget 26.250 kr. af Kulturboostmidlerne til at lave to podcastafsnit om Silkeborgs historie. Museum Silkeborg har derfor kunnet producere – i første omgang 2 podcasts på hver 45 min. Første del, der handler om det allertidligste Silkeborg, frem til 1900, frigives på 175 års jubilæumsdagen d. 7. januar 2021.
Podcasten består af samtaler mellem de populære, lokale radioværter Bo Linde og Søren Rasmussen samt museumsinspektør Keld Dalsgaard Larsen, der sammen guider lytteren gennem Silkeborgs historie med nedslag i særlige epoker, krydret med anekdoter.
Målgruppen er det voksne publikum, der har lyst til at lade sig forkæle med lidt viden om den by, de bor i. Det er oplagt at podcasten også er ganske velegnet til at orientere nye beboere, der har slået sig ned i Silkeborg, om byens historie.
Værterne Bo Linde og Søren Rasmussen har i over et årti været radioværter i Silkeborg, hvor de bl.a. har høstet seks nomineringer til Ekstra Bladets lytterpris og en enkelt nominering til Zulu Awards for Danmarks bedste radioprogram. Siden de stoppede som radioværter i Silkeborg, har de to blandt andet lanceret den populære podcast ”Chit/Chat med Bo og Søren”.
Keld Dalsgaard Larsen er museumsinspektør på Museum Silkeborg, hvorfra han igennem utallige foredrag, udstillinger og i bogform har formidlet diverse aspekter af Silkeborgs historie.
Du kan lytte til podcasten her.
Følg os her: