HANS AABOE FORTÆLLER

Beretning februar 2003

I forlængelse af rundbordssamtalerne blandt papirfunktionærerne i 2000 og 2001 indsendte Hans Aaboe nedenstående beretning med en sammenfatning af, hvad han havde fortalt under samtalerne suppleret med det, han gerne ville have bidraget med under samtalerne. Hans Aaboe er født i 1923 i Silkeborg.

SILKEBORG PAPIRFABRIK – KONTORET

Ved min entre som ny elev på kontoret i september 1940 kom jeg ind i en helt ny verden. Den bestod af mørke egetræsborde, skranke og skrå skrivepult, som i skrivevenlig højde gav gode muligheder for at skrive i de store kassejournaler. Overalt var belysningen PH-lamper, som var smukke, men som ikke altid gav det rigtige arbejdslys.

Kontoret var ledet med myndig, men rar hånd, af bogholder Jørgen Petersen. Han havde som sin højre hånd Svend Ingvarsen, og som leder af ekspeditionen Egil Kentorp. Ved opstillingsbordet Eva Skov Larsen, som også kunne klare lønudregningen til fabrikkens arbejdere.

I 1941 blev Svend Ingvarsen forflyttet til Hovedkontoret i København, og som hans efterfølger blev Arne Krogh antaget.

Det var et godt arbejdsmiljø på kontoret, hvilket også fremgik af, at det var meget sjældent med sygdomsfravær. Det var bestemt en god elevplads, jeg der havde fået. Den 3-årige elevperiode bød på en grundig oplæring i kontorfagets mange sider, så som arkivering af korrespondance, føring af kartoteker over arbejdere, udregning af løn, føring af fabrikationsbøger og kassejournaler, udregning af fakturaer og meget andet. Samtidig skulle en handelsskoleeksamen jo klares, og det blev den på Handelsskolen, som dengang havde lokaler i den gamle mellem- og realskole på Søndergade.

Den daglige post afhentede jeg i fabrikkens boks på det gamle posthus på Drewsensvej, og jeg skulle være fremme på kontoret – uanset vejrlig – inden klokken 8. Posten fik driftsbestyrer Olsen, som selv åbnede alle kuverter og gennemgik indholdet. Derefter fik bogholderen det hele overdraget til gennemlæsning og fordeling på kontoret og til mestrene i fabrikken. En del post blev lagt på ”postbordet”, som stod i den ene ende af kontoret, og ved halvelleve-tiden mødtes så her: bøttemester Lindquist, papirmester Mandrup Andersen, maskinmester Peter Larsen, papirsalsmester Bomholt, kludesalsmester Sehested og ingeniør A.G. Hansen. En eller flere var til stede, alt efter om arbejdet i den pågældende afdeling tillod det.

Også samarbejdet mellem fabrikkens afdelinger var godt, synes jeg, og det var vel også derfor, at funktionærerne hvert år kunne tage på den berømte skovtur, hvor gækken blev slået løs på en fornuftig måde. Skovturen blev i øvrigt finansieret ved, at der hver måned blev trukket et beløb i lønnen, og når skovturen skulle løbe af stabelen, ydede fabrikken et tilskud, som gjorde det muligt at få en god, fornøjelig og udbytterig dag. Der blev lagt et stort forarbejde i turen, idet skovtursudvalget, som jeg for øvrigt havde fornøjelsen af at sidde i i mange år, havde frihed til en hel dag at planlægge turen – ude i marken – på den såkaldte forløbertur.

I 1945-46 aftjente jeg min værnepligt ved 7. regiment i Fredericia, og ved hjemkomsten skulle Ejnar Meinicke i trøjen. Han var leder af laboratoriet, og i et år vikarierede jeg for ham på denne for mig lærerige post. Da dette fik en ende i foråret 1947, blev jeg tilbudt en stilling på Københavns Papir- og Kartonfabrik på Nørrebro. Den tog jeg gerne imod, og jeg rejste til København dagen efter den store brand i Kompedal plantage 1. juni 1947. Hovedkontoret ved den interne revisor og personalechef, H.E. Bundgaard – født i Silkeborg – havde sørget for en bolig til mig i et pensionat på Nørrebrogade. Opgaverne på Kartonfabrikken var forskelligt kontorarbejde, blandt andet lønudregninger, regnskab med produktionen, afregne med leverandører af gammelt papir og papiraffald m.m.. Et af produkterne, husker jeg, var dækkarton til de gamle træølkasser, som jo kunne rumme 50 flasker øl. Det var spændende at se forskellen på en kartonfabrik og en finpapirfabrik, som Silkeborg jo var. Jeg syntes, der var en ubehagelig lugt på Kartonfabrikken, hvilket var en følge af råstoffet, som jo mest var affaldspapir. Fabrikken var også ret snavset set med Silkeborgøjne. Opholdet i København varede et år, idet jeg søgte tilbage til Silkeborg.

Her var der kommet et par nye medarbejdere på kontoret, men ledelsen var den samme. Desværre døde bogholder Petersen i 1952, og som hans efterfølger udnævntes Eigil Kentorp med ny titel af kontorchef. Jeg var da så heldig, at det var mig, der skulle afløse Kentorp i ekspeditionen.

Arbejdet her var meget alsidigt og omfattende, men godt var det, at jeg havde fået en god hjælper i Kurt Andersen, som var nyansat.

I ekspeditionen havde jeg kontakt med salgsafdelingen i København flere gange daglig, idet kunderne på den måde havde mulighed for at få svar på spørgsmål vedrørende nye eller indeværende ordrer. Alle ordrebestillinger fik vi via København, og vi skrev dem så om til fabriksbrug. Det vil sige, at vi havde en formular – en ordre – som passede til Silkeborg brug. Den indeholdt kundens navn, papirkvalitet, kvantum, format eller rullebredde, gramvægt og leveringstid. Herudover var der plads til notater fra papirmaskine, glitte og bemærkninger om prøveudtagning. Der kunne også være særlige vigtige ting, som skulle bemærkes og tages hensyn til ved færdiggørelsen af ordren.

Vi førte kartotek over vore kunder, og vi fakturerede afsendt papir. Hver dag førte vi maskinjournaler over det foregående døgns produktion på de tre papirmaskiner. Andre opgaver var regnskab med beholdninger af lagernumre, som var til omgående levering og statusopgørelser, som også omhandlede fysisk optælling af papir på fabrikkens lager. Sidst men ikke mindst holdt vi også kontrol med, hvor meget godt papir, der blev ud af det producerede. Det, der ikke var godt og ikke kunne sælges, var simpelthen det, vi kaldte udskud. Det blev omregnet til en udskudsprocent, og denne udskudsprocent var alt afgørende for fabrikkens økonomi. Den var derfor højaktuel, og den gav anledning til megen diskussion.

Udskudsprocenten kunne være meget svingende, alt efter kvaliteternes sammensætning. Vanskelige kvaliteter som gennemslagspapir, salmebogspapir m.m., som kørte på PM 1 og 2, gav større udskudsprocenter, medens store ordrer i gode kvaliteter til PM 3 i regelen gav mindre udskud. Udskudsprocentens størrelse lå i store træk inden for 7-12 pct. Et tilfældigt gennemsnit fra årene 1944 til 1971 viste 9 pct. samlet for de tre papirmaskiner.

I slutningen af halvtredserne foretoges en udvidelse af kontorfaciliteterne, og det blev til dejlige lyse lokaler med lyse møbler og god luft mellem de forskellige arbejdspladser. Kontorchefen fik sit glasbur, som tidens krav var. Garderobeforholdene var meget forbedrede, og en ny opgang gav et godt indtryk på gæsterne og hvem, der ellers besøgte fabrikken.

I 1973 skete igen personalerokeringer, idet Eigil Kentorp måtte holde op på grund af sygdom. Dette affødte, at Arne Krogh overtog denne funktion, og titlen var nu økonomichef. Jeg overtog Kroghs plads lige uden for omtalte glasbur, og jeg fik ansvaret for kassefunktionen og det daglige bogholderi med kontering af lokale regninger og fakturaer.

Min nye stilling bød også på: Kontrol med ordrebekræftelser på vore indkøb, kalkulation af råstoffer m.m. samt føring af lagerbøger over råstoffer, virer og filte plus mange andre små og store ting.

Men efter 20 år i ekspeditionen var det både dejligt og sjovt at prøve kræfter med de nye ting inden for administrationen. Nu kendte jeg efterhånden livets gang på en stor virksomheds kontor, endda garneret med det praktiske fabriksår i laboratoriet.

Driftsbestyrer Frederik Olsen gik på pension i 1970, og han efterfulgtes af H. Maglegaard Andersen. Senere kom Finn Henrik Hansen til, og hans efterfølger Kjeld Andersen var fabrikschef, som det nu hed, da jeg gik på pension i 1985 efter 45 års tjeneste.

Igennem disse år har betingelserne for papirfabrikation i Danmark ændret sig meget. Konkurrencen fra de udenlandske fabrikker var svær at klare sig overfor. I år 2000 var det jo desværre også slut. Silkeborg Papirfabrik måtte standse produktionen efter 155 år, som byens store og velkendte virksomhed.

Men på trods af tidernes gunst og ugunst tog jeg afsked med en arbejdsplads, hvor arbejdsklimaet var godt. Det ses jo blandt andet af, at arbejdere i flere generationer fik ansættelse på fabrikken. Deraf fremgår det jo også, at forholdet arbejdere og funktionærer fungerede godt.

I 1985 oprettede en kreds af afgåede funktionærer med mange arbejdsår bag sig en klub, som fik navnet Gensynsklubben. Indtil fabrikken lukkede, besøgte klubben fabrikken to gange årligt, og fabrikschefen gav os en orientering om driften her og nu. Silkeborg Papirfabrik er ikke mere, men Gensynsklubben lever, og vi kan på forskellige måder mødes fire gange om året til meget hyggeligt samvær og en hel del snak om gamle dage.

Stikord:

Silkeborg Papirfabrik, kontoret, Kartonfabrikken, udflugter. Tiden ca. 1940-1985.

15. april 2020