JYTTE HOLMGAARD CHRISTENSEN

Samtale med Keld Dalsgaard Larsen

Dansk papirindustri var historisk set en stor kvindearbejdsplads. Men jo flere maskiner, der kom ind i industrien, jo skævere blev kønsfordelingen: flere mænd og færre kvinder. Silkeborg Papirfabrik var den papirfabrik i Danmark, som havde relativt flest kvindelige papirarbejdere. Det skyldtes Silkeborg Papirfabriks position som landets finpapirfabrik. Blandt andet var der til langt op i 1950’erne ansat kludemadammer til at sortere kluderåstof. Og det færdige papir blev også længe sorteret og pakket manuelt.

Når historien skal fortælles, kan der være en kedelig tendens til at glemme selv væsentlige forhold. F.eks. kvinderne store betydning på papirfabrikken. Det skal der selvfølgelig gøres noget ved. Men hvordan? Meget gerne ved at kvinderne selv bringer deres historie frem i lyset.

Jytte Holmgaard Christensen lånte mig før jul en række gamle fotografier fra sin tid på Silkeborg Papirfabrik. I den forbindelse havde jeg en samtale med Jytte Holmgaard Christensen om hendes 17 år på Silkeborg Papirfabrik.

”Jeg kom ned på fabrikken lige før, jeg blev 14 år. Det må altså have været i december 1944. Jeg søgte ind på fabrikken ved at besøge den gamle Bomholt, som boede i Borgergade. Mit arbejde var at sætte etiketter på det færdigpakkede papir. Der var en lille maskine, hvor jeg kørte etiketten igennem og så var den limet og klar til at blive sat på. Der stod vel, hvilken slags papirkvalitet, det var og hvor mange ark, der var i pakken. Jeg var ung og nød og rende rundt. Men det fik en ende, da jeg blev 18 år og skulle stå ved min plads. Det havde jeg nu lidt svært ved, men Rasmus Hansen sagde, at hvis ikke jeg blev på min plads, så kunne jeg komme op at stå ved ham.

Vi havde den lille sal og den store sal. Papiret blev kørt op fra stueetagen med elevator og placeret et bestemt sted på salen. Når vi kvinder så var færdige med en stak papir, gik vi hen til bunkerne og kørte et nyt læs usorteret papir hen til vor plads. Normalt bladrede vi papiret fra alle fire ender. Det godkendte papir lagde vi i en bunke for sig, mens udskuddet kom på gulvet. Villy sørgede for at køre udskuddet væk i en vogn. Der var bestemt noget papir, som var bedre at sortere end andet. F.eks. var meget tyndt papir træls. Der var så mange fejl i det. Vi arbejdede på akkord. Vi havde hver især et nummer. Jeg havde nr.69. Hvis der så var noget at klage over, kunne man altid finde tilbage til den person, som havde sorteret papiret.

Det var hårdt og tungt arbejde. Det var hårdt ved håndleddene at løfte. Mange havde derfor noget viklet omkring højre håndled. Alene det at stå hele dagen var hårdt ved ryggen. Når vi skulle løfte nogle af de store papirkvaliteter, kaldte vi på en anden, så vi var to om at løfte. Papiret var også skarpt, og det skar ind i tøjet. Vi stod i vort eget tøj, men de fleste af os havde forklæde på.

Det færdigsorterede blev pakket ind i kraftigt grønt papir. På den lille sal stod nogle damer og pakkede små formater ind, og de brugte lim fra en limpotte. Til de større formater brugte man almindeligt brunt klisterbånd til pakningen.

Vi sorterede ved vinduerne, for vi skulle have godt med lys til arbejdet. Vi havde neonlys i loftet og en lampe over bordene.

På den store papirsal var der to klippemaskiner, og på den lille sal var der også en klippemaskine. Måske to. Maskinerne blev betjent af mænd. På den lille sal stod en gammel, stor papirpresser til gult skrivepapir. Presseren blev passet af en mand, som gik under navnet ”fanden-tus’me-Skov”. Mester Rasmus Hansen havde sit bur, og foran ham sad de to kontordamer, frk. Krogh og Else Nielsen.

Neden under os var de store glittemaskiner og klippere. Her har jeg også været nede for at tage imod ved klippemaskinen. Så sad man trods alt ned.

Mændene havde det langt lettere end vi kvinder. 100 gange lettere! De arbejdede ved maskinerne på timeløn, mens vi arbejdede på akkord. Og der skulle jo tjenes penge. Mange sled sig op. Alligevel vil jeg sige, at jeg havde nogle gode år på papirfabrikken. Der var mange flinke mennesker, og nogle af dem lærte man jo rigtigt godt at kende. Tonen kunne ind imellem være lidt hård, men for det meste var det fint”.

Jytte Holmgaard Christensen boede på Ny Længe på Chr. 8 Vej. Papirfabrikant Strøyberg byggede denne boliglænge i to-etager midt i 1870’erne til papirarbejderne. Mange papirarbejdere boede i Ny Længe i 1950’erne. Jytte Holmgaard Christensen mindes de små forhold:

”Vi havde køkken, stue og sovekammer. Det var det hele. Vi havde ikke fjernvarme, men kakkelovn. Vi fyrede med koks, og det lå på loftet! Så når jeg skulle hente koks, gik jeg fra stueetagen til loftet og tilbage igen. Ad bagtrappen. Hvis jeg formastede mig til at gå ad fortrappen, blev det påtalt af damen på 1. Sal. Vi havde toilet i gården. Godt nok med træk og slip, men vi skulle ned til toiletterne, som var i en bygning for sig op mod rutebilstationen”.

Som mange andre papirarbejdere fik Jytte Holmgaard Christensen sin søn passet i Dronning Louises Børnehave på Hovedgården.

Jytte Holmgaard Christensen havde en lille have omme bag Smedebakken. Og det var en selvfølge, at hun benyttede fabrikkens badefaciliteter. De var langt bedre på fabrikken end hjemme i privatboligen dengang. Af firmaudflugter mindes Jytte Holmgaard Christensen ture til Aalborg og Sønderjylland. Og det er der skam også fotografier fra i albummet.

Albummet indeholder et par fotografier af håndboldholdet på papirfabrikken i slutningen af 1950’erne. Firmaidrætten fik kronede dage på Silkeborg Papirfabrik efter krigen, og Jytte Holmgaard Christensen mindes idrætsgrene som badminton, håndbold og tennis. Håndbold blev spillet i den nye hal i Vestergade. Tennis blev spillet på en bane på Sølystvej.

Samtalen fandt sted i 2005.

Stikord:

Silkeborg Papirfabrik, Papirsalen, personalegoder. Tiden ca. 1944-1961

15. april 2020