Vi arbejdede på treholdsskift i Glitten. Jeg har arbejdet på skift i næsten hele min tid. Det giver selvfølgelig nogle gener i familielivet, og man kan aldrig rigtig deltage i noget f.eks. foreningsliv, fordi man så ofte må melde fra. Men jeg har nu været glad nok for skifteholdsarbejdet.

Omkring 1949 kom jeg op til PM 3. Mandskabet var maskinfører, forskærer, andenskærer og pressemand. Pressemanden passede den våde ende, forskæreren tørrepartiet, andenskæreren kørte rullerne væk, kørte udskud væk og fungerede også som smøremand, og maskinføreren var lederen ved maskinen. Maskinføreren var en mand med position, og han satte mandskabet i arbejde.

Dengang syntes jeg jo, at PM 3 var en utrolig stor maskine   den største af de tre papirmaskiner på Silkeborg Papirfabrik. Når den kørte 80 meter i minuttet, var vi meget imponeret. Vi kørte en del off set papir på maskinen.

Når vi skulle vende papiret   altså når en tamburer var fuld, og papirbanen skulle over at køre på den anden, tomme, tamburer   så tog forskæreren og anden skæreren og rev en flænge i papiret, så sprang det øjeblikkeligt, og de slog papiret op på tambureren.

Vi måtte stoppe maskinen, når vi skulle køre med en anden farve papir. Så blev virepartiet og pressepartiet spulet med vand.

Når stoffet kommer ind på viren   som er en si   løber meget vand fra, dernæst er der en række sugekasser med vakuum, som trækker en masse vand væk, så kommer en gauske, og så køres den våde papirbane op på pressepartiet   1., 2. og 3. presseren. Overgangen til pressepartiet sker på den måde, at pressemanden ved en vandstråle kan gøre papirbanen meget smal   5 10 centimeter   og så tager man lige og smider denne bane over på pressen, og når det kører, så udvider pressemanden banen igen ved hjælp af vandstrålen.

Silkeborg havde det plus, at Gudenåens vand var meget blødt, og det er godt til papirproduktion.

Senere kom jeg op til PM 1, hvor vi mest kørte kulørt papir, og til PM 2, hvor vi kørte det fine papir. Jeg var i øvrigt med i det første hold, der kørte papir til pengesedler på maskine, det må vist have været i 1952 eller 1953.

Midt i 1950'erne var min kommende løbebane som værkfører, nok udstukket, og jeg blev nu taget ud og sat ind i papirproduktionen fra først til sidst. Jeg kom derfor i 1955 op i hollænderiet og blev melkoger. Senere kom jeg til hollænderen, hvor jeg lærte at male stoffet og føle på det, så jeg vidste, hvornår det var godt nok. Når hollænderiet sendte stof ned til maskinkarret, så vinkede man lige ud af et vindue, så vidste maskinføreren, at 20 minutter efter, så skulle han se, hvordan papiret var, for da var det nye stof fremme. Det var især vigtigt, når vi kørte med kulørt papir, for det kunne være svært at ramme farven helt præcist. Mange gange har vi måtte tilsætte mere farve for at få det til at stemme.

Senere kom jeg over på laboratoriet hos "forstander" Meinicke. Andenskæreren tog prøve fra hver papirrulle, og det undersøgte laboratoriet blandt andet for tørstofindhold, blækstyrke, opacitet (lysuigennemtrængelighed), bristningslængde, falsetal og askeprocent. Der bruges meget kaolin til papirproduktion, det gør papiret mere uigennemsigtigt, og det er et billigt fyldstof. Efter at jeg havde været hele produktionen igennem, blev jeg "føl" hos en værkfører. På Silkeborg Papirfabrik var der til hvert skift en værkfører og en underværkfører, og desuden en glitteformand og en salsmester. Der var også en overværkfører, men ham betragtede vi mest som en kransekagefigur. Endelig var der også papirmesteren og driftsbestyreren.

Papirmester Mandrup Andersen gik sin tur på fabrikken kl.8.15, og han gik bare igennem, måske hilste han, måske ikke. Driftsbestyrer Frederik Olsen gik sin tur noget senere. Han gik altid med blød hat, og den tog han af ved hver papirarbejder, han kom forbi, og hilste. Det respekterede vi ham meget for.

På fabrikken havde man visse fordele som papirarbejder. F.eks. kunne vi godt få lidt kartoffelmel fra hollænderiet under krigen, selv om det var umuligt at få hos købmanden. Vi har også fået en del gamle filte, og min hustru har syet omstændighedsfrakke af stoffet, og bukser til knægten   stoffet holdt nu ikke for godt hertil   og ellers brugte vi det som en slags lagen i sengene. Til jul fik vi kulørt papir til børnene, som de så kunne klippe julepynt af.

Da jeg så langt om længe var "udlært" som værkfører, var der desværre ingen plads som værkfører til mig på Silkeborg Papirfabrik. Der gik imidlertid ikke lang tid, så blev jeg kaldt til Dalum Papirfabrik.

DALUM PAPIRFABRIK

Selvfølgelig var jeg lidt i tvivl, om jeg nu skulle skifte fra Silkeborg til Dalum   eller Hjallese, som vi altid kaldte området. Jeg solgte da heller ikke vort hus på Glentevej i Silkeborg, og papirfabrikken lånte os en lejlighed i funktionærboligen på Demantsvej nr. 23.

Jeg havde den fordel, at jeg kendte de ledende funktionærer på Dalum Papirfabrik, fordi de alle i deres uddannelse havde været omkring Silkeborg. Men jeg kendte jo ikke alle de 750 papirarbejdere, og det var knap så sjovt. Det blev derfor sådan, at jeg tog en runde ved de forskellige maskiner og arbejdede der for at vise, at jeg kunne arbejdet. Ellers ville jeg have stået svagt, hvis de ikke regnede med, at jeg kunne faget helt fra grunden.

Dalum var en dobbelt så stor fabrik sammenlignet med Silkeborg. Der var PM 2, 3, 4, 5 og 6, da jeg kom. Og der var dobbelt så mange mennesker. Jeg kom så ind på kalandersalen, og der gik nogen tid, før man kom helt ind i arbejdsgangen: hvilke glitter, rulleværker m.m. hørte til hvilken papirmaskine. Der var nogle ganske bestemt linjer i produktionen. Jeg blev underværkfører, og da de skulle til at stille PM 7 op omkring 1970, blev jeg udtaget som en af de fem værkførere, der skulle køre den maskine. Mit virke på Dalum Papirfabrik har især været ved PM 7.

Det var utroligt spændende at være med helt fra grunden med PM 7. Vi sad i skurevognen og fulgte med på tegningerne og ved byggeriet og kunne følge det ganske nøje. Vi var på masser af kurser og på ture til Sverige, Finland og Tyskland. Det var et finsk firma, der satte PM 7 op, og da de var færdige, sagde den ledende finne, at nu kørte det, og at vi ingen problemer ville få.

Men vi fik problemer, mange problemer de første år med PM 7. Havde vi vidst det på forhånd, havde ingen af os sagt ja til at komme på den maskine.

Vi var fem værkførere, hvoraf den ene var en maskinmester. Vi var altså tre værkfører, en maskinmester og en overværkfører. Ved PM 7 stod vi selv for stofmalingen, og det var vi som værkførere udlært i, og det var en stor fordel.

Værkføreren havde en række arbejdsopgaver: han skulle kontrollere papiret, skrive rapport, have det overordnede ansvar, skrive lønsedler, antage eller afskedige folk, oplære nye folk, sørge for afløsere ved sygdom osv. Ved PM 7 var der et rulleværk for enden af maskinen, det var også en af værkførerens opgaver. Værkføreren skulle også tage bestemmelse om, der skulle bestilles håndværkere ude i byen til en eller anden reparation.

I den tid, hvor vi havde den såkaldte fulde beskæftigelse i 1960'erne og et stykke op i 1970'erne, var der et forfærdeligt gennemtræk på Dalum Papirfabrik. Vi vidste snart aldrig, hvilke folk, der kom om aftenen. Vi kunne tage 40 nye mand ind en uge, og ved ugens udgang, var der kun 10 tilbage. Der blev trukket meget på de faste folk. Der var den regel, at hvis en mand blev syg, kunne man kræve, at den mand, der skulle afløses, tog 4 timers overarbejde, og at den mand, der senere skulle have afløst den syge, kom 4 timer tidligere. Det tog man ret selvfølgeligt, man vidste, at det var i alles interesser, at fabrikken kørte.

Skift af garniture til maskinen var normalt også værkførerens afgørelse sammen med maskinføreren. Et vireskift kunne godt tage en formiddag, 6 7 timer. Pressefiltene og tørrefiltene kunne skiftes ud hver for sig. Af og til skulle glittevalserne m.m. også skiftes ud, og det var en større sag, og det skete ved det, vi kaldte for "planlagt skift". I Silkeborg havde man den tradition, at folkene fra eftermiddagsturen kom søndag formiddag og ordnede maskinen og garnitureskiftene. I Dalum var det natholdet, der blot fortsatte søndag formiddag, til de var færdig. Selvfølgelig kunne vi blive nødt til at skifte i løbet af ugen, men det var ingen større problem med pressefilt skift. Det var lidt mere besværligt med tørrepartiets filte.

Det var værkførerens opgave at lede og fordele arbejdet. Værkføreren skal have et nært samarbejde med maskinføreren. De to skal sikre produktionen   værkføreren har det store overblik, mens maskinføreren har det nære indblik i maskinens drift. Jeg synes, at vi havde et godt samarbejde, og jeg mener ikke selv, at jeg har været for stor til ikke at høre på maskinførerens gode råd   de kunne bestemt godt være bedre end mine ideer ved konkrete problemer.

På Dalum Papirfabrik havde vi værkførere meget frie forhold. Vi passede så at sige os selv, og vi fik lov til at gøre, som vi syntes. Silkeborg Papirfabrik var en meget mere gammeldags fabrik også i hele holdningen. Det skulle stort set være, som det altid havde været. På Dalum Papirfabrik modsatte papirmesteren sig ikke nye ideer. Det gav lyst til at forsøge sig og gå ind for en sag, som man selv havde kommet med ideen til.

Papirmaskinen skal køre så meget som overhovedet muligt. Det er her, pengene skal hentes. Derfor kaldte vi også Glittens folk ind, hvis der blev for meget udskud, og det skulle fjernes. I Glitten foregik efterbearbejdningen, men det kunne godt ordnes næste dag, det løb ingen steder.

Ved morgenmøderne blev alle problemer drøftet, og hvis noget skulle ændres, så var det ved disse møder, det kom frem.

Halm har jeg også kørt med   også i Silkeborg. Halm er et udmærket råstof, selv om det ikke er så stærkt. Men det er billigt. Vi kunne godt have nogle problemer med "knæene" i halmen. Ved farvet stof ville farven ikke hænge fast i "knæene", de sugede ikke farven til sig.