FATTIGE OG UDSTØDTE

På Silkeborgegnen. En oversigt

Af Keld Dalsgaard Larsen

FATTIGDOM SOM LIVSVILKÅR
Niels Blicher skrev i 1795 om forholdene i Vium og Lysgaard sogne. Her konstaterede han, at befolkningen var fattig – varierende fra mådelige kår til trykkende fattigdom. Med sognepræstens ord:
”Når undtages madame Clementin på Marsvinslund, som holdes for at være bemidlet, og dernæst manden; Kirsten Nielsen i Nederhvam, samt 4-5 personer i Vium by, …. saa findes her ingen velstand; men snarere i almindelighed mådelige kår og trykkende fattigdom. Forholdet af rige eller velhavende til den øvrige folkemængde er da som 1 til 58, d.e. hver 58. menneske her kan kaldes rig. … Stor fremgang til det bedre er vel heller ikke at håbe ….”  (1).
Vi møder her vore forfædres virkelighed før de store forandringer omkring 1800: Folk var fattige. Under to procent var rige, resten havde kun til dagen og vejen. De levede af jorden og dens ressourcer. Folk – som folk var flest – kendte til at leve i nærheden af eksistensminimum. Der kunne være gode år, men de varede aldrig ved. Og ind imellem kom der krig og epidemier og tørke og anden elendighed, som ingen kunne gardere sig mod. Alle var fattige, og derfor følte man sig ikke særskilt fattig. Det var jo det normale.  
Man passede på sig og sine efter bedste evne. Man delte. Og kunne familien eller andre ikke magte det, håbede man på den stedlige herremand. F.eks. Christian Fischer.

GRØNBÆK HOSPITAL
Christian Fischer (1689-1774) til Allinggård og Grauballegård har lagt navn til lokal velgørenhed i form af Grønbæk Hospital og det store og det lille Fischerske legat. Christian Fischer døde barnløs, og af arven skulle et hospital bygges i Grønbæk. Det stod klar til brug i 1779. Det ligger fortsat i Grønbæk – midt i et vejkryds. I dag som Dialyseforeningens feriebolig. På bygningen blev opsat en plade med følgende indhold:
”Højædle og velbaarne hr. Christian Fischer til Alling og Grauballe gaarde født på Silkeborg 6. marts 1689 død på Alling gaard 17 juni 1774 med fru Charlotta Amalia Reenberg født på Ristrup 9 februar 1701 død på Allinggaard 20 maj 1770. Som døde og se, de lever ved deres godgørenhed, deres usminkede retskaffenhed og gudsfrygt lever de os alle i frisk minde og for den sildigste efterslægt skulle de daglig leve op.
Ved dette æreminde, der vidner om at dette hospital, hvor 6 fattige af Alling og Grauballe gaards godser finder ly og læ og nyde hver månedligt 2 rigsdaler maa foruden saa mange andre priselige stiftelser til gudelig brug takke dem for sin tilværelse. Vor sjæl døde de retfærdiges død og vort endeligt vorde som deres”.
Christian Fischer havde i sin instruks fra 1771 givet nogle retningslinjer for det kommende hospital. Heri stod:
”2. Fornemmelig henses til Grønbæk og Svostrup sogne, at ingen fattig, gammel eller vanfør i disse sogne kommer til at lide mangel på nødtørstig underholdning, og da der også i fattigdom er grader, så vil forskel iagttages imellem portionerne, imellem hvilke der skal og behøver opholdssted og ganske underholdning i hospitalet, og hvilke som med en vis penge kan komme igennem.
3. Dernæst må denne indretning også komme andre fattige, som er eller bliver på det mig nu tilhørende Gods, til gode”.
Vi får her indblik i datidens patriarkalske og religiøse verdensbillede. Christian Fischer føler sig ansvarlig for, at ingen fattig, vanfør og sølle person på hans godser skal have det dårligt. Der skal sørges for dem. I velfærdsstaten er det staten, som udspænder det sociale sikkerhedsnet. Dengang var det den lokale herremand. Og han gør det både for de fattiges og for sin egen skyld. På den måde kan han dø de retfærdiges død og få et evigt og godt minde.

Grønbæk Hospital

Grønbæk Hospital havde plads til seks fattige og en kvinde, som skulle være de fattiges oppasser. Provsten havde indstillet følgende seks sognebørn til ophold på hospitalet i 1779:
Niels Sørensen af Brårup, vanfør, kan hverken stå eller gå, men må krybe på hænder og knæ.
Afgangne Niels Roeds datter i Iller, Kirsten Nielsdatter, fader- og moderløs, yderlig vanvittig, kan hverken sky ild eller vand.
Søren Østergaard i Iller, blind, gammel og yderlig fattig.
Anders Johansen i Naderup, blind og meget affældig.
Søren Nyegård i Iller, ældgammel, forladt af alle og højst affældig.
Terkild Skrædder i Grønbæk, ligeledes ældgammel, affældig og yderlig trængende.
Else Højberg i Iller blev foreslået til at være den kvindelige bestyrer af hospitalet (2).
Fischers store legat skulle fordeles til trængende i Grønbæk, Svostrup, Serup, Lemming, Sejling og Gødvad. Så sent som i 1948 blev der fra dette legat uddelt 148 kr. til værdigt trængende (3).

RIGDOM OG FATTIGDOM
Europa, Danmark og Silkeborgegnen oplevede omkring 1800 menneskehedens anden store revolution: Mennesket overvandt de naturgivne vilkår og skabte rigdom i et omfang som aldrig før set. I Danmark er denne revolution kendt under navnet ”landboreformerne”, men det var meget mere omfattende. Kapitalisme vil derfor være et bedre begreb for denne udvikling, som indeholdt skabelse af nationalstater, politisk demokrati, markedsøkonomi, pengeøkonomi, specialisering, industrialisering m.m.
Resultatet var en ny økonomi, ny politik og en rigdom, som vendte op og ned på menneskets vilkår og syn på fremtiden.
Den nye velstand var ikke ligeligt fordelt. Tværtimod. Den skabte uligheder. Før var alle og ingen fattige. Nu blev nogen rige, mens andre oplevede at blive fattige. Fattigdom er i høj grad et relativt fænomen. Rigdom hos nogle skabte fattigdom hos andre.

Las Lassen (1811-1895) var lærer i Toustrup og nedskrev først i 1880’erne sine erfaringer om udviklingen i Dallerup sogn:
”Bonden er gået frem i velstand, det vil sige gårdmændene, ikke husmændene. Der er mere standsforskel mellem bønderne, end der var i min barndom. Da var gårdmanden fattig, og husmanden var fattig; den første havde ikke mere end til husbehov, han skulle ikke ”lægge op”, ikke vise sin overlegenhed ved pragt og et mageligt liv, men måtte arbejde. Nu mener mange gårdmænd, at de er meget fornemme folk, hvilket viser sig i deres stadsbygninger, forfængelighed med klædedragt osv. … Husmanden har det ikke så godt som før. Han slider som daglejer for gårdmanden, kan næppe, så længe han er arbejdsfør, tjene simpel føde til sig og sine, og lønnen derefter bliver fattiggården, af hvilke der nu oprettes mange omkring i landet, og hvor der måske er godt nok, men friheden mangler” (4).
Udviklingen kan også aflæses i folketællingerne. I den første folketælling fra 1787 findes i de enkelte sogne en mængde uspecificerede ”fattige”. Denne ”erhvervsbetegnelse” forsvinder stort set i 1801-folketællingen. Derimod dukker et stort antal mennesker frem under erhvervskategorierne uldbindere, træskomænd, pottemagere m.m. Udviklingen nødvendiggjorde, at de tidligere fattige måtte finde sig et erhverv til livets opretholdelse. Mange fattigfolk på Silkeborgegnen fik deres ”tarvelige udkomme” ved et af de lokale landhåndværk (5). Nogle var nødsaget til at søge fattighjælp, og i værste fald truede fattiggården, den nye tids rædsel for fattigfolk fra anden halvdel af det 19. århundrede.  

FATTIGVÆSENET TIL LAST
”Fattigvæsenet, denne tærende kræftskade på samfundet, er i de senere år tiltaget i en så foruroligende grad, at Silkeborg, Them og Linå sogne med en samlet befolkning af 5.500 mennesker har været nødt til i 1867 at påligne 4.800 rigsdaler alene som fattigskat” (6).
Silkeborgs første distriktslæge, C. Fibiger, var bekymret over den tiltagende fattigdom på egnen i 1860’erne. Måske mest på grund af de høje skatter, fattigvæsenet fordrede. Hvad skulle man stille op med al denne fattigdom og de stedse stigende fattigudgifter? Myndigheder og skatteborgere var bekymrede. De fattige var også bekymrede – men af helt andre årsager.
Den øgede velstand fra sidst i 1820’erne skabte et nyt syn på rigdom og fattigdom. Tidligere var det noget naturgivent, måske ligefrem Guds bestemt. Nu blev det personlige ansvar fremhævet. Man skulle helst være sin egen lykkesmed. Og det lykkedes for rigtigt mange mennesker. Men nogle faldt igennem. Hvad med dem?  Nogle kunne ligge deres familie til last. Andre måtte have lidt fattighjælp til at klare et beskedent levned. Enkelte måtte placeres på sognets fattighus. Men fattighusene var få, små og normalt meget sølle.
På Silkeborgegnen var der flere fattighuse midt i 1800-tallet. Blandt andet i Them, Linå, Sejling og Bryrup (7). Distriktslæge C. Fibiger er kilden (8) til følgende omtale af forholdene i Them og Linå:
”Fattighuset i Them sogn ligger en kvart mil fra byen Them og frit på den åbne mark. Det er et bindingsværkshus med stråtag og temmelig små vinduer, hvoraf dog enkelte er til at åbne. Huset indeholder 8 små værelser med lergulve og indrettede til 2 fattiglemmer i hvert værelse, altså til 16 fattige”. To fattiglemmer skal deles om værelset og kan meget vel risikere at skulle dele samme seng!
”Fattighuset i Linå sogn ligger i Linå by og er en gammel, forfalden og stråtækt bindingsværksbygning, som er indrettet med 4 lejligheder, hver bestemt til to personer; vinduerne er små, højtsiddende og forsynede med blyruder; … ”. Lejlighederne (værelset) er små. Ca. 11 kvadratmeter. Af og til skal en hel familie bor her. Værelset har lergulv og er forsynet med en vindovn. Fattighuset i Sejling var ifølge distriktslægen lidt bedre end i Them og Linå.
Sognerådene var ikke glade for disse fattighuse, og man valgte gerne at leje de fattige ind hos private (9)
Forholdene var kort og godt uholdbare. For skatteborgerne og for de fattige. Udgifterne til fattigvæsenet udgjorde en væsentlig post i de kommunale budgetter, og myndighederne frygtede, at udgifterne ville løbe løbsk. Myndighederne måtte finde på løsninger, som skulle tilgodese mange målsætninger. På den ene side skulle der tages hånd om de fattigste, og på den anden side skulle det ske billigst muligt. En væsentlig del af løsningen skulle være, at det var så lidet attraktivt som overhovedet muligt at ”ligge fattigvæsenet til last”. Fattighjælp under alle former skulle have noget vanærende og trykkende over sig, så folk – som folk var flest – ville tænke sig ekstra godt om, før de søgte hjælp.
En anden tanke vandt udbredelse i anden halvdel af 1800-tallet, nemlig at de fattige selv skulle bidrage. Tanken om arbejdshuse eller arbejdsanstalter lå lige for, og tanken om fattiggårde dukkede op i tidens debat. Distriktslæge C. Fibiger var en varm tilhænger af sådanne fattiggårde med følgende begrundelse:
”En anden foranstaltning, som kunne have den største betydning til at formindske pauperismen (fattigdom) og tvinge proletariatet til orden og arbejde, ville være oprettelsen af en arbejdsanstalt eller fattiggård enten i eller i nærheden af Silkeborg og sat i forbindelse med agerbrug” (10).
Tanken var, at de fattige på en sådan fattiggård kunne arbejde for opholdet. Derfor var det vigtigt med landbrug og anden indtægtsgivende beskæftigelse på fattiggården. Silkeborg, Them og Linå var i 1860’erne i intense drøftelser om oprettelse af en fælles fattiggård, men planerne løb ud i sandet. Til distriktslægens store irritation. Silkeborg, Them og Linå oprettede derfor hver sin fattiggård i årene 1868-1870.  

FATTIGGÅRDE
Det unge kommunale demokrati havde mange udfordringer. Ikke mindst med hensyn til fattigvæsenet. Udgifterne var relativt store, og der var en iboende trang til hos lokalpolitikerne at komme billigst muligt om ved det. I denne bestræbelse udkæmpede kommunerne indbyrdes en kamp om, hvilke fattige de var forpligtet til at hjælpe – og hvilke fattige, man kunne få andre kommuner til at betale for. Denne kamp om at blive fri for de udgiftskrævende fattige optog sindene, krævede uendelige korrespondancer og allehånde trakasserier. Også i dette perspektiv mente kommunerne, at opførslen af en fattiggård i kommunen kunne være hensigtsmæssig. Rationalet var, at hvis udgifterne for en fattig bosiddende i en anden kommunen blev for uoverskuelig, kunne kommunen hjemskrive vedkommende til ophold på den lokale fattiggård. I håbet om herved at få styr på udgifterne.

Fattige på fattiggården ved Skellerup ca. 1880. Rokkene signalerer ønsket om arbejdsomhed.

Forhåbningerne til fattiggården var store, og kommune efter kommune oprettede deres egen fattiggård i anden halvdel af det 19. århundrede. Også på Silkeborgegnen.  
Silkeborg Fattiggård kunne efter mange års forberedelse indvies den 22. januar 1869 i Nygade. Silkeborg Avis rapporterede fra begivenheden og skrev blandt andet:
”Anstalten, der er net og bekvemt indrettet, beboes for tiden af 14 fattige foruden bestyreren med familie, men den kan, om fornødent gøres, afgive plads til omtrent det dobbelte antal. På industri er man ikke begyndt endnu, men efter forlydende vil dette snart ske, og det vil altså ikke vare længe, før alle hænder er beskæftiget med efter evne at søge at tilvejebringe den balance i indtægten, som er nødvendig, hvis ikke kommunen skal drukne i et hav af udgifter til fattigvæsenet” (11).
Silkeborg, Them og Linå kunne ikke blive enige om en fælles fattiggård. Men de tre selvstændige fattiggårde fik trods alt enslydende vedtægter (12). Vedtægterne er et vidnesbyrd på, hvordan man så på de fattige og opgaven.
I vedtægternes to første paragraffer oplyses følgende:
”§1. Anstaltens formål er at give den fattige husly, klæder og føde, og hvad der udfordres til livets ophold, at skaffe de gamle og svage en bedre pleje og børnene en bedre opdragelse, end det i reglen vil kunne ske andetsteds. Dette fornødne dertil frembringes så vidt muligt af den dertil forpagtede jords drift og til dels af de fattiges arbejde. §2. Enhver, som begærer hjælp af fattigvæsenet til sig selv eller sin familie, er forpligtet til at indtræde som lem i fattiggården og der at arbejde efter evne og kræfter for sin og sines forsørgelse…..”.
De fattige omtales som ”fattiglemmer” eller blot ”lemmer”. Der kan være tale om gamle og svage, voksne og børn. Vedtægterne gør meget ud af, at de fattige på fattiggården skal leve et værdigt liv med ro, orden og renlighed. De skal rede deres senge, spise i stilhed, holde sig rene, passe arbejdet og omgås hinanden med venlighed. Og de skal altid rette sig efter bestyrerparret. Udgang skal der gives tilladelse til. Og spiritus er bandlyst. Mænd og kvinder skal holdes adskilt – dog må ægtepar normalt gerne omgås hinanden. Arbejdstiderne, spisetider og maden afpasses egnens traditioner. Om sommeren starter arbejdsdagen kl. 6 om morgen. Om vinteren kl. 8. Normalt er sengetid kl. 9 om aften.
Vedtægterne er omstændelige og detaljerede, og de afspejler, at forventningerne til beboerne er yderst begrænsede.  
Skorup-Tvilum Kommune oprettede sin fattiggård i 1878 i Trust. Vedtægterne følger retningslinjerne fra Silkeborg, Them og Linå. Vedtægterne oplyser blandt andet:
”§1. Forsørgelsesanstalten oprettes for at det bedre end hidtil kan påses, at de, der erholder understøttelse, efter evne bidrager til deres egen forsørgelse. …§3. I anstalten ville de fattiglemmer, som optages deri, have fuldstændig forsørgelse, nemlig husly, klæder, føde, varme, lys, vask og renlighed, samt pleje i sygdom. Lemmerne adskilles efter kønnene i særskilte arbejds-, sove- og sygestuer, dog ikke de mindre børn, og for ægtefolks vedkommende kan ske undtagelse fra denne regel. §4. Enhver, som for sig eller sin familie begærer hjælp af lemmernes fattigvæsen er pligtig til, når det fordres, at indtræde som lem i fattigforsørgelsesanstalten og der at arbejde, som det ham eller hende anvises, efter evne til tilvejebringelse af egne og familiens fornødenheder…” (13).

DEN FORNØDNE FORSØRGELSE
Livet på fattiggårdene var ingen dans på roser. Det skulle det heller ikke være. Det måtte gerne have lidt karakter af en straf. En ydmygelse. Så folk gjorde alt, hvad de kunne for ikke at havne dér. Men når det er understreget, må det også nævnes, at alternativet sjældent var bedre for de pågældende fattige. Nærmest tværtimod. På fattiggården fik de trods alt ”fuldstændig forsørgelse”, den nødvendige forsørgelse til livets opretholdelse: husly, mad osv. Havde de ikke haft fattiggården at ty til, kunne mange af de fattige have havnet i et helt uoverskueligt uføre. På fattiggården indgik de fattige i en skemalagt hverdag uden meget privatliv eller individuel frihed. Men de basale livsfornødenheder var sikret.
Fattiggårdens hverdag skulle afspejle ”det fattige liv” på egnen. Det måtte ikke være bedre end andre fattiges livsvilkår. Ellers frygtede man, at de fattige ligefrem ville flokkes om at komme på anstalten. Det måtte for alt i verden forhindres. På den anden side kunne forholdene dårligt være værre, end hvad de fattige på egnen måtte leve under. Vi kan derfor gå ud fra, at f.eks. maden på fattiggården lå omkring ”det normale” for fattigfolk på egnen gennem tiderne. Man kan endog få den tanke, at forholdene på fattiggårdene her kunne være en anelse bedre. Her gives to eksempler fra Trust Fattiggård omkring 1878 og Silkeborg Fattiggård 1911.
I spisereglementet fra december 1877 på fattiggården i Trust er følgende forhold skitseret:
”Hele året igennem er der tre hovedmåltider davre, middagsmad og nadver, fra 1. marts til 1. november gives mellemmad kl. 9 formiddag og hele året igennem midaftensmad kl. 4. Øl gives efter behov. Hvad der levnes fra måltiderne tilhører anstalten og ikke lemmerne”.
Middagsmaden kl.12 følger følgende ugeprogram:
Søndag: Kød eller flæskesuppe og det kogte kød eller flæsk
Mandag: Grød og smørrebrød
Tirsdag: Vælling og pandekager
Onsdag: Kål eller ærter med flæsk eller kød
Torsdag: Vælling og stegt flæsk og kartofler
(fredag mangler)
Lørdag: Grød eller øllebrød og pandekager.
Hvert fattiglem får brød til maden – ca. 80 gram.
Morgenmaden (davre) og aftensmaden (nadver) veksler mellem mælk og grød eller grød med mælk eller øllebrød eller mælkebrød. Mellemmad og midaftensmad er brød med smør eller fedt. Drikkelse ser ud til at have været øl. Formodentlig hjemmebrygget hvidtøl (14).
Silkeborg Fattiggård fik nyt spisereglement i 1911. Det giver følgende signalement af de fattiges kost:
Om morgen får man to skiver rugbrød med margarine og – hvis ønskes – kogt mælk. Til frokost kan man om sommeren igen få et par skiver rugbrød med margarine og ost. Aftensmaden er ligeledes rugbrød og en skive sigtebrød. Måske kogt mælk og grød.
Hovedmåltidet er middagsmaden midt på dagen. Og ugeplanen var:
Søndag: Sødsuppe eller rabarber- eller stikkelsbærgrød eller lignende og enten bøf eller steg eller frikadeller med kartofler og sovs.
Mandag: Kærnemælkssuppe eller kærnemælksvælling og pandekager eller æbleskiver.
Tirsdag: Byggryns- eller boghvedegrød med mælk og enten fersk fisk, sild eller klipfisk med kartofler og sovs.
Onsdag: Kål eller ærter med kød eller flæsk.
Torsdag: Risgrød eller risvælling med mælk, stegt flæsk med kartofler og sovs eller stuvede kartofler med flæsk.
Fredag: Øllebrød eller kartoffelmelsgrød, kogt eller stegt flæsk med kartofler og sovs.
Lørdag: Oksekødssuppe og kogt kød.
Skulle man ønske det, kan man få ekstra rugbrød til (15).
Man fornemmer en markant forbedring af kosten fra Trust i 1878 til Silkeborg i 1911. Det er formodentlig et udtryk for den generelle velstandsstigning og deraf følgende bedre føde i befolkningen generelt. Det kom også de fattige på fattiggårdene til gode.

ADOLF JØRGENSENS ERINDRINGER
Adolf Jørgensen (1882-1960) boede som barn på Silkeborg Fattiggård i Nygade. I 1945 nedskrev han nogle erindringer om livet på fattiggården. Det er en helt enestående kilde, som giver et indblik i forholdene i 1890’erne:
”I en ret rummelig spisestue på ”hjemmet” langede så vel kvinder som mænd til det store sulefad, der var anbragt midt på bordet, akkurat som ude på landet, 4 mand om et fad. Det foregik ikke altid lige roligt, da enhver søgte at hapse de bedste stykker til sig, så vankede der ofte smæk over fingrene med skeen, når en eller anden var al for pågående. Efter endt måltid slikkede de fleste mere eller mindre grundigt skeen af og kastede den i bordskuffen. ”Svenske-Ole” derimod stak sin i vestelommen, hvortil den var fastgjort med en snor, det var jo skrækkelig, hvis den skulle blandes med de andre skeer, og på den måde vidste han altid, hvor skeen var, når han skulle bruge den. Vi børn havde derimod hver sin tallerken og tatøj, en forbedring der var sket for ganske nylig og betød et fremskridt i den rigtige retning…,”
Om de voksnes arbejde fortæller Adolf Jørgensen:
”De mandlige medlemmer flettede simer af halm og siv, hvoraf de lavede måtter og sko. Den færdige vare blev afhændet til en træskomager i byen, og da produktionen var både gode og billige var der altid rivende afsætning på dem, og de gamle tjente en ekstra lille skilling til supplering af de ugentlige lommepenge, der dårligt rakte til en rulle skrå eller pakke tobak. Nu vankede der brændevin i lange baner, det var ganske vist forbudt at sælge brændevin til dem, men det blev smuglet ind på den ene eller anden mærkværdige måde…… Grethe Ottendahl var flink til at bruge karten og rokken, derfor kartede og spandt hun næsten altid, samtidig med hun snusede noget så drabeligt….De andre fruentimmer blev beskæftiget ved lettere arbejde, således hjalp ”Stine Ski e-Pie” til i køkkenet ved kartoffelskrælning og opvask, ”Ma-Hall”, ”Dumme Dorthe”, ”Røde Palle” strikkede hoser og lappede kluns og sengelinned, således var de alle beskæftiget hver på sin vis, og snakken gik lystigt. Blandt mandfolkene var der en enkelt håndværker imellem. ”Jens Bødker” havde tønder, kar, spande under sin domæne, så at disse blev repareret til tide.. ”Kresten Snedker” lavede ligkister en gros, alle meget simple og tarvelige, der skulle spares på træet, og de kunne sagtens være gode nok til deres brug. Blandt så mange forhutlede mennesker skete der naturligvis ofte et dødsfald, derfor havde han altid et helt lille lager af ligkister oppe på loftet, hvor han havde indrettet sit værksted”.
Tilbageblikket i erindringerne er set gennem et barns ukuelige optimisme. Adolf Jørgensen skildrer hverdagen med landbrugsarbejde på ”Østermarken”, de jævnlige trakasserier på hjemmet og det massive drikkeri blandt beboerne. Det er ingen selvmedlidenhed at spore hos Adolf Jørgensen – sådan var forholdene bare. Og til den unge Adolfs store held havde bestyrerparret et godt øje til den kvikke dreng, så Adolf Jørgensen fik en læreplads hos en malermester i byen. Adolf Jørgensen nedsatte sig sidenhen som malermester i Silkeborg og boede privat i Holbergsgade. Heldigvis fik han skrevet sine erindringer. Blandt andet om forholdene på Silkeborg Fattiggård i Nygade (15).  

FATTIGGÅRD ELLER EJ?
Fattiggårdene viste sig ikke at være noget universalmiddel til bekæmpelse af fattigdom eller udgifterne til fattigvæsenet. Troen på, at fattiggården mere eller mindre kunne fjerne udgiften til de fattigste fattige, viste sig ikke at holde i virkelighedens verden. Slet ikke. Egnens fattiggårde fik således en relativ kort historie. Linå sogns fattiggård i Skellerup eksisterede i årene 1868-1909, Them sogns fattiggård eksisterede 1870-1909 og Trust fattiggård nåede end ikke at blive 25 år, da den blev afviklet i 1902 (16). Kommunerne måtte finde på andre løsninger.
Silkeborg Kommune var dybt splittet på spørgsmålet. Kommunalbestyrelsen drøftede emnet gang på gang omkring år 1900. Fattiggården i Nygade var nedslidt og uhensigtsmæssig. Men hvad så? Skulle man droppe fattiggården som i Esbjerg? Skulle man oprette en fattiggård uden landbrug? Mange mente, at landbruget ved fattiggården kun fordyrede udgifterne til fattigvæsenet. Stik imod den oprindelige tanke. Silkeborg Kommune vedtog at bygge en ny fattiggård på Østermarken, fattiggårdens marker på det område, som i dag kendes som Århusbakken. Med landbrug. Silkeborgs nye fattiggård blev dog bygget så viselig, at beboelse og landbrugsbygninger nemt kunne adskilles, hvis man valgte at bortforpagte eller sælge landbrugsbedriften.
Silkeborg Fattiggård og udgifterne til det lokale fattigvæsen var et vedvarende emne i kommunalbestyrelsen. Udgiftens størrelse gjorde opmærksomhed til en selvfølge. Især socialdemokraterne var kritiske. Ikke mindst i forhold til landbrugsdriften. Socialdemokraten bødker Nielsen kunne i efteråret 1907 med en vis humor skitsere tingenes sørgelige tilstand:
”Ja, det er jo ikke særlig trøsterige tanker, man får ved dette regnskab. Lemmerne har kostet hver 508 kr., og lægger man dertil værdien af deres arbejde, er man oppe på en sum, for hvilken man måtte kunne lægge dem ind på et hotel, og så var vi dog fri for alle de bryderier med døde køer og kreperede heste…” (munterhed) (17).
Bekymringer var der nok af, men hvert år blev konklusionen: Lad os fortsætte lidt endnu. I håbet om, at udviklingen måtte vende til det bedre. Og det skete faktisk også – ad åre.

SILKEBORG FATTIGGÅRD 1869-1958
Silkeborg Fattiggård eksisterede frem til 1958. På tre forskellige steder og under tre forskellige navne. Men i folkemunde var fattiggården altid fattiggården.
Silkeborg Fattiggård har ligget i Nygade (1869-1902), på Frydensbjerggård (1902-1942) og på Vester Kejlstrup (1942-1958). Ved indvielsen var navnet Silkeborg Fattiggård. I 1912 blev det ændret til Silkeborg Fattig- og Forsørgelsesanstalt. Navnet blev igen ændret i 1937 til Den kommunale Arbejdsanstalt i Silkeborg (18). Navneforandringerne afspejler tidernes skiftende syn på institutionen og dens beboere. Fra reglementet i 1937 forsvinder alle ord, der relaterer til ”fattig”. Nu bliver beboerne omtalt som ”de trængende”, ”de indskrevne” eller ”personer” (19).

Silkeborg Fattiggård i Nygade viste sig af flere årsager at ligge problematisk. Her midt i byen var det mere end svært at kontrollere fattiglemmerne, ikke mindst hvad angik indtagelse af alkohol. Fattiggården lå også på en grund, som meget hurtigt blev ”for værdifuld”. Andre kunne ønske sig grunden til foretagsomme investeringer. Og så var det også besværligt at drive landbrug fra Nygade, hvis beboerne skulle op på Århusbakken (Østermarken) eller ud i Funderholme, hvor fattiggården havde et større engområde. Resultatet blev en flytning i 1902 op til det nybyggede Frydensbjerggård på Århusbakken.

Silkeborg Fattiggård på Århusbakken med sygehuset i baggrunden.

Frydensbjerggård havde plads til ca. 30 fattige, og institutionen fik som noget nyt en ”bølleafdeling”, et internt fængsel til særligt urolige mænd. Herved slap man for at placere disse mænd i Horsens Tugthus – hvilket både var dyrt og besværligt. Frydensbjerggårds landbrug blev drevet af bestyreren og lønnede karle – ikke af de fattige beboere. De kunne hjælpe til hist og her.
De trængende på Frydensbjerggård var først og fremmest mænd. Normalt var der 3-4 enlige og ældre kvinder – resten var enlige, ældre mænd. Familier med børn kom ikke på Frydensbjerggård. Det skulle da kun være i absolut nødstilfælde. Tiden fandt det helt uansvarligt, at børn voksede op på fattiggården. Det ville de kun tage legemlig og åndelig skade af. Alt andet var nærmest at foretrække. Fattiggården var fuldt belagt i vintermånederne, mens mange af mændene drog ud som vagabonder i sommermånederne. For så at vende tilbage, når vinterkulden blev for hård.
Forholdene på Frydensbjerggård fulgte den generelle samfundsudvikling. De voksnes tradition med at spise af samme fad forsvandt i 1911. Herefter fik hver egen tallerken, kniv og gaffel. Midt i 1930’erne fik Frydensbjerggård centralvarme og wc med træk og slip. Hermed forsvandt latrinerne på stedet og det arbejde, der var forbundet hermed.
De trængende hjalp til, hvor de kunne, men de var først og fremmest på stedet, fordi man ikke anede, hvor de ellers kunne være.
Frydensbjerggårds landbrug gav i flere perioder i 1920’erne og 1930’erne overskud. Men landbruget blev undergravet af de mange frasalg af jord på området: Til teglværk, sygehus, vandværk og kolonihaver. Godt nok fik institutionen lidt erstatningsjord rundt omkring, men det var en uholdbar udvikling. Løsningen blev en regulær flytning i 1942 til den nedlagte herregård Vester Kejlstrup.
Vester Kejlstrup fik kun otte soverum til de trængende. Tidens tendens var at få placeret målgruppen andre steder. Helst i egen bolig. Det var således en såre lille skare af fattige og marginaliserede, der flyttede med over på Vester Kejlstrup. Drikkeriet var fortsat et problem, og antabus blev tidens nye svar på denne svøbe.
De sidste år på Vester Kejlstrup var uden fastboende klientel. Vester Kejlstrup blev et sted for vagabonder. Denne udvikling havde været undervejs længe, og de sidste reminiscenser af den gamle fattiggårdsinstitution i Silkeborg var reelt forbeholdt landevejens riddere. Og i 1958 var det slut. Vester Kejlstrup lukkede som institution, og området blev udlagt til Silkeborgs nye industrikvarter. Nabo til den gamle herregård byggede tekstilvirksomheden Neckelman (20).

HUSVILDEBOLIGER
Fattiggårdene var ikke nogen god løsning. Hverken for de fattige eller for samfundet. Det måtte findes andre løsninger i det 20. århundrede. Gruppen af fattige blev differentieret, så der kunne skabes et tilbud til de enkelte grupper. Den offentlige – og eventuelt private – hjælp skulle afstemmes med de fattiges egne ressourcer og muligheder. Det var vigtigt, at hjælpen ikke var alt eller intet – enten ingen hjælp eller en ”fuldstændig hjælp” som på fattiggården. Måske skulle den trængte familie blot have hjælp til en bolig eller noget huslejehjælp. En sådan hjælp kunne ske på forskellig vis. Blandt andet ved at opføre husvildeboliger eller kommunehuse, som de hed i samtiden.
Balle Kommune opførte et kommunehus i Borgergade i forlængelse af 1. verdenskrig. Senere blev der opført husvildebarakker på Sandvejen ad to omgange: Sidst i 1920’erne og i 1940’erne.
Silkeborg Kommune opførte en lang række kommunehuse omkring 1920 i Sydbyen. Kommunen søgte at sprede disse kommunehuse, men alligevel var der en koncentration omkring Ewaldsvej og Solbakkevej. Kvarteret kom derfor i folkemunde til at hedde ”Usselborg Sogn”. Og det var ikke venligt ment. Kommunehusene var gode og gedigne med rummelige lejligheder på ca. 40-50 kvadratmeter. Kvaliteten skulle være i orden. Det var i hvert fald hensigten. Men bolignøden var så enorm, at kommunen måtte slække på kvaliteten og opføre en række husvildebarakker. Det skulle være midlertidige nødboliger, men de havde en tendens til at blive mere eller mindre permanente boliger for husvilde.
Frydensbjerggård fik indrettet to husvildeboliger i 1922. Tyve år senere blev hele Frydensbjerggård indrettet til husvildeboliger. Nabo til Frydensbjerggård blev i 1942 opført to boligblokke i træ på Rylevej med i alt 16 etværelseslejligheder. Området ved den gamle fattiggård blev således i årene 1942-1962 et regulært husvildekvarter. Og det gjorde ikke kvarterets ry og rygte bedre, at det lå i og ved den gamle fattiggård.

Frydensbjerggård og de to træbarakker på Rylevej var husvildeboliger i årene 1942-1962.

Familien Hansen var husvild i 1940. Manden havde søgt lejlighed alle steder uden held. I godt et år boede familien Hansen på fem personer i en gammel rutebil i Lysbro Skov. Men det var uholdbart. Familien flyttede derfor i 1942 ind i en af de små etværelseslejligheder på Rylevej. Lejligheden havde et køkken og en stue på 16 kvadratmeter. Her levede familien småt, men tørt. Pigen Ebba nød at gå fra stuen til køkkenet og tilbage igen. Hun følte det nærmest herskabeligt i forhold til den gamle bus i Lysbro. Og nu havde familien wc på gangen og indlagt vand i køkkenet. Vandhanen gav dog kun koldt vand, så det ugentlige bad foregik på badeanstalten under Biblioteket i Hostrupsgade. Familien Hansen fandt en midlertidig helle i husvildebarakkerne, alt imens de søgte efter en mere permanent bolig. Den fandt de efter nogle år, da familien flyttede over i Færgegården (21).
Familien Hansen var en blandt mange, som i perioder måtte lede længe efter en ordentlig bolig. Mange flyttede rundt mellem halv- og heldårlige lejligheder, før man endelig langt om længe fandt en god bolig for familien. Ikke mindst Silkeborgs to store almennyttige boligforeninger Arbejdernes Andels Boligforening og Arbejdernes Byggeforening i Alderslyst gjorde et enormt arbejde for at fremskaffe gode boliger til almindelige mennesker med almindelige jævne indkomster. Og det lykkedes med tiden. Udviklingen gjorde således regulære husvildeboliger som midlertidige nødboliger overflødige.

VAGABONDER OG ORIGINALER
Børnene på Frydensbjerggård og i barakkerne havde først i 1950’erne deres helt egne forårsbebudere: Når vagabonderne Pip-Hans og Korsør-Laus dukkede op for at besøge deres gode venner Fryse-Frederik og Prinsessen, var det forår. Det var festlige og venlige mennesker, som forstod at fornøje de nysgerrige børn med alt lige fra sang til drabelige historier.
Korsør-Laus havde sin skærslibervogn med, og han tjente lidt penge ved at slibe knive og sakse for folk. Og han skulle efter sigende være ganske god til det. En del af pengene gik til øl og brændevin. Børnene var trygge ved Fryse-Frederik, Pip-Hans og Korsør-Laus. De hørte med til tilværelsen. Fryse-Frederik og Prinsessen havde ikke plads til de to venner, men så blev de installeret i et nedlagt hønsehus ved Frydensbjerggård. Indtil de drog videre på landevejen (22).
Fattigfolk er gerne et omvandrende folkefærd. Og har altid været det. Der gik sagnagtige fortællinger om tatere, sigøjnere og andre eksotiske folk, som huserede på de vidtstrakte jyske heder og siden landevejene. Sikkert var det i hvert fald, at der var ganske mange vagabonder på de danske landeveje frem til 1960’erne. De hørte med i landskabet. De kunne overnatte i lader eller på teglværker. Mange gav dem en madpakke til deres videre færd. Der var en del folkelig romantik forbundet med disse landevejsriddere. Originaler blev de jævnligt omtalt som. Nogle sære mennesker, der kunne fortælle og underholde – og som selv gav anledning til historier og myter.
Megen romantik var der dog næppe over dette rakkerliv præget af uvished, betleri og drikkeri. Men den romantiske tilgang til deres eksistens var dog præget af en vis overbærenhed.
Myndigheder og en række frivillige organisationer fandt imidlertid en sådan folkelig overbærenhed forkert og uhensigtsmæssig. Vagabondernes liv var med deres øjne et uværdigt rakkerliv, som de pågældende skulle ud af. Og de gængse midler var regelmæssighed, renlighed, fast bolig og arbejde. Foreningen Arbejde Adler var en af disse private organisationer, som fra 1910 søgte at hjælpe de farende svende ud af deres vildfarne liv. Navnet angiver sigtet med foreningen: arbejde frem for almisse. Arbejde Adler oprettede en række herberg rundt om i landet, blandt andet også i Silkeborg under 1. verdenskrig. På herbergerne kunne vagabonderne finde ro og tilskyndelse til at ændre deres liv. Et vigtigt middel i dette arbejde var oprettelse af en række arbejdskolonier. Foreningens første arbejdskoloni var Godrum ved Hjøllund ved Silkeborg, som åbnede den 16. september 1913.

GODRUM VED HJØLLUND
”Der er et dybt svælg mellem menneskesamfundet og omstrejferskaren. Jeg har følt alle lidelserne på den anden side svælget, og jeg har oplevet at komme over igen på den rigtige side. Skulle da ikke mine oplevelser kunne være til nogen gavn!” (23).
Arbejde Adler udgav omkring 1917 en pjece med titlen ”En røst fra vagabondlivet. Arbejde Adler. I ord og billeder”, som indledes med ovennævnte citat. Til alt held havnede den anonyme fortæller på et Arbejde Adler herberg og blev herfra sendt videre til Godrum. Det blev ifølge beretningen hans redning. Denne anonyme vagabond ønsker at takke for hjælpen ved at fortælle sin historie i håbet om at vække andre ”staldbrødre” og give det omkringliggende samfund et indblik i de nedværdigende sider ved vagabondlivet.
Fortællingen beretter om et liv med løgn og ansvarsforflygtigelse. Vagabonderne skildres som muntre folk, der er gode til at underholde folk og stikke dem blår i øjnene. For munterheden er med bagtanke: medynk, almisse og spiritus. Når mennesker i næstekærligt øjemed giver vagabonden nogle skillinger, går de i 90 procent af tilfældene til spiritus. Også selv om vagabonderne påstår noget andet.
Forandringen sker først, da en person gør ham opmærksom på, at vedkommende kender en mand, der kan hjælpe ham. Vagabonden spidser opmærksomt ører for derefter at blive grueligt skuffet, da den venlige mand peger på vagabonden selv! Men denne episode lægger alligevel et kim i sindet: At det er vagabonden selv, det kommer an på.  
Den anonyme vagabond kommer til Godrum ved Hjøllund at bo og arbejde. Og herved genvinder manden sin værdighed og tro på fremtiden. Arbejdet er løsningen.
I pjecen gives en kort skildring af Godrum anno ca. 1917. Det oplyses, at Godrum startede med tre bygninger med plads til 12 personer. Det er nu (o.1917) udvidet til 12 bygninger med plads til 40 mand. Især skovarbejde beskæftiger ”kolonisterne”. Og så gives følgende stemningsbillede:
”Inden for hjemmets døre, hvor der hersker fred og orden, er det muligt, selv om huset altid er fuldt af gæster fra alle egne og med mange dialekter, at finde en hyggelig krog i dagligstuen til samtale eller til læsning af bøger og blade, medens aftenpiben rigtig smager. Spisestuens lange borde med duge, tallerkener og blomstervaser lader os ane både en summen af stemmer, hvor dagens arbejdsresultat diskuteres og en lydløs stilhed, medens bordverset bliver læst. Her kan den hjemløse vinde huld, håb og mod tilbage” (24).
Godrum eksisterer fortsat ved Hjøllund. Stedet kunne i 2013 fejre 100 års jubilæum. Navnet arbejdskoloni er afløst af navnet forsorgshjem. Foreningen Arbejde Adler står fortsat bag stedet. Midtjyllands Avis havde den 11. september 2013 en større artikel om Godrum. Heri fortælles, at der i dag er plads til 21 beboere, og at de er beskæftiget med forskelligt lige fra rengøring til cykelreparationer. Tidligere havde der været et større landbrug til stedet, men det er væsentligt indskrænket i dag. Det tidligere skovarbejde er afløst af produktion af brænde.
Godrum er et eksempel på privat socialarbejde. Bistandsloven i 1976 resulterede i store ændringer på området. Frem til 1976 blev Godrum udelukkende drevet ved indsamlede midler og indtægter ved landbrug og skovdrift m.m. Herefter er driften baseret på et samarbejde med de offentlige myndigheder (25).
Velfærdsstaten satte med bistandsloven helt nye rammer for det sociale område. Udgifterne er fortsat store, og midlerne skal bruges med omtanke. Opgaverne løses først og fremmest i offentligt regi, men der er stadig private aktører på området. Lokalt kan nævnes Blå Kors Hjemmet i Skannerup og Kirkens Korshærs varmestue midt i Silkeborg.

SKÆVE EKSISTENSER
Den historiske oversigt over fattige og udstødte gennem de sidste godt 200 år er ikke opløftende. Det har været et hårdt liv på kanten af det menneskelige. Og vi er på ingen måde ude over problemet. Vort samfund rummer også i dag mange marginaliserede mennesker. Vi kalder dem måske ikke fattige eller udstødte. Måske kaldes de tabere eller skæve eksistenser. Eller psykisk syge. Eller misbrugere. En broget skare som ikke er, som folk er flest. De unormale. De andre.
Normalbefolkningen ser ikke ud til at kunne integrere disse medborgere. Vi er fortsat bekymret for økonomien. Om vi bliver snydt og bedraget. De er en del af os og vort fælles samfund, men deres liv og historie fortoner sig hos os. De bliver usynlige. Museum Silkeborg har et ansvar for at kaste lys over alle silkeborgenseres historie fra de ældste tider til i dag. Også de usynliges liv og historie.
 
 

NOTER    

1. Niels Blicher: Topographie over Vium Præstekald (1795/1978) s. 104f.                                                                      
2. Om Grønbæk Hospital henvises til Grønbæk Hospitals opførelse og første år. Særtryk af Historisk Samfunds Årbog 1977 af Hans H. Worsøe og Blicheregnens Museums årsskrift 1980.
3. S.D. Kristensen: Svostrup sogn (1948/1965) s. 14.
4. T. Bundgaard Lassen: L. Lassen. Lærer i Toustrup 1830-1880 (1927) s. 67-69.
5. Museum Silkeborg har gennem årene arbejdet med denne lokale underklasse. Det har blandt andet resulteret i rapporten Fra egnskarakteristiske til masseproducerende landhåndværk. Om pottemageri, uldbinderi, træskomageri og hjulmageri på Silkeborgegnen ca. 1600-1950 (2011) ved Keld Dalsgaard Larsen. Med afsæt i rapporten har samme forfatter skrevet artiklen Fra almue til småkårsfolk – om fattigfolk og landhåndværk på Silkeborgegnen i Århus Stifts Årbøger 2013.
6. C. Fibiger: Dødelighedsforholdene i Silkeborg i femåret 1861-65 (I Hygieiniske Meddelelser 1870 s. 93).
7. C. Fibiger: Medicinsk Topographie af Silkeborg og dens omegn (1863) s. 85 og vedrørende Bryrup se Asta Simonsen: Fattigvæsenet eller tidens forsorg 1660- 1784 (i Egnsarkivet Them Bryrup – årsskrift 2012 s.41-48)
8. C. Fibiger 1863 s. 85.
9. C. Fibiger 1863 s. 85.
10. C. Fibiger 1870 s. 93.
11. Keld Dalsgaard Larsen: Arbejderliv og faglig organisering i Silkeborg 1840-1940 (1984) s. 28. Her er mere om oprettelsen af Silkeborg Fattiggård og de første beboere.
12. Vedtægterne er gengivet i Gunnar Rasmussen: Silkeborg Fattiggård 1868-1958 (2010) s. 79ff og i Asta Simonsen: Fattigvæsenet eller tidens forsorg 1660- 1784 (i Egnsarkivet Them Bryrup – årsskrift 2012 s. 55-64).
13. Hentet fra Gerhardt Hørdum: Trust fattiggård 1878-1902, hvor ”Regulativ for fattigforsørgelsesanstalten for Skorup Tvilum Kommune” fra august 1877 er bragt. Her gengivet i moderniseret form.
14. Gengivet efter Gerhardt Hørdum: Trust fattiggård 1878-1902. Her gengivet i moderniseret form. Den manglende fredag i spisereglementet mangler i originalen.
15. Adolf Jørgensens erindringer foreligger i kopieret stand. Gunnar Rasmussen 2010 har gengivet flere afsnit fra erindringer. Ovennævnte citater er taget fra Gunnar Rasmussen i justeret form.
16. H. Ilum Petersen: Linaa sogns historie (1954/1983) s. 219f, Asta Simonsen 2012 s. 50 og Gerhardt Hørdum: Trust fattiggård 1878-1902.
17. Citeret efter Gunnar Rasmussen 2010 s. 37.
18. Her henvises til Gunnar Rasmussen 2010, hvor blandt andet de tre forskellige reglementer er optrykt.
19. Gunnar Rasmussen 2010 s. 57.
20. Afsnittet bygger generelt på Gunnar Rasmussen 2010.
21. Keld Dalsgaard Larsen og Kurt Balle Jensen: Århusbakken. Mennesker og fortællinger (2010) s. 37f.
22. Gunnar Rasmussen: Frydensbjerggaard fra fattiggård til husvildebolig. Silkeborg 1942-1962 (upubliceret manuskript 2014) og Keld Dalsgaard Larsen og Kurt Balle Jensen 2010 s. 40f.
23. En røst fra vagabondlivet. Arbejde Adler. I ord og billeder (o. 1917). Citatet står side 1.
24. En røst fra vagabondlivet. Arbejde Adler. I ord og billeder (o. 1917) s. 27f.
25. Midtjyllands Avis 11. september 2013.

April 2014