ELSKET OG SAVNET

Om livet med døden

Museum Silkeborgs særudstilling i sommeren 2022 tager musealt livtag med et enormt stort og vigtigt emne, døden. Eller rettere menneskets forhold til døden. Nedenfor er gengivet udstillingens 11 hovedtekster skrevet af udstillingens ansvarlige, museumsinspektør Keld Dalsgaard Larsen.

Tekst 1

ELSKET OG SAVNET

Om livet med døden

Døden er en del af livet. Sætter livet i relief. Døden er en evig anspore til at leve livet. Alle skal dø, og menneskene er bevidste herom og lever derfor ikke kun i nuet som dyrene. Menneskene lever med bevidstheden om døden i krydsfeltet mellem fortid, nutid og fremtid. I en historie.

Mennesket er bevidst om, at der har levet mennesker før, og der vil komme mennesker efter os. At vi som enkeltmennesker er en del af en historie med fortid, nutid og fremtid. Dette almene menneskelige vilkår gør, at mennesket må forlige sig med døden. Blandt andet ved at blive en del af historien. Det kan ske ved at føre slægten videre. Det kan ske ved at sætte sig spor, som vil stå også efter ens egen død. Det kan ske ved at sikre sig et minde for eftertiden.

Døden bringer os sammen. Med vor historie med såvel vore forfædre som vore efterkommere. Med vor nutid med familie, venner og bekendte. Denne historiske bevidsthed gør, at vi finder det selvfølgeligt dels at sætte os selv et minde og dels at sætte et minde over vore afdøde. Det er en måde at forlige sig med døden på. At synliggøre at vi er en del af historien, en del af evigheden.

Udstillingen tager fat på denne uendelige problematik på en enkel og banal måde ved tre afsæt: De gamle mindeblade, nulevendes minder fra deres aner og eksempler på lokale begravelsesskikke over tid.

Tekst 2

LIVET OG DØDEN

Døden er ubegribelig. Døden er en evig påmindelse om menneskets magtesløshed. Manglende kontrol. Livet og døden er større end mennesket. Religion og tro har traditionelt været en rammeforståelse for det gådefulde liv og den ubegribelige død.

Døden ansporer mennesket til at skabe sig et liv før døden. Men er der et liv efter døden? Eller er døden den definitive afslutning? Dette spørgsmål optager mennesket til alle tider – religiøse eller ej. Vore minder indgår som en del af menneskets sorghåndtering og giver samtidigt mennesket en flig af evigheden.

Døden kan være uventet, ventet, ubærlig, smertelig, fredfyldt og nådig. Døden er banal. Den indtræffer, når den indtræffer – og mennesker står tilbage og skal forlige sig hermed.

I kristendommen lever håbet om genopstandelse fra de døde til evigt liv i himlen.

Andre finder ingen trøst i sådanne religiøse eller traditionelle bud på håndtering af dødens realitet. Men håndteres skal den alligevel – spørgsmålet er blot hvordan.

Udstillingen giver eksempler på, hvordan man lokalt har forholdt sig til døden.

Tekst 3

KIRKEGÅRDEN

Kirkegården er vort traditionelle fælles mindested for lokalsamfundets afdøde. Kirkegårde og begravelsesskikke forandrer sig. Enorme forskelle i stort og småt kan nævnes fra slutningen af det 19. århundrede og frem til begyndelsen af det 21. århundrede – og forandringerne fortsætter løbende sammen med os.

Kirkegårdene var i store dele af det 20. århundrede præget af velplejede private gravsteder med små indhegnede haver. Landbosamfundets stabilitet med slægtsgårde gav på landet grundlag for regulære familiegravsteder i generationer. Sådan er det ikke længere. Slægtsgården er afviklet, og aktive familiegravsteder en sjældenhed.

De velkendte havegravsteder er under pres. Mere græsplæne og færre hække er tidens trend, mens ral og grus præger såvel gange som gravsteder. Kirkegården kan herved få et mere ensformigt udtryk. Men det er langt fra hele sandheden. Nye variationer er kommet til, eksempelvis med flere ”typer” gravanlæg på de enkelte kirkegårde og en større individuel mangfoldighed på de enkelte gravsteder med lys og private minder.

Friske blomster på vore grave er fortsat en selvfølgelig tradition. Om det skal fortsætte sådan er op til dig og mig. Kirkegården skabes af tidens mennesker.

Tekst 4

BEGRAVELSE OG BISÆTTELSE

Kirkegårde og begravelsesskikke forandrer sig. I midten af det 20. århundrede var begravelse i kiste det normale. Sådan er det ikke længere. Bisættelse med urnenedsættelse har de seneste mange årtier været dominerende. Hvorfor er det gået sådan?

Måske fordi man ikke vil være de efterladte til besvær! Måske derfor vælger mange at blive begravet anonymt eller i en relativ kortvarig urnegrav. Ofte er det de efterladte, der ønsker en grav med sten, så der er et fysisk sted at mindes den afdøde.

Måske spiller økonomien ind. Kistebegravelse har en fredningstid på 30 år, mens urnebegravelse har en fredningstid på 10 år.

Gravsten forandrer sig også over tid. Fra først i det 20. århundrede findes mange store og prangende gravsten, hvoraf nogle er rejst af venner, foreninger eller lokalsamfundet. Begravelse var i høj grad en social begivenhed.

Begravelsen blev sidenhen først og fremmest en privat begivenhed for den nærmeste familie.

I en periode var det almindeligt at anføre forskellige oplysninger på gravstenen ud over navn, fødeår og dødsår. Det kunne være, hvor man var født og død, den afdøde kvindes pigenavn, en erhvervsbetegnelse eller et gårdnavn. Denne tradition er i dag en sjældenhed.

Gravstenen var frem til 1960’erne gerne med udhuggede bogstaver og tal, men det traditionelle stenhuggerhåndværk blev fra 1960’erne så omkostningsfuldt, at en ny norm med påsatte bronzebogstaver kom til at præge de følgende årtiers gravsten. Sidst i århundredet vendte de ”udhuggede” bogstaver og tal tilbage på gravstenene billiggjort af ny digitalteknologi og fræseteknologi.

Tekst 5

FRED MED DIT STØV!

Om mindeblade – introduktion

Traditionen med mindeblade var udbredt i det 19. århundrede. Særligt i landdistrikterne. Også på Silkeborgegnen. Udstillingens mindeblade er fra 1844 til 1904.

Mindebladene i udstillingen er alle begravelsesmindeblade. Andre navne kan være gravskrifter, gravminder og mindevers.

Der findes andre typer mindeblade, f.eks. i forbindelse med konfirmation og bryllup.

Mindebladene var et minde ophængt i hjemmene i glas og ramme til pynt og daglig påmindelse. Til ære for den afdøde og trøst for de efterladte.

Mindeblade har mange udformninger. Håndskrevne og håndkolorerede, fortrykte ark med håndskreven tekst og kolorering og endelige fuld og helt trykte mindeblade. Nogle mindeblade er udelukkende tekst, mens andre kun består af vers. Mange rummer begge dele.

Mindebladenes skabere er normalt anonyme, men i udstillingen findes mindeblade af A.J. Gothenborg, Holmstol, Poul Petersen, Almtoft, M. Petersen, Aarhus og Jens J. Bundgaard, Gjern.

Mindebladene giver et enestående indblik i tidens levede liv og religiøse univers. Mindebladene er en form for lejlighedsdigtning skabt ved en følsom og sårbar situation for de involverede.

Museum Silkeborgs samling af mindeblade udgør størstedelen af de udstillede mindeblade, men derudover er udstillet mindeblade udlånt af Egnsarkivet for tidligere Them Kommune i Bryrup, Lokalarkivet for tidligere Gjern Kommune og private.

Tekst 6

VELSIGNET VÆRE DIT MINDE!

Om mindeblade – tradition og funktion

Mindebladene er forankret i en folkelig kristendom. Grundtonen er, at Guds veje er uransagelige. Gud råder over liv og død. Menneskene kan kun bøje hovederne og sige: Guds vilje ske!

Heri ligger stor trøst: Mennesket vil alligevel aldrig kunne fatte døden og dens konsekvenser. Derfor: Forlad jer trygt på Gud.

Mindebladene gjorde herved umiddelbar nytte og gavn for de efterladte – gav trøst og mening i den sorg, de var efterladt i.

Mindebladene kan være meget varierede, men der anes et overordnet billede:

Ved mindeblade over børn er tonen, at de efterladte ikke skal sørge – for barnet er kommet ”Hjem” til alles ”Fader” i Himlen og lever her et bedre liv end på jorden.

Ved mindeblade over gamle mennesker er tonen, at endelig har den gamle fået fred fra livets møje og besvær.

Ved mindeblade over mennesker i deres bedste alder, typisk en ægtefælle med hjemmeboende børn, er det noget sværere. Her er sorg og tårer forståelige. Men man må ikke lade sig overvælde af sorgen, ikke bebrejde Gud noget, men tværtimod bøje sig for Guds vilje og sætte sin lid til Guds kærlighed.

Ved mindeblade over mennesker – børn, unge og ægtefælle med børn – som er død efter et længere sygdomsforløb, handler de trøstende ord gerne om, at den afdøde har fået fred for sine lidelser. Døden er en udfrielse fra livets pinsler.

Mindebladenes grundlæggende trøst er, at alle troende skal mødes igen ”hisset”, i Guds himmel. Den kristne tro på genopstandelsen fra de døde til det evige liv er den ultimative overvindelse af døden og adskillelsen.

Tekst 7

HAV TAK FOR FLID OG KÆRLIGHED

Om mindeblade – struktur og indhold

Mindebladene er meget varierede, men der anes nogle fælles træk. Mindebladet indeholder normalt afdødes navn med fødselsdato og dødsdato med oplysning om alder ved døden.

Hvis afdøde har været gift, indeholder mindebladet oplysninger om tidspunktet for ægteskabets indgåelse og navnet på ægtefællen. Herefter oplyses, hvor mange børn Gud har velsignet ægteskabet med – antal sønner og døtre. Gerne med supplerende oplysninger om, hvem der står tilbage ved kisten som de efterladte – og hvem, der måtte tage imod afdøde ”hisset”, i Himlen.

Mindebladenes kortfattede oplysninger kan give et enestående nøgternt indblik i det levede almueliv.

Efter de faktuelle oplysninger følger gerne en række vers, som portrætterer den afdøde og giver nogle råd til de efterladte om, hvordan de bør forholde sig i sorgens stund.

Den afdøde er altid positivt omtalt. Med ord som venlig, kærlig, god og trofast i familien. Det gælder alle – kvinder, mænd og børn. Gifte mænd og kvinder bliver gerne husket for i deres arbejde at have været flittige, omhyggelige og stræbsomme.

Det er altid prisværdigt at tage livet, som det kommer – de gode såvel som de dårlige dage. Skulle man ved sin flid og møje være kommet til velstand, er det vigtigt, at dette ikke gjorde, at den afdøde blev gerrig eller ødsel. Samtidig understreges, at velstand ikke i sig selv er garanti for et evigt liv ”hisset”. Det afgør kun Guds nåde.

Tekst 8

LIVET MED DE DØDE

Vort liv med de døde finder sted på uendeligt mange måder. På kirkegården. Ved monumenter, skulpturer og gadenavne. Ved navngivning. Ved musik. I erindringen. På skrift. I fotoalbums. På malerier. På internettet. På arkiver og museer. Overalt bliver vi mindet om, at vi er en del af en historie.

Museerne er samlinger af minder om levet liv. Fysiske minder og vidnesbyrd om tidligere tider, vi fortsat er i historie med. Museernes samlinger er offentlige og favner et fællesskab.

Vi mennesker har på tilsvarende vis en mindre, personlig ”museumssamling” i vore private hjem. Konkrete minder fra forfædrene og formødrene. Fra ens forældre, bedsteforældre og måske endnu længere tilbage i tiden. Måske ting fra en kær tante eller onkel. Noget man har arvet. Måske fordi det i sig selv har en materiel værdi. Måske fordi det først og fremmest har en personlig værdi for en selv i ens minder omkring ens familie.

Museum Silkeborg har inviteret silkeborgensere til at udlåne sådanne private minder til denne særudstilling. Noget som netop giver dem et minde om familie, en far, en mor, en bedstemor, en oldefar, en tante eller en faster. Minder de gerne vil dele med os andre. Tak for det!

De udstillede private minder er meget forskellige, meget personlige, og vidner herved om stor menneskelig mangfoldighed. Iagttag disse private minder og sammenhold dem med dem, du måtte have hjemme privat.

Tekst 9

BEDEMANDEN

Bedemanden er det praktiske omdrejningspunkt i forbindelse med død og begravelse. Uanset om man er kristen, muslim, jøde eller ikke-troende. Hos bedemanden kan alle efterladte få hjælp til alt det praktiske i en følsom og uoverskuelig situation.

Bedemanden er ofte den første, som bliver kontaktet, og bedemanden har kontakt til alle relevante instanser så som præst, graver, stenhugger, blomsterforretning, musik, kogekoner og spisesteder. Hos bedemanden kan man købe kiste eller urne og andet udstyr. I bedemandsforretningen i Kjellerup findes faciliteter som minderum og kølerum.

Bedemanden har den direkte kontakt med de pårørende og kan træde til f.eks. ved udsyngelse, og iklædning af den afdøde.

Hos bedemanden samles trådene, og her er råd og vejledning at hente – blandt andet i brochuren ”Min sidste vilje”.

Bedemandsinstitutionen har forandret sig enormt de seneste hundrede år. Tidligere var virksomheden dårligt at regne for et fuldtidserhverv. Det kunne være en lokal tømrerforretning, som havde en bedemandsforretning som bibeskæftigelse. Andre steder blev der drevet antikvitetshandel sammen med bedemandsgerningen.

Med tiden blev bedemandsforretningen et fuldtidsarbejde 24 timer i døgnet alle årets 365 dage. Bedemanden måtte træde til, når dødsfald indtraf. Det var også en uholdbar situation. I dag er bedemandsprofessionen præget af større forretninger, hvor de enkelte medarbejdere også kan holde weekend og ferie som alle andre. Bedemand Kjellerup-Ans indgår således i den større regionale bedemandsforretning Per Rasmussen.

Bedemand Kjellerup-Ans har været behjælpelig i forbindelse med nærværende udstilling. Herunder udlånt en række urner og andet. Tak for denne gode hjælp!

Tekst 10

GRAVTRÆ

Gravtræ var et egnskarakteristisk gravminde omkring Himmelbjerget og Silkeborgskovene i det 19. århundrede. Gravtræet blev sat som et minde over en afdød og udfyldte samme funktion som gravkors eller gravsten.

Gravtræet var af egetræ med udskæringer og tekst. I hovedenden er udskåret et stiliseret hoved, og på oversiden en oval ramme med en tekst om den afdøde. Museets gravtræ kan i dag ikke meningsfuldt tydes, men fra et andet eksempel med tilknytning til Rye Kirke i Gl. Rye kan gives et eksempel på en sådan gravtræstekst:

Minde over ”min elskede retskafne kone mine 6 børns kærlige moder Gedske Pedersdatter, født 21. maj 1818 i Rye, død sammesteds i barselseng 27. sept. 1851, 33 år, 4 måneder og 6 dage gl.”

Gravtræets tekst ligger således i tydelig forlængelse af de indledende ord, som vi ser på udstillingens mindeblade.

Tekst 11

GRAVKORS

Gravkors i støbejern var udbredt som gravminde i Danmark og på Silkeborgegnen fra 1840’erne og frem til 1880’erne. Lokale jernstøberier blomstrede frem i takt med industrialiseringen, og støbejern blev et tidens modemateriale, som kunne bruges til mangt og meget, herunder også gravkors.

Silkeborg Jernstøberi tilbød gravkors til kunder fra 1854. Udstillingens gravkors fra Hinge Kirkegård kan således godt være fremstillet i Silkeborg.

Støbejern giver mulighed for et individuelt gravminde. Gravkorset fra Hinge er støbt med følgende inskription:

Herunder hviler støvet af en ung hæderlig kone, Andriette Andersen 36 ¼ år tillige med hendes spæde søn, der begge døde november 1854 efter (..) års ægteskab med hendes nu efterladte unge mand.

Maj 2022