Den perfekte by - ny podcast-serie fra Vores Tid
Museum Silkeborg samarbejder med Nationalmuseet/Vores Tid om formidling af historien.
Podcasten Den perfekte by er det nyeste skud på stammen fra Vores Tid. I podcasten kigger vi på, hvad der skaber den perfekte by. Du kan også lytte til vores podcast om Silkeborg der, hvor du lytter til podcasts.
Er din by en perfekt by? 🌇 Og hvad vil det egentlig sige? Rent drikkevand, grønne åndehuller, god infrastruktur, pæne huse? Lige siden de første byer opstod, har man prøvet at skabe den perfekte by. Uden resultat. Men det vil Vores Tid lave om på! I podcasten Den perfekte by sætter journalist Lasse Telling sig for at bygge en model af den fremtidssikrede by i computerspillet Minecraft. ⏳
De ældste byer, vi kender til, stammer fra oldtidens Mesopotamien. Det er byer som Eridu, Uruk og Ur, der lå mellem floderne Tigris og Eufrat i det nuværende Irak.
Her var jorden frugtbar. Man kunne sætte afgrøder og mere permanente pløkker i jorden. Den nomadiske tilværelse stoppede, da landbrug og husdyrhold sikrede en mere stabil fødekilde end den vilde natur. 🐄 Samfund voksede. De første byer blev til.
De første bydannelser i Europa er mindst 6.800 år gamle. På de store stepper mellem Rumænien, Ukraine og Moldova har arkæologer fundet såkaldte kæmpelandsbyer, hvor bønderne har bygget deres huse i koncentriske cirkler om et åbent centrum. Kæmpelandsbyerne har haft et befolkningstal på helt op til 12.000 mennesker.
I de næste årtusinder fortsatte byer med at vokse i antal, størrelse og statur. Nogle af verdens største byer er vokset støt i hundreder af år, mens andre er gået til. I dag bor over halvdelen af Jordens befolkning i byer, og der kommer kun flere til. I 2050 vil 68 % bo i byer, mener FN.
Det kommer med kæmpestore udfordringer, når mennesker klumper sig sammen i byer. Så hvordan skaber vi en bedre by? Måske endda en perfekt by?
Det kan du høre om i Den perfekte by. Med erfaringer fra tusinder af års byudvikling og den allernyeste forskning om byer på Mars og langt nede på havets bund, kan vi måske komme tættere på den drøm. Sammen med historikere og byplanlæggere går journalist Lasse Telling tilbage i historien for at undersøge, hvordan de første byer opstod, hvordan boformerne har ændret sig, hvordan klimaet og overbefolkning presser på, og hvordan vi måske skal indrette os på planeter i fremtiden.
Målet er skabe en by for fremtiden: Den perfekte by.
Du finder Den perfekte by hvor du normalt lytter til podcasts, på vorestid.dk eller via nedenstående links. 🎧
Du kan læse mere om Vores Tid på https://natmus.dk/vorestid/.
Følg os her: