ARBEJDERHISTORIE, ARBEJDERE OG OS?

Af Keld Dalsgaard Larsen

Silkeborg Maskinfabrik 1924 med arbejderne og fabrikant Martin Larsen indsat i større format.

Vi moderne mennesker lever i et evigt dilemma mellem at være individ og en del af et større fællesskab. Men mennesket er ingen isoleret ø. Mennesket bliver først menneske i et menneskeligt fællesskab. 

Vi mennesker er sammensatte størrelser. Man kan udmærket være mand, murer, familiefar, fodboldtræner, lystfisker, øl-entusiast og en del mere. Andre kan være kvinde, maler, mor, håndboldspiller, skolebestyrelsesmedlem, glad for at strikke og en del mere. Vi mennesker er hver især alt andet end endimensionelle.

Vi lever i en tid, hvor det individuelle fremhæves og opleves som det normale. Vi ved, det ikke er hele sandheden. Tidligere var man også forskellige, men man havde en større bevidsthed om at være en del af et større fællesskab. F.eks. at man på trods af alle individuelle forskelle var ”arbejder”. I dag er det sjældent, at man opfatter sig selv om ”arbejder”. I dag er man måske elektriker, buschauffør, rengøringsdame, montør, når talen falder på arbejde. Hvis man skal finde en mere overordnet betegnelse, vil man normalt bruge ord som lønmodtager eller arbejdstager. Det er i hvert fald de begreber, som offentligheden anvender. At tale om arbejdere, arbejderliv og arbejderhistorie har noget gammeldags over sig. Noget antikveret. Hvorfor så overhovedet bruge dem?

Arbejderhistorien blev populær i 1970’erne. Både på universiteterne og rundt omkring i fagbevægelsen. Af flere årsager. Men en overordnet grund var, at samfundet forandrede sig dramatisk, de traditionelle industrier kulminerede, og arbejderne som klasse var i opbrud. På universiteterne vandt marxismen frem som tidens modetænkning, og lærere og studerende solidariserede sig med ”arbejderklassen”, alt imens den selv samme arbejderklasse var under opsplitning og individualisering. I fagbevægelsen var denne udvikling mærkbar og tvang til allehånde nye tiltag for at holde på medlemmerne og sikre sig en aktuel og fremtidig legitimitet. I disse bestræbelserne kunne historien bruges til at fortælle nutiden om fortidens resultater. Arbejderhistorien var på mode i 1970’erne og i 1980’erne.

Arbejderhistorien havde – og har – især to søjler:

1.Den brede arbejderhistorie, hvor udgangspunktet er arbejderne og hverdagslivet. I familien. På arbejdspladsen. I boligkvarteret. Som arbejderkultur. Osv.

2.Arbejderbevægelsens historie med fokus på arbejdernes organisationer: Socialdemokratiet, fagbevægelsen, arbejderkooperationen osv.

Mit eget arbejde med arbejderhistorien har i vid udstrækning sammenblandet den almindelige arbejderhistorie med arbejderbevægelsens historie. Med hovedoverskriften arbejderliv. Fordi der er masser af sammenfald mellem de to søjler. Men fælles for dem er, at udgangspunktet er ”arbejderen” som en del af et større fællesskab, et samfundslag, en klasse. Med andre ord er det historien om de mange, almindelige danskere, som har virket som arbejdere.     

I historisk sammenhæng tænkes normalt på ”håndens arbejdere” – mens ”åndens arbejdere” (f.eks. lærere, pædagoger osv.) holdes uden for arbejderhistorien.

Hvornår forsvandt arbejderen som arbejder? Ja, det kan der gives mange svar på. Alle utilstrækkelige. Men i vor sammenhæng vil jeg lægge snittet, hvor arbejderne indgik som en integreret del af den brede middelklasse i Danmark. Da arbejderfamilierne flyttede i parcelhus i 1960’erne og frem.

På den ene side giver en sådan bestemmelse mening og på den anden side er den himmelråbende utilstrækkelig. Arbejderne forsvinder jo ikke fra 1960’erne og ej heller arbejderbevægelsen. Men vilkårene er ganske anderledes – og at indfange den historie er en enorm udfordring. Her vil den blot lige blive nævnt. Som udfordring. Ellers vil ”arbejderhistorien” her først og fremmest dreje sig om den første tid frem til 1940’erne. Med hovedvægt på den tidlige periode. Arbejdermuseets lille arbejderbolig illustrerer da også meget sigende tiden omkring 1910.

Når jeg trods alle betænkeligheder bruger begreberne ”arbejderliv”, ”arbejder” og ”arbejderhistorie”, er det for at fortælle en historie fra en tid, hvor det gav umiddelbar mening at tale om klasser, bevægelse og fællesbetegnelsen arbejder. Om den bevægelse og den befolkningsgruppe som i spændingsfyldt fællesskab satte sit store præg på det danske samfund. Som vi fortsat er en del af. Vi kan få større forståelse af vort samfund, dets skabelse og udvikling ved at kende til arbejderhistorien i al dens kompleksitet. Fremtiden har så til opgave at få denne historie ført længere op i tid.

Maj 2016