I alt er der registreret over 9500 fyldskifter, som er det vi kalder de nedgravninger, der i sin tid gik gennem muldlaget og ned i det underliggende ler og sand. Rådne stolper og opfyldning med mørkere muldjord gør, at nedgravningerne i dag fremstår tydeligt mod den lysere undergrund. Af de mange anlæg er de 8817 stolpehuller, hvor der i fortiden var nedgravet stolper til huse, hegn og andet.
Stolperne ligger tydeligt i systemer, og vi kan identificere 82 bygninger, hvoraf 52 er treskibede beboelseshuse (markeret med blå på animationen), og de øvrige er primært bygninger til opstaldning af dyr og opbevaring af korn og hø (markeret med grøn og orange på animationen). Husene ser ud til at kunne dateres til perioden 175-750 e.Kr.

Med den formodede tidsramme og med en tænkt gennemsnitlig ”levetid” for de enkelte huse på omkring 30 år er det fristende at antage, at der kun har været tre til fire gårde samtidigt gennem hele perioden. Husenes form antyder dog, at langt de fleste gårde er fra en kortere periode end den brede dateringsramme, og bebyggelsen i denne periode må derfor have været noget tættere.

På grund af de mange hegn og huse i området ser plantegningen over anlæggene ret kaotisk ud, og det kan derfor være svært at se, hvilke anlæg der er samtidige. Gårdene omkranses dog af hegn (markeret med bun / lilla på animationen), og fra dem kan man i heldige situationer udskille enkeltgårdene relativt sikkert, som i den nedenstående udtegning. Her er stolpehullerne fra hegnene grønne nuancer, de tagbærende stolper i beboelseshuset er orange, vægstolperne gule, og stolpehullerne fra stakladerne er pink. Røde signaturer er kogestensgruber

Huset K70, som er del af den sydlige halvdel af en gård er omkring 112kvm. Gården har formodentligt oprindeligt omfattet lidt over 1000kvm indhegnet område med huset liggende centralt på gårdspladsen og med 2-3 staklader til opbevaring af hø.
Bebyggelsen er afgrænset op ad bakken mod øst og mod dalen i vest, men der er flere gårde, der strækker sig ud i området både nord og syd for udgravningsfeltet. Bebyggelsen har altså været endnu større end den, vi her har kunnet dokumentere.
De seneste gårde har hovedhuse med buede vægforløb, og de stammer sandsynligvis fra tiden lige op til vikingetiden. De er fundet i det nordøstligste hjørne ind mod Sejling by, og det er nærliggende, at vi her ser den gradvise flytning af bebyggelsen ind mod det sted, hvor det middelalderlige Sejling etableres!

I den første halvdel af bebyggelsesperioden på stedet kan vi se, at der er blevet produceret jern til redskaber. Det ses ud fra en række nedgravninger – eller gruber – fyldt med jernslagger. Nedgravningerne er den nederste del af de såkaldte slaggegrubeovne. De er kendetegnet ved at have en grube under selve ovnen, hvor slaggen kunne løbe ned i, når den smeltede fra myremalmen og efterlod jernet oppe i den varme ovn.

Selve ovnene, som ser ud som i nedenstående foto, er for længst pløjet væk, men slaggegruberne ligger altså tilbage i jorden med affaldet fra jernproduktionen. Der i alt registreret 34 jernudvindingsovne, hvilket ikke er voldsomt mange, men de fleste stammer sandsynligvis fra et kortvarigt jerneventyr og afspejler således nok ikke bebyggelsens totale jernforbrug.