FORORD TIL 2. REVIDEREDE UDGAVE

Museum Silkeborg (1) har gennem årene arbejdet systematisk og kontinuerligt med pottemageri og lertøj. På mange fronter. Lige fra de arkæologiske udgravninger til Sorringtraditionen fra nyere tid. Dette arbejde kan iagttages i museets udstillinger, forskning og formidling.

Museum Silkeborgs store særudstilling SKABT AF LER i 2018 gav anledning til at gøre status. Genoverveje med henblik på at revitalisere, uddybe og publicere museets hidtidige arbejde på området. I den forbindelse tiltrak den upublicerede rapport: De røde potter fra Sorring. En lokalhistorisk og museal undersøgelse af et egnskarakterisk landhåndværk ca. 1700-1950. Rapport (Silkeborg Museum 1998/1999) sig særskilt opmærksomhed.

Denne rapport har været et omdrejningspunkt i museets arbejde med ”Sorring-lertøjet” eller ”Sorring-traditionen”, og det var oplagt at få rapporten publiceret under en eller anden form. Vi har valgt i første omgang at gøre det på Museum Silkeborgs hjemmeside.

Undertegnede var forfatter på den oprindelige rapport, og i 2018 gennemgik jeg rapporten med henblik på revidering og evt. uddybning. Resultatet er blevet denne 2. reviderede udgave af rapporten med en lettere ændret titel: De røde potter fra Sorring. En lokalhistorisk og museal undersøgelse af et egnskarakteristisk landhåndværk fra ca. 1700 til i dag. Afhandling (Museum Silkeborg 2018).

Den reviderede udgave er loyal over for førsteudgaven. Den fastholder karakteren af dels at være en relativ traditionel museal gennemgang med afsæt i det eksisterende genstandsmateriale og dels en lokalhistorisk undersøgelse af Sorringegnen med fokus på landhåndværket pottemageri. Hovedkonklusionerne står fortsat ved magt.

Af ændringer skal nævnes følgende:

Rapporten er blevet opgraderet til at være en afhandling. Som afhandling er den tidligere rapport gennemgået med henblik på småjusteringer, fået tilføjet et noteapparat, to nye supplerende afsnit (afsnit 13 og 14) og et appendix.

Afhandlingen har fået justeret sin titel, så det fremgår, at den reviderede udgave inddrager tiden frem til i dag. Det sker ved et nyt afsnit om Sorring-traditionen fra ca. 1950 til i dag.

Afhandlingens andet nye supplerende afsnit er en oversigt over Museum Silkeborgs forskning og formidling på området de seneste ca. 30 år. Herunder nye perspektiver museet har inddraget på området og en overvejelse omkring denne klassiske museale tradition inden for lertøj.

Afhandlingen afsluttes med et nyt appendix. Arbejdet med den oprindelige rapport blev i 2000-2001 fulgt op af en supplerende museal undersøgelse. Afrapporteringen af denne supplerende undersøgelse er gengivet som appendix. 

Publiceringen på museets hjemmeside har sine fordele og ulemper. Det er en nem og billig publiceringsform. Først og fremmest bliver den tilgængelig for alle interesserede.

Men det kunne have været fantastisk med en massiv inddragelse af det omfattende illustrationsmateriale, som ligger til grund for store dele af afhandlingen. Det er en mangel, jeg som forfatter beklager. Måske kan det komme til ved en senere lejlighed. Håbet har man jo altid lov at have.

Emnet Sorring-lertøj har været en fantastisk verden at fordybe sig i. På mange ledder og kanter. Det er på mange måder en ukendt og fremmedartet verden, som kræver sit af læseren at blive indfanget og grebet af. 

Afhandlingen er ikke aktuel, mainstream museumsforskning og formidling. Den tager afsæt i en hedengangen museumstradition og forsøger at perspektivere denne og gøre den relevant for nutiden og fremtiden. 

Læseren opfordres derfor til at være tålmodig og nysgerrig. Måske kan det være en fordel at pluklæse. Måske vil de første afsnit med fokus på metode og indkredsning af emnet virke for omstændeligt, for ”nørdet” for nogen. Men så kan læseren starte med afsnit 4 eller 5. Eller måske ligefrem begynde med opsamlingen i afsnit 12.

Under alle omstændigheder kan jeg med sindsro bekendtgøre, at jeg i fulde drag har nydt rejsen ind i denne verden af livfulde pottemagere og deres produkter. Det har gjort min egen verden større………..

Glæden ved emnet skyldes ikke mindst samarbejdet med aktive pottemagere, som på hver deres finurlige facon har kastet lys over deres fag og univers. Pottemager Annie Nyhus Hansen, Vinding har været mig en uvurderlig hjælp lige siden de første og famlende tiltag for ca. 30 år siden. Tak!

Annie Nyhus Hansen har også hjulet i forbindelse med udstillingen SKABT AF LER sammen med pottemagerne Birte Vedel Howard, Tut Kristiansen, Berit Kristiansen, Jens Chr. Ørting og Lisbeth Jørgensen. Dejligt at møde mennesker med hjertet på rette sted og med evnen til at tænke med hænderne. Det har været utrolig givende og inspirerende. Tak!

Keld Dalsgaard Larsen

December 2018 

1. DE RØDE POTTER FRA SORRING 

En ufortalt historie

1.1 Danmarks pottemageregn

De røde potter fra Sorring? Hvad er det? Mange kender til "de sorte potter", jydepotterne, hvorimod kendskabet til "de røde potter" generelt er stærkt begrænset. Og sådan er det også med hensyn til forskningen i dansk lertøj. Der er en ganske omfattende og lang tradtition for udforskning af "de sorte potter", mens udforskningen af "de røde potter" har været begrænset og spredt.

Industrihistorikeren C. Nyrop betegnede ellers i 1882 Silkeborgegnen ved Dallerup sogn for "Danmarks pottemageregn", og flere steder nævnes begrebet "Sorring‑lertøj" og "Sorring‑traditionen" med henvisning til Sorring som center for pottemageriet med hensyn til de røde potter i 1800‑tallet. Det kan derfor undre, at dette emne ikke er ordentlig undersøgt ja nærmest er blevet overset af eftertiden. Silkeborg Museum (2) har Dallerup sogn og herunder byen Sorring inden for sit ansvarsområde, og derfor har museet længe ønsket at undersøge det stedlige pottemageri, dette spændende egnskarakteristiske håndværk, som gjorde Sorring kendt over store dele af Jylland og Fyn.

Under arbejdet er det imidlertid blevet klart, at det er nødvendigt at reflektere lidt over, hvorfor emnet "Sorring‑lertøj" på forunderlig vis er forsvundet ud af den historiske og kulturhistoriske forskning og beskrivelse. Spørgsmålet er blandt andet, hvilket emne har vi med at gøre? Er det folkekunst, landhåndværk, industri, protoindustri, husflid, binæring eller landhåndværk? Nu kunne man tro, at det var ligegyldigt, hvad man kaldte emnet. Men det er det ikke. Bestemmelsen af emnets karakter bestemmer også i vid udstrækning tilgangen til emnet, og for hvilken tradition undersøgelsen er koblet på. Og i tilfældet "Sorring‑lertøjet" har disse forhold fået til følge, at emnet så at sige er forsvundet. Undersøgelsen vil derfor starte med en indkredsning af selve emnet.

1.2 Håndværk?

Pottemageriet i Sorring var et erhverv for en betragtelig del af lokalbefolkningen. Det var et erhverv på linie med landbrug, industri og andre håndværk. Det ville derfor være naturligt at undersøge Sorring‑lertøj som håndværk evt. som landhåndværk. Problemet med denne bestemmelse er, at forskerne hidtil har haft utrolig svært ved at håndtere "landhåndværk" eller håndværk på landet. Emnet håndværk er synomymt med håndværk i byerne med laugsvæsen osv. Værket Håndværkets Kulturhistorie formulerer det således:

"For så vidt har der i al håndværkshistorie i Danmark været den grundlæggende fejl, at den har samlet sig om laugene ‑ den fejl kendetegner også dette værk. Det har efterladt indtrykket af, at dansk håndværk indtil 1862 var lig med byernes håndværkslaug. Virkeligheden var imidlertid en anden". (Bd.3 s.59).

Hvorfor denne grundlæggende skævhed? Jeg vil her pege på tre forhold: 1) Kilderne til landhåndværket er meget sværere og uhåndterbare sammenlignet med kildematerialet til byhåndværkets historie. 2) Statsmagten og datidens ekspertise satsede på landbruget som fremtidens erhverv, og i denne strategi blev den vidtstrakte udbredelse af landhåndværket et problem. Landhåndværket som konkurrerende erhverv til landbruget skulle begrænses. 3) I takt med landbrugets fremgang kom dele af de gamle landhåndværk ind som en acceptabel bibeskæftigelse, som husflid. Eksempelvis var det helt acceptabelt, hvis en husmand i de stille stunder i landbruget gjorde træsko. Derimod var det mindre velset, hvis manden hele tiden gjorde træsko, og derved forsømte det, som statsmagten fandt vigtigst, nemlig landbruget.

Denne stedmoderlige behandling af emnet landhåndværk er samtidig af forskningen blevet ledsaget af en generel nedvurdering af emnet!  J.L. Østergaard Christensen udtrykker det således i Dagligliv i Danmark:

"I almindelighed var landhåndværkerne ringe anset, både af bønderne og af deres fagfæller i købstaden... "(Bd.1 s.426) Og videre: "Iøvrigt var mange af de talrige landhåndværkere ‑ tømrere, bødkere, hjulmænd, rokkedrejere, tækkemænd, vævere og andre ‑ ikke i egentlig forstand håndværkere. De var selvlærte, og de beskæftigede sig tit kun med håndværket om vinteren. Ellers var de husmænd og daglejere" (bd.1 s.428).

Og når det ikke var håndværk "i egentlig forstand", virker det jo meget tilforladeligt ikke at beskæftige sig med det som håndværk!

1.3 Husflid?

J.L. Østergaard Christensens henvisning til, at mange af landhåndværkerne kun udøvede deres håndværk om vinteren viser direkte hen til husflid. Husflid er nemlig kendetegnet ved, at det kun er en bibeskæftigelse ‑ og ikke et hovederhverv. N.C. Rom udgav i 1871 sit store værk: "Den danske husflid, dens betydning og dens tilstand i fortid og nutid". N.C. Rom erkendte vanskeligheden ved en præcis bestemmelse, men selve grundtanken var klar nok:

"Medens husfliden selv, i sin kærne, er let at påvise, som den bisysssel der giver en smuk og nyttig anvendelse for tiloversværende tid, så er dens område altså umuligt at bestemme,..." (s.21). 

Husflid skulle indpasses som en "bisyssel" til hovederhvervet: landbruget. Dels fordi landbruget havde mange stille perioder især om vinteren, og dels fordi den danske vinter var lang og mørk, så det ville være hensigtsmæssigt at foretage sig noget nyttigt i denne tid. Husfliden blev således en nyttig bibeskæftigelse, som både kunne yde lidt til en trængt økonomi og samtidig kunne holde lediggang med alle dens fristelser borte.

N.C. Rom gennemgår herefter husflidens situation i Danmark egn for egn. Hans gennemgang er nærmest klassisk. I Jylland omtales knipleriet ved Tønder, de sorte potter ved Varde, uldbinderiet i Hammerum Herred, hornskeerne fra Lemvig, træskoene ved Silkeborg ‑ men ikke med eet ord omtales "de røde potter" fra Sorring. Det kan godt virke mærkværdigt. N. C. Rom var kendt på Silkeborgegnen, idet han kort tid før bogens udgivelse havde været lærer i Bryrup ca. 20 km. syd for Silkeborg ‑ og altså ca. 35 km. fra Sorring. Og omkring 1870 skulle Sorring‑pottermageriet ifølge traditionen have været på sit absolutte højdepunkt. Hvorfor denne totale udeladelse af N.C. Rom? Regnede han ikke Sorring‑lertøjet som husflid? Det ved vi ikke med sikkerhed, men det er dog mærkeligt, at han omhyggeligt gennemgår f.eks. de sorte potter, uldbinderiet og træskomageriet, men ikke Sorring‑lertøjet. Hvad årsagen til denne udeladelse end måtte være, har den fået følger for den senere forskning!

Hugo Matthiessens værk "Den sorte jyde. Tværsnit af hedens kulturhistorie" har en ganske tilsvarende gennemgang af husfliden som N.C. Rom. På et fint oversigtskort gengives de forskellige egnskarakteristiske "bierhverv" i Hedeegnene: Igen præsenteres vi for kniplingerne ved Tønder, de sorte potter ved Varde, hosebinderiet ved Herning, hornskeerne ved Lemvig og træskomageriet blandt andet ved Silkeborg. De røde potter fra Sorring mangler fuldstændigt! Og det kan virke desto mere mærkværdigt, som Hugo Matthiessen ved Hellum syd for Ålborg nævner produktionen af "røde potter". Og det til trods for, at Sorring‑pottemageriet var af større omfang og betydning end det tilsvarende pottemageri ved Hellum.  

Finn Grandt‑Nielsen har bidraget med en artikel om husflid i Dagligliv i Danmark, og hans beskrivelse ligger i fuldstændig forlængelse af N.C. Rom og H. Matthiessen lige fra kniplinger til hornskeer. Og igen er det kun træskomageriet ‑ og andet træarbejde ‑ der omtales som husflid ved Silkeborgegnen. Sorring‑lertøjet nævnes ikke med eet ord. Tværtimod fremkommer Finn Grandt‑Nielsen med følgende udsagn: "Mændene duede hverken til at lave potter eller kniple". (Bd.1 s.563). Pottemagerne i Sorring var mænd!

Pottemageriet ved Sorring er i eftertidens "husflids"‑tradition simpelthen udeladt. Det ser ikke ud til at være sket ud fra et bevidst valg, men sådan er det bare blevet. Denne tradition har kun haft blik for træskomageriet ved Silkeborgegnen.

Sorring‑pottemageriet er som emne simpelthen forsvundet både som håndværk og som husflid.  

1.4 Folkekunst?

Den museale forskningstradition har inddraget Sorring‑pottemageriet ved at sætte fokus på det som "folkekunst", kunstflid og kunsthåndværk. Helge Søgaard begynder sin første artikel om emnet således:

"Ordet folkekunst omfatter alle de frembringelser, folket selv har udført til egen anvendelse og hjemlig dekoration såvel til hverdag som til højtid eller fest. Også arbejder af kunstnere og faglærte håndværkere til brug for jævne folk i by og på land falder ind under betegnelsen, men vil ikke blive omtalt her" (Helge Søgaard 1940 s.9).

Museumsinspektør ved Nationalmuseet, Jørgen Olrik, indleder sin artikel om emnet således:

"Blandt de mange grupper af folkelig dansk kunstflid og kunsthåndværk, som folkemuseet rummer, udgør lertøjet en af de betydeligste og såvel i dekorativ som i kulturhistorisk henseende værdifuldeste. Ganske vist var det langtfra altid lydefri kunstværker, der udgik fra pottemagernes hænder, men de medbragte ialtfald til deres arbejde et naivt humør og en primitiv dekorativ sans, som gør mange af deres arbejder tjenlige til forbilleder den dag i dag" (Fra Nationalmuseets Arbejdsmark 1928 s.61)

Den museale tilgang er således genstandene som "kunst", og denne kunst bliver betegnet som "folkekunst", og som sådan skattes den for "det naive" m.m., mens der er almindelig nedvurdering af den som "fin" kunst. Helge Søgaard udtrykker det således: "En bedømmelse af det nørrejyske lertøj ud fra en kunstnerisk vurdering kræver en vis resignation". (Helge Søgaard 1958 s.168). 

I modsætning til emnet håndværk behandles emnet "folkekunst" traditionelt som et fænomen, der hører til på landet. Og derved blev der også plads til emnet "Sorring‑pottemageriet" inden for denne forskningstradition. Men de røde potter fra Sorring opnåede ingen varig plads i denne tradition. Kai Uldall og Hanne Poulsen gennemgik "folkekunst" i henholdsvis værket "Dansk Folkekunst" (1963) og i "Dagligliv i Danmark" (1963), og her omtales det blyglaserede lertøj stort set ikke som "folkekunst". Kai Uldall inddrager kun Sorring‑lertøjet ved en enkelt illustration, en barselspotte fra Horsens Museum. Kai Uldall og Hanne Poulsen lægger vægten på træudskæringer, bondemøbler, kister, dragkister, manglebrætter, vindepinde m.m. Lertøjet er så at sige gledet ud af traditionen igen. Og siden er selve denne forskningsretning sygnet hen (3). 

1.5 Industri?

Nyere industriforskning har ganske bombastiske og klare definitoriske begreber på emnet industri:

"Ved industri forstås i almindelighed en mekaniseret produktion, som foregår på store arbejdspladser med vidtgående arbejdsdeling, hvorved arbejderen underlægges en given produktionsrytme. Produktionen er koncentreret om massevarer med henblik på afsætning på et ukendt marked..." Og senere fastslåes, at man med "store arbejdspladser" regner med 6 eller flere arbejdere. (Det industrielle miljø s.25). Hermed glider Sorring‑pottemageriet naturligvis ud som et muligt emne under "industri".

Datiden var knap så bombastisk i sin definition af fænomenet industri. Tværtimod stod "industri" som lidt af et fællesbegreb for håndværk, husflid og fabriksmæssig virksomhed. Pottemageriet blev da også af og til behandlet som "industri" og i datiden flere steder omtalt som "landlig industri" eller i statistiske oversigter som "enkelte rå produkters forædling".  I de ministerielle industritabeller i første halvdel af 1800‑tallet medtages pottemagerne fra Sorring.  

Ole Jørgen Rawert udgav i 1820 værket "Beretning om industriens tilstand i de danske provinser samt nogle midler til dens fremme, nedskreven på en rejse i sommerne 1819 og 1820". O.J. Rawert skelner ikke nævneværdigt mellem husflid, håndværk og fabrik. I værket gennemgås blandt andet emner som papirfabrikation og uldbinderi. Pottemageriet generelt omtales hist og her. Blandt andet i følgende interessante betragtning om "husflid" og "fabrikation": "Af husfliden hæver kun vævningen og strømpebindingen sig til nogen betydelig højde; thi det øvrige tjener blot til at forsyne det øjeblikkelige og indenrigske behov, med mindre det skulle være pottemageriet, som dog mere må betragtes som en fabrikation, end som en husflidsindustri, thi denne sysselsætter sine udøvere blot i deres fra andet arbejde ledige timer. Pottemageriet derimod er for dens fleste udøvere en hovednæringsvej" (s.53).

Bornholms pottemageri omtales specifikt (s.7). Derimod omtales Sorring‑lertøjet ikke med et ord, idet kun træskomageriet bliver nævnt i forbindelse med Silkeborgegnen. O.J. Rawert giver følgende samlet begrundelse for ikke at gå mere i detaljer:

"De øvrige grene af landindustrien forbigås her, da de, efter min formening, ikke således behøver regeringens særdeles omhu; thi, om de i Silkeborg og Rye skove kunne bringes til at skære træsko lige så nette, som de fra Vejle Amt, eller om pottemagerne ved Varde eller Randers kunne bringes til at lette sig arbejdet ved fuldkomnere redskaber, var det vel ret brav, men næppe er dette genstande at omtale, hvor så meget og langt vigtigere fordrer den største opmærksomhed" (s.63f).

Sorring er udeladt i denne opsamling, mens det ganske begrænsede "sorte" pottemageri ved Randers nævnes eksplicit.

O.J. Rawert udsendte i 1850 et endnu større skrift om emnet: "Kongeriget Danmarks industrielle forhold. Fra de ældste tider indtil begyndelsen af 1848". Sorring‑lertøjet bliver lige indirekte nævnt i fremstillingen: "I Skanderborg Amt forfærdiges i stor mængde af de røde blyglaserede blykar" (s.297). 

V. Falbe Hansen og Will. Scharling udgav i 1887 "Danmarks Statistik". Værket indeholdt en oversigt over landets industrielle forhold herunder en sammenligning med forholdene i 1840'erne. Sorring‑lertøjet lige nævnes indirekte under husflid i forbindelse med situationen i 1840'erne:

"I Skanderborg Amt forfærdiges en betydelig mængde af røde, blyglaserede lerkar af næsten alle mulige størrelser og farver" (s.510). Forfatterne sammenfatter herefter forholdene til 1880'erne således: "Således omtrent var husflidens standpunkt i Danmark i midten af 40'erne. Siden den tid er den gået ikke lidet tilbage, navnlig på alle områder, hvor den som en egentlig husflid‑industri optrådte som surrogat for eller konkurrent med fabrikvirksomhed. Dennes fremskridt og dens varers tiltagende billighed har dels gjort konkurrencen umulig, dels gjort det urimeligt at benytte surrogater" (s.510).

Fremstillingen underbygger, at en nye tids fabriksproduktion har sejret ‑ fremskridtet er sket, og det gamle må vige. Det gamle håndværk pottemageri bliver dels placeret som husflid dels som "forældet" og ringe håndværk, som en ny tids fabriksproduktion har overtaget: "Hvad anden bearbejdelse af leret angår, er pottemagerindustrien delvis berørt ovenfor under husfliden .. I sin helhed står pottemageriet, .. ikke højt her i landet.." (s.606). Dog nævnes de bornholmske pottemagere som en undtagelse. V. Falbe Hansen og Will. Scharling afskriver således pottemageriet som noget nærmest fortidigt, og de ønsker derfor at fokusere på det nutidige og fremtidige inden for dette område nemlig fajancen og virksomheder som Den kgl. Porcellainsfabrik.

Værket Industriens historie i Danmark fra 1943 med Axel Nielsen som udgiver tager også emnet husflid og "hjemmeindustri" op. Hovedvægten er dog lagt på bearbejdning af uld og hør, hvorimod de røde potter fra Dallerup sogn kun lige nævnes ved at slå ned på et enkelt udsagn fra amtmanden i 1775. Men derudover er Sorring‑lertøjet ikke genstand for behandling i dette klassiske værk om dansk industri for perioden 1730‑1870.

Sorring‑lertøjet kom således aldrig ind i de industrielle beskrivelser og den efterfølgende forskningstradition. Sorring‑lertøjet kom til at lide under historiens glemsel, fordi den af eftertiden hverken er blevet opfattet eller behandlet som industri, håndværk eller husflid.

1.6 Protoindustri?

I den internationale forskning har man gennem de sidste ca. 30 år anvendt og diskuteret begrebet "protoindustrialisering" i undersøgelse af landproduktionen i bredeste betydning. Protoindustrialisering blev af mange opfattet som en fase mellem feudalismen og kapitalismen (industrialisering), idet der var ‑ og er ‑ mange problemer med at forklare overgangen fra feudalisme til kapitalisme. Protoindustrialiseringen blev sat ind som en overgangsfase, hvor der blev lagt vægt på, at den landlige økonomi var en afgørende dynamisk faktor til skabelse af kapitalisme og industrialisering.

I den danske debat blev protoindustrialisering introduceret ved en oversat artikel (foredrag) af Pat Hudson i Kritiske Historikere i 1982: "Protoindustrialisering: teori og virkelighed". Pat Hudson er kritisk over for teorien på alle de væsentlige punkter herunder påstanden om, at den protoindustrielle udvikling på landet skulle have den dynamiske kraft til at ændre økonomien generelt i samfundet til kapitalisme og industrialisme. Pat Hudson mener blandt andet, at teorien overvurderer landområdernes økonomi i forhold til byernes økonomi, og at vekselvirkningen mellem land og by underprioriteres.

The Scandinavian Economic History Review havde i 1982 et temanummer, hvor teorien blev diskuteret ud fra danske og nordiske eksempler. Denne korte opblussen af teorien på dansk grund resulterede i praksis i en afvisning af teorien, og den internationale udvikling af teorien og diskussionen er siden stort set gået forbi det danske forskningsmiljø.

Mette Guldberg har i sin ph.d. afhandling: "Vareproduktion og handel i Vestjylland. Jydepotterne fra Varde‑egnen ca. 1650‑1850" (1997) genoptaget den internationale debat og teori om protoindustrialisering. Mette Guldberg gennemgår kritisk teoriens udvikling de sidste ca. 30 år, men på trods af alle betænkeligheder vælger hun ‑ nok også i mangel af bedre ‑ at bruge begrebet protoindustri i sin undersøgelse af jydepotterne:

"Umiddelbart ligner det blot endnu et begreb i rækken af betegnelser ‑ bierhverv, håndværk, hjemmeindustri, binæring, sidebeskæftigelse, husflidsproduktion ‑ men frataget sit teleologiske indhold, finder jeg, at det blandt de nævnte begreber bedst dækker hele feltet i kraft af sin forholdsvise klare definition og sin fokuseren på det specielle forhold, at der produceres til et fjernt marked". (Mette Guldberg 1997 s.33)

Mette Guldberg sammenfatter sin brug af begrebet således: "at protoindustrialisering er udviklingen af rurale regioner, i hvilke en stor del af befolkningen levede udelukkende, eller i et betragteligt omfang, af industriel masseproduktion for inter‑regionale og internationale markeder" (s.39). Og: "Dette studie i jydepotteproduktionen på Varde‑egnen er således et studie i vestjysk protoindustri i et regionalhistorisk perspektiv" (s.40). Mette Guldberg ønsker også at bruge begrebet, fordi det har vundet hævd i den internationale forskning på området.

Der er mange positive aspekter ved protoindustri‑teorien. Jeg vil især påpege det udtalte ønske i teorien om at sætte fokus på tidens landlige økonomi som et væsentligt og centralt emne. Påpegningen af den fleksible landøkonomi med masser af dynamik og udvikling. Protoindustri‑teorien er imidlertid langt fra nogen helstøbt teori. Min umiddelbare anke er, at protoindustri‑teorien nok sætter fokus på den landlige økonomi, men den er så bred i sin rammebestemmelse, at den i praksis alligevel må splittes op i underbegreber for at kunne begribe den konkrete historie.

Protoindustrien omfatter således al produktion på landet: agerdyrkning, håndværk, husflid m.m. Det har (mindst) to fordele: 1) at man får øje på det fleksible i økonomien og 2) at emnet søges løst i sin totalitet. Men i den praktiske forskning vil man alligevel være nødtvungen til at fokusere på del‑emner. Ikke overraskende bliver jydepotteproduktionen det centrale i Mette Guldbergs afhandling ‑ og ikke det lokale landbrug (4).

Med det meget brede protoindustri‑begreb har man nok fået sat fokus på den landlige økonomi, men man har efter min mening alligevel ikke fået et tilstrækkeligt differentieret begreb til at begribe den landlige virkelighed. Og f.eks. landhåndværket vil igen have mulighed for at komme ud af fokus, selv om det netop skulle være ønsket om det modsatte, der har besjælet teoriens forkæmpere.

1.7 Binæring?

Bjarne Stoklund har i artiklen "Bønder og binæringer" (1998) søgt at give en tværgående behandling af emnet. Oversigten indeholder dels en gennemgang af de velkendte "husflids‑erhverv" f.eks. kniplingerne, hornskeerne og fra Silkeborgegnen træskomageriet dels omtales en række andre "binæringer" f.eks. båndkæppe, kulbrænding, fiskeri m.m., og fra Silkeborg‑egnen inddrages hjulmageriet. Derimod inddrages de røde potter fra Silkeborg‑egnen ‑ traditionen tro ‑ ikke.

Begrebsmæssig ønsker Bjarne Stoklund at fastholde begrebet "binæring": "Mit argument for at fastholde det gamle begreb "binæring" vil da være, at det tydeligt markerer, at det drejer sig om fænomener, der indgår i den sammensatte bondeøkonomi, som var karakteristisk for landbosamfundet før de store reformer". (Stoklund 1998 s.12).

Det viser sig dog allerede i samme artikel, at Bjarne Stoklund ikke kan anvende begrebet konsekvent. Lige så snart han skal til at behandle træskomageriet ved Silkeborg‑egnen forsvinder "binæring", og træskomageriet betegnes uden yderligere bemærkninger som "dette lokale håndværk" (s.22). 

Bjarne Stoklund hævder, at "binæringen" i løbet af de seneste 200‑400 år skifter karakter fra at være en generel gårdmands beskæftigelse til i 1800‑tallet at være en beskæftigelse for husmænd: "Generaliserende og forenklet kan man sige, at husmændene rykker ind i de nicher, som den specialiserede gårdmand efterlader, for husmændene havde stadig brug for at supplere det sparsomme udkomme med udnyttelsen af andre energikilder". Og senere "Jeg vil således hævde, at udviklingen fra bondenæring til husmandserhverv er en generel trend" (Stoklund 1998 s.41+42).

Bjarne Stoklunds intention om at se "binæring" som et led i "den sammensatte bondeøkonomi" er ganske prisværdig, men resultatet bliver let igen en fokusering på landbruget som det "normale",  mens de øvrige erhverv er det "unormale". Det bliver derved igen svært at sætte fokus på de øvrige erhverv, da de til stadighed vil fremstå som "midlertidige" og af mindre betydning for landbefolkningen og den enkelte udøver. Det sker også hos Bjarne Stoklund, idet det fremgår af sammenhængen, at hans "husmænd", som bliver bærere af "binæringerne", er husmænd med jord, mens husmænd uden jord forbliver mindre synlig i forbindelse med udforskningen af landhåndværket. Og det er netop i kategorien husmænd uden jord, at landhåndværket som hovederhverv især skal findes. F.eks. i forbindelse med undersøgelse af de røde potter fra Sorring. 

Bjarne Stoklund har med sin artikel igen sat emnet på den forskningsmæssige dagsorden, og han har ved sit geografiske og tidsmæssige tværsnit givet en inspirerende præsentation af emnet. Jeg mener imidlertid ikke, at Bjarne Stoklund løser noget som helst problem ved at fastholde begrebet "binæring". Det har fortsat alle de dårlige egenskaber med at lægge vægt på, at dette erhverv er noget sekundært og noget ved siden af landbruget. Bjarne Stoklund afviser direkte Börje Hanssens foreslåede terminologi "håndværk" således: "Argumentationen er overbevisende, men resultatet rejser straks nye terminologiske problemer, hvis man vil kunne holde helt forskellige erhvervsgrupper adskilt" (Bjarne Stoklund 1998 s.12). Det samme problem, vil man også få med begrebet "binæring", idet det direkte fastslår, at det pågældende erhverv er underordnet en hovednæring ‑ landbruget. Begrebet binæring løser ingen problemer, og det bidrager i lighed med husflid m.m. til at gøre forskningsobjektet de ikke‑agrare erhverv på landet uklart og dermed uhåndterbar.

Jeg vil derfor ‑ også med henvisning til det allerede anførte ovenfor ‑ anvende begrebet "landhåndværk" i denne undersøgelse for derved bedre at kunne få undersøgt et for udøveren hovederhverv på landet (5).  

2. FORSKNINGSOVERSIGT

En prioriteret gennemgang

2.1 Temaet slås an

C. Nyrop udgav i 1882 skriftet "Dansk pottemageri". Det er en oversigt over dansk pottemageri fra de ældste tider til nutiden. Skriftet gør ikke krav på at være fyldestgørende, tværtimod nævnes direkte, at studiet af keramikkens historie i Danmark kun er i sin vorden. Skriftet er i dag en klassiker inden for området, og den senere udforskning tog sit udgangspunkt i dette arbejde.

C. Nyrop trækker blandt andet de store linier, hvor udviklingen fra det primitive til det mere fuldendte understreges: fra de sorte potter med mulige rødder tilbage til oldtiden, over de røde potter og frem til nutidens fajance. I denne gennemgang udpeges Sorring, som et hovedcenter for "de røde potters"‑epoke i 1800‑tallet. Det sker også i erkendelse af, at købstadspottemageriet i denne periode var vigende, mens pottemageriet på landet ‑ og her især ved Sorring ‑ vandt frem og blev toneangivende med hensyn til produktion af de røde potter. C. Nyrop behandler også købstadspottemageriet og her især det bornholmske (og til dels fynske) pottemageri. Men centret i det 19. århundrede var altså Sorring.

De danske museer havde indsamlet en del lertøj, men det kneb gevaldigt med en egentlig udforskningen af især de "røde potter". Det hang givetvis sammen med en vis nedladende holdning til dette lertøj som produkt. Jørgen Olrik, Nationalmuseet, tog i 1928 i en kort oversigtsartikel emnet op igen, og han skitserer situationen således:

" Studiet af dansk pottemageri er dog endnu kun i sin barndom; siden den afdøde industrihistoriker C. Nyrop skrev sin afhandling derom (1882), har egentlig kun de sorte jydepotter været genstand for mere indgående forskning ... De følgende linier må derfor ikke opfattes som andet og mere end en rent foreløbig orientering i det omfattende emne, nærmest i form af en vejledende billedtekst, der kun i de groveste træk kan give en udsigt over nogle hovedgrupper og hovedlinier i udviklingen, men må overlade så godt som alle enkeltheder til kommende specialundersøgelser" (Jørgen Olrik 1928 s.61). 

Jørgen Olrik nævner ganske kort Sorring som center for de røde potter og gengiver eksempler fra Nationalmuseets samling, som henregnes til Sorring‑arbejder.

Der skulle imidlertid gå yderligere 12 år, før en museumsmand for alvor tog udfordringen op, nemlig Helge Søgaard, museumsleder i Den Gamle By i Århus.  

2.2 Helge Søgaard

Helge Søgaard publicerede i perioden 1940‑1958 ialt fire artikler om emnet. En gennemgang heraf giver et indblik i emnets sværhedsgrad, og forskningens trang til at gå ad vante veje.

Helge Søgaards første artikel udkom i Østjysk Hjemstavn 1940 under titlen "Lidt om pottemageri og folkekunst i Gjern Herred". Tilgangsvinklen var ‑ som Jørgen Olrik ‑ pottemageriet som folkekunst. Denne folkekunst bliver karakteriseret som:

‑ den er meget traditionsbunden. Man kan derfor aflæse gamle kulturtræk her, da folkekunsten ikke i samme udstrækning er underlagt hastige modeluner. (s.9).

‑ den er afhængig af de naturgivne betingelser, og hver egn får derfor sin egen specialitet (s.9f).

Det geografiske udgangspunkt for undersøgelsen er Gjern Herred og her især Sorring. Helge Søgaard beskriver sin metode således:

"Det gælder her om at kunne fremvise et kar, der bevisligt er gjort på egnen. De ornamenter, som findes herpå, kan man med stor sikkerhed henføre til den folkelige stil, hvori pottemagerne i Gjern Herred udtrykte sig, og finder vi de samme ornamenter på andre frembringelser, er der god grund til at antage, at de også er udført på samme sted, selv om de er fundet langt fra pottemageregnen, .." (s.11).

Helge Søgaard gennemgår herefter udvalgt lertøj i Den Gamle Bys samling, og hans konklusion bliver: "Pottemageriet i Gjern Herred kan efter de bevarede sager følges tilbage til tiden 1700‑1750" (s.14).

Helge Søgaard er i 1940 fuld af optimisme med hensyn til afdækning af emnet: "og det vil forhåbentlig fremgå, at der snart er udsigt til, at man med ret stor sikkerhed kan udskille det lertøj, der stammer fra Gjern Herred, fra Danmarks øvrige pottemagerier, .." (s.15). Og videre: "Når man engang ved et nøjere studium får fuldt rede på det danske pottemageris historie, vil det sikkert være muligt at udskille de forskellige steders produktion og redegøre for den gensidige indflydelse, der har været udøvet på stil og form" (s.16).

Helge Søgaards første artikel lægger klart vægten på landhåndværket, folkekunsten og genstandene. Det skulle imidlertid vise sig, at Helge Søgaard skiftede retning i sin forskning af emnet.

Den anden artikel udkom i Fortid og Nutid 1944 under titlen "Østjysk pottemageri. Nogle bemærkninger". Artiklens indledende afsnit slutter således: "Her skal påpeges muligheden af, at disse varer (de røde potter) ikke blot er blevet udført i Sorring, som almindelig antaget, men at de også kan stamme fra pottemagere, der virkede i købstæderne" (s.209). Og senere:  "Fra midten af det 18. århundrede har Hellum og Gjern Herreder haft en blomstrende tilvirkning af lervarer, men det var ikke det eneste sted i Østjylland, hvor professionen blev drevet. Også i købstæderne fandtes der mange pottemagere. De vigtigste kilder om dem er borgerskabslisterne" (s.212).

Herefter gennemgåes borgerskabslister detaljeret med hensyn til oplysninger om pottemageriet i de jyske købstæder. Hovedvægten bliver lagt på købstædernes pottemagere. Undersøgelsen viser iøvrigt, at mange af købstædernes pottemagere faktisk kom fra landområderne herunder fra Gjern Herred.

Hvorfor nu denne fokusering på købstædernes pottemagere? En nærliggende årsag kunne være kildematerialets tilgængelighed, og Helge Søgaards egen forskning. Helge Søgaard udsendte i 1940 sin disputats om købstadshåndværket, og det var således et emne, han var bekendt med, og kildematerialet vedrørende købstædernes pottemageri var væsentlig lettere at gå til. 

Helge Søgaard foretog således en forskydning fra Sorring til en mere generel behandling af det røde lertøj. Men Gjern Herred nævnes fortsat som "langt det største produktionssted i landet" (s.222). Men det undersøges overhovedet ikke nærmere. Væk er al tale om pottemageriet som "folkekunst", der er afhængig af en egns naturbetingelser og folkelig tradition. Tværtimod strider artiklen afgørende mod de formodninger, Helge Søgaard fremkom med i 1940:

"Af hjemstederne for pottemagerne i Århus og Horsens synes det at fremgå, at det på forhånd må anses for vanskeligt at skelne mellem den produktion, der stammer fra Gjern Hrd., og det lertøj, som er blevet tilvirket i købstæderne, da de pottemagere, der er vandret ind til de to byer, næppe har lagt deres arbejdsmåde om, men formodentlig har fortsat i den tekniske og kunstneriske form, de engang var blevet oplært" (s.223).

Den tredie artikel kom i 1947 i Folk‑Liv Acta ethnologica et folkloristica Europaea under titlen "Vestdansk pottemageri. En oversigt". Artiklen ligger i klar forlængelse af 1944‑artiklen med hovedvægten lagt på de røde lertøjs fremvækst og udvikling i Jylland og på Fyn. Gjern Herred og Sorring har fået en meget begrænset plads i artiklen, skønt egnen fortsat betegnes som "langt det største produktionscentrum i hele landet" (s.64). Blandt andet med en henvisning til, at det er svært ‑ og måske umuligt ‑ at skelne mellem købstædernes og landdistrikternes lertøj lægges hovedvægten igen på købstad‑pottemagerne.

Helge Søgaards fjerde og sidste afhandling er bogen "Lertøj fra nørrejyske museer. Bidrag til jysk keramiks historie" (1958). Det er på mange måder en opsamling af Helge Søgaards tidligere forskning, men der sker også en udbygning og en videreudvikling i forhold til de tidligere artikler. Helge Søgaard vender iøvrigt i 1958 tilbage til genstandene som udgangspunkt for undersøgelsen, idet en lang række lertøj fra nørrejyske museer gennemgås. Der tales igen om folkekunst ‑ nu som "almuekunst", men der er i mere generel betydning og ikke som egnskarakteristisk "folkekunst".

Helge Søgaard fastholder sine konklusioner fra de to seneste artikler med hensyn til bestemmelse af lertøjet:

"Det 18. århundredes betydeligste og smukkeste ydelse inden for pottemageriet er de dekorerede varer, der almindeligt går under navnet af "Sorring‑arbejder". .... Som det vil fremgå af det nedenfor anførte er det dog meget usikkert, om navnet "Sorring‑arbejder" kan siges at være fuldt betegnende for hele den store produktion, og det bruges her blot som det allerede fastslåede for de frembringelser, der hører hjemme i Århus Stift, uden at der lægges en nærmere topografisk bestemmelse i ordet. Bedre ville navnet østjysk keramik dække over typens geografisk afgrænsning" (s.77). Og: "Det er ud fra dette rimeligt at regne med, at produktionen i Horsens også har omfattet varer af samme slags som fra Sorring, ..." (s.97).

Helge Søgaard foretager ‑ på trods af mange forbehold ‑ i 1958 en stilinddeling af det røde lertøj i tre epoker ud fra det eksisterende genstandsmateriale.

1) den ældre stil frem til ca. 1800 blandt andet kendetegnet ved sin farverighed. Blandt genstandene er særligt fiskefadene stilbestemmende for denne periode.

2) empirestilen ca. 1809‑1882 med farvet glasur, indridsninger og mere skematisk udsmykning. Blandt genstandene er det nu barselspotterne, der er stilbestemmende for denne periode.

3) ny stil  fra 1882 med genopdagelse af den farverige udsmykning.

Helge Søgaard fik sat fokus på det røde lertøj med sine undersøgelser i perioden 1940‑1958, men der skete en afgørende forskydning i forløbet, hvorved det dominerende landpottemageri ‑ herunder især Sorring‑området ‑ kom til at stå i skyggen af en generel bestemmelse af lertøjet og af købstædernes pottemagere. Helge Søgaard viser i sine afhandlinger, at udgangspunktet var Sorring‑lertøjet, men han foretog aldrig nogen selvstændig lokalhistorisk undersøgelse af forholdene ved Sorring. Helge Søgaard henviste konsekvent til Niels Asbæks lokalhistoriske undersøgelse og til de mere overordnede statistiske sammentællinger, f.eks. om forholdene i Gjern Herred. Helge Søgaard ser ikke ud til på nogen måde at have forsøgt at følge intentionerne op fra den første artikel fra 1940 med hensyn til at få afdækket forholdene ved Sorring.

Den museale udforskning vedrørende de røde potter med inddragelse af Sorring‑lertøjet har siden Helge Søgaard stået i stampe, og de efterfølgende afhandlinger står i afgørende gæld til hans forskning og tilgangsvinkel. Det drejer sig om Kai Uldall 1946 og 1959, Holger Rasmussen 1962, Peter Michaelsen 1985 og Marianne Ritzau 1986. 

2.3 Niels Asbæk og den lokalhistoriske tilgang

Niels Asbæk publicerede i 1924 artiklen "Pottemageriet på Sorringegnen" i Århus Stifts Årbøger. Som lærer i sognet var han velkendt med det daværende pottemagermiljø, hvilket også kom artiklen til gode. Niels Asbæk var klart inspireret af C. Nyrops grundlæggende skrift om pottemageriet fra 1882. Man kan med god ret hævde, at Niels Asbæk ønskede at udbygge C. Nyrops afhandling med flere lokalhistoriske oplysninger fra selve sognet.

C. Nyrop havde fastslået, at pottemageriet i Sorring i hvert fald var en kendsgerning allerede i 1779, da der dette år blev ført en principiel og vigtig retssag. Niels Asbæk ønskede at dokumentere, at pottemageriet i sognet havde aner en del længere tilbage i tid end 1779. Og begyndelsestidspunktet sættes til præcis 1700, hvor Peder Pottemager for første gang optræder i kirkebogen. Niels Asbæk fremsætter en udokumenteret og vidtløftig  ‑ og efter min mening forkert ‑ teori om, at sognets pottemageri  har sit udspring fra et pottemagermiljø ved Gjesing på Djursland.  Ved et ‑ omend ret begrænset lokalt kildemateriale ‑ finder Niels Asbæk flere navngivne pottemagere i sognet i 1700‑tallet, og på den baggrund mener han sig berettigede til at fastslå, at pottemageriet i Sorring var i "fuldt flor" i 1750 (s.9), og dets kulmination skete omkring 1870 (s.11). Der gives ingen systematiske oplysninger om antallet af pottemagere i perioden ud over oplysningen om, at håndværket var "i fuldt flor" 1750, at der var 40 pottemagere i Sorring i 1840, 70 pottemagere foruden håndlangere og lærlinge i 1870 og "nu"  kun 14 pottemagere i hele Dallerup sogn (s.9ff).

Niels Asbæk får i sin undersøgelse fastslået, at pottemageriet ved Sorring i hvertfald kan føres tilbage til omkring 1700, og at det er af et ganske anseeligt omfang. Der er i hans undersøgelse ingen udblik til de omkringliggende sogne eller det øvrige Jylland. Det er ikke Niels Asbæks ærinde.

Artiklen indeholder desuden en gennemgang af pottemageriets teknik, brænding og afsætning. Afslutningsvis gøres der nogle meget vidtløftige ‑ og i min sammenhæng ligegyldige ‑ betragtninger over det såkaldte "Gjesing‑fad" fra 1677, som Nationalmuseet lå ‑ og ligger ‑ inde med.

Niels Asbæk søgte at udbygge den eksisterende viden om Sorring‑pottemageriet med yderligere lokalhistoriske oplysninger. Hans resultater blev ukritisk optaget af den øvrige forskning på området. Niels Asbæks artikel blev den lokalhistoriske dokumentation i den museale forskning på området. Med henvisning til Niels Asbæk undlod f.eks. Helge Søgaard at undersøge de lokalhistoriske forhold i forbindelse med Sorring‑pottemageriet nærmere. Det har resulteret i tvivlsomme og misvisende konklusioner med hensyn til Sorring‑pottemageriet. Niels Asbæks artikel er nemlig ‑ alle dens fortrin til trods ‑ klart utilstrækkelig og på en række områder misvisende eller direkte forkert. Først i forbindelse med Silkeborg Museums fornyede interesse for emnet er der blevet stillet spørgsmålstegn ved Niels Asbæks oplysninger jvf. Keld Dalsgaard Larsen 1997 og Else Marie Lindblom 1998. 

Der findes nogle lokalhistorier fra området, men fælles for dem alle er, at pottemageriet ikke er særskilt behandlet. Chr. Heilskov og H.E. Jensen belyser pottemageriet i deres "Dallerup sogn" (1948) ud fra Niels Asbæks artikel. Alfred Kaae nævner meget kort, at der har eksisteret pottemageri i Låsby i hans "Låsby sogn" (1948). Derimod omtales pottemageriet ikke i de to lokalhistorier, som foreligger fra Linå sogn (E.Egeberg 1915f og H. Ilum Petersen 1953/1983). Flemming Birch har med et lokalt udgangspunkt undersøgt pottemageriet i Galten kommune. Det er en yderst interessant artikel, som eksplicit lader forstå, at Dallerup var hovedsognet for egnens pottemageri, hvilket også havde afgørende betydning for det lokale håndværk i den daværende Galten kommune (Flemming Birch 1982).

2.4 Louis Ehlers og andre

Louis Ehlers værk "Dansk lertøj" (1967) er fortsat det danske standardværk om de røde potter (det blyglaserede lertøj) i Danmark. Værket er resultatet af en samlers mangeårige indsamling af genstande, oplysninger og undersøgelser. Louis Ehlers har selv landets mest komplette samling af blyglaseret lertøj, og han har samtidig været vidt omkring på landets museer og hos private for at se og få beskrevet lertøjet.

Louis Ehlers skriver i sin indledning, at han har ønsket at få undersøgt og beskrevet det led i keramikkens historie, som manglede, nemlig det blyglaserede pottemageri (de røde potter) (s.9). Hans tilgangsvinkel er lertøj som folkekunst:

"Dette pottemageri har folkekunstens mest karakteristiske træk: den fantasifulde udforming og udsmykning af dagliglivets brugsting. Den frie udformning og de frit udførte dekorationer er ikke, som i byhåndværket, underkastet en bestemt stil, ofte er flere stilarter blandet sammen, og den fabulerende arbejdsmetode giver en bevægelse og uafbrudt forandring i udførelsen. Ikke to stykker folkekunst er nøjagtig ens, der er lige fra de helt små variationer til de helt store afvigelser fra egn til egn. En vigtig detalje i folkekunsten er anvendelsen af årstal, ejernavn eller initaler og ejerens hjemsted. Denne skik anvendtes også af pottemagerne, det er et specielt træk at anbringe stednavne på lertøj" (s.66).

Louis Ehlers værk er en fyldig præsentation af blyglaseret lertøj fra store dele af Danmark og Nordtyskland. Uden at være fuldt ud dækkende. Værket inddrager såvel købstadspottemageriet som landpottemageriet, men det er sidstnævnte, som er mest i fokus, og som tydeligvis har samlerens store interesse. Det skal nævnes, at en del af købstadspottemageriet hos Ehlers placeres under landpottemageri f.eks. Horsens‑stilen.

Louis Ehlers foretager ud fra det store overblik og imponerende genstandsmateriale ‑ hvoraf meget er gengivet i værket ‑ en dristig inddeling af lertøjet efter egne. Sorring indtager en central plads i værket:

"Dallerup sogn hvorunder Sorring hører .. Denne egn med de skovklædte bakker og små søer og bække, som løber ud i Gudenåen kaldes i 1800‑tallet for "Potteegnen", og alt lertøjet herfra kaldes under et for Sorringlertøj. Det var landets største pottemageregn, og i Sorring, hvor de fleste af pottemagerierne lå, var der næsten ved hvert eneste hus bygget et hvidkalket brændehus med tegltage i modsætning til andre landsbyer, som havde stråtage" (s.153).

Sorrings position fremgår også af Louis Ehlers oversigtskort s.6. 

Louis Ehlers værk er et imponerende pionerarbejde og utrolig indholdsrig og inspirerende. Dets styrke er dets sammenstilling af store dele af det bevarede lertøj og en dristig inddeling af egnsstile. Men dets oversigtspræg og dets folkekunst‑tilgangsvinkel nedtoner klart dets værdi i forbindelse med undersøgelse af Sorring‑lertøjet som et egnskarakteristisk landhåndværk. Louis Ehlers anvendte vedrørende Sorring‑lertøjet den eksisterende litteratur på området ‑ først og fremmest Niels Asbæk og Helge Søgaard ‑ med omhu og forsigtighed, men han bliver alligevel fanget af denne litteraturs begrænsninger.

Louis Ehlers har skabt et fantastisk grundlag, men undersøgelsen af de enkelte pottemageregne forestår fortsat. Og derefter vil det igen være nødvendigt at drøfte en samlet fremstilling af emnet på landsplan.

En række kyndige mennesker har behandlet det røde lertøj i deres område. Her kan nævnes Albert Thomsen: ”Pottemagere i Holbæk gennem 300 år” (1945), Anker Nørregaard: "Lertøj og pottemagere på Lolland‑Falster. Historisk tid" (1964), J. L. Østergaard Christensen: "Holbæk‑lertøj og Holbæk‑pottemagere" (1985) og Bodil Møller Knudsen: "Ildens værk. Pottemageriet i Horsens ca. 1650‑1950" (1997). Disse værkers  udgangspunkt er især købstæderne, mens landpottemageriet af mange gode grunde ikke er særlig fremtrædende.

Den hidtidige forskning ‑ Helge Søgaard ‑ har fremført, at Horsens‑lertøj ikke var at skelne fra Sorring‑lertøj. Bodil Møller Knudsen har i sit værk fokuseret på det materiale, som man med ret stor sikkerhed kan henregne til købstaden Horsens, hvorimod hun ikke er gået efter at undersøge forbindelseslinierne til Sorring‑lertøjet.

3. DE RØDE POTTER FRA SORRING

Som landhåndværk og museumsgenstande.

3.1 At få begyndt

De røde potter fra Sorring er altså et emne, som det har vist sig vanskeligt at indkredse, udforske og beskrive. Den hidtidige gennemgang har vist, at emnet af forskellige grunde nærmest forsvandt, når det skete i forbindelse med velkendte emner som industri, håndværk, folkekunst, binæring og husflid.

Silkeborg Museum har ønsket at taget emnet op igen ved en empirisk og museal undersøgelse ved at sætte fokus på dels pottemageriet i Sorring og dels museernes genstandssamling af det røde lertøj fra Sorring. Undersøgelsen vil bestå i en fornyet gennemgang af den hidtidige forskning og velkendte kildemateriale på området og ved inddragelse af nyt kildemateriale med det formål at kunne besvare en række spørgsmål i forbindelse med emnet.

I første omgang drejer det sig om at få indkredset fænomenet landhåndværk, få præsenteret kildematerialet og klarlagt spørgsmålene til emnet.

3.2 Landhåndværket 

En af forklaringerne på forskningens hidtidige vanskeligheder er den manglende fokusering på fænomenet "landhåndværk" i forskningen. Denne manglende interesse er også gået hårdt ud over en af de få større videnskabelige afhandlinger om fænomenet: Sven Henningens disputats fra 1944: "Studier over den økonomiske liberalismes gennembrud i Danmark. Landhåndværket". Det er stort set blevet forbigået af den senere forskning herunder også f.eks. af Mette Guldberg og Bjarne Stoklund.

Det er yderst beklageligt, idet Sven Henningen har skrevet en central og vægtig bog med perspektiver også til nutidens protoindustri‑debat. Først og fremmest dokumenterer Sven Henningen, at landhåndværket var markant til stede på landet, og at det spillede en væsentlig rolle i landets erhvervspolitiske udvikling.

"Den opfattelse kan således ikke opretholdes, at håndværket i Danmark i tiden indtil næringslovens gennemførelse omtrent udelukkende var at finde i købstæderne. Den foregående undersøgelse viser, at i de syv amter, spredt over hele landet, som må formodes at give et jævnt indtryk af forholdene, var landhåndværket det dominerende både i relation til befolkningstallet og i henseende til håndværkertallet. Det viser sig dog, at købstæderne forholdvis ‑ som man kunne vente ‑ har en større andel i det samlede håndværkertal, men det forrykker ikke væsentligt det indtryk, at de danske købstæder i håndværksmæssig henseende ikke havde et reelt grundlag for det monopol, de søgte at hævde" (Sven Henningen 1944 s.152).

"Det kan også konstateres, at landhåndværket endog flere steder var talrigere end byhåndværket. Den fremtrædende stilling skyldtes ikke mindst, at landhåndværket spillede en betydelig rolle i den før‑maskinelle industri. ... Derved var landhåndværket ikke alene en vigtig faktor i den fase af den industrielle udvikling, der blomstrede i det 18. og indtil midten af det 19. århundrede, det bidrog endvidere derved på afgørende måde til at underminere det gamle byhåndværk og laugsorganisationerne og var derved en medvirkende faktor til at bane vejen for den liberalistiske økonomis gennembrud" (Sven Henningen 1944 s. 46).

Sven Henningen benyttede især folketællingerne som kildemateriale til synliggørelse af landhåndværket. Han tog udgangspunkt i, at begrebet "husmand og håndværker" var en selvstændig håndværksmester, der boede i et hus, og som primært levede af håndværket. En sådan anvendelse af folketællingerne stred mod den gængse brug af materialet. Groft sagt havde ‑ og har ‑ forskere været meget tilbageholdende med at bruge erhvervsbetegnelserne fra folketællingerne vedrørende forholdet på landet ud fra en ide om, at på landet drev man landbrug, og hvad der derudover blevet opgivet var mere eller mindre tilfældigt.

Denne skepsis udtrykkes således af Bjarne Stoklund:

"Folketællinger er imidlertid et svigefuldt kildemateriale når det drejer sig om binæring; det har senere undersøgelser vist. Meget var overladt til listeførernes forgodtbefindende, og gårdmænds bierhverv er sjældent registreret". (Bjarne Stoklund 1998 s.23).

Jørgen Elklit har imidlertid i afhandlingen, "Folketællingen 1845. Metodiske problemer ved databehandling af et folketællingsmateriale" (1970), rehabiliteteret Sven Henningens tilgang til folketællingsmaterialet:

"Det vigtigste i denne sammenhæng er for så vidt kun understregningen af, at de foreliggende tal synes at bekræfte, at håndværkere på landet i stort omfang har boet i huse med lidt eller ingen jord. Herved bekræftes antagelsen af, at personer, der på folketællingslisterne står anført som "husmand og håndværker" (eller "husmand og daglejer") i langt de fleste tilfælde primært må have været håndværkere (eller daglejere) og ikke husmænd, der levede af jordbrug. At en lille jordlod i mange tilfælde har suppleret indtægten fra håndværket er meget sandsynligt, og at enkelte har haft relativt meget jord (for en "husmand") ændrer intet herved" (Jørgen Elklit 1970 s.84).

Jørgen Elklit medgiver kritikerne, at der er problemer med erhvervsangivelserne for byerne. Anderledes på landet: "Men på landet må det have været muligt ‑ i det store og hele ‑ og derfor må det være tilladeligt at bygge på præsternes vurdering. Denne bekræfter i alt væsentligt, at Henningens metode ikke med føje kan kritiseres på dette område ‑ netop fordi undersøgelsen kun vedrører landhåndværkerne" (Jørgen Elklit 1970 s.85).

Landhåndværkerne ‑ som hovedpersoner på landet med håndværk som primær beskæftigelse ‑ fandtes altså. Og der var væsentlig flere af dem, end man normalt får indtryk af i forskningen. Jeg har i denne undersøgelse ‑ inspireret af blandt andet Sven Henningens store men oversete værk  ‑ valgt at bruge begrebet "landhåndværk" om pottemageriet i Sorring.

Landhåndværk skal naturligvis ses i sammenhæng med de andre gængse betegnelser f.eks. husflid og bibeskæftigelse. Med landhåndværk lægges der vægt på, at det er et egentlig erhverv, et håndværk på landet, som for udøveren er det primære erhverv, og at agerdyrkningen er af sekundær betydning.

Ved anvendelse af begrebet landhåndværk er det imidlertid vigtigt at understrege, at landhåndværk indeholder to elementer: dels det af statsmagten ønskede håndværk på landet og dels håndværk på landet, som eksisterede på trods af lovgivningen. Statsmagten ønskede i den tidligere enevælde at værne om købstædernes erhvervsliv herunder håndværk ved at søge at give købstæderne monopol på de væsentlige håndværk. Det håndværk, som blev tilladt på landet, var tænkt som en støtte til den lokale landbefolkning.

I Christian Vs Danske Lov fra 1683 hedder det: "Ingen håndværkere må boe på landsbyen undtagen grovsmede, tømmer, bødkere, teglbrændere, pottemagere, som gør sorte potter, hjulmænd, murere, skindere, vævere, som væver vadmel, blår og hamplærred. Skrædere som syr vadmel, og de skomagere, som syr bøndersko".

Sorring‑pottemagerne var således ikke omfattet af det ønskede og lovlige håndværk ifølge 1683‑loven, idet det kun var pottemagere, som gjorde sorte potter, der var medtaget. Virkeligheden var imidlertid noget anderledes, idet produktion og salg af "de røde potter" fra Sorring stiltiende blev accepteret i perioden frem til 1827, hvor den tidligere skelnen mellem "røde" og "sorte" potter forsvandt i lovgivningen.

Landhåndværk er altså al håndværk på landet og ikke kun det håndværk, som var tilladt og ønsket af statsmagten.

3.3 Kildematerialet

At kildematerialet til belysning af landhåndværket i Dallerup sogn er spredt og svært tilgængelig skal ikke benægtes. Men det findes.

Folketællingerne for perioden 1787‑1940 er en vigtig kildegruppe i denne undersøgelse med hensyn til køn, antal, erhvervsstruktur, andre erhverv, boligforhold m.m. Der er ganske rigtigt problemer med anvendelse af folketællingerne, men at undlade at bruge dem med den begrundelse er absurd. F.eks. vil noget så simpelt som pottemagerens køn kunne aflæses gennem folketællingerne. Med hensyn til antallet af pottemagere gennem perioden, tyder alt på, at folketællingernes oplysninger må antages at være mindstetal. Else Marie Lindblom har i sin undersøgelse vist, at der kan påvises nogle flere pottemagere i perioden 1787‑1801, end folketællingerne giver udtryk for. Men når alle folketællingerne anvendes, vil man kunne aflæse tendensen over tid. Sven Henningensen og Jørgen Elklit har påvist, at man med fordel kan anvende folketællingerne til belysning af landhåndværket, og nærværende undersøgelse har kun bestyrket dette. Gennemgangen af de mange folketællinger er tidskrævende, men det er en nødvendighed, når det øvrige kildemateriale er så sporadisk, spredt og svært tilgængeligt.

Folketællingerne er gennemgået systematisk for Dallerup sogn i perioden 1787‑1940, og desuden er folketællingerne fra 1787, 1801, 1845 gennemgået for hele egnen ‑ Gjern Herred og store dele af Århus Amt ‑  foruden stikprøver i enkelte senere folketællinger.

Af andet arkivalsk kildemateriale er anvendt:

* Kirkebøgerne især deres til‑ og afgangslister. De giver et fint indtryk af øvrighedens vished om landhåndværket og om forbindelserne til og fra omverdenen. Det viser sig, at præsten sagtens kan kende forskel på en tjenestekarl og en pottemager.

* Kommercekollegiets industritabeller 1806‑1844.

* Forsikringsprotokol for Gjern hrd 1843‑1868, hvor man kan få et vist indblik i værdien af f.eks. pottemagerovnene.

* Branddirektoratet Århus og Skanderborg Amt. Visitationsprotokol. Her fandt jeg mødet den 2. maj 1843, hvor pottemagere fra sognet skal gøre rede for brandsikringen af deres ovne.

* Skattehovedbog for Gjern Hrd. 1869‑1871, som giver et lille indtryk af pottemageres eventuelle jordtillæg og skatteevne.

* Markedsprotokol for Oluf Marked i Århus 1834‑1845.

* Pottekører Anders Nielsens regnskabsbog 1871‑1921

Mange andre kildegrupper på Landsarkivet er gennemgået uden resultat. Else Marie Lindblom har i sin undersøgelse inddraget skifteprotokoller, fæsteprotokoller og kirkebøger, og hendes resultater inddrages.

Samtiden behandlede også forhold i Dallerup sogn, og det er en vigtig kildegruppe.

J.C. Schythe udgav i 1843 "Skanderborg Amt", som udkom i rækken af amtsbeskrivelser, som Det kongelige danske Landhusholdningsselskab havde taget initiativ til. J.C. Schythes amtsbeskrivelse er et kæmpeværk på 749 sider, hvilket givetvis har betydet, at det ikke ‑ som mange andre amtsbeskrivelser af væsentlig mindre omfang ‑ er blevet genoptrykt. Til gengæld er værket en unik kilde til erhvervsudviklingen og landhåndværket i amtet herunder også pottemageriet ved Sorring. J. H. Bredsdorffs amtsbeskrivelse af Århus Amt fra 1827 er inddraget. Denne amtsbeskrivelse er kun på 64 sider plus tabellariske oversigter. Her behandles landhåndværket pottemageri ikke med et ord. St.St. Blichers Viborg Amt (1839) behandler heller ikke det røde lertøj.

Af samtidens statistisk materiale er anvendt Statistisk Tabelværk 2. hæfte 1837, Statistisk Tabelværk 5. hæfte 1842, Statistisk Tabelværk 6. hæfte 1842 og Statistisk Tabelværk 10. hæfte 1846. Desuden er Trap Danmarks 1.‑5. udgave gennemgået.

Las Lassen var barnefødt i Dallerup sogn 1811, og han var lærer i Toustrup efter sin fader i perioden 1830‑1880. Las Lassen skrev omkring 1880 om menneskene i Toustrup og Sorring. Dette materiale giver et nært portræt af byerne og deres beboere. To af afhandlingerne er optrykt. Det drejer sig om "Tovstrup by og dens beboere fra omkring 1820 til 1880" udgivet i Århus Stifts Årbøger 1909, og desuden har barnebarnet T. Bundgaard Lassen udgivet dele af materialet i bogen "L. Lassen. Lærer i Toustrup 1830‑1880" (1927). Las Lassens manuskript om Sorring foreligger kun i håndskrift på lokalarkivet i Gjern under titlen "Sorring Bys Beboere for ca. 100 år siden", hvor Las Lassen i lighed med Toustrup‑beskrivelsen gennemgår beboerne i Sorring fra ca. 1800 til 1880.    

Silkeborgs distrikslæge C. Fibiger udgav i 1863 en bog om Silkeborgegnens sundhedstilstand, og her omtales ganske kort forhold i forbindelse med pottemageriet i Linå sogn.

Fra den sene periode af Sorring‑pottemageriet findes en række interviews med pottemagere. Nogle avisinterviews er inddraget i denne undersøgelse, og ligeledes er pottemager Thorvald Nielsens skriftlige optegnelser fra 1958 og et båndinterview med pottemager Knud Jensen fra 1982 inddraget. 

I forbindelse med undersøgelsen er foretaget to interviews med Signe Rasmussen og Gerda Eriksen, som begge kommer fra pottemagerslægter i Sorring.

Til en museal behandling af emnet blev der i forbindelse med undersøgelsen udsendt spørgeskema til samtlige statsanerkendte museer i Jylland og på Fyn, og jeg besøgte samtidig Nationalmuseet og gennemgik deres genstandsmateriale og optegnelser om emnet.

Spørgeskema‑besvarelser blev fulgt op af en række besøg på de museer, hvor der måtte formodes at være mest bevaret af Sorring‑lertøjet. Til grund for denne museale del af undersøgelsen er følgende museer besøgt og deres lertøj gennemgået: Nationalmuseet, Ehlers Samling i Haderslev, Den Gamle By i Århus, Odense Bys Museer, Give Egnens Museum, Kulturhistorisk Museum i Randers, Djurslands Museum i Grenå, Horsens Museum og Herning Museum. Silkeborg Museums egen samling af Sorring‑lertøj er naturligvis også inddraget.

Private ligger også inde med noget Sorring‑lertøj. Dette materiale er noget sværere at få oveblik over, men enkelte private genstande er under arbejdet blevet opsnuset og indgår i undersøgelsen. Lokalhistorisk Arkiv i Gjern Kommune har en mindre samling af især nyere lertøj fra Sorring, som også er gennemgået.

3.4 Spørgsmålene

Forskning er afhængig af kildematerialet og spørgsmålene til emnet. Nogen forskning nærmest styres af kildematerialet, mens anden forskning mere tager udgangspunkt i spørgsmålene til emnet. Spørgsmålene er vigtige ved al forskning. Uden spørgsmål ingen svar.

Jeg har i denne undersøgelse ønsket at stille nogle konkrete og empiriske spørgsmål vedrørende pottemagerne i Dallerup sogn og omegn:

* Hvor mange pottemagere fandtes i sognet og i omegnen gennem perioden?

* Hvordan var udviklingen i pottemagernes antal?

* Kan Dallerup sogn udpeges som udspring for egnens pottemageri?

* Hvordan var pottemageriets relationer til omegnens og købstædernes pottemagere?

* Hvilket køn var pottemagerne?

* Hvor boede pottemagerne? Gård, hus med eller uden jord?

* Havde pottemagerne andre indtægtskilder?

* Hvad kan der udledes om pottemagernes privatøkonomiske forhold?

* Hvilke betegnelser havde man inden for landhåndværket f.eks. svend, mester, lærling?

* Var pottemageriet et livserhverv?

* Var pottemageriet et sæsonarbejde?

* Hvordan var teknikken?

* Hvor stor var produktionen?

* Hvad producerede man?

* Hvem solgte lertøjet?

* Hvor blev lertøjet solgt?

* Gik pottemageriet i arv?

Bearbejdningen af materialet gennem disse spørgsmål vil give mulighed for at få et mere samlet indtryk af landhåndværket og for nye vurderinger ‑ og nye spørgsmål. Den hidtidige forskning og beskrivelse af emnet vil i forbindelse med undersøgelsen blive revurderet. På den baggrund vil det være muligt at give et mere dækkende billede af landhåndværket "de røde potter fra Sorring".

Undersøgelsen tager i vid udstrækning et lokalhistorisk udgangspunkt. Dermed kan spørgsmålene også konkretiseres. Og man kan lettere undgå almindelige generaliseringer, som udspringer af løsrevne historiske udsagn. Det har været intentionen at sætte fokus på landhåndværket pottemageri ‑ pottemagerne, håndværket og produkterne ‑ i Dallerup sogn. Det sker også ud fra et ønske om, at dette landhåndværk ikke som i den tidligere forskning pludselig glider ud af fokus for i stedet at indgå i nogle abstrakte og generelle sammenhænge.

Undersøgelsen er også en museal undersøgelse, der ønsker at tage udgangspunkt i de konkrete genstande og den museale forskning, som eksisterer på området. Der vil derfor også blive stillet spørgsmål på dette område:

* Hvor meget Sorring‑lertøj mener de danske museer, at de ligger inde med?

* Skelnes Sorring‑lertøjet fra det øvrige "røde lertøj"?

* Hvilke typer lertøj fra Sorring‑lertøjet er blevet bevaret på museerne?

* Hvilke træk kan karakteriseres som specielt typisk for Sorring? Med hensyn til udformning, dekoration, indridsning, farve, begitning og glasur.

På baggrund af den fornyede gennemgang af genstandsmaterialet vil Helge Søgaards stilinddeling og forskning igen blive diskuteret.

3.5 Afhandlingens videre opbygning

Afhandlingen har hidtil præsenteret emnet og tilgangsvinklen for undersøgelsen. Afhandlingens videre struktur er følgende:

* Dallerup sogn. Afsnit 4

* Pottemagerne i Dallerup sogn. Afsnit 5

* Pottemagercenter og potteegn. Afsnit 6

* Håndværket ‑ teknik. Afsnit 7

* Produktion. Afsnit 8

* Pottekørerne ‑ handel med Sorring‑lertøjet. Afsnit 9

* Sorring‑lertøj på de danske museer. Afsnit 10

* Diskussion om "Sorring‑stil" og Helge Søgaards stilinddeling. Afsnit 11

* Opsamling med samlet vurdering af landhåndværket pottemageri i Sorring frem til ca. 1950, revurdering af den hidtidige forskning og forslag til nye undersøgelser. Afsnit 12

* Sorring-traditionen fra ca. 1950 til i dag. Afsnit 13

* Museets arbejde med egnens pottemageri de seneste ca. 30 år. Afsnit 14

* Noter. Afsnit 15

* Litteraturliste. Afsnit 16

* Udvalgte avisartikler. Afsnit 17

* Appendix. Afrapportering af supplerende museal undersøgelse 2001. Afsnit 18

4. DALLERUP SOGN

Dallerup sogn består af tre byer: Dallerup, Toustrup og Sorring. Dallerup er sognets historiske udgangspunkt med kirke og et par større gårde, men i denne undersøgelses periode er Dallerup klart sognets mindste bysamfund. Toustrup var i 1700‑tallet sognets hovedby, og det var derfor ganske naturligt, at rytterskolen blev bygget i Toustrup i 1721. Sorring blev i 1800‑tallet sognets hovedby.

Sognet oplevede en stor befolkningstilvækst  frem til omkring 1900 og en forandring i beboelsesstrukturen.

Befolkningstallets udvikling:

1769: 413

1787: 417

1801: 385

1834: 744

1840: 807

1845: 856

1850: 927

1855: 1029

1860: 1080

1870: 1220

1880: 1278

1890: 1266

1901: 1392

1906: 1409

1911: 1290

1921: 1265

1930: 1230

1955: 1153

(Kilde: Statistiske Meddelelser. Folkemængden 1. februar 1911 i Kongeriget Danmark 1911 og Trap Danmark).

Det kan bemærkes, at befolkningstallet faktisk faldt i slutningen af 1700‑tallet, mens det steg voldsomt i perioden 1801‑1834. Fra omkring 1900 indtræder en stagnation og en vis tilbagegang i befolkningstallet.

I 1600‑tallet boede befolkningen på gårde ‑ halv‑ eller helgårde, men i løbet af 1700‑tallet og især i 1800‑tallet stagnerede antallet af gårde, mens hustallet ‑ med og uden jord ‑ steg eksplosivt. I løbet af 1800‑tallet flyttede flere og flere uden for de oprindelige bysamfund og ud på marken. Denne udflytning var især udpræget i Sorring.

Udviklingen kan skitseres ved at give en præsentation af sognets struktur i 1682, 1787, ca. 1810, 1857, 1880, 1900 og 1921:

Dallerup sogn 1682:

Dallerup: 5 gårde ‑ ingen huse.

Toustrup: 16 gårde ‑ ingen huse

Sorring: 9 gårde og 1 hus med jord.

Desuden et hus med jord uden for de nævnte bysamfund.

(Kilde: Henrik Pedersen: Det danske landbrug. Fremstillet på grundlag af forarbejder til Christian Vs matrikel 1688. (1928)).

Dallerup sogn ifølge folketællingen 1787:

Dallerup: 9 familier fordelt på 4 gårde og 5 huse

Toustrup: 46 familier fordelt på 15 gårde og 21 huse

Sorring: 42 familier fordelt på 15 gårde og 27 huse (6)

Toustrup 1804:

15 gårde, 9 huse med jord, 9 huse uden jord og møllen.

(Kilde: Las Lassen)

Sorring 1810:

15 gårde og 24 huse

På marken: 1 gård og 6 huse.

(Kilde: Las Lassen)

Dallerup sogn 1858:

43 gårde og 151 huse med og uden jord

(Kilde Trap Danmark)

Toustrup 1880:

18 gårde, 14 huse med jord og 31 huse uden jord.

(Kilde: Las Lassen).

Sorring 1881:

I selve byen: 12 gårde og 40 huse med og uden jord.

På marken: 6 gårde og 80 huse med og uden jord.

(Kilde: Las Lassen).

Dallerup sogn 1900:

46 gårde

178 huse med jord (tilsammen 45 td. hrtk.)

25 jordløse huse

(Kilde Trap Danmark 3. udg.)

Dallerup sogn 1921

46 gårde

225 huse med jord (tilsammen 48 td. hrtk.)

3 jordløse huse

(Kilde Trap Danmark 4. udg.)

Sognet var fæstegods under Frisenborg og Kalbygård. Gårdene blev relativt tidligt udskiftet, idet Toustrup allerede blev udskiftet i 1771 og Sorring i 1792. De første udskiftninger var dog elendige og uhensigtsmæssige og måtte senere gøres om. Sorring og Toustrup udviklede sig imidlertid forskelligt. Sorrings fæstebønder købte sammen med fæstebønder i Låsby og Flensted omkring 1800 i fællesskab Kalbygård og blev herved selvejere. Toustrups bønder købte derimod først deres gårde til selveje i 1850'erne.

Landbrugsjorden i sognet var noget blandet, men Toustrup‑gårdene havde noget ganske udmærket jord i indmarken. Det var imidlertid ikke velstand, som prægede sognet. Levevilkårene var fattige og nogenlunde ensartet. I folketællingen fra 1787 fremgår det, at hovedbeskæftigelsen ‑ når der ses bort fra agerdyrkning ‑ i Toustrup var betleri. Hele 15 hovedpersoner har dette som hovederhverv. Der var endda gradsforskelle inden for dette erhverv, idet der ved 13 kun er opført stillingen "betler", mens en mand betegnes som "betler og er meget fattig" og en enlig kvinde er "betler og er i ussel og kummerlige omstændigheder". Der var ikke så mange betlere i Sorring, men forholdene i denne by var bestemt ikke bedre end i Toustrup snarere tværtimod. Las Lassen giver Sorring følgende skudsmål: "Sorring var i den tid en af de elendigste landsbyer her omkring. Vel var der også fattigdom i naboegnen og simple bopæle, men ikke i den grad som i Sorring".

Gårdene var først i 1800‑tallet lerklinede om et fletværk af hasselgrene og med stråtag. Hvert forår skulle pigerne kline husene og lappe med ler rundt om i huset. Derefter blev væggene kalkede. Indendøre var gulvene lerstampede,  madlavningen foregik ved åbent ildsted, og jernkakkelovne fandtes kun få steder. I husene var det almindeligt, at rummet med det åbne ildsted også var familiens opholdsrum. Under måltidet spiste alle af samme store lerfad, mens man til fest brugte lertallerkner og selv medbragte kniv og gaffel. Den daglige kost karakteriseredes som værende tarvelig men nærende.

Mændenes klæder var af hjemmegjort vadmel, til daglig brugte de en kort trøje, mens de på rejser og til fest brugte kjoler. Næsten alle mænd gik i knæbukser. Kvinderne gik i hjemmegjort tøj simpelt men stærkt.

Sorring og Toustrup havde deres byhyrde til at tage sig af byens husdyr. Toustrup Skole var frem til 1835 sognets eneste skole, og læreren levede under samme forhold som sognets øvrige beboere. En lærer søgte omkring 1820 at få hævet befolkningens ydelser til ham, men det satte man sig bestemt imod med trussel om social udelukkelse af lokalsamfundet. Læreren troede, at han kunne overvinde denne modstand, men det viste sig umuligt, og lærerkonen fik overtalt sin mand til at bøje sig.

Frisenborg gods’ tilstedeværelse kan også aflæses ved, at det var godsejeren, som udnævnte sognets lærer.

Las Lassen overtog i 1830 efter sin far ansvaret for sognets skoleundervisning. Det var midt i den voldsomme befolkningstilvækst, og børnetallet lå på godt 100. Det var især Sorring, som leverede mange børn til skolen i Toustrup, og det blev derfor nødvendigt at bygge en ny skole i 1835 i sognets nye hovedby, Sorring. Ud fra Las Lassens optegnelser får man indtryk af et ganske barsk og hårdt miljø i sognet og især i Sorring. Korporlig afstraffelse var almindelig og kunne af og til være grotesk brutal. Befolkningens generelle holdning til skolegang var modvillig, og skolegangen var ustadig for mange af  børnenes vedkommende.

Beboerne opfattede Århus som deres købstad, og man vandrede gerne til denne by for at handle.

Las Lassen giver det indtryk, at hvis man passede sit landbrug og var flittig, så kunne man klare sig. Drikkeri var udbredt og noget af en tradition hos mange i sognet. Alt for voldsomt drikkeri kunne være årsagen til forarmning af familien. Las Lassens far ‑ sognets lærer frem til 1830 ‑ var selv drikfældig, og han sad gerne efter endt skolegang sammen med andre mænd, hvor de fik tiden til at gå med drikkeri, kortspil og fortællinger.

Det ser ud til at være ganske almindeligt med et alsidigt erhvervsgrundlag i sognet med agerdyrkning, uldforarbejdning, simebinding, kurvefletning m.m.  Samfundet ser på ingen måde ud til at være stationært, idet mange af beboerne er vant til at flytte rundt, prøve noget nyt herunder også rejse bort fra sognet enten på grund af kortere handelsrejser eller for altid.

J.C. Schythes amtsbeskrivelse fra 1843 omtaler flere gange Dallerup sogn, og hans generelle billede af sognet er, at det er et splittet sogn i opbrud. Udvikling inden for landbrugsområdet sker omkring Toustrup, mens Sorring ikke rigtig er inddraget i disse fremskridt. Sorring karakteriseres som en "meget stor by", og den er karakteriseret ved udparcellering og mange jordløse huse.

Den generelle tendens i 1800‑tallet er tvedelt udvikling i sognet, hvor Toustrup tidligere og mere massivt satser på agerdyrkning, mens Sorring bliver hovedbyen med den store befolkningstilvækst og med et meget stort landhåndværk i pottemageriet. Sognets fattiggård kom da ganske naturligt til at ligge i Sorring. 

Gårdene og husene skiftede udseende i løbet af 1800‑tallet. Måske sker den store forandring omkring 1840, hvor man i en protokol over brandforsikring kan se, at øvrigheden ønskede en væsentlig bedre brandsikring af bygningerne i forbindelse med pottemageriet. Dallerup sogn blev i slutningen af 1800‑tallet kendt for sine hvidkalkede grundmurede potte‑huse og de røde tegltage.

Pottemageriet satte sit præg på Sorring. Tidsskriftet "Hver 8. Dag" bragte i december 1907 følgende beskrivelse af Sorring:

"Man ser det straks, når man kommer ind i byen. Det ene hus efter det andet er overstænket, som det stod midt i den værste vinterpløre. Vægge, stolper, karme, ruder, døre ‑ alt er overklasket med blågråt ler, klinet over som vanærende vægge. Og udenfor husene står på brædder nylavede potter og fade opstillet til vindtørring. Vi holder udenfor et af de skidne huse...".

Det gamle håndværks position giver således byen et noget tvetydigt rygte. Sognet udviklede sig også med hensyn til landbrug, handel og bebyggelse.

                                         1838             1898                  1924

Heste                                160                  341                    356

Køer                                  290                 885                   1144

Andet kvæg                         96                 354                     918

Grise                                   26                 722                    2932

Får                                     873                 544                       68

(Kilde: Statistisk Tabelværk 1842  og Trap Danmark)

Befolkningen ernærede sig i 1838 også ved biavl, idet tabelværket oplyser, at der var 53 bistader i sognet. Hovedafgrøderne i 1838 var havre og byg, mens der blev dyrket noget rug, en lille smule boghvede, nogle rodfrugter og lidt hør. Foldudbyttet var 5‑6. 

Det moderne mejerilandbrug kom således i slutningen af 1800‑tallet til Dallerup sogn med satsningen på køer og svin. Sognet fik i 1908 eget mejeri, idet Horskilde Mejeri blev anlagt mellem de to hovedbyer Sorring og Toustrup. I perioden 1893‑1908 kørte sognets mælkeproducenter mælken til Korsvejens Mejeri i Låsby.

Den moderne udvikling i sognet kom også til sognet i form af missionshuse,  i begge hovedbyer i 1897, og forsamlingshuse i Toustrup i 1897 og i Sorring året efter. Afholdsbevægelsen kom til at stå stærk i sognet og især i Sorring, hvor forsamlingshuset var et afholdssted. Den lokale afholdsforening havde i mange år lærer Niels Asbæk som formand.

Sognet gennemgik i det hele taget en voldsom udvikling og udbygning omkring århundredskiftet med tre nye skolebyggerier: Soring i 1901, Toustrup 1902 og Toustrup Mark 1903.

Det lokale handelsliv fik ny struktur først i 1900‑tallet. Ifølge Trap Danmark 3. udgave fandtes der i 1900 kun en købmandshandel, og den lå i Toustrup. Billedet skifter radikalt frem til først i 1920'erne, hvor Sorring har fået hele 5 købmandshandler og en brugsforening, mens Toustrups udvikling er sket på Toustrup Mark, hvor der er kommet to købmandshandler, mens Toustrup by fortsat kun har en købmand.  

Las Lassen sammenlignede forholdene i sognet omkring 1820 og 1880, og udviklingen var ifølge den gamle lærer således: Gårdmændene var gået vældigt frem i velstand, og de var nu blevet meget selvbevidste. De havde fået fine manerer, hvilket slog igennem i deres forhold til tøj, bolig og syn på skolegang. Der var nu meget større forståelse for skolegangens betydning. Husmænd og jordløse havde derimod fået det værre i perioden, og de var nødt til at arbejde hårdt. De sociale forskelle var blevet markant større i løbet af århundredet.

Dallerup sogn nåede sit befolkningsmæssige højdepunkt omkring 1906‑11. Det skete nogenlunde samtidig med kulminationen på pottemageriets omfang i sognet. Udflytningen havde været massiv, og nye bebyggelser på marken voksede frem blandt andet Volstrup nordøst for Sorring. Volstrup‑bebyggelsen blev også præget af pottemageriet. Fra omkring 1906‑11 kunne sognet ikke absorbere befolkningstilvæksten, og man måtte søge til de større bysamfund. Pottemageriet havde været en af mulighederne for at forblive i sognet, men den mulighed blev mindre og mindre realistisk i større målestok herefter. 

Pottemageriet i sognet havde afgørende betydning for det fattige sogn i dets rivende udvikling i løbet af 1800‑tallet. Herom i det følgende.

5. POTTEMAGERNE I  DALLERUP SOGN

Pottemageriet  har med sikkerhed været drevet siden 1700. Det påviste allerede Niels Asbæk i sin artikel fra 1924, og Else Marie Lindblom har i sin forskning uddybet vort kendskab til pottemageriet i 1700‑tallet i sognet. Der er imidlertid intet belæg for at hævde, at sognets pottemageri var "i fuldt flor" omkring 1750. Folketællingernes tal giver et godt fingerpeg om udviklingen. Tallene giver en oversigt over personer, der i folketællingen er opført som pottemager, pottemagersvend, pottelærling og pottedreng. Derimod er pottekørere og pottehandlere ikke medtaget:

1787: 3

1801: 8

1834: 41

1840: 38

1845: 38

1850: 32

1860: 32

1870: 42

1880: 42

1890: 35

1901: 39

1911: 16

1921: 11

1930: 6

1940: 8

Gennembruddet kom altså først i perioden 1801‑1834. Kommercekollegiets industritabeller kunne tyde på, at gennembruddet faktisk først kom i 1830'erne. Industritabellen for 1831 angiver 12 pottemagere i sognet, mens industritabellen for 1841 angiver 30 pottemagere. Pottemagerne i folketællingen 1834 er relativt unge mænd, og erhvervets gennemsnitsalder var  på knap 30 år.     

Det er dog vigtigt at understrege, at der fandtes en pottemagertradition i Dallerup sogn i 1700‑tallet.

Helge Søgaard påviste i sin forskning, at pottemagerne i Gjern Herred fik indflydelse på købstadspottemageriet i 1700‑tallet i Århus og Horsens ved tilflytning. Else Marie Lindblom har udbygget dette aspekt eksemplificeret ved Christen Pedersen, Hans Reienholtsen og Jens Sørensen. Den hidtidige forskning har også påvist tilgang af pottemagere fra Fyn, hvor den vigtigste var Christian Jensen Borre, som blev gift i Sorring i 1794 og døde samme sted i 1829 67 år gammel.

Dallerup sogn havde således en pottemager‑tradition i 1700‑tallet med et center tilstrækkeligt velkendt til, at pottemagere kom til sognet, og pottemagere rejste fra sognet for at virke inden for håndværket andre steder. Denne kendsgerning retfærdiggør dog langt fra Niels Asbæks påstand om, at det lokale pottemageri stod i "fuldt flor" i 1750. Dette udsagn har først gyldighed fra omkring 1830.

Pottemageriet i sognet foregik i Toustrup og Sorring og med tiden på disse to byers marker. Derimod var der ingen pottemagere i Dallerup by. Noget kunne tyde på, at det lokale pottemageri tog sit udgangspunkt i Toustrup i 1700‑tallet. Sorring var imidlertid i perioden 1787‑1940 klart centret for sognets pottemageri, og det var en position, som blev mere markant i løbet af 1800‑tallet. I 1801 var der 5 pottemagere i Sorring og 3 i Toustrup, i 1840 var tallene Sorring 26 og Toustrup 12, og i 1890 var tallene Sorring 31 og Toustrup 4. 

Pottemageriet skabte basis for erhverv som "pottekører" eller "pottehandler". Gennem hele perioden nævnes i folketællingerne dette erhvervs hovedpersoner. De er dog langt fra så talrige som pottemagerne. I 1834 var der i Toustrup 5 pottekørere og i Sorring 6 pottekørere, i 1880 var tallene 2 i Toustrup og 5 i Sorring. Normalt er pottekører nævnt som eneste beskæftigelse i folketællingerne. Kun et par enkelte gange fremgår det, at pottekøreren også er pottemager. Andre kilder tyder imidlertid på, at pottemageren også tog ud som pottekører.

Den almindelige erhvervsbetegnelse for håndværket var pottemager. Og pottemageren i Dallerup sogn var en mand ‑ i modsætning til pottemageren ved "de sorte potter" som normalt var en kvinde. Der er dog en enkelt undtagelse, idet folketællingen 1880 nævner, at Karen Marie Sørensen, 63 år, er "husmandsenke, inderste, pottemagerske".

Betegnelsen pottemager er den brede fællesbetegnelse for håndværket i folketællingerne. At det er et fag med en læretid fremgår af erhvervsbetegnelsen "pottemagerlærling" eller "i lære som pottemager" o.lign. Der er dog meget få læredrenge i forhold til antallet af pottemagere.

Betegnelsen pottemagersvend er ikke nær så udbredt som "pottemagere", men der findes svende i faget gennem hele perioden. Karakteristisk for en pottemagersvend er, at han er ansat hos en pottemager og ugift. Den ugifte status er givetvis afgørende for status som svend. Der findes nemlig eksempler på "pottemagere" hos en pottemager, men i så fald er de normalt gift. Det findes med andre ord ingen gifte pottemagersvende, men derimod nok ugifte pottemagere.

Alderen ser ikke ud til at spille den store rolle. Der er et eksempel på en "pottemager" på 17 år, og der er pottemagerlærlinge over 20 år. Men normalt er pottemagere og pottemagersvende over 18 år, mens lærlinge kan være 15 og 16 år. Før man bliver lærling, viser folketællingerne, at det er almindeligt, at man først er "dreng" hos en pottemager. Først ved folketællingen i 1901 dukker betegnelsen pottemagermester op. Gennem perioden anvendes betegnelsen "medhjælper" af og til, men det er især i 1870‑folketællingen, at denne betegnelse er talrig.

Pottemageren arbejdede normalt alene på sit værksted. Pottemageri var en en‑mandsbeskæftigelse. Pottemageren boede i flere tilfælde til leje hos en person, men så længe husejeren (eller gårdejeren) ikke selv drev håndværket, bliver håndværkeren betegnet som pottemager. Men der kan også nævnes undtagelser, f.eks. Christian Bertelsen i 1834, der arbejder alene som "svend" hos en gårdmand.

Den selvstændige pottemager boede så godt som altid i et hus. Som ejer eller til leje. Folketællingen i 1801 omtaler nærmest demonstrativt alle sognets 8 pottemagere som "jordløs husmand og pottemager". Hovedreglen er klart, at pottemager‑betegnelsen står alene og ikke indgår sammen med andre stillingsbetegnelser. Der findes dog enkelte undtagelser. I 1834 omtales en "boelsmand og pottemager", og i 1880 omtaler folketællingen tre pottemagere som "avlsbruger og pottemager". Først i 1901‑folketællingen støder vi på fænomenet "gårdmand og pottemager". Pottemageren er i perioden først og fremmest husbeboer i et hus med eller uden jord. Det normale er et hus uden jord. Med Las Lassens ord: "Ejerne i de jordløse huse var mest pottemagere". Men der var en række mellemformer.

Pottemageriet var et erhverv, som gerne skulle sikre udøveren og dennes familie et udkomme. Kildematerialet giver det klare indtryk, at pottemageriet mere var præget af fattigdom end velstand. I forbindelse med en retssag i 1779 betegner pottemager Mogens Sørensen sig selv som "arm og fattig", og Else Marie Lindbloms undersøgelse af skiftet efter Mogens Sørensen bekræfter en sådan karakteristik.

J.C. Schythes amtsbeskrivelse giver et lignende billede, idet han nævner, at pottemageriet nok kan give en del beboere i Sorring deres udkomme, men når alderdommen kommer, "falder dog mange fattigvæsenet til byrde" (J.C. Schythe 1843 s.34).  Las Lassens beskrivelse af beboerne i Toustrup og Sorring ca. 1800‑1880 giver et lignende indtryk: mange pottemagere og pottekørere var fattige og sølle, hvilket dog ifølge Las Lassen for en stor dels vedkommende var selvforskyldt, da de ikke var tilstrækkelig flittige og var forfalden til druk. Las Lassen giver flere eksempler på relativ velstående pottemagere, men det fremgår, at det skyldtes, at disse pottemagere var flittige, passede deres arbejde, passede på pengene og holdt sig fra drikkeri. De fleste af de mere velhavende pottemagere havde også ifølge Las Lassens beskrivelse mulighed for en ekstra indtægt ved landbruget.

Else Marie Lindblom har undersøgt skifter fra de tidlige pottemagere. Det giver samme indtryk: Flere af pottemagerne var ganske fattige og efterlod sig intet til efterkommerne. Men der er undtagelser, og enkelte pottemagere opnåede en vis velstand. Anders Pedersen er et sådant eksempel. Det specielle ved Anders Pedersen er, at han kan spores tilbage til Pottegården i Toustrup, som givetvis var udgangspunktet for det lokale landhåndværk. Else Marie Lindbloms bearbejdning af skiftet tyder på, at Anders Pedersen også har tjent penge ved køb og salg af ting med tilknytning til landhåndværket, f.eks. bly. Måske var pottemageriet i Dallerup sogn i sin opstartsfase først i 1700‑tallet en succeshistorie, hvor familien fra Pottegården i Toustrup opnåede en vis velstand og dermed anseelse. Og måske skabte denne succes et eksempel, som andre tog op med det resultat, at de ‑ i det mindste langt de fleste ‑ nok opnåede et udkomme men ikke velstand.

De relativt velstående pottemagere ser ud til at have haft større muligheder for at inddrage agerdyrkningen som en bibeskæftigelse sammen med landhåndværket. Hvilket igen gav mulighed for at skifte erhverv fra pottemager til landbrug og omvendt.  De mange pottemagere i de jordløse huse giver indtryk af en vis fattigdom.

J.C. Schythe har i sin amtsbeskrivelse omtalt pottemageriet i Gjern Herred, og han drøfter forholdene sammenlignet med oplysningerne i Statistisk Tabelværk 1842, som omhandler forholdene i 1838. J.C. Schythe finder, at tabelværkets oplysninger svarer til hans egne iagttagelser. Der er dog den interessante nuance, at tabelværket opregner 36 "pottemagerier" i sognet, mens Schythe taler om 36 "ovne". Det gør en forskel om, det drejer sig om værksteder evt. uden ovn eller om værksted med ovn. J.C. Schythe nævner, at ikke alle pottemagere har egen ovn, og at de derfor må leje en ovn. Hvis Schythes oplysning om, at der i sognet var 36 ovne er rigtig, tegner der sig følgende billede sammenholdt med folketællingerne: pottemagerens værksted var med ovn, og selve eksistensen af et sådant værksted sikrede, at der var en håndværker af denne profession på stedet. Et sådant værksted var relativt bekosteligt, hvilket blandt andet kan ses i forsikringsoptegnelserne, hvor en potteovn er forsikret for op til 150 rigsdaler. Antallet af ovne skabte derved det stabile grundlag for håndværket, og sikrede også en vis ensartethed. En ekspansion af håndværket ville kræve bygning af flere ovne, mens et nogenlunde stabilt antal på 36 ovne ville resultere i et nogenlunde stabilt antal beskæftigede ved håndværket. Og det er faktisk også tilfældet ifølge folketællingerne i perioden 1834‑1901.

Hvis Schythe har ret i sin talangivelse vedrørende ovne i sognet, og hvis han har ret i, at mange pottemagere virker uden ovn, men må låne sig frem, så skulle man tro, at der var en del flere pottemagere i sognet end folketællingerne giver indtryk af.

Måske har Schythe uret. Måske er tabelværkets angivelse af "pottemagerier" blot en opgørelse af et selvstændigt pottemagerværksted med eller uden ovn. På den ene side virker det som om, at Schythe på egen hånd undersøgte forholdene med interesse. På den anden side virker det påfaldende, at antallet 36 svarer ganske godt til det gennemsnitlige antal pottemagere, som virkede ved håndværket gennem perioden ifølge folketællingerne.

I forbindelse med brandforsikring afholdtes der et møde i 1843 i Dallerup sogn, hvor 13‑14 pottemagere er til stede for at fortælle, om forholdene ved deres ovne er sikret efter de udstukne retningslinier. Er talstørrelsen 13‑14 det virkelige billede af antal ovne i sognet? Eller er det blot et tilfældigt antal pottemagere, som endnu ikke har fået ordnet deres forhold, mens andre pottemagere har fået sikret deres ovne?    

Ovnene har under alle omstændigheder været bestemmende for stabiliteten i håndværket. Ifølge folketællingerne er det således slående, at enkelte pottemagere bor og har værksted hos en gårdejer eller avlsbruger. Det må dreje sig om et pottemagerværksted med ovn, hvor ejeren ikke (længere) er beskæftiget med håndværket, men han ønsker at bibeholde aktiviteten, da produktionsapparatet står ledigt til brug.

I 1834‑folketællingen gives nogle eksempler på en pottemager, der har sit virke hos en hovedperson, som ikke er pottemager ‑ men lever af agerdyrkning:

Christian Bertelsen arbejder hos gårdmand Jens Olesen

Thomas Poulsen arbejder hos gårdmand Jens Nielsen Overgaard,

Johan Pedersen arbejder hos gårdmand Niels Sørensen Kand

Søren Laursen arbejder hos Jens Laursen, der lever af sin jord.

Klaus Thomsen arbejder hos Ole Frandsen, der lever af sin jord.

Mikkel Andersen arbejder hos Christian Andersen, der lever af sin jord.

Søren Sørensen arbejder hos Peder Nielsen, der lever af sin jord.

Gårdejer Jens Olesen har altså et værksted, hvor skiftende pottemagere har deres virke. I 1845 er det Peter Jensen og en pottemagerdreng, mens værkstedet i 1850 har hele to pottemagere nemlig  Niels Sørensen 27 år og Niels Jensen 24 år. 

Den ovennævnte pottemager Thomas Poulsen hos gårdmand Jens Nielsen Overgaard er i 1845 flyttet over i Jens Simonsens værksted. Pladsen her er blevet ledig, fordi Jens Simonsen selv har skiftet erhverv fra pottemageri (i 1834) til agerdyrkning. Det kan også gå den modsatte vej: ovennævnte Jens Laursen skiftede i 1845 ifølge folketællingen fra at være husmand (1834) til at være pottemager.

Der tegner sig altså følgende billede: I sognet findes en række værksteder med ovne, som fortsat er virksomme, selv om ejeren er overgået til andet erhverv (landbrug). Den mand, der holder værkstedet igang og arbejder her, betegnes som pottemager (i få tilfælde pottemagersvend) i folketællingerne. Det betyder dog ikke, at er man en gang pottemager, så er man altid pottemager. Nogle pottemagere arbejder inden for håndværket i årtier, mens andre starter som pottemager men skifter erhverv til agerdyrker.  Jens Simonsen er et eksempel. Peder Andersen er i 1834 optegnet som pottemager, mens han i 1845 står som "husmand og lever af sin jordlod".    

Nogle pottemagere skiftede altså erhverv og blev landmænd. Det var en mulighed for de pottemagere, som havde hus med jord. Derimod var pottemagere i huse uden jord mere bundet til deres håndværk. Enkelte pottemagere virkede gennem hele livet som pottemagere f.eks. Ole Simonsen, Toustrup. Han er opført første gang som pottemager i 1834, og herefter kan han følges i folketælling efter folketælling. At håndværket ikke har været en givtig forretning for Ole Simonsen antyder folketællingen i 1880, hvor der som hans eksistensgrundlag står "lever af folkenes gavmildhed".

Det er også muligt at følge pottemagere gennem generationer. Else Marie Lindblom har sandsynliggjort, at håndværkets lokale udspring var Pottegården i Toustrup, og at Peder Christophersens familie og efterkommere var inddraget i pottemageriet: sønnen Christen Pedersen (Horsens), sønnen Anders Pedersen, sønnesønnen Peder Andersen, oldebarnet Anders Pedersen (f.1765) og  tipoldebarnet Peder Andersen (f.o.1800). Anders Pedersen (f.1765) står optegnet som gårdmand og agerdyrker i folketællingerne, men stedets værksted bliver så holdt igang af andre. I 1834 nævnes, at en pottekører bor hos Anders Pedersen. Las Lassen omtaler Anders Pedersen som pottemager.

Der kan skimtes andre pottemager‑familier i folketællingerne:

Niels Sørensen pottemager 1801 ‑ sønnen Søren Nielsen (f.o.1792) ‑ sønnesønnen Peder Sørensen (f.o.1824).

Erik Christensen, gårdmand 1801 ‑ sønnen Peter Eriksen (f.o.1794) ‑ sønnesønnen Erik Pedersen (f.o.1824), oldebarnet Peter Eriksen (f.o.1856), tipoldebarnet Erik Peder Eriksen (1887‑1953) og tiptipoldebarnet Niels Eriksen (1918‑1975).

Simon Andersen, gårdmand ‑ sønnerne Ole Simonsen (f.o.1799) og Jens Simonsen (f.o. 1802) ‑ sønnesønnen Simon Olesen (f.o.1827) og oldebarnet Kristen Nielsen Simonsen (f.o.1859).

Vi kan her i et par tilfælde se, at pottemagerne udspringer fra en lokal gårdmandsfamilie. Det borger dog ikke for velstand, hvilket Ole Simonsen er et eksempel på jvf. hans triste eksistensgrundlag i 1880.

Familien Yde er ganske omfattende, og vi kan i folketællingerne følge pottemager Yde-slægten i flere generationer: Jens Laursen Yde (1807-1879), sønnerne Laurs Jensen  (1840-1881) og Knud Jensen (1849-1933), sønnesønnen Laurs Jensen (1883-1966) og oldebarnet Knud Jensen (1906-1990).

At der kan påvises pottemager‑familier gennem generationer er imidlertid ikke ensbetydende med, at det var det normale. For det tyder det ikke på. Det basale var, at der fandtes en række pottemagerværksteder, som skulle bemandes enten af en søn, en svigersøn eller en udefrakommende pottemager. Der var en ganske omfattende udskiftning blandt pottemagerne i sognet. Nogle blev agerdyrkere, andre flyttede ud af sognet. 

Det ser ud, som om landbruget fra slutningen af 1800‑tallet og i 1900‑tallet bliver et så attraktivt erhverv, at flere pottemagere end tidligere udnytter muligheden for mere ligeligt at kombinere landbrug og pottemageri eller helt at skifte over til landbrug. Niels Carl Rasmussen (f.o.1878) var udlært som pottemager i Sorring, han beretter om sin families udvikling fra pottemageri til landmænd: "Sorringhuset (på Frilandsmuseet) blev bygget af Niels Carl Rasmussens bedstefar i 1842, og det meste af pladsen i det optages af værkstedet, og de store ovne. Siden overtog sønnen det sammen med ejendommen på fjorten tønder land ‑ og Niels Carl Rasmussen skulle være vandret i familiens fodspor. Men så blev det bedre tider for landbruget, og ejendommen kunne pludselig svare sig". (Information 13. juli 1957).

Det er tankevækkende, at pottemagerne ifølge folketællingerne sjældent blev over 60 år. En pottemager var gerne en mand mellem 20 og 50 år. Det kan skyldes overgang til andet erhverv eller større dødshyppighed på grund af et usundt arbejdsmiljø.  

Der har været nogen diskussion om, hvor pottemagerne kom fra. Niels Asbæk havde en teori om, at det skyldtes tilvandring og indflydelse fra Gjesing sogn på Djursland. Det er der intet kildemæssigt belæg for. Else Marie Lindblom har i sin undersøgelse sandsynliggjort, at pottemageriet er vokset frem lokalt ud fra Pottegården i Toustrup omkring år 1700. Og det viser sig også ifølge 1845‑folketællingen, at ca. 80 procent af pottemagerne stammer fra Dallerup sogn. Derimod er der en væsentlig større procentdel udensogns blandt pottekørerne. Ifølge folketællingerne fremgår det generelt, at hovedparten af pottemagerne i Dallerup sogn er født i sognet.

6. POTTECENTER OG POTTEEGN

Sorring og østjysk pottemageri.

Helge Søgaard har i sin forskning ønsket at tale om "østjysk" pottemageri frem for "Sorring‑arbejder" med henvisning til, at der blev drevet pottemageri andre steder end lige netop i Sorring eller Dallerup sogn. I den tidligere forskning har man generelt henvist til Statistisk Tabelværk 5. hæfte 1842, hvor tallene for 1838 er følgende:

Gjern Herred med ialt 50 pottemagerier fordelt på følgende sogne:

Dallerup sogn 36 pottemagerier

Linå sogn 5 pottemagerier

Tulstrup sogn 3 pottemagerier

Røgen sogn 3 pottemagerier

Låsby sogn 3 pottemagerier

Og i Framlev Herred med ialt 7 pottemagerier fordelt på følgende sogne:

Storring sogn 4 pottemagerier

Galten sogn 3 pottemagerier.

Umiddelbart er der ingen tvivl om, at hovedcentret er Dallerup sogn med 36 pottemagerier ud af ialt 57 pottemagerier i hele "egnen".  Hvordan tegner billedet sig med hensyn til fremvæksten og den videre udvikling af håndværket på egnen?

Med "egnen" menes her Gjern Herred og de nærliggende områder fra Framlev Herred og Århus Amt iøvrigt. Alle sogne nævnt i det følgende er blevet kontrolleret for hele perioden. Når der således ikke er nævnt nogle pottemagere i Galten eller Storring under oversigten fra 1787‑folketællingen, skyldes det, at der ikke er nævnt nogle pottemagere i sognet i den pågældende folketælling.

Pottemageriet på egnen udviklede sig således:

1787‑folketællingen:

Dallerup sogn 3 pottemagere

Linå sogn: 1 pottemager

Skørring sogn (Framlev Herred): 1 pottemager

Ellers ingen pottemagere på "egnen".

1801‑folketællingen:

Dallerup sogn: 8 pottemagere

Linå sogn: 3 pottemagere

Skannerup sogn: 1 pottemager. Iøvrigt den velkendte fynbo Christian Jensen Borre, som få år senere igen flyttede til Sorring, hvor han virkede frem til 1829.

Sporup sogn: 1 pottemager og en læredreng

Galten sogn: 1 pottemager

Skørring sogn: 2 pottemagere

1840‑folketællingen:

Dallerup sogn: 38 pottemagere

Linå sogn: 5 pottemagere

Røgen sogn: 3 pottemagere

Veng sogn: 1 pottemager

Tulstrup sogn: 8 pottemagere

Galten sogn: 6 pottemagere

Storring sogn: 3 pottemagere

Ved en gennemgang af Trap Danmarks to første udgaver og ved stikprøver i folketællingerne kan vi få en fornemmelse af pottemageriets udvikling på egnen:

Linå sogn: Trap Danmark nævner i 1860 og 1879 pottemageriet i sognet og sidestiller det med træskomageriet. Distriktslægen C. Fibiger oplyser, at der er 8 pottemagere i Linå sogn i 1860 (C.Fibiger 1863 s.150). I folketællingen i 1901 findes ingen pottemagere i sognet.

Røgen sogn: Trap Danmark 1860 nævner intet om pottemageri i sognet, mens 2. udgaven i 1879 nævner pottemageriet som et af beboernes erhverv. I folketællingen 1890 findes ingen pottemagere i sognet.

Låsby sogn: Trap Danmark nævner pottemageriet i 1. udgaven i 1860, mens det ikke nævnes i 2. udgaven i 1879. Alfred Kaae oplyser i sin sognehistorie, at der i 1880 var 6 pottemagere og i 1890 2 pottemagere i sognet.

Sporup sogn: Trap Danmark nævner først pottemageri i sognet i forbindelse med 2. udgaven i 1879. I folketællingen i 1890 er der 1 pottemager i sognet (i Farre).

Tulstrup sogn: Her findes en vis pottemagertradition i tidsrummet 1837‑1870 koncentreret omkring byen Jaungyde. I folketællingen i 1870 nævnes 4 pottemagere i sognet, men håndværket ser herefter ud til at sygne hen, og i folketællingen i 1890 nævnes ingen pottemagere i sognet.

Galten, Storring m.m.: Trap Danmark 1860 oplyser, at Galten sogn har 6 pottemagere og Storring sogn har 2 pottemagere. Flemming Birch sammenfatter i sin artikel om pottemageriet i den daværende Galten kommune med lokaliteterne Galten, Storring, Skjørring, Sjelle m.m.: "Men ellers ser det ud, som om der i kommunens byer kun er 2‑4 aktive pottemagere i perioden frem til slutningen af 1830‑erne. Derefter stiger antallet i hele kommunen. .... I Galten og Høver er antallet nogenlunde konstant frem til 1860erne, hvorimod antallet i Skjørring stiger frem omkring 1870 til op i 1890‑erne". Ifølge Flemming Birch kulminerede pottemageriet i Galten by omkring 1860‑1870. 

Gennemgangen af pottemageriet i de østjyske sogne dokumenterer to forhold: På den ene side er det en uomtvistelig kendsgerning, at der har været drevet pottemageri i flere af sognene. På den anden side er det lige så uomtvisteligt, at hovedcentret gennem hele perioden var Dallerup sogn og især byen Sorring. Dallerup sogn var egnens pottemagercenter med hensyn til opkomst, omfang og kontinuitet.

Dallerup sogn blev også oplevet som det absolutte pottemagercenter af den grund, at pottemageriet var så dominerende i sognet ‑ og især i Sorring. Helge Søgaard gør lidt grin med, at Edv. Egeberg kan skrive en omfattende sognehistorie om Linå uden at nævne pottemagerne med et eneste ord. Og det kan da også virke mærkeligt. Men her skal nævnes to forhold, som har spillet ind: I Linå  var det  først og fremmest træskomageriet, som var sognets totalt dominerende landhåndværk. Eksempelvis virkede 5 pottemagere i Linå sogn i 1845, mens der samme år var 51 træskomagere i sognet. Pottemagerne synede simpelthen ikke ret meget i sognet ‑ hverken indadtil eller udadtil. Desuden var pottemageriet i Linå sogn koncentreret i byen Mollerup, og Edv. Egeberg var så afgjort fra sognets hovedby Linå, og herfra kunne man måske lettere glemme nogle detaljer fra Mollerup.

Pottemageriet i Tulstrup stod også i skyggen af træskomageriet. I 1845 var der 8 pottemagere mod 26 træskomagere.

Dallerup sogns erhvervsfordeling var altså smallere end de øvrige samfund på egnen koncentreret omkring agerdyrkning og pottemageri. Andre steder var det især træskomageriet, som var det store lokale landhåndværk, men også andre landhåndværk her gjorde, at det lokale pottemageri ikke synede af noget "egnskarakteristisk". Det gjorde pottemageriet derimod i alle henseender i Dallerup sogn og især i Sorring. 

Dallerup sogn var i hele perioden egnens pottemagercenter. Hvis man ser geografisk på det, er det kendetegnende, at egnens øvrige pottemageri var stærkest og mest sejlivet nærmest ved centret. I Linå sogn var dette sogns pottemagerområde Mollerup, som ligger direkte op til Sorring. Røgen, Skjørring og Flensted (i Låsby sogn) ligger også ganske tæt på Dallerup sogn. Galten, Storring og Tulstrup ligger noget fra Dallerup sogn, men man har i hvertfald været i jævnlig kontakt med Galten, idet man købte ler her.

Ifølge folketællingerne skimtes, at pottemagercentret i Dallerup sogn var i livlig kontakt med andre dele af egnen. En del pottemagere fra egnen slog sig ned i Sorring, en del fandt sig en ægtefælle fra den nære omegn osv. Samme indtryk får man også ved at undersøge kirkebogens til‑ og afgangslister:

Kirkebogens tilgangsliste 1814‑1862:

1820: pottemager Johan Jørgen Møller, 57 år med hele familien fra Ebeltoft.

1832: pottemagersvend Peder Andersen fra Voel sogn.

1836: pottemagersvend Peder Jensen, 23 år fra Tulstrup

1837:  pottemager Herman Nielsen, 26 år med familie fra Røgen

1837: pottemager Peder Sørensen, 39 år fra Røgen

1841: pottemager Jens Peter Jensen, 21 år fra Sjelle.

1841: pottemager Jørgen Sørensen, 31 år med hustru fra Røgen

1844: pottemagersvend Christiansen, 21 år fra Holme.

1847: pottemager Niels Sørensen, 24 år vist fra Røgen

1847: pottemager Rasmus Pedersen, 25 år har været i Flensted og Tulstrup.

1850: pottemager Laurs Christensen, 26 år fra Røgen

1854: pottemager Niels Jensen, 27 år fra Låsby.

1856: pottemager Niels Sørensen, 33 år fra Låsby.

Ialt tilgang 13 med udtrykkelig tilknytning til pottemageriet.

Kirkebogens afgangsliste 1814‑1862:

1827: pottemager Peder Mortensen, 28 år til Røgen

1827: pottemagerlærling Jørgen Sørensen til Røgen

1833: pottemagersvend Jens Johansen, 25 år til Galten

1834: pottemager Mikkel Andersen, 34 år til Farre

1836: pottemager Peder Sørensen, 38 år til Skjørring

1838: pottemagersvend Lars Jensen, 20 år (uden angivelse af rejsemål)

1840: pottemager Jens Jensen, 24 år med hustru til Jaungyde

1840: pottemager Peder Sørensen, 42 år til Rohde

1840: pottemagerlærling Jens Peter Rasmussen, 18 år til Rohde.

1841: pottemager Christian Bertelsen, 29 år til Voel

1842: pottemager Jørgen Sørensen, 32 år med hustru til Skjørring

1844: pottemager Niels Nielsen, 25 år til Voel

1845: pottemager Niels Jensen, 28 år til Gødvad

1852: pottemager Christian Nielsen, 25 år til Låsby

1852: pottemager Niels Jensen, 26 år til Låsby

1852: pottemager Niels Sørensen, 30 år til Låsby

1853: pottemager Andreas Eriksen, 28 år til Farre

1853: pottemagerlærling Jens Peter Eriksen, 19 år til Farre

1854: pottemager Anders Jensen, 24 år med hustru til Voerladegård

1854: pottemager Herman Nielsen, 43 år til Galten

1855: pottemager Anders Sørensen, 36 år med hele familien til Låsby

1856: pottemager Niels Peter Jensen, 34 år med hele familien til Mollerup

1862: pottemagersvend Ole Rasmussen, 22 år til Galten.

Altså afgang for 23 med udtrykkelig tilknytning til pottemageriet.

Til‑ og afgangslisterne tyder på en ret nær kontakt mellem centret i Sorring (Dallerup sogn) og den omkringliggende egn. Listerne viser også, at pottemagere kunne være nødsaget til at flytte gentagne gange for at få beskæftigelse. Pottemager Peder Sørensen rejste i 1836 til Skjørring, men han kom tilbage til Sorring fra Røgen allerede året efter. Pottemager Jørgen Sørensen kom i 1841 til Sorring med hustru og børn, men familien måtte allerede året efter flytte til Skjørring.

Dallerup sogn – ved byerne Toustrup og især Sorring – var egnens absolutte pottemagercenter. Det er misvisende at udviske den kendsgerning ved at tale om "østjysk" pottemageri. Dallerup sogn var bar kontinuiteten og dynamikken i egnens pottemageri.   

7. HÅNDVÆRKET

Produktionen af de røde potter foregik ved en drejeskive, håndværkeren var en mand, og brændingen foregik i en muret ovn. Dette var i klar modsætning til de sorte potter, hvor pottemageren var en kvinde, der ikke anvendte drejeskive, og hvor lertøjet til sidst blev brændt i en mile, som netop sikrede den sorte farve på de "sorte potter".

J.C. Schythe gav i sin beskrivelse af Skanderborg Amt fra 1843 en beskrivelse af håndværket: Leret fandtes delvist i sognet, men meget måtte købes i Galten by, kiseljorden til glasuren kom fra Sminge. Leret samledes i en stok og lå vinteren over. Når pottemageren gik igang med leret, blev det æltet igennem ved hjælp af stokke, findeltes ved knive for at blive renset og æltet med hænderne. Selve formgivningen skete ved en drejeskrive: "på skiven, der i horisontal stilling sættes i en rask omdrejende bevægelse med foden". Bagefter stilledes karrene til tørre. Glasuren dannedes af blyaske og kiseljord og fremstilles til pulver. Glasuren strøes på i pulverform på de lettere fugtede lervarer. Til sidst foregår brændingen i en ovn. J.C. Schythe advarede i sin beskrivelse mod blyglasuren.

J.C. Schythes beskrivelse giver et fint billede af håndværket. Men sammenholdt med andre kilder kan gives en lidt mere udførlig beskrivelse:

Sorring‑lertøjet består af en blanding af blå‑ og rødler, og en kilde nævner, at forholdet var 2:1. Der fandtes rødler i Dallerup sogn, mens man måtte hente blåleret i Galten, Nørre Vissing eller evt. i Tulstrup helt frem til ca. 1920. Leret stod i en bunke (stokken) vinteren over. Rød‑ og blåleret blev æltet sammen. Tidligere skete det ved stokke og fødderne, men i anden halvdel af 1800‑tallet foregik denne æltning i den hestetrukne æltemaskine. Derefter foregik en rensningsproces, hvor man med en rund båndkniv høvlede tynde skiver af lerbunken for herved at rense leret for urenheder. Var leret alt for urent kunne det komme på tale at slemme leret og rense det gennem en si. Pottemageren æltede det rensede ler grundigt igennem  på et bord med sine hænder. Selve formgivningen skete på drejeskiven med hænderne. Under processen skulle hænderne jævnligt dyppes i vand, så hænderne let kan bearbejde det våde ler. Faconen blev rettet til med en såkaldt bækkeldrøwl (drejeskinne), før leret blev skåret fri fra drejeskiven med en tynd kobbertråd. Lertøjet blev herefter sat til side til midlertidig tørring på de såkaldte dejgstænger under loftet. I en senere tid tales om, at lertøjet sættes til tørre i desen. Desen er det stativ, som brættet med det “våde” lertøj bliver sat ind i under loftet. Lertøjet skulle tørre, til det fik en læderagtig konsistens, og blev så taget frem igen til videre bearbejdning. Nogle emner blev nu "beløvet", afpudset for overflødig ler. I denne læderagtige tilstand satte pottemageren de løse dele som øre, hanke, låg, tæer m.m. på emnet. Lertøjet blev derefter igen sat til en tørring, indtil det skulle begittes dvs. overhældes med en rødler‑ eller pibeleropløsning. Når begitningen var nogenlunde tør, påmaledes en udsmykning ved en pensel eller ved et kohorn med en fjerpen i spidsen. Og så skulle lertøjet igen tørres! Pottemageren kunne indimellem tørre lertøjet udenfor, men det var vigtigt, at man ikke satte det “våde” lertøj direkte i solen. Lertøjet tålte først stærk sollys, når det havde en vis tørringsgrad. Inden brændingen påførtes så glasuren.

Brændingen skete i en ovn stor nok til, at man kunne gå inden i den ‑ typisk på ca. 6 kvadratmeter. Lertøjet stabledes omhyggeligt og tæt. Det måtte dog aldrig blive så tæt, at glasuren var i fare for at rende sammen med de andre lervarers glasur. Når lertøjet var stablet, blev ovnen lukket, og fyringen skete gennem tre fyringshuller foran. Det var traditionelt bøgetræ, som anvendtes, men der kunne også bruges birketræ til fyringen. Til at begynde med blev der fyret forsigtigt med store stykker brændsel, men til sidst fyredes der op med mindre brændselsstykker, så temperaturen steg voldsomt op til 900‑1000 grader. Selve brændingen tog 24‑36 timer, hvorefter ovnen stod 1‑2 døgn, før den blev åbnet.

Glasur‑teknikken ændrede sig omkring 1880'erne fra "den tørre glasur" til "den våde glasur". Schythe gav i 1843 en beskrivelse af den "tørre glasur"‑fremstilling: "Glasuren dannes af blyaske, (iltet bly) og kiseljord. Hin tilberedes ved at holde bly smeltet på en lille flammeherd, der befinder sig under ovnhyttens tag i den ene side af skorstenen: man omrører stadigt det smeltede bly, indtil det, ved at gå i forbindelse med atmosphærens ilt (..) har forvandlet sig til en grå, pulverformig masse. Kiseljorden købes i form af hvide, meget lette, med plantelevninger gennemvævede tørv fra Sminge by i Tvilum sogn. ... Efter den er fint malet og sigtet eller "timset", som det kaldes af jyderne, for at befries for de indblandede plantedele, mænges den omhyggeligt med blyasken i et forhold af 4 skpr. farve mod asken af 5‑6 lpd. bly, og dette pulver strøes på de lufttørrede lervarer, efter at de forud er svagt vædede, for at kunne fastholde pulveret. Derpå indsættes karrene i ovnen til brænding, hvorved leret sammensintrer, men pulveret smelter til et glas, der overtrækker karrene". (Schythe 1843 s.725f).

Niels Asbæk gav i sin beretning følgende korte beskrivelse af "den våde glasur": "Glasuren er en blanding af blyaske, knust flint og lidt melklister. Den kaldes "mynje" og har en rustrød farve, Glasuren stryges ikke på lerkarrene, men hældes i dem med en ske, og så drejes de i hånden, så glasuren fordeler sig jævnt over det hele. Dette arbejde kræver ikke så lidt behændighed, hvis det skal lykkes". (Silkeborg Avis 29. juli 1927). Inden for denne overordnede beskrivelse af "den våde glasur"‑fremstilling var der dog ifølge kildematerialet ret store variationer fra værksted til værksted.

Peter Mikkelsen (f. omkring 1880) gav følgende opskrift: ""Efter malingen skal glasuren påføres. Den laver vi hos os af 2 pund flormel, 6 pund malet flintesten, 25 pund blymønje og noget saksisk pibeler. Det sidste skal til, for at farven ikke skal flyde ud, når den kommer på fadet og bliver brændt på. Glasuren hældes direkte op i fadet, der bevæges rundt, så hele den indvendige flade er dækket af glasur, der derpå hældes af igen" (Aften‑Posten 31.december 1953).

Knud Jensen (f.1906): "Her i Sorring holdt man op med at lave glasur selv omkring 1890. Derefter købte man blymønje fra Tyskland og England. Min bedstefar har fortalt, at det var en tysk svend på rejse, der lærte folk i Sorring "den våde glasur". Den blev rørt om med melklister, for der skal været noget, som klistrer glasuren til tingene. Et eksempel på blandingsforholdet er: 3 kg tør mønje, 3 kg flint, (fin malet sand), 3 kg. slemmet ler og melklister" (Knud Jensen 13. august 1982).

Allerede J.C. Schythe advarede imod blyglasuren i forbindelse med lertøj, der skulle i berøring med madvarer. Datiden var opmærksom på problemet. Egnens distrikslæge C.Fibiger var også bekymret, og han foretog en undersøgelse, hvis resultat udkom i 1863. Han kom til den overraskende konklusion, at blyglasurens skadelige virkninger var overdrevet:

"Jeg har ovenfor omtalt de chroniske forstoppelser, som er så hyppige blandt bønderne, og har tidligere troet, at disse blyglaserede lerkar, hvis brug er så almindelig, kunne have nogen skyld deri, men jeg har atter forladt denne ide, fordi jeg har set habituel forstoppelse blandt mange patienter, hvor det var umuligt at tilskrive den bly i fødemidlerne, og fordi der aldrig, hverken blandt pottemagerne selv eller andre steder på egnen, har vist sig noget udtalt tilfælde af blyforgiftning. Når disse kar altså er gamle, sprukne og slet forarbejdede, er deres anvendelse næppe aldeles uskyldig, men det kan ikke sættes som regel, .." (C.Fibiger 1863 s.151).

Før glaseringen blev de røde potter "begittet". J.C. Schythe har ikke denne proces med i sin beskrivelse af håndværket i 1843. Begitning sker ved, at lertøjet overhældes med en rødler‑ eller pibeleropløsning. Thorvald Nielsen har givet følgende beskrivelse af processen:

"når de (lertøjet) så er "beløvne", skal de "begittes" ved, med en stor ske at hælde begitningen op i  fadet og dreje det rundt i hånden og hælde resten af igen, ... Begitningen laves dagen før på den måde, at rødler sættes i blød natten over i en tønde, hvorefter det røres op med en stav, til det er en passende vælling, så hældes det op i en almindelig hårsigte og slåes igennem den ned i en spand, derefter igennem en sigte med sigteflor for at holde alle urenheder væk ned i "begitningsbakken", til sidst kommes dodenkop i passende mængde, eftersom fadene så bliver begittet sættes de på fjælen..." (Thorvald Nielsen 6. oktober 1958).

Knud Jensen omtalte begitningen på følgende vis: "I al den tid jeg kan huske, har vi fået pibeler fra Tyskland, Sachsen, til begitning. Tingene blev dyppet ned i det slemmede pibeler, og så skulle det tørre igen, så man kunne røre ved det. Derefter brugte vi igen pibeleret til at dekorere med, det blev indfarvet med oxyder. Det skete ved pensel eller kohorn. Vi begitter for at få en "hvid overflade", så vi får en mere hvid skærv" (Knud Jensen 13. august 1982).

Pottemageriet i Sorring var ikke et håndværk i traditionel laugsmæssig betydning. Kildematerialet giver få vidnesbyrd om læretid, svendeprøver endsige mesterprøver. Pottemageriet var et landhåndværk med en vis oplæringstid.  Folketællingerne nævner "pottemagerdrenge", "pottemagerlærlinge", "pottemagersvende" og "pottemagere". Først i 1901 omtales en pottemager som "pottemagermester".

Ud fra folketællingerne kan skimtes følgende oplæring og "karriere" for at blive pottemager: man starter som arbejdsdreng (pottedreng evt. medhjælper). Alderen er gerne 15‑17 år. Næste trin er  pottemagerlærling, og alderen er normalt 16‑18 år, men der kan også findes eksempler på "gamle" lærlinge over 20 år. Indtrykket er, at læretiden er et par år. Man kan nemlig finde pottemagersvende og pottemagere på 17 år og op efter. Det skal dog nævnes, at der  er relativt få pottemagerlærlinge opført i folketællingerne. Det er normalt at hævde, at sønnerne blev oplært hos deres far i faget, og det er der da også eksempler på. Men der er også eksempler på, at en pottemagersøn stod i lære hos en anden pottemager i byen. Efter læretiden blev man så pottemagersvend og pottemager. Om man benævnes pottemagersvend eller pottemager er ‑ som tidligere omtalt ‑ først og fremmest et spørgsmål om ægteskab eller ej. Pottemagersvendene rejste gerne lidt rundt mellem værkstederne for at have stadigt arbejde.

Peter Mikkelsen (f.o.1880) begyndte med pottemageriet o. 1896. Han er en af de få, som har berettet om sin "karriere" inden for faget, og hans beretning stemmer godt overens med det indtryk, folketællingerne efterlader: Startede som 16‑årig som arbejdsdreng (medhjælper) hos en lokal pottemager, efter et års tid i lære hos Jens Nielsen i Låsby, derefter svend i nogle år: "Jeg arbejdede som svend hos forskellige pottemagere i Sorring, en overgang således hos ikke mindre end tre på en gang. Det kan altså lade sig gøre at tjene mere end en herre. Jeg arbejdede to dage om ugen hos hver af dem, og daglønnen var 4 kr., så det blev en hel pæn ugeløn efter datidens forhold" (Aften‑Posten 31.12.1953). Efter nogle år nedsatte Peter Mikkelsen sig som selvstændig pottemager med eget værksted.

Enkelte vidnesbyrd findes dog på en læretid, som kan minde om andre håndværksuddannelser.

I Museum Silkeborgs arkiv findes et svendebrev på officielt papir med stempel for Niels Chr. Nielsen, Silkeborg. Svendebrevet melder kort og godt, at Niels Chr. Nielsen har stået i lære hos sin far, pottemager Jens Nielsen, i perioden 1. november 1893 – 1. november 1897. Niels Chr. Nielsen (1879-1973) var rundet af Sorringtraditionen men virkede hele sit liv som pottemager i byen Silkeborg.  

Nationalmuseet har ‑ noget tilfældigt ‑ en optegnelse om pottemager Ole Peder Olesens karriere i faget. På et registreringskort på et "bækkeldrev"  (1026‑1943) gives følgende oplysning: Ole Peder Olesen (f.1880) kom i  lære hos pottemager Peder Eriksen, Sorring, omkring 1896 og her havde en læretid på 4 år. Ole Peder Olesen var svend i et års tid ‑ formodentlig hos Peter Eriksen. Herefter arbejdede Ole Peder Olesen som pottemager hos en række mestre samtidig med, at han drev landbrug frem til 1923, hvor han nedsatte sig som selvstændig mester.   

Var pottemageriet i Sorring sæsonarbejde? Det er der mærkværdigvis aldrig nogen, som har taget op til behandling. Noget tyder på, at det tilnærmelsesvis var en helårsbeskæftigelse. Folketællingerne blev normalt indsamlet den 1. februar, og pottemagerne har altså også på dette tidspunkt af året opfattet deres erhverv som værende pottemageri. I nogle folketællinger er et par af pottemagerne væk fra sognet, fordi de var ude som pottekørere. Peter Mikkelsen fortæller dog i et interview, at pottemageriet ‑ som man kunne forvente ‑ havde en død periode om vinteren, og det var årsagen til, at enkelte pottemagere tog ud som pottekørere. (Aften‑Posten 31.12.1953).

Gerda Eriksen (f.1925) har til denne undersøgelse fortalt, at det var tradition i hendes barndomshjem, at årets sidste brænding skulle være færdig til den 23. december. Herefter kunne familien holde jul.

Af Thorvald Nielsens beretning fremgår det, at på hans værksted i Låsby begyndte man arbejdet den 6. januar, og at den første måned gik med at kløve træet til årets brændinger. Fra den 2. februar begyndte man med arbejdet i værkstedet. I oktober måned nærmede vinteren sig, og værkstedet skulle nu igang med at få kørt ler hjem til grovbearbejdning, så det kunne ligge vinteren over (Thorvald Nielsen 6.10.1958). 

Pottemageriet på Sorringegnen var traditionelt præget af mindre værksteder, men i midten af 1940’erne tages der initiativ til en lokal lervarefabrik i Sorring, Lervarefabrikken Østjyden. Initiativet mislykkedes, men A/S Lervarefabrikken Dania overtog resterne og etablerede sig i Sorring og virkede her i en længere årrække, blandt andet med produktion af tekander.

Pottemager Laurs Jensen og sønnen, pottemager Knud Jensen tog udfordringen op og etablerede omkring 1947 Sorring Lervarefabrik. Laurs Jensen og Knud Jensen fik begge næringsbrev i marts 1947 som ”industridrivende”. Hermed var grunden lagt til en større maskinbaseret produktion, hvilket også blev til virkelighed i løbet af 1950’erne i form af ”inddrejet” lertøj, hvor de enkelte stykker lertøj blev udstanset i en form – og ikke drejet på traditionel vis på en drejebænk.

Etableringen af Lervarefabrikken Dania blev ikke opfattet som en egentlig ”konkurrent” til de traditionelle værksteder. Dels var disse værksteder hensygnende – med udtagelse af Sorring Lervarefabrik – og dels var der her arbejde at få for det gamle håndværks få lokale udøvere. Heriblandt også Knud Jensen, som af og til tog arbejde på Dania samtidigt med, at han drev Sorring Lervarefabrik (7).   

8. PRODUKTION

J.C. Schythe omtaler produktionen på Sorring‑egnen således: "Det er de almindelige røde, blyglaserede lerkar, som her menes; de gøres i næsten alle tænkelige former og størrelser, lige fra det mindste legetøj indtil fade, der rummer en halv snees potter.." (Schythe 1843 s.722).

Hvis man skal bestemme produktionen i Sorring ud fra, hvilket lertøj der er bevaret for eftertiden, ville man fastslå, at Sorring‑pottemagerne lavede fiskefade, fade, barselspotter, ørekrukker, urtepotter (evt. urtepotteskjulere), legetøj m.m. Det er med andre ord den pænere del af produktionen, som er blevet bevaret hos private og på museer. Ud over det ovennævnte drejer det sig om kaffekander, kander, kopper, sukkerskåle, krus, dørslag m.m. Den mere grove produktion er derimod ikke bevaret i nævneværdig grad f.eks. mælkefadene, krukker osv.

E. Tang Kristensen har fra en meddeler i Sorring kort opregnet følgende diffentiering i produktionen: fade, vaskeskåle, mindre vaskeskåle, tallerkener, store krukker, sættekrukker, stobskrukker, ølkrukker, store syltekrukker, mindste syltekrukker, knaveret potter med og uden tæer, spølskåle, store urtepotter, mindre urtepotter, natpotter og mælkekander. Produktionen har været utrolig alsidig og afhængig af efterspørgslen.

Hvor stor var produktionen? Det spørgsmål har ikke interesseret forskningen. Industritabellen i 1844 nævner, at produktionens størrelse ikke kan angives, da den afhænger af salg og afsætning. Statistisk Tabelværk 5. hæfte 1842 angiver derimod produktionen i 1838 til at være 62450 stykker "lerkar". Det er det eneste "statistiske" talmateriale i kildematerialet. Og det er endda yderst tvivlsomt, hvilket vil blive drøftet og sandsynliggjort nedenfor.

Lertøjet fra Sorring blev ikke optalt stykvis men i skok og sæt. 1 skok var 30 sæt, og 1 sæt kunne være 1 stort lerfad, men der kunne ved det mindre lertøj gå 3‑5 ting pr. sæt. Niels Asbæk angiver, at en ovnfuld var 30 skok.

Hvor meget lertøj var der ‑ nogenlunde ‑ pr. ovnbrænding? Hvis vi ud fra ovennævnte oplysninger fastsætter følgende: 1 ovn = 30 skok, 30 skok = 900 sæt, 900 sæt = 900‑2700 stykker. Dette størrelsesforhold er nok ikke ganske ved siden af. Mogens Sørensen drog til markedet i Ebeltoft i 1779 med to vogne med ialt 2208 stykker lertøj, hvilket givet er fra hans sidste ovnbrænding. Peter Mikkelsen anslår en ovnfuld til at være ca. 1600 lerting, mens både Knud Jensen og Thorvald Nielsen sætter tallet til ca. 3000 ting.

Hvor mange ovnfulde lertøj brændte en pottemager pr. år? J.C. Schythe anslår tallet ‑ lavt ‑ til at være 4‑5 gange årligt. Han oplyser, at til hver brænding går der 1 favn brænde, og at Dallerup sogn brugte 150 favne. Set i sammenhæng med, at Schythe fastsætter ovnenes antal til 36, må antallet af brændinger pr. ovn dog snarere være 3 end 5.

Hvis vi anslår ovnenes antal til 36, antal brændinger til 4 og det gennemsnitlige antal pr. brænding til 2000 bliver årsproduktionen: 288.000 stykker.

Hvis Schythe tog fejl af ovnenes antal, ville deres antal nok være noget lavere. Til gengæld ville hver ovn blive udnyttet noget bedre, idet pottemagere uden ovn skulle leje sig ind ved en ovn til deres brændinger. Man kunne derfor regne på, at 36 pottemagere hver producerede 3 ovnfulde, og produktionen pr. brænding til 2000 styk, herved bliver årsproduktionen: 216.000 stykker.

Hvis Schythes oplysning med hensyn til brændselsforbruget ved pottemageriet er rigtigt, kunne regnestykket se sådan ud: 150 favne brænde = 150 ovnbrændinger med hver 2000 styk lertøj, hverved bliver produktionen: 300.000 stykker.

Vi kan også søge at nærme os en fornemmelse af produktionen ved at gå til den enkelte pottemagers produktion. Fra flere kilder oplyses, at en dreven pottemager kunne lave 10 fade i timen eller 100 fade om dagen (Niels Asbæk 29.7.1927 og Silkeborg Avis 8.2.1936). En kilde nævner, at det tog ca. en måned at producere en ovnfuld lertøj (Aften‑Posten 31.12.1953). Hvis en ovnfuld er 2000 stk, ville det svare til en daglig produktion på 100 stykker i 20 dage, og de resterende dage ville så gå med de øvrige processer. Det er nok i overkanten. Men det lyder ikke urimeligt, at hver pottemager på en sæson skulle kunne producere lerting til 5 brændinger.

Regnestykket ville så se sådan ud: 40 pottemagere producerer hver 10.000 lerting = 400.000 lerting.  

Man kunne også tage udgangspunkt i Schythes talangivelse og se på, hvor stor produktionen i så fald ville blive pr. pottemager på årsbasis: 62.450 stykker fordelt på 36 pottemagere, hvilket giver 1735 lerting pr. pottemager. Det virker som en meget lille årsproduktion.

Ud fra de ovennævnte betragtninger ‑ trods stor usikkerhed ‑ anslås, at den årlige lertøjsproduktion i Dallerup sogn lå på mellem 200.000 og 300.000 stykker i perioden 1834‑1901.

9. POTHANDEL OG POTTEKØRERNE

Pottemageriet på Sorring‑egnen producerede og solgte til et ukendt marked uden for sognegrænsen. Salget foregik ved de såkaldte pottekørere, som rejste ud og solgte på markeder og direkte til landbefolkningen.

Retssagen mod Mogens Sørensen i 1779 giver et indblik i pottekørerne fra Dallerups sogns aktivitet. Ifølge lovgivningen var produktion og salg af de røde potter fra Dallerups sogn strengt taget forbudt. Chr.Vs Danske Lov og senere resolutioner angav klart, at kongemagten ønskede, at købstæderne skulle have monopol på denne produktion. Virkeligheden var imidlertid en anden.

Det røde lertøj blev produceret i Dallerup sogn i 1700‑tallet, og det blev også solgt. Selv om det var forbudt! En pottemager og en ivrig byfoged i Ebeltoft fik imidlertid nok, da Mogens Sørensen i 1779 kom til Ebeltoft for at sælge to læs lertøj på markedet. Lertøjet blev beslaglagt, og en retssag fulgte.

Mogens Sørensen kom til Ebeltoft sammen med to bønder fra hjemsognet, Laurs Nielsen og Anders Mortensen og en tjenestepige, Anne Jensdatter. Ekspeditionen havde altså fire deltagere: pottemageren og sælgeren, to pottekørere, der ejede og kørte hver deres hest og vogn, og en tjenestepige. Til byfogedens store forbløffelse havde Mogens Sørensen markedspas udstedt af Skanderborg Amts amtmand. Af retssagen fremgår det, at det ikke er noget nyt: "år ud og år ind hidtil er sket, at der køres med et læs sådanne kar efter det andet her omkring på landet at sælge fra Dallerup sogn", og så berettes, at man fornylig har pågrebet Jens Rasmussen på Djursland i færd med at sælge potter fra Dallerup sogn under henvisning til en attest udstedt i 1777.

Ebeltoft byfoged havde ganske vist loven på sin side, men retssagen blev en afgørende sejr for pottemagerne i Dallerup sogn, idet kongemagten ikke ønskede at fratage pottemagerne deres levebrød og landbefolkningen billigt lertøj. Den endelige dom lød således:

"Vi approbere allernådigst, at supplikanten må tilbageleveres de fratagne potter, og fremdeles tillades at besøge markederne med sine forfærdigede røde potter og lerkar, når dermed følger vedkommende amtmands attest" (8).

Pottemageriet i Dallerup sogn kunne fortsætte ufortrødent.

Mogens Sørensen var selv pottemager, og han drog ud på en salgstur hjulpet af to bymænd, som ejede vogn og hest. Det senere kildemateriale tyder på, at pottekørerne (pottehandlere) senere skiller sig ud som et egentlig erhverv. Folketællingerne i 1787 og 1801 nævner overhovedet ikke erhvervet "pottekørere", men derefter optræder det i alle folketællingerne. Og det er karakteristisk, at der i hele perioden kun kan findes et par eksempler på en stillingsbetegnelse som "pottemager og pottekører". Man er enten pottemager eller pottekører ifølge folketællingerne.

Pottekørere:

1834: 11

1845: 10

1880: 7

1901: 7

J.C. Schythe omtaler også pottesalget i sin amtsbeskrivelse i 1843: "enten opkøbes varerne .. af boelsmænd, som holder et par heste til samme brug, med hvilke de kører dem landet rundt til alle markeder, ofte i meget langt fra liggende byer". En del sælges også til "landprangere", som kommer fra Vestjylland og sælger sorte jydepotter. Disse landprangere udvider så blot deres varesortiment med de røde potter. Men pottemagerne ser ikke ud til hos Schythe at have noget med selve salget at gøre uden for sognets grænser.

Las Lassen tegner det samme billede af pottekørerne. Han fortæller bl.a. om pottekører Søren Nielsen, der drog ud mod vest for at sælge de røde potter og på tilbagevejen havde fisk med. Pottekørerne agerede her givetvis landprangere, der gerne tog et ekstra sortiment op, hvis det var muligt og givtigt.

En markedsprotokol fra Oluf Marked, Århus, 1834‑1845, giver et lille indblik i pottekørernes virke. I protokollen omtales de konsekvent som pottemagere. Ved første optegnelse i sommeren 1834 nævnes 5 pottemagere "fra Skanderborg" og en pottemager fra Voel.  Ved den næste oversigt fra 15. oktober 1834 er man dog blevet mere opmærksom på, hvor disse pottesælgere (pottemagere) egentlig kommer fra. Følgende er optegnet:

Rasmus Jensen, pottemager, Galten

Niels Laursen, pottemager, Dallerup sogn

Ole Simonsen, pottemager, Dallerup sogn

Anders Pedersen, pottemager, Galten

Jens Laursen, pottemager, Dallerup sogn

Johan Jørgen Møller, pottemager, Dallerup sogn

Anders Christensen, pottemager, Tvilum sogn (Voel)

Jens Jensen Yde, pottemager, Dallerup sogn

Niels Sørensen, pottemager, Dallerup sogn

Foruden disse 10 pottesælgere fra Sorring‑egnen ankom 3 pottehandlere og 1 pottemager vestfra og 3 sælgere fra Vorup. Efter 1840 forsvinder de andre sælgere fra henholdsvis Vestjylland og Vorup stort set. Det er klart Sorring‑potterne, som dominerer på Oluf Markedet i Århus. Og normalt ankommer 8‑12 sælgere  Til nogle af markederne er opført ca. 130‑160 fremmede handlende alt i alt, og nogle gange er det kun pottemagerne, som er opført.

På markedet i marts 1839 anføres også, hvor mange læs de enkelte sælgere har med til markedet:

Niels Sørensen, pottemager, Sorring, 2 læs

Jens Jensen Yde, pottemager, Sorring, 3 læs

Hans Jensen, pottemager, Sorring, 1 læs

Niels Christiansen, pottemager, Sorring, 2 læs

Jens Jensen Kaihøi, pottemager, Sorring, 2 læs

Mikkel Andersen, pottemager, Klintrup, 2 læs

Christian Bertelsen, pottemager, Toustrup, 2 læs

Jens Nielsen, pottemager, Toustrup (2 læs)

Der er en vis usikkerhed med hensyn til omregning fra læs til antal stykker lertøj. Niels Asbæk anslår et læs (ved lille vogn) til at være 5 skok, mens  Peter Mikkelsen anfører 6 skok. Hvis vi tager udgangspunkt i 5 stok, kan regnestykket se således ud: 16 læs = 80 skok = 2400 sæt = 2400‑7200 stykker.

Hvis vi derimod regner med, at et læs er lige så meget, som Mogens Sørensen havde på hver vogn i 1779, så ser regnstykket således ud: 16 læs a 1100 stykker = 17.600 stykker

Og måske er det nærmere sandheden. E. Tang Kristensen bringer nemlig en oplysning om, at der blev regnet med 10 skok pr. læs. Regnestykket ser så således ud: 16 læs = 160 skok = 4800 sæt = 4800‑14.400 stykker.

Markedsprotokollen fra Oluf Marked viser, at pottemagerne faktisk også tog ud for at sælge deres produkter. Adskillelsen mellem pottemagere og pottekørere var ikke så kategorisk, som folketællingerne kunne give anledning til at formode.

Las Lassen omtaler også pottekørerne, og der var hos ham ingen tvivl om, at pottekørerne var et erhverv for sig selv, og at det gerne var husmænd med jord, som drev denne handel. Ifølge Las Lassen svigtede mange pottekørere deres agerdyrkning i deres iver efter at drive pottehandel.

Folketællingen i 1845 angiver erhverv og fødested. Det fremgår heraf, at ca. 80 procent af pottemagerne i Dallerup sogn stammede fra sognet, mens pottekørerne i langt større udstrækning kom udensogns fra. 

Folketællingerne kan berette, at flere pottekørere er borte fra sognet den 1. februar for at sælge potter. Folketællingen i 1880 giver følgende lille indblik i pottehandlen i sognet:

Pottemager, Knud Jensen er bortrejst og "kører fra by til by med potter". Pottekører Søren Nielsen, 25 år, sælger potter på Randers‑egnen, mens pottekører Søren Kristensen huserer på Grenå‑egnen.  Avlsbruger og pottehandler Søren Nielsen, 48 år er på "handelsrejse" med sin 11‑årige søn, Jens. Pottemager og pottekører Jens Johansen har også en knægt med på turen, den 12‑årige Thomas. Drengenes skolegang må vel have lidt noget under denne aktivitet.

En af de markante pottekørere på egnen var Anders Nielsen, Voel. Anders Nielsen er født i 1834, han begyndte som pottekører i 1868, og tog sin sidste tur i 1924. Silkeborg Museum ligger inde med Anders Nielsens regnskabsbog 1872‑1918.

Af regnskabsbogen kan vi følge Anders Nielsens pottehandel i form af læs potter, prisen for potterne, og hans egen fortjeneste. Jeg har derudover udregnet den gennemsnitlige pris pr. læs og den gennemsnitlige fortjeneste pr. læs alt sammen i kroner.

        læs potter      pris kr.         tjent. kr.    pris pr.læs/gns.  fortjeneste/pr.læs.gns.

1871    29            1251,66         560.33 .       43,14                  19,30

1872    34            1616,‑            970,‑           47,56                  28,53

1873    45            3239,33         1529,‑          71,98                  33,98

1874     40           3049,33         1490,‑          76,23                  37,25

1875     42            2963,‑          1363,‑          70,55                  32,45

1876     42            2706,‑          1179,66        64,43                  28,07

1877      40           1921,66         956,‑           48,03                  23,90

1878      42           1864,‑           1026,‑          44,38                  24,43

1879      44            2410,‑           1229,‑          54,77                 27,93

1880      44            2595,‑           1122,33        58,98                 25,50             

1881      42            1885,33        1060,‑           44,88                 25,24

1882      41             2228,33          1179,‑         54,34                28,75

1883      40             2533,‑           1264,‑          63,33                 31,60

1884      39             2168,63         1000,‑          55,59                 25,64

1885      39             1700,‑            965,‑           43,59                  24,74

1886      37             1562,‑            874,‑           42,22                  23,62

1887      39             1507,‑            546,‑           38,64                  14,‑

1888      22             1345,82          745,‑          61,14                   33,86

1889      40             1716,‑            1030,‑         42,90                   25,75

1890      37             1535,11           814,‑          41,49                   22,‑

1891      36             1664,16           865,‑          46,22                   24,03

1892      35             1533,‑             865,50        43,80                   24,71

1893      37             1676,80           882,‑          45,30                   23,84

1894      36             1467,50           780,50        40,75                   21,67

1895      28             1440,65           760,80        51,43                   27,14

1896      31             1477,60            622,‑          47,65                  20,06

Anders Nielsen var kendt som Anders Møllebygger. Regnskabsbogen indeholder kun oplysninger vedrørende pottekørsel i tidsrummet 1871‑1896, herefter bliver oplysningerne mindre præcise, og andre indtægtskilder kommer til at dominere. Det kunne tyde på, at Anders Nielsen omkring 1896 begyndte med større agerdyrkning, og at han omkring 1910 begyndte som mælkekusk. Pottekørslens relative økonomiske betydning for Anders Nielsen mindskes under alle omstændigheder efter 1896.

Regnskabsbogen viser en relativ stor stabilitet med hensyn til prisniveau pr. læs og fortjeneste pr. læs. Der er udsving gennem perioden, men der er ikke nogen entydig stigning eller fald i perioden. Der er nogle rigtig gode år midt i 1870‑erne, hvor prisen pr. læs og fortjenesten er god. Derimod må 1887 karakteriseres som et katastrofe år, hvilket da også straks får den konsekvens, at Anders Nielsen det følgende år kun påtager sig at sælge 22 læs. Men herefter stabiliseres prisen og fortjenesten igen.

Pottekørerne fremtræder i kildematerialet som lokale husmænd med noget jord. Til deres erhverv hørte først og fremmest heste og vogne. Pottekørerne fortsatte frem til 1940'erne og 1950'erne, dog var hestevognen skiftet ud med bil. Under besættelsen kneb det med transportmuligheder, og enkelte pottekørere cyklede rundt for at sælge de røde potter fra Sorring.

10. SORRING‑LERTØJ PÅ DANSKE MUSEER

Hvad ligger de danske museer inde med af Sorring‑lertøj? Dette spørgsmål indgår naturligvis i en museal undersøgelse af emnet. Silkeborg Museum sendte derfor et spørgeskema med følgebrev til de statsanerkendte lokalmuseer i Jylland og på Fyn.  Oplysningerne vedrørende Djurslands Museum er indsamlet ved en tidligere lejlighed. Silkeborg Museum har derudover haft kontakt til Ehlers Samling i Haderslev, Den Gamle By i Århus, Dansk Landbrugsmuseum, Gl. Estrup og Nationalmuseet.

Spørgeskemaet spurgte ud fra to synsvinkler: for det første, hvad lå det pågældende museum inde med, som direkte var registreret som Sorring‑lertøj og for det andet, hvad lå museet inde med af lertøj, som man havde en mistanke om kunne komme fra Sorring.  Af 51 udsendte spørgeskemaer kom svar fra 35 altså en svarprocent på 68.5. Det er en antagelig svarprocent, og man kan rimeligvis gå ud fra, at der blandt de ikke‑svarende næppe findes de store samlinger af Sorring‑lertøj.

Besvarelsen gav følgende resultat. Tallene i parentes angiver antal genstande, der kan henregnes til Sorring‑lertøj:

Aalborg historiske Museum  (1‑10)

Vesthimmerlands Museum (0)

Vendsyssel historiske Museum (0)

Sæby Museum  (ingen svar)

Sydhimmerlands Museum (10‑25)

Skagens By‑ og Egnsmuseum (10‑25)

Læsø Museum (ingen svar)

Hadsund Egns Museum (ingen svar)

Bangsbo Museum (ingen svar)

Viborg Stiftsmuseum (0)

Museet for Thy og Vester Hanherred (0)

Skive Museum (ingen svar)

Fur Museum (0)

Blicheregnens Museum (ingen svar)

Økomuseum  Samsø (ingen svar)

Skanderborg Museum (1‑10)

Odder Museum (0)

Kulturhistorisk Museum i Randers (10‑25)

Ebeltoft Museum (0)

Djurslands Museum (50‑75) 

Struer Museum (ingen svar)

Skjern‑Egvad Museum (0)

Ringkøbing Museum (ingen svar)

Lemvig Museum (ingen svar)

Holstebro Museum (1‑10)

Hjerl Hedes Frilandsmuseum (0 + måske)

Herning Museum (25‑50)

Vejle Museum (0)

Museet på Koldinghus (0 + måske)

Horsens Museum (10‑25)

Give‑Egnens Museum (1‑10 + måske)

Museerne i Fredericia (0)

Egnsmuseet i Egtved Kommune (0)

Ølgod Museum (0)

Varde Museum (0)

Museet på Sønderskov (ingen svar)

Grindsted‑Vorrebasse Museum (1‑10)

Esbjerg Museum (0)

Den Antikvariske Samling i Ribe (0)

Aabenraa Museum (ingen svar)

Tønder Museum (0)

Museet på Sønderborg Slot (ingen svar)

Midtsønderjyllands Museum (ingen svar)

Haderslev Museum (0)

Ærø Museum (ingen svar)

Svendborg og Omegns Museum (0 + måske)

Bymuseet Møndergården (1‑10)

Nyborg og Omegns Museer (0)

Middelfart Museum (0)

Langelands Museum (1‑10 + måske)

Kerteminde Museum (ingen svar)

Faaborg Kulturhistoriske Museer (0 + måske)

Udover de ovennævnte lokalmuseer er der til undersøgelsen indsamlet oplysninger om Sorring‑lertøj i andre museer:

Nationalmuseet (50‑75)

Dansk Landbrugsmuseum (1‑10)

Ehlers Samling i Haderslev (50‑75)

Den Gamle By i Århus (25‑50)

Silkeborg Museum egen samling af Sorring‑lertøj på godt over 250 genstande er således den største enkeltsamling. Til undersøgelsen er endvidere inddraget enkelte private genstande, og den samling  ‑ på ca. 25 stykker lertøj af nyere dato f.eks. mælkekander ‑ som findes på Lokalhistorisk Arkiv for Gjern Kommune

Oversigten giver et ganske klart svar: De danske museer anvender ikke betegnelsen "Sorring‑lertøj" som et pejlingsmærke i deres registrering af blyglaseret lertøj. Hvis der udelukkende blev spurgt om lertøj, som direkte var registreret som "Sorring‑lertøj", ville antallet blive forsvindende lille. Et omtrentligt overblik kan således ikke skabes ud fra de eksisterende registreringskort. 

Flere af museerne var da også i tvivl og har i forlængelse af spørgeskemaet noteret, at der måske var noget af interesse. Nogle fremsendte kopier af de blå kort af det lertøj, som museet lå inde med. Det gav straks et indblik i, at der var mere at hente på museerne. Herved blev det klart, at museer som Sydhimmerlands Museum, Skagens By‑ og Egnsmuseum og Skanderborg Museum faktisk ligger inde med lertøj, som med en vis sandsynlighed kan karakteriseres som Sorring‑lertøj.

Andre museer nærmest opfordrede mig til at komme på besøg for ved selvsyn at undersøge forholdene. Det skete ud fra en fornemmelse af, at de pågældende museer nok lå inde med noget af interesse for nærværende undersøgelse. Det blev nogle spændende besøg hos kolleger.

Herning Museum havde i sit svar noteret, at de ikke umiddelbart med sikkerhed havde noget fra Sorring, men at man i museets lertøjsudstilling nok havde noget af interesse. Besøget på Herning Museum kunne kun bekræfte dette: Herning Museum ligger inde med en endog meget flot samling af lertøj herunder ganske meget, som med stor sandsynlighed kan henregnes til Sorring‑lertøj. Besøget resulterede i en nærmere registrering og fotografering af  ‑ i første omgang ‑ de mere prangende genstande f.eks. fiskefade og barselspotter. Herning Museum ligger endvidere inde med en del krukker og dørslag, som sagtens kan stamme fra Sorring. Denne udvælgelse i forbindelse med fotograferingen afspejler skismaet i bedømmelse af lertøjet: Den indsigt vi har om Sorring‑lertøjet er først og fremmest baseret på det mere prangende lertøj, og det er derfor også dette lertøj, man "genkender" i sin undersøgelse. Den eksisterende skævhed ‑ det prangende lertøj kontra hverdagslertøjet ‑ bliver således blot forstærket. Men der er muligheder også på Herning Museum i en sammenstilling af det mere hverdagsagtige lertøj.

Give‑Egnens Museum havde intet registreret Sorring‑lertøj, men museet lå inde med en del lertøj, som man var ved at nyopstille. Besøget på museet viste, at det lå ikke inde med "prangende" eksempler på Sorring‑lertøj, men Give‑Egnens Museum havde en ganske omfattende samling af hverdags‑lertøj f.eks. dørslag. Give‑Egnens Museums samling kan derfor få betydning for bestræbelserne på at få et indblik i hverdags‑lertøjet.

Odense Bys Museer ‑ Bymuseet Møntergården ‑ har en del lertøj, og det var indtrykket, at museet også lå inde med en del, der kunne henføres til Sorring. Besøget på Møntergården ‑ hvor kartotekskortene og det udstillede lertøj blev gennemgået ‑ kunne imidlertid ikke bekræfte dette. Møntergården ligger næppe inde med ret meget lertøj med tilknytning til Sorring.

Kulturhistorisk Museum i Randers havde noget lertøj (1‑10), som var registreret som Sorring‑lertøj. Besøget på museet viste, at der var en del mere lertøj, som med en vis rimelighed kunne henføres til Sorring. Den eksisterende registrering gav dog et dækkende indtryk af "klenodier" med tilknytning til Sorring. Der blev foretaget en fotografiering af udvalgte (formodet) Sorring‑lertøj.  

Horsens Museum har en stor og fin samling af lertøj. Det har naturligvis sin baggrund i Horsens egen pottemagertradition, som var markant i perioden ca. 1650‑1830'erne. Det vil sige, at pottemageriet dør ud samtidig med, at pottemageriet ved Sorring netop omkring 1830 vokser sig stor. Horsens‑lertøjet er velbeskrevet i litteraturen. Helge Søgaard, Louis Ehlers og Bodil Møller Knudsen har behandlet denne købstads pottemageri. Der er klare forbindelser mellem Sorring og Horsens, og vi har kunnet følge pottemagere, som har arbejdet begge steder. Helge Søgaard drog den konsekvens, at man ikke kunne skelne mellem de to lokaliteters lertøj. Bodil Møller Knudsen har derimod søgt at indkredse det lertøj, som med ret stor sandsynlighed kan tilskrives lokale Horsens‑pottemagere.

Findes der en "Sorring‑stil"?, en "Horsens‑stil"? eller måske en "Sorring/Horsens‑stil"? På det foreliggende grundlag må jeg medgive Helge Søgaard, at det ikke med absolut sikkerhed er muligt at skelne de to lokaliteters lertøj, selv om man godt kan have nogle gisninger.  Besøget på Horsens Museum mindskede ikke denne usikkerhed.

Horsens Museums lertøjssamling har sin absolutte styrke med hensyn til fiskefadene. Det virker som om, museumsfolkene førhen bevidst er gået efter indsamling af flotte fiskefade. Derimod har museet ikke en tilsvarende markant samling af f.eks. barselspotter, som nok er den kategori med størst relation til Sorring‑lertøjet.

Horsens Museum havde en del lertøj, som via registreringskortene var henført til Sorring. Mit besøg på museet bekræftede dette, og der var endvidere en del andet lertøj, som med en vis rimelighed (også) kunne henføres til Sorring. Der blev foretaget en fotografering af en del lertøj, der kunne formodes at stamme fra Sorring.

Besøget på Nationalmuseet ‑ i Brede ‑ var både lidt skuffende og ganske opmuntrende. Samlingen af lertøj fra Sorring ‑ Midtjylland ‑ var omfattende uden at være imponerende. Derimod havde Nationalmuseets museumsfolk gennem tiderne ‑ og især i 1940'erne og 1950'erne ‑ indsamlet værktøj, værksted, fotografier osv., hvorved selve håndværket er ganske fint dokumenteret. Nationalmuseet ved Axel Steensberg og Aage Rothenborg optog i 1943 en film om pottemageriet i Sorring, og filmen i sig selv er en enestående dokumentation af det gamle landhåndværk.      

Nationalmuseet har også i dets registrering optegnelser over lånte genstande og materiale fra f.eks. udstillinger. Her kan man bl.a. se en registrering og 2 fotografier af en typisk barselspotte dateret 1854, hvor den pottermager, der har lavet potten ‑ Niels Frandsen, Sorring ‑ direkte udpeges med diverse referencer (negr. 93.508). Helge Søgaard ville i 1940 have været henrykt for denne barselspotte. Vi andre må nøjes med at glæde os, og så håbe på , at den fortsat eksisterer et eller andet sted.

Endvidere blev Den Gamle By, Ehlers Samling, Nationalmuseet og Djurslands Museum besøgt. Her blev foretaget registrering og fotografering af lertøj med mulig tilknytning til Sorring.

Nærværende undersøgelse ‑ hvilket også resultaterne af besøgene på udvalgte museer viser ‑ sandsynliggør, at der på de danske museer findes en del lertøj, som med en vis rimelighed kan henføres til Sorring. Der er dog på ingen måde tale om mængder i størrelsesordenen 30‑50 genstande ‑ men snarere i størrelsesordenen 1‑15 genstande. Det ville overraske, hvis der skulle dukke flere tilfælde op som Herning Museum. Formodningen underbygges også af, at Helge Søgaard i "Lertøj fra nørrejyske museer" fra 1958 faktisk angiver ‑ med illustration ‑ enkelte genstande, som de pågældende museer her 40 år senere åbenbart ikke har ganske præsent. 

En relevant udbygning af nærværende undersøgelse ville være at besøge alle (eller en del flere) museer for ved selvsyn at gennemgå samlingerne.

De danske museers genstandsmateriale med hensyn til det blyglaserede lertøj er helt klart selve produkterne ‑ fade, potter, pyntegenstande osv. Der findes imidlertid også en del andet genstandsmateriale, som mere direkte henhører til faget og produktionen. Møntergården i Odense har således fine genstande med relation til landets eneste pottemagerlaug i Odense.  En række museer har samlinger af pottemagerværktøj osv. Ehlers Samling, Den Gamle By, Frilandsmuseet, Silkeborg Museum m.fl. har direkte opstillet pottemagerværksteder flere med f.eks. lerælter og ovn. De danske museer har således en ganske god dokumentation af selve håndværket pottemageri.

11. SORRING‑LERTØJETS STIL OG UDVIKLING

11.1 Utrolig variation

"Den helt utrolige variation som findes indenfor Sorringpottemageriet er helt enestående. ... og selv om potterne kan ligge tæt op til hinanden, er der ikke to, som er helt ens. Det er spontaniteten og fantasien, der præger dette pottemageri, som i løbet af en kort årrække udfoldede sig med en så vældig kraft. Her er der ingen traditioner, som skal følges, og ingen krav om en bestemt stil, hver pottemager udtrykker, som det falder ham naturligt, og hans mål er at gøre arbejdet så godt og smukt som muligt efter de retningslinier, som han selv har sat. På den måde er der her fremkommet et stykke folkekunst, som helt igennem er individuelt". (Ehlers 1967 s.174).

Louis Ehlers bedømmelse af Sorringlertøjet giver en fornemmelse af sværhedsgraden med hensyn til overordnet at stilbestemme dette lertøj. Louis Ehlers gav ikke selv en periodisering af lertøjet, og han overtog ejheller Helge Søgaards periodisering.

I mit arbejde med Sorringlertøjet har det været hensigtsmæssigt at vende tilbage til Helge Søgaards overordnede stilinddeling, som han foretog i 1958 i bogen "Lertøj fra nørrrejyske museer. Bidrag til jysk keramiks historie". Helge Søgaard begyndte sit arbejde med Sorringlertøjet med i en vældig optimistisk artikel i 1940 at hævde, at det var blot et spørgsmål om tid, så kunne denne historie afdækkes, og han forudså endog, at man ville kunne udpege produkter fra de enkelte værksteder. Denne optimisme svandt imidlertid i takt med indsigten i emnet!

Et af problemerne for Helge Søgaard var, om indridsningerne i lertøjet gav oplysning om produktionssted eller køber‑sted. I artiklen fra 1940 hævdes som en selvfølge, at krukken med lokaliteten "Røgen" også var produceret i Røgen. I den følgende artikel er det standpunkt ændret til, at køberen til krukken boede i Røgen. Det blev siden hen standpunktet: indridsningerne fortæller om køber‑stedet. Det er også denne afhandlings opfattelse. Helge Søgaard afviger dog fra dette hovedsynspunkt i 1958 i forbindelse med en trebenet gryde fra 1837, med navnet Hans Jensen og stednavnet Sorring: "Gryden er et af de få signerede jyske lertøjsarbejder, ... Man skulle ikke synes, at det havde været nødvendigt at navnefæste et så ubetydeligt produkt" (s.107). Og der fandtes ganske rigtigt en pottemager Hans Jensen i Sorring på daværende tidspunkt, men om det er tilstrækkeligt til at hævde, at han så også er producenten til gryden er for mig at se et åbent spørgsmål.

Helge Søgaard hævdede i sin første undersøgelse fra 1940, at man havde tilstrækkeligt med Sorring‑lertøj til at tilslutte sig Niels Asbæks påstand om, at pottemageriet i Sorring var i fuldt flor i 1750. Det var og er ikke rigtigt. Tværtimod har vi et meget sparsomt genstandsmaterialet, der er dateret før 1840. Louis Ehlers konstaterer det således: "Der er bevaret forbløffende lidt af lertøjet fra den første halvdel af århundredet (1800‑tallet), og det er som lige omtalt meget forskelligt. Fra omkring 50‑60'erne og fremefter er der ret meget lertøj tilbage" (Ehlers 1967 s.160f). Det genstandsmateriale vedrørende Sorring‑lertøjet, som tillader de mest sikre bedømmelser, stammer fra perioden 1840‑1940 ‑ altså fra den perioden, hvor Sorring havde sin glansperiode og var Danmarks pottemagercenter.

Der er således (mindst) tre store usikkerhedsmomenter i forbindelse med stilomtale af Sorringlertøjet: 1) der er usikkerhed vedrørende lertøjet før ca. 1840, 2) der er usikkerhed vedrørende det mere hverdagsagtige lertøj, som blev produceret, og som givetvis udgjorde hovedproduktionen. Vi har altså til vor stilomtale især det mere prangende lertøj og 3) der findes stort set ikke signeret lertøj fra Sorring. Det fremstår uden mærke eller signatur. Enkelte undtagelser kan dog noteres.

Med disse forbehold vil det alligevel være formålstjenestlig at tage udgangspunkt i Helge Søgaards stilinddeling fra 1958.

11.2 Stilinddelinger

Helge Søgaard foretog en tredeling af Sorring‑lertøjet (det østjyske lertøj):

1) den ældre stil frem til ca. 1800. Med udgangspunkt i fiskefadene og karmfadene karakteriseres denne periode ved sine farverige illustrationer.

2) empirestilen ca. 1809‑1882 hvor den ældre periodes farverighed forsvandt til fordel for farvet glasur, indridsninger med skematisk og primitiv udsmykning. Stilen kan især følges på barselspotterne.

3) den nye stil, hvor den farverige udsmykning genopstår.

Helge Søgaards tredeling har vist sig ‑ alle problemer til trods ‑ at være hensigtsmæssig at anvende ved stilgennemgangen af Sorring‑lertøjet. Jeg vil dog anvende begreberne "den ældre stil" og "ældre periode" for tidsrummet ca. 1750‑1810, "mellemste stil" og "mellemste periode" for tidsrummet ca. 1837‑1880 og den "yngste stil" og "yngre tid" for tidsrummet ca. 1880‑1940.

11.3 Den ældre periode

På de danske museer findes en række fine fiskefade og karmfade. De er dekorerede med farverige illustrationer f.eks. med motiver som Adam og Eva i Paradiset, hjorte, fisk, tulipaner osv. Fadene har gerne en hvid begitning som grund, hvorpå farverne er pålagt og med en afsluttende klar glasur. På mange af fadene er et årstal påmalet.

I denne periode fremkommer en ny systematisk dekoration i nogle fade, hvor bundfarven er den hvide begitning, på fanen er der illustreret med fire (tre) grønne streger og en rødbrun cirkel hele vejen rundt på fanen og med enkle dekorationer med rødt og grønt i selve fadet. Denne illustration er der mulighed for også at følge i den følgende periode.

Det er ‑ som påpeget af Helge Søgaard ‑ påfaldende, at denne farverige dekoration forsvinder omkring 1800 og afløses af en langt mere stiliseret udsmykning med ganske få farver. Det ses tydeligt på fiskefadene, hvor fadene fra først i 1800‑tallet bliver meget enkle normalt med en hvid begitning, enkle indridsninger og en klar glasur. Helge Søgaard har illustreret denne udvikling fortræffeligt i sin bog (jvf. Helge Søgaard 1958 fig.82‑115). Og andre eksempler kunne have været inddraget f.eks. fiskefadene på Silkeborg Museum.

Med den nye udvikling forsvinder illustrationer med dekoration, som forestiller noget f.eks. hjorte, mennesker m.m. Af og til kan man møde en stiliseret fugl i den efterfølgende periode, men ellers er det skematiske og symbolske indridsninger, som dominerer.   

Vi har kun ganske få genstande fra perioden ca.1810‑1840. I denne periode ser fiskefadene ud til at forsvinde, og fra 1840 dukker en ny attraktion frem nemlig barselspotten. I denne periode kan findes enkelte genstande f.eks. kruset fra 1809 (Helge Søgaard 1958 s.105), kaffekanden fra 1805 (Ehlers 1967 s.156) og den tidligere omtalte trebenede gryde fra 1837, og de peger alle frem mod den mellemste periode.

11.4 Den mellemste periode

Denne mellemste periodes toneangivende lertøj kan kort karakteriseres således: Det har normalt en hvid begitning, en grøn eller gul (evt. brungul) glasur udvendig og dekoreret med indridsninger og diverse indklemninger. Indridsninger er karakteristisk for den mellemste periode. Der indridses personnavne, stednavne, årstal m.m. Kun sjældent længere tekster. Af dekorationer indridses spejlvendte s‑er, stiliserede tulipaner, stiliseret bladornamentik, sole (stjerner), ranker, aks, af og til en stiliseret fugl, w‑motiver i forskellige varianter, "svane"‑motiv m.m. Indklemninger er også en del af dekorationen i denne periode. Hankene på barselspotterne har mange gange indklemninger. Der foretages skraveringer og laves systematiske huller m.m. som dekoration. En yndet dekorationsform er også en hemret bort (småprikket bort).

Dette skift fra den ældre stil til den mellemste stil er evident men svær forklarlig. Helge Søgaard gav følgende bud på en forklaring:

"Når produktionen under empiren i sin dekoration viser en påfaldende nedgang, må det sikkert delvis søges i, at den landlige tilvirkning vandt overhånd. I byerne indskrænkedes brugen af lertøj og henvistes til køkkenet, og kun ude på landet var traditionen endnu så stærk, at det kunne komme på bordet" (Helge Søgaard 1958 s.116).

Måske var den traditionelle dekoration for besværlig til egentlig billig masseproduktion? Måske skiftede moden, så ensfarvet baggrund i gul eller grøn og med indridsninger blev foretrukket frem for den tidligere tids farverige dekorationer, som i dag kan forekomme os smukkere end den mellemste periodes dekoration.

Barselspotten er den mellemste periodes stilbestemmende lertøj. Det var en madføringsspand, og den er normalt sat i forbindelse med madtransport ved barsel. Meget tyder imidlertid på, at barselspotten lige siden sin opdukken som lertøj midt i 1800‑tallet  også var beregnet som gaveartikel. Nationalmuseet har fotograferet og registreret en barselspotte fra 1854 (neg.nr. 93.508). Barselspotten er lavet af pottemager Niels Frandsen, Sorring, og skænket af ham som morgengave til sin hustru, Johanne Marie Laursen, hvis navn også er indridset i potten. Silkeborg Museum har en barselspotte med årstallet 1862, og giveren kunne berette, at den var en gave til familien i forbindelse med en barnefødsel. De mange indridsede navne og årstal peger ligeledes i retning af lertøjet som gaveartikel.

Louis Ehlers foreslår, at Sorring tog barselspotten op som produkt midt i 1800‑tallet efter inspiration fra Odense og henviser direkte til pottemageren Christen Jensen Borre (Ehlers 1967 s.171). Det kan selvfølgelig ikke udelukkes. Ehlers Samling har eksempler på fynske barselspotter med grøn glasur, som kunne minde om Sorring‑lertøjet. På den anden side må det anføres, at Christen Jensen Borre kom til Sorring allerede i 1794 og døde i 1829. Og vi har ingen barselspotter fra Sorring før efter denne periode.

En del barselspotter fra Sorring har et øre til hver side i forlængelse af hanken. Enkelte barselspotter har endog et sæt dobbeltører. Nogle steder er øret blot et snoet bånd. Andre barselspotter fra Sorring er imidlertid uden dette øre. Traditionelt omtales ørerne ved hanken som karakteristisk for Sorring‑lertøjet.

Til mange barselspotter er der tilhørende låg. Dette er mange gange udsmykket ved indridsninger og indklemninger på tilsvarende vis som potten iøvrigt. Lågene har en lille knop ‑ rund eller firkantet med eller uden indklemninger ‑ midt i. Nogle låg er ganske flade, mens andre buer.  

Denne undersøgelses gennemgang af  den mellemste periodes barselspotter har resulteret i et indtryk af, at datidens pottemagere må have haft store problemer med glaseringen af potterne. Især den grønne glasur har voldt problemer. At den grønne farve normalt har været et problem kan også ses i den ældre stils dekorationer, hvor den grønne farve ofte er løbet.

Normalt dækker glasuren kun godt halvdelen af potten. Fra foden og et godt stykke op fremstår det brændte rå ler ‑ dog gerne med en del løbet glasur.  Det ser ikke ud til, at pottemageren har gjort sig særlige anstrengelser for finishen f.eks. at få en klar kant mellem den del af potten, som er dækket af glasur og den del, som fremstår i brændt råler. Ved nogle af potterne er ujævnhederne i glasuren efter nutidig vurdering himmelråbende.

Datiden var opmærksom på blyglasurens sundhedsfarlige aspekter, og det har måske gjort indtryk på pottemagerne i Sorring. Det ser ihvertfald ud som om glaseringen af potterne indvendig er væsentlig mere ensartet end udvendig.

Det billede som tegner sig ud fra nærværende undersøgelser er således: De grønne potter har normalt en hvid begitning, grøn glasur og en klar glasur indvendig. De gule potter har normalt en hvid begitning og en gul glasur både udvendig og indvendig.     

I denne periode skulle det angiveligt være den "tørre glasur"‑metode, som var enerådende. Helge Søgaard gør en lille indvendig herimod, men gør ellers ikke mere ved problemet. Nærværende undersøgelse har konstateret, at pottemagerne har haft store problemer med glasuren i brændingerne. Og eftertiden fortsat ikke har rimelig overblik over, hvorfor de havde disse problemer. 

Den mellemste periode domineres af lertøj med grøn eller gullig glasur og dekorationer ved indridsninger. At Sorring‑lertøjet også var kendt for farverighed midt i 1800‑tallet bevidner to samtidige kilder. J.C. Schythe omtaler kort udsmykningen i sin amtsbeskrivelse 1843 som farverigt og "de brogede forsøg i blomstermaleriet" (J.C. Schythe 1843 s.722). Elfride Fibiger boede i Silkeborg i 1860'erne, og hun har i sine erindringer givet følgende skildring af en torvedag i Silkeborg: "I nærheden af jydepotterne stod ligeledes opstillede større og mindre røde og hvide glaserede mælkefade af forskellig størrelse foruden andre nyttige husholdningsgenstande, endog af meget intim art. Alt var prydet med klodsede efterligninger af blomster, eller med zirater, udført af pottemagernes fingre. Fabrikationen af disse varer foregik rundt om i Skanderborg Amt, særlig Gjærn Herred, Linaa‑ og Dallerup‑pastorat". (E. Fibiger 1939 s.54).

Under gennemgangen rundt om på danske museer er fundet en række eksempler på mere farverigt lertøj fra denne periode. F.eks. et rødt fad på Herning Museum med hvid dekoration og årstallet 1815. Af eksempler kan nævnes:

‑ Horsens Museum har et fiskefad med lys grundfarve og illustrationer i rødt (tulipaner) og årstallet 1827.

‑ Herning Museum har et fad med lys grundfarve og dekorationer i rødt og grønt og årstallet 1831.

‑ Herning Museum har et fad med lys grundfarve, dekoration i grønt og rødt, en fugl og oplysningen "anno 1846".

‑ Silkeborg Museum har en barselspotte dekoreret med mangan på hvid baggrund, dateret til 1849. Horsens Museum har en lignende ‑ men udateret ‑ barselspotte, som meget let kunne være samtidig.

‑ Ehlers samling har en terrin med hvid bund og grøn dekoration påmalet årstallet 1849. Den Gamle by har en lignende terrin dog uden årstal.

‑ Ehlers Samling har et fiskefad med lys grundfarve og dekorationer i grønt og rødt f.eks. blomst, tulipaner og cirkelprikker. I koppen er årstallet 1855 påmalet.

‑ Silkeborg Museum har et fad dateret til 1866 med grøn dekoration på hvid baggrund.

Der findes altså en række lertøj fra den mellemste periode, hvor den ældre periodes farverigdom fortsat er til stede.

Farverne hvid, rød (rødbrun), grøn og lidt sjældnere brun er de centrale farver i Sorring‑lertøjet gennem hele perioden. Andre farver optræder sjældent og normalt først efter 1880. F.eks. er farven blå uhyre sjælden i lertøjet fra Sorring, og måske forekommer den først efter 1900.

11.5 Den yngre periode

Helge Søgaard bestemmer overgangen fra den mellemste stil til den nye stil til året 1882 ud fra en konkret barselspotte på Silkeborg Museum. På denne potte er indridset navnet Louise Jensen Sorring Mark og årstallet 1882. Den nye stil adskiller sig fra den forrige periode på flere punkter:

Den grønne og gullige (brungule) glasur forsvinder, og potterne fremstår med den hvide begitning som bundfarve eller med en anden farvet begitning med afsluttende klar glasur.

Indridsningerne forsvinder i løbet af 1880'erne både som dekoration og med hensyn til navne og årstal. Potten fra 1882 kan således siges at være lidt af et overgangsfænomen, hvor der stadig forekommer indridsninger.

De nye dekorationer er gerne farvet blomstermotiv og hyppigt med påsat relief. De påmalede motiver er ikke naturalistiske i samme betydning som i den ældre stilperiode før ca. 1810, idet der er tale om en ganske enkel farvelægning. Der var også påsatte rosetter o.lign. i den mellemste stilperiode, men påsætningerne bliver i den nye stil mere markant. Påsat relief kendes også fra den ældre stilperiode, men den genopstår altså med fornyet kraft efter 1880. Af andre typiske dekorationsformer i den nye stil er cirkelmotiv og prikmotiv ofte påsat med hvidt pibeler. Den nye dekorationsstil skabes ved kohornsmaling, som i denne periode bliver den dominerende dekorationsteknik.

Krukkernes udformning bliver også anderledes. De bliver mere ensartet, og de tidligere indklemninger og dekorative huller forsvinder i vid udstrækning. Helge Søgaard mener også at kunne konstatere, at pottens diameter i bunden bliver kendeligt mindre end mundingens (Helge Søgaard s.117). Det er en iagttagelse, som jeg anser for så tilfældig, at den næppe kan gælde som en regel. 

I denne periode fortsætter barselspotter med at være stilbestemmende, men omkring år 1900 træder to andre produkter frem som stilbestemmende, nemlig ørekrukker og urtepotter (evt. urtepotteskjuler).

I 1900‑tallet  kommer to nye udsmykningsteknikker til at præge det finere Sorring‑lertøj: 1) vådt‑i‑vådt teknikken, hvorved der opnåes et utroligt spil mellem farverne et eksempel er vingemotivet, som vinder frem. 2) at påsætte farver ved hjælp af svamp. De nye teknikker peger frem mod kunsthåndværket.

Den nye stilperiode får langt bedre styr på glasuren. Måske på grund af overgangen i løbet af 1880'erne fra den tørre glasur til den våde glasur. Der anvendes nu især klar glasur, og den dækker langt mere regelmæssigt, end hvad man kunne iagttage i den mellemste periode. 

C. Nyrops banebrydende artikel fra 1882 havde en illustration af Sorring‑lertøj på daværende tidspunkt. Det giver et indblik i produktionen f.eks. de "fladklemte" dunke.

11.6 Udviklingen

Sorring‑lertøjet udvikler sig tydeligt gennem periode fra 1700‑tallet til 1900‑tallet. Både med hensyn til produktion og med hensyn til dekoration. Det er svært at genkende "folkekunsten" i denne produktion forstået som en århundred gammel tradition. Sorring‑lertøjet er underlagt udvikling, der afspejler kundernes ønske ‑ og dermed også tidens skiftende mode.

Det toneangivende lertøj i perioden 1750‑1810 var fiskefadene og karmfadene, den næste periode havde nyskabelsen barselspotterne som toneangivende, og den yngre periode havde først barselspotterne og siden ørekrukkerne, urtepotterne og de finere urtepotteskjulere som stilbestemmende. Urtepotterne og urtepotteskjulerne er tydeligvis som produktion skabt af en ny stuekultur i landbofamlierne fra omkring 1900 med større vægt på hjemlig hygge med dertil hørende stueplanter.

11.7 Nicher

Sorring‑pottemagerne søgte at holde produktionen igang ved at finde nye nicher. Urtepotterne var nok den mest succesrige niche. Af andre tiltag i det 20. århundrede kan nævnes sukkerskåle, kaffestel, mælkekander, pyntegenstande f.eks. hunde og sparebøsser i forskellig udformning osv.

Niels Carl Rasmussen (f.o.1878) om en af disse nicher: "Mine første penge tjente jeg i leret. Når vi skulle til marked i Silkeborg som drenge, fik vi ingen lommepenge, men vi måtte lave alle de trillefløjter vi kunne slæbe, og de gav da nogle øre hver". Produktionen var især fugle, som fyldes med vand, så man kan puste i halen på dem, hvorved vandet gurgler. "Men man kan lave dem i alle slags dyreskikkelser, og det er nu helt ærgerligt, at jeg ingen heste har herovre (på Frilandsmuseet) i år. Folk synes, det er så herlig, når de kan få mig til at sige, at det hedder pib‑i‑røv‑heste" (Information 13.7.1957).

Hovedproduktionen var dog i alle perioder det mere hverdagsagtige lertøj f.eks. mælkefade, bageforme og dørslag og i 1900‑tallet f.eks. urtepotter til gartnerier og syltekrukker.

Sorring‑lertøjet var som tidligere nævnt meget alsidigt. Nærværende undersøgelse har søgt at udfinde den mere generelle udvikling ud fra det eksisterende genstandsmateriale. Men der findes en del genstande, som det er ganske svært at indplacere. Det drejer sig f.eks. om noget sort (mørkt) glaseret lertøj, som kan følges gennem alle perioder f.eks. to‑øret krukke fra 1793, kaffekande fra omkring 1800 og pyntegenstand (løve) fra slutningen af 1800‑tallet (jvf. Ehlers 1967 s.154, 157 og 174).

Sorring er traditionelt også tilskrevet en række dunke f.eks. med fladklemt krop både foran og bagtil. Der findes en del af disse dunke rundt om på de danske museer. Men de er svære at tidsfæste, da de aldrig er udsmykket eller påstemplet med f.eks. årstal.

Sorring‑pottemagerne måtte hele tiden konkurrere mod fabriksproducerede produkter i f.eks. glas, porcelæn og metal. Gennem alle perioder har der været produceret "gaveartikler" i Sorring ved siden af det mere hverdagsagtige lertøj, og denne finere produktion vandt frem i takt med, at masseproduktionen blev udkonkurreret af en industriel produktion. Pottemageriet i Sorring får således i løbet af det 20. århundrede flere og flere impulser fra kunsthåndværk, hvor pottemagerne også begyndte at eksperimentere med udformning og udsmykning. Denne udvikling henimod det mere kunsthåndværksprægede kan følges i hvertfald fra omkring 1900. Det giver sig i nogle tilfælde udslag i ganske dristige kunstneriske forsøg. Silkeborg Museum har eksempelvis en stor, prangende pyntevase i jugendinspirerert stil, som er lavet af pottemager N. Nielsen, Toustrup ca.1895.

12. OPSAMLING

For perioden frem til ca. 1950

C. Nyrop karakteriserede i 1882 egnen ved Sorring som Danmarks pottemageregn på daværende tidspunkt, og nærværende undersøgelse har kun kunnet bekræfte denne antagelse med den uddybning, at Sorring var landets store center for det røde lertøj i perioden ca. 1830‑1940. Undersøgelsen har ønsket at sætte fokus på dette egnskarakteristiske landhåndværk, som havde så stor lokal betydning, men som har været så upræcist og dårligt behandlet i den følgende forskning.

Pottemageriet er i undersøgelsen karakteriseret som et landhåndværk, hvor pottemageriet er hovederhvervet for udøveren, og hvor der masseproduceres til et ukendt marked. Undersøgelsen har godtgjort, at pottemageriet var et tilnærmelsesvis helårligt hovederhverv for udøveren. Pottemagerne i Sorring var typisk jordløse husmænd med eget værksted med eller uden ovn.

Undersøgelsen har måttet efterprøve en række af den tidligere forsknings standpunkter. De traditionelle påstande med hensyn til Sorringlertøjet var blandt andet at:

‑ Pottemageriet i Sorring stod i fuldt flor i 1750.

‑ Pottemageriet i Sorring kulminerede i 1870.

‑ Pottemageriet i Sorring var blot en del af en større østjysk pottemagertradition.

‑ Pottemageren var gerne både agerdyrker og håndværker.

‑ Pottemageriet i Sorring skyldtes gode lokale råstofressourcer.

Resultatet af undersøgelsen kan imidlertid fastslå at:

‑ Pottemageriet i Sorring først stod i fuldt flor omkring 1830. Ganske vist var pottemageriet et veletableret landhåndværk i Sorring allerede i 1700‑tallet, men blandt andet bearbejdningen af folketællingerne dokumenterer, at pottemageriet først kulminerede omkring 1830, og at antallet af pottemagere holdt sig nogenlunde konstant frem til først i 1900‑tallet.

‑ Der kan altså ikke konstateres noget højdepunkt omkring 1870. Måske stammer "myten" om 1870‑kulminationen fra C. Nyrops banebrydende artikel fra 1882, hvor han formulerede sig således: "nu skal der være ikke mindre end omtrent 75 med omtrent lige så mange medhjælpere" (C.Nyrup 1882 s.24). Siden har det nærmest været fast udsagn i al vurdering af Sorring‑pottemageriet. Nærværende undersøgelse kan imidlertid med stor vægt afvise dette traditionelle udsagn.

‑ Helge Søgaards vanskeligheder med præcist at stedfæstne genstandsmaterialet fik ham til at hævde en generel "østjysk" pottemagertradition, hvor Sorring ganske vist nok var det største enkeltområde. Nærværende undersøgelse har dokumenteret, at Dallerup sogn ‑ og her især hovedbyen Sorring ‑ var pottemageriets center med hensyn til fremkomst, omfang og kontinuitet. Landhåndværket pottemageri var en realitet i en række nærliggende lokaliteter, men de nåede aldrig at forblive levedygtige centre. Centret var Sorring.

‑ Pottemagerne i Sorring var først og fremmest pottemager. Enkelte havde lidt jord til, men det er først i 1901‑folketællingen, at man møder kombinationen af gårdmand og pottemager. Det normale var, at pottemageren var en jordløs husmand. Nogle pottemagere havde jord, og det var muligt for dem at skifte erhverv fra pottemageri til agerdyrkning. Pottemageriet var et hovederhverv, men for mange var det ikke et livserhverv, og nogle havde muligheden for ‑ eller lysten til ‑ at skifte til agerdyrkning. Der kan også nævnes eksempler på det modsatte skift fra agerdyrkning til pottemageri. Problematikken vedrørende agerdyrkning og landhåndværk er ikke endeligt afklaret.  Nærværende undersøgelse har givet anledning til formoding om, at landhåndværket stod mest uafhængigt ‑ hvor udøvere især var jordløse husmænd ‑ i perioden ca.1800‑1890, mens der skimtes en større mulighed for sammenhæng mellem landbrug og pottemageri i såvel 1700‑tallet som i 1900‑tallet. 

‑ Traditionelt hævdes, at fremkomsten af landhåndværket pottemageri ved Sorring skyldtes let adgang til råstofferne. Det er en sandhed med modifikation. Rødleret kunne ganskevist fremskaffes lokalt i lighed med  brændslet, men blåleret skulle hentes ca. 10 km. mod øst (f.eks. Galten), og materiale til glasuren hentes ca. 10 km. mod vest (Sminge). Andre lokaliteter ‑ f.eks. Galten, Nr. Vissing og Jaungyde ‑ ser ud til at have haft lettere adgang til råstofferne. Hvorfor blev det så alligevel Sorring, der blev pottemagercentret? Det har nærværende undersøgelse ikke taget op til særskilt behandling, men følgende kan anføres:

Dallerup sogn ‑ og især Sorring ‑ var et fattigt område, som havde brug for opfindsomhed for at få det daglige udkomme. Den potentielle armod var drivkraften i jagten på mulige indtægtskilder. Det blev endnu mere nødvendigt i og med befolkningstilvæksten i begyndelsen af 1800‑tallet. Andre lokaliteter på Silkeborgegnen slog ind på at udbygge velkendte landhåndværk først og fremmest træskomageri og uldbinderiet. I Toustrup og Sorring tog man imidlertid udgangspunkt i en mindre lokal specialitet: pottemageriet. Det skal også ses i sammenhæng med, at f.eks. træskomageriet i Sorring slet ikke havde den dominerende position, som dette landhåndværk havde f.eks. i nabosognet Linå.

Landhåndværket pottemageri fik stor betydning for befolkningen i Dallerup sogn. Det gav udkommet for en relativ stor del af befolkningen, og sognet var således i vid udstrækning i stand til at fastholde befolkningstilvæksten. Først omkring 1900 sker en stagnation, og befolkningstallet falder svagt.

Sorring‑lertøjet blomstrede op i en periode, hvor købstædernes pottemageri og de sorte jydepotter var i tilbagegang. Hvorfor? Nærværende undersøgelse har ikke særskilt behandlet dette spørgsmål, men følgende kan anføres:

En forklaring kan være, at købstads‑pottemagerne tabte deres marked i købstæderne til den finere porcelæn, fajance m.m., og at de sorte potter tabte i forhold til støbejernsgryderne som kogeudstyr. De røde potter fra Sorring opdyrkede imidlertid et andet marked: landområderne. Med den generelle velstandsstigning på landet i løbet af 1800‑tallet blev der skabt et marked for mælkefade og i den øvrige husholdning pænere artikler som madopbevaringsskåle, anretterfade og skåle, tallerkner og dekorativt lertøj. Sorring‑lertøjet konkurrerede ikke umiddelbart med porcelæn, fajance eller støbejernsgryderne. Salgsdistributionen med pottekørerne direkte ud til de enkelte gårde eller lokale markeder var givetvis også velegnet til at opdyrke og fastholde netop dette marked.

Helge Søgaard blev mere og mere forsigtig i sin bestemmelse af det "østjyske" lertøj. Og der er bestemt også god grund til forsigtighed. Et hovedproblem er, at dette lertøj er uden producentstempel eller signatur. Det er derfor ikke umiddelbart muligt at skelne mellem et fiskefad fra Horsens og et fra Sorring. Brødrene Christen Pedersen og Anders Pedersen  var begge pottemagere, den første virkede i Horsens den anden i fødebyen Toustrup midt i 1700‑tallet. Der er ingen grund til at antage, at den ene bror konsekvent lavede væsentlig pænere fiskefade end den anden. Til gengæld må man konstatere, at pottemageriet i Horsens sygner gevaldigt hen i første halvdel af 1800‑tallet med det resultat, at det fra omkring 1830 især er produkter fra Sorring, som dominerer markedet.

Helge Søgaards tre‑deling af lertøjet har vist sig nyttig med modifikation. Der kan med nogenlunde sikkerhed skelnes mellem tre stilperioder:

‑ den ældre stil med farverig dekoration med en del naturalistiske motiver.  Denne stil kan følges i perioden ca.1750‑1810, og fiskefadene er det stilbestemmende lertøj.

‑ den mellemste stil med ensfarvet glasur ‑ grøn eller gul ‑ med dekoration, navne og årstal ved indridsninger. Denne stil kan følges ca. 1840‑1880, og barselspotterne er det stilbestemmende lertøj.

‑ den yngre stil med genintroduktion af en farverig dekoration dog uden egentlige naturalistiske motiver og uden indridsninger. Denne stil kan følges efter 1880, og her er det stilbestemmende lertøj først barselspotterne og siden de to‑ørede potter, de finere urtepotter og urtepotteskjulere.

Med hensyn til bedømmelse af Sorring‑lertøjet, er de problematiske perioder: den ældste periode, hvor det kan være svært ‑ og måske umuligt ‑ at skelne mellem de forskellige lokaliteters lertøj. Der er en grundlæggende mangel på genstande med sikker proveniens til denne periode, som med sikkerhed kan knyttes til Sorringegnen. Det samme kan siges om genstandsmaterialet frem til ca. 1840. Herefter bliver genstandsmaterialet langt større med direkte proveniens til Sorringegnen. Vi står således på rimelig fast grund i bedømmelsen af Sorring‑lertøjet ‑ det toneangivne og traditionelle lertøj ‑  efter 1840. Og det svarer ganske godt til den periode, hvor Sorring var landets center for det røde lertøj.

Nærværende undersøgelse er ikke en endelig afdækning af Sorring‑lertøjets historie. Det har været intentionen at få sat fornyet fokus på emnet og få afklaret en række spørgsmål, som enten var fejlagtigt behandlet tidligere eller slet ikke taget op. I forbindelse med arbejdet er genstandsmaterialet ‑ først og fremmest i form af dias ‑ også blevet væsentlig forøget sammenlignet med tidligere. Nærværende afhandling skulle derfor gerne give et kvalitativt bedre grundlag for evt. nye undersøgelser.

Der kan bestemt være brug for mere udforskning af landhåndværket pottemageri i Sorring. Det arkivalske kildemateriale er meget spredt og svært tilgængeligt, men man vil naturligvis kunne hente yderligere oplysninger her. Det vil imidlertid ikke i første omgang være i den retning, jeg vil foreslå at gå. Af nye mulige undersøgelser kan nævnes:

‑ en udbygning ved undersøgelse af de konkrete samlinger af det røde lertøj på de danske museer og hos private.

‑ en udbygning ved optegning af dekorationstyper m.m. på genstandsmateriale med henblik på yderligere sammenligninger.

‑ en udbygning ved mere systematisk gennemgang af det mere hverdagsagtige lertøj på de danske museer f.eks. krukker, dørslag og mælkefade.

‑ en kemisk undersøgelse af leret og glasuren for om muligt ad denne vej at kunne finde nogle forbindelseslinier.

‑ nogle arkæologiske udgravninger i Sorring og Toustrup med det formål at indsamle skår‑materiale fra pottemageriet med henblik på at udbygge kendskabet til glasur og farvevalg.

‑ en udbygning af kendskabet til andre pottemagercentre i Danmark for derved at kunne foretage en komparativ analyse med pottemageriet i Sorring og derved udbygge og klargøre problematikken med hensyn til en teoretisk bestemmelse af den ikke‑landbrugsmæssige produktion på landet.   

13. SORRING-TRADITIONEN

Fra ca. 1950 til i dag

Den oprindelige rapport fra 1999 behandlede kun emnet frem til ca. 1950. Det kunne der være gode grunde til, men det er i hvert fald ikke længere tilstrækkeligt. “Sorring-traditionen” overlevede og forstod at sætte sig nye spor frem til i dag. Pottemageriets udvikling fra omkring 1950 rummer så mange skelsættende elementer, at det vil være på sin plads at give en oversigt heraf. Også for på denne måde at kaste nyt perspektiv over den tidligere periode (9). 

Pottemager Knud Jensen (1906-1990) er den lokale nøgleperson i overgangen fra det traditionelle pottemageri til en senere tids mere kunsthåndværkerpræget pottemageri.

Knud Jensens overlevelse som pottemager var ingen selvfølge. Gang på gang var han på nippet til at opgive erhvervet. At det alligevel lykkedes skyldtes hårdt arbejde, nøjsomhed og en lang række mere eller mindre tilfældige tildragelser.

Knud Jensen etablerede sammen med sin far, Jens Laursen, omkring 1947 Sorring Lervarefabrik med henblik på en mere maskinel produktion. I første omgang skete det ved etablering af en ny ovn sidst i 1940’erne med høj skorsten og senere anskaffelse af en mekanisk forælter, et valseapparat og en inddrejningsmaskine.

Kunstnere og skolefolk kom i første halvdel af 1950’erne forbi Sorring Lervarefabrik. Kunstneren Asger Jorn (1914-1973) havde en kort og hektisk sommer hos Knud Jensen i 1953, og det fik væsentlig betydning for værkstedet. Sorring Lervarefabrik og Knud Jensen blev kendt også uden for det mere snævre pottemagermiljø. Den lokale kunstner Erik Nyholm (1911-1990) havde været med til at skabe kontakten, og Silkeborg Museum gjorde Asger Jorns ophold hos Knud Jensen økonomisk muligt.

Seminarielærer på Silkeborg Seminarium, Olav Randlev Pedersen (1910-1987), fik på samme tidspunkt sin gang hos Knud Jensen i Sorring. Denne kontakt til skoleverdenen var en medvirkende årsag til, at Sorring Lervarefabrik etablerede sig som handelsvirksomhed med salg af ler og pottemagerudstyr til skoler og sidenhen til andre pottemagere og tidens nye keramikere. Sorring Lervarefabrik som handelsvirksomhed var nødvendig for at sikre det traditionelle værksteds overlevelse. Sorring blev kendt for stedet, hvor man købte ler, glasur, lerfarver og andet til lertøjsfremstilling. Skoleverdenen tog i høj grad pottemageriet til sig i faget formning fra 1960’erne, og det åbnede nye muligheder for Knud Jensen, som blandt andet også kom til at undervise diverse steder så som på  seminariet, aftenskoler og kunsthåndværkerskolen i Aarhus.

Knud Jensen kunne i september 1953 deltage i Birte Vedels svendegilde som pottemager. Birte Vedel var Knud Jensens første lærling og samtidig den første kvinde i Jylland, der fik svendebrev som pottemager. Pottemagerne i Sorring var traditionelt mænd, men Birte Vedel trådte hermed ind på mændenes domæne, og i løbet af relativt få år kom kvinderne til at dominere pottemagerfaget – lokalt og generelt.

Knud Jensens datter, Anne Marie (Tut) cementerede denne overgang, da hun gik i sin fars fodspor og i 1975 overtog Sorring Lervarefabrik. Den gamle Jens Laursen – Tuts farfar – rystede på hovedet og erklærede i tide og utide, at pottemageri ikke var noget for tøser. Men ingen hørte efter. Med tiden valfartede yngre kvinder til Sorring for at snuse til det traditionelle pottemageri. Tuts datter, Berit, fulgte i sin oldefars, morfars og mors fodspor og blev også udlært på værkstedet. Berit overtog i 2000 Sorring Lervarefabrik sammen med sin mand, Lars Kristiansen.  

Knud Jensen var ikke meget for at tage lærlinge. Ud fra en erfaring af at det aldrig kunne betale sig. Det er således kun ganske få, som er blevet egentligt udlært på Sorring Lervarefabrik. Men mange – ikke mindst unge kvinder – har været omkring Sorring for at se, om pottemageriet var noget for dem.

Den teknologiske udvikling satte også sit præg på forholdene i Sorring. I 1954 opførtes en selvstændig bygning på ejendommen, hvor arbejdet med glasering m.m. flyttede over. Den gamle hestetrukne forælter blev overflødig i takt med anskaffelse af mekanisk forælter og valseapparat. Silkeborg Museum fik derfor den gamle forælter i træ midt i 1950’erne.

Sorring Lervarefabrik havde sidst i 1940’erne investeret i en ny muret ovn med høj skorsten. Den blev nedlagt i marts 1974. Jens Chr. Ørting var med til den sidste brænding, og han har en glasurbakke med navnene på de folk, som var på værkstedet hin dag, den 15. marts 1974. Følgende fik indridses deres navne: Marinus Nielsen, Søren Sørensen, Knud Jensen, Lise Sejer Petersen, Solveig Henriksen, Gitte Hegelund og Jens Chr. Ørting. Den gamle ovn var blevet overhalet af den nye tids elektriske ovne. Sorring Lervarefabrik havde i 1960’erne investeret i en elektrisk ovn, hvilket medførte, at man nu kunne forgløde produktionen og hermed producere lertøj ved to brændinger – i modsætning til tidligere med kun én brænding i den store murede ovn. Sorring Lervarefabrik fravalgte i foråret 1974 helt og aldeles den traditionelle ovntype og satsede udelukkende på nye elektriske ovne.

Pottemageriets magiske centrum er drejebænken med drejeskiven. Her forvandles leret under pottemagerens hænder til en kande eller krus eller andet forbløffende. Det er hver gang et lille mirakel. Da den lokale lærer Niels Asbæk i 1924 behandlede det lokale håndværk, gjorde han noget særligt ud af at beskrive drejebænken, da den var så godt som ukendt for tidens mennesker. Med tiden blev drejebænken imidlertid velkendt af enhver skoleelev, da skolerne rask væk fik sådanne remedier. På pottemagerværkstederne rundt omkring skete der også på dette punkt en afgørende forandring: De gamle foddrevne drejebænke (sparkskiver) blev erstattet af elektriske drejeskiver. Også på Sorring Lervarefabrik. Det krævede tilvænning, men herefter viste det sig, at de nye el-drevne drejeskiver gjorde arbejdet noget nemmere. Nu kunne pottemageren sidde lige og koncentrere sig om selve håndarbejdet. 

Sorring Lervarefabrik brugte traditionen tro to slags ler i produktionen: Blåler, som man købte fra Højslev ved Skive og så rødler, som blev købt af et teglværk i Tørring. Både til eget brug og til videresalg. Og helt i tråd med forgængernes praksis var blåleret dominerende i lerblandingen.

Sorring Lervarefabrik producerede i årtier ler til eget forbrug og til videresalg ved at hjemtage læssevis af blåler og rødler og efterfølgende foretage en omfattende æltning og indpakning. Denne produktion er efter år 2000 stoppet og erstattet af indkøb af færdigpakket ler fra blandt andre Vedstaarup Teglværk på Fyn.

Knud Jensen pådrog sig flere gange alvorlige blyforgiftninger. Det var yderst smertefuldt og potentielt livstruende. Men det hørte så at sige til det gamle traditionelle pottemagerfag. Øget fokus på arbejdsmiljø resulterede til sidst i, at den blyholdige glasur først i 1970’erne slet og ret blev forbudt. Det var godt for pottemagernes helbred – men ifølge Knud Jensen trist for lertøjet. Blyglasuren gav ifølge den gamle håndværker slutprodukterne en helt anden glans. Mange værksteder kæmpede en brav kamp for at finde fuldgode erstatninger. Mange valgte imidlertid at løse problemet ved at gå fra lertøj til stentøj. Forskellen ligger i brændingstemperaturen, hvor lertøjet brændes med en temperatur op til 1050 grader, mens stentøjet brændes ved omkring 1200 grader.

Knud Jensen havde tidligere solgt sine produkter gennem potkørere. Helt i tråd med traditionen. Men efter 1950’erne forsvandt potkørerne – det var umuligt at fastholde dette marked. I landområderne flyttede folk til byerne, tidligere tiders store folkehold forsvandt og bondekonen blev ofte selv udearbejdende. Nye markeder måtte træde i stedet. Det skete ikke mindst i form af salg til grossister, specialbutikker og en række museer. 

Knud Jensen og hans forfædre var pottemagere uden at have papir på deres kunnen. Og det fandt Knud Jensen var, som det skulle være. Han var fuldgyldig pottemager uden den slags nymodens påhit. Datteren Tut og barnebaret Berit blev i første omgang udlært i farens tradition uden svendebrev. De tog imidlertid begge svendeprøven i en moden alder. Tidens formelle krav om eksamenspapirer var blevet så påtrængende, at det ville være dumt at ignorere det.  

Berit og Lars Kristiansen overtog i 2000 Sorring Lervarefabrik og fortsatte driften med værksted og grossistvirksomhed. De tog en række initiativer for at øge værkstedets salg. Blandt andet ved at etablere en forretning på ejendommen i 2002. Men i længden var det ikke nok til at gøre værkstedsproduktionen rentabel, og Sorring Lervarefabrik lukkede i sommeren 2012 det gamle værksted. Sorring Lervarefabrik fortsætter – nu som handelsfirma i ler- og glasartikler og som kursusvirksomhed i samarbejde med Cerama.

Historien pågår til stadighed. Også i Sorring. Lørdag den 16. juni 2018 blev der tilføjet endnu en facet på historien om Sorring Lervarefabrik. Berit Kristiansen åbnede galleriet ”Det hvide hus”. Midtjyllands Avis den 14. jui 2018 havde en større foromtale af denne begivenhed med overskriften ”Fra pottemager til kunstner”. Som ottende generation af pottemagere sprang pottemager Berit Kristiansen ud som kunstner. Siden lukningen af værkstedet i 2012 havde der været afholdt kreative kurser på stedet, og Berit Kristiansen lod sig inspirere:

”Her er jo den kreative og kunstneriske side af leret, det handler om, hvor Sorring Lervarefabrik altid har haft en mere stringent tilgang til pottemagerfaget, som jeg jo også er uddannet inden for. Men med tiden begyndte jeg at interessere mig mere for den kreative side. For farverne i krukker og vaser og for at opbygge og modellere keramiske skulpturer. Så sidste år begyndte jeg lige så stille at arbejde med mine værker, og nu åbner jeg så galleriet”.

Overgangen fra det klassiske pottemagerhåndværk til den kunstneriske keramik blev også markeret ved, at Sorring Lervarefabrik og Berit Kristiansen for første gang deltog i Åbne Atelierdøre i dagene 24.-26. august 2018.

Håndværket er trådt i baggrunden, men der arbejdes fortsat med ler i Sorring. Det gamle værksted er nyindrettet til tidens kunstneriske skaben, og de fagudlærte pottemagere, Tut Kristiansen og Berit Kristiansen, er en krumtap i dette kreative, keramiske miljø.  

Sorring Lervarefabrik var og er et omdrejningspunkt for pottemageriet – lokalt og vidt omkring i det jyske. Sorring har fortsat en særlig klang i det danske pottemagermiljø. Et sted hvor man kan hente inspiration og/eller købe ler og hjælpemidler. Men det er nok en tilsnigelse i dag at tale om en ”Sorring-tradition”, selv om flere historiske spor fra Sorring og Sorring-traditionen fortsat er at skimte på egnen og i det danske (jyske) pottemagermiljø.  

Da Nationalmuseet var forbi Sorring i 1942, var der fire aktive pottemagere i byen. Flest ældre mænd. Fra 1960’erne og frem spredte pottemagerne sig ud til andre lokaliteter på Silkeborgegnen. Disse pottemagere/keramikere kan med en vis rimelighed indgå i historien om ”Sorring-traditionen”. Og talmæssigt er der snarere tale om en stigning end et fald i antallet af pottemagere/keramikere på Silkeborgegnen i tiden efter 1950. De syner måske ikke af så meget, som da alle de lokale pottemagere var samlet i Sorring i 1940’erne og 1950’erne.

I det følgende skal nævnes en række pottemagere med større eller mindre tilknytning til ”Sorring-traditionen”.

Birte Vedel (f. 1932) vendte tilbage som Birte Vedel Howard i midten af 1960’erne og etablerede sig som selvstændig pottemager først i Virklund og siden i Katrinedal syd for Silkeborg. Birte Vedel Howard opbyggede et moderne og relativt stort værksted med mulighed for at tage lærlinge. En periode havde hun Ib Oluf Hansen ansat i Virklund som svend. Blandt de større salgsartikler i værkstedet var en produktion af kakler til tidens kakkelborde – i træ eller metal.

Birte Vedel Howard lod sig inspirere af Asger Jorns kunstneriske og kreative tilgang til det gamle håndværk, og hendes produktion har været præget af en glidende overgang mellem brugskunst og kunst. Birte Vedel Howard har mellem år og dag udstillet mange steder og udført offentlige udsmykningsopgaver.   

Annie Nyhus Hansen (f. 1954) arbejdede i 1971/1972 et års tid på Sorring Lervarefabrik hos Knud Jensen, men han ønskede ikke at indgå en lærlingekontrakt med hende. Hun var velkommen til at lære faget på den gammeldags facon – uden lærekontrakt. Annie Nyhus Hansen takkede pænt nej tak og søgte ind på tidens uddannelsestilbud på området.    

Pottemageruddannelsen blev først i 1970’erne en egentlig EFG-uddannelse med skole i Sønderborg. Den gamle mesterlære hørte fortiden til, mens EFG-uddannelsen med 1½ år på skole og 2½ år på et værksted var den nye tids bud på en faguddannelse.

Annie Nyhus Hansen kom til skolen i Sønderborg i uddannelsens andet år. Og den praktiske uddannelse blev afviklet på Bangholm i Uggelbølle ved Rønde. I 1976 var svendeprøven i hus og tre år senere åbnede Annie Nyhus Hansen eget værksted og forretning i Vinding syd for Silkeborg. Herfra har hun siden drevet sit pottemageri og været fast leverandør af lertøj til først Silkeborg Museum og siden Museum Silkeborg. Ind imellem har der også været tid til på museet at ”levendegøre” det gamle håndværk i museets pottemagerværksted.

Jens Christian Ørting (f. 1937) er et eksempel på en pottemager, som har haft sin gang i Sorring, men sidenhen etablerede sig andre steder som pottemager. Jens Chr. Ørting arbejdede omkring 1970 i flere perioder hos Knud Jensen i Sorring. Det gamle håndværk havde en dragende virkning på den udlærte gartner, og tiden i Sorring gav såvel faglig kunnen som forvisning om, at pottemagerfaget lige var noget for ham. Jens Chr. Ørting etablerede sig som selvstændig pottemager og har gennem årene haft værksted i Brabrand, Aarhus, Beder og sidst i Risskov. Afgørende for tilværelsen som selvstændig pottemager har været, at Jens Chr. Ørting overtog forpagtningen af Den Gamle Bys pottemagerværksted med forretning fra 1981. Denne aktivitet gav et væsentlig rygstød i bestræbelserne på at gøre pottemageriet til en levevej. Og det gav endog grundlag for at inddrage andre pottemagere som underleverandører af produkter til salg i Den Gamle By. Heriblandt også Sorring Lervarefabrik, som mellem år og dag afsatte ikke så lidt af sin produktion til det store købstadsmuseum i Aarhus.   

Silkeborgegnen har også haft pottemagere uden nævneværdig tilknytning til Sorring og Sorring Lervarefabrik.

Per Marius Winther (1921-1997) var udlært på Røgilds Lervarefabrik i Nr. Uttrup ved Aalborg. Per Winther blev gift med en Kjellerup-pige, og ægteparret bosatte sig i 1959 i Kjellerup og etablerede virksomhed. Winthers Keramik virkede i Kjellerup i årene 1959-1964, hvorefter den flyttede til Laven St. på adressen Himmelbjergvej 128.

En af årsagerne til etableringen i Laven var, at familien Winther fandt, at her ville være et specifikt kundegrundlag blandt de mange turister, som dels befolkede de lokale campingpladser og dels ankom med Hjejlebådene.

Winthers Keramik havde et par ansatte. Blandt andet svenden Svend Christensen og malerpige Aase Richter Lassen. Desuden hjalp datteren Helle på værkstedet, mens hustruen Gunhild Winther stod for salget i butikken. Winthers Keramik eksisterede i Laven i perioden ca. 1964-1985.

Ib Oluf Hansen (1945-2016) blev udlært hos Per Winther dels i Kjellerup og dels i Laven. Ib Oluf Hansen var i slutningen af 1960’erne et par år svend hos Birte Vedel Howard i Virklund, men omkring 1970 etablerede han sig som selvstændig pottemager først i Sjørslev og siden i Demstrup. Nogle år producerede Ib Oluf Hansen halvfabrikata til Birte Vedel Howard i Virklund.

Ib Oluf Hansens egen forretning fik navnet Ib-O Keramik, og O’et rummer en tvetydighed, idet det både kan henvise til mellemnavnet Oluf og til hustruens fornavn, Oda. For Oda Hansen var selvfølgelig medhjælpende hustru i virksomheden. Virksomheden købte råmateriale og andet i Sorring.

Ib Oluf Hansen havde en alsidig produktion af blandt andet lamper, dørskilte, krus m.m., som blev solgt gennem grossister.

1970’erne var på mange måder et godt årti for pottemageriet, og salget var tilfredsstillende. Men også dette erhverv var konjunktur- og modebestemt – og Ib Oluf Hansen begyndte i 1980’erne i stadig stigende grad at ernære sig som musiker. Ib Oluf Hansen genvandt med årene glæden ved pottemageriet, og han holdt sine gamle kundskaber ved lige på værkstedet lige til sin død.   

Mange andre eksempler på pottemagere på Silkeborgegnen gennem det seneste halve århundrede kunne nævnes.

I Bryrup virkede i 1970’erne pottemager Bruno Nielsen, som drev sin forretning i Hovedgaden sammen med hustruen Grete Claudi. Bruno Nielsen havde en periode Eva Haarup Hagner (f. 1954) ansat som svend. Eva Haarup Hagner er født og opvokset i Sinding nord for Silkeborg og fulgte som ung sine drømme med at blive pottemager. Og drømmen blev til virkelighed med svendebrev, en tid som svend og senere som selvstændig.

I Sejs virkede i mange år Dissing som pottemager – uden at det har efterladt sig mange historiske spor. Og sådan kunne man blive ved. Mange har på et eller andet tidspunkt været forbi Sorring Lervarefabrik.

Produktionen har også udviklet sig i perioden. Med flere unikaer og færre standardvarer. Det gamle håndværk har i stadig større grad udviklet sig til kunsthåndværk eller kunst. Og der tales mindre om pottemagere og lertøj og mere om keramikere og keramik.

Seneste udvikling kunne tyde på, at det gamle håndværk som håndværk er uddød. Den faglige uddannelse er i hvert fald ophørt. I dag handler det først og fremmest om kunsthåndværk og design – håndværket er degraderet til en art hjælpedisciplin.

På egnen sidder fortsat pottemagere rundt omkring. Gerne på mindre enkvindesdrevne værksteder. Som altid kan det være svært at få de økonomiske ender til at nå sammen – i hvert fald alene ved pottemageriet eller keramikken. Men det er ikke noget nyt for egnens pottemageri. Sådan har det altid været.

Pottemagerfaget har gennem de seneste ca. 50-60 år (igen, igen) gennemlevet en utrolig udvikling, som det kunne være relevant at få dokumenteret og formidlet.  Silkeborg Museum (i dag: Museum Silkeborg) har de seneste ca. 20 år ydet en række bidrag med udgangspunkt i den lokale pottemagerhistorie. Med særudstillingen SKABT AF LER i 2018 var tiden inde til at kaste lys over over den lokale udvikling siden 1950’erne. I ønsket om at bevare historien og give inspiration til nye undersøgelser af emnet (10).

14. MUSEUM SILKEBORG OG DET LOKALE POTTEMAGERI

Oversigt over de seneste ca. 30 års virke på området

Foredrag om pottemageriet i Sorring? Kan og vil du det? Året er 1988, og Silkeborg Museums direktør, Christian Fischer, har fået en forepørgsel fra en forening i Vejle. Spørgsmålet gik så videre til mig – den relativt nyansatte museumsinspektør med ansvar for “nyere tid”. Ja, kunne jeg det? Sorrings pottemageri havde bestemt ikke været pensum under mit historiestudium på Aarhus Universitet i 1970’erne. Jeg anede intet til emnets eksistens før ansættelsen på Silkeborg Museum i sommeren 1986. Og siden havde jeg egentlig ikke gjort nævneværdigt ved emnet ud over nødtøftigt at orientere mig i den permanente udstilling. Nu stod jeg med en opgave, som der skulle siges ja eller nej til. Ville jeg drage til Vejle for at holde foredrag om et emne, jeg ikke vidste meget om? Christian Fischer understregede, at det var helt op til mig selv. Tænk over det! Men der var egentlig ikke noget at betænke sig på. Sorring var en del af Silkeborg Museums ansvarsområde, og af samme årsag var museet forpligtet til at kunne berette et eller andet om et så væsentligt lokalt emne. Hvem skulle folk ellers henvende sig til, hvis ikke netop Silkeborg Museum? Så i og med min ansættelse som nyere tids inspektør på museet, var det min selvfølgelige pligt at påtage mig opgaven. Og sådan kom jeg i gang med ”Pottemageriet ved Sorring”, ”Sorring-traditionen” eller ”De røde potter fra Sorring”, eller hvilken titel emnet nu havde.

Inden turen til Vejle gik jeg i gang med en mere systematisk gennemgang i den permanente udstilling, læste udstillingsteksterne grundigere og læste ellers op på den forhåndenværende litteratur suppleret med gennemgang af blandt andet folketællingerne. Måske brugte jeg lysbilleder til foredraget i Vejle. Det ville have været såvel oplagt som publikumsvenligt.

Foredraget i Vejle gik, som det kunne og skulle. Og min interesse var tændt. Måske fordi det havde givet et kig ind i ukendt verden kombineret med, at mine sonderinger sandsynliggjorde, at den eksisterende viden på området var tvivlsom.  Ja, formodentlig direkte forkert. At den byggede mere på hævdvundne dogmer end faktuel viden. I den permanente udstilling stod alle de traditionelle påstande om emnet lige fra, at pottemageriet på Sorringegnen stod i fuldt flor omkring 1750 til, at det hele kulminerede omkring 1870 med over 75 udøvere. Der var plads til forbedringer, hvilket nok kunne animere en ung, nyansat nyere tids inspektør.

Tilfældighederne spiller en stor rolle i livets gang. Også her. Silkeborg Museums tidligere konservator, Eva Salomonsen, tilbød mig nogle få år senere sit omfattende materiale om dansk pottemageri og Sorring-traditionen. Eva Salomonsen havde i Silkeborg haft den ambition at udbygge sin uddannelse med et speciale inden for dansk pottemageri. Men efter flytning til Sjælland og nyt arbejde var hendes virkelighed blevet en anden, og ambitionerne omkring pottemageriet stod og samlede støv. Måske kunne Silkeborg Museum og jeg være interesseret? Det var jeg – og det velspækkede ringbind og den propfulde mappe med materiale faldt i mine hænder. Og står fortsat på min hylde. Hermed havde jeg kvit og frit fået et ganske omfattende forarbejde til mine videre studier. Og indirekte havde jeg også fået en forpligtelse og et venligt skub til at gøre noget ved sagen.

Min første publikation om emnet var en artikel i Århus Stifts Årbøger 1997 med titlen Sorring. Danmarks pottemageregn. Og herefter fulgte nogle intensive år på området i 1998-2001. Med undersøgelser i museets egne samlinger, besøg på andre museer over det ganske land, arkivalske undersøgelser, fotografering af diverse samlinger af “rødt lertøj” og en stor særudstilling på Silkeborg Museum med titlen “De røde potter fra Sorring” i sommeren 2000 med dertilhørende pottemagermarked. Midt i dette intensive virke fremstod så min oprindelige rapport om emnet De røde potter fra Sorring. En lokalhistorisk og museal undersøgelse af et egnskarakteristisk landhåndværk ca. 1700-1950. Rapport. En rapport som søgte at favne en lokalhistorisk undersøgelse, en museal gennemgang af genstandsmaterialet og en formidling af selve håndværket.

Arbejdet med rapporten blev i årene 2000-2001 suppleret med en museal undersøgelse med udgangspunkt i genstandsmaterialet på museer og blandt private samlere. Afrapporteringen af denne supplerende undersøgelse kunne i et vist omfang udvide og nuancere de tidligere konklusioner, men overordnet set var konklusionen, at rapporten fra 1998/1999 havde fået det væsentligste med (11)

Herefter skulle der gå en del år, før emnet igen for alvor blev taget op.     

Omkring 2010 kom Sorrings pottemageri igen i fokus på Silkeborg Museum og hos mig. På flere ledder.

Museets arkæologer fandt i 2010 en affaldsgrube med lertøj på Jordbærvej ved Sorring. Den fundne affaldsgrube var åbenlyst ikke fra oldtiden, men Silkeborg Museum var absolut interesseret, og udgravningsleder Kaj Fredsgaard Rasmussen forestod i juni 2010 denne ”nyere tids udgravning”. Under udgravningen blev fundet et omfattende skårmateriale, som var et godt supplement til museets samling af hele lertøjsgenstande (12).

Silkeborg Museum nyopstillede og nytekstede i nogenlunde samme tidsrum den permanente Sorring-udstilling. Det nyfundne skårmateriale fra Sorring fandt sin naturlige plads i den nye udstilling.

Ehlers Samling i Haderslev har en særlig status inden for ”det røde lertøj”, men samlingen havde efter grundlæggerens langvarige sygdom og siden død ligget noget hensygnende hen. Men i 2010 kom et initiativ fra Samlingen: Der var midler til et større fællesmusealt projekt med udgangspunkt i Ehlers Samling. Tovholder i projektet var museumsinspektør Lennart Madsen, Haderslev og byarkivar Bodil Møller Knudsen, Horsens. Der blev indkaldt til arbejdsseminar på Ehlers Samling i sommeren 2010. Intentionerne var intet mindre end at få skabt en afløser til Louis Ehlers standardværk ”Dansk lertøj” fra 1967. Projektet havde et dobbelt sigte: Skabe en bog, som kunne være såvel en generel introduktion til Danmarks pottemageri egn for egn som en faglig luksusguide til Ehlers Samling. Jeg deltog som Silkeborg Museums repræsentant, og museets (min) opgave var at byde ind med en artikel om ”det midtjyske” pottemageri med udgangspunkt i ”Sorring-traditionen”. Andre deltagere skulle så bidrage med artikler om deres respektive områders pottemagertradition. Initiativet var prisværdigt og tilsyneladende realistisk. Deadline var udgangen af 2010. Men noget gik galt. Projektet løb ind i gentagne udskydelser for til sidst helt at dø ud. Det var trist og beskæmmende for det danske museumsvæsen. For mig var og er det en indikation på, at de danske museer simpelthen ikke fagligt magter at løfte denne opgave. Måske heller ikke anser opgaven for tilstrækkelig relevant til at gøre et behjertiget forsøg. Det var brandærgerligt, at dette gode projekt løb ud i sandet. Min indsendte artikel kunne jeg dog til dels publicere i anden sammenhæng i 2013.

2010 var også året, hvor jeg fik taget fat på emnet i en ny og større kontekst. Baggrunden var noget så prosaisk som en ny Silkeborg Kommune pr. 1. januar 2007. De tidligere kommuner Silkeborg, Them, Gjern og Kjellerup gik sammen i Ny Silkeborg, og i forlængelse heraf blev de to lokale statsanerkendte museer – Silkeborg Museum og Blicheregnens Museum – fusioneret til Silkeborg Kulturhistoriske Museum (I 2013 omdøbt til Museum Silkeborg). En ny nutid kaster nyt lys på fortiden. Silkeborg Kulturhistoriske Museum ønskede et projekt, som dels var en fællesopgave for det nye fusionsmuseum og dels skulle give ny viden om den nye fælles fortid. Valget faldt på emnet de egnskarakteristiske landhåndværk på egnen – pottemageri, uldbinderi, træskomageri og hjulmageri fra ca. 1600 til 1950. Kjellerup Kommune var historisk en del af den midtjyske ”uldbinderegn”, Gjern Kommune rummede ”Sorring-traditionen”, mens Them Kommune og Silkeborg Kommune havde en lang historie med landhåndværkene træskomageri og hjulmageri.

Silkeborg Museum og jeg havde tidligere arbejdet med det lokale pottemageri, træskomageri og hjulmageri – hver for sig. Det nye var at se på de fire ”landhåndværk” under ét. Jeg endte med at blive ansvarlig for hele projektet, og det var en faglig øjenåbner af de store. Det viste sig at være en utrolig god tilgang til at forstå hele transformation fra det traditionelle samfund til den nye kapitalistiske virkelighed fra slutningen af det 18. århundrede til slutningen af det 19. århundrede. Hvad betød denne transformation helt konkret for fattigfolk på egnen? Blandt andet at ”egnskarakteristiske” landhåndværk blev udviklet til ”masseproducerende” landhåndværk med produkter til et ukendt marked. Under projektet blev foretaget en række nye arkivalske undersøgelser, herunder også af det lokale pottemageri. Projektet har ind til videre resulteret i en større upubliceret rapport: Fra egnskarakteristiske til masseproducerende landhåndværk. Om pottemageri, uldbinderi, træskomageri og hjulmageri på Silkeborgegnen ca. 1600-1950 (Silkeborg Kulturhistoriske Museum 2010/2011).

Store dele af rapporten er tilgængeligt på Museum Silkeborgs hjemmeside under historie/faglige temaer/egnskarakteristiske landhåndværk.

Ønsket var og er at viderebearbejde materialet til en egentlig publicering. Det har indtil videre resulteret i en revideret udgave af den oprindelige rapport med titlen: I de jordløse huse. Småkår på Silkeborgegnen ca. 1770-1914 (Museum Silkeborg 2014). Fortsat i upubliceret tilstand, men i forbindelse med revideringen publicerede jeg en artikel i Århus Stifts Årbøger 2013 med titlen: Fra almue til småkårsfolk. Om fattigfolk og landhåndværk på Silkeborgegnen.

Sorring Lervarefabriks lukning af værkstedet i sommeren 2012 og fejring af Asger Jorns 100 år i 2014 var de næste anledninger til at genoptage museets og mit arbejde med ”Sorring-traditionen”.

Museum Jorn anmodede mig om at skrive om Jorn og Sorring-traditionen. Det gav mig mulighed for at kombinere min tidligere historiske artikel om emnet med en mere nutidig perspektivering med Asger Jorn som afsæt. Resultatet blev en artikel i Museum Jorns store jubilæumskatalog med titlen: Jorn og Sorringtraditionen.

Museum Silkeborg fejrede også Asger Jorns 100 år i 2014, hvor jeg var ansvarlig for en stor særudstilling og bogudgivelsen, Det skønneste. Jorn & Silkeborg.

Arbejdet med Asger Jorn gav ny viden og nye vinkler om museets historiske samarbejde med Asger Jorn og dets arbejde med det lokale pottemageri. Museet og kunstneren fandt hinanden i en fælles interesse omkring ”folkekunst”. Samarbejdet fik vidtrækkende konsekvenser, og var i sidste instans årsagen til, at Silkeborg for altid blev Asger Jorns hjemby.

Kunstneren skabte i 1953 Silkeborg Museums indsamlingsplakat med opfordring om bidrag til etablering af det lokale museum. Plakatens motiv var det såkaldte vingemotiv, hentet fra den lokale pottemagertradition. I årtier var dette motiv museets logo.  Silkeborg Museum finanserede i sommeren 1953 Jorns virke hos pottemager Knud Jensen i Sorring mod at få ca. 30 keramiske værker til gengæld. Disse ca. 30 keramiske værker var forudsætningen for, at Silkeborg Museum lige fra åbningen i januar 1954 fik en udstilling af Asger Jorns kunst.

Asger Jorn var en afgørende initiativtager og inspirator til Silkeborg Museums engagement i det lokale pottemageri og pottemageri generelt. Og udgangspunktet var det noget svære fænomen, folkekunst. I jubilæumsåret inddrog jeg temaet folkekunst i bogen Det skønneste. Jorn & Silkeborg og fulgte op med en artikel i Museum Silkeborg Årsskrift 2014 med titlen: Folkekunst. Møde med Chresten Hull.

I samme årsskrift kunne jeg også langt om længe publicere mit arbejde omkring Sorring Lervarefabrik og pottemagerfamilien Jensen. Det skete i artiklen Sorring Lervarefabrik. Gennem fire generationer. Artiklen giver et godt og nyt udgangspunkt til at forstå hele fagets udvikling frem til i dag. Denne artikel findes også på Sorring Lervarefabriks hjemmeside.  

I 2017 og 2018 blev det så igen tid til at kaste sig over temaet pottemageri i forbindelse med forberedelserne til særudstillingen SKABT AF LER. Udstillingen ønskede at præsentere temaet ”det lokale pottemageri” fra de ældste tider til i dag. Fra yngre stenalder til lukningen af værkstedet på Sorring Lervarefabrik. Lokalt pottemageri gennem ca. 6.000 år. Sådan i grove træk. Om lertøj, der var skabt, brugt eller indsamlet på Silkeborgegnen gennem tiderne. Igen for at anskue et traditionelt musealt tema fra nye vinkler. Det gav anledning til en fornyet gennemgang af genstandsmaterialet og en fordybelse i Silkeborg Museums engagement i emnet tilbage fra 1950’erne og 1960’erne.

I forlængelse af udstillingen blev der udarbejdet tre mindre artikler om de lokale pottemagere Niels Nielsen, Per Winther og Ib Oluf Hansen (13).

Pottemageri og keramik er et klassisk musealt tema med en lang tradition. Oprindeligt knyttet til interessen for folkekunst. I forbindelse med forberedelserne til særudstillingen SKABT AF LER kunne det så konstateres, at denne museale tradition er forsvundet. Rigtigt mange af de museer, som blev besøgt omkring år 2000, har valgt at pakke deres lertøjsudstillinger væk. Og fyrtårnet over dem alle – Ehlers Samling i Haderslev – er ude i store vanskeligheder med en uvis fremtid.

Den museale tradition omkring folkekunst er en saga blot. Og var det også omkring år 2000. Opgivet som uhåndterbart og lettere suspekt. Lidt på linje med naive, romantiske og/eller nationalistiske ønsker om at finde den danske folkesjæl eller andre metafysiske størrelser. Det passede dårligt ind i en globaliseret virkelighed. Var utidig. Men netop det ”utidige” kan være indgangen til at forstå vor tid. Give kant til vor egen tid, så vi ikke blot og bart går i ét med ”udviklingen” og ”fremskridtet”.

Der er ingen tvivl om, at Asger Jorn og museets grundlæggere – det såkaldte triumvirat bestående af Peder Nielsen, K.G. Kristiansen og Holger Hansen – var optaget af folkekunst og pottemageri ud fra en stilfærdig og vemodig, antimodernistisk kritik af tiden, hvor den industrielle produktion undergravede gamle håndværk og hermed indirekte det enkelte menneskes muligheder for at overskue sit liv og ved egen hånd at skabe sig en tilværelse. Interessen for folkekunst og pottemageri var således også en løftet pegefinger til tidens generelle udvikling. Og sådan reagerer vi mennesker til stadighed: forsøger at skabe en balance og en gylden middelvej.

Vi mennesker er ikke sådan at få sat på formel. Ikke mindst derfor må museerne have blik for det ”utidige i tiden”. Ellers kan vi ikke se skoven for bare træer – eller tiden for tiden selv.     

Museum Silkeborg står ved sine traditioner i bestræbelserne på til stadighed at være relevante i nutiden. Og ikke mindst det utidige og det skæve er med til at skabe liv, glæde og perspektiv i det levede liv. I denne ånd er den 20-årige gamle rapport blev revideret til nærværende afhandling med et håb om, at det sidste ord ikke er sagt eller skrevet herom.   

15. NOTER

Den oprindelige rapport fra 1999 var uden noter – kildehenvisninger m.m. var indflettet i selve teksten. I forbindelse med denne 2. reviderede udgave har det vist sig hensigtmæssigt at supplere med et mindre noteapparat for at gøre den reviderede udgave mest mulig relevant her ca. 20 år efter 1. udgaven.

1. Museum Silkeborg er et fusionsmuseum af de tidligere museer Silkeborg Museum, Blicheregnens Museum og Papirmuseet Bikuben. Silkeborg Museum og Blicheregnens Museum fusionerede pr. 1. januar 2009 til Silkeborg Kulturhistoriske Museum. Silkeborg Museum havde frem til 1. januar 2007 Silkeborg, Them og Gjern kommuner som ansvarsområde foruden dele af Ry Kommune. Blicheregnens Museum havde frem til 1. januar 2007 Kjellerup Kommune som ansvarsområde. Papirmuseet Bikuben indgik i fusionen pr. 1. januar 2012. Silkeborg Kulturhistoriske Museum ændrede navn i 2013 til Museum Silkeborg med tre afdelinger: Hovedgården (tidligere Silkeborg Museum), Blicheregnen (tidligere Blicheregnens Museum) og Papirmuseet (tidligere Papirmuseet Bikuben). Museum Silkeborgs museale ansvarsområde er Silkeborg Kommune.

2. Silkeborg Museum er den gennemgående aktør i denne reviderede afhandling, da det var museets navn ved udfærdigelsen af rapporten i 1999. I dag vil det være Museum Silkeborg (som er det samlede museum jf. note 1) eller Museum Silkeborg Hovedgården.

3. I forbindelse med Asger Jorns 100 år i 2014 fik jeg lejlighed til at se nærmere hele ”folkekunst”-traditionen. Resultateter er at finde i min bog ”Det skønneste – Jorn & Silkeborg” og artiklen ”Folkekunst. Møde med Chresten Hull” (i Museum Silkeborg Årsskrift 2014).

4. Mette Guldberg omarbejdede sin ph.d.-afdeling og udgav i 1999 værket ”Jydepotter fra Varde-egnen. Produktion og handel ca. 1650-1850”.

5. Bjarne Stoklund publicerede i 2003 endnu en artikel med ”binæring” som omdrejningspunkt. Artiklen indgik i forfatterens værk ”Tingenes kulturhistorie. Etnologiske studier i den materielle kultur” med titlen ”Slettebønder og skovbønder. Kulturlandskab og bondeøkonomi”. Begge Bjarne Stoklunds artikler om binæringsproblematikken har jeg nærmere præsenteret og drøftet i min rapport ”Fra egnskarakteristiske til masseproducerende landhåndværk. Om pottemageri, uldbinderi, træskomageri og hjulmateri på Silkeborgegnen ca. 1600-1950” (2010/2011).

6. Folketællingen opregner antal af familier og deres boformer, gård eller hus. Men i nogle tilfælde er der ikke oplyst boligform – men det fremgår af konteksten, at de pågældende familier bor i huse, formodentligt huse uden jord. Normalt står anført, at vedkommende familie under en eller anden form sidder i små kår.     

7. Den korte inddragelsen af den mere industrielle lervarefabrikation i Sorring er ny i forhold til den oprindelige rapport fra 1999. Og bygger på Chr. Heilskov og H.E. Jensen: Dallerup sogn. I fortid og nutid (1948), min artikel ”Sorring Lervarefabrik. Gennem fire generationer” (2014) og samtaler med Tut Kristiansen og Jens Chr. Ørting. At dette aspekt er fraværende i rapporten fra 1999 er i sig selv tankevækkende. Godt nok gik rapporten kun frem til ca. 1950, men det kunne have været på sin plads lige at nævne disse tiltag. Også etableringen af Sorring Lervarefabrik omkring 1947.

8. Denne centrale retssag er berørt flere gange i litteraturen, men i forbindelse med Marianne Ritzaus artikel i Den Gamle Bys årbog 1986 om Sorring-traditionen gengives sagens agter i udskrift som bilag. Herved foreligger et enestående kildeskrift til den tidlige Sorring-tradition.

9. Dette afsnit bygger især på min artikel ”Sorring Lervarefabrik. Gennem fire generationer” (2014) og samtaler med Annie Nyhus Hansen, Tut Kristiansen, Hartmann Kristiansen, Berit Kristiansen, Lars Kristiansen, Birte Vedel Howard, Jens Chr. Ørting, Oda Hansen og Helle Vinter.

10. Et af aspekter, som er ganske fraværende i såvel rapporten fra 1999 som denne afhandling fra 2018, er de organisatoriske forhold inden for faget. Det kan der være mange gode grunde til. Heriblandt at det har fyldt uendeligt lidt i materialet omkring Sorring-traditionen. Men organisationsspørgsmålet er relevant på landsplan. Viggo Nielsen var forfatter til Keramisk Forbunds 50 års jubilæumsskrift fra1947. Heri kan man få en fornemmelse af fagets brogede medlemsbaggrund. På side 173 kan man se et fotografi med tilhørende tekst om forbundets Fyns afdeling – og i midten sidder Per Winther som afdelingens daværende formand, ca. 26 år gammel.         

De tidligere organisationer for længst forsvundet eller opslugt af andre og større organisationer. Keramisk Forbund indgik i 1988 i det daværende SID (i dag 3f), og Danske Pottemagerforening af 1894 er ikke længere en arbejdsgiverorganisationen men en åben forening for interesserede i faget. 

11. Afrapporteringen er gengivet som appendix i nærværende afhandling.

12. Kaj Fredsgaard Rasmussen har afrapporteret udgravningen efter gængs arkæologisk praksis. Adressen var Jordbærvej, matr. nr.: 5 r, ejerlav Sorring By, Dallerup sogn, Gjern Herred, Skanderborg gl. Amt. Sagen er behandlet under journalnummer SIM 3/2010, KUAS j.nr.: 2010-7.24.02/SIM-0004, SB Stednummer: 160102.

13. Se litteraturlisten under Keld Dalsgaard Larsen 2018.

16. LITTERATURLISTE

Niels Asbæk: Pottemageriet på Sorringegnen (i Århus Stifts Årbøger 1924)

Flemming Birch: Pottemageriet i Galten kommune i forrige århundrede (i Anales 1982)

Per Boje: Det industrielle miljø. Kilder og litteratur (1976).

J.L. Østergaard Christensen: I butik og på værksted (i Dagligliv i Danmark bd.1. 1963)

J.L. Østergaard Christensen: Holbæk‑lertøj og Holbæk‑pottemagere (1985)

Edv. Egeberg: Linaa sogn i gamle dage (Aarbøger udgivne af Historisk Samfund for Aarhus Stift 1914-1918)

Louis Ehlers: Dansk lertøj (1967)

Jørgen Elklit: Folketællingen 1845. Metodiske problemer ved databehandling af et folketællingsmateriale (1970)

Elfride Fibiger: Fra provinsen. Erindringer fra Aarhus og Silkeborg (1852‑68) (1939).

C. Fibiger: Medicinsk Topographie af Silkeborg og dens omegn (1863).

Vagn Dybdahl og Inger Dübeck: Håndværkets kulturhistorie. Håndværk og statsmagt. Perioden 1700‑1862 (1983)

Finn Grandt‑Nielsen: Husfliden (i Dagligliv i Danmark bd.1 1963)

Mette Guldberg: Vareproduktion og handel i Vestjylland. Jydepotterne fra Vardeegnen ca. 1650‑1850 (Ph.d.-afhandling1997)

Mette Guldberg: Jydepotter fra Varde-egnen. Produktin og handel ca. 1650-1850 (1999)

V. Falbe Hansen og Will. Scharling: Danmarks Statistik (1887)

Chr. Heilskov og H.E. Jensen: Dallerup sogn. I fortid og nutid (1948).

Sven Henningensen: Studier over den økonomiske liberalismes gennembrud i Danmark. Landhåndværket (1944)

Carsten Hess: Husflid og bierhverv før husflidsbevægelsen (i Arv og Eje 1980).

Carsten Hess: N.C. Rom. Husflidens agitator (i Arv og Eje 1980)

Pat Hudson: Protoindustrialsering: teori og virkelighed (i Kritiske Historikere 1982)

Asger Jorn: Indtryk af Silkeborgegnens pottemageri (I Dansk Kunsthaandværk I 1954)

Birthe Stig Jørgensen: Træskomageriet på Silkeborgegnen i 1800‑tallet (i Folk og Kultur 1973)

Alfred Kaae: Låsby sogn (1948)

Bodil Møller Knudsen: Ildens værk (1997)

Evald Tang Kristensen: Gamle folks fortællinger om det jyske almueliv. Tillægsbind 5 (1902)

Keld Dalsgaard Larsen: Træskomageriet i Midtjylland. Fra landhåndværk til industri (i Århus Stifts Årbøger 1995‑96)

Keld Dalsgaard Larsen: Sorring. Danmarks pottemageregn (i Århus Stifts Årbøger 1997)

Keld Dalsgaard Larsen: Fra egnskarakteristiske til masseproducerende landhåndværk. Om pottemageri, uldbinderi, træskomageri og hjulmageri på Silkeborgegnen ca. 1600-1950. Upubliceret rapport (Silkeborg Kulturhistoriske Museum 2010/2011))

Keld Dalsgaard Larsen: Jorn og Sorringtraditionen (i Karen Kurczynski og Karen Friis (red): Expo Jorn. Kunst er fest! (2013))

Keld Dalsgaard Larsen: Fra almue til småkårsfolk. Om fattigfolk og landhåndværk på Silkeborgegnen (i Århus Stifts Årbøger 2013)

Keld Dalsgaard Larsen: Det skønneste. Jorn & Silkeborg (2014)

Keld Dalsgaard Larsen: I de jordløse huse. Småkår på Silkeborgegnen ca. 1770-1914. Upubliceret rapport (Museum Silkeborg 2014))

Keld Dalsgaard Larsen: Sorring Lervarefabrik. Gennem fire generationer (i Museum Silkeborg Årsskrift 2014)

Keld Dalsgaard Larsen: Folkekunst. Møde med Chresten Hull (i Museum Silkeborg Årsskrift 2014)

Keld Dalsgaard Larsen: Per Winther – pottemager i Laven (i Syn for Sogn Lokalhistorier fra Silkeborgegnen 2018)

Keld Dalsgaard Larsen: Ib Oluf Hansen. Pottemageren i Kjellerup (Demstrup) (i Brudstykker fra Blicheregnen 2018)

Keld Dalsgaard Larsen: Museum og pottemageri. Møde med Niels Nielsen (i Museum Silkeborgs Årsskrift 2018, under udgivelse)

Las Lassen: Tovstrup By og dens beboere fra omkring 1820 til 1880 (i Århus Stifts Årbøger 1909)

T. Bundgaard Lassen: L. Lassen. Lærer i Toustrup 1830‑1880 (1927)

Else Marie Lindblom: Pottemagere i Dallerup sogn i perioden ca. 1700 ‑ ca. 1830'erne. De røde potters pionere (i Århus Stifts Årbøger 1998)

Finn Lynggaard: Form & ler (1974)

Finn Lyngaard: Keramisk håndbog (1984)

Hugo Matthiessen: Den sorte jyde. Tværsnit af hedens kulturhistorie (1939).

Johannes Møllgaard: Det "mørke" Jylland og "verdensmarkedet" (i Folk og Kultur 1988)