Den store rejse

Theodora Lang og Anna Høltzermann i Middelhavet, 1908

Af Mikael Frausing

Theodora og Anna udsendte et takkebrev for opmærksomheden ved skolens 25-års jubilæum. Foto: Det Kgl. Bibliotek.

Theodora Lang havde gennem hele livet en intens rejseaktivitet, der spændte fra studierejser og internationale seminarer til private ferierejser og alt derimellem. Højdepunktet kom i 1908. Ved skolens 25-års jubilæum modtog hun en større pengegave, der gav hende mulighed for at opfylde sin livsdrøm om en rejse til Middelhavets store oldtidskulturer. Sammen med sin livspartner Anna Høltzermann tog hun i januar måned afsted med dampskib og jernbane, der gennem fire måneder bragte parret tværs gennem Europa til Middelhavet og derfra videre til Egypten, Det Hellige Land, Syrien, Konstantinopel, Grækenland, Sicilien og Napoli for i april at slutte af i Rom under den store påskefejring. Fra rejsen er bevaret to foredrag, Theodora holdt ved hjemkomsten om Damaskus og Jerusalem samt to breve fra Cairo og Sorrento, som gør det muligt at lade Theodora fortælle om rejsen med sine egne ord.

Rejsebeskrivelser

Undervejs opsøgte Theodora og Anna nøje udvalgte oldtidsbyer og arkæologiske udgravninger, eksempelvis Baalbek i Syrien, Mykene i Grækenland og Pompeji i Italien. Rejseberetningerne er dog især præget af Theodoras store nysgerrighed og fine iagttagelsesevne i mødet med andre mennesker og fremmede skikke. 

”Da vi kom hertil, saa vi jo imidlertidig straks, at det Gadeliv her er, er noget for os Europæere aldeles ukendt og vidunderligt. Alene alle disse sorte Mennesker med røde Fezer eller forskelligt farvede Turbaner virker jo som Trolderi. Det er alt sammen hvad en Europæer, i alt Fald en Nordbo, kun kender fra Scenen, ikke fra Livet. Og endnu er jeg ikke kommet videre end at jeg stadig maa spørge mig selv, er dette Virkelighed?”

Theodora udnytter hele papiret, når hun skriver breve.

Her fra Cairo.

Jerusalem

Efter en uges tid i Cairo med besøg ved pyramiderne og kongegravene rejste parret videre til Jerusalem og Det Hellige Land, som dengang hørte under Det Osmanniske Rige. For den stærkt troende Th. Lang var besøget i Jerusalem først og fremmest en pilgrimsfærd. ”Jerusalem er Længslernes By” kaldte hun det foredrag, som hun holdt ved hjemkomsten, og hvor rejsen beskrives gennem bibelske steder og referencer. 

Indimellem kunne larm og trængsel også trænge igennem, og ikke mindst de andre turister kunne være en plage – eller en kilde til forundring. Theodora og Anna besøgte Gravkirken i Jerusalem for at søge stilhed og bøn men overvældes af sceneriet:

"Der er 2000 russiske Pilgrimme i Byen … De er saa let kendelige, dels paa deres mørke Dragter, dels paa den underlige ubeherskede Andagt, hvormed de knæler ned lægger Panden mod de hellige Steder, jubler og kysser dem. De vældige Marmorsøjler ved Kirkens Indgang er halvt slidt op af Pilgrimmenes Kys.

Vi følger med dem ind under Portalens Hvælving. Og vi Protestanter, der er saa lidt vante til dette ubeherskede Andagtsudtryk stødes undres ved at være Vidne til Pilgrimmenes Henrykkelse ved at staa paa de hellige Steder. Og dog, vi gribes end mere af dette Syn, en Stimmel af Mennesker, den ene kan knap komme frem for den anden, bevæger sig her ustandselig fra den ene Helligdom til den anden, deres Øjne straaler med en Inderlighed og en Fryd, der fortæller os om deres indre Følelser, men forstyrrer os i den stille Andagt, vi Protestanter har længtes efter her inde."

Syrien

Fra Jerusalem gik turen videre til Syrien. Parret ankom med skib til Beirut og rejste straks videre med jernbane over bjergkæderne Libanon og Antilibanon mod Damaskus. Undervejs gjorde de holdt i oldtidsbyen Baalbek, hvor de beundrede de meget velbevarede romerske ruiner. Men for lærerinden Theodora var det alligevel mødet med en flok skolebørn uden for byens græsk-ortodokse kirke, som gjorde størst indtryk:

"Jeg saa paa deres Bøger, det viste sig at være Fransk, “Bonjour”, hilste Børnene nok saa snildt, og det viste sig at de virkelig kunde udtrykke et og andet i dette Sprog, saa man kunne faa sig en lille Passiar med dem. Da kaldte en græsk Munk og stille vandrede de ind i Skolestuen, som stødte op til Kirken. Det vilde nok have været værd at følge dem, men Vognen holdt for Døren, endnu engang maatte vi betro Liv og Lemmer til disse vilde Kuske og Dyr og de brøstfældige Vogne."

Ankommet til Damaskus var det igen det eksotiske og fremmedartede, som sprang i øjnene. Og som så mange turister før og siden udtrykte Theodora både forundring og utryghed ved at færdes i en fremmed by med fremmede skikke:

"Prøver man at købe noget her overraskes man ved at opdage, at ingen Handlende her har bestemte Priser. De synes overhovedet ikke at kende nogen Pris. Spørger man, forlanger de en himmelhøj Pris, ryster man paa Hovedet gaar de gerne ned til det Halve, ja løber efter en og falbyder deres Varer til en endnu lavere Pris blot de kan blive af med dem. Men det er for sent i Aften at besøge de store Bazarer, hvor Handelslivet udfolder sig i hele sin Ejendommelighed. Vi vender om, thi Solen er ved at Synke, og efter Solnedgang er det ikke godt at færdes i en muhammedansk By."

Et gennemgående træk fra europæeres rejsebeskrivelser fra Mellemøsten var en stor beundring for den antikke fortid og for den storslåede arabiske arkitektur og kunst samt en fascination af farverne og sanseligheden i kulturen. Denne beundring blev dog fulgt af en lige så stærk fordømmelse af den muslimske religion og dens ritualer og af det osmanniske riges politiske og militære undertrykkelse.

Athen og Grækenland

Theodora havde også en konstant opmærksomhed på ”tyrkernes” generelle mangel på orden, beherskelse og renlighed. Det lysnede ved ankomsten til Grækenland, der havde udnævnt en dansk prins som konge efter selvstændigheden fra osmannerne:

"Mærkværdigt at se Forskellen, saa snart man kom til Athen. Naturligvis, Athen er endnu en lille By og der er langt frem, før det græske Folk igen kan blive en samlet Nation, man føler rigtig der, at man er iblandt Folk, der begynder at lave sig selv et Rige og en ny Historie, men man føler, at man er iblandt helt andre Folk end Tyrkerne. Endnu er der meget af det tyrkiske Snavs tilbage i Athens Gader, og dog ser de rene ud imod Constantinopel [...] Og man ønsker dette Folk at det maa være besindigt og klogt nok til at kunne skabe sig en ny Historie. Kong Georg er en klog Mand, det er en Lykke for Grækerne, men de er vist ikke lette at styre."

Den sidste forudsigelse skulle vise sig profetisk, da kong Georg blev myrdet i 1912 efter et militærkup. Parret tilbragte en uge i Grækenland med at se oldtidens ruiner i Athen og tage på udflugter til Korint og Mykene, førend rejsens sidste stræk bragte dem via Sicilien videre til Napoli-bugten og Sorrento.

Theodora og Anna i Athen. De står forrest i store hatte. Foto: Silkeborg Arkiv.

Sorrento

Opholdet i Sorrento var dedikeret til ro og hvile, hvor Theodora viste sine evner til at give både stemningsmættede og humoristiske beskrivelser af oplevelser og landskaber. Ved ankomsten skulle de fra damperen ned i mindre robåde, og det gik ikke stille for sig:

"Den Dag, vi kom hertil paa Damper, blæste der i den Time vi var om Bord en saadan Storm op, at vi var ganske uhyggeligt til Mode, og nær ikke var kommet i Land. Man maa gaa i Baade for at komme ind, og Bølgerne red stadig disse bort fra Skibstrappen, saa det gjaldt at komme ned i dem netop i det Øjeblik da Bølgen bar dem ned til Skibet. [...] Saa befalede vi os Gud i Vold og kastede os i Armene paa de kraftfulde Mænd, der skøttede Baaden. I et nu var vi dernede og paa Plads."

Efter denne sindsoprivende oplevelse med at komme i land kom de til et lille pensionat i Sorrento, hvor de tilbragte det meste af tiden med ro og udflugter til Pompeji, Capri og så en bedårende tur på egen hånd langs Amalfi-kysten, hvor de lånte pensionatets ”lille Vogn med en brillant lille Hest.”

Til afslutning er det værd at give ordet til Anna Høltzermann, som fra Sorrento også fandt tid – og ikke mindst ro – til at skrive hjem. Brevet, synes jeg, siger ganske meget om forholdet mellem de to rejsekammerater og livspartnere:

"Nu da vi er i Land igen uden hele Tiden at skulle af Sted fra 8-12 og fra 1-6 føler jeg ogsaa Trang til at skrive lidt Hjem, men efter at have læst Frk. Langs 12 Sider igennem maa jeg tilstaa, at der er ikke meget tilbage at fortælle om. Dog nogle ’Smuler’ har jeg vist samlet op hist og her. Constantinopel har vist gjort stærkere Indtryk paa mig end paa Frk. Lang. Kairo, Beirut, Konstantinopel, de tre byer ligner hinanden, men er noget saa helt forskelligt fra hvad vi ellers har set. Det var virkelig helt mærkeligt at komme til Grækenland og Italien og se Folk med Hatte paa Hovedet igen."

Litteratur og kildemateriale

Linderstrøm-Lang, Karen. Theodora Lang: Et Hundredårsminde. Silkeborg, 1955.

Rejsebreve, 1908, Silkeborg Arkiv, Theodora Langs privat-arkiv, A1379, lb.nr. 70