Nyt forskningsprojekt om Tollundmandens sidste måltid
Museum Silkeborg har netop fået bevilget knap 600.000 kr. fra Kulturministeriets Forskningspulje til projektet ”Guddommeligt måltid eller hverdagskost? Nye naturvidenskabelige analyser af Tollundmandens mave-tarmindhold”.
Da Tollundmanden blev fundet i 1950, blev der i hans mave konstateret velbevarede rester af det sidste måltid. Vi vil nu undersøge præcist, hvad dette måltid bestod af: Var det et ordinært jernaldermåltid, eller er der spor efter alkoholiske drikke, hallucinerende stoffer eller andet særligt indhold, der tyder på, at det sidste måltid var et led i det ritual, der for 2400 år siden endte med, at Tollundmanden blev hængt og nedlagt i mosen?
I 1950 konkluderede botaniker Hans Helbæk, at Tollundmanden 12-24 timer inden sin død spiste en grød/vælling bestående af bl.a. byg, hør og bleg pileurt. Resultaterne er dog ikke repræsentative, da det især var de større plantedele, der blev registreret, og at artsbestemmelserne ikke var på niveau med dem, der foretages i dag. Gennem nye naturvidenskabelige analyser vil det være muligt at få et langt mere detaljeret indblik i måltidets karakter foruden andre aspekter af jernalderlivet, såsom Tollundmandens helbredstilstand, og hvordan korn og ukrudtsfrø blev håndteret og tilberedt. Undersøgelserne omfatter analyse af plantemakrofossiler, pollen, NPP’er (dvs. parasitæg, svampesporer, plante- og insektfragmenter mv.) og fedtsyrer.
Med dette projekt vil det endelig blive muligt at sammenligne bl.a. Tollundmandens og Grauballemandens sidste måltid på et ordentligt grundlag og finde ud af, om også Tollundmanden spiste tærskeaffald.
Forskningsprojektet foregår i samarbejde med Nationalmuseets Afdeling for Miljø- og Materialeforskning og Moesgaard Museums Afdeling for Konservering og Naturvidenskab. Resultaterne forventes klar i slutningen af 2019.
Kontakt forskningschef Nina Helt Nielsen for nærmere oplysninger.
Følg os her: