Nyheder fra arkæologien
Storgården før Sejlgård
Kæmpe jernalderhus fundet ved Sejlgård ved Funder.
Lene Bagge Andersen
Vest for Funder er arkæologerne fra Museum Silkeborg i fuld gang med en udgravning, forud for udstykning til bebyggelse.
Under udgravningen er der fremkommet flere gårdanlæg med tilhørende hegn, der formentligt er fra yngre romersk jernalder (150/160-375 e.Kr.). Stolpehullerne viser, at stolperne i flere af husene er blevet udskiftet i forbindelse med reparation. Husene har altså stået i en længere periode. I området er der også fundet flere jernudvindingsovne, der vidner om, at der har været jernproduktion på stedet.
Et rigtig interessant fund, som er gjort ved Sejlgård, er et kæmpe langhus. Langhuset formodes at være fra yngre romersk jernalder eller måske germansk jernalder og måler hele 54 meter, hvilket er meget usædvanligt for denne periode, hvor den generelle længde lyder på 16-22 meter. Dette kan betyde, at der før hovedgården Sejlgård, der i 1598 hørte under Silkeborg Slot og i 1720 fik titlen ’Avlsgård’ under Kronen, har ligget en anden stormandsgård i samme område.
Der er ved undersøgelsen af langhuset udtaget jordprøver fra de mange store stolpehuller, som forhåbentlig kan give os en mere præcis datering, samt gøre os klogere på, hvordan huset har været indrettet (ud fra makrofossilerne).
Knap 50 meter fra det store jernalderlanghus blev der fundet syv glasperler i kanten af et vådområde. Om perlerne har tilhørt en af beboerne på gården, ved vi ikke, men det er da en nærliggende tanke. Måske er der én, der har tabt dem, da personen var nede ved vandkanten.
Abonnér på nyhedsbrevet
Vi udsender nyheder og indbydelser til udstillinger 6-12 gange årligt. Vælg én eller flere afdelinger.
Afmelding sker i bunden af nyhedsbrevet.
Følg os her: