Nyheder fra arkæologien
På jagt. -småt men godt fra Holm Mølle
I sommerens løb færdiggjorde Museum Silkeborg de arkæologiske undersøgelser vedrørende et nyt højspændingskabel mellem Tange og Bjørnholt ved Silkeborg.
Poul C. Mikkelsen
Lokaliteten blev undersøgt hvor tæt ved Holm Mølle, hvor Lemming Å og Alling Å mødes.
Der er tale om en lille bosættelse, eller mere præcist en rasteplads fra jægerstenalderens maglemosekultur.
I et tyndt brunt sandlag lige under græsmarken lå cirka 850 stykker bearbejdet flint inden for et område på blot 30 M2. Varmepåvirket flint, trækul og forkullede hasselnøddeskaller viste hvor ildstedet havde været placeret og omring det lå flinten særlig tæt. Her har man siddet og forberedt sig til jagten og trimmet udstyret. Først og fremmest var der tale om flintaffald. Fra små næsten mikroskopiske splinter, til større flintstykker. Her til kommer nogle få blokke til produktion af helt små flækker, adskillige små flækker også enkelte store, en enkelt skraber og fire hele og en knækket mikrolit. Mikrolitter er små skarpe og fint tilhuggede flintstykker lavet af små flækker. De fungerede som effektive spidser og skærper i pile og spyd. Mikrolitternes karakteristiske form daterer pladsen ved Holm Mølle til den mellemste maglemosekultur, 7.800-7000 f.Kr.
På en af mikrolitterne sidder stadig en brunlig masse, muligvis birkebeg som har holdt mikrolitten fast i pileskaftet.
Stedet ved Holm Mølle har været velegnet som udgangspunkt for jagt og fiskeri og der kendes da også adskillige lokaliteter fra hele jægerstenalderen ved åløb og søer i det indre af Jylland. Problemet med de kendte pladser er imidlertid, at det stort set kun drejer sig om flint og flintredskaber opsamlet på markoverfladen. Pladsen ved Holm Mølle udmærker sig ved, at være en af de meget få, hvor der er foretaget en systematisk arkæologisk undersøgelse.
Her er virkelig en enestående mulighed for at kigge jægeren over skulderen og sidde med ved bålet. En detaljeret gennemgang af al flinten fra stedet og analyser af slidspor på skraber, mikrolitter og flækker vil kunne fortælle en del om hvad man lavede under et af de korte ophold man gjorde under jagtturen.
Abonnér på nyhedsbrevet
Vi udsender nyheder og indbydelser til udstillinger 6-12 gange årligt. Vælg én eller flere afdelinger.
Afmelding sker i bunden af nyhedsbrevet.
Følg os her: