Nyheder fra arkæologien
Stenaldergravningerne ved Sølystvej
I forbindelse med opførelsen af Søsportens Hus undersøgte Museet anlægsområdet umiddelbart før anlægsarbejdets start. På stedet dukkede meget hurtigt spor efter maglemosekulturens bosættelse op. Maglemosetid svarer i kalenderår til perioden mellem 9000 og 6800 f.Kr.
Kaj F. Rasmussen
Flintgenstande fra pladsen antyder at dateringen nok kan snævres ind til den mellemste maglemosekultur, imellem 7800-7000 f.Kr. Stedet har altså været beboet for omkring 9.000 år siden. Flintgenstandene ligger i et sandet kulturlag, hvor der dengang har været sandet søbred, fordi søen dengang stod omkring 2 meter højere end i dag.
For tre år siden gravede museet en lignende plads syd for Langsøen hvor motorvejen i dag krydser Gudenåen. Her dukkede maglemosetidens fund op på kote 21-22. Tilsvarende viste det sig at være tilfældet med Sølund, for enden af Ege Allé, overfor Langsø gravningen.
Sølyst gravningen viser en bred udnyttelse af søens resourcer, hvor fiskeri og jagt har været i højsædet. Der har sikkert været hundredevis af denne type pladser, men det betyder ikke at her har boet mange mennesker, da hver lokalitet blot er resultat af flere korte besøg fra en mindre familiegruppe.
Stenalderjægerne har udbedret deres jagtredskaber på disse steder. Det er især pilespidser vi finder ved Sølyst. Der er sandsynligvis også drevet fiskeri fra stedet, men fiskeredskaber er oftest ikke af sten, og derfor sjældent bevarede på tørt land.
Nedenfor fund fra en enkelt kvadratmeter fordelt på fire kvarte. Delfelt 2-4 indeholdt mikrolitter, som her ses lige over de håndskrevne tal.
Abonnér på nyhedsbrevet
Vi udsender nyheder og indbydelser til udstillinger 6-12 gange årligt. Vælg én eller flere afdelinger.
Afmelding sker i bunden af nyhedsbrevet.
Følg os her: