Nyheder fra arkæologien
Jernmagerens ring
Stor sølvring fundet ved udgravning af middelalderlig jernudvindingsplads.
Mads Rohde Jülov
I efteråret 2017 har Museum Silkeborg udgravet en slaggedynge fra middelalder/renæssance i Gødvad nord for Silkeborg. Silkeborgområdet er kendt for sin omfattende middelalderlige jernproduktion både fra skriftlige kilder og omfattende registreringer udført af Rasmus Mortensen og Niels Nielsen i første halvdel af 1900-tallet.
Tidligere har Nationalmuseet udført et prøvesnit i en slaggedynge i Vattrup Enge. En totaludgravning af en middelalderlig slaggedynge er ikke tidligere udført på dansk område.
Slaggedyngen i Gødvad havde en udstrækning på ca. 100 kvadratmeter og indeholdt omkring 40 tons slagge og andet affald fra jernproduktionen.
Ud over det store naturvidenskabelige materiale der blev hjemtaget, blev der også frilagt en middelalderlig jernudvindingsovn hvis konstruktionsdetaljer slutter sig til 2 tidligere middelalderovne der er udgravet i Silkeborg området indenfor de sidste år.
Det mest kuriøse fund fra udgravningen må dog være en stor sølvring men et bomærke. Måske har netop denne sølvring tilhørt jernmageren?
Det store naturvidenskabelige materiale bearbejdes for tiden og vi håber at der herved vil fremkomme ny og væsentlig viden om den middelalderlige jernproduktion i Silkeborg.
Abonnér på nyhedsbrevet
Vi udsender nyheder og indbydelser til udstillinger 6-12 gange årligt. Vælg én eller flere afdelinger.
Afmelding sker i bunden af nyhedsbrevet.
Følg os her: