Rids af en forenings historie 1987-2003.
Af Keld Dalsgaard Larsen, Silkeborg Museum.
 

Foreningen Papirets Kunstnere har nedlagt sig selv. Efter godt 15 års hektisk, inspirerende og opslidende foreningsarbejde valgte man at stoppe på en værdig og fornuftig måde. Og i den sammenhæng blev det besluttet at aflevere foreningens arkiv til Papirmuseet Bikuben i Silkeborg i ønsket om på denne måde at sikre eftertiden et vidnesbyrd om foreningens liv og virke i årene 1987-2003. Materialet indeholdt foreningens tidsskrift, udstillingsomtale, beretninger, medlemslister, bøger, mapper med papirklip, enkelt papirklip, kalendere, diverse avisudklip m.m. Materialet kan alt i alt være i 2-3 flyttekasser.
Foreningens mangeårige formand Ella Biltoft og næstformanden Birgit Svarrer stod for overdragelsen fredag den 22. oktober 2004. Aftalen blev, at Papirmuseet Bikuben på sin hjemmeside skulle fortælle om overdragelsen. Og Keld Dalsgaard Larsen, Silkeborg Museum påtog sig i samme forbindelse at udfærdige et rids af foreningens historie 1987-2003.

Optakten til foreningens stiftelse i 1987 var en stigende frustration hos en række papirklippere over, at omverdenen ikke anerkendte papirklip som selvstændig kunstnerisk udtryksform. Papirklippere kunne opleve, at udstillinger uden videre afviste papirklip som kunst.
Papirklippere ønskede respekt og anerkendelse - og midlet hertil skulle blandt andet være en forening, en kunstnersammenslutning.
Nya Sabulonsen var initiativtager. Hun udsendte i 1987 et brev til godt 100 papirklippere for at gøde jorden for en forening. Brevets indledning lyder således:
"Denne henvendelse til dig som papirklipper har til formål at få dannet en landsdækkende forening af aktive papirklippere. Afgørende er, at du har lyst til at udstille og sælge dine klip og evt. få dem reproduceret som brevkort m.v. og derfor kan have gavn af at have en anerkendt forening i ryggen". (Brevet er i sin fulde længe gengivet i Papirets Kunstnere nr.3 1992).
Efter et ihærdigt forarbejde kunne 14 papirkunstnere mødes i Herfølge i week-enden den 5.-6. december 1987 til stiftende generalforsamling. Foreningen startede med 40-50 medlemmer.
Medlemstallet udviklede sig således gennem årene:
1989: 66 medlemmer
1991: 79 medlemmer
1997: ca. 45 medlemmer
2003: ca. 25-30 medlemmer

De første vedtægter:
Foreningen fik navnet Papirets Kunstnere. Dansk Papirkunstnerforening af 1987. Og den omfattende formålsparagraf lød i sin helhed således:
"Det er foreningens formål at støtte sine medlemmer ved at fremme papirets kunst og få papirbilleder værdsat som fuldgyldige kunstneriske udtryk!
A. At skabe kontakt mellem de enkelte papirkunstnere ved bl.a. oprettelse af      lokal- og interessegrupper.
B. At skabe kontakt til/med andre landes papirklipperforeninger.
C. At arrangere udstillinger, museumsbesøg o.a. aktiviteter.
D. At etablere en samkøbsordning.
E. At indsamle viden og erfaring til et arkiv, en "videns-bank".
F. At oplyse og informere internt ved udgivelse af et medlemsblad.
G. At oplyse (også) externt via medierne, herunder arbejde på dertil berettigede           papirklip anerkendes som kunst.
H. At annoncere i tidsskrifter og fagblade med tilbud om at løse opgaver indenfor      undervisning, illustration, deokrativt design m.v."

Sonja K. Oldin, Næstved, blev foreningens første formand (1987-1990). Papirets Kunstnere havde i sin levetid kun tre formænd. De øvrige var Jens Jakob Sabber, Gudhjem, (1990-1997) og Ella Biltoft, Esbjerg, (1997-2003).

PSALIGRAFI OG PAPIRKLIP

Psaligrafi er den fine fagbetegnelse for papirklip. Ordet betyder at tegne (male) med saks. Men dette fremmedord formåede dog slet ikke at fortrænge det velkendte ord, papirklip. Det kan på sin vis illustrere de enorme vanskeligheder, som papirkunstnere havde med at få hævet papirklippets status fra almindelig hobbyfornøjelse til anerkendt kunst. For alle kendte jo til papirklip, og ganske mange mente også, at de var papirklippere. Men var de af de grund kunstnere?
Skismaet fremgår af vedtægternes formålsparagraf stk. G, hvor der står, at man vil arbejde på, at "berettigede" papirklip anerkendes som kunst. Det er altså ikke al papirklip, der er berettiget til at blive kaldt for kunst.
Denne problematik blev sat på spidsen af Nya Sebulonsen i et interview i forbindelse med foreningens 5 års jubilæum i 1992. Om hendes visioner for fremtiden:
"Det er da først og fremmest, at vi når frem til kompromisløst at fastholde målsætningen: at få dertil berettigede papirbilleder værdsat som fuldgyldige kunstneriske udtryk. Og så ville jeg ønske, at dem der føler, at de ikke passer ind i den sammenhæng, ville tage konsekvensen og stifte en alternativ forening. F.eks. medlemmer der gør meget ud af at erklære, at de ikke er kunstnere og bliver skræmte af vores høje mål og ikke synes, det er sjovt at være med i en "diskussionsklub". Hvad vil de iøvrigt under navnet "Papirets Kunstnere"? Lad dog os, der er så formastelige at "tro vi ER noget" beholde kunstnernavnet. Så kan dem, der tror de ikke er noget jo passende kalde sig noget andet. Det ville skabe arbejdsro i begge lejre. Min (tidligere) vision, om at billedkunstnerne og amatørklipperne kunne have noget godt ud af et samvær i gensidig respekt, er blevet til desillusion" (Papirets Kunstnere nr.3 1992).
Foreningen måtte leve med dette skisma. Den indeholdt både næsten professionelle og ambitiøse kunstnere og så en række glade amatører, som nød papirklip som hobby. Problematikken blev måske forstærket af, at papirklip kom på mode hos kreative mennesker i slutningen af 1980'erne og første halvdel af 1990'erne.
Papirklip har dog aldrig været så lukrativt et fag, at dets udøvere har kunnet leve af det. En af de sjældne undtagelser var Jens Jakob Sabber, som i perioder kunne leve af sin kunst ved salg og kursusvirksomhed m.m.. Jens Jakob Sabber var lidt af et samlingspunkt i foreningen. Desværre kom Sabber i 1997 ud for en ulykke, der gjorde, at han måtte trække sig som foreningens formand. Foreningen udtrykte sin taknemlighed ved at gøre Sabber til foreningens (eneste) æresmedlem.

Papirklip har umiddelbar folkelig appel. Og papirklippere har normalt rimelig let ved at udstille på mindre steder, f.eks. i den lokale bank eller det lokale bibliotek. Men det var ikke nok for pionerne. Ønsket var at udstille de rigtige steder, hvor den anerkendte kunst blev udstillet. F.eks. på censurerede udstillinger eller på museerne. Inger Sørensen, Hjørring, var en af pionerne på dette område, da hun som den (formodentligt) første fik antaget papirklip på en censureret udstilling.

Papirets Kunstnere forestod i 1991 en stor udstilling på Esbjerg Museum, og det blev lidt af et gennembrud. Foreningen udstillede her kollektivt (flere papirkunstnere sammen i modsætningen til de traditionelle individuelle private udstillinger) og på et sted, som var anerkendt for kvalitet.
Successen blev fulgt op med en dansk-hollandsk udstilling på Esbjerg Museum i 1994. Det var samtidig foreningens første censurerede udstilling. Det skete dog heller ikke uden lidt interne dønninger.
Bornholm Museum dannede rammen om en stor udstilling arrangeret af foreningen i 1995-1996. Og i jubilæumsåret 1997 stod foreningen for hele tre store udstillinger, en i Christianhavns Beboerhus, en på Landbrugsmuseet Gl. Estrup og en på Galleri Gl. Strand i København.

Papirets Kunstnere var et rigtigt kunstnertidsskrift, hvor tyngdepunktet var de mange gengivne papirklip. Tidsskriftet har på mange måder karakter af et kunstnerkatalog. Det er en nydelse af gennemlæse (læse er iøvrigt det forkerte ord i denne sammenhæng!) tidsskriftets enkelte numre. Men al den kvalitet kunne også skabe problemer! Det kan anes i en lille vedtægtsændring i 1991, hvor formålsparagraffens stk. F fik en lille tilføjelse: "Medlemsbladet kan ikke sælges i løssalg til ikke-medlemmer". Der var simpelthen mennesker, som kopierede disse papirklip. Problematikken drejede sig om "kopister", som kopierede andres kunst til egen vindings skyld. Foreningen arbejdede i hele sin levetid målbevidst på at sikre de enkelte medlemmers kunstneriske ophavsrettigheder. Foreningen kunne i den forbindelse også tilbyde advokatbistand.

Tidsskriftet bandt foreningen sammen. Var livsnerven. At være ansvarshavende redaktør var noget af en opgave. Lis Christensen, Hjørring, holdt længst på posten som redaktør. Af andre, som i kortere eller længere tid havde posten, kan nævnes Anne-Mette Wrangel Schäffer, København, Anette Heldvig, Silkeborg, Mette Binderup, Slagelse/Holstebro og Pernille Reitz, Højbjerg.

Papirets Kunstneres udgangspunkt var papirklippet. Medlemmerne var imidlertid generelt en flok kreative mennesker med mange kunstneriske interesser. Med årene fornemmes en vis tilnærmelse til "papirkunst" i al almindelighed. Flere og flere arbejdede med håndgjort papir - både som håndværk og som kunst. Symptomatisk for denne udvikling kan nævnes, at tidsskriftets sidste redaktør, Pernille Reitz ikke var papirklipper - men papirkunstner med udgangspunkt i det håndgjort papir.
På den måde virker det naturligt, at foreningens materiale overdrages til Danmarks nye specialmuseum for papir - Papirmuseet Bikuben i Silkeborg.

MINDERNE OG HISTORIEN

Papirets Kunstnere eksisterer ikke længere. Men foreningens materiale er sikret for eftertiden ved overdragelsen til Papirmuseet Bikuben. Og hos medlemmer vil foreningens sidde dybt i erindringen. Foreningens udgangspunkt var et ambitiøst ønske om at hæve papirklippets kunstneriske anseelse. Denne kamp resulterede i megen flot papirklip, i mange udstillinger og i et imponerende tidsskrift. Og i et kreativt samvær med ligesindede. Det har til tider helt åbenlyst været hudløst og frustrerende, men i minderne vil de gode og storslåede menneskelige og kunstneriske oplevelser indtage hæderspladsen.

Ovenstående historiske rids af foreningens historie er skrevet af en komplet udeforstående person. Jeg har ikke haft lod og del i foreningens liv. Jeg har blot haft det priviligium på vegne af Papirmuseet Bikuben at tage imod foreningens materiale. Jeg påtog mig at give foreningen et foreløbigt historisk mæle med en kortfattet foreningshistorie. Informationerne og mine "fornemmelserne" for den interne udvikling har jeg først og fremmest hentet i foreningens tidsskrift. Håber at have ramt plet i et vist omfang.