SILKEBORG FATTIGGÅRD 1869-1958

En oversigt

Af Keld Dalsgaard Larsen

Silkeborg Fattiggård på Århusbakken med sygehuset i baggrunden.

Silkeborg Fattiggård eksisterede i perioden 1869-1958. På tre forskellige steder og under tre forskellige navne. Men i folkemunde var fattiggården altid fattiggården.

Silkeborg Fattiggård har ligget i Nygade (1869-1902), på Frydensbjerggård (1902-1942) og på Vester Kejlstrup (1942-1958). Ved indvielsen var navnet Silkeborg Fattiggård. I 1912 blev det ændret til Silkeborg Fattig- og Forsørgelsesanstalt. Navnet blev igen ændret i 1937 til Den kommunale Arbejdsanstalt i Silkeborg.  Navneforandringerne afspejler tidernes skiftende syn på institutionen og dens beboere.

I det første reglement omtales de fattige som ”fattiglemmer” eller blot ”lemmer”. Denne sprogbrug antyder, at samtiden knapt nok opfattede de fattigste fattige som medborgere. I reglementet fra 1912 anvendes generelt betegnelsen ”fattige” om beboerne. Og fra reglementet i 1937 forsvinder alle ord, der relaterer til ”fattig”. Nu bliver beboerne omtalt som ”de trængende”, ”de indskrevne” eller ”personer”.

Oprindeligt regnede man med, at beboerne kunne være unge som gamle, mænd som kvinder, enlige eller ægtepar med eller uden børn. Men med tiden blev der en klar overvægt af enlige ældre mænd. I det 20. århundrede var det uhørt, at børn var at finde på fattiggården i Silkeborg. Man mente ikke, fattiggården var et sted for børn.

Fattiggård efter fattiggård så dagens lys i anden halvdel af det 19. århundrede. Også på Silkeborgegnen. Ønsket var at få styr på dels de fattigste fattige og dels de økonomiske udgifter til denne samfundsgruppe. Fattiggården skulle være et sted, hvor de fattige selv kunne bidrage til deres forsørgelse ved forfaldende arbejde.

Silkeborg Fattiggård var gennem alle årene med landbrug. Fattiggårdens landbrug blev først og fremmest drevet af bestyreren og ansatte karle. Mens beboerne kun hjalp til. Fattiggårdens jorde lå på Østermarken (Århusbakken) og i Funderholme. Fattiglemmerne blev ellers sat til uldbinderi, syarbejde, køkkentjans, husflid af forskellig art m.m. Silkeborgenserne var vant til, at fattiggårdens beboere rykkede ud efter byens hektiske markedsdage for at rydde op.

Hverdagen på fattiggården var præget af regelmæssighed og manglende individuel frihed. Fattiggården var en lille lukket verden med bestyrerparret som autoritativ myndighed over de stort set umyndiggjorte beboere. De sov, spiste og arbejdede efter et skema. Fattiggårdens reglement afspejler en generel forventning om, at de fattige ikke var regelmæssige, arbejdsomme, hygiejniske eller afholdende.

Silkeborg Fattiggård i Nygade viste sig af flere årsager at ligge problematisk. Midt i byen var det mere end svært at kontrollere fattiglemmerne, ikke mindst hvad angik indtagelse af alkohol. Fattiggården lå også på en grund, som meget hurtigt blev ”for værdifuld”. Andre kunne ønske sig grunden til foretagsomme investeringer. Og så var det også besværligt at drive landbrug fra Nygade med marker og engarealer henholdsvis på Århusbakken (Østermarken) og ude i Funderholme. Resultatet blev en flytning i 1902 op til det nybyggede Frydensbjerggård på Århusbakken.

Frydensbjerggård havde plads til ca. 30 fattige, og institutionen fik som noget nyt en ”bølleafdeling”, et internt fængsel til særligt urolige mænd. Herved slap man for at placere disse mænd i Horsens Tugthus – hvilket både var dyrt og besværligt. 

De trængende på Frydensbjerggård var først og fremmest mænd. Normalt var der 3-4 enlige og ældre kvinder – resten var enlige, ældre mænd. Familier med børn kom ikke på Frydensbjerggård. Fattiggården var fuldt belagt i vintermånederne, mens mange af mændene drog ud som vagabonder i sommermånederne. For at vende tilbage når vinteren kom.

Forholdene på Frydensbjerggård fulgte den generelle samfundsudvikling. Traditionen med at spise af samme fad forsvandt helt i 1911. Herefter fik hver egen tallerken, kniv og gaffel. Midt i 1930’erne fik Frydensbjerggård centralvarme og wc med træk og slip. Hermed forsvandt latrinerne på stedet og det arbejde, der var forbundet hermed.

De trængende hjalp til, hvor de kunne, men de var først og fremmest på stedet, fordi man ikke anede, hvor de ellers kunne være.

Frydensbjerggårds landbrug gav i flere perioder i 1920’erne og 1930’erne overskud. Men landbruget blev undergravet af de mange frasalg af jord på området: Til teglværk, sygehus, vandværk og kolonihaver. Godt nok fik institutionen lidt erstatningsjord rundt omkring, men det var en uholdbar udvikling. Løsningen blev en regulær flytning i 1942 til den nedlagte herregård Vester Kejlstrup.

Vester Kejlstrup fik kun otte soverum til de trængende. Tidens tendens var at få placeret målgruppen andre steder. Helst i egen bolig. Det var således en såre lille skare af fattige og marginaliserede, der flyttede med over på Vester Kejlstrup. Drikkeriet var fortsat et problem, og antabus blev tidens nye svar på denne svøbe.

De sidste år på Vester Kejlstrup var uden fastboende klientel. Vester Kejlstrup blev et sted for vagabonder. Denne udvikling havde været undervejs længe, og de sidste reminiscenser af den gamle fattiggårdsinstitution i Silkeborg var reelt forbeholdt landevejens riddere. Og i 1958 var det slut. Vester Kejlstrup lukkede som institution, og området blev udlagt til Silkeborgs nye industrikvarter. Nabo til den gamle herregård byggede tekstilvirksomheden Neckelman.

Silkeborg Fattiggård – bestyrere:

C. Frøberg  1868-1877

V. Larsen  1877-1889

Carl Henriksen  1889-1898

Christian Iversen  1898-1908

Christiansen  1908-1911

Peter Theibel  1911-1920

H. Frank Bundgaard  1920-1926

A.E. Jørgensen  1926-1932

Kristian Rasmussen  1932-1957

Knud Erik Rasmussen  1957-1958.

Henvisninger:

Gunnar Rasmussen: Silkeborg Fattiggaard 1868-1958 (2010)

www.museumsilkeborg.dk – faglig tema fattig og udstødt.

April 2014