Vær ”Fluen på væggen” i Museum Silkeborg, Hovedgårdens nye opstilling af en stue fra det tidlige Silkeborg. Her kan man være vidne til samtaler mellem nogle af beboerne i det tidlige Silkeborg i 1860erne, fuldstændig som man kunne forestille sig at de foregik i det bedre borgerskab. Hvad talte man om i nybyggerbyen og hvad var det der optog byens borgere?

Rammen for den nye formidling er Jones’ stue, der i 1971 blev testamenteret til Museum Silkeborg. Stuen tilhørte Adelaida Nielsen, som i 1862 giftede sig med købmanden Robert Jones. Han havde allerede i 1856 havde etableret sig som købmand i det nye Silkeborg og i 1862 bragte han så sin brud fra København til Silkeborg. Med sig havde Adelaida en del udstyr, bl.a. et helt dagligstuemøblement, som kom til at danne rammerne om familiens liv i de kommende mange år.

Købmandsparret fik med tiden 9 børn. 3 døde som små og ingen af de øvrige dannede nogensinde familie eller fik børn. De passede dog godt på barndomshjemmet, og stuen, - i familien kendt som ”hjørnestuen” - og da den sidst levende af børnene, Arthur Jones, døde i 1971, stod stuen stort set som i 1862. I 1950erne var der tale om at Nationalmuset måske skulle overtage stuen, men det endte med, at det i stedet blev Silkeborg Museum der arvede den.  Stuen blev udstillet på Hovedgården, og her har den stået uændret lige siden.

Nu er stuen efter 50 år blevet renoveret og møblerne tilbage i de gamle rammer, men der er tilføjet et audiovisuelt lag af formidling, så man nu ikke bare kan se på stuen, men også høre hvad de talte om – derinde omkring kaffebordet. Vi har ikke nogen optagelser fra den tids kaffebordssamtaler, men ved hjælp af forskellige historiske kilder og erindringer, har museumsinspektør Keld Dalsgaard Larsen skabt fiktive samtaler, som de meget vel kunne have lydt.

Formidlingen af nybyggertidens Silkeborg i Jones’ stue, der er støttet af Lauritzen Fonden, er Museum Silkeborgs hovedbidrag til byens 175 års byjubilæum.