SMID IKKE MUNDBINDENE UD – GIV DEM TIL MUSEET
”Skønt at blive fri for mundbind – men smid dem ikke ud! Museum Silkeborg vil meget gerne indsamle hjemmegjorte lokale mundbind til vore samlinger”, lyder det samstemmende fra museumsinspektørerne Marianne Gjørtz Hougaard og Keld Dalsgaard Larsen.
”Corona-pandemien har bidraget med nye aspekter til vor historie, og det skal museet selvfølgelig forholde sig til”, uddyber Keld Dalsgaard Larsen. ”Det kan gøres på rigtig mange måder, men vi har valgt at spørge silkeborgenserne i hele kommunen, om de er friske på at give museet deres hjemmegjorte mundbind i stedet for blot at smide dem ud.
Hvis silkeborgenserne er med på ideen, vil vi skabe en lille udstilling, som måske mest af alt kan minde om en kunstnerisk installation eller rituel handling til markering af en epoke i vor fælles historie. Måske lidt på linje med småbørns ”suttetræer”. Mange har i corona-tiden udvist stor kreativitet, f.eks. med syning af mundbind, og denne kreativitet fortjener bestemt at blive foreviget for eftertiden. Vi tager også gerne imod ”købe”-mundbind, som har været brugt lokalt i kommunen. Museum Silkeborg spiller åbent ud – alle kan aflevere mundbind på Blicheregnen i Thorning eller på Hovedgården i Silkeborg.
Med mundbindene skal vedlægges navn på giver, et telefonnummer, en oplysning om mundbindet er selvgjort eller købt og endelig kan giver knytte nogle bemærkninger til dette tidstypiske klenodie. Vi håber, silkeborgenserne vil tage opfordringen op og inden udgangen af september slå et smut forbi museet enten i Thorning eller i Silkeborg. Herefter finder vi ud af denne lille happenings videre forløb”.
Følg os her: