Tollundmanden - en oversigt over det fantastiske fund

Af Christian Fischer og Nina Helt Nielsen

Museum Silkeborgs hovedattraktion er Tollundmanden. Han blev i 1950 fundet af familien Højgård i en mose ved Bjældskovdal nær Bølling Sø, ca. 10 km vest for Silkeborg, da de var ude at grave tørv. Moseliget var så velbevaret, at deres umiddelbare reaktion var at tilkalde Silkeborg Politi. En af betjentene var dog tilknyttet Silkeborg Museum, og han indså derfor hurtigt, at der var tale om en overordentligt gammel mordsag og fik fat på arkæologiprofessor P.V. Glob fra Århus. 

P.V. Glob kom til fundstedet og konkluderede, at det var et flere tusind år gammelt moselig, og sørgede for, at det blev fragtet forsvarligt i en trækasse til Nationalmuseet i København til videre udgravning og undersøgelse. Forskere og andre kom nu til at stå direkte ansigt til ansigt med en af forfædrene fra jernalderen. Tollundmanden lå i en afslappet hvilestilling med benene trukket op mod maven. Chokerende velbevaret var ansigtet, hvor man tydeligt kunne se læber, næse, de lukkede øjne, øjenbryn, rynker, skægstubbe og hår – et ansigt med helt personlige, og dog almenmenneskelige, ansigtstræk. Liget var lagt nøgent ned i mosen som en sovende, kun iført en hue og et bælte. Men et flettet læderreb om halsen viste dødsårsagen: hængning. Bag den tilsyneladende ro og fred skimtes gruen og dramaet.

Tollundmanden er gennem årenes løb blevet genstand for flere videnskabelige undersøgelser. Kulstof-14-dateringer har vist, at han døde engang mellem 405 og 380 f.Kr., altså i den ældre jernalder. Hans alder er anslået til 30-40 år, hans højde har nok været omkring 164-167 cm, og størrelsen på hans fødder svarer til en skostørrelse 41. Tollundmanden var korthåret og forholdsvis nybarberet, da han blev nedlagt i mosen. Når vi i dag kan se skægstubbe på hans kind, skyldes det, at huden trækker sig lidt sammen efter døden. Den rødlige farve i hår og skæg skyldes opholdet i mosen – oprindeligt var det brunt. Fingeraftryk og fodsålsmønster på Tollundmanden har afsløret, at mange af nutidens danskere har samme type mønstre som den gamle jernaldermand. Ar i foden viser, at han dele af året har gået barfodet rundt og herved har skåret sig slemt – et par gange så slemt, at det kan registreres 2400 år senere. Tollundmanden har også engang haft brækket hånden, men ellers var han formentligt ved godt helbred, da han døde. Han led dog både af fodvorter og af indvoldsorm (piskeorm, spolorm og bændelorm). 

I 1950 tog retsmedicinerne mavesækken og tarmene ud af moseliget. Nye undersøgelser af tarmindholdet viser, at Tollundmandens sidste måltid bestod af en byggrød tilsat lidt frø fra bleg pileurt og hør. Desuden havde måltidet formentligt indeholdt fisk. Rester af yderligere 20 planter blev også fundet, men kun i så små mængder, at de må være kommet tilfældigt med sammen med de andre ingredienser. Bleg pileurt var ukrudt, der blev sorteret fra de egentlige afgrøder i forbindelse med tærskningen. Frøene var dog næringsholdige, og tærskeaffald indeholdende pileurtfrøene samt lidt sand, trækul og andre urenheder er altså bevidst blevet tilsat måltidet. Tollundmanden spiste sit sidste måltid 12-24 timer inden sin død.

Hvorfor Tollundmanden blev hængt og derefter lagt i tørvemosen, får vi aldrig fuld klarhed over. Men samtiden har ikke behandlet ham som en simpel forbryder: Efter døden har man pænt lukket hans øjne og mund og båret ham ud i mosen, hvor han blev lagt fint og roligt til rette. Datidens jernaldersamfund brændte ellers deres døde, så moseligene er tydeligvis behandlet på en special måde. Samtidigt ved vi, at moserne i den tidlige jernalder i høj grad blev brugt til forskellige former for ofringer, fx af fletninger, dyr, lerkar med mad og dyrebare genstande. Det virker derfor også sandsynligt, at Tollundmanden var et menneskeoffer skænket til guden eller guderne. Måske til mosens gud, der blandt andet også gav jernaldermenneskene tørv.  

Tollundmanden havde ligget i mosen i ca. 2400 år, da familien Højgård fandt ham i 1950. Grunden til, at det overhovedet kunne lade sig gøre, var, at mosen indeholder en mosesyre, der i sig selv kan virke konserverende. Da liget blev gravet frem, blev det besluttet at forsøge at konservere hovedet, en fod og en finger. Det lykkedes, og i 1952 blev Tollundmandens hoved centrum i Silkeborg Museums nyindrettede oldtidsudstilling på Hovedgården.

Ellingkvinden er et moselig fra ca. samme periode som Tollundmanden. Hun blev fundet i 1938 ca. 60 meter fra det sted, hvor Tollundmanden senere blev fundet. Ellingkvinden blev også hængt, og vi formoder, at der ligeledes her er tale om en ofring. Kulstof-14-dateringer tyder på, at Ellingkvinden døde noget senere end Tollundmanden, omkring 355-205 f.Kr. De ser derfor ikke ud til at have levet samtidigt, men hvor lang tid der gik mellem de to ofringer, ved vi ikke. Nye dateringer vil i fremtiden måske gøre os klogere på den tidsmæssige sammenhæng mellem de to moselig.

Både Tollundmanden og Ellingkvinden kan i dag ses på Museum Silkeborg. Desuden er der i 2021 åbnet en ny udstilling om Tollundmanden, der fortæller om, hvordan han blev fundet, konserveret, undersøgt videnskabeligt, udstillet osv. Endvidere er der blevet lavet en rekonstruktion af ham, der viser, hvordan han kan have set ud i live. Museets jernalderudstilling viser bl.a. kopier af klædedragter og datidens frisurer, rekonstruktioner af en jernudvindingsovn samt andre fund fra den tid Tollundmanden levede i – den tidlige jernalder.