Faste udstillinger

Særudstillinger

Aktiviteter

Flint overalt

-En fortælling om stenalderen langs Gudenåen

Gudenåen er Danmarks største og længste vandløb, der løber fra Tinnet krat, nordvest for Tørring, op forbi bl.a. Silkeborg, og udmunder i bunden af Randers Fjord. Den ligger i en stor dal, dannet ved afsmeltning af isen i slutningen af sidste istid omkring 13.000 f.Kr.

Langs Gudenåens bredder ligger mange stenalderpladser med flint indeholdende alt fra pilespidser fra de tidligste tider efter isens afsmeltning til stenalderbondens slebne økser.

Museum Silkeborg har de seneste år registreret flere pladser med flint fra jægerstenalderen, fx fra den såkaldte Maglemosekultur (9000-6400 f.Kr). Ved Silkeborg Langsø er der bl.a. fundet spændende lokaliteter i forbindelse med anlægsarbejde ved Søsportens Hus, regnvandsbassinet til motorvejen og Papirtårnet.

Også andre steder langs Gudenåen, ved de tilstødende åer og i landskabet ned til åsystemet er der fundet vigtige lokaliteter, såsom Holm Mølle, Sminge sø og Troldhøj.

Museet leverer indhold til projektet "Åsteder – Fortællinger fra Gudenåen", hvor de to fortællinger til højre også ligger sammen med fortællinger fra de øvrige deltagere.

Gudenåen, kilde til et væld af fortællinger

Herunder forefindes links til de omtalte lokaliteter, som også er vist på kortet endnu længere nede!

Kort over fundstederne. Links til artikler fra oversigten ovenfor!

Læs mere om jægerstenalderens bopladser i Silkeborgområdet:

Christensen, P.M. 2013. Fra årets udgravninger. Silkeborg Kulturhistoriske Museum Årsskrift 2012, 21-27.
Christensen, P.M. 2014. Fra årets udgravninger. Museum Silkeborg Årsskrift 2013, 18-25.
Nielsen, N.H. 2018. Nyt fra den arkæologiske forskning 2017. Museum Silkeborg Årsskrift 2017, 39-46.
Nielsen, N.H. 2019. Nyt fra den arkæologiske forskning 2018. Museum Silkeborg Årsskrift 2018, 27-34.
Rasmussen, K.F, Rysgaard, K. & Overgaard, K.G. 2015. Nye bopladsfund fra Maglemosekulturen. Museum Silkeborg Årsskrift 2014, 55-62.
Rasmussen, K.F. 2020. Forstenet træ med snørehak fra Maglemosetid ved Silkeborg Langsø. Museum Silkeborg Årsskrift 2019.
Rysgaard, K., Rasmussen, K.F. & Riede, F. 2016: Mesolitiske bosættelser ved Gudenåsystemets søer og åer. KUML 2016, 55-80.

Indskolingen på Blicheregnen

Mellemtrinnet på Blicheregnen

Udskolingen på Blicheregnen

Silkeborg fra 70 meters højde

Kom med Papirmuseet op på Papirtårnets tagterrasse og nyd den flotte udsigt ud over det meste af Silkeborg. Tagterrassen ligger på 23. etage, 70 meter oppe.

Da Silkeborg Papirfabrik lukkede år 2000 blev området til en ny bydel, Papirfabrikken. Papirtårnet er den sidst ankomne bygning i dette område, og den er skabt i slægtskab med de omkringliggende bygninger.

Papirtårnet er placeret midt i byen med udsigt til flere historiske, kulturelle og naturmæssige pejlemærker i Silkeborg. En guide vil fortælle om udsigten med vægt på områdets og byens historie.

Et besøg på Papirtårnets tagterrasse er mulig tirsdag og onsdag mellem 10.00 og 15.00.

Særpris for skoler: 400 kr.

Forløb i Papirtårn samt på Papirmuseet: 550 kr.

Viden

På Museum Silkeborg arbejder vi med at indsamle og formidle historien på Silkeborgegnen. Museets arkæologer og historikere graver i fortiden og fortæller om resultaterne i udstillinger, publikationer, foredrag, rundvisninger, byvandringer m.m. samt ikke mindst på hjemmesiden. 

Seneste arkæologinyheder. Læs flere

Hvad er arkæologi?

Arkæologiens fornemste opgave er at udlede informationer om fortidige folks dagligdag gennem studier af deres efterladenskaber. Disse kan tage form af tabte ejendele, affald fra husholdene, eller spor efter de forskellige nedgravninger til stolper i husene, eller til materialeindvinding.

Normalt er der meget lidt bevaret af de mange efterladenskaber, der oprindelig har været, således at vi kun meget sjældent står med hele lerkar, eller bygningstømmer. Det kræver derfor streng disciplin og systematiske arbejdsmetoder, kombineret med en god portion viden om tidligere udgravninger i hele landet, at udlede hvornår sporene er fra, og hvilke typer aktiviteter der har resulteret i de iagttagne spor.

Kort over ansvarsområderne i Silkeborg og omegn.

Nedenstående kort viser hvilket ansvarsområde Museum Silkeborg dækker. Som tommelfingerregel er det altid det lokale museum der foretager undersøgelser inden for ansvarsområdet, og det er derfor altid dér man skal henvende sig hvis man har iagttaget noget, eller har spørgsmål man gerne vil have uddybet angående jordarbejde. Nedenstående kort er ikke specielt detaljeret, og hvis dit projekt befinder sig nær grænsen, kan det være svært at vurdere hvor du skal henvende dig. I tvivlstilfælde henvender du dig bare til ét af museerne, som så kan afklare sagen.

Copyright til baggrundskortet indehaves af GST (Geodatastyrelsen). Brug af kortet i andre sammenhænge kan derfor ikke tillades.

Kontakt til museet

Har du spørgsmål i øvrigt eller konkrete forespørgsler i forbindelse med påtænkte jord- eller byggeprojekter er du meget velkommen til at ringe til museet som kan stille dig om til en af en af arkæologerne 8682 1499 mellem 8 og 16 på hverdage, eller fra 8-13 på fredage, eller sende en mail til: info@museumsilkeborg.dk. Husk at angive forespørgslens art i emnefeltet. Det forbedrer muligheden for at mailen kommer frem til rette vedkommende!

Ved hastesager udenfor normal arbejdstid kan museumsinspektør Peter Mohr Christensen kontaktes på tlf.: 212 968 95

Spørgsmål vi ofte får:

Hvordan foregår en en forundersøgelse? Læs om forundersøgelser

Hvordan foregår en udgravning? Læs om udgravninger

Er det noget? Læs om anlægstyper

Kort over ansvarsområderne i Silkeborg og omegn.

Nedenstående kort viser hvilket ansvarsområde Museum Silkeborg dækker. Som tommelfingerregel er det altid det lokale museum der foretager undersøgelser inden for ansvarsområdet, og det er derfor altid dér man skal henvende sig hvis man har iagttaget noget, eller har spørgsmål man gerne vil have uddybet angående jordarbejde. Nedenstående kort er ikke specielt detaljeret, og hvis dit projekt befinder sig nær grænsen, kan det være svært at vurdere hvor du skal henvende dig. I tvivlstilfælde henvender du dig bare til ét af museerne, som så kan afklare sagen.

Copyright til baggrundskortet indehaves af GST (Geodatastyrelsen). Brug af kortet i andre sammenhænge kan derfor ikke tillades.

Byggeri og anlæg

Museet modtager løbende alle lokalplaner og orienteres om de byggesager, der ansøges tilladelse til ved kommunen. Museet gennemser sagerne, og vurderer herefter risikoen for at støde på jordfaste anlæg (se en gennemgang nedenfor), med støtte i tidligere sager og beliggenheden i landskabet.

Udtalelse fra museet

På baggrund af museets udtalelse kan bygherre foretage ændringer i anlægsplanerne eller vælge at få foretaget en arkæologisk forundersøgelse på arealet. Forundersøgelsen kan betragtes som en forsikring, der skal minimere udgifter til en eventuel undersøgelse og reducere risikoen for forsinkelser af projektet.

Hvis der i forundersøgelsen findes jordfaste anlæg som vurderes til at skulle undersøges, har bygherre derfor mulighed for at ændre projektet, således at de ikke berøres af anlægsarbejdet og dermed ikke behøver udgraves.

Hvis bygherre derimod fastholder den oprindelige plan, skal de jordfaste anlæg, og dermed det udpegede areal, undersøges og registreres ved en egentlig arkæologisk udgravning.
Ønsker bygherre en sortering af muld og undergrundsmateriale ved muldafrømning gør vi gerne dette. Om og hvornår tildækning af de undersøgte arealer sker, aftales med bygherre. Som udgangspunkt afleveres arealerne altid dækkede.
Bygherren bærer omkostningerne for en eventuel udgravning.

På www.dkconline.dk kan du se, om der allerede er registreret fortidsminder, det vil sige fredede jordfaste anlæg, på et bestemt areal. Det skal dog understreges at områder uden registreringer ikke nødvendigvis er fri for jordfaste anlæg. Det skyldes at registreringerne i DKC omfatter synlige fortidsminder og tidligere undersøgte skjulte fortidsminder. Omvendt kan en prik på kortet derfor også repræsentere et løsfund, der ikke nødvendigvis har en jordfast udbredelse eller dække over en allerede undersøgt lokalitet. På den baggrund kan det altid betale sig at rådføre sig med lokalmuseet!
Museet giver altid en udtalelse ved henvendelser i forbindelser med bygge- og anlægsprojekter.

Stands ved jordfaste fortidsminder

Du har altid pligt til straks at standse jordarbejdet og underrette museet, hvis du støder på jordfaste fortidsminder, jævnfør museumslovens kapitel 8 § 27, styk 2.
Museet vil herefter hurtigst muligt besigtige fortidsmindet og i samarbejde med kulturstyrelsen beslutte, om der skal foretages en arkæologisk undersøgelse eller ej.
Jordfaste fortidsminder er stort set alle de arkæologiske anlæg som findes i jorden. Det kan være stolpehuller, gruber, ildsteder, grave, bygningsdele og -fundamenter m.m. Sporene er ofte synlige som mørke pletter i undergrunden, eventuelt indeholdende potteskår, flint, sten m.m. (se eksemplerne nedenfor).

Kontakt til museet

Har du spørgsmål i øvrigt eller konkrete forespørgsler i forbindelse med påtænkte jord- eller byggeprojekter er du meget velkommen til at ringe til museet som kan stille dig om til en af en af arkæologerne 8682 1499 mellem 8 og 16 på hverdage, eller fra 8-13 på fredage, eller sende en mail til: info@museumsilkeborg.dk. Husk at angive forespørgslens art i emnefeltet. Det forbedrer muligheden for at mailen kommer frem til rette vedkommende!

Ved hastesager udenfor normal arbejdstid kan museumsinspektør Peter Mohr Christensen kontaktes på tlf.: 212 968 95

Jordfaste anlæg, hvad er det?

Når vi som arkæologer taler om jordfaste anlæg og fund, kan det som udenforstående være svært at gennemskue hvad det helt præcist er hvad vi mener. Jordfast er alt der ligger i uforstyrret jord. Det vil sige alt der har ligget uforstyrret siden anlæggelsestidspunktet, og stammer fra en periode indenfor vores interessesfære, som normalt går fra oldtid til renæssance, og ind imellem også noget senere. Mange skjulte jordfaste anlæg har fået fjernet deres oprindelige overflade, og består i dag blot af nedgravningsspor i råjorden under pløjelaget.

Nedenstående eksempler kan forhåbentligt vejlede bygherrer i om der bør tages kontakt til museet. De nedenstående eksempler dækker på ingen vis alle anlægs og fundtyper, og skal opfattes som en guide til hvad museet KAN være interesseret i.

I tvivlstilfælde bør du altid kontakte museet!

Der er i hverdagene ALTID mindst én arkæolog til stede der kan rykke ud med det samme.

Nedenfor billeder af gruber. Det vil sige nedgravninger efter ler, sand, eller med det formål at tilberede mad. Den jord der fyldes i hullet afviger ofte fra de naturlige jordforhold, f.eks. fordi der blandes vækstlag med ned, eller der deponeres affald, og det er derfor vi kan se sporene neden under pløjelaget.

Stolpespor er en ret almindelig, anlægstype, og de KAN være svære at se. Ind imellem ligger de dog pænt på rækker som på eksemplet til højre, eller har tydelige stolpespor som i det midterste foto. stolpesporet er resultat af at man har trukket stolpen op, som en del af sløjfningen af huset, da tømmeret har kunnet indgå i næste huskonstruktion, hvis tilstanden er i orden. Til venstre en situation hvor de tagbærende er markeret med landmålerstokke, men der er også meget fine vægforløb bevaret.

Nedenfor tre forskellige urner, dvs. brandgrave, som er små nedgravninger med keramik, og ofte med hvidbrændte knogledele. almindelige begravelser kan være svære at se, med mindre de er markeret med sten, som det kan ses længere nede.

Herunder tre anlæg, der primært består af sten. dels en grav til venstre, i midten en gravhøj med to gravlejer til stammekister, samt en ring af højfodssten og et stentæppe foran dette. Til højre en trædestensrække fra Bølling sø. Koncentrationer af sten, eller sten på række kan således også være af arkæologisk interesse.

Fund / genstande er meget varierede, men langt det meste vi tager med hjem er flint eller lertøj (i daglig tale keramik). til venstre to eksempler på lerkar og skår, til højre eksempler på flintgenstande.

Til højre et snit gennem en agerren med sten i bunden, som er middelalderens drængrøfter mellem smalle markstriber, som den så ud i kanten af en kabelgrav.

Særlige regler for landbrug og skovdrift

Der gælder særlige regler for finansiering af udgravning af fund og anlæg, som fremkommer i forbindelse med normal eller uændret landbrugs- og skovdrift.

Pløjes der eksempelvis på en stensat grav ude på marken, og det af dyrkningsmæssige hensyn er nødvendigt at fjerne stenene, er det Kulturstyrelsen, der betaler en arkæologisk undersøgelse af fundet. Der er desuden mulighed for at få afgrødeerstatning. Læs eventuelt nærmere på Kulturstyrelsens hjemmeside om dyrkningstruede fortidsminder.

Landmanden har så vidt muligt ingen udgifter i forbindelse med undersøgelsen, og vi forsøger at foretage denne, således at den giver mindst mulig gene for landmanden.

– Tøv derfor ikke med at ringe til museet, hvis du finder eller støder på anlæg ved normal skov- og landbrugsdrift!

Der gælder dog de sædvanlige regler såfremt, der er tale om byggeri af f.eks. løsdriftstalde, gyllebeholdere, ladebygninger, maskinhuse m.m. Se afsnittet om byggeri og jordarbejder.

Kulturstyrelsen har udarbejdet en vejledning omkring arkæologiske undersøgelser.

Kontakt til museet

Har du spørgsmål i øvrigt eller konkrete forespørgsler i forbindelse med påtænkte jord- eller byggeprojekter er du meget velkommen til at ringe til museet som kan stille dig om til en af en af arkæologerne 8682 1499 mellem 8 og 16 på hverdage, eller fra 8-13 på fredage, eller sende en mail til: info@museumsilkeborg.dk. Husk at angive forespørgslens art i emnefeltet. Det forbedrer muligheden for at mailen kommer frem til rette vedkommende!

Ved hastesager udenfor normal arbejdstid kan museumsinspektør Peter Mohr Christensen kontaktes på tlf.: 212 968 95

Jordfaste anlæg, hvad er det?

Når vi som arkæologer taler om jordfaste anlæg og fund, kan det som udenforstående være svært at gennemskue hvad det helt præcist er hvad vi mener. Jordfast er alt der ligger i uforstyrret jord. Det vil sige alt der har ligget uforstyrret siden anlæggelsestidspunktet, og stammer fra en periode indenfor vores interessesfære, som normalt går fra oldtid til renæssance, og ind imellem også noget senere. Mange skjulte jordfaste anlæg har fået fjernet deres oprindelige overflade, og består i dag blot af nedgravningsspor i råjorden under pløjelaget.

Nedenstående eksempler kan forhåbentligt vejlede bygherrer i om der bør tages kontakt til museet. De nedenstående eksempler dækker på ingen vis alle anlægs og fundtyper, og skal opfattes som en guide til hvad museet KAN være interesseret i.

I tvivlstilfælde bør du altid kontakte museet!

Der er i hverdagene ALTID mindst én arkæolog til stede der kan rykke ud med det samme.

Nedenfor billeder af gruber. Det vil sige nedgravninger efter ler, sand, eller med det formål at tilberede mad. Den jord der fyldes i hullet afviger ofte fra de naturlige jordforhold, f.eks. fordi der blandes vækstlag med ned, eller der deponeres affald, og det er derfor vi kan se sporene neden under pløjelaget.

Stolpespor er en ret almindelig, anlægstype, og de KAN være svære at se. Ind imellem ligger de dog pænt på rækker som på eksemplet til højre, eller har tydelige stolpespor som i det midterste foto. stolpesporet er resultat af at man har trukket stolpen op, som en del af sløjfningen af huset, da tømmeret har kunnet indgå i næste huskonstruktion, hvis tilstanden er i orden. Til venstre en situation hvor de tagbærende er markeret med landmålerstokke, men der er også meget fine vægforløb bevaret.

Nedenfor tre forskellige urner, dvs. brandgrave, som er små nedgravninger med keramik, og ofte med hvidbrændte knogledele. almindelige begravelser kan være svære at se, med mindre de er markeret med sten, som det kan ses længere nede.

Herunder tre anlæg, der primært består af sten. dels en grav til venstre, i midten en gravhøj med to gravlejer til stammekister, samt en ring af højfodssten og et stentæppe foran dette. Til højre en trædestensrække fra Bølling sø. Koncentrationer af sten, eller sten på række kan således også være af arkæologisk interesse.

Fund / genstande er meget varierede, men langt det meste vi tager med hjem er flint eller lertøj (i daglig tale keramik). til venstre to eksempler på lerkar og skår, til højre eksempler på flintgenstande.

Til højre et snit gennem en agerren med sten i bunden, som er middelalderens drængrøfter mellem smalle markstriber, som den så ud i kanten af en kabelgrav.

Råstofindvinding og arkæologi

Især for råstoferhvervet kan det være af stor betydning så tidligt som muligt i planlægningsfasen at få kortlagt, om der er jordfaste anlæg (ofte omtalt som jordfaste fortidsminder) på et nyt indvindingsareal. Jo tidligere indvinder anmoder det arkæologiske museum om en udtalelse, desto bedre er mulighederne for at vurdere de økonomiske omkostninger og om der skulle være tilskudsmuligheder.
Museet kan vejlede indvinderen i spørgsmålet om bevaring eller undersøgelse af væsentlige fortidsminder. Se omtale af råstofindvinding på Kultstyrelsens hjemmeside.

Tilskudsvurdering

Råstofindvindingserhvervet er en af de brancher som oftest får et økonomisk tilskud fra kulturstyrelsen til arkæologiske undersøgelser. Det skyldes at det ofte vurderes at de arkæologiske omkostninger er uforholdsmæssigt store i forhold til den udgift råstofindvinderen har. Kulturstyrelsen har beskrevet disse forhold detaljeret i vejledningen ”Tilskudsvurdering” på deres hjemmeside.

Anlægsarbejdets samlede anlægsudgift

Det arkæologiske museum skal ved indsendelse af budgetter til godkendelse videregive bygherres oplysning om anlægsarbejdets samlede økonomiske ramme / den samlede anlægsudgift. Kulturstyrelsen anvender denne oplysning ved tilskudsvurderingen, jf. § 17, stk. 5, i bekendtgørelse nr. 1412 af 14. dec. 2006 om museer mv. Museets oplysning til Kulturstyrelsen om den samlede økonomiske ramme skal være inklusive moms.

Det er den samlede anlægsudgift for indvindingsarbejdet, der skal oplyses. Det fremgår hverken af museumsloven eller bekendtgørelsen om museer, hvad der konkret forstås ved den samlede økonomiske ramme i forbindelse med råstofindvinding. Nedenfor ses derfor en oversigt over, hvad der efter styrelsens praksis indgår eller ikke indgår ved opgørelsen af den samlede økonomiske ramme i forbindelse med råstofindvindingen.

Relevante udgifter

Følgende indgår ved opgørelse af den samlede økonomiske ramme:

• udgifter forud for køb/leje af jord
• udgifter til boringer
• udgifter til råstofprøvegravninger
• udgifter til laboratorieundersøgelser
• udgifter til etablering og drift af adgangsveje og asfaltering heraf
• udgifter til flytning og deponering af overjord
• udgifter til etablering og drift i indvindingsfasen af diverse servicefaciliteter
• udgifter til indvinding af råstoffer
• udgifter til rådgivere: ingeniør, advokat, revisor, arkitekt, landmåler, konsulent mv.
• udgifter til leje/køb af jordareal.

Følgende indgår ikke ved opgørelse af den samlede økonomiske ramme:

• fremtidig forventet fortjeneste
• udgifter til forudgående arkæologiske undersøgelser på det samme areal

Bygherren eller den anlægsansvarlige har ikke pligt til at oplyse museet om anlægsarbejdets samlede økonomiske ramme. Hvis bygherre ikke ønsker at oplyse dette, skal museet blot have dette at vide, så vi kan informere kulturstyrelsen og så er tilskud normalt ikke længere muligt.

Kontakt til museet

Har du spørgsmål i øvrigt eller konkrete forespørgsler i forbindelse med påtænkte jord- eller byggeprojekter er du meget velkommen til at ringe til museet som kan stille dig om til en af en af arkæologerne 8682 1499 mellem 8 og 16 på hverdage, eller fra 8-13 på fredage, eller sende en mail til: info@museumsilkeborg.dk. Husk at angive forespørgslens art i emnefeltet. Det forbedrer muligheden for at mailen kommer frem til rette vedkommende!

Ved hastesager udenfor normal arbejdstid kan museumsinspektør Peter Mohr Christensen kontaktes på tlf.: 212 968 95

Etablering af jordvarmeanlæg

Etablering af jordvarmeanlæg er støt stigende og kulturstyrelsen har derfor udfærdiget retningslinjer for arkæologiske undersøgelser i den forbindelse. Selv om jordvarmeanlæg som regel berører begrænsede arealer, kan nedgravningsarbejdet af slanger beskadige jordfaste anlæg af arkæologisk interesse.

Det er frivilligt, om bygherre vil gennemføre en arkæologisk forundersøgelse. Hvis en forundersøgelse ønskes, er det hele anlægsarealet der forundersøges, og ikke kun slangeforløbene.

Særligt omkring jordvarmeanlæg

Langt de fleste jordvarmeanlæg er under 5000 kvadratmeter, og ved private parcelhusejere er det derfor normalt museet, der betaler den arkæologiske forundersøgelse. I forbindelse med erhverv eller arealer til offentlig anvendelse, er det dog altid op til en konkret vurdering om det er bygherre eller museet, der skal betale den arkæologiske forundersøgelse. Fremkommer der ved en forundersøgelse jordfaste anlæg, eller andre væsentlige arkæologiske levn, skal der foretages en egentlig arkæologisk undersøgelse for bygherres regning, eller anlægget skal undgå det udpegede areal.

Har bygherre fravalgt en forundersøgelse, og der fremkommer jordfaste anlæg eller andre arkæologiske levn i forbindelse med jordarbejdet, skal jordarbejdet standses, og museet tilkaldes. Herefter tager museet i samarbejde med kulturstyrelsen stilling til, om standsningen skal opretholdes og om der skal foretages en egentlig arkæologisk undersøgelse af det fundne for bygherres regning.
I tilfælde hvor bygherre har fravalgt den arkæologiske undersøgelse, og der findes jordfaste anlæg ved jordarbejdet, kan bygherre næppe opnå tilskud til undersøgelsen fra kulturstyrelsen. Styrelsen har udarbejdet retningslinjer i forbindelse med arkæologi og Jordvarmeanlæg.

Tilskudsvurdering

Er der jordfaste anlæg af væsentlig videnskabelig værdi på et areal til etablering af et jordvarmeanlæg, vil omkostningerne til en arkæologisk undersøgelse ofte stå i et urimeligt forhold til udgiften til etablering af jordvarmeanlægget. På kulturstyrelsens hjemmeside kan man finde en nærmere gennemgang af reglerne for tilskud på siden ”Tilskudsvurdering”.

Anlægsarbejdets samlede anlægsudgift

Det arkæologiske museum skal ved indsendelse af budgetter til godkendelse videregive bygherres oplysning om den samlede anlægsudgift til anlægget. Kulturstyrelsen anvender denne oplysning ved tilskudsvurderingen, jf. § 17, stk. 5, i bekendtgørelse nr. 1412 af 14. dec. 2006 om museer mv. Museets oplysning til Kulturstyrelsen om den samlede økonomiske ramme skal være inkl. moms.
Det fremgår hverken af museumsloven eller bekendtgørelsen om museer, hvad der konkret forstås ved den samlede økonomiske ramme i forbindelse med råstofindvinding. Nedenfor ses derfor en oversigt over, hvad der efter styrelsens praksis indgår eller ikke indgår ved opgørelsen af den samlede økonomiske ramme i forbindelse med råstofindvindingen.

Relevante udgifter

Følgende indgår ved opgørelse af den samlede økonomiske ramme:

• udgifter til leje/køb af jordareal
• udgifter til byggemodning
• udgifter til etablering og drift i anlægsfasen af diverse servicefaciliteter
• udgifter til byggematerialer
• udgifter til leje af maskiner
• udgifter til arbejdsløn
• udgifter til rådgivere (ingeniør, advokat, revisor, arkitekt, landmåler, konsulent mv.)
• udgifter til midlertidige adgangs- og køreveje
• udgifter til nagelfast inventar (f.eks. sanitet og fast driftinventar)

Følgende indgår ikke ved opgørelse af den samlede økonomiske ramme:

• fremtidig forventet fortjeneste
• udgifter til ikke nagelfast inventar: "løsøre"
• udgifter til forudgående arkæologiske undersøgelser på det samme areal

Bygherren eller den anlægsansvarlige har ikke pligt til at oplyse museet om anlægsarbejdets samlede økonomiske ramme. Hvis bygherre ikke ønsker at oplyse dette, skal museet blot have dette at vide, så vi kan informere kulturstyrelsen og så er tilskud normalt ikke længere muligt.

Skovrejsning og Læhegn

Der gælder særlige regler for finansiering af udgravning af fund og anlæg, som fremkommer i forbindelse med normal eller uændret landbrugs- og skovdrift. Stødes der eksempelvis på en stensat grav i forbindelse med gentilplantning, og det af skovdriftmæssige hensyn er nødvendigt at fjerne stenene, er det Kulturstyrelsen, der betaler en arkæologisk undersøgelse af fundet.

Skovejer har ingen udgifter til en sådan undersøgelse men må selvfølgelig tolerere det arkæologiske arbejde. Tøv ikke med at ringe til museet, hvis du finder, eller støder på anlæg ved normal skovdrift. Se kontaktoplysninger længere nede på denne side. Der er mulighed for at få afgrødeerstatning.

Der gælder de sædvanlige regler såfremt, der er tale om byggeri af f.eks. ladebygninger, maskinhuse m.m. Se afsnittet om byggeri og anlæg.

Skal du rejse skov og derfor agter at dybdepløje, er der faste procedurer, når det sker med statstilskud via Statsskovdistrikterne. Skov- og Naturstyrelsen betaler her for de nødvendige arkæologiske forundersøgelser. Findes der i den forbindelse jordfaste anlæg af videnskabelig interesse, anbefales disse friholdt for dybdepløjning og måske også tilplantning, alt efter anlæggenes art.

Ved helt privat skovrejsning med dybdepløjning anbefales det at kontakte det lokale museum med henblik på at få foretaget en arkæologisk forundersøgelse. Selvom om udgravningen af de fremkomme fund, skal betales af lodsejer, kan denne maksimalt komme til at betale, hvad der svarer til 5% af de samlede omkostninger til plantningen. Kulturstyrelsen har udarbejdet en vejledning i forbindelse med skovbrug og skovrejsning.

Læhegnsplantning med dybdepløjning

Dybdepløjning i forbindelse med læhegnsplantning er stærkt skadeligt for de jordfaste anlæg. Selv om der ofte er tale om smalle bælter, der dybdepløjes, kan der ske uoprettelige skader på for eksempel grave og gravpladser, men der kan også opstå voldsomme huller i tætte forhistoriske bebyggelser. Da det samlede areal for læhegnsplantninger ofte er under 5000 m2 vil det normalt være det lokale museum som selv betaler en forundersøgelse. Ellers gælder de samme regler som for byggeri og anlægsarbejde.

Som noget helt specielt har Kulturstyrelsen og Fødevareerhverv indgået en aftale omkring en tilskudssats til Læhegnsbeplantninger. Lodsejer eller den hyrede skoventreprenør kan forespørge det lokale museum omkring de arkæologiske forhold.

En udtalelse fra museet medsendes lodsejers ansøgning om tilskud til læhegnsplantning til Fødevareerhverv. Afhængig af om lodsejer har tænkt sig at følge evt. betingelser i tilskudsgivningen hæves tilskudssatsen fra 40% til 60%. Betingelsen vil som regel blive stillet på baggrund af risiko for skader/ ødelæggelse af vigtige arkæologiske levn som følge af dybdepløjning. Betingelsen er ofte at der på dele af eller hele læplantningsstrækninger kun udføres en forudgående pløjning svarende til normal landbrugspløjning.

Læhegn uden tilknytning til landbrug

Læhegn der etableres som f.eks. afskærmning omkring bygninger betragtes som et almindeligt anlægsarbejde. Er arealet for det samlede læhegnsareal under 5000 m2 foretages forundersøgelsen uden beregning. Er arealet derimod over 5000 m2 betales en forundersøgelse af den anlægsansvarlige. Resulterer forundersøgelsen i en egentlig arkæologisk udgravning skal denne betales af bygherre, eller denne må opgive eller flytte læhegnsplantningen til et andet areal uden arkæologiske spor.

Der vil dog som regel også være mulighed for at foretage en almindelig landbrugspløjning og derefter plante læhegnet, dvs. at der helt fravælges dybdepløjning, og det er normalt det museet anbefaler.

I enkelte tilfælde vil det heller ikke være muligt at foretage en tilplantning efter en almindelig landbrugspløjning. Det kan være i tilfælde, hvor der f.eks. er fundet højtliggende grave eller andre arkæologiske levn, som ikke tåler trærødders vækst. Yderligere beskrivelse af læhegnsplantning findes på kulturstyrelsens hjemmeside.

Lednings- og vejprojekter

Dette er en speciel afart af almindeligt byggeri og anlægsarbejde, som dog er optimeret til at holde gang i fremdriften.

Ved lednings og vejprojekter er tidsrammerne ofte strammere end for almindeligt anlægsarbejde. Derfor er der mulighed for at vi kan tilbyde en forundersøgelse med udvidet budget. Dette indebærer at der lægges et dyrere budget end ellers til forundersøgelser, da der er lavet plads til egentlige undersøgelser i budgettet. Dertil kommer at når der i en arkæologisk undersøgelse udgraves større flader, hjemtages der genstande som kan kræve konservering og der er behov for dateringer. Derfor er der også konservering og naturvidenskab på udvidede budgetter hvilket ellers ikke er normen ved forundersøgelser.

Denne type budgetter er dog kun udlagt til at undersøge små og ukomplicerede fundsteder, og medens man således ikke er beskyttet for en restrisiko, for at der kommer fordyrende og forsinkende større udgravninger, er sagsbehandlingen minimeret hvilket er hovedårsagen til at der er en tidsbesparende faktor. Den største tidsmæssige besparelse er at vi ikke skal igennem en længere sagsbehandling med godkendelser af budgetter i Kulturstyrelsen og ved bygherre selv for hver enkelt delsag. Arbejdet skulle derfor kunne skride nemmere frem!

Et udvidet budget kan normalt ikke overskrides, men der KAN som skrevet dukke situationer op, som nødvendiggør en udvidelse af budgettet, såsom omlægning af tracéer, overraskende tykke muldlag, og meget voldsomme koncentrationer af anlægsspor, eller fund af stenalderkulturlag.

Øvrige jordarbejder

Vi har kun skrevet nærmere vejledninger til de mere gængse anlægsarbejdstyper. Der er dog andre sjældnere anlægstyper, som man kan finde en aktuel vejledning til på Kulturstyrelsens side om ”Anlægsarbejder og fortidsminder”.

Her kan man blandt andet finde vejledninger om ledningsarbejder, Pælefunderinger, solcelleparker, jorddepoter, kirkegårde, golfbaner og naturgenopretning.

Er du i tvivl om informationerne på kulturstyrelsens hjemmeside, eller kan ikke finde netop DIN problemstilling beskrevet, er du naturligvis velkommen til at kontakte arkæologien!

Arkæologiske undersøgelser i Silkeborgområdet

Fra 2014 har vi anvendt hjemmesiden til historier om udgravninger. Ældre artikler op til og med 2013 stammer fra vores gamle Wordpress blog. Det er dog kun udgravningerne der er taget med over.

Vis alle indlæg

Nedenstående er uddrag af materialet.
-Du kan læse mere via menupunkterne!

Byvandring i Funder september 2022.

Gennem den seneste 15 år har Museum Silkeborg, som følge af anlæggelsen af motorvejen og nye store beboelseskvarterer, undersøgt op mod 200 ha i Funderområdet. Dette har medført en markant stigning i kendskabet til områdets forhistorie, således er der udgravet gravhøje fra bondestenalderen og bronzealderen, bopladser fra bondestenalderen og frem til middelalderen. Der er desuden undersøgt spor efter jernudvinding fra begyndelsen af jernalderen og frem til middelalderen.

Se præsentationsmaterialet her

Oldtiden omkring Gjern.

Gjernområdet er rigt på fortidsminder både de synlige og dem, der endnu er gemt, under mulden. De synlige udgøres primært af de fredede gravhøje som f.eks. Bjerghøje og Bryggehøj i den nordlige del af Gjern langs vejen til Nårup og Lodnehøje i den vestlige del af byen nord for Tvillumvej. Det er dog fortidsminderne, der stadig er gemt under mulden, som er langt i overtal. Disse ukendte/ikke synlige fortidsminder er levn efter det liv menneskene har levet i oldtiden, middelalderen og for den sags skyld også nyere tid. Der er tale om grave, bopladser, offerfund, produktionsanlæg m.m. En del af disse fortidsminder kender vi gennem museernes indsamling og registrering de sidste 2-300 år. Der er tale om nu næsten forsvundne gravhøje, der kun kan ses som små forhøjninger i landskabet, jægerstenalderens bopladser langs bredden af Gudenåen og dens tilløb i form af opsamlede flintredskaber, bondestenalderens flintøkser i plovfuren samt keramik og ildskørnede kogesten fra bronzealderens og jernalderens bopladser fundet ved markarbejde eller mindre anlægsarbejder. De fleste af de mange fortidsminder er endnu ikke undersøgt, men blot registreret på baggrund af genstande indleveret til museerne af interesserede.

De mange registrerede fortidsminder omkring Gjern.

Museet har dog også foretaget en række udgravninger i Gjern. Flest som følge af udbygningen af feriecentret på Holmstol Mark, men også enkelte ved Tingbakken og Falkenkær forud for opførelsen af nye villakvarterer. Således har museet undersøgt bopladser fra bondestenalderen på golfbanen og feriecentret, bronzealderbopladser på golfbanen og ved Tingbakken samt jernalderbopladser ved feriecentret, Tingbakken og Falkenkær.

Herunder en kort gennemgang et udvalg af museets mange udgravninger omkring Gjern.

Silkeborg Slot

Silkeborg er en af de få byer, der har en præcis dato på sin grundlæggelse, idet den er oprettet som handelsplads ved kongelig resolution den 7. januar 1846. Silkeborg er dog langt ældre, og som navnet antyder, rummer byen også rester af en borg eller et slot med rødder tilbage i middelalderen, hvor Silkeborg på skift var ejet af adelspersoner, bisper og konger.
Silkeborg Slot lå på et fremskudt næs, hvor Remstrup Å, som denne del af Gudenåen hedder, flyder ud i Silkeborg Langsø. Der kan ikke gives nogen sikker forklaring på navnet Silkeborg, men folketraditionen fortæller følgende sagn, der kendes i forskellige variationer: "Fire mil fra Århus, nærved Gudenåen, ligger den gamle gård, Silkeborg, i en lystelig egn, omgivet af skove og søer. Den skal have fået dette navn af en bisp, hr. Peder, som engang ville bygge sig en gård, men længe ikke vidste, hvor han ville bygge. Engang sejlede han på Gudenåen og tog undervejs sin silkehue af hovedet og lod den flyde på van-det, sigende, at hvor den flød i land, der ville han bygge gården. Således fandt han stedet, og da gården var bygget, kaldte han den Silkeborg."


Silkeborg Slot på holmen mellem Silkeborg Langsø og Gudenåen. Her markeret på et bykort fra o. 1907.

Pæleanlæg i Sejs Snævringen

Rapport vedr. registrering af undersøiske pælerækker
Jesper Frederiksen og Claus Skriver

Baggrund for undersøgelsen

I år 2000 fik Silkeborg Museum en anmeldelse om, at der ud for bådelauget Malmkærsvig, P. Malmkærsvej 22, fandtes mange pæle, som stak op over søbunden. Allerede i 1948 blev der påtruffet pæle og sten i forbindelse med uddybning af sejlløbet, og ved denne lejlighed blev der desuden fundet en jernøkse fra vikingetid eller tidlig middelalder.1 En dendrokronologisk datering af de optrukne pæle i 2000 fremkom med en datering til ca. 1150 e.Kr.

Nedenfor et udvalg af bygherrerapporter for nogle af de mest spændende lokaliteter.

Kortet ovenover har enten direkte link til rapporterne via "Læs mere", eller et nummer der angiver hvilken af de nederst listede rapporter punktet refererer til. til punktet "42 SIM 48/2012", hører således rapport 42="42 SIM 8_2012 kulturhistorisk rapport.pdf".

I listen er der primært nyere sager i forbindelse med udgravninger. Prøvegravninger og skovrejsningssager vil normalt ikke indgå i listen, men disse kan man få forevist på museet.

Synlige fredede fortidsminder

Tilsynet med de fredede fortidsminder varetages af Moesgård Museum, og medarbejdere fra Moesgaard Museum kan derfor dukke op på din ejendom, hvis du har et registreret minde på grunden. Besigtigelsen sker omtrent hvert andet år. Det er dog kun fortidsminder med en såkaldt fredningssten, der tilses.

Fredede fortidsminder er alle synlige levn fra fortiden, såsom diger og gravhøje, men også flere ruiner af historiske bygninger er fredede. Fredningerne er markerede med en fredningssten i granit eller beton med kronesymbol, men stenene kan være svære at finde, så hvis du er i tvivl, kan du altid spørge dit lokalmuseum!

Diger er en af de fortidsmindetyper, der ofte ikke er markerede, men alle synlige diger er dog per definition fredede. Dette gælder også markdiger. Ønsker du i forbindelse med landbrug eller anlægsarbejde at gennembryde, eller ligefrem fjerne et dige, skal du søge dispensation hos din lokale kommune, som så overtager det retslige ansvar for fjernelsen / gennembruddet.

De fredede fortidsminder må du ikke ændre eller destruere, og fortidsminder med fredningssten skal desuden plejes i følge kulturstyrelsens, eller den tilsynsførendes anvisninger. Tilsynsførende for Silkeborg Kommune er Moesgaard Museum. -Find deres kontaktoplysninger på bloggen.

Indenfor 100 meter fra gravhøje skal der søges dispensation til byggeri hos din kommune. Læs nærmere om 100 meter zonen på Kulturstyrelsens hjemmeside,

Er du i tvivl, om du har fredede fortidsminder på din jord, kan du stille spørgsmålet til museets arkæologer via linket: Spørgsmål om fortidsminder i Silkeborg Kommune. I forbindelsen med forespørgslen kan det være en god idé at oplyse matrikelnumre og ejerlav for de jordstykker, du vil spørge nærmere om. Hvis din forespørgsel angår privat grund, er en adresse dog tilstrækkeligt.

Du kan også orientere dig nærmere via nedenstående links:

Kulturstyrelsens hjemmeside om fredede fortidsminder

Dispensation til 100 meter zonen

Nationalt register over Fund og fortidsminder

Moesgård Museums blog om fredede fortidsminder

Kort over ansvarsområderne i Silkeborg og omegn.

Nedenstående kort viser hvilket ansvarsområde Museum Silkeborg dækker. Som tommelfingerregel er det altid det lokale museum der foretager undersøgelser inden for ansvarsområdet, og det er derfor altid dér man skal henvende sig hvis man har iagttaget noget, eller har spørgsmål man gerne vil have uddybet angående jordarbejde. Nedenstående kort er ikke specielt detaljeret, og hvis dit projekt befinder sig nær grænsen, kan det være svært at vurdere hvor du skal henvende dig. I tvivlstilfælde henvender du dig bare til ét af museerne, som så kan afklare sagen.

Copyright til baggrundskortet indehaves af GST (Geodatastyrelsen). Brug af kortet i andre sammenhænge kan derfor ikke tillades.

Hvad må man med detektoren, hvad skal afleveres, og hvad ikke?

Afsøgning med detektor kræver stor erfaring, samt at man er god til at lave aftaler med lodsejerne, da afsøgning af marker aldrig bør påbegyndes uden lodsejerens accept. Hvis man er i tvivl om udstyr og lovgivning kan man kontakte de lokale detektorforeninger, tellus eller midtdetektor, som gerne hjælper nye medlemmer i gang!

Det er i øvrigt ikke lovligt at grave dybt efter detektorfund, med mindre man er museumsansat. Pløjelaget på 10-30 cm er den smule frihed man har til at søge ned til fundmaterialet, alt som ligger dybere bør undersøges fagligt, og det må kun det ansvarlige museum eller nationalmuseet. Normalt rækker en detektor dog alligevel ikke dybere, så det burde ikke blive et problem!

Indlevering af danefæ foregår altid til det lokalt ansvarlige museum. Nedenstående kort viser den nuværende inddeling her i Silkeborgområdet.

Læs mere om hvad der er danefæ på nationalmuseets website.

Kort over ansvarsområderne i Silkeborg og omegn.

Nedenstående kort viser hvilket ansvarsområde Museum Silkeborg dækker. Som tommelfingerregel er det altid det lokale museum der foretager undersøgelser inden for ansvarsområdet, og det er derfor altid dér man skal henvende sig hvis man har iagttaget noget, eller har spørgsmål man gerne vil have uddybet angående jordarbejde. Nedenstående kort er ikke specielt detaljeret, og hvis dit projekt befinder sig nær grænsen, kan det være svært at vurdere hvor du skal henvende dig. I tvivlstilfælde henvender du dig bare til ét af museerne, som så kan afklare sagen.

Copyright til baggrundskortet indehaves af GST (Geodatastyrelsen). Brug af kortet i andre sammenhænge kan derfor ikke tillades.

Kontakt til arkæologien

Hvis du har brug for kontakt med museet i forbindelse med arkæologi eller kulturhistorie, kan du anvende nedenstående links med yderligere info.

Spørgsmål i forbindelse med bygge - og anlægsarbejde.

Spørgsmål i forbindelse med fund eller indlevering til danefævurdering.

Spørgsmål om fortidsminder på din jord og hvordan man skal forholde sig til dem.

Forespørgsler angående foredrag på museet eller lokalt. Vi rykker gerne ud og fortæller om lokale undersøgelser, vi har foretaget!

Hvis du hellere vil i telefonisk kontakt med os, er du velkommen til at ringe på museets hovednummer 86 82 14 99.

Arkæologisk leder

Afdelingens medarbejdere (alfabetisk)

Eventuelle jobansøgninger bedes stilet til: ansoegning@museumsilkeborg.dk

Artikler

Museum Silkeborg præsenterer her en række korte oversigtsartikler om væsentlige lokalhistoriske emner fra Silkeborg og egnen fra middelalder til vor egen tid.

SILKEBORGS HISTORIE - 1846-2006

EN PLANLAGT BY

Tiden ca. 1844-1850

Silkeborg er en ung by planlagt og etableret under enevælden og vokset frem under det nye folkestyre. Silkeborg har to historiske udspring – Silkeborg Papirfabrik påbegyndt i 1844 og Silkeborg Handelsplads etableret ved kongelig resolution af 7. januar 1846.

Silkeborg Papirfabrik blev anlagt af papirdynastiet Drewsen fra Strandmøllen. Familien Drewsen ønskede at anlægge en moderne papirfabrik i det øde Midtjylland først og fremmest på grund af Gudenåens vandkraft. Gudenåen skulle endvidere være transportvej for råstoffer og færdigvarer.

Silkeborg Papirfabrik blev allerede i 1847-48 markant udvidet med endnu en papirmaskine med tilhørende hjælpemaskiner. Hermed blev fabrikken Danmarks center for papirproduktion og samtidig en af landets største virksomheder i den tidlige industrialisering. Michael Drewsen kom til at stå for fabrikken i nybyggerbyen. Silkeborg Papirfabrik var et samfund for sig med arbejdsplads og boliger. Der blev opført fire længer på Smedebakken med arbejderboliger, og i den gamle Hovedgårds længer blev der ligeledes indrettet lejligheder beregnet til papirarbejderne og deres familier.

Statsmagten havde i en årrække ønsket at fremme udviklingen i Midtjylland ved at etablere en handelsplads. En kommission udstak retningslinierne for den nye by. Byanlæggelsen skulle ske ud fra en byplan udarbejdet af major Schlegel med centralt torv med kirke og rådhus, kirkegård, ladeplads ved Langsøen, enkelt gadenet og 31 byggegrunde på den flade vestermark vest for Gudenåen. Kommissionen ønskede et bevillingssystem i forbindelse med handelspladsen. Det vil sige, at man skulle søge bevilling om at nedsætte sig på handelspladsen som håndværker, købmand osv. Nybyggerne skulle med andre ord udvælges ud fra deres håndværksmæssige kunnen, deres økonomiske soliditet og deres ry og rygte i øvrigt.

Tanken bag bevillingssystemet var, at en helt ny handelsplads krævede en solid og rimelig økonomisk velfunderet grundstamme. Kommissionen tilbød til gengæld nybyggerne en byggegrund på meget lempelige vilkår: Nybyggerne var forpligtet til at bygge et grundmuret hus med tegltag og sætte et malet stakit om den øvrige del af den anviste grund. Det var forbudt det første tiår at bygge lejeboliger. Man ønskede en handelsplads med stabile folk, og det mente man bedst kunne sikres ved, at nybyggerne var boligejere – og ikke lejere. Silkeborgs huse blev derfor små enfamilieshuse i en etage. De første silkeborgensere viste sig dog knap så stabile, og der var en ret stor udskiftning de første år. Men en udvikling var sat i gang.

Handelspladsen Silkeborg og Silkeborg Papirfabrik var på mange måder to adskilte samfund. Det kunne også ses i byggeskikken, idet handelspladsen var domineret af røde tegltage, mens papirfabrikken og dens boliger var med sorte skifertage.

PÅ EGNE BEN
Tiden ca. 1850-1860.

Efter en lidt famlende start udviklede Silkeborg sig med stor hast i 1850’erne. Schlegels oprindelige byplan viste sig hurtig for snæver, og i 1851 måtte man udvide byplanen til noget nær det tredobbelte med et net af lige gader: Vestergade, Søndergade, Nygade og Tværgade, samt den krumme Østergade.

Den oprindelige ladeplads ved Langsøen blev i 1854 afløst af ladepladsen med kanal ved Hovedgården. Hermed var der skabt plads på den gamle ladeplads til et gasværk i 1856. Og da det forsvandt gav det igen mulighed for at placere Silkeborgs moderne rådhus her først i 1970’erne.

Silkeborg var anlagt i Linå sogn, men Silkeborg blev selvstændig kommune allerede i 1855. Den nye kommune ønskede en klar manifestation af denne nye status ved bygningen af Rådhuset i historisk stil på Torvet i 1857. Arkitekten var den lokale H.C. Zeltner, som var ejer af Silkeborg Jernstøberi.

Silkeborg trak en række servicefunktioner til. Apotekeren i Them blev presset til at flytte til Silkeborg, præsten og distriktslægen fik bolig i Silkeborg, og birkedommer Drechsel fik som byens første dommer, politimester og borgmester naturligvis også sin bolig i byen. Apotekeren, præsten, distriktslægen og birkedommeren byggede alle i slutningen af 1850’erne en bolig for enden af Vestergade, i det man med god ret kunne kalde for Silkeborgs embedsmandskvarter.

Silkeborg var skabt under enevælden, men nybyggerbyen skulle vokse under det nye folkestyre, hvor man så ilde til al for megen planlægning og statsstøtte. Silkeborg måtte altså klare sig selv. Det viste sig at være et problem i forbindelse med byens fællesinstitutioner. Hovedgården måtte i en årrække danne rammen om byens posthus, skole og kirke. Silkeborg fik først egen skolebygning i 1859 for enden af Søndergade, hvor byens skolevæsen siden skabte et stort skolekompleks, og hvor Handelsskolen i dag har til huse. Silkeborg Kirke blev først en realitet i 1877. Silkeborg Posthus forblev på Hovedgården, indtil det i 1906 flyttede ud til jernbanestationen.

Silkeborgs store ekspansion kulminerede i første omgang med 1850’erne. Silkeborg var nu bebygget langs Vestergade ud til det nye embedsmandskvarter, Søndergade ud til skolen, Nygade, Tværgade, Søgade og Østergade. På den anden side af åen lå papirfabrikken som et samfund for sig.

FRA HANDELSPLADS TIL KØBSTAD
Tiden ca. 1860-1900

Silkeborg var i årene 1860-1880 inde i en mindre stilstandsperiode. Den eksplosive fremgang standsede. Jernbanens anlæggelse noget uden for bymidten i 1871 skabte nok nye muligheder, men det skabte ikke øjeblikkelig ny fremgang. En betingelse for jernbanens fremføring til Silkeborg var, at Silkeborg Papirfabrik fik et spor ned til fabrikken. Dette jernbanespor fra stationen til papirfabrikken kom i mange år til at præge byen på denne strækning.

Silkeborg bar i denne periode fortsat præg af sine små enetages huse uden den store pragt. Silkeborg Papirfabrik og Friboligerne byggede i 1870’erne to toetagers ejendomme på henholdsvis Chr. 8 Vej til papirarbejderfamilier og på Hostrupsgade til gamle håndværkere eller deres enker. Det var byens første større boligkomplekser.

Kommunen byggede i 1869 en fattiggård midt i byen ved Tværgade og Nygade. Silkeborg fik i 1874 sin første egentlige kirkebygning ved, at irvingianerne det år indviede deres kirke i Markedsgade. Silkeborg Kirke på Torvet blev først indviet i 1877.

Stilstandsperioden blev afløst af ny fremgang i årene efter 1880. Det kunne blandt andet ses ved kurbadsbyggeriet ved Ørnsø og ved det store skolebyggeri omkring Skoletorvet ved ”Nygades forlængelse”.

Silkeborg kunne derfor den 13. august 1884 med stor glæde og tilfredshed notere følgende: ”Enhver, der i de senere år er kommet her til byen, vil med forbavselse have lagt mærke til den forandring, vor lille by er undergået i næsten alle retninger. Ikke blot er bygningernes antal blevet betydelig forøget, men også deres udseende har forandret sig, så man nu med sandhed kan sige, at Silkeborg er i færd med at blive – efter sin størrelse – en af de smukkeste byer i Jylland, om ikke i hele landet. En smuk kirke er blevet opført, torvet er blevet brolagt, de stygge huller, som hist og her fandtes mellem husene, er blevet udfyldt med nye og elegante bygninger, … alt tyder på, at byen er i stærk fremvækst…".

Skoletorvet blev skabt i løbet af 1880’erne. Kr. Johansens skolebygning kom i 1881 på hjørnet af Hostrupsgade og Skolegade, Silkeborg Realskoles hovedbygning var en realitet i 1886, og Theodora Lang opførte sin hovedbygning på torvets modsatte side samme år. Teknisk Skoles bygning blev rejst på torvets tredje side i 1889. Ti år senere kom Højskolehjemmet på torvets fjerde side. Th. Langs skolekompleks udvidede de følgende år langs med Estrupsgade og Hostrupsgade. Vinthers Seminarium og realskolen udvidede med nye skolebygninger i 1894 og 1896 i Skolegade. Silkeborg fik ry for at være en skoleby med Skoletorvet som centralt knudepunkt.

Silkeborg har altid været en fabriksby, og det blev også udbygget i perioden 1880-1900. Silkeborg Papirfabrik var fortsat byens største arbejdsplads, og Silkeborg Jernstøberi i Vestergade blev en anseelig virksomhed. Tekstilindustrien voksede sig i disse år stærk i byen omkring Commichaus fabrikskompleks nær jernbanen og en række virksomheder på Torvet og i Østergade. Hammers Klædefabrik på Torvet og Werner og Jensens fabrik (senere Tekstilfabrikken Silkeborg) i Østergade blev store arbejdspladser med mange kvindelige arbejdere. Commichaus fabrik ved Amaliegade opførte i 1902 et vandtårn tegnet af arkitekt Anton Rosen til virksomheden. Dette vandtårn er i dag eneste direkte vidnesbyrd på stedet om denne virksomhed.

Silkeborg blev i denne periode kurby. Silkeborg Vandkuranstalt ved Ørnsø blev indviet i 1883 og denne kuranstalt blev udbygget i de følgende årtier. Silkeborg Vandkuranstalt – senere Silkeborg Bad – var områdets største og længstlevende kurinstitution. Silkeborgs ry som kurby var dog også knyttet til andre institutioner: Kneippkuranstalten på Sejsvej (1897), Sanatoriet (1903), Gl. Skovridergård (1915) og Silkeborg Kurbad (1947). Fælles for alle kurbadene var, at de henvendte sig bredt til danskerne.

Silkeborgenserne kunne nyde den sparsomme fritid i omegnens skønne natur. Nåege var i mange år et yndet udflugtsmål. Byen fik i 1888 et nærmere udflugtsmål ved etableringen af Lunden først som enetages bygning men allerede fra 1890 som en flot toetagers bygning. Lunden er fortsat et dejligt bynært, rekreativt område.

Silkeborg blev købstad i 1900. Det var en naturlig konsekvens af byens udvikling og betydning for et ganske omfattende opland. Byen var nu udbygget til jernbanen mod syd og til Toldbodgade mod vest. Langsøen og Gudenåen dannede fortsat bygrænse mod nord og øst. Enkelte virksomheder – f.eks. Koopmanns Svineslagteri fra 1889 – og en række mindre huse var dog blevet bygget syd for banen i ”Lyngby” og på ”Frederiksberg”.

Silkeborg Papirfabrik lå fortsat – stort set – alene øst for Gudenå. De forenede Papirfabrikker havde i 1889 overtaget papirfabrikken og i første omgang lukket fabrikken. Silkeborg Papirfabrik var lukket i fem år, indtil De forenede Papirfabrikker genåbnede Silkeborg Papirfabrik i 1894 som landets finpapirfabrik.

KØBSTAD 
Tiden ca. 1900-1920

Silkeborg fortsatte sin kraftige udbygning i årene ca. 1900-1920. Den nye købstad iværksatte i denne periode en række store byggeprojekter, som var med til at synliggøre Silkeborgs status som købstad. Det skete samtidig med, at byudviklingen så at sige ”gik over åren” med etableringen af Silkeborg Sygehus (1902) og Silkeborg Fattiggård (1903) på fattiggårdens marker øst for Gudenåen.

I denne periode opførtes en række offentlige institutioner: ny skolebygning (1902), vandværk (1905), elværk (1911), alderdomshjemmet Remstruplund (1911), bibloteket (1920), ny toldkammerbygning (1920) på Drewsensvej og ny politistation (1921). Købstadens nye byvåben prydede alle de kommunale bygninger.

Silkeborg udviklede sig mod syd. Distriktslæge Lund kunne i 1905 karakterisere byens boliger således:
"Store lejekasserner findes så godt som ikke, og en del af arbejderbefolkningen bor i småhuse med have i byens udkanter og disse er for største delen selvejendom".
I takt med bymidten fik sløjfet de gamle enetages ejendomme, kom der især syd for banen og vest for Toldbodgade nye enetages småboliger.

I Silkeborg kunne arbejderfamilier realisere drømmen om eget hus med have. Andre småkårsfamilier søgte til Alderslyst for at realisere drømmen. Alderslyst lå ganske vist i Balle Kommune i Viborg Amt, men bebyggelsen var en klar aflægger af Silkeborg.

Alderslyst blev proklameret som lokalitet i september 1873, og det oprindelige Alderslyst voksede frem omkring Lundsgade og Viborglandevejen. Alderslyst blev efter år 1900 det befolkningsmæssige tyngdepunkt i Balle Kommune, og bydelen fik i 1907 egen skole.

De gamle længer ved Hovedgården blev omkring 1. verdenskrig anset for at være en skamplet på Silkeborg. De skulle rives ned til fordel for et rigmandskvarter. Det kneb imidlertid gevaldigt med at finde tilstrækkeligt med rige folk til at bygge. Det blev i første omgang kun til to villaer – Knaps villa tegnet af arkitekt Rosen og Buchhaves villa tegnet af den lokale arkitekt Hans Chr. Rasmussen. I 1926 kom så den tredje villa, arkitekt Hans Chr. Rasmussens egen villa. Senere forsvandt Buchhaves villa til fordel for Kildegården i tidsrummet 1936-40.
Velhaverkvarteret omkring Hovedgården blev ikke rigtigt til noget. Derimod blev der efter 1910 opført en række flotte villaer langs med Gudenåen (Åhavevej) og i Alderslyst ud mod Langsøen (Sølystvej). Før 1910 havde den almindelige holdning været, at det var usundt og derfor ikke attraktivt at bo langs med vandet. Denne holdning er siden kraftigt ændret.

Silkeborg Papirfabrik og tekstilindustrien var fortsat byens store arbejdspladser. Silkeborg Maskinfabrik (tidligere Silkeborg Jernstøberi) blev først i århundredet en stor virksomhed med hovedvægten på en produktion af mejeriudstyr til det danske og internationale marked. Silkeborg Maskinfabrik sprængte rammerne i Vestergade, og fabrikken flyttede ud til et nyt fabrikskompleks lige syd for jernbanen i 1919. Sydbyen blev en arbejderbydel præget af Koopmanns Svineslagteri, Koopmanns Margarinefabrik og Silkeborg Maskinfabrik og mange små ejerboliger.

Silkeborg Kommunens største prestigebyggeri i perioden var Den Kommunale Bygning i 1918-20. Arkitekt Bendixen stod for byggeriet med bibliotek, badeanstalt og museum. Bygningen skulle indeholde noget for såvel kroppen (badeanstalten) som ånden (bibliotek og museum). Bygningens udsmykning signalerede også denne dobbeltfunktion med skulpturer af mænd med henholdsvis en salvekrukke og læsende i en bog. Det var en enorm kulturel satsning, og Silkeborg blev landskendt for sit biblioteksvæsen.

Silkeborg voksede i begyndelsen af 1900-tallet mod vest og især mod syd. Mod vest var det kvarteret omkring Frydensgade, mod syd var det kvarteret omkring Sanatorievej og ud ad Lyngbygade med sideveje, som blev udbygget.

BYEN NÅR SIN GRÆNSE
Tiden ca. 1920-1940

Silkeborg kom ind i flere stilstandsperioder i mellemkrigstiden. 1. verdenskrig skabte stor boligmangel, og det private boligbyggeri gik nærmest i stå. Silkeborg Kommune så sig i denne situation nødsaget til at sikre boligbyggeriet. Kommunens huse til boligtrængende blev i vid udstrækning spredt ud over hele sydbyen i form af små to-familiers villaer og mindre udlejningsejendomme. Kommunen måtte dog hurtigt konstatere, at der måtte sættes større byggeri i gang.

Det største samlede byggeri af kommunen skete på Solbakkevej og Ewaldsvej i 1920-24. På området opførtes en række husvildebarakker. Selv om kommunen søgte at skabe gode og solide boliger, fik kvarteret karakter af et rabarberkvarter og i folkemunde fik det navnet ”Usselborg sogn”.
Boligsituationen blev bedre i anden halvdel af 1920’erne, og mange af kommunehusene overgik til privateje.

Mellemkrigstidens boligbyggeri var præget af en- og tofamiliers villaer. Sydbyen og Alderslyst blev på mange måder store villakvarterer. Silkeborg var omkranset af skov, og byudviklingen nåede i perioden ud til byens skovgrænse. En voldsom storm i 1934 væltede store dele af den nære Kobskov, og det gav mulighed for et helt nyt villakvarter omkring Helmsvej, Vejlbovej (tidligere Thorsgade) og Stadion Allé.

Omkring 1. verdenskrig voksede et nyt rekreativt område op på langs Sanatorievej i form af kolonihaver og idrætsanlæg. Silkeborg Kommune kunne i 1929 åbne en egentlig sportsplads med stadion.

Århusvej blev reguleret i 1930’erne. Ønsket var at gøre trafikken lettere til og fra midtbyen. Det var et gigantisk projekt, som påvirkede store dele af det gamle Silkeborg. Kneippkuranstalten blev revet ned i 1933, Århusvej blev lagt om op til Århusbakken, og et nyt villakvarter blev anlagt på Sejsvej og Århusbakken. Hotel Silkeborg og den ene husrække i Østergade blev revet ned sidst i 1930’erne for at gøre vejen bredere.  På Torvet blev Østerport tegnet af arkitekt Knud Sørensen opført som slutbygning på den nye sydlige husrække i Østergade. Hermed fik Torvet en ny markant bygning mod øst, og Silkeborg fik sin første rutebilstation med indkørsel gennem Østerport. 2. verdenskrig trak dog projektet noget i langdrag, og efter krigen foretrak man en ringvej frem for en stor trafikeret vej gennem midtbyen.

Krisetiderne skabte ikke mulighed for mange nye offentlige bygninger.
Alderdomsboliger var en undtagelse. Michael Sørensen bekostede som privat mand en stor stiftelse for ældre. Michael Sørensens Stiftelse blev opført i 1931 på den gamle ladeplads. Åstiftelsen blev opført ved siden af i 1934. Aldersrostiftelsen blev opført i 1935.
Silkeborg Kommunes skolevæsen var gennem mange år blevet udbygget på arealet mellem Markedspladsen og Søndergade. Det mønster blev brudt, da Vestre Skole blev bygget i 1933 ved Ewaldsvej. Arkitekt Knud Sørensen stod for byggeriet, og han blev fra 1931 en af byens markante arkitekter.

Den lokale arbejderbevægelse opførte i 1939-40 den store forsamlingsbygning Sønderport, for enden af Søndergade, tegnet af arkitekt Max. Pape i tidens funkisstil.

Erhvervsmæssigt klarede Silkeborgs tre hovedindustrier – Silkeborg Papirfabrik, Silkeborg Maskinfabrik og tekstilindustrien – sig ganske udmærket i mellemkrigstiden. Silkeborg Papirfabrik udvidede kraftigt i 1925 og 1935 med henholdsvis papirmaskine nr. 2 og papirmaskine nr. 3.

Silkeborg nåede i mellemkrigstiden sin grænse mod syd. Der var fortsat nogen mulighed for at udbygge på Århusbakken, men kommunen var under alle omstændigheder i voldsom pladsnød. Løsningen blev en indlemmelse i 1941 af Alderslyst, Lysbro og Søholt. Det var tre meget forskellige områder. Lysbro var et mindre samfund med boliger og arbejdspladser i form af teglværker og Lysbro Fabrikker. Søholt var et ret velhavende kvarter i Gødvad Kommune. Alderslyst i Balle Kommune var så afgjort det største af de tre indlemmede områder. Alderslyst var først og fremmest et stort boligområde, hvis befolkning arbejdede i Silkeborg. Alderslyst oplevede i mellemkrigstiden en voldsom vækst. Alderslyst var Balle Kommunes centrum med kommunekontor (1932-34) og alderdomshjem (1938). Bydelens største bedrift var dog rejsningen af Alderslyst Kirke (1925-29). Kirken kom bevidst til at ligne en af de gamle landsbykirker.

ANDELSBOLIGER OG PARCELHUSE

Tiden ca. 1940-1970

Silkeborg fik med indlemmelse af Alderslyst, Lysbro og Søholt i 1941 ekspansionsmuligheder. Udbygningen kunne ske i Alderslyst og på Århusbakken. Silkeborg oplevede i 1940’erne igen stor boligmangel. I modsætning til situationen efter 1. verdenskrig blev løsningen denne gang et storstilet andelsboligbyggeri. Af den lokale arbejderbevægelse udsprang to andelsboligforeninger: Arbejdernes Andels-Boligforening i Silkeborg i 1940 og Arbejdernes Byggeforening i Alderslyst stiftet i 1941. De to boligforeninger ønskede at imødegå boligmanglen ved at bygge større, moderne udlejningsejendomme med tidens bekvemmeligheder som centralvarme, varmt vand, vaskefaciliteter m.m.
Arbejdernes Andels-Boligforenings første byggeri kom til at ligge på Frederiksberggade, mens Arbejdernes Byggeforening opførte en noget lignende bygning på Sølystvej. Arbejdernes Andels-Boligforenings byggeaktiviteter kom herefter især til at foregå på Århusbakken. Arbejdernes Byggeforening forsøgte sig i 1940’erne med to forskellige typer bebyggelse: ringbebyggelse og enfamilieshuse. Færgegården (1944-45) og Ringgården (1947-49) var ringbebyggelse omkring et stort fællesareal, med mange detailbutikker og børneinstitutioner tilknyttet. Kærshøjkvarteret blev det store andelsvillakvarter.

Boligforeningerne og den lokale arbejderkooperation gik i 1945 sammen om at stifte et kooperativt arkitektkontor, Dansk Arkitekt- og Ingeniørkontor af 1945.

Arbejdernes Byggeforenings markante boligbyggeri på Borgergade skabte i 1950’erne et nyt torv i Alderslyst, Nørretorv.
Arbejdernes Andels-Boligforening – og senere Silkeborg Boligforening – fik i løbet af 1940erne og 1950’erne udbygget arealet på Århusbakken syd for Århuslandevejen, mens lavere en- og tofamiliers huse og rækkehuse dominerede Århusbakken nord for landevejen. Silkeborg Seminarium flyttede i 1960 fra Skolegade til Århusbakken i nye bygninger nærmest klemt ind i skoven. En øvelsesskole blev bygget i forbindelse med seminariet.
Reimers Trælasthandel og en ny bynær campingplads sørgede for, at Århusbakken i denne periode var ved at være fuldt udbygget.
De to boligforeninger gik i midten af 1960’erne sammen om et stort boligkompleks i Alderslyst ved Lupinvej og Resedavej.

Silkeborg var i perioden 1945-60 kendt for at være en arbejdsløshedsø med stor ledighed. Mange initiativer blev taget for at afhjælpe denne situation. Mest gennemgribende var en total omlægning af omfartstrafikken i form af en ringvej og etablering af et nyt stort industrikvarter i forbindelse hermed. Ringvejsbyggeriet tog det meste af 1950’erne, og i december 1960 kunne man indvie landets længste omfartsvej på 10,5 km. Og med fire broer. På dette tidspunkt var konjunkturerne vendt. Gamle lokale industrier flyttede ud i det nye industrikvarter, f.eks. DAB og Silkeborg Maskinfabrik (Pasilac/APV). Af nye store virksomheder i området kan nævnes A/S Neckelmann.

Detailhandlen oplevede store forandringer i disse år. Den gamle trofasthed i forhold til den lokale købmand svandt ind, og selvbetjeningsbutikker og kontakt betaling vandt frem. Føtex etablering på Silkeborg Torv i 1965 var en vigtig begivenhed i denne udvikling. Den lokale brugsforening etablerede sig med et stort Kvicklysupermarked i 1976 på Søtorvet. De små dagligvarebutikkers tid var ved at være forbi. Og i mange lokalsamfund betød udviklingen, at de kom til at stå uden daglivarebutik.

Med de bedre økonomiske tider kom der igen en voldsom ekspansion i det private boligbyggeri i form af parcelhuse, typehuse. I flere af kommunens naboområder opstod der store parcelhuskvarter, f.eks. på Funder Bakke og i Balle. Silkeborg var igen ved at nå sin grænse for ekspansion omkring 1970. Kommunesammenlægning var på mange måder påkrævet.

Silkeborg Kommune udvidede i denne periode mange af de offentlige bygninger, f.eks. bibliotek, aldersdomhjem, sygehus og skole. Dronning Louises Asyl flyttede til Silkeborg Hovedgård i 1940, og Silkeborg Museum blev i 1954 indrettet i den ene halvdel af Hovedgården. Af markant nybyggeri i perioden var Mariehøj Kirke i Sydbyen fra 1958. Kommunes skolevæsen blev udbygget med to nye skoler i Alderslyst: Nordre Skole (1950) og Nørrevangskolen (1965).

SILKEBORG STORKOMMUNE

Tiden ca. 1970-2006

Silkeborg storkommune blev en realitet i 1970 ved sammenlægning af Silkeborg, Balle, Linå, Funder, Gødvad, Kragelund, Lemming, Sejling-Sinding, Serup kommuner og Virklund området i Them Kommune. Den nye storkommune fik nyt rådhus i 1975 ud mod Langsøen på det område, hvor gasværket tidligere havde ligget.

Silkeborg udviklede sig. Den gamle bymidte blev først i 1970’erne forandret ved anlæggelse af gågader. Industrien flyttede ud, handel og servicefunktioner tog mere og mere over. Bilerne krævede af bymiljøet bredere veje, parkeringsplader og lyseregulering. Den gamle boliglænge, Ny Længe, på Chr. 8. Vej fra 1875 blev således revet ned for at gøre Chr. 8. Vej bredere. Parkeringspladser kom til at præge Bindslevs Plads, området ned mod Langsøen ved Søgade, Søtorvet og en række karrere i midtbyen, f.eks. Mejerigården og Bios Gård.
Industrikvateret ved ringvejen blev udvidet i flere tempi mod en ydre ringvej - Østre Højmarksvej, Nordre Højmarksvej og Vester Højmarksvej - er anlagt i perioden.

Boligbyggeriet blev i 1970’erne og et godt stykke op i 1980’erne placeret i udkanten af byen enten i form af boligblokke som Dybkærparken eller som parcelhuskvarter, f.eks. ved Ege Allé eller i Hvinningdal.
Nye parcelhuskvarterer er vokset frem i tilknytning til den ydre ringvej, f.eks. i Gødvad og Buskelund-området. Det har blandt andet resulteret i Buskelundskolen, som blev indviet i 2000.

Fra anden halvdel af 1980’erne kom der nyt byggeri i Midtbyen. På gamle industrigrunde på Drewsensvej er opført Amaliegården (1987) og Farvegården (1989-90). Området ved Torvet og Fredensgade er udbygget med Torvecentret og punkthuse med boliger (1993). Mange steder er der opført boliger i forbindelse med udfyldningsbyggeri, f.eks. i Nygade, Drewsensvej, Chr. 8. Vej og Bindslev Plads. Vestergade og Skolegade har oplevet omfattende nybyggeri i det nye århundrede. Alderslyst har også oplevet et kraftigt nybyggeri med Bomholts Gård (1992), kvarteret omkring Rosengårdcentret (1989) og så meget udfyldningsbyggeri langs med Borgergade, at denne gade helt har skiftet udseende siden 1990.
Silkeborg Papirfabrik lukkede i 2000, og en hel ny bydel Papirfabrikken voksede op i årene herefter med erhverv m.m. på det gamle fabriksområde og nyt boligbyggeri rundt omkring og anlæggelse af Langsøskolen. Koopmanns Svineslagteri lukkede i 2002, og boligkvarteret Koopmanns Gård er etableret på grunden. Det er igen blevet eftertragtet at bosætte sig i selve byen.

Silkeborg Kommune udbyggede i perioden byens kulturelle institutioner: Silkeborg Bibliotek i 1978, Silkeborg Museum i 1976 og 1990-91, Silkeborg Kunstmuseum i 1982, Ferskvandscentret og Aqua i 1993 og Kunstcentret Silkeborg Bad.

SILKEBORG PAPIRFABRIK 1844-2000

Af Keld Dalsgaard Larsen

Silkeborg og Silkeborg Papirfabrik er vokset op sammen. Silkeborg Papirfabrik blev anlagt i 1844 øst for Gudenåen, mens Silkeborg Handelsplads blev anlagt i 1846 vest for Gudenåen. Papirfabrikkens betydning for byen kan bedst illustreres ved, at silkeborgenserne har udråbt papirfabrikant Michael Drewsen til byens grundlægger med markant statue på Torvet. By og fabrik levede side om side i 156 år frem til 2000, hvor Silkeborg Papirfabrik lukkede. En epoke var hermed slut.
Silkeborg Papirfabriks historie er sammensat og begivenhedsrig. Traditionelt har der været mest fokus på fabrikkens første godt 25 år - den drewsenske tid. Nærværende oversigt følger historien gennem alle årene, og er inddelt efter de skiftende ejere eller fabrikschefer.

BRØDRENE DREWSEN 1844-1865

Firmaet Brødrene Drewsen påbegyndte i 1844 opførelsen af et enormt industrielt kompleks i Midtjylland: Silkeborg Papirfabrik. Brødrene Christian og Michael Drewsen ønskede at flytte Danmarks papircentrum fra Strandmøllen ved Mølleåen nord for København til Silkeborg ved Gudenåen. Michael Drewsen var den af brødrene, som kom til at stå for den daglige drift i Silkeborg. Det var et held for Silkeborg. Michael Drewsen var en handlekraftig og ambitiøs mand. Kun det bedste var godt nok. Maskineriet fik man fra verdens bedste leverandør på området: Donkin fra England. Drewsen hentede desuden ekspertise til Silkeborg fra hele Europa. Papirmesteren kom fra Frankrig. Silkeborg Papirfabrik udvidede allerede i 1847-48 ved at overflytte den gamle papirmaskine fra Strandmøllen til Silkeborg. Man talte i datiden om opførelsen af en ny fabrik. I samme forbindelse igangsatte Silkeborg Papirfabrik Danmarks to første vandturbiner. Silkeborg Papirfabrik var på mange måder teknologiførende i landets tidlige industrialisering.

Silkeborg Papirfabrik blev etableret i lidt af en udørken. Michael Drewsen havde derfor til opgave ikke blot at opføre en papirfabrik, men at oprette et helt fabrikssamfund. Papirarbejdernes boligkvarterer blev Smedebakken og de gamle længer ved Hovedgården. Michael Drewsen produktudviklede til stadighed, og han kunne i 1851 tage verdenspatent på en kalander til glitning af papiret i ruller. Også udviklingen af en konvolutmaskine vakte international opmærksomhed. Michael Drewsen modtog flere anerkendelser for sit virke. Allerede i 1845 modtog han kongens fortjenstmedalje i guld. Senere blev det til flere medaljer fra de store internationale udstillinger. Silkeborg Papirfabrik havde et godt ry. Kompagniskabet mellem brødrene Drewsen var til tider anspændt, og i forbindelse med en brand på Silkeborg Papirfabrik i 1864 opdeltes det gamle selskab i to. Michael Drewsen fortsatte på Silkeborg Papirfabrikken sammen med sønnen Christian i selskabet Drewsen og Søn.

DREWSEN OG SØN 1865-1870

Det nye firma Drewsen og Søn skulle først have genopført fabrikken efter branden. Den ene af fabrikkens papirmaskiner var så beskadiget, at den måtte skiftes ud. Den anden maskine kunne derimod godt producere i hele perioden. Den nye maskine kom igen fra Donkin i England. Michael Drewsens nye kompagnon, sønnen Christian havde slet ikke faderens interesse for og evne til papirfremstilling. Faderen stod reelt alene med opgaven. Michael Drewsen var nu blevet 60 år, men han var fortsat levende interesseret i papirfremstilling og i at vise, at han kunne klare sig uden storebroder Christian.
Michael Drewsens største bedrift i denne periode var udvikling af et nyt råstof af halm til erstatning af det traditionelle råstof af de sparsomme klude. Da Michael Drewsen ikke følte, at han kunne købe godt råstof hos andre leverandører, så valgte han traditionen tro selv at gå i gang. Det blev til den såkaldte Halmfabrik i 1867-68, som ret hurtigt blev en stor virksomhed i tilknytning til Silkeborg Papirfabrik.
Michael Drewsen blev fejret i 1870 i anledning af 25 året for Silkeborg Papirfabriks start, som traditionelt sættes til den 1. januar 1845. Papirarbejdernes gave var et stort portrætmaleri, hvor man så papirfabrikanten i al sin vælde og med de mange papirtekniske apparater diskret placeret i baggrunden. Papirarbejderne havde betinget sig, at maleriet efter modtagerens død skulle overgå til Silkeborg by. Og sådan blev det, og maleriet kan den dag i dag ses på Silkeborg Museum. Michael Drewsen valgte samme år at sælge sit livsværk til apoteker N.C. Strøyberg. Drewsen-epoken var slut for denne gang.

N.C. STRØYBERG 1870-1889

N.C. Strøyberg var den nye tids mand. Af uddannelse var han apoteker og dermed i besiddelse af en ganske relevant uddannelse inden for papirindustrien på daværende tidspunkt. Der var i denne periode fokus på papirfremstillingens kemiske aspekter, og i den forbindelse var netop apotekeruddannelsen velegnet. Apotekerfaget danner så at sige overgangen fra de selvlærte papirmagere til den senere papirindustrielle akademiske uddannelse fra polyteknisk læreanstalt, som vandt frem i slutningen af 1800-tallet.
N.C. Strøyberg overtog Silkeborg Papirfabrik på et højdepunkt med godt 200 ansatte. Optimismen var intakt, og den nye ejer ønskede at udbygge fabrikssamfundet. Det skete ved opførelsen af Ny Længe på Chr. 8. Vej med beboelsesejendom til papirarbejdere. N.C. Strøyberg købte også Silkeborg Hovedgård.
De gode tider varede imidlertid ikke ved. Fra 1875-76 vendte udviklingen, og papirindustrien kom ind i en dyb krise. Dels på grund af den almindelige krise i samfundet, dels på grund af øget konkurrence fra helt nye papirfabrikker, f.eks. Magle Mølle ved Næstved og Dalum ved Odense. Silkeborg Papirfabrik holdt nogenlunde skansen i 1870'erne, men i løbet af 1880'erne gik det til stadighed ned ad bakke. I 1880 var der 210 ansatte, i 1889 var tallet 133. Det var ikke kun i Silkeborg, det gik dårligt. Hele den danske papirindustri var i krise. Det resulterede i, at Silkeborg Papirfabrik og Magle Mølle Papirfabrik i 1884-85 indgik et samarbejde med fælles ledelse. I forlængelse af dette samarbejde flyttede N.C. Strøyberg fra Silkeborg. Papirindustriens krise resulterede i 1889 i dannelse af aktieselskabet De forenede Papirfabrikker, som stort set overtog samtlige danske papirfabrikker, herunder Silkeborg Papirfabrik.

DE FORENDE PAPIRFABRIKKER 1889-1990

De forenede Papirfabrikker (DfP) startede deres virke ved blandt andet at lukke Silkeborg Papirfabrik. Stor fortvivlelse og forbitrelse i Silkeborg. Fabrikken var kun 45 år, og alligevel mente DfP's ledelse, at den var nedslidt og forældet. DfP havde planer om en cellulosefabrik i den gamle fabrik, men det blev ved planerne.
DfP genåbnede i 1894 Silkeborg Papirfabrik som koncernens finpapirfabrik. Dette sikrede fabrikken særdeles gode fremtidsmuligheder og var en medvirkende årsag til, at Silkeborg Papirfabrik trods alt nåede at fungere i 156 år. Produktionen af de fine papirkvaliteter fik nemlig nogle ganske anderledes konkurrencevilkår end de store mængdevarer, f.eks. avispapir. DfP er historisk set krumtappen i dansk papirindustri. Koncernen havde nærmest monopol i Danmark i perioden 1889-1990. I denne periode er dansk papirhistorie næsten identisk med koncernen De forenede Papirfabrikker.
DfP satsede stort med Silkeborg Papirfabrik i 1894. Det bedste skulle købes ind til den nye produktion. De gamle maskiner var skrottet eller overflyttet til andre fabrikker. De nye papirmaskiner og hollænderiet (råstofbearbejdningen) kom fra det tyske firma Füllner.

JØRGEN DREYER 1894-1904

Cand.polyt. Jørgen Dreyer blev Silkeborg Papirfabriks første driftsbestyrer. DfP var ganske vist en samlet koncern, men i praksis var de lokale fabriksledere - frem til 1960'erne tituleret driftsbestyrere - at regne som lokale konger på virksomheden. Vi ved ganske lidt om Jørgen Dreyers virke i Silkeborg i perioden 1894-1904. Men i denne periode overtog Silkeborg Papirfabrik produktionen af håndgjort papir fra Strandmøllen. Det skete i 1899, hvor papirmagere og udstyr blev flyttet til Silkeborg, og produktionen kunne påbegyndes i Den gamle Bøtte (i den tidligere Halmfabrik) ud mod Langebro. Jørgen Dreyer havde interesse i det håndgjorte papir, og han har givetvis været medvirkende til, at netop denne produktion fik et vældigt opsving senere hen - under den næste driftsbestyrer, Henrik Godske-Nielsen.

HENRIK GODSKE-NIELSEN 1904-1936

Henrik Godske-Nielsen var driftsbestyrer i Silkeborg i perioden 1904-1936. Med Godske-Nielsen kom der igen en Drewsen i spidsen for fabrikken. Henrik Godske-Nielsens mor var datter af den gamle Christian Drewsen.
Silkeborg Papirfabriks udbygning skete i Godske-Nielsens regeringstid med de store udvidelser i 1910 med Seddelfabrikken, hvor den håndgjorte papirproduktion til de danske pengesedler foregik, i 1925 med anskaffelse af papirmaskine nr. 2 og i 1935-36 med anskaffelse af papirmaskine nr. 3. Papirmaskine nr. 2 (PM2) blev købt hos firmaet Banning og Seybold, Düren, Rheinland, og den viste sig at være yderst velegnet til at fremstille finpapir.
Silkeborg Papirfabrik fungerede i 1930'erne på et sælgers marked med meget lange leveringstider til følge. DfP besluttede derfor at investere i endnu en papirmaskine, PM3. Denne papirmaskine blev købt hos det belgiske firma Thiry, Huy, mens hollænderne kom fra det gamle velkendte firma Füllner. PM3 betød endnu en gang en fordobling af fabrikkens produktion. Hermed nåede Silkeborg Papirfabrik sit maksimum med hensyn til det basale produktionsapparat og bygningsmasse. Silkeborg Papirfabrik beskæftigede i 1930'erne ca. 400-450 mennesker.

FREDERIK OLSEN 1936-1970

Frederik Olsen var driftsbestyrer i perioden 1936-70. I hans tid blev Silkeborgs ry som finpapirfabrik cementeret. Frederik Olsen kom allerede til Silkeborg Papirfabrik i 1925 i forbindelse med etableringen af PM2.
Under Frederik Olsen kørte Silkeborg Papirfabrik godt. Men der skete kun få nyinvesteringer. DfPs investeringer gik ganske enkelt uden om fabrikken helt frem til slutningen af 1950'erne. Først i 1957 blev der igen investeret i Silkeborg i form af en efterlimerafdeling til seddelpapiret. Nogenlunde samtidigt fik fabrikken omklædnings-og baderum samt kantine, udvidelse af værkstedet, udvidelse af sortersal og papirlager, nyt laboratorium og nye kontorer. Det var selvfølgelig relativt store investeringer, men det var ikke grundlæggende nyskabelser med langtidsperspektiver.
Papirindustrien gennemlevede i 1950'erne og 1960'erne store teknologiske forandringer. Det tog en del år, før det for alvor slog igennem i Silkeborg. PM3 var den første af fabrikkens papirmaskiner, der fik foretaget en gennemgribende modernisering. I 1964 fik PM3 indbygget en limpresse og et nyt eftertørreparti. I 1969 fik PM3 nyt hollænderi, idet man afskaffede de gamle hollændere og erstattede det med nye råstofsbearbejdningmaskiner - pulpere og refinere.
Frederik Olsen trak sig tilbage i 1979. Hans titel var blevet moderniseret fra driftsbestyrer til fabrikschef. Silkeborg Papirfabrik havde under Frederik Olsen været en stabil og god fabrik, som tjente penge. Derfor kom en lukning af fabrikken ikke på tale i hans regeringstid. Men det var et åbent spørgsmål, om efterfølgerne kunne løfte denne arv. Det skulle komme an på en prøve.

HANS MAGLEGAARD ANDERSEN 1970-1978

Silkeborg Papirfabrik var i 1970 at regne for en lille specialfabrik. Kræfter i DfP var af den mening, at fabrikken burde lukkes og den "smule papir" lige så godt kunne produceres, f.eks. på Dalum Papirfabrik. Maglegaard Andersen har fortalt følgende om situationen: "Jeg blev fabrikschef på Silkeborg Papirfabrik i 1970. Man kan nok godt sige, at jeg skulle vise, at fabrikken havde en fremtid for sig. Jeg var glad for at komme til Silkeborg, for det er altid en fornøjelse at komme til et sted, hvor man kan se, at man kan udrette noget. Hovedkontoret havde været af den opfattelse, at man gerne ville skrotte de to små maskiner på Silkeborg og erstatte dem med en ny af nogenlunde samme type som PM3. Men det var efter min opfattelse at sætte sig mellem to stole. Silkeborg burde satse på det, som fabrikken kunne nemlig at producere højkvalitetspapir, specialiteter, sikkerhedspapir og pengeseddelpapir blandt andet med vandmærke. Hvis Silkeborg fik en ny papirmaskine som f.eks. PM3, så ville den alligevel være lille i forhold til f.eks. den nye PM7 på Dalum. I grove tal ville PM7 producere 35.000 tons om året, mens den nye i Silkeborg ville kunne producere 7.000 tons på årsbasis. Og kvaliteten ville ikke være så forskellig. Silkeborg Papirfabrik skulle derfor til stadighed forbedre kvaliteten, lægge noget mere værdi i papiret, så kunderne ville betale noget ekstra for den ekstra kvalitet. Jeg ville derfor hellere have midler til at forbedre de eksisterende maskiner. Vi havde et godt team i Silkeborg, og især om lørdag formiddag var vi mange, der mødtes på fabrikken for at drøfte papir og fabrikkens fremtid. Det var yderst udbytterigt. Vi fik blandt andet lavet System Silkeborg. Formålet var at lave vandmærkepapir på en anden og væsentlig hurtigere måde end vore konkurrenter. Det lykkedes med dandy-ruller på PM2 .."
PM2 var på mange måder krumtappen i den nye udvikling. Maskinen gennemgik i 1970'erne en kraftig modernisering og ombygning, så den også kunne lave værdipapir med reliefvandmærke og med tråd i. Silkeborg Papirfabrik blev kendt for sit System Silkeborg. Det var også i Maglegaard Andersens tid, at fabrikkens lille specialafdeling for vandmærkepapir blev grundlagt og voksede sig levedygtig.
Af andre produkter i denne periode var udvikling af kopipapir, som skete i samarbejde med Rank Xerox.
Hans Maglegaard Andersen fratrådte i Silkeborg i 1978 for at blive direktør i DfP.

FINN HENRIK HANSEN 1978-1984

DfP løb ind i alvorlige problemer i 1970'erne. Frem til den første oliekrise i 1973/74 havde der været tradition for god og stabil beskæftigelse i papirindustrien også i Silkeborg. Var man først ansatte på Silkeborg Papirfabrik, så var man "hyt for livet". Men de tider forsvandt i løbet af 1970'erne.
De Danske Sukkerfabrikker overtog DfP i 1979 og skabte hermed fornyet arbejdsro. Silkeborg Papirfabrik havde i årene 1979-80 sine helt egne problemer at slås med, og det var lige ved at koste fabrikken livet. Den nye fabrikschef Finn Henrik Hansen fik nok at gøre med at klare skærene. Det blev nødvendigt med drastiske nedskæringer. Men fabrikken klarede frisag, selv om stemningen var trykket. Og en væsentlig del af redningen blev lanceringen af den kulørte TIVOLI serie. PM3 blev trimmet til denne produktion, og hermed var Silkeborg Papirfabrik igen på banen med tro på fremtiden.

KJELD ANDERSEN 1985-1996

Kjeld Andersen var den sidste fabrikschef på Silkeborg Papirfabrik under De forende Papirfabrikkers ejerskab (1985-1990), og han fungerede herefter som fabrikschef under to udenlandske ejere (Stora Papyrus og Drewsen Spezialpapirere) frem til 1996. I jubilæumsåret 1994 blev fabrikkens produktionsprofil skildret således:
"Produktionen på Drewsen Silkeborg Papirfabrik A/S er i dag opdelt i to produktionsområder: Sikkerhedspapir og grafisk papir. Sikkerhedspapir anvendes f.eks. til pengesedler, aktier, obligationer, pas, kørekort, checks, dokumenter, billetter og lignende. Sikkerhedspapir er et højteknologisk produkt, som kan være forsynet med røbestoffer, sikkerhedstråd og ikke mindst ægte reliefvandmærke". Inden for det grafiske papir var mærkevarerne: Individual, Champion, Micha, Monarch, Silko og Ink Jet Special. Silkeborg Papirfabriks særlige afdeling for vandmærker fik et meget højt internationalt renomme.
Danisco (Sukkerfabrikkerne) solgte DfP til den svenske koncern Stora Papyrus. Svenskerne var dog ikke videre interesseret i Silkeborg Papirfabrik men overflyttede den kulørte produktion til Sverige og solgte så i øvrigt fabrikken til den tyske papirkoncern Drewsen Spezialpapirere GmbH&CO.KG i Lachendorf. Dermed var den historiske cirkel så at sige sluttet. Drewsen-familiens gamle fabrik i Tyskland sad nu som ejere af Drewsens gamle fabrik i Silkeborg. Handlen havde dog intet med familiefølelser at gøre - det var at regne for ren og skær forretning.

MOD LUKNING

Tyskernes drift af Silkeborg Papirfabrik skete ikke uden gnidninger, som nok især skyldtes to forskellige virksomhedskulturer. Men der blev selv i de sidste år foretaget flere investeringer, blandt andet et nyt tilberedningssystem og en række initiativer med hensyn til uddannelse af medarbejderne. Men lige meget hjalp det. Lukningen blev en kendsgerning med udgangen af maj 2000. Den tyske modervirksomhed tog en del af produktionen til Tyskland, mens fabrikkens lille specialafdeling Drewsen Watermarking Systems blev solgt til den hollandske papirfabrik Meessen & Palm i Maastricht.
På fabrikschefposten var der i de sidste år en del udskiftninger. Den tyske chef, Peter Holm, trådte flere gange til som fabrikschef, og ellers fungerede Hornemann, Erik Jessen og Lars Holm som fabrikschefer. Lars Holm var fabrikkens sidste fabrikschef, som var med til at lukke og afvikle den 156 år gamle fabrik midt i Silkeborg. Silkeborg Papirfabrik havde ca. 130 ansatte de sidste år.

Reference: Keld Dalsgaard Larsen: Silkeborg Papirfabrik 1844-2000. En epoke er slut (Silkeborg Museums Årsskrift 2000). www.papirmuseet.dk

Egenskarakteristiske landhåndværk

En oversigt
Af Keld Dalsgaard Larsen

"SÅ ØDSEL OG DOG SÅ KARRIG"

Med ordene "så ødsel og dog så karrig" kunne J.C. Schythe beskrive Silkeborgegnen i 1843 i sin store afhandling om Skanderborg Amt. Hermed mente han, at naturen nok var storslået og smuk, men jorden var mager og ringe til landbrug.
Skov og hede prægede landskabet, og agerbruget på Silkeborgegnen var ved de store landboreformer i slutningen af 1700-tallet ringe. Egnen kunne simpelthen ikke brødføde sig selv. Befolkningen var nødsaget til at finde på andre hverv for at skaffe sig en levevej. Det blev til en række egnskarakteristiske landhåndværk i form af træskomageri, hjulmageri, pottemageri og uldbinderi.
Disse egnskarakteristiske landhåndværk har givet Silkeborg Kommune en lidt anden historie end den traditionelle nationale fortælling om "landbrugslandet Danmark". Silkeborgegnen havde en natur, som gjorde det nødvendigt og muligt at udvikle andre erhvervsgrene.
Skoven var grundlag for landhåndværkene træskomageri og hjulmageri og til dels også pottemageriet. Pottemagerne brugte meget træ i forbindelse med brænding af lertøjet. Uldbinderiet er derimod traditionelt forbundet med hedeegnene.
De egnskarakteristiske landhåndværk var ujævnt fordelt ud over den nuværende Silkeborg Kommune. Træskomageriet prægede sognene Them og Linå mod syd og øst, hjulmageriet var især markant i Balle sogn mod nord, mens pottemageriet var centreret i Dallerup sogn mod nordøst. Mod nordvest og nord med sogne som Kragelund, Thorning og Vium m.fl. blomstrede uldbinderiet.

TRÆSKOMAGERI

Træskomageriet var egnens store landhåndværk med udspring i Them og Linå sogn. Træskoegnen rummede andre sogne mod øst, først og fremmest Rye sogn. Træskomageriet i Them og Linå voksede for alvor frem efter år 1800. Der havde nok været træskomagere tidligere, men det var først i 1800-tallet, at dette landhåndværk blev til et stort egnskarakteristisk erhverv.
Træskomagerens råmateriale var bøgetræ. Frisk bøgetræ. Hvis træet var knastørt, var det umuligt at arbejde med. Træskomagerens redskaber var huggeblok, hulestol, tællehest, skotøkse, navere, båndknive og nogle skrabejern.
De store bøgekævler blev skåret op i passende stykker. Træskomagerens arbejdsgang var herefter i grove træk: På huggeblokken blev et bøgetræstykke tilhugget ved hjælp af en lille skævskaftet skotøkse. I hulestolen blev det tilhuggede bøgetræstykke udhulet ved hjælp af en række forskellige navere og skrabejern. Finpudsningen med båndknive foregik ved tællehesten, som træskomageren kunne sidde på, mens træskoen var fastgjort. Til sidst blev træskoene røget for at modvirke revner og råd. Når træskoene skulle til markederne, blev de bundet sammen i simer (reb).
Det krævede ingen stor kapital at erhverve sig disse redskaber. Derimod krævede det en vis kapital at købe træet. Træskomagere, som ikke havde den fornødne kapital til køb af træ, var henvist til at arbejde på halvt hos en fremmed. Normalt anslås en dagsproduktion for en øvet træskomager at være fem par træsko.
Træskomageriet var en helårs beskæftigelse, men mange tog ind imellem andet arbejde. Træskomænd kunne om sommeren ty til at brænde trækul, og træskokarle kunne være forpligtet til at gøre høstarbejde.
Man skelnede mellem træskomænd og træskokarle. Træskomænd var gifte mænd, mens træskokarle var ungkarle. Ved giftermål skiftede man automatisk status fra træskokarl til træskomand. Træskomændene var gerne husmænd med eller uden jord. Træskomændene kunne enten arbejde for sig selv eller arbejde "på halvt" ved en gårdmand. At arbejde "på halvt" betød, at gårdmanden leverede træet til træskomanden, og de delte udbyttet - halvt til hver.
Træskoproduktionen på egnen var enorm. Den officielle statistik anslog i 1838 den årlige produktion til 247.240 par træsko. Amtsbeskrivelsen fra 1843 anser dette tal for alt for lav, idet den formoder, at produktionen nærmere var på en halvmillion træsko på årsbasis. Under alle omstændigheder er der tale om rigtigt mange træsko, som blev "eksporteret" fra Silkeborgegnen og ud til det øvrige Jylland og Danmark.

HJULMAGERI

Hjulmageriet var det mindste af de egnskarakteristiske landhåndværk med tyngdepunkt i Balle sogn. En skildring fra 1802 hævder, at næsten hver anden mand i Balle sogn var hjulmager. Det er nok noget overdrevet, men folketællingerne viser, at der allerede i 1787 var en solid tradition for dette håndværk i sognet. Skildringen fra 1802 nævner endvidere, at afsætningen blandt andet gik til markedet i Skive. Hjulmagerne fulgte altså samme rute som mange træskomagere.
Træskomageriet og hjulmageriet på egnen udviklede sig over tid meget forskelligt. Hjulmageriet i Balle sogn sygnede hen først i 1800-tallet, mens træskomageriet netop på det tidspunkt voksede sig stort. Måske skyldes det, at agerdyrkningen i Balle sogn blev et mere attraktivt erhverv for sognets beboere end blandingsbeskæftigelsen at være landmand, hjulmager og handlende.

SKOVLOVRINGER

Træskomageriet på Silkeborgegnen vandt en plads i de folkloristiske fortællinger med omdrejningspunkt i fænomenet "skovlovringerne". Skovlovringerne var det folk, som kom fra Silkeborgegnen - fra det skovrige Lover syssel - og som var kendt for at være god til tre ting: At gøre træsko, at bjerge træ og drikke brændevin.
Skovlovringerne er eksplicit forbundet med træskoproduktion, men de kunne også gøre så mange andre trævarer, herunder f.eks. hjul. Og det hedder altid "at gøre", når talen falder på landhåndværket. At bjerge træ var at pænt ord for "at stjæle træ" - idet skovlovringerne mente, at skoven sådan lidt var allemandseje. At drikke brændevin var udbredt over det ganske land - så her skilte skovlovringerne sig ikke ud.
De folkloristiske fortællinger om skovlovringerne er folkelige og fornøjelige. Men ikke nødvendigvis sande.

POTTEMAGERI

Dallerup sogn udviklede sig i 1800-tallet til at være "Danmarks pottemageregn" med hensyn til "de røde potter", det blyglaserede lertøj. Dette egnskarakteristiske landhåndværk voksede sig stort i sognets to hovedbyer, Toustrup og Sorring. Sorring blev med tiden synonymt med egnens pottemageri - man talte om "de røde potter fra Sorring".
Pottemageriet i sognet havde aner tilbage fra først i 1700-tallet, men det blomstrede - i lighed med egnens træskomageri - op i første halvdel af 1800-tallet, og fra 1834 og frem til 1901 lå antallet af pottemagere nogenlunde konstant på omkring 40. Pottemagerne var typisk jordløse husmænd.

Pottemageren var en mand, der drejede leret op på en drejeskive. Pottemagernes råstof var en blanding af rødler og blåler. Rødleret fandtes lokalt, mens blåleret skulle køres til sognet, f.eks. fra Galten. Glasurteknikken udviklede sig i løbet af 1800-tallet. Frem til 1880'erne blev "tør glasur" anvendt, idet glasuren i pulverform blev drysset på det let fugtede lertøj. I 1880'erne gik man over til den såkaldte våde glasur, hvilket gav nye muligheder for dekorationer. Lertøjet blev stablet og brændt i en opmuret ovn på ca. 6 kvadratmeter. Pottemageren samlede typisk en måneds produktion sammen til en brænding.
Lertøjsproduktionen i Dallerup sogn var enorm. Statistisk Tabelværk 1842 angiver en årsproduktion i 1838 på 62.450 stykker lerkar. Silkeborg Museum har i en større undersøgelse beregnet, at årsproduktionen i perioden 1834-1901 formodentlig har ligget på mellem 200.000 og 300.000 stykker lertøj.

Handelen med lertøjet foregik ved de såkaldte "potkørere", som med hestevogn bragte varerne til markederne eller direkte ud til kunderne.
Egnens lertøj var meget forskelligartet lige fra små pynteting til store mælkefade. En særlig artikel blev velkendt midt i 1800-tallet, nemlig barselspotterne i deres karakteristiske gullige eller grønlige farve og udsmykket med indridsninger. I slutningen af 1800-tallet blev en ny stor salgsartikel urtepotteskjulere.
 

ULDBINDERI

Sognepræsten Niels Blicher fremhæver i 1795 uldbinderiet på egnen i sin "Topographie over Vium Præstekald". Præsten omtaler tre "binde-herreder", nemlig Hammerum, Lysgaard og Middelsom. Og de bedste bindere fandtes i sognene Vium og Lysgaard. De næstbedste i Almind og Sjørslev. En vis lokalpatriotisme spillede måske ind!
Uldbinderi er et gammeldags udtryk for strikning. I bindeegnene strikkede mænd og kvinder, unge og gamle. Børn blev kendt med bindepindene fra 6-7 års alderen. Og der bindes over alt - under pasning af dyrene på marken, på vej til kirke eller hjemme i stuerne. Niels Blicher omtaler de såkaldte "bindestuer", hvor lokalbefolkningen samles for at strikke om kap. Sønnen St. St. Blicher forevigede bindestuerne og uldbinderiet i novellen E Bindstouw.
Inden for den nuværende Silkeborg Kommune florerede uldbinderiet i følgende sogne i Lysgaard Herred: Thorning, Vinderslev, Levring, Hørup og Sjørslev. Bindeegnen strakte sig også ind i Hids Herred, idet binderiet var udbredt i Kragelund sogn. Thorning var det største bindesogn i den nuværende Silkeborg Kommune.
Bindernes produkter kunne variere, men lokalt drejede det sig især om strømper. Salget skete gennem de såkaldte hosekræmmere.
Uldbinderiets start på egnen er noget uvist, men meget tyder på, at en udvikling satte ind i anden halvdel af 1700-tallet. Altså tidligere end f.eks. landhåndværket træskomageriet. Til gengæld ser kulminationen på binderiet ud til at ske midt i 1800-tallet på egnen.

LANDHÅNDVÆRK ELLER INDUSTRI

De egnskarakteristiske landhåndværk var hovedbeskæftigelsen for udøveren. Fælles for disse landhåndværk var, at der var tale om ufaglært håndværk. Uden læretid, svendeprøve og evt. mesterprøver. Man lærte godt nok hos en udøver i faget, men man blev anset for udlært, når man havde vist sig duelig til faget. Derfor er anvendt begrebet "landhåndværk" frem for "håndværk", da "håndværk" normalt forbindes med faguddannelse.
Kendetegnende for de lokale landhåndværk træskomageri, pottemageri og uldbinderi var, at der er tale om en masseproduktion til et ukendt marked.
Samtiden omtalte det som "industri" eller "hjemmeindustri". I dag forbinder vi "industri" med maskiner - og sådanne tekniske hjælpemidler var ikke involveret i de nævnte landhåndværk. En senere tid har omtalt de egnskarakteristiske landhåndværk som "husflid", men så fortoner den kendsgerning sig, at der var tale om en hovedbeskæftigelse for udøveren.
Landhåndværk, industri eller husflid? Ingen af begreberne er helt dækkende. Men det er vigtigt at understrege, at der var tale om et hovederhverv baseret på masseproduktion af produkter, som skulle afsættes på den nye tids markedsvilkår.

PÅ MUSEUM

Silkeborg Kulturhistoriske Museums to afdelinger - Silkeborg Museum og Blicheregnens Museum - har flere udstillinger, som inddrager de egnskarakteristiske landhåndværk. På Silkeborg Museum kan man se en gammel lerælter fra Sorring, et pottemagerværksted og en stor udstilling af Sorring-lertøj. På Blicheregnens Museum kan man fornemme Blichers bindestuer og uldbinderiets kulturhistorie.
Silkeborg Kulturhistoriske Museum foretager løbende undersøgelser af emnet, og i 2010 er påbegyndt et stort forskningsprojekt om de egnskarakteristiske landhåndværk.

25. juni 2010

Henvisning: Faglige temaer - Egnskarakteristiske landhåndværk

ARBEJDERLIV I SILKEBORG

En mosaik

Af Keld Dalsgaard Larsen

Museum Silkeborg Arbejdermuseet – Chr. 8 Vej 52.

MUSEUM SILKEBORG ARBEJDERMUSEET

Museum Silkeborg har et museumsanneks på adressen Chr. 8. Vej 52. Her er indrettet et lille arbejdermuseum med fokus på Silkeborgs arbejderbefolkning. Om den almindelige befolkning. Om de mange mennesker, som måske ikke individuelt har markeret sig – men som samlet set er grundlaget for al historie.

Kong Chr. 8. gav tilladelse til etablering af Silkeborg Papirfabrik i 1844 og gav kongelig bevilling til oprettelse af Silkeborg by i 1846. Papirfabrikant Michael Drewsen fik for sit virke i Silkeborg kongens fortjenstmedalje i guld, og silkeborgenserne udråbte ham til byens grundlægger og rejste en statue af ham på byens torv. 

Konger får altid deres historie fortalt. Andre betydningsfulde mænd kommer også gerne i historiebøgerne og på museum. Silkeborg Museum åbnede i 1954, og museet fandt det selvfølgeligt med en mindestue over Michael Drewsen. Denne udstilling kan fortsat ses på Hovedgården.  

Silkeborg Museum ønskede gennem mange år at få sat fokus på den brede befolknings liv og virke gennem tiderne. Blandt resultaterne var det lille arbejdermuseum i museumsannekset på Chr. 8. Vej, som kunne åbne den 1. maj 1998. Blandt andet takket være økonomisk støtte fra den daværende BG-Bank, den lokale arbejderbevægelse og en række lokale virksomheder.

Arbejdermuseet er inddelt i to sektioner:

Den første sektion er en arbejderbolig, som den kunne have set ud anno 1910. Lige før elektricitetens indførelse i Silkeborg. Den anden sektion indeholder to rum med museumsudstillinger. I det ene rum fortælles om privatlivet, børneliv m.m. I det andet rum fortælles om fabrikker og produktion i Silkeborg og den lokale arbejderbevægelse.  

Museum Silkeborg valgte i 2016 at renovere museumsudstillingerne, hvilket lod sig gøre på grund af støtte fra Fagbevægelsens Almene Fond i Silkeborg.

Søndag den 1. maj 2016 kunne arbejdermuseet genåbne i forbindelse med arbejderbevægelsens lokale 1. majarrangement.   

Museum Silkeborgs arbejde med Silkeborg og Silkeborgegnen tager altid udgangspunkt i menneskene. Naturligvis også den brede befolkning og herunder det overordnede tema, som kan sammenfattes som arbejderliv.

Relanceringen af Museum Silkeborg Arbejdermuseet gav anledning til at sammenfatte og nyformulere en række temaer med tilknytning til den lokale arbejderhistorie. Dette arbejde danner udgangspunkt for nærværende artikel:

Arbejderliv i Silkeborg. En mosaik.

Indhold:

De gamle længer – et arbejderkvarter i Silkeborg

Arbejderhjemmet

Arbejderbørn

Den lokale arbejderbevægelse – en oversigt

Fagforeninger

Arbejderkooperation

Gør din pligt kræv din ret

Organisation og solidaritet

Leve friheden, skønheden og personligheden

Hjemmets lykke – en 1. maj tale

Fabrikker og arbejdspladser i Silkeborg

De gode gamle dage?

Arbejderhistorie, arbejdere og os?

Litteratur

Maj 2016

DE GAMLE LÆNGER

Et arbejderkvarter i Silkeborg

Af Keld Dalsgaard Larsen

De gamle længer med kirken i baggrunden, Hjejlen i forgrunden og Hovedgården yderst til venstre. Mellem Vestre Længe og kirken kan Ny Længe lige skimtes.

Museum Silkeborg Arbejdermuseet har til huse på Chr. 8. Vej 52, og dette lille hus er den sidste rest af Silkeborgs ældste arbejderkvarter – sammen med Smedebakken.

Silkeborg Papirfabrik med Michael Drewsen i spidsen kom til Silkeborg i 1844, og på det tidspunkt var egnen smuk, øde og fattig. På stedet lå kun den gamle Silkeborg Hovedgård, som fungerede som en mindre herregård med nogle avlslænger. Hovedgården var fra 1767, og længerne var efter en brand genopført i 1777 grundmuret og med tegltag. Indbyggertallet på Silkeborg var 20-30 mennesker. Så kom Silkeborg Papirfabrik og Silkeborg Handelsplads og vendte op og ned på det hele.

Michael Drewsen skulle etablere Danmarks mest moderne papirindustri på Silkeborg ved Gudenåen. Det var et kæmpe projekt. En af de talrige opgaver var at finde boliger til den nye fabriks arbejdere. Det var en opgave for arbejdsgiveren. Michael Drewsen etablerede derfor boliger i Hovedgårdens to avlslænger – Vestre og Østre Længe. På Smedebakken nyopførte papirfabrikanten tre boliglænger med i alt 16 lejligheder og en længe, som i eftertiden fik navnet gartnerboligen.

De gamle længer fra en lidt anden vinkel.

Østre Længe lå parallelt med kanalen ved Gudenåen (Remstrup Å), og Vestre Længe lå parallelt med landevejen til Horsens, i dag Chr. 8. Vej. Midt mellem de to længer var et større fællesareal, hvor der blandt andet var små haver ud for lejlighederne.

Østre Længe fik med tiden 16 lejligheder, mens Vestre Længe fik 13 lejligheder. Alle lejlighederne fulgte tidens norm: To værelser med køkken. En bolig på ca. 26 kvadratmeter. Lokum var udenfor. Vand var ikke indlagt, og beboerne hentede vand ved en fællespumpe i gården. I dag kan det virke småt og primitivt – men efter datidens målestok var det såre almindeligt. Arbejderfamilierne boede sådan. I Silkeborg og andre steder i landet.

Beboerne i Vestre Længe havde indgang fra gårdsiden, mens man i Østre Længe gik ind fra havnesiden. I begge længer gik man direkte ind i køkkenet. Normalt delte to lejligheder en skorsten, idet de to køkkener stødte op til hinanden og herved kunne anvende samme skorsten. Lejlighedens to værelser blev brugt til soveværelse og stue. Måske var familien så stor, at man også måtte inddrage stuen til soverum om natten.

Lejligheden var i stueetagen. Loftsrummet blev normalt ikke anvendt til andet end optændingsbrænde og skrammel. Enkelte børnerige familier kunne dog af og til finde på at indrette et interimistisk soverum til de ældste børn. Men det var gerne mere af nød end af lyst. Problemet for familien var først og fremmest udgiften til opvarmning – det var hovedudgiften ved boligen. At man havde lidt plads, var i orden. Men en høj varmeudgift kunne være vanskelig at bære.

Østre og Vestre Længer var et boligkvarter for papirarbejderfamilier. Lige som Smedebakken var det. Silkeborg Papirfabrik under fabrikant Strøyberg byggede endnu en boliglænge til papirarbejderne, denne gang i to etager parallelt med Vestre Længe på den anden side af Horsenslandevejen, Ny Længe med 28 lejligheder.

Papirarbejderne havde frem til ca. 1876 fribolig i længerne og på Smedebakken. Det havde sine åbenlyse fordele – men var også en ulempe, hvis man blev fyret eller selv valgte at forlade Silkeborg Papirfabrik. I så fald måtte familien finde en anden bolig. Den gratis husleje ophørte efter 1876, men huslejen var dog lav sammenlignet med andre lejemål.       

Under Strøyberg blev der ved Østre og Vestre Længe bygget brændselsrum, vaskehus, vognport, hønsehus og nye latriner (lokummer). Enkelte familier kunne også holde en gris ved boligen.

De gamle længer var et almindeligt arbejderkvarter frem til 1889. Dog med tiden med overvægt af ældre beboere. Tidens yngre papirarbejderfamilier søgte andre steder hen. Silkeborg Papirfabrik var lukket i 1889-1894, og herefter fik længerne mere og mere et anstrøg af fattigdom over sig og uden direkte tilknytning til Silkeborg Papirfabrik.  

Enkefru Strøyberg solgte i 1911 de gamle længer til købmand Henriksen og murermester Chr. Nielsen. De nye ejere ønskede at nedrive længerne og bygge rigmandsvillaer på området. Alle mente, det ville betyde en gevaldig forskønnelse af området. Beboerne fik tilbud om at købe deres lejlighed. Det var utænkeligt for stort set alle, da det var fattige mennesker, som var lejere. Men en familie var en undtagelse. Snedker Peter Kjær både kunne og ville købe sin lejlighed, og det endte med, at han købte halvdelen af Vestre Længe. 

Østre Længe og halvdelen af Vestre Længe blev nedrevet i 1920 – og nybyggeriet kunne påbegyndes. Snedker Peter Kjær nedrev en del af sin del af Vestre Længe, byggede dobbelthuset Chr. 8. Vej 50 og lod den sidste rest – som oprindeligt kunne have rummet to lejligheder – blive tilbage og lejede det ud til en familie. Det er denne lille rest – på adressen Chr. 8. Vej 52 – som hermed fik lov til at blive for eftertiden.

Familien Kjær var hermed ikke ude af historien. Peter Kjærs børnebørn var aktivt medvirkende til, at ejendommen i 1980’erne blev solgt til kommunen med henblik på med tiden at få etableret et lille lokalt arbejdermuseum. Den 1. maj 1998 kunne Arbejdermuseet indvies, og den 1. maj 2016 kunne det genåbne i renoveret stand. Den sidste rest af de gamle længer danner i dag rammerne om Museum Silkeborg Arbejdermuseet.   

Silkeborg Hovedgård. Til siderne kan haverne til De gamle længer skimtes.

Henvisninger:

Keld Dalsgaard Larsen: Papirarbejdernes historie i silkeborg 1844-1982 (1983).

Keld Dalsgaard Larsen: Arbejderliv og faglig organisering i Silkeborg 1840-1940 (1984).

Keld Dalsgaard Larsen og Kurt Balle Jensen: Silkeborgs rødder. Fortællinger og billeder fra Smedebakken og det gamle Silkeborg (1992).

Keld Dalsgaard Larsen: De gamle længer. Et gammelt arbejdermiljø i Silkeborg (i Silkeborg Museums Årsskrift 1998).

Keld Dalsgaard Larsen: Arbejdermuseet. Chr. 8. Vej 52 (i Silkeborg Museums Årsskrift 1998).

Maj 2016

ARBEJDERHJEMMET

Af Keld Dalsgaard Larsen

Arbejderfamilie 1908 med formbinder Jens Bomholt og hustru Karen med deres to piger Herdis og Doris.

Michael Drewsen indrettede sig midlertidigt på Silkeborg Hovedgård i begyndelsen, men papirfabrikanten havde ingen planer om at blive boende. Han ønskede den nye tids boligideal: En villa. Michael Drewsen fik opført sin villa bag Silkeborg Papirfabrik, mens Hovedgården kunne bruges til byens første posthus, kirkesal og skole.

Michael Drewsen var en mand, der ønskede at efterleve den nye tids ideal med den borgerlige kernefamilie med manden som forsørger og hustruen som den, der tog sig af huset, familien og børnene. Og rammen kunne meget passende være en villa, som netop var en afgrænset enhed beregnet til én familie med far, mor og børn.

Arbejderfamilierne havde ikke samme muligheder for at efterleve det borgerlige familieideal. Både mand og hustru var nødsaget til at tage arbejde for at forsørge familien. Men hvad så med børnene? Gik de ikke for lud og koldt vand?

Den private filantropi søgte fra 1860’erne at afhjælpe problemet. Også i Silkeborg. Blandt andet med børnebespisning og oprettelse af et børneasyl. Men det forslog som skrædder i helvede.

Arbejderbevægelsen med Socialdemokratiet i spidsen fremsatte de sidste årtier af det 19. århundrede nogle reformer, som skulle sikre, at begge forældre kunne have arbejde, mens der var godt opsyn med børnene. Blandt andet offentlige børnehaver og spisesteder. Tidens reaktion var voldsom: Socialdemokraterne blev beskyldt for at ville nedbryde selve samfundets grundstamme: Familien. At passe børn var ingen offentlig opgave – det skulle den omsorgsfulde husmoder stå for.

Arbejderbevægelsen stak piben ind og accepterede den borgerlige familie som ideal. Også for arbejderne. Nu gjaldt det så om at sikre, at mandens løn blev så stor, at han var i stand til at forsørge familien. Denne kamp er væsentlig for at forstå arbejderbevægelsens styrke og position i det 20. århundrede.

Arbejderfamilien og arbejderhjemmet afspejlede naturligvis de økonomiske vilkår, men idealerne var de bedrestilledes hjem. Forholdene kunne være små, men også arbejderhustruen ønskede at holde sit hjem pænt og give sine børn en tryg og god opvækst. Efter bedste evne. Arbejderhustruen stred for at få mandens løn til at strække. Indimellem måtte hun alligevel ty til udearbejde for at få enderne til at nå sammen.

Mandens pligt var så at bakke hustruen bedst muligt op. Blandt andet ved troligt at aflevere ugelønnen hjemme. Og ikke drikke lønnen op på værtshus.

Her i artiklen vil blive givet nogle indblik i livet i arbejderhjemmene i første halvdel af det 20. århundrede. Karola Dahlgaard (f. 1895) har fortalt om forholdene på Smedebakken, og hendes erindringer dannede udgangspunkt for følgende fortælling i bogen ”Silkeborgs rødder”:

”Hjertegræs var der nok af i engen ved Smedebakken, og det var børnenes tjans altid at sørge for frisk hjertegræs til kohornene i stuen. Stuens ur hang mellem vinduerne, og på hver side af uret hang et blankpoleret kohorn med hjertegræs. Sådan så det ud hos familien Dahlgaard på Smedebakken omkring år 1900.

De 16 familier på Smedebakken havde hver deres særheder og særpræg. Ingen andre havde vel kohorn på væggen med hjertegræs, men det fandt madam Dahlgaard pyntede i den store stue. Men der var bestemt mange fællestræk blandt familierne, og selve de fysiske rammer i de tre huslænger og omgivelserne afstak nogle begrænsninger og muligheder, som var noget særligt for dette papirarbejderkvarter bag fabrikken.

Når man gik ind til familien Dahlgaard, kunne man banke træskoene af på et bræt lige uden for døren. Træskoene blev så stillet lige inden for i det lille køkken. Børnene var slemme til bare at smide træskoene, og selv om det blev påtalt, fortsatte uvanen. Køkkenet var også entre, og det var lille. Et halvt vindue gav lys ind på køkkenbordet med jernvasken. Normalt var der en træplade over vasken, og her stod husets vandforsyning: en spand vand og en øse, hvor familien frit kunne tage en slurk. Tallerkenrækken hang over bordet, og det øvrige køkkenudstyr stod under køkkenbordet bagved forhænget. Det store jernkomfur havde også et forhæng, som blev trukket for, når der ikke var ild i komfuret. Førhen havde der været åbent ildsted i køkkenet, men nu omkring århundredskiftet fyldte jernkomfuret op. Madam Dahlgaard brugte selvfølgelig komfuret, men hun lavede lige så gerne mad i et af kogerummene i den store kakkelovn i stuen.

Familien Dahlgaard havde otte børn. Børnene var ganske vist ikke alle sammen hjemme på samme tid, men familiens størrelse gjorde det alligevel nødvendigt, at man brugte den store stue på omkring 16 kvadratmetre til både soveværelse og stue. Den lille stue blev så brugt til stadsstue, og her stod de røde plysmøbler. Stadsstuen blev kun brugt, når der kom gæster til kortspil.

To store dobbeltsenge stod i stuen, i den ene sov forældrene og i den anden 2-3-4 børn. Der var også en puf, hvor en dreng kunne sove om natten. Om dagen sad børnene på puffen, når der blev spist. Forældrene sad ved bordet over for hinanden på de svenske stole. Ved sjældne lejligheder blev disse pindestole brugt af børnene til at lege tog med……

Madam Dahlgaard stod for hele husholdningen, og lejligheden var hendes domæne. Det var vigtigt for den daglige rytme, at alle, som overhovedet kunne, opholdt sig uden for huset. Kun om natten, ved spisetiderne og i nødstilfælde opholdt familien sig samlet i lejligheden i længere tid ad gangen.

Om morgenen skulle familien spises af og sendes på arbejde og i skole. Madam Dahlgaard ønskede sine børn en god start på dagen, og derfor fik de varm mælk med brødterninger. Til frokost i skolen fik de en rugbrødsmellemmad med puddersukker. Klokken 12 samledes hele familien. Faderen kom fra fabrikken, og børnene spænende hjem fra skolen til den varme middagsret. Hver dag fik familien to retter mad, og selv om pengene var små, så var der altid mad nok til de sultne maver. Men moderen måtte bruge al sin snilde, dygtighed og fantasi for at holde familien ved kosten. De små frikadeller kom fra spidsben, som blev købt billigt. Når der skulle pilles spidsben, blev børnene forsynet med en af faderens lommeknive, når de kom fra skole, og så kappedes de om at fiske de småbitte stykker kød ud af benene. Børnene var kvikke til det, og frikadellerne smagte fortræffeligt. Pengene var det småt med, tid havde man nok af.

Alle familierne på Smedebakken havde haver – mindst to haver. En lille prydhave foran huset og en dejlig stor køkkenhave bagved, hvor der blev dyrket grøntsager. Suppe og grød kunne derfor let laves af havens produkter. Af og til gik madam Dahlgaard og børnene på bærtur, og især ved Lillesø vrimlede det med dejlige bær.

Haverne var så store og frie, at familien kunne holde to geder, et par svin, nogle gæs og en snes høns. Æg havde madam Dahlgaard altid til sin rådighed i husholdningen. Gederne gav en god mælk, og grisen gav noget dejligt fedt flæsk til jul. Den anden gris blev solgt. Sønnen Jens holdt kaniner, og de gav også noget godt kød. Skindet solgte de til en læderhandler oppe i byen. …..

Lokummerne var nede i haverne. Der var plads til tre personer – tre huller med låg – med avispapir til at tørre sig. Renovationen kom og tømte lokumsspandene, men mange af mændene ville gerne have indholdet til gødning til haven. Det gav sådan nogle gode grøntsager”.  

Og ved siden af det hele var den dejlige natur, som Smedebakkebørnene kunne tumle rundt i, alt imens de voksne var optaget af deres gøremål.  (Silkeborgs Rødder s. 17ff)

Mange silkeborgensiske arbejderfamilie fik tidligt egen bolig. Carl Bang var en af dem, og sønnen Thomas Bang (f. 1885) har fortalt herom:    

”I min tidligste barndom har vi boet i et par lejligheder, men det kan jeg ikke erindre noget om. Før jeg kom i skole, fik min far bygget et lille hus med en 3-værelses lejlighed og en lille overlejlighed, og her boede han til sin død. Overlejligheden blev lejet ud, mens vi selv beboede den nederste, der bestod af stue, soveværelse og et lille værelse samt køkken. I soveværelset var der to senge og en stor puf. I puffen sov vi en 2-3 stykker, medens de øvrige hjemmeværende børn sov i sengen hos fader og moder. Medens fader var vægter opholdt vi os om dagen i det lille værelse, hvor vi også spiste. Da fader holdt op med natarbejde, fik vi børn det lille værelse at sove i. For enden af sengene i soveværelset var der et spisebord, hvor vi spiste, og vi opholdt os også om dagen i soveværelset, medens vi kun kom i stuen ved særlig højtidelige lejligheder”. (Silkeborg. En udpræget industri- og arbejderby s. 34f).

Julius Bomholt (1896-1969) har fortalt om sit barndomshjem i Alderslyst under overskriften ”Et jydsk arbejderhjem”:

”Vi flyttede meget i mine første barndomsår, men havnede omkring århundredskiftet i en efeuklædt idyl, som min mor forelskede sig i. Hun fik sit ønskehus, skønt det kostede en svimlende sum af 2.900 kr., som det kunne have sit besvær at forrente. Min onkel, Jens Bomholt, … boede i den ene ende af huset, og vi i den anden. Lejligheden bestod af en opholdsstue, der både var daglig- og spisestue, en såkaldt ”fin stue” (hvor vi sjældent kom) med sølvfisk, fotografialbum, prismelysekrone og højt spejl, et sovekammer og et køkken” (Silkeborg. En udpræget industri- og arbejderby s. 35f).

Arbejdernes iver efter at få eget hus kunne dog give anledning til løftede øjenbryn hos nogle af arbejderlederne. De syntes simpelthen, at husene blev for ringe til menneskeboliger. Severin Sejersen måtte på et møde i 1907 forsvare den nye bygningsvedtægt med følgende ord:

”Der er ingen grund til at være gnaven over bygningsvedtægterne, den var en nødvendighed, og den kan måske hæmme den byggelyst, som stavnsbinder de arbejdere, der ser et ideal i at eje et hus, mens kone og børn sulter” (Silkeborg. En udpræget industri- og arbejderby s. 35).

Med den almindelige velstandsstigning i samfundet voksede også arbejderfamiliernes ønsker til bolig. En lejlighed på ca. 30 kvadratmeter var god og almindelig i det 19. århundrede, men i løbet af de første par årtier i det 20. århundrede var det for lidt for de unge arbejderfamilier. I mellemkrigstiden skulle man gerne have en lejlighed på 40-60 kvadratmeter. Måske fortsat med lokum i gården, eller familien skulle dele WC med andre beboere i ejendommen.

Ved indgangen til 1940’erne skete der kvalitetsløft på boligfronten. Arbejdernes Andels Boligforening (AAB) (1940) og Arbejdernes Byggeforening i Alderslyst (AB) (1941) begyndte et massivt boligbyggeri for dels at imødegå den herskende bolignød og dels for at højne boligens kvalitet. AAB opførte deres første boliger på Frederiksberggade og Bryndumsvej, og senere blev den ene afdeling efter den næste opført på Århusbakken. AB opførte flere afdelinger rundt om i Alderslyst og Lysbro, heriblandt Færgegården og Ringgården. Lejlighederne blev større, wc var en selvfølge – men nogle steder havde man kun koldt vand i hanerne. F.eks. i Færgegården. Ringgården var en realitet i 1947-1950, og hermed var sat en standard, så mange andre end arbejderfamilier flyttede ind. Mange mente endog, at arbejderne slet ikke havde råd til sådan en luksus.

Lærer Frede Nielsen flyttede ind i Ringgården, og han har berettet herom:

”Vi hørte én sige: ”Det er sgu godt gjort, at arbejderne opfører sådanne boliger, for det er jo kun for velhavere”. Da vi flyttede ind, spurgte folk os, hvorfor vi ville give 98 kroner om måneden, så kunne vi jo lige så godt købe et hus. Det var også mange penge dengang…. Vi fik en to-værelses med to kamre, og vi fik lov til at lægge det ene kammer til stuen, så vi fik en lille spisestue”. (Alderslyst fra sandmark til by s. 98).

De små arbejderboliger var fortid. Lejlighederne skulle nu gerne være på ca. 75-100 kvadratmeter, og meget tydede på, at fremtidens arbejderfamilie kunne ønske sig endnu mere plads og mere luksus.

Lærer J.C. Pedersen var formand for AB i årene 1953-1965, og han skrev til AB’s jubilæumsskrift i 1966 følgende under overskriften ”Sundere boliger – Sundere slægter”:

”Jeg tror, at næsten alle …må indrømme, at der ligger en umådelig forebyggende værdi i at have en stor bestand af gode og rimeligt billige boliger – boliger som må være uden for spekulation. Vor tid synes forfærdelig, når vi betragter de familiemæssige ulykker som f.eks. skilsmisser forvolder, men hvor mange flere ulykker af den art ville ikke være indtruffet, hvis familiernes samlingssteder var alt for dyre, alt for få, alt for små og alt for usunde boliger? Der er grund til at takke byggeforeningen, fordi den holder fanen højt, hvad angår byggeriets standard, uanset om bagstræbere ved hver ny grundudgravning står og fortæller, at man bygger alt for flot til almindelige mennesker”. (Arbejdernes byggeforening 25 års byggeri i Silkeborg s. 19).

På Århusbakken flyttede Leo og Ditte Knudsen sammen med børnene Poul (5 år) og Inge (9 år) ind i en af de nye røde blokke på Hjejlevej i maj 1961. Lejligheden havde en stue med udgang til altan, spisestue med skydedøre til stuen, køkken med elkomfur, Major køleskab, gang med plads til overtøj og to værelser. Og det bedste af det hele var efter Inges mening det flotte siddebadekar i badeværelset.

Forældrene brugte det ene værelse til soveværelse, mens børnene delte det andet. Men tiderne havde ændret sig siden forældrene selv var børn. Dengang kunne man godt dele seng med sine søskende og måske soveværelse med forældrene. Senere kom så en overgang skikken med et børneværelse med køjesenge. Men i 1960’erne var ønsket hos børnene eget børneværelse! Også Inge ønskede at blive fri for at dele værelse med sin fire år yngre bror. Kunne det lade sig gøre? Forældrene tænkte sig grundigt om og fandt en løsning: Far og mor flyttede ud af deres soveværelse og overlod det til Inge. I stedet fik de en sovesofa stillet op i spisestuen. Ikke ideelt for forældrene. Men alt for børnene! Børnene Inge og Poul fik hvert deres værelse i 1965. Den 13-årige Inge kunne indrette sig i sit eget værelse og være teenagepige som alle andre jævnaldrende. (Århusbakken s. 111f).

Arbejderhjemmet fulgte tidens trend, og fra 1960’erne var det ikke til at skelne fra forholdene i den øvrige brede danske middelklasse.

Henvisninger:

Arbejdernes Byggeforening: 25 års byggeri i Silkeborg 1941 – 17. januar – 1966 (1966).

Keld Dalsgaard Larsen og Kurt Balle Jensen: Alderslyst fra sandmark til by (1991).

Keld Dalsgaard Larsen og Kurt Balle Jensen: Silkeborgs rødder. Fortællinger og billeder fra Smedebakken og det gamle Silkeborg (1992).

Keld Dalsgaard Larsen: Silkeborg. En udpræget industri- og arbejderby (1993).

Keld Dalsgaard Larsen og Kurt Balle Jensen: Århusbakken. Mennesker og fortællinger (2010)

Maj 2016

ARBEJDERBØRN

Af Keld Dalsgaard Larsen

Borgerskolen 1904 med legende arbejderbørn i forgrunden – i tidens tøj.

Arbejderbørn var, som børn var flest. I Silkeborg og alle andre steder. Almindelige børn med hver deres fornøjelser og sorger. Det gode ved at være arbejderbarn i første halvdel af det 20. århundrede var, at naboens børn havde det stort set ligesådan.

Museum Silkeborg Arbejdermuseet viser en arbejderbolig, som den kunne have set ud i 1910. Før det elektriske lys blev installeret. Og før der kom WC og rindende vand i de almindelige boliger.

Arbejderhjemmet var dengang småt, og man var vant til at leve tæt sammen. Normalt sov børnene i seng sammen med en eller flere søskende. Måske i samme værelse som forældrene.

Børnene i De gamle Længer var ikke ens påklædt, men der var mange fællestræk. Fodtøjet var træsko for såvel piger som drenge. Træskoene voldte problemer, fordi de hele tiden gnavede hul på strømper og ben. Man skankede sig. Børnene fik en færdighed i at gå og løbe med træsko selv på de toppede brosten. Men hvis det skulle gå hurtigt, smed man træskoene og løb barfodet rundt. Inden døre tog man kludesko på.

Piger gik med forklæde for at beskytte kjolen. Forklædet blev skiftet langt hyppigere end kjolen. Undertrøjer kendte alle til, men tilbage i tid gik mange drenge og piger uden underbukser. Om vinteren kom de lange, sorte uldstrømper frem, som blev holdt oppe af et livstykke og strømpebånd både hos piger og drenge. Drengenes bukser var korte eller halvlange. Sommer og vinter. Om vinteren var de sorte strømper derfor helt nødvendige for at holde varmen.

Børnene havde ikke overvældende mange huslige pligter. Måske skulle pigerne se lidt efter de mindre søskende. Børnenes vigtigste huslige pligt var at samle brændsel. Optændingsbrænde og grankogler i skoven. Nogle børn stod også for familiens ”tiggeri”. Herom har Viola Holt berettet:

”Naturligvis måtte vi helt igennem være nøjsomme for at få pengene til at slå til. Om morgenen klokken seks, inden vi skulle i skole, gik vi op på Torvet til Hotel Dania, hvor vi for 10 øre kunne købe gammelt brød og forskellige levninger fra dagen i forvejen. … om aftenen gik vi sammen med mange andre fattige børn den lange vej ud til Vandkuren (Silkeborg Bad) med kurv og spand for at købe madrester. Vi stillede pænt op i række til der blev lukket op, og så gik det i løb ned i kælderen. Det gjaldt om at komme først, da der ikke altid var meget til overs, og det bedste blev givet væk først … Vi levede dog ikke udelukkende af levninger” (Arbejderliv s. 121).

Mange børn hentede også dampsteriliseret kød på Andels Svineslagteriet, og nogle samlede koks ved Gasværket. Sådan bidrog børnene til familiernes underhold.

Arbejderbørnene gik alle på Borgerskolen, og her gik de i de obligatoriske syv år. Uhyre sjældent længere. Erindringerne fra skoletiden vidner om, at man ikke følte, at der var forskel på børnene i skolen. Alle kom fra arbejderhjem, og alle var derfor lige og almindelige. Men der var dog nogle, som var en anelse fattigere. Det blev børnene gjort opmærksom på hver dag ved middagstid, hvor de almindelige børn skyndte sig hjem for at spise varm middagsmad, mens de fattiges børn gik over i gymnastiksalen til skolebespisning. Louise Kristensen (f. 1904) har berettet herom:

”Vi gik i skolen fra 8 morgen til 12 og igen fra klokken 1. Fra 12 til 1 var der middagspause, og mange tog hjem for at spise. Men de dårligst stillede af os gik over i gymnastiksalen til børnebespisning. Her vartede byens fine fruer op for os unger. Vi skulle selv have tallerken og bestik med, hvilket vi havde i en lille kurv hver dag”. (Arbejderliv s. 123).   

Mange børn havde også byplads. Men der var altid plads til leg. Nogle mere end andre. Martine Kryll (f. 1905) mindes sin barndom således:

”Jeg legede dagen lang, når jeg kom hjem fra skole. Vi sjippede, hoppede i paradis og spillede med tre bolde. Der kunne godt gå nogle skosåler, når vi sjippede og hoppede i paradis. Vi skulle selvfølgelig gå i træsko, men når mor ikke var hjemme, tog vi alligevel sko på, for de var nemmere at lege i. Mor kunne ikke forstå, hvorfor vores skosåler blev så hurtigt slidte. Hun gik op til skomageren for at klage, men han sagde til mor: ”Ja, det er meget godt, men jeg har set, hvordan hun hopper den hele dag”. Vi spillede også meget med marmorkugler oppe på Drewsensvej. Den gang var fortovet kun sand, så vi kunne lave huller til spillet. Vi legede piger og drenge sammen. Vi sloges også med drengene. Der var ofte gadekampe, hvor den ene gade udfordrede den anden oppe ved vandværket. Det kunne godt gå drabeligt til, men jeg var heldigvis stor”. (Arbejderliv s. 124).

Efter konfirmationen var barndommen slut, og børnene skulle til at vænne sig til voksentilværelsen i en læreplads eller en tjenesteplads ude på landet eller noget helt tredje. Det var det almindelige.

Børn har aldrig været, som de burde være. De har altid fundet på udveje. Gennem alle tider. Frem til 1960’erne var det almindeligt, at faderen arbejdede og forsørgede familien, mens moderen var husmor og passede hjem og børn. Det skabte en familie, hvor der blev taget særlig hensyn til faderen. Ham skulle der passes på, så han kunne klare sine pligter med at forsørge familien. Det var gerne en selvfølge, at faderen fik ro, når han kom hjem fra arbejde og satte sig med den frisklavede kaffe og dagens avis. Havde han skiftearbejde skulle børnene være absolut stille, så han kunne sove. Og ved middagsmaden fik faderen selvfølgelig først og gerne også mest. Børn og hustru kom så at sige i anden række. Det fandt ingen underligt.

Hustruen ordnede hjemmet og passede børnene. På sin egen måde. Moderen legede sjældent med børnene. Hun var der, hvis de skulle få brug for hende. Hvis barnet havde slået sig. Alle raske drenge og piger slog sig, og mor var leveringsdygtig i jod og plaster. Trøsten var først og fremmest praktisk. Gråd hjalp jo ingenting. Og så var det ellers ud igen. Ud at lege med de andre børn.

Børnene havde et univers for sig. På godt og ondt. Bandekrige og særlige ritualer kunne være barske oplevelser. Men det hørte til. Ellers var der masser af frirum i skoven og i byen. Først fra 1960’erne blev det almindeligt med fritidsklubber og voksne, som skulle aktivere børnene. Tidligere fandt børnene selv på.

Henvisninger:

Keld Dalsgaard Larsen: Arbejderliv og faglig organisering i Silkeborg 1840-1940 (1984).

Keld Dalsgaard Larsen: De gamle længer. Et gammelt arbejdermiljø i Silkeborg (i Silkeborg Museums Årsskrift 1998).

Keld Dalsgaard Larsen og Kurt Balle Jensen: Århusbakken. Mennesker og fortællinger (2010)

Maj 2016  

DEN LOKALE ARBEJDERBEVÆGELSE

En oversigt

Af Keld Dalsgaard Larsen

Arbejdernes Fællesorganisations forretningsudvalg i 1944. Stående fra venstre Knud Ørvad, H.P. Hjort, Nic. Vestergård, Poul Mortensen. Siddende fra venstre: Søren Skou, Chr. Smidt og Johs. Hørdum. En festlig lejlighed hvor Fællesorganisationen overdrager mejeriet Stassano til en selvejende institution.

Arbejderbevægelsen som historisk betegnelse drejer sig om den socialdemokratiske arbejderbevægelse, som ved sine vidtforgrenede organisationer ønskede at varetage arbejderbefolkningens interesser på alle niveauer.

Som samfundsborgere var bevægelsen politisk organiseret i partiet Socialdemokratiet og ungdomsorganisationen DSU.

Som lønmodtagere var bevægelsen fagligt organiseret i landsdækkende forbund og lokale fagforeninger. Fagbevægelsen organiserede alle arbejdere. Også selv om de ikke var medlem af Socialdemokratiet. Men historisk har der altid været en nær forbindelse mellem fagbevægelse og partiet Socialdemokratiet.

Foruden parti og fagbevægelse rummede den socialdemokratiske arbejderbevægelse talrige andre organisationer lige fra oplysningsforbund og presse til forsikringsselskab og bank. I denne artikel vil der blive givet en oversigt over den lokale arbejderbevægelse i Silkeborg.

Socialdemokratiet

Socialdemokratiet i Silkeborg blev stiftet den 13. september 1884. Under navnet Socialdemokratisk Arbejderforening. Væver M.A. Madsen var den unge forenings selvskrevne førstemand.

Som politisk parti søgte Socialdemokratiet indflydelse i det lokale folkestyre, og før år 1900 blev to socialdemokrater indvalgt i Silkeborg Byråd: Bødkermester Christian Nielsen (1896) på en fælles valgliste med Venstre og tømrer Severin Sejersen (1898) på en ren partiliste. Herefter gik det slag i slag, og Socialdemokratiet voksede hurtigt til at blive et toneangivende og med tiden også det største parti i byrådet. Silkeborg var en udpræget arbejderby, og arbejderbevægelsen fik en betydende rolle i lokalsamfundet. Politisk kan det blandt andet aflæses af de mange socialdemokratiske borgmestre i Silkeborg siden 1921:

P. Esben-Petersen 1921-1929

Rasmus Bindslev 1929-1941

Christian Åboe-Sørensen 1941-1945

Holger Iversen 1945-1950

Åge Christensen 1954-1966

Ernst Thomsen 1966-1985

Jørn Würtz 1985-2001

Hanne Bæk Olsen 2010-2013

Socialdemokratiet i Silkeborg har altid været et pragmatisk parti med interesse i at få magt, indflydelse og ansvar.   

Den socialdemokratiske lokalpresse

Den socialdemokratiske presse spillede en stor rolle i den socialdemokratiske arbejderbevægelses opvækst og glansperiode frem til 1960’erne. I Silkeborg drejede det sig om:

Silkeborg Social-Demokrat 1900-1952

Aften Posten 1953-1962

Jysk Aktuelt 1963-1971

Fagbevægelsen

Arbejdernes Fællesorganisation blev stiftet den 25. januar 1894 og hermed fik den lokale arbejderbevægelse et forum, som gennem årtier sikrede bevægelsen dynamik og kontinuitet.

Arbejdernes Fællesorganisation samlede trådene fra den vidtforgrenede bevægelse lige fra parti og kooperation til forsamlingsbygning og oplysningsforbund.

Den lokale fagbevægelse vandt fodfæste fra 1890. Først hos mændene og flere årtier senere også hos kvinderne. Se Fagforeninger. 

Arbejderkooperationen

Arbejderkooperation har altid været en del af arbejderbevægelsen, dog uden at få samme betydning som parti og fagbevægelse. I Silkeborg var den lokale arbejderkooperation markant i perioden 1942-1972, hvor Silkeborg var kendt som den største kooperative by uden for København. Se Arbejderkooperation.

AOF

AOF Silkeborg blev stiftet den 7. maj 1924. Under navnet Arbejdernes Oplysnings Udvalg. Den socialdemokratiske arbejderbevægelse opfattede oprettelsen af AOF som et naturligt skridt i udviklingen. Bevægelsen havde frem til 1920’erne opnået store resultater politisk (gennem partiet) og fagligt (gennem fagbevægelsen), nu var tiden kommet til at satse på oplysning og kultur.

AOF Silkeborg har gennem hele sin levetid tilbudt kurser og undervisning til tidens mennesker. Og AOF er fortsat aktiv i Silkeborg.  

Andet

Den socialdemokratiske arbejderbevægelse ønskede at virke overalt til gavn for arbejderbefolkningen. Ved et meget vidtforgrenet net af organisationer. Også lokalt i Silkeborg. Meget er nævnt i det ovenstående. Derudover kan blandt andet nævnes:

Kino 1936-1982, Forsamlingsbygningen Sønderport 1940-1975, DUI, Arbejder-Samaritterne, Arbejdernes Retshjælp, Arbejdernes Julespareforening, varmestue og underholdning for arbejdsløse, radioklub, sangforening osv.  

Den socialdemokratisk arbejderbevægelse satte mangt og meget i værk, og meget gik senere over i andet regi. F.eks. til det offentlige.

Boligbevægelsen havde nok sit udspring i den socialdemokratiske arbejderbevægelse, men boligforeningernes virke var først og fremmest afhængig af offentlig lovgivning og støtte.

Arbejdsløshedskasserne udsprang fra fagbevægelsen, men det offentlige har siden starten været grundlaget for ordningen.

Fagforeninger havde i årtier en stor opgave med at anvise arbejdsløse medlemmer arbejde – i dag har landets kommunale jobcentre hovedansvaret.   

Opbrud

I efterkrigstiden har der været opbrud overalt i det danske samfund. Også i arbejderbevægelsen. Traditionelt har de forskellige samfundsgrupper været repræsenteret af forskellige partier: Venstre var gårdmandspartiet, Socialdemokratiet var arbejdernes parti, Det konservative var byerhvervenes parti, Det radikale Venstre husmændenes m.m. parti. Ikke alle gårdmænd var venstremænd. Men de fleste var. Ikke alle arbejdere var socialdemokrater. Men de fleste var. Denne tradition har været under nedbrydning i efterkrigstiden. Ikke mindst fra 1960’erne.

Den socialdemokratiske arbejderbevægelse fik en mærkbar venstreopposition fra 1945, hvor kommunisterne vandt frem. Fra 1958 var det Socialistisk Folkeparti, som prægede venstreoppositionen. Det socialdemokratiske monopol på arbejderbevægelsen eroderede.

Fra 1970’erne fik socialdemokratiet også en opposition fra højre. Fremskridtspartiet vandt frem. Også i arbejderbefolkningen. Socialdemokratiet var ikke længere ene om at være talerør for arbejderbefolkningen. Dansk Folkeparti, Venstre, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten m.fl. kan også opfatte sig som ”arbejderpartier” med mange arbejdermedlemmer og arbejdervælgere.

Dette opbrud har skabt nye rammer for den socialdemokratiske arbejderbevægelse med det resultat, at de interne bånd er løsnet. Parti og fagbevægelse taler nok sammen – men fagbevægelsen ønsker at stå frit, så den kan varetage medlemmernes interesser uanset, hvilket parti (partier), der måtte have regeringsmagten.   

Maj 2016  

FAGFORENINGER I SILKEBORG

En oversigt

Af Keld Dalsgaard Larsen

Fagbevægelsen varetager arbejdernes interesser som lønmodtagere. Og har gjort det i over 100 år. Sammen står man stærkere. Fagbevægelsen består af en stor overordnet landsorganisation LO, en række landsdækkende fagforbund og en række lokale fagforeninger. Herværende artikel omhandler de lokale fagforeninger.

I Silkeborg var ansatser til faglig organisering i 1880’erne, blandt andet en fælles fagforening for tømrere og murere, men det var først fra 1890, at fagforeningerne begyndte at blive levedygtige.

Den faglige organisering i Silkeborg:

Typografernes Fagforening 1890

Snedkernes Fagforening 1891

Skomagernes Fagforening 1892

Tømrernes Fagforening 1893

Arbejdsmændenes Fagforening 1893

Slagteriarbejdernes Fagforening 1894/1895

Papirarbejdernes Fagforening 1895

Tekstilarbejdernes Fagforening 1896

Formernes Fagforening 1896

Malernes Fagforening 1897

Bagernes Fagforening 1899

Smedenes Fagforening 1903

Teglværksarbejdernes Fagforening 1904

Bryggeriarbejdernes Fagforening 1905

Træindustriarbejdernes Fagforening 1909

Blikkenslagernes Fagforening 1909

HK 1910

Kedel- og Maskinpassernes Fagforening 1912

Skov- og Landarbejdernes Fagforening 1918

Elektrikernes Fagforening 1918

Kommunalarbejdernes Fagforening 1921

Syerskernes Fagforening 1933

Husassistenternes Fagforening 1940

Kvindeligt Arbejderforbund 1949

Fag

Den danske fagbevægelse er traditionelt organiseret fag for fag. Tømrerne organiseret i Tømrernes Fagforening, snedkerne i Snedkernes Fagforening, smedene i Smedenes Fagforening, osv. Alt efter hvilket fag, personen var udlært i. Det betød, at på mange arbejdspladser var forskellige fag og fagforeninger repræsenteret. Det kunne give anledning til grænsestridigheder. Murerne kunne vogte nidkært over, at murerarbejdsmændene ikke tog deres arbejde. Osv. På større virksomheder havde hver faggruppe egen tillidsmand, og så valgte man i fællesskab en fællestillidsmand til at tale på alles vegne.  

Men der var dog nogle mere tværgående fagforeninger, som ikke fulgte de enkelte fag, men f.eks. den industri, man var beskæftiget i. Papirarbejdernes Fagforening var et industriforbund, hvor alle arbejdere på Silkeborg Papirfabrik var organiseret i en og samme fagforening uanset deres fagområde. Arbejdsmændenes Fagforening var en art ”opsamlings”-fagforening for ufaglærte, som ikke umiddelbart kunne optages i andre fagforeninger. Kvindeligt Arbejderforbund organiserede udelukkende kvinder.

Den traditionelle faglige organisering efter fag har skabt gnidninger og konflikter i fagbevægelsen, nationalt og lokalt. Kommunalarbejdernes Fagforenings etablering i Silkeborg i 1921 skabte et ramaskrig i den lokale fagbevægelse. Ikke mindst hos Arbejdsmændenes Fagforening, som fandt, at de fastansatte på Silkeborg Gasværk var usolidariske ved at udtræde af Arbejdsmændenes Fagforening for at organisere sig selvstændigt i den nye fagforening. Der gik år, før Kommunalarbejdernes Fagforening lokalt blev accepteret af de øvrige fagforeninger og endnu flere år, før fagforeningen voksede sig stor.  

Udviklingen på fagområder

Fagbevægelsen har udviklet sig gennem alle årene. Nogle fag er slet og ret forsvundet, og deres faglige organisation er enten ophørt eller opslugt i et andet forbund. Det drejer sig f.eks. om formerne.

Centralisering og større enheder har også været en del af fagbevægelsens virkelighed. De mange sammenslutninger sker på forbundsniveau, men forbundenes beslutninger får naturligvis konsekvenser for de lokale fagforeninger.

Sammenslutninger har jævnligt været vanskelige. Ofte var der et traditionelt spændingsforhold mellem nærtstående fagområder. Eksempelvis inden for træfagene var der stor forskel på tømrere og snedkere. Tømrere kunne have den fordom, at snedkerne var indadvendte tørvetrillere, mens snedkere omvendt kunne finde, at tømrerne var nogle storskrydende bulderbasser. Snedkernes Fagforening og Tømrernes Fagforening blev slået sammen i Silkeborg i 1970. Og det gik ikke stille for sig. Stiftelsen skete på en stormfuld generalforsamling. Et stridspunkt var f.eks. fagforeningskontingentets størrelse. Tømrerne ønskede et højere kontingent for at sikre en stærk organisation. Snedkerne mente bestemt, det kunne ske for billigere penge.

Snedker-Tømrernes Fagforening i Silkeborg så dagens lys i 1970, og i 1974 tilsluttede en anden mindre faggruppes organisation sig, nemlig glarmestersvendene. Glarmestersvendenes faglige organisation kunne ikke længere mønstre det nødvendige medlemstal på ca. 1000 for at opretholde en selvstændig arbejdsløshedskasse. Derfor søgte de optagelse hos Snedker-Tømrerne.

Mange andre mindre forbund måtte sammenlægges med andre på grund af utilstrækkeligt medlemstal i fagforeningens traditionelle arbejdsløshedskasse.

Papirarbejdernes Fagforbund måtte omkring 1980 se i øjnene, at forbundet ikke længere var stort nok til at opretholde en selvstændig arbejdsløshedskasse. Efter mange sonderinger valgte papirarbejderne at blive opslugt af arbejdsmændenes store fagforbund SID pr. 1. januar 1983.

Arbejdsmændenes SID og kvindernes KAD dannede sammen Fagligt Fælles Forbund (3f) med virkning fra den 1. januar 2005. Siden er RestaurationsBranchens Forbund (RBF) (2006) og Forbundet Træ-Industri-Byg (TIB) (2011) optaget i 3f.    

Den grafiske branche var kendt for sin stærke faglige organisering. Dansk Typograf Forbund, Dansk Litografisk Forbund og Dansk Bogbinder- og Kartonnageforbund havde i årtier så at sige udgjort fagbevægelsens aristokrati med stolte fagtraditioner og høje lønninger. Den teknologiske udvikling underminerede imidlertid fuldstændigt disse faggrupper, og de tre forbund måtte i 1993 slå sig sammen i Grafisk Forbund. Hermed var udviklingen ikke slut. Grafisk Forbund blev i 1999 en del af HK. Mange typografer og trykkere fandt det nærmest naturstridigt, at de pludselig var havnet i fagforbundet HK, som de ikke forbandt med stolte faglige traditioner.

Den offentlige sektors større position på arbejdsmarkedet har også fået organisatoriske konsekvenser. Danmarks Kommunal Arbejderforbund (DKA) og Husligt Arbejder Forbund (HAF) blev sammenlagt i 1992 i Forbundet af Offentligt Ansatte (FOA). PMF (Pædagogmedhjælpernes Forbund) tilsluttede sig dette forbund i 2005, og FOA fortsatte som nyt og større forbund under navnet Fag og Arbejde (FOA).

De lokale fagforeninger indgår i dag i større organisationer. I 2015 har kun tre fagforeninger hovedsæde i Silkeborg, nemlig Dansk Metal på Lyngbygade, FOA på Dalgasgade og 3f på Granhøjvej. 

Udviklingen geografisk

Centraliseringen til større enheder inden for fagbevægelsen er også markant rent geografisk. Tidligere organiserede den lokale fagforening medlemmer inden for f.eks. Silkeborg Kommune. Men i takt med kommunens geografiske udvidelse er der sket en tilsvarende udvidelse af fagforeningens område.  

Fagforeninger overskrider i dag normalt kommunegrænserne. Efter den seneste kommunalreform er f.eks. HK Silkeborg organiseret i HK Østjylland (2005) med hovedsæde i Aarhus, Dansk Metal i Silkeborg organiserer også metalarbejdere i Bjerringbro (i Viborg Kommune), og FOA i Silkeborg organiserer medlemmer i Skanderborg Kommune. SID i Kjellerup overgik til 3f Bjerringbro og Omegn.

Den lokale fagforeningshistorie er inden for de seneste årtier blevet en regional historie. Hvilket kræver nye vinkler på historien for at få den indsamlet og fortalt.

Fællesorganisation og forbund

De lokale fagforeninger voksede frem som en del af tiden og understøttet af lokale fællesorganisationer og landsdækkende forbund. Arbejdernes Fællesorganisation i Silkeborg blev stiftet i 1894 og var vigtig fødselshjælper og støtte for svage fagforeninger i perioder. På landsplan indgik fagforeningerne i overordnede fagforbund, som også altid stod parat til at hjælpe de lokale organisationer, hvis det måtte være nødvendigt. Sådan er det fortsat.

De samvirkende Fagforbund (DsF) blev stiftet i 1898 som en overordnet fællesorganisation for landets fagforbund. DsF har i dag længe været kendt som Landsorganisationen med initialerne LO. Arbejdernes Fællesorganisation havde en tilsvarende rolle på lokalt plan, og meget naturligt hedder denne organisation i dag lokalt LO Silkeborg, Favrskov og holder til på Ørnsøcentret på Ørnsøvej.   

Maj 2016  

GØR DIN PLIGT OG KRÆV DIN RET

Af Keld Dalsgaard Larsen

”Et leve for, at arbejderne stadig må gå frem og være foregangsmænd for de øvrige samfundsklasser i moralitet” blev udråbt på Slagteriarbejdernes Forbunds kongres i Silkeborg i 1900. Den lokale arbejderleder faktor Jørgensen holdt en lille peptalk til kongressen og udtalte ifølge avisen blandt andet:

”Faktor Jørgensen drog en sammenligning mellem det standpunkt, arbejderne stod på i moralsk henseende for blot 10 år siden og nu, og anvendte kongressen her som målestok, idet han slog fast, at man vist næppe kunne tænke sig en sådan to dages sammenkomst afholdt, hvor der ikke, hverken under eller efter møderne, kunne påvises en eneste, der var spor af beruset eller i fjerneste måde påvirket af spiritus – at vor moralitet står på et så højt standpunkt er glædeligt og varsler om sejr for det vi kæmper for. Det ville være utænkeligt, at en sådan sammenkomst, f.eks. af lige så (mange) mestre kunne forløbe ligeså”. Og så kom et leve for, at det måtte fortsætte på samme gode måde.

Arbejderbevægelsen var på mange måder en moralsk bevægelse. En vækkelse til højnelse af arbejdernes samlede liv. Også i Silkeborg. Fagbevægelsen ønskede at forbedre arbejdernes løn, arbejdstider og arbejdsforhold generelt. Men lige så vigtigt var det at hæve arbejdernes selvværd som arbejder og samfundsborger. Være en respektabel arbejder, der kæmpede for den gode sag. Ikke kun for sin egen skyld. Men til glæde for sin familie, sit fag og sin stand.  

Det går som en rød tråd igennem den tidlige fagbevægelse i Silkeborg, at man kæmpede for en menneskeværdig tilværelse for sine medlemmer. Og det krævede nok højere løn, kortere arbejdstid osv. Men det krævede mere end det. Højere løn og bedre arbejdsforhold skulle bruges til at højne tilværelsen for arbejderen og – ikke mindst – dennes familie.  

Fagbevægelsen anerkendte tidens familieideal med den udearbejdende far og den hjemmegående mor, som passede på hjem og børn. Og brugte det som løftestang for bedre vilkår. For i rigtigt mange arbejderfamilier kneb det med økonomien. Hustruen var nødsaget til at tage udearbejde. Og hvad så med børnene? Gik de ikke for lud og kold vand? Og hvis skyld var det? Højere løn til manden skulle gøre ham bedre i stand til at forsørge familien og gøre det muligt, at hustruen kunne gå hjemme og passe børnene. Som man gjorde i andre samfundslag.  

I denne kamp måtte arbejderne ikke træde ved siden af. Hvis det viste sig, at den højere løn gik til druk, var alt tabt på gulvet. Det var ødelæggende for alt og alle. Ikke mindst for hustruen og børnene. Derfor skulle den organiserede arbejder fremstå som den respektable, ædru og ansvarsbevidste arbejder. Og rigtigt mange af arbejderne var med i afholdsbevægelsen, og mange af arbejderlederne var også fremtrædende afholdsfolk. Også i Silkeborg. Afholdsbevægelsen havde i årtier en væsentlig indflydelse på den socialdemokratiske valgliste til kommunalvalgene, og de fik i 1941 deres egen mand, Chr. Aaboe Sørensen (1879-1960), valgt som byens borgmester.

Under lokale konflikter fik de strejkende eller lock-outede understøttelse på fagforeningen. Man skulle møde på fagforeningen hver dag, og hvis nogen var påvirket af spiritus, bortfaldt understøttelsen. Og hvis det blev opdaget, at medlemmerne var fulde ude i byen under en konflikt, så forsvandt understøttelsen ligeledes. Det måtte ikke hedde sig, at arbejderne brugte en så alvorlig sag som en konflikt til at drive den af og drikke sig fulde. Det var en taberopførsel og blev kontant afstraffet.

Arbejderbevægelsens gamle krav om 8 timers arbejde, 8 timers frihed og 8 timers hvile sejrede umiddelbart efter 1. verdenskrig. Det var først og fremmest et civilisatorisk krav, som gav arbejderen mulighed for et helt nyt familieliv. Hustru og børn fik pludselig mulighed for en mere nærværende ægtemand og far.

En respektabel, organiseret arbejder krævede sin ret og gjorde sin pligt. Derfor står der på rigtigt mange fagforeningsfaner ”Gør din pligt og kræv din ret”. Man skulle være et godt forbillede. Også gerne for andre samfundsklasser.

Henvisning:

Keld Dalsgaard Larsen: Arbejderliv og faglig organisering i Silkeborg 184-1940 (1984)

Keld Dalsgaard Larsen: Landets ældste og største forretning. Om konservatorfirmaet Aaboe Sørensen, Silkeborg. (i Silkeborg Museums Årsskrift 1994)

Maj 2016   

ORGANISATION OG SOLIDARITET

Af Keld Dalsgaard Larsen

Fagforeninger blev oprettet for at varetage arbejdernes interesser som lønmodtagere. Egeninteresse var udgangspunktet. Den danske fagbevægelse har i internationale sammenhæng enestående succes med at organisere lønmodtagerne. Historisk som aktuelt. Hvordan gik det til? Svarene har gennem tiderne været noget vage, og ind imellem kan man få det indtryk, at solidaritet og organisation nærmest var noget vore forfædre havde i generne, var en del af deres dna. Virkeligheden er naturligvis meget mere kompliceret og nuanceret. Artiklen giver et indblik i organisation og solidaritet i Silkeborg.

De mandlige arbejdere var først med at danne fagforeninger. Mændene havde deres organisationer på plads i årene ca. 1890-1920. Kvinderne kom først for alvor med fra 1930’erne.

Emil Madsen var med til at starte Malernes Fagforening i Silkeborg i 1897, og han har fortalt følgende om den første tid til Silkeborg Social-Demokrat i forbindelse med fagforeningens 50 års jubilæum:

”Der blev jo i halvfemserne oprettet adskillige fagforeninger, og det ligesom lå i luften, at vi også måtte have en. Den, der tog initiativet til det første møde, var en ung malersvend, Ole Bahnsen … Han gik rundt og talte med kollegerne, vi var jo ikke så mange, og fagforeningen startedes med syv mand ved et møde på cafe Cimbria i Estrupsgade. Hvad var malerne utilfreds med: Naturligvis først og fremmest lønnen …. Det var næsten umuligt for en gift malersvend at ernære sig, han måtte simpelthen nedsætte sig som mester for at kunne eksistere. Var det svært at få malersvendene med i fagforeningen? Nej, jeg må sige, at det er gået noget lettere hos os, end det gik i visse andre fag. Der kunne være en enkelt, som vægrede sig, men så talte vi meget alvorligt med ham, og det hjalp. Derimod var det vanskeligt for os at holde vore tillidsmænd. De blev jo chikaneret og måtte ofte rejse fra byen. Vi skiftede tit bestyrelsesmedlemmer i de første år”. (Arbejderliv s. 66).

Emil Madsens beretning fortæller noget, men ikke alt. Vigtigt er det, at det med fagforeninger lå i tiden. Alle vidste, at de var kommet for at blive. At kæmpe imod ville i længden være nytteløs. Vi får også at vide, at det var en ung svend, som tog initiativet. Sådan var det mange steder. Unge arbejdere var indstillet på at tage chancer og risici. Mere end f.eks. en gift svend med familieforpligtelser. Mange unge arbejdere var vant til og indstillet på at rejse videre, hvis det var nødvendigt.

Chikanen mod de faglige pionerer nævnes også i jubilæumsinterviewet. Mange eksempler kan bestemt gives, men man skal alligevel passe på ikke at gøre denne forfølgelse nærmest mytologisk. Virkeligheden var mere nuanceret. Fagforeningens pionertid var præget af mange skift i bestyrelserne, men det skyldtes ikke nødvendigvis arbejdsgivernes forfølgelse. En væsentlig årsag var, at de fagligt aktive ofte var unge arbejdere, som af den ene eller anden grund flyttede fra byen. Måske stiftede de familie og fik mindre tid til fagforeningsarbejdet.

Arbejdsgivernes holdning til fagforeningen var imidlertid slet ikke så negativ, som en senere tid gerne har villet give indtryk af. Af flere årsager. F.eks. for at skabe arbejdsro på arbejdspladsen. Men det kunne også være direkte dumt af mestrene at forfølge fagforeningsledere. Hvorfor? Fordi rigtigt mange af disse faglige ledere var dygtige fagfolk og generelt kvikke mennesker, som i en presset situation kunne vælge selv at nedsætte sig som mester! Og så var mestrene godt nok blevet fri for en dygtig fagforeningsmand – men man havde så fået en dygtig konkurrent på halsen i stedet for. Og der er mange lokale eksempler på, at fagforeningsledere bliver succesrige mestre, f.eks. Chr. Jensen, Frederik Madsen og Gustav Hansen.

Møbelvirksomheden Sofus Jørgensen var basis for Snedkernes Fagforening i Silkeborg, og V.V. Petersen var fagforeningens første formand. Senere også Arbejdernes Fællesorganisations første formand. V.V. Petersen arbejdede hos Sofus Jørgensen. Som mestersvend. Andre fremtrædende arbejderledere havde deres daglige arbejde samme sted. Sofus Jørgensen var selv venstremand, men han havde ingen problemer med at beskæftige fagligt og politisk engagerede socialdemokrater. Sofus Jørgensen og V.V. Petersen havde været på valsen sammen i deres unge år, og alt tyder på, at de bevarede et venskab livet igennem.

Emil Madsen undlader i sit jubilæumsinterview en vigtig kendsgerning. Den må med:

Malermestrene i Silkeborg var i 1897 ikke afvisende over for svendenes fagforeningsinitiativ. Nærmest tværtimod. Det kunne også være en god måde at få organiseret dem selv! Efter en kort strejke i 1897 indgik parterne en overenskomst. Den indeholdt i paragraf 6 en eksklusivaftale:

”Mestrene forpligter sig til indenfor Silkeborg og Omegns Mesterforenings område kun at anvende medlemmer af Malersvendenes Fagforening i Silkeborg. Ligeledes forpligter medlemmer af Malersvendenes Fagforening i Silkeborg sig til kun at arbejde for medlemmerne af Mesterforeningen for Silkeborg og Omegn”.

Sådanne eksklusivaftaler var helt almindelige i den tidligere organiseringsfase. Gerne på mestrenes foranledning! Mestrene fik hermed elimineret lønnen som et konkurrenceparameter. Alle mestre skulle jo give det samme i løn til de ansatte. Med eksklusivaftale gik organiseringsarbejdet nemmere. Ikke mindst i forhold til de modstræbende – nu stod de pludselig over for at skulle vælge mellem at stå i fagforening med mulighed for at få arbejde eller stå uden for fagforeningen og uden mulighed for arbejde. Dette valg var sjældent svært.   

Mange af de første overenskomster var blot en stadfæstelse af de eksisterende forhold. Måske med et par ører ekstra. Men det afgørende var, at man så at sige fik papir på hinanden og indgik et kontinuerligt samarbejde – som modparter og medspillere.

Syerskernes Fagforening blev stiftet på et møde den 7. september 1933 på Afholdshotellet i Østergade. Dansk Skrædderforbund var initiativtager. Målgruppen var syersker ansat hos Peter Jessen. Denne lokale matador havde i 1920’erne ansat mange hjemmesyersker og desuden etableret Dansk Kjole Industri og Dansk Konfektions Industri i Vestergade.

De fremmødte indmeldte sig i den nye fagforening. Peter Jessen var ikke begejstret. Hurtigt meddelte han, at han bestemt ikke kunne garantere arbejdspladser, hvis lønnen sådan skulle sættes op. Forbundet opfordrede syerskerne i Silkeborg om at stå fast og holde sammen. Og de fulgte opfordringen. Peter Jessen vendte herefter om på en tallerken og indgik allerede i november 1933 overenskomst med Syerskernes Fagforening i Silkeborg. Også den indeholdt en eksklusivaftale. Peter Jessen anmodede herefter alle syerskerne i Vestergade om at indmelde sig i fagforeningen. Og det gjorde de så, dem som havde været lidt langsomme i optrækket. (Arbejderliv 115).  

Ellen Nielsen var med fra starten, og hun har fortalt herom:

”Jeg var selv hjemmesyerske, men kom med i fagforeningen med det samme. Og i januar 1935 kom jeg i bestyrelsen. Det var ikke lige let at organisere hjemmesyerskerne, og den eneste måde, det kunne lade sig gøre på, var, at vi gik og stemte dørklokker. Der var ikke mange, der uden videre sagde ja til at melde sig i fagforening. Det krævede overtalelse. En del af hjemmesyerskerne ville gerne være lidt fine fruer, som dog var i den situation, at økonomien alligevel tilsagde dem at bestille noget, men det med fagforening var ikke lige sagen for dem. Og gik de med, så sagde de det ikke til en sjæl, at de var i fagforening. Vi havde især to gode argumenter for indmeldelse i fagforeningen. Den ene var arbejdsløshedskassen, og det andet var, at hjemmesyerskerne kunne få indflydelse på prisfastsættelsen af kjoler hos Peter Jessen. Fagforeningen havde nemlig to repræsentanter, som var med til at sætte priserne. Det med arbejdsløshedskassen kunne også overtale mange af hjemmesyerskernes mænd, for de kunne godt se, at det var en fordel, at konen var i arbejdsløshedskasse, hvis der pludselig ikke var mere arbejde” (Arbejderliv s. 151f).

Ellen Nielsen fremhæver arbejdsløshedskassen som et godt argument for fagforeningen. Og det var den generelt gennem store dele af det 20. århundrede. Fagforening og arbejdsløshedskasse hørte sammen. Først sent i det 20. århundrede blev de adskilte med mulighed for at fravælge fagforeningen og nøjes med en a-kasse.

Fagbevægelsen var lige fra sin spæde start også en slags forsikringsselskab for arbejderne. Her var hjælp at hente i trængselstider, f.eks. under arbejdskonflikter, arbejdsløshed og sygdom. Fagforeningen var medlemmernes sociale sikkerhedsnet.

Ellen Nielsens beretning afspejler indirekte en forskel på mænds og kvinders syn på organisering. Kvinderne pralede ikke af det. Anderledes forholdt det sig med mændene. Fagbevægelsen var på sin vis en moralsk og en civilisatorisk bevægelse, som slog på, at organiserede arbejdere var de ansvarlige, respektable og dygtige. Organiserede arbejdere kunne man stole på. De var gode arbejdere. Og de gifte var gode fædre, som arbejdede for at sikre familien en menneskeværdig tilværelse. Modbilledet var den uorganiserede, som var uansvarlig, upålidelig og udygtig. Typisk blev han skildret som drikfældig.

Den lokale organisering var naturligvis også afhængig af de landsdækkende vilkår for organisering. Og det lå i tiden i 1890’erne, at fagbevægelsen var kommet for at blive. Arbejdernes ret til at organisere sig fik det blå stempel efter en stor konflikt i sommeren 1899. De Samvirkende Fagforbund og Dansk Arbejdsgiverforening indgik det såkaldte Septemberforliget i 1899. Septemberforliget stadfæstede arbejdernes ret til at organisere sig, og arbejdsgivernes ret til at lede og fordele arbejdet. Og forliget dannede grundlag for ”den danske model”, hvor arbejdere og arbejdsgivere gennem deres organisationer forhandler sig frem til vilkårene på arbejdsmarkedet.

Organiseringen skete i en konkret sammenhæng. Den udsprang ikke af et medfødt gen hos arbejderne eller af det abstrakte begreb solidaritet. Solidaritet har en positiv klang. Ikke mindst i arbejderbevægelsen. Gang på gang kan man høre en klagesang over, at folk var mere solidariske i gamle dage. Det er ikke rigtigt. Man har altid skulle arbejde for, at medlemmerne optrådte solidarisk. Og det har altid været indviklet.

Solidaritet er det positive ord for det, man også mere negativt kunne omtale som ”gruppeegoisme”. Man er altid solidarisk med nogle, med sine egne. Med nogle man har fælles interesser med. Smede er solidarisk med andre smede. Men ikke nødvendigvis med andre faggrupper. Murerne er solidarisk med andre murere. Men ikke nødvendigvis med murerarbejdsmændene. Osv. Mænd var i årtier alt andet end solidariske med kvinder på arbejdspladserne. Mændene mente, at arbejdet burde forbeholdes dem som familiefædre og som familieforsørgere. Det gjaldt også i forhold til ugifte mænd. Til andre tider ønskede man arbejdet forbeholdt organiserede inden for kommunegrænsen – mens man ikke var spor interesseret i at være solidarisk med udefrakommende fagfæller. Under 1930’ernes arbejdsløshed var det en yndet skik i de danske byer, at man for at få arbejde i en by skulle være medlem af den lokale fagforening. Men for at blive medlem skulle man have et arbejde i kommunen. Det bed sig selv i halen. Den arbejdsløse mødte på fagforeningen og blev afvist, da han ikke havde arbejde i byen. Og søgte han arbejde i byen, blev han afvist, fordi han ikke var i den lokale fagforening.

Organisering og solidaritet udspringer altid af de faktiske forhold. Om det er i arbejdernes interesse som lønmodtagere. På kort og langt sigte. Og disse interesser forandrer sig i takt med den almindelige samfundsforandring. Også derfor må fagbevægelsen til stadighed forny sig.

Henvisninger:

Keld Dalsgaard Larsen: Arbejderliv og faglig organisering i Silkeborg (1984)

Keld Dalsgaard Larsen: Gør din pligt og kræv din ret – erfaringer med lokal arbejderhistorie (i Årbog for arbejderbevægelsens historie 1988)

Keld Dalsgaard Larsen: Møbler i alle stilarter. Om snedkerfirmaet Sofus Jørgensen, Silkeborg (i Silkeborg Museums Årsskrift 1993)

Maj 2016   

LEVE FRIHEDEN, SKØNHEDEN OG PERSONLIGHEDEN

Dynæsfesterne 1912-1914

Af Keld Dalsgaard Larsen

Johan Skjoldborg på sin lille landejendom på Dynæs 1913.

Arbejderbevægelsen var en vækkelsesbevægelse. Man ønskede en menneskeværdig tilværelse og et retfærdigt og menneskeligt samfund. Arbejderbevægelsens civilisatoriske bestræbelser trådte markant frem under de såkaldte Dynæsfester ved Silkeborg i årene 1912-1914.

Digteren Johan Skjoldborg (1861-1936) boede på Dynæs i årene 1907-1914, og det fik stor betydning for den lokale arbejderbevægelse. Johan Skjoldborg var en anerkendt digter i landbokredse, og med ham fik den socialdemokratiske arbejderbevægelse en bedre platform på landet. Johan Skjoldborg så sit virke som en forlængelse af den historiske bondebevægelse, som havde vakt den danske bondestand. Nu var tiden kommet til vækkelse af småkårsfolk i by og på land, arbejdere, husmænd og landarbejdere.

St.St. Blicher havde i 1839 kaldt det danske folk til møde på Himmelbjerget. Johan Skjoldborg ønskede godt 70 år senere at samle den danske underklasse til folkemøde på Dynæs. Med udsigt til Himmelbjerget. Sigtet var det samme: Vækkelse af det danske folk.  

Himmelbjergets Husmandskreds i samarbejde med Arbejdernes Fællesorganisation i Silkeborg stod bag Dynæsmøderne. Johan Skjoldborg lagde navn og ejendom til begivenhederne i 1912, 1913 og 1914.  

Dynæsfesten den 7. juli 1912 samlede 5.000-10.000 mennesker, og Johan Skjoldborg bød velkommende med disse ord:

”Med de vågnede underklasser er der kommet et nyt gennembrud i Danmarks historie. Ingensinde var underklassen så levende som nu. Man har ikke tidligere set en bevægelse som husmandsbevægelsen tage litteraturen i sin tjeneste. Det er den realistiske digtning, der er tale om. ….Vi holder ikke så meget fest for det, vi har opnået, men for det vi håber og tror på. Vi er et folk med fremtidshåb, og det skal ikke lykkes at fortælle, at vi er en nedbrydende bevægelse. Hvis ikke vi, der arbejder i mark og skov og have, er samfundsopbyggende, hvem er det da?

Ja, vi er samfundsbevarende i god forstand, og bevarer vi vor tro og håb, så vinder vi sejren. Et leve for, at Danmarks forenede underklasse må vinde frem til sejr”.

Med disse ord på trommehinden brød forsamlingen ud i bragende bifald og hurraråb. 

Herefter fulgte en række taler, underholdning og fællessange. Da den tusindtallige skare sang ”Dejlig er jorden og prægtig er Guds Himmel”, ”var der menighedsstemning over den mægtige forsamling”, skrev Husmandshjemmet. Den religiøse tone var tydelig. 

Johan Skjoldborg uddybede i et interview i Silkeborg Social-Demokrat 10. august 1912 sine visioner med Dynæsfesterne:

”Jeg tror, at disse fester bliver et betydningsfuldt moment i mit arbejde for at rejse dette lands småfolk. Jeg vil ikke alene søge at drage dem op til deres sociale og økonomiske ret. Jeg vil også gøre mit til at lære dem at elske og ære arbejdet, give dem sans for arbejdets personlighedsværdi.

Ved disse fester vil vi søge at forny begrebet folkefest ….. Vi vil ved disse møder søge at fremskaffe det bedste. De mange tusinde mennesker, der var her i år, var ikke kommet hertil blot for det skønne landskab og fornøjelsens skyld. De kom, fordi de følte sig samhørige, og det er netop det gode, ubedragelige tegn på, at der er bevægelse i bunden…………Disse møder skal være bondebevægelsens fortsættelse. Husmændene og arbejderne vil her gribe og holde fast på frihedsideer, der er bleven svigtede. Og jeg tror nu, at den fornyelse i folkeliv og politik, vi så hårdt tiltrænger, skal komme fra de forenede underklasser”.

Dynæsfesten søndag den 6. juli 1913 blev kulminationen. Mennesker fra nær og fjern myldrede til Dynæs. Pressen gisnede om, at der deltog 10-15.000 mennesker.

Johan Skjoldborg slog tonen an i sin velkomst. Silkeborg Social-Demokrat sammenfattede i sit referat indtrykket således: ”I rammende sætninger ridsede han billede på billede op af underklassernes march mod lyset”.

”Hvad vil vi småfolk?” spørger Johan Skjoldborg, og han svarer:

”Vi vil naturligvis have adgang til sol og luft og jord med samme ret som andre og heller ikke mere. ….. Småfolk vil oplysning, dannelse og karakterens forædling. Småfolk vil skabe et nyt samfund. Det, vi lever i, er fuldt af uret. Det er forkludret og forvredent, så millioner af børn, der fødes, går ind til forfald og elendighed. Småfolk vil skabe et godt hjem for landets børn, så vi kan stå med hatten i hånden og med glæde i brystet, hver gang en ny verdensborger viser sig på vor frodige, af naturen rigt udstyrede klode. Så først vender alting ret. Det er det, vi vil. Det er den gerning, vi vågner til, den der venter på os småfolk i by og på land. Det er det læs, vi skal være med til at trække igennem til gavn og glæde for os selv, vore børn og vort folk. At vi kan blive fine mennesker, et rigtigt adelsfolk. Ja, så stolt er vor tanke” 

Stævnets hovedtaler var digteren Martin Andersen Nexø. Silkeborg Social-Demokrat bragte den 7. juli 1913 et fyldigt referat af talen:

”Vore modstandere vil påstå, at det kun er madstræb, der samler os, men hvis det var tilfældet, var der jo ikke stort ved det hele. Dersom det var det, som samlede Fattigper over hele verden, var vi snart færdig, thi så fik vi ikke ungdommen med, og uden ungdommen kommer vi ikke ind i Fremtidens land (Hør!). Den økonomiske frigørelse er ganske vist det første skridt, men det er ikke målet, det er kun midlet til at nå dertil, at småfolk kan følge opfinderen på hans flugt, digteren i hans studerekammer.

Jeg vil påstå, at der aldrig har været en bevægelse, så længe verden har stået, der har båret så megen religiøsitet i sig, som underklassernes bevægelse…..

Vi arbejder ikke alene for en evig fred, men for en evig godhed. Vi forlanger, at folket skal have udbyttet af dets eget arbejde….Og når vi får magten, må vi afskaffe pengene. Dem har fanden skabt, og der er ikke det smuds, der ikke klæber ved dem. Ingen finder på at samle på smør eller fodtøj, så der er nok for hele hans liv, men penge samler folk på. Og har de penge, kan de være idioter, ja, de kan være forbrydere, og de har magten alligevel.

Tiden har fået et nyt refræn, et nyt løsen, og det er stordrift. Men det er en løgn opfundet af kapitalismen for at sætte jer trællestemplet i panden. Forudsætningen for stordrift er arbejdets specialisering. Man vil have jer til at tjene en maskine, gøre jer til en slave af kød og blod, der passer en slave af jern. Udstyk en herregård, og de mange småmandshjem vil frembringe mere, end herregården kunne. Og også industrien må bryde med specialiseringen, hvis arbejdet skal blive en fest og en glæde (Hør!)

Hvad fremtiden skal indfri, må der arbejdes for i dag, og I må holde fast på, at ansvaret er jert. Lad det være jer stolthed, at fremtiden har valgt jer. I er kommen til verden uden oppakning og lad da traditionerne fare. Et leve for underklasserne altid må lejre sig der, hvor fremtiden gror. (Hurra! Tal. leve! Stærke hurra og håndklap)”.

Talen var et radikalt opgør med kapitalisme, industrialisme og materialisme. Målet var et fremtidssamfund baseret på det gode arbejde og kooperation, hvor alle levede i harmoni og fred med hinanden. Martin Andersen Nexøs tale lå helt på linje med Johan Skjoldborgs tanker om det simple liv, hvor man ved egne kræfter kunne se tingene gro og forsørge sig selv og sine.

Dynæsfesten i 1914 blev traditionen tro afholdt første søndag i juli, men så hørte sammenligningen med de to forudgående fester også op. Johan Skjoldborg var ikke til stede, og den vedvarende regn understregede blot arrangementets sørgelige afglans i forhold til tidligere. Avisen anslog, at festen havde ”over tusinde deltagere”. Forsamlingen fik under festen lige en påmindelse om digterens oprindelige sigte med møderne, da der indløb et telegram fra Skjoldborg med ønsket om at udbringe et ”Leve for Friheden, Skønheden og Personligheden”. Det skabte for en stund lidt vækkelsesstemning blandt de våde deltagere.

Dynæsfesten i 1914 blev den sidste. Johan Skjoldborg gik fallit, og Dynæs kom på tvangsauktion.

Dynæsfesterne er et godt eksempel på arbejderbevægelsens alsidighed. Det drejer sig ikke kun om kroner og ører, arbejdstid og overtidsbetaling. Det drejer sig om det gode samfund for alle.

Har parolen ”leve friheden, skønheden og personligheden” gang på jord i dagens Danmark? LO Silkeborg fejrede 100 års jubilæum i 1994 – og ved den lejlighed blev dette leve udråbt. Til forsamlingens lettere forbavselse.

Ved genåbningen af arbejdermuseet den 1. maj 2016 blev parolen igen bragt på banen, og forsamlingen genindviede det lille lokale arbejdermuseum med et samstemmende leve for friheden, skønheden og personligheden. Efterfulgt af klapsalver.

Henvisning:

Keld Dalsgaard Larsen: Leve for friheden, skønheden og personligheden. Om Johan Skjoldborg på Dynæs 1907-1914 (i Østjysk Hjemstavn 2011)

Maj 2016  

HJEMMETS LYKKE

En 1. maj tale

Af Keld Dalsgaard Larsen

Arbejdernes Fællesorganisations 1. majdag i 1922 var en festdag. Man var lige kommet igennem en hård konflikt på arbejdsmarkedet. Tiderne efter 1. verdenskrig var ugunstige, og arbejdsgivernes lock-out havde været barsk. Men arbejderbevægelsen var kommet nogenlunde helskindet ud af konflikten. Og glædeligt var det, at hovedtaleren kunne være Silkeborgs nyvalgte og første socialdemokratiske borgmester P. Esben-Petersen. Den nye borgmesters tale denne aften giver et indtryk af arbejderbevægelsens generelle ønsker for et bedre liv for den brede befolkning:

”Af de mange punkter, som Socialdemokratiet har på sit program, og som går ud på at frigøre den arbejdende klasse, er 8 timers arbejdsdagen et af de vigtigste, …. Hvem ville for nogle få år siden have troet, at vi nu i 1922 var nået til, at dette krav er gennemført. … Når vi nu ved, at der nys under den store lock-out blev rettet stærke angreb på 8 timers dagen, og at disse angreb med store ofre blev afslået af arbejderne, så mener jeg, at vi har god grund til at feste i dag.

Arbejdernes ydeevne i en 8 timers arbejdsdag er fuldt så stor som i en 10 timers arbejdsdag. Dette er en bevist kendsgerning. Spørgsmålet er endda, om vi ikke godt kunne komme længere ned med arbejdstiden, uden at ydeevnen blev mindre.

Det er trist at vide, at der er arbejdere, der deler arbejdsgivernes syn på den kortere arbejdstid. Der var arbejdere, der under den store kamp mente, at vi hellere måtte give slip på 8 timers arbejdsdagen for at undgå kampen.  

Jeg tror, at den økonomiske situation efter lock-outen er i arbejdernes favør. Arbejdsgiverne havde vist aldrig drømt om et så stærkt sammenhold blandt arbejderne, som er vist under denne kamp. Arbejdsgiverne indledede striden med store forventninger, men de gik stille hjem fra kampen. Vi skylder de ledende mænd inden for vor faglige bevægelse tak for det arbejde de udførte under denne kamp.

Samfundet dannes af de enkelte hjem. 8 timers arbejdsdagen bidrager til at skabe bedre hjem, lykkelige forhold i hjemmene og bedre tid til børnenes opdragelse. Vort samfund er i sin helhed godt tjent med 8 timers dagen.

Man vil give det udseende af, at arbejderne vil have 8 timers dagen, fordi de har ulyst til arbejde. Denne påstand er urigtig. Arbejderne er det salt, der fornyer og holder samfundet frisk, fordi arbejdet er betingelse for al fremskridt og lykke. Men arbejderne vil ikke være trælle, det har de været, og var (da) regnet for mindre end dyr. Kapitalismen regner ikke heller nu i sin udbytning arbejderne for mere. Vi vil arbejde, men vi vil også være frie mænd i et frit samfund. Vi vil være medbestemmende om de vilkår, vi skal arbejde under, også hvor mange timer vi vil sælge vor eneste vare – vort arbejde. Vi vil have tid til at nyde livet og lykken i vore hjem.

Et hjems lykke består ikke i rigdom og velvære. Lykken skabes inde i os selv. De gnavne og sure mennesker er langt fra lykken. Selv om man forgylder sådanne mennesker fra top til tå, vil de ikke være lykkelige. Intet kan sådan øde lykken som misundelse. Øv godhed over for andre. Dette skaber lykkefølelse. Vær hjælpsom over for andre, der trænger til hjælp. Vær god mod din ægtefælle og dine børn, så skaber man lykken for hinanden. At eje hjemmets lykke er bedre end al verdens rigdom.

Og glæd dig ved naturen. Det giver fred og ligevægt i sindet. Glæd dig ved god musik og sang, læs gode bøger. Læs og lær og arbejd. Det giver lykke, tilfredshed og glæde”

(Silkeborg. En udpræget industri- og arbejderby s. 45)

Henvisning:

Keld Dalsgaard Larsen: Silkeborg. En udpræget industri- og arbejderby (1993).

Maj 2016  

FABRIKKER OG ARBEJDSPLADSER I SILKEBORG

Nogle nedslag…………….

Af Keld Dalsgaard Larsen

Fabrikker og arbejdspladser i Silkeborg gennem tiderne er utallige. Arbejderne havde og har her deres virke. At få nævnt og behandlet alle virksomheder er en umulighed. Mange har fået fortalt deres historie. Andre ikke. Interesserede kan hente inspiration i den samlede litteraturoversigt.

Silkeborg Papirfabrik er en historie for sig, og den bliver præsenteret andre steder – og på Museum Silkeborg Papirmuseet. 

På Museum Silkeborg Arbejdermuseet er givet en præsentation af enkelte af byens øvrige virksomheder. Nedenfor er udstillingsteksterne gengivet:

INDUSTRIBYEN SILKEBORG

Silkeborg blev oprettet i 1844-1846 som fabriksby og handelsplads. Industri, fabrikker og arbejdere har altid fyldt meget i byens liv og dermed i historien.

Silkeborg Papirfabrik blev grundlagt på den østlige side af Gudenåen. Handelspladsen Silkeborg blev anlagt på den vestlige side af åen, og her blev etableret den ene fabrik efter den anden.

Industri, handel og boliger lå samlet midt i Silkeborg frem til 1950’erne. Herefter begyndte en udflytning af industrien til især det nye industrikvarter ved Ringvejen. Silkeborg var foruden papirproduktion kendt for en stor jernindustri og en omfattende tekstilindustri. Museum Silkeborg Papirmuseet fortæller om Silkeborg Papirfabrik (1844-2000).

I udstillingen fortælles kort om en række virksomheder inden for den øvrige industri: Silkeborg Maskinfabrik (1853-), Bryggeriet Neptun (1883-1990), Dansk Automobil Byggeri (DAB) (1912-2003), Hammers Klædefabrik (1857-1920), Jysk Tricotage (ca. 1883-1987), Tekstilfabrikken Silkeborg (ca. 1900-1967), Neckelmann (ca. 1960-2010) og mere generelt om byggebranchen.

Det traditionelle industrisamfund kulminerede i årene ca. 1960-1980, hvorefter industriens samfundsmæssige betydning blev relativt mindre. Også i Silkeborg. Talrige gamle industrivirksomheder er lukket inden for de seneste årtier, erhvervsstrukturen er ændret, men der er fortsat mange produktionsvirksomheder i Silkeborg. Historien fortsætter……    

TEKSTILBYEN SILKEBORG

Silkeborg var i ca. 100 år en stor tekstilby med toneangivende virksomheder som Hammers Klædefabrik, Jysk Tricotage, Tekstilfabrikken Silkeborg og Kaj Neckelmann A/S. Foruden talrige mindre virksomheder. Tusindvis af kvinder har gennem årene arbejdet lokalt i tekstilbranchen.

Silkeborgegnen er en gammel uldbinderegn, og denne håndgjorte produktion flyttede som industri ind til byen Silkeborg fra 1870’erne. Hammers Klædefabrik startede som et lille lokalt farveri i 1857 og udviklede sig til en toneangivende klædefabrik på Torvet. Klædefabrikken brændte i 1920 og blev ikke genopført.

C. Commichau opførte sin store trikotagefabrik i Silkeborg i 1883, og fabrikken voksede sig stor på området mellem Drewsensvej, Amaliegade og Chr. 8. Vej. Jysk Tricotage videreførte virksomheden frem til 1980’erne. Anton Rosens fine vandtårn er i dag eneste fysiske vidnesbyrd på fabrikkens eksistens. 

Fabrikant O. Jensen og fabrikant Werner drev hver for sig tekstilvirksomhed på Torvet i Silkeborg omkring år 1900, og sammen etablerede de med årene Tekstilfabrikken Silkeborg i Østergade. Fabrikken var i 1930’erne Danmarks største inden for tekstilbranchen. Virksomheden virkede frem til 1960’erne under navnet A/S Henriques og Løvengrens tricotagefabrik.

Kaj Neckelmann etablerede sig i 1960 i Silkeborg med garnfabrik i det nye industrikvarter og farveri på Drewsensvej. A/S Kaj Neckelmann var i perioden 1960-2008 Silkeborgs store produktionsvirksomhed. Blandt andet produktion af garner til den europæiske bilindustri.

Med afviklingen Neckelmann efter 2010 er Silkeborg som tekstilby historie.

I montren er en fotostat fra Tekstilfabrikken Silkeborg omkring 1931 sammen med en række genstande fra Neckelmann, som Museum Silkeborg hjemtog omkring 2010. Blandt andet den sidst producerede garnspole på virksomheden.   

Neckelmanns farveri på Drewsensvej 1962

BYGGERI OG ANLÆG

Silkeborg er en ung by, grundlagt i 1846. De første silkeborgensere skulle bygge byen op fra det rene ingenting. Det gav grobund for talrige teglværker, savværker og håndværksmestre med beskæftigelse af mange bygningshåndværkere og arbejdsmænd.

Datidens infrastruktur nødvendiggjorde, at bygningsmaterialet i vid omfang blev produceret på stedet. Silkeborg var i årtier kendt for sine mange teglværker. Ikke mindst Lysbro havde en koncentration af teglværker. Lysbro Teglværk lukkede som det sidste i 2001.

Byggeri var helt frem til 1950’erne og 1960’erne præget af traditionelt manuelt arbejde. Industrialiseringen af byggeriet fandt først for alvor sted i anden halvdel af det 20. århundrede. Indtil da måtte murerarbejdsmændene på skulderen slæbe mursten og mørtel op til murersvende. Datidens stillads krævede sin mand at bestige.

Silkeborg har gennem årene haft mange tømrermestre, murermestre, entreprenører m.m. Langt de fleste havde deres periode og er siden hen forsvundet. Men historisk set har flere generationer af silkeborgensere f.eks. kendt til virksomhederne Frederik Madsen og Gustav Hansen & Søn.  

Frederik Madsen og Gustav Hansen var lokale fagforeningsledere hos henholdsvis tømrerne og murerne, før de etablerede sig som selvstændige mestre.  

I montren ses et byggeri med rejsegilde i 1910 og genstande inden for den lokale byggebranche og teglværksbranche.

SILKEBORG MASKINFABRIK

Silkeborg Maskinfabrik er en historisk betegnelse for Silkeborgs ældste nuværende virksomhed med udspring fra Silkeborg Jernstøberi i 1853/1854 og med den nuværende arvtager ved virksomheden SPX.

Hans Chr. Zeltner (1826-1889) var en af Silkeborgs grundlæggere med et alsidigt lokalt virke inden for politik, arkitektur og erhverv. Hans Chr. Zeltner grundlagde Silkeborg Jernstøberi, som var et tidstypisk lokalt jernstøberi med produktion af blandt andet jernkakkelovne. I udstillingen ses en sådan kakkelovn, som virksomheden skænkede til museet ved Silkeborgs 150 års jubilæum i 1996.

Silkeborg Jernstøberi blev til Silkeborg Maskinfabrik Zeuthen & Larsen i 1899, og fabrikant Martin Larsen (1874-1956) stod i spidsen for virksomheden fra 1899 til 1956. Fabrikken blev i denne periode verdenskendt som leverandør af udstyr til mejerisektoren lige fra indvejningsvægte til smørkærner. Navnet Silkeborg var fabrikkens blikfang i reklamen. Nogle steder i verden troede man, at Silkeborg var et synonym for mejeriudstyr.

Silkeborg Maskinfabrik fusionerede efter 1960 med andre jyske virksomheder og ændrede navn til Paasch-Silkeborg og siden Pasilac. Under nye og udenlandske ejere har virksomheden skiftet navn først til APV Pasilac og sidst til SPX.

Produktionen er fortsat i stort omfang udstyr til næringsmiddelbranchen over hele verden.

Silkeborg Maskinfabrik har lokalt været placeret tre steder i Silkeborg: På Vestergade 16 (1853-1919), på Jernbanevej (1919-1968/1974) og herefter på Pasteurvej i industrikvarteret. 

Virksomheden kan med god ret siges at være modervirksomhed til en lokal industriklynge, med speciale i rustfrit materiale og med produktion af udstyr til næringsmiddelbranchen.      

Silkeborg Maskinfabrik o. 1890 i Vestergade.

DAB

Dansk Automobil Byggeri A/S – altid blot omtalt som DAB – var en central virksomhed i Silkeborg fra 1912 til 2003.

Friberg Cykle og Automobilfirma i Silkeborg ansatte i 1907 den 20-årige tysker J.W. Darr som kontormand. A. Friberg gik fallit med et brag i 1912. Det gav rystelser i byens erhvervsliv, men den unge J.W. Darr blev i Silkeborg og etablerede virksomheden DAB på Torvet.

J.W. Darr (1887-1966) udviklede DAB til en stor og velrenommeret virksomhed. Kvaliteten var altid i højsædet. Efter 1945 blev J.W. Darr involveret i en værnemagersag, som satte ham ud på et sidespor i virksomheden. J.W. Darr omdannede efter krigen virksomheden til et aktieselskab, og Henry Pedersen overtog først halvdelen og siden alle aktierne. Det engelske firma Leyland engagerede sig i virksomheden efter 1945 og overtog aktiemajoriteten i 1961, hvorefter navnet blev Leyland-DAB. I 1987 kom virksomheden igen på lokale hænder, idet Erik Christensen og Orla Madsen købte fabrikken. Siden hen kom andre ejere, blandt andet Scania og til sidst norske Vest-Buss og brasilianske Busscar Onibus.  

DAB er først og fremmest kendt for sin store produktion af busser, men virksomheden producerede også i mange år lastbiler. Under J.W. Darr var det især AUDI busser og lastbiler, mens Leyland busser fylder godt i produktionen efter 1945.

DAB var en industriel virksomhed i konstant udvikling. Midt i denne højteknologiske produktion virkede gamle fag som karetmager og sadelmager på fabrikken i Silkeborg.

DAB har haft to hovedadresser i Silkeborg: På Torvet frem til 1965 og i det nye industrikvarter, hvor produktionen blev samlet i perioden 1960-1965.  

Busfabrikken DAB på Torvet i Silkeborg

BRYGGERIET NEPTUN

Bryggeriet Neptun er Silkeborgs historiske bryggeri med aner tilbage til en spæd begyndelse i 1883 og frem til en endegyldig lukning i 1990. Bryggeriet producerede gennem årene såvel øl som sodavand. Silkeborgenserne var glade for den lokale øl, og rundt om i bybilledet sås store reklamer med sloganet ”Si’ Silkeborg”. 

Familien Nissen ejede Neptun i tre generationer og udviklede byggeriet fra en lille lokal virksomhed med under 20 ansatte til en stor og moderne virksomhed med over 100 ansatte.

Bryggeriet Neptun har haft to hovedadresser i Silkeborg: På Søgade i midtbyen frem til 1969-1978, hvorefter bryggeriet successivt flyttes ud til nye lokaler i industrikvarteret i Haarup.

Familien Nissen sælger Neptun til De Forenede Bryggerier A/S (Carlsberg & Tuborg) i september 1973. De nye ejeres overtagelse resulterer i første omgang i nye investeringer og fornyet tro på fremtiden. Men i 1990 vælger ejerne at lukke bryggeriet i Silkeborg.

Bryggeriet Neptun i Haarup

Maj 2016  

DE GODE GAMLE DAGE?

Af Keld Dalsgaard Larsen

Bøttens mandskab i Seddelfabrikken: første øseren, anden øseren, gauskeren og to ungarbejdere. Den håndgjorte papirproduktion nåede sit højdepunkt kvantitativt og kvalitativt på Silkeborg Papirfabrik i årene ca. 1910-1962.

De gode gamle dage findes ikke. Har aldrig gjort det. Godt nok hører vi ofte om tidligere tider, hvor der var mere fællesskab og solidaritet, en svunden tid, hvor ungdommen var mere ihærdig og alderdommen mindre krævende. Hvor menneskene kort og godt var bedre, end vi er i dag. Det er en illusion. Menneskene har aldrig været, som vi burde være. Derfor kan det være dejligt at tænke sig, at sådanne tider har været eller vil komme. Men paradis på jord er og bliver en illusion. Menneskelivet har altid været et liv på godt og ondt.

Nogenlunde lige så ofte, som vi har hørt om de gode gamle dage, har vi hørt om, at det var umenneskeligt hårdt og fattigt i de selv samme gamle dage. At vore forfædre levede under kummerlige forhold, ringe boliger, dårlig hygiejne, smalkost og alverdens gebrækkeligheder. Vi får nemt ondt af vore forfædre og takker vor skæbne for, at vi trods alt lever i vor egen tid. Igen er det vigtigt at slå fast, at menneskene til enhver tid lever et liv på godt og ondt. Nutiden har ingen grund til at ynke vore forfædre. De levede deres liv med dets glæder og sorger. Lige som vi jo gør.

Når historien skal fortælles, er det nemt at falde i diverse faldgruber. F.eks. at vurdere fortiden på vor egen tids præmisser. Når vi gør det, kommer vi nemt til at fejlbedømme fortidens virkelighed. I dag bor en arbejderfamilie måske i en bolig på 140 kvadratmeter. I 1910 var en typisk arbejderbolig på 30 kvadratmeter. Var arbejderfamilien anno 1910 så fattig? Nej, for det var det almindelige i 1910. De kendte ikke til andet. Naboen havde det ligesådan. De kunne jo ikke sammenligne med, hvordan deres oldebørn ville få det. Arbejderfamilierne i 1910 sammenlignede med deres forældres, bedsteforældres og oldeforældres forhold. Og sammenlignet hermed levede de selv i velstand! Fattigdom er relativ.   

Eftertiden kan også have en egeninteresse i at skildre fortiden sort i sort. F.eks. for selv at fremstå som en succes. Bondebevægelsen havde i det 19. århundrede en interesse i at skildre tiden under stavnsbåndet som umenneskeligt slaveri – også selv om nuancerne hermed fuldstændigt forsvandt. Arbejderbevægelsen havde i det 20. århundrede en interesse i at skildre tiden, før den selv blev stærk, som en uværdig slavetid for arbejderne. Også selv om det langt fra er hele sandheden.

Gamle håndværkere kan have en tendens til at rynke på næsen over deres nutidige unge kollegers faglige dygtighed. At håndværk var anderledes veludført i de gode gamle dage. Måske kan de gamle håndværkere nyde denne selvhævdelse, men den har sjældent noget på sig. Håndværk og kravene ændrer sig gennem historien, og til alle tider har tidens håndværkere kunne præstere det, som blev ønsket. Alle er ikke lige dygtige. Sådan har det altid været. Men det er ikke et generationsspørgsmål. Papirmagerne fra Strandmøllen nord for København kom til Silkeborg i 1899, og Museum Silkeborg Papirmuseet har en fornem samling af håndgjort papir produceret på Silkeborg Papirfabrikken lige fra 1899. Her fremgår det tydeligt, at papirmagerne i Silkeborg producerede langt finere håndgjort papir end de gamle papirmagere fra Strandmøllen. Fordi kravene blev anderledes i Silkeborg. Nationalbanken ønskede håndgjort papir til de danske pengesedler. Det krævede en anden kvalitet. Og dette ønske opfyldte papirmagerne i Silkeborg så.  

Arbejdet med historien giver mange udfordringer for eftertiden. Og ikke mindst skal man være varsom med bedømmelsen af det forgangne. Historien er langt mere nuanceret og kompleks, end det helt er til at forstå for eftertiden.  

Maj 2016 

ARBEJDERHISTORIE, ARBEJDERE OG OS?

Af Keld Dalsgaard Larsen

Silkeborg Maskinfabrik 1924 med arbejderne og fabrikant Martin Larsen indsat i større format.

Vi moderne mennesker lever i et evigt dilemma mellem at være individ og en del af et større fællesskab. Men mennesket er ingen isoleret ø. Mennesket bliver først menneske i et menneskeligt fællesskab. 

Vi mennesker er sammensatte størrelser. Man kan udmærket være mand, murer, familiefar, fodboldtræner, lystfisker, øl-entusiast og en del mere. Andre kan være kvinde, maler, mor, håndboldspiller, skolebestyrelsesmedlem, glad for at strikke og en del mere. Vi mennesker er hver især alt andet end endimensionelle.

Vi lever i en tid, hvor det individuelle fremhæves og opleves som det normale. Vi ved, det ikke er hele sandheden. Tidligere var man også forskellige, men man havde en større bevidsthed om at være en del af et større fællesskab. F.eks. at man på trods af alle individuelle forskelle var ”arbejder”. I dag er det sjældent, at man opfatter sig selv om ”arbejder”. I dag er man måske elektriker, buschauffør, rengøringsdame, montør, når talen falder på arbejde. Hvis man skal finde en mere overordnet betegnelse, vil man normalt bruge ord som lønmodtager eller arbejdstager. Det er i hvert fald de begreber, som offentligheden anvender. At tale om arbejdere, arbejderliv og arbejderhistorie har noget gammeldags over sig. Noget antikveret. Hvorfor så overhovedet bruge dem?

Arbejderhistorien blev populær i 1970’erne. Både på universiteterne og rundt omkring i fagbevægelsen. Af flere årsager. Men en overordnet grund var, at samfundet forandrede sig dramatisk, de traditionelle industrier kulminerede, og arbejderne som klasse var i opbrud. På universiteterne vandt marxismen frem som tidens modetænkning, og lærere og studerende solidariserede sig med ”arbejderklassen”, alt imens den selv samme arbejderklasse var under opsplitning og individualisering. I fagbevægelsen var denne udvikling mærkbar og tvang til allehånde nye tiltag for at holde på medlemmerne og sikre sig en aktuel og fremtidig legitimitet. I disse bestræbelserne kunne historien bruges til at fortælle nutiden om fortidens resultater. Arbejderhistorien var på mode i 1970’erne og i 1980’erne.

Arbejderhistorien havde – og har – især to søjler:

1.Den brede arbejderhistorie, hvor udgangspunktet er arbejderne og hverdagslivet. I familien. På arbejdspladsen. I boligkvarteret. Som arbejderkultur. Osv.

2.Arbejderbevægelsens historie med fokus på arbejdernes organisationer: Socialdemokratiet, fagbevægelsen, arbejderkooperationen osv.

Mit eget arbejde med arbejderhistorien har i vid udstrækning sammenblandet den almindelige arbejderhistorie med arbejderbevægelsens historie. Med hovedoverskriften arbejderliv. Fordi der er masser af sammenfald mellem de to søjler. Men fælles for dem er, at udgangspunktet er ”arbejderen” som en del af et større fællesskab, et samfundslag, en klasse. Med andre ord er det historien om de mange, almindelige danskere, som har virket som arbejdere.     

I historisk sammenhæng tænkes normalt på ”håndens arbejdere” – mens ”åndens arbejdere” (f.eks. lærere, pædagoger osv.) holdes uden for arbejderhistorien.

Hvornår forsvandt arbejderen som arbejder? Ja, det kan der gives mange svar på. Alle utilstrækkelige. Men i vor sammenhæng vil jeg lægge snittet, hvor arbejderne indgik som en integreret del af den brede middelklasse i Danmark. Da arbejderfamilierne flyttede i parcelhus i 1960’erne og frem.

På den ene side giver en sådan bestemmelse mening og på den anden side er den himmelråbende utilstrækkelig. Arbejderne forsvinder jo ikke fra 1960’erne og ej heller arbejderbevægelsen. Men vilkårene er ganske anderledes – og at indfange den historie er en enorm udfordring. Her vil den blot lige blive nævnt. Som udfordring. Ellers vil ”arbejderhistorien” her først og fremmest dreje sig om den første tid frem til 1940’erne. Med hovedvægt på den tidlige periode. Arbejdermuseets lille arbejderbolig illustrerer da også meget sigende tiden omkring 1910.

Når jeg trods alle betænkeligheder bruger begreberne ”arbejderliv”, ”arbejder” og ”arbejderhistorie”, er det for at fortælle en historie fra en tid, hvor det gav umiddelbar mening at tale om klasser, bevægelse og fællesbetegnelsen arbejder. Om den bevægelse og den befolkningsgruppe som i spændingsfyldt fællesskab satte sit store præg på det danske samfund. Som vi fortsat er en del af. Vi kan få større forståelse af vort samfund, dets skabelse og udvikling ved at kende til arbejderhistorien i al dens kompleksitet. Fremtiden har så til opgave at få denne historie ført længere op i tid.

Maj 2016  

LITTERATUR

En præsentation

Af Keld Dalsgaard Larsen

Arbejderhistorie i Silkeborg er alsidigt og fyldigt behandlet i en omfattende lokalhistorisk litteratur. Den lokale arbejderbevægelse har selv været yderst aktiv i at få den lokale historie indsamlet og formidlet. Blandt andet ved at engagere mig til at skrive en række bøger fra 1981 og frem. Et arbejde jeg ser tilbage på med glæde og taknemlighed. Silkeborgenserne har en enestående mulighed for at få et indgående kendskab til det lokale arbejderliv i al dets kompleksitet gennem historien. Neden for vil hovedsageligt gengives titler med relation til den lokale arbejderhistorie, heriblandt udvalgte virksomhedshistorier.

Ingelise Vinther Andersen: Leyland-DAB A/S 75 år 1912-1987 (1987)

Bryggeriarbejdernes A-klub: Bryggeriet Neptun – også en historie. Fortalt af bryggeriarbejderne (Daghøjskolen 1992)

Kurt Balle Jensen og Christian Smith: Murerne i Silkeborg. Murernes Fagforening, Silkeborg 100 år (1996)

Kurt Balle Jensen og Christian Smith: Altid i ilden. Historien om Silkeborgs smede (2003)

Kurt Balle Jensen: Flyttemand Svendsen – familien og forretningen (2008)

Kurt Balle Jensen: Midtjyske ildsjæle. Historien om AOF Center Midtjylland og fusionernes år (2010)

Kurt Balle Jensen: En malersvend kom til Silkeborg. Herm. Rasmussen A/S 100 år i en farverig verden (2015)

Kurt Balle Jensen: Viljen og vejen. J. Hvidtved Larsen A/S 100 år (2015)

Kurt Balle Jensen: By og Bolig. AAB Silkeborg 75 år (2015)

Jens Jessen: DAB – hele Danmarks bus- og lastbilfabrik (2008)

Keld Dalsgaard Larsen: Snedker- og Tømrerforbundet. Silkeborg afdeling. 90 års jubilæum 1981-1981 (1981)

Keld Dalsgaard Larsen: Papirarbejdernes historie i Silkeborg 1844-1982 (1983)

Keld Dalsgaard Larsen: Arbejderkooperationens historie – set fra Silkeborg (1983)

Keld Dalsgaard Larsen: Arbejderliv og faglig organisering i Silkeborg 1840-1940 (1984)

Keld Dalsgaard Larsen: Gør din pligt og kræv din ret – erfaringer med lokal arbejderhistorie (i Årbog for arbejderbevægelsens historie 1988)

Keld Dalsgaard Larsen og Per Hofman Hansen: Jens Bomholts Silkeborg (1989)

Keld Dalsgaard Larsen: Husligt Arbejderforbund, Silkeborg 50 år. 1940-1990 (1990)

Keld Dalsgaard Larsen: Kuske- og chaufførernes klub, Silkeborg. Gør det bedre at være chauffør. 50 års jubilæumsskrift (1991)

Keld Dalsgaard Larsen og Kurt Balle Jensen: Alderslyst – fra sandmark til by (1991)

Keld Dalsgaard Larsen og Kurt Balle Jensen: Silkeborgs rødder. Fortællinger og billeder fra Smedebakken og det gamle Silkeborg (1992)

Keld Dalsgaard Larsen: Indfaldsvinkler til arbejdslivets historie (i Årbog for arbejderbevægelsens historie 1992)

Keld Dalsgaard Larsen: Fra arbejdsmand til specialarbejder. SID Silkeborg 1893-1993 (1993)

Keld Dalsgaard Larsen og Kurt Balle Jensen: Med strømmen. 75 år. Dansk El-forbund afd. 25 Silkeborg (1993)

Keld Dalsgaard Larsen: Silkeborg. En udpræget industri- og arbejderby (1993)

Keld Dalsgaard Larsen og Kurt Balle Jensen: 100 farverige år. Malernes Fagforening i Silkeborg 1897-1997 (1997)

Keld Dalsgaard Larsen og Kurt Balle Jensen: Blikket mod stjernerne. Benene på jorden. AOF Silkeborg 1924-1999 (1999)

Keld Dalsgaard Larsen: Silkeborg Vognmandsforening gennem 100 år 1901-2001 (2001)

Keld Dalsgaard Larsen: Vi havde selv fat i den ene ende. Om arbejde, løn og ledelse (i Arbejderhistorie nr. 4 2001)

Keld Dalsgaard Larsen: Lokal arbejderkooperation. Fokus og refleksion (i Arbejderhistorie nr. 4 2003)

Keld Dalsgaard Larsen (red): Silkeborg sort på hvidt. En avis og et trykkeri (2007)

Keld Dalsgaard Larsen og Kurt Balle Jensen: Århusbakken. Mennesker og fortællinger (2010)

Bent Lichscheidt: A/S Kaj Neckelmann 1957-1997 (1997)   

John Stefan Olsen: Det utænkelige, men helt nødvendige (2010) (om møbelfabrikken Tvilum-Scanbirk)

Jørn Pedersen (red): Socialdemokratisk Forening i Silkeborg 100 år 1884-1984 (1984)

Jørn Rye Rasmussen (red): SF-Silkeborg i et historisk perspektiv. Udgivet i anledning af SFs 40 års jubilæum 15. februar 1999 (1999)

Maj 2016 

ARBEJDERKOOPERATIONEN I SILKEBORG

Af Keld Dalsgaard Larsen

Arbejdernes Brændselsforretning i Stassano-gården. Fra venstre M. Haurum, O. Sørensen og Chr. Smidt.

Silkeborg var tidligere kendt for sin store arbejderkooperation. I perioden 1940—1972 var Silkeborg arbejderkooperationens højborg uden for København.

Før 1940 var de toneangivende kooperative foretagender i Silkeborg Arbejdernes Brugsforening (1900) og Arbejdernes Fællesbageri (1908-1980/82). Den lokale arbejderbevægelse ønskede indflydelse på pris og kvalitet på arbejderfamiliernes dagligvarer. Arbejdernes Fællesorganisation etablerede i 1923 Arbejdernes Mælkeforsyning i et tæt samarbejde med et mejeri i Låsby. Silkeborg havde i perioden 1918-1940 en kooperativ barbersalon, Sanitær.

Arbejderenes Byggeselskab blev etableret i 1933 og dette selskab dannede baggrunden for etableringen af Forsamlingsbygningen Sønderport (1940-1975). AOF i Silkeborg overtog i 1936 biografen Kino, og denne virksomhed var en mindre guldgrube for den lokale arbejderbevægelse de følgende årtier.

Arbejderkooperationen fik sit store lokale gennembrud i 1940’erne. Udgangspunktet var i høj grad to lokale boligforeninger: Arbejdernes Andels Boligforening, AAB (1940) og Arbejdernes Boligforening i Alderslyst, AB (1941). Boligforeningerne gav naturlig baggrund for en række kooperative håndværksvirksomheder: Gartnernes Anlægsforretning (1942-1957), Malernes Andelsforretning (1943), Tømrernes Kooperative Forretning (1945), Murernes Andelsforretning (senere JME-Silkeborg) (1945-1972), Arbejdernes cooperative Entreprenørforretning (1946), Blikas (1946-1969) og Elco (1948-1972). I forlængelse af byggekooperationen blev der etableret et kooperativt arkitektkontor, Dansk Arkitekt og Ingeniørkontor af 1945 (DAI).

Fra det kooperative mejeri Stassano i Sanatorievej i Silkeborg.

Arbejderbevægelsens engagement på mælkeområdet blevet udvidet i 1942, hvor man overtog Mejeriet Stassano og gjorde det til en del af den lokale arbejderkooperation. Arbejdernes Fællesorganisation tog i 1944 initiativ til at danne Arbejdernes Brændselsforsyning, som fik til huse i Stassanos gård. Hermed søgte man ved et kooperativt initiativ at afhjælpe arbejderfamiliernes latente brændselsproblemer under besættelsen. Brændselsforretningens forpligtelser blev med årene overdraget til først Dansk Andels Kul og siden OK.

Det kooperative Fællesråd i Silkeborg blev oprettet i 1942 og var i storhedsperioden et dynamisk koordinerende organ for Silkeborgs arbejderkooperation.

Byggekooperationens sigte var dels at skaffe arbejderne gode og billige boliger og dels at skaffe arbejde til bygningsarbejdere.

Arbejderkooperationen ønskede at give sine medarbejdere gode løn og arbejdsforhold – uden at det gik ud over konkurrencedygtigheden.

Til den lokale kooperation hørte også i perioden Forsamlingsbygningen Sønderport (1940-1975), Silkeborg kooperative Husmoderforening (1946-1981) og forsikringsselskabet ALKA.

JME-Silkeborg gik konkurs i 1972, og det fik ødelæggende følger for den lokale kooperation. En efter en lukkede håndværksvirksomhederne, og tilbage står i dag kun Malernes Andelsforretning. Fællesbageriet, Mejeriet Stassano og Kino (1982) lukkede ligeledes.

Arbejderkooperationen i Silkeborg gik fra at være noget særligt til nærmest at forsvinde i bybilledet. Boligforeningerne lever dog fortsat livskraftigt videre, og Kvickly i Silkeborg står som en historisk arvtager fra Arbejdernes Brugsforening. Og en blivende ny kooperativ virksomhed er dukket op, nemlig Arbejdernes Landsbank i 1981.

Henvisninger:

Keld Dalsgaard Larsen: Arbejderkooperationens historie – set fra Silkeborg (1983)

Keld Dalsgaard Larsen: Lokal arbejderkooperation. Fokus og refleksion (i Arbejderhistorie 2003 nr. 4)

Maj 2016

ÅRHUSBAKKEN

En historisk skitse………..
Af Keld Dalgaard Larsen

Silkeborgenserne kender Århusbakken. Ved, hvor den er og har et eller andet forhold til området. Et velkendt bykvarter i Silkeborg. Men har Århusbakken også en historie? Naturligvis. Århusbakken rummer masser af historier. Silkeborg Museum fuldførte i årene 2006-2010 et projekt om Århusbakken. Anledningen var de store ændringer, der er sket dels på Papirfabrikken og dels på selve Århusbakken de senere år. Ændringer som betyder, at Århusbakken er ved at være fuldt udbygget, og at de to områder øst for Remstrup Å – Papirfabrikken og Århusbakken – bygningsmæssigt har nået hinanden. Østbyen er ved at aftegne sig.

Silkeborg er historisk set vokset op øst og vest for Gudenåen (Remstrup Å). Silkeborg handelsplads blev etableret på ”Vestermarken”, vest for åen, mens Silkeborg Papirfabrik fra 1844 blev anlagt på østside. Gudenåen skilte by og fabrik i ca. 50 år.
Fra omkring år 1900 begyndte byen at gå ”over åen” og fylde området ud: Kneippkuranstalt (1897), Skovbakken, teglværk (1899), sygehus (1902), fattiggård (1903), vandtårn (1905), kolonihaver (1919), villabebyggelse (ca. 1935), losseplads (1942), alment boligbyggeri (fra 1940’erne), tømmerhandel, campingplads (1957), seminarium og øvelsesskole (1961), villabebyggelse (1960’erne), sygeplejeskole (o.1965), Langsøskolen (2004), Silkeborg Sportscenter (2007), Psykiatriens Hus (2012) og Reimarparken (2011-2014).

Århusbakken har i tidens løb haft flere navne. Oprindeligt talte man om Østermarken i modsætning til Vestermarken. Af andre navne kan nævnes Frydensbjerg, Fattiggårdens Mark, Kildebakken, Sygehusbakken og Fuglebakken. Først med det massive boligbyggeri fra 1940’erne vandt navnet Århusbakken eneret.
Navnene giver lidt sig selv. Kildebakken skyldes de mange kildevæld i bakken ved Silkeborg Papirfabrik. Fuglebakken skyldes, at gaderne fra starten fik fuglenavne. En variant var Piphøj om kvarteret.

Kneippkuranstalten (1897-1933) lå ved Sejsvejen ned mod åen, og Restaurant Skovbakken blev bygget med henblik på at servicere kurgæsterne.
Silkeborg Papirfabrik havde haft eget teglværk ved Langsøen. Ler var der altså på området. Papirfabrikkens teglværk var historie hen imod år 1900, men ideen om et nyt teglværk pressede sig på. Silkeborg var en ung by, og de lokale teglværker kunne dårligt følge med byggeaktiviteterne. Silkeborg Teglværk fungerede i perioden 1899- 1936/1942. I 1942 blev det besluttet, at området skulle inddrages til andet formål, ikke mindst boligbyggeri. De gamle lergrave kunne passende i en årrække bruges til losseplads.
Silkeborg Sygehus blev opført på bakken oven over Silkeborg Papirfabrik i 1902. Anton Rosen var arkitekten, og der blev lagt vægt på at skabe et smukt bygningsværk til sundhedsgudens ære, de syges helbredelse og turisternes begejstring.
Silkeborg Fattiggård flyttede i 1903 op på bakken, hvor gården allerede havde marker. Fattiggården tog her navnet Frydensbjerggård.  

I forbindelse med etableringen af Silkeborg Vandværk i 1905 byggede man vandtårnet på bakken.
Kolonihavebevægelsen inddrog et område umiddelbart efter 1. verdenskrig til kolonihaver. Herefter gik der årtier, før nye, større initiativer så dagens lys.

De første villaer dukkede op på Falkevej og Glentevej midt i 1930’erne. Hovedparten af villaerne nord for Århusvejen kom dog først o. 1942.
Landsforeningen til Bekæmpelse af Arbejdsløsheden (LAB) tog i 1940-41 initiativ til det første blokbyggeri på Århusbakken syd for Århusvejen med opførelsen af 12 lejligheder på hjørnet af Århusvej og Høgevej (i dag Høgevej 1-5). Blokken stod færdig i 1941.

Herefter gik det stærkt med blokbyggeriet: Først Arbejdernes Andels Boligforening (AAB) og senere Silkeborg Boligselskab blev de store bygherrer på Århusbakken.
AAB opførte deres afdeling 5 – fem blokke ud mod Århusvejen – i 1944-45, afdeling 7 – blokkene på Solsortevej og Rylevej – stod færdige i 1949, afdeling 12 A – to blokke ud mod Århusvejen i forlængelse af Afdeling 5 – er fra første halvdel af 1950’erne. Herefter gik AAB over til Tranevej og opførte først i 1960’erne afdeling 12 B og C. Stadigvæk i røde mursten. Midt i 1960’erne vandt de gule mursten frem, og AAB og Silkeborg Boligselskab opførte deres nye afdelinger – henholdsvis afdeling 17 og afdeling 5 – i 1963-65 på Hjejlevej og Nattergalevej i tidens materiale: gule mursten.
I forbindelse med det massive blokbyggeri kom der mange butikker, varmecentral og børneinstitutioner.

På den anden side af Århusvej skød villakvarteret op i 1940’erne, og AAB opførte i 1940’erne og først i 1950’erne tre afdelinger herovre med rækkehuse på Hejrevej og Sneppevej.

Silkeborg Seminarium flyttede i 1961 fra Skolegade til Århusbakken. Herved fik området sin egen skole: Silkeborg Seminariums Øvelsesskole. I daglig omtale blot SSØ.
Den gamle fattiggård og de gamle barakker blev revet ned i 1960’erne og gav først plads til sygeplejeskolen i 1965 og siden lægeboligerne. Og ud mod skoven blev opført en række villaer.
Silkeborg Sygehus er i tidens løb udvidet så betydeligt, at det i dag ligger noget indeklemt. Gennem årene har sygehuset derfor opkøbt nabohuse med henblik på nedrivning. I 2010 og 2011 blev husene på Falkevejs vestside revet ned for at gøre plads til Psykiatriens Hus og parkeringspladser.
På Reimar Nielsens gamle store tømmerplads ligger Silkeborg Sportscenter og opførelsen af Reimarparkens punkthuse er ved årsskiftet 2013-14 ved at være ved vejs ende på Svanevej.
Med lukningen af Silkeborg Papirfabrik i 2000 voksede et helt nyt boligkvarter op bag den gamle papirfabrik, og kommunen vedtog at flytte Århusbakkens Skole fra Silkeborg Seminarium ned til en helt ny skole, Langsøskolen på området mellem Papirfabrikken og boligkvarteret på Århusbakken. Området kom hermed til at hænge sammen.

Århusbakkens korte historie fra ca. 1940 til i dag rummer på mange måder den kolossale udvikling, danskerne har gennemlevet i efterkrigstiden. Fysisk og mentalt.
Århusbakken i 1940’erne og 1950’erne var attraktive boliger for børnefamilier. Flere familier flyttede fra ”slummen” i Sydbyen op til de moderne lejligheder med tidens moderne udstyr: fjernvarme, vaskekælder osv. På et tidspunkt blev nogle af blokkene ligefrem kaldt for ”millionærblokkene”, fordi man mente, at det næsten var et for luksuriøst byggeri.
Familielivet var bygget op omkring den hjemmegående husmor og den udearbejdende far. Og børn var der nok af. Det vrimlede med børn på Århusbakken i tiden før 1970. Barndom på Århusbakken var præget af frihed uden alt for megen voksenovervågning og let adgang til skoven, hvor leg og fantasi kunne fylde børneuniverset.
Dagligvarebutikkerne lå tæt på Århusbakken frem til 1970’erne. Brugsforening, flere købmænd, flere slagtere, to mejeriudsalg, fiskehandel, grønthandel osv. lå næsten side om side. Og kunderne købte gerne på bog.
I takt med de glade tressere og velstandssamfundets fremmarch voksede nye normer frem med parcelhus og to udearbejdende forældre. Det fik også indflydelse på Århusbakken. Boligblokkene så at sige faldt i status. Mange børnefamilier søgte ud i parcelhusene.
Samfundsudviklingen betød også butiksdøden for de små detailhandlende. Mejeriudsalget og den lille købmand måtte dreje nøglen om. Daglig Brugsen udvidede betydeligt i 2010, og brugsen blev den 4. april 2013 Lokalbrugsen Århusbakken. Brugsen og købmanden på Århusvej eksisterer fortsat og skal fungere under lokalbefolkningens nye indkøbsmønstre.

Denne forunderlige og omskiftelige historie kunne endnu dokumenteres gennem mundtlige erindringer fra mennesker, som har gennemlevet udviklingen på godt og ondt. Silkeborg Museum gav sig derfor i kast med det flerårige projekt om Århusbakken i tæt samarbejde med områdets to store lokale boligforeninger: Arbejdernes Andels Boligforening og Silkeborg Boligselskab og lokalbefolkningen. Silkeborg Museum foretog interviews med mennesker med tilknytning til Århusbakken, og mange indsendte skriftlige beretninger og udlånte private fotografier til projektet. Lokalbefolkningens deltagelse var afgørende for projektet. Under projektet var oprettet et netværk med udsendelse af orienteringsbreve og afholdelse af årlige stormøder. Ønsket var, at så mange stemmer som muligt fik mulighed for at komme til orde i skabelsen af denne bydelshistorie.
Projektet blev rundet af med en storslået reception på Århusbakken den 16. november 2010 med musikalsk underholdning af Lis og Per i forbindelse med udgivelsen af bogen ”Århusbakken. Mennesker og fortællinger”.

Henvisninger:
Keld Dalsgaard Larsen og Kurt Balle Jensen: Århusbakken. Mennesker og fortællinger (Silkeborg Kulturhistoriske Museum 2010)
www.museumsilkeborg.dk – faglige temaer – Århusbakken.

29. november 2013

KAFFEGILDER PÅ SILKEBORGEGNEN

Af Keld Dalsgaard Larsen

Kaffegilder med det store kagebord har været tradition over det ganske land. Også på Silkeborgegnen. I dag er det så meget historie, at "det sønderjyske kaffebord" let kan skygge for kendskabet til denne tradition andre steder i landet. Nærværende lille artikel ønsker hermed at præsentere traditionen på Silkeborgegnen for til sidst at runde af med mere generelle betragtninger. Som en indledning skal det lige slås fast, at vi har at gøre med en landbotradition - og at traditionen kan have mange navne: kaffegilde, kagebord, nabokomsammen, kaffefremmede osv.

I LINÅ SOGN

Hedevig Mikkelsen (f.1918) mindes kaffegilderne fra et husmandshjem mellem Linå og Laven således:
"Om vinteren var der nabokomsammen. Det var en tilbagevendende begivenhed. Vi kaldte det nabokomsammen, og der var 9 par, som besøgte hinanden. Konen i huset stod selv for bagningen og serveringen. Et typisk kagebord kunne se sådan ud: Man fik gerne boller med smør, kringle, skærekage, lagkage, konditorkage eller æblekage og til sidst småkager. Skærekagerne kunne være sandkage, sodakage, marmorkage og kakaokage. Lagkage kunne være "hvid" lagkage - sukkerbrødsbunde lagt sammen med creme og syltetøj og pyntet med fløde - eller brun lagkage - hvor der var to muligheder: kakaobunde lagt sammen med smørcreme og med kakaoglasur eller sirupslagkage lagt sammen med smørcreme og med kakaoglasur. Blandt konditorkagerne valgte husmoderen gerne en af følgende: linseskaller med creme og syltetøj, pyntet med flødeskum, medaljer lagt sammen med creme og pyntet med glasur og gele, vandbakkelser med flødeskum i og pyntet med gele og endelig butterdejsruller (-spiraler) med perlesukker og flødeskum indeni. Æblekagen var med flødeskum og havde geleklatter som pynt. Småkager var der altid mindst to forskellige slags.


Man mødtes ved 20-tiden. I vores hjem blev der sådan en aften fyret op i begge stuer, og mændene blev placeret i den stue, hvor spisebordet stod, for der skulle spilles kort. Nogle kunne måske sidde over og blot kigge på. Konerne sad så i den anden stue, og de havde altid noget håndarbejde med, så tiden kunne udnyttes, mens snakken gik. Ved 21.30-tiden blev der dækket op til det første kaffehold, og det var altid mændene først. Når de var færdige blev der gjort klar til damerne. Men først skulle der vaskes nogle kopper af, for der skulle drikkes af de "pæne kopper", og vi havde kun ét pænt kaffestel.
Hedevig Mikkelsen mindes, at nabogilderne var mest udbredt i 1920'erne og først i trediverne, men at de ebbede noget ud under landbrugskrisen i trediverne og var helt slut under krigen.

I FUNDER SOGN

Eva Rasmussen (f. 1927) har givet følgende beretning: Kaffegilderne forandrede sig ikke nævneværdigt fra min barndom og frem til ca. 1970. Gilderne begyndte i januar, og man holdt gerne tre kaffegilder tre dage i træk hver med ca. 10 par. Så fik man inviteret alle bekendte, og de indkøbte blomster, opvarmningen, rengøringen m.m. kunne så holde de tre dage.
Alene at få inviteret og få sat folk sammen var indviklet. Nogle kunne dårligere sammen end andre, nogle foretrak én slags kortspil frem for et andet osv. Når man så begyndte at invitere, havde andre indbydere ofte også være ude, og så kunne man let komme ud for, at nogle sagde: "Nej på torsdag er vi budt ind til .." Og så kunne man fortsætte. Men det lykkedes jo i løbet af vinteren. De ca. 30 par, som deltog i ens kaffegilde gjorde så gengæld i løbet af vinteren. Det kunne blive til mange kaffegilder på en uge.
Kaffegilderne forløb efter et vant skema. Man mødtes efter malkningen, hen imod kl.20. Før kaffen gik mændene ud i stalden for at se på besætningen - og lade deres vand. Når de så kom ind - og lugtede godt af ko - fik man kaffebord. Som hovedregel sad mændene i den ene stue og kvinderne i den anden stue. Til daglig var der kun varme i den ene stue, så den "kolde" stue var noget mærket af, at den kun var varmet op til lejligheden.
Kaffebordet var følgende: Boller med smør, kringle, sandkage, brun lagkage med smørcreme og glasur, hvid lagkage med flødeskum og 4-5 hold småkager. Efter kagen og kaffen blev cigarer og cigaretter delt ud. Først hen imod 1970 kom der en mindre ændring, idet man fik en øl eller vand før kaffen. Bagefter blev der spillet kort. Mændene spillede altid kort. Kvinderne spillede kort eller strikkede ankelstrømper i lange baner.

Kaffegildets afholdelse kunne også afhænge en smule af, hvornår mælkekusken kom. Hvis han havde en senere rute, kunne man strække den lidt med at stå op om morgenen. I BALLE SOGN

Vagn Lihn Kristensen (f. 1940) husker barndommens kaffegilder i Hvinningdal på denne måde: Det var de samme mennesker, som blev inviteret til kaffekomsammen hver vinter. Man måtte fordele gæsterne på flere dage. Det kunne godt knibe at få aftnerne til at slå til, idet lørdag og søndag aften var forbeholdt familien. Man begyndte ikke på kaffefremmede før efter Mortensaften, og i december prøvede man at holde fri til efter Hellig Tre Konger.
Hvornår og hvem der fik ideen til en liste hos købmanden, hvor man kunne reservere aftenen til kaffefremmede, ved jeg ikke, men dagen efter høstfest i Hvinningdal Forsamlingshus lå listen fremme ved Verner Købmand, og så var det bare med at være hurtig. Jeg husker, at min far ved halv otte tiden om morgenen er taget hjemmefra for at være blandt de første og sikre sig tre kaffeaftner. Det virkede rigtig godt indtil 1948, hvor området fik to købmænd med hver deres liste.


Min mor bagte og bagte de sidste otte dage, før vi havde kaffefremmede. Det var boller, forskellige skærekager, sandkage, marmorkage, kiksekage, chokoladekage, brun og hvid lagkage, marengs, franske vafler, konditorkager, æblekage, og vel otte - ti forskellige slags småkager.
Gæsterne ankom ved 8-tiden om aftenen. Der var opstillet borde i begge stuer, så der kunne spilles kort, altid Whist. I dagligstuen, den fine stue sad damerne og strikkede eller lavede andet håndarbejde. Ved det pæne mahogni bord var der gerne 4-5 damer, som spillede kort. Og så blev der snakket. Inden vi fik dobbeltdøre mellem de to stuer, var det ofte et problem for mændene, at de ikke kunne høre hvad sidemanden sagde, og hvis man dummede sig i kortspillet, undskyldte man sig med, at man ikke rigtig kunne høre, hvad der var blevet meldt.
I den anden stue, spisestuen og den stue vi normalt opholdt sig i, var mændene. De spillede kort, nogle gange i to hold. Bordet var i samme anledning altid forlænget. Der blev røget, mest pibe, et par enkelte cigarer og cigaretter og en til to skråede. Mændene havde den gode skik, at de forestillede sig at tabe nogle småmønter på gulvet, som vi børn dagen efter havde lov til at samle op. Vi viste godt, hvor vi først skulle lede under bordet, idet nogle af mændene ikke var bange for at smide store mønter på gulvet. Engang lå der en 2 krone, hvor Karl Andersen havde siddet, en af de største gårdmænd i Hvinningdal. Min mor, ak hun tilbragte det meste af aftenen i køkkenet. Nogle gange var min faster oppe og hjælpe til.
På et tidspunkt fik mændene ordre til at gå i kostalden og se på dyrene. Jeg husker til de kaffeaftner, flyttede min far sommetider lidt rundt på køerne, så de bedste kom frem i lyset. Der blev gjort ekstra rent i kostalden, og grisene fik et bundt halm at boltre sig i. Alt skulle se godt ud.
Når mændene kom ind, lugtede de af kostald. Der kunne falde en bemærkning herom, men det var jo en lugt alle var vant til. Måske var det mest min faster, der beklagede sig.
Mændene opholdt sig nu i dagligstuen, den pæne stue, til damerne var færdig med at drikke kaffe, hvorefter de byttede plads med mændene.
Vi børn kom i seng ved 22 tiden, efter vi havde fået saftevand og kage i køkkenet, så vi hørte aldrig, hvornår kaffegæsterne brød op.

NABOSKAB

Kaffegilderne var en social begivenhed i landbohjem. En måde at bekræfte og vedligeholde godt naboskab på. De enkelte kaffegilder kan variere, men der er alligevel nogle klare fællestræk.
Kaffegilderne foregik i landbohjemmet om vinteren - den stille tid for landbruget. Gæsterne var mange - gerne ægtepar - som inviteredes til kaffegilde efter endt malkning. Netop gildets deltagerantal - 16-20 voksne mennesker - gør det helt berettiget at tale om et gilde. Det var ikke en lille intim privat begivenhed mellem nære venner. Antallet af gæster tyder også på, at det så at sige var alle naboer - i en vis radius - som var budt med. Ankomsttidspunkt gjorde, at kaffegilderne gerne trak ud til sent på aftenen. Det er også værd at bemærke, hvem der ikke var med til sådanne gilder: Børn, tjenestefolk eller værtsfamiliens familie var aldrig inviteret med til kaffegilder. Det var en social begivenhed mellem voksne naboer, som var husbond og madmor på en ejendom.
Kaffegilderne var et civiliseret gilde. Med egne dannelsesnormer. Man skulle så at sige stritte med lillefingeren. I hvert fald i overført betydning. Der var gjort klar i to stuer - også den stue, som normalt stod pæn og kold hen. Servicet var naturligvis det fine, og landhusmoderen skulle ved sit traktement demonstrere, at hun magtede at bage det forventede bagværk og anrette det på en fin og indbydende måde. Det er nok for meget at hævde, at der ligefrem var konkurrence mellem landhusmødrene om at byde på det fineste kaffebord - men det var vigtigt ikke på nogen måde at falde igennem i forhold til omgangskredsen. Gildet havde intet med druk, dans eller romantik at gøre. Det var modne ægtefolk, som deltog. Mænd og kvinder sammen - og så alligevel! Det er bemærkelsesværdigt, at kønnene altid var adskilte. Både når der spilledes kort eller strikkedes og under selve kaffebordet. Snakken gik - mellem kønsfæller. Hedevig Mikkelsen var fra 1940'erne husmor i Linå by, men her var der ingen tradition for kaffegilder. Man kunne mødes sådan med venner til en kop kaffe - men slet ikke på den måde og i det omfang som i barndomshjemmet på landet.
Kaffegilderne døde ud i 1960'erne. Mange har givet fjernsynet skylden herfor. Det er næppe hele sandheden. Naboskabets betydning ændrede sig også markant i perioden. Hans Vestergaard har udtrykt det således: "Vi var dengang hinandens nødvendighed på landet. Det er vi ikke længere". Man kan også sige, at vi er blevet langt mere "private" og først og fremmest forholder os til familie, arbejdskolleger og nogle få nære venner. Men det er jo langt fra det eneste, som har forandret sig. Også vort forhold til kagespisning har ændret sig. Hvis man i dag blev budt på et sådant kagebord, ville de fleste udbryde: Hvordan kommer jeg dog igennem det? Vi kan måske lige klare et par boller, en kage og nogle småkager. Det er kagebord nok for de fleste i dag.
Tiderne og menneskene har med andre ord forandret sig, og kaffegilderne er blevet historie. Det er endnu muligt at få indsamlet beretninger fra de store kaffegilders epoke - men det skal snart gøres. Jeg vil derfor slutte af med at opfordre alle, som har beretninger om kaffegilder på Silkeborgegnen til at skrive det ned og sende det til Silkeborg Museum.

PENSIONATER I SILKEBORG

Af Keld Dalsgaard Larsen

Mette Marie Lihns pensionat Bindslev Plads 8 o. 1910.

BORGERLIG MAD

Silkeborg Vejviser 1951 viser hen til otte pensionater i købstaden Silkeborg. Elisabeth Kristensens pensionat i Grønnegade er ene om lidt annoncering, idet dette pensionat lokker med ”God borgerlig mad”. De øvrige syv pensionater angiver kun navn, adresse og telefonnummer. God borgerlig mad er en udmærket præsentation af, hvad pensionaternes kerneydelse var: God mad til enkeltpersoner som af den ene eller anden grund ikke boede i en almindelig familiehusholdning. Typisk drejede det sig om ugifte voksne mennesker, som boede på lejet værelse i byen. De var derfor henvist til at få maden ude – og det kunne i tiden være på byens pensionater.

Pensionaternes tid er forbi. I Silkeborg og alle andre steder. Pensionaterne har haft deres tid. Men hvad med deres historie? Bliver den indsamlet og fortalt? Museum Silkeborg har gennem årene indsamlet materiale – først og fremmest erindringer – og nærværende artikel bygger på dette materiale. 

God borgerlig mad var pensionaternes domæne. Ligeledes kan man overordnet hævde, at det var fremvæksten af ”det borgerlige samfund” i løbet af 1800-tallet, som skabte forudsætningerne for pensionaterne. Det borgerlige samfund – kapitalismen – skabte et dynamisk og mobilt samfund. Menneskene flyttede rundt på kryds og tværs. Ophævelsen af Stavnsbåndet i 1788 er et symbol på denne nye tid, hvor menneskene ikke var bundet til hjemstavnen. Mange flyttede til byerne for at finde arbejde. Andre for at studere. Det var tit unge ugifte voksne, som på denne måde søgte lykken i byerne. Men hvor skulle de bo? Hvor skulle de spise?

Der havde været tradition for såkaldte ”udvidede husholdninger”, hvor f.eks. lærlinge og svende kunne bo og spise hos mester. Ligesom piger og karle på landet boede og spiste på gården hos ”madmor”. Men i byerne blev disse traditionelle ”udvidede husholdninger” færre og færre i takt med, at den mere snævre kernefamilie blev tidens norm for familielivet. Noget nyt måtte træde til for at dække det nye behov.

BEGYNDELSEN

Silkeborg er en ung by, anlagt efter kongelig forordning i 1846. En moderne by anlagt i det borgerlige samfunds gennembrudstid. Med næringsloven fra 1862 åbnes gode muligheder for at drive pensionat uden næringsbrev og uden beskatning, da det blev opfattet som et privatanliggende.

Med anlæggelsen af Silkeborg Seminarium i 1886 blev behovet påtrængende, og det er også i forbindelse med Silkeborg Seminarium, at pensionaternes lokale historie titter frem. Seminarielærer Morten Mortensen byggede i 1896 ejendommen Skolegade 28 tæt på seminariet, og her blev stuen dimensioneret så stor, at den kunne rumme pensionærer. Skolegade 28 var i årtier pensionat, og på gavlen stod med store bogstaver ”Pensionat for Seminarister”. Ejendommen var endvidere indrettet til at kunne udleje op til otte værelser til seminarister. 

Der var altså pensionat og pensionærer i Silkeborg i det nittende århundrede. Men det er først i det følgende århundrede, at såvel pensionater som pensionærer bliver mange og dermed mere synlige i det historiske kildemateriale.

Mette Marie Lihn (1872-1938) drev pensionat i Silkeborg før 1. verdenskrig fra kælderlejligheden på den nuværende adresse Bindslev Plads 8. Forholdene var små. Pensionatet var i frøken Lihns private lejlighed. Stuen udgjorde spiserummet, mens pensionatsværtinden delte soveværelset med sin medhjælper, pigen Kathrine. Ved siden af drev Mette Marie Lihn en lille butik med brød, mælk m.m. Bag butikken var et køkken og et lille værelse, som blev lejet ud. Pensionat og butik var frøken Lihns erhvervsgrundlag frem til omkring 1. verdenskrig, hvor hun i en moden alder blev gift og derefter ret hurtigt forlod pensionatsbranchen.   

SEMINARISTER

Anna Nielsen (f. 1902) kom på Silkeborg Seminarium i 1921:

”Jeg flyttede til Silkeborg og lejede et værelse i en villa i Skolegade. Vi kunne desværre ikke lave mad på værelserne, så vi hentede den såkaldte ”spandemad” fra et pensionat i Skolegade. På pensionatet kunne man også spise, hvis man havde råd til det. Vi fik maden hjem, og den var dejlig varm, og vi spiste den med det samme på hver sit værelse. Esther og jeg havde af og til småt med penge, så vi besluttede, at vi kunne deles om en portion. Pensionatsværtinden var flink til at give os en stor portion, så den kunne vi klare os med”.

Else Pedersen (f. 1916) var seminarist i Silkeborg i årene 1935-1939 og spiste på frk. Mikkelsens pensionat i Hostrupsgade:

”Om morgen på vej til skolen gik jeg ind på pensionatet og spiste min morgenmad. Her var havregrød, mælk, rugbrød, rundstykker osv., der manglede ikke noget. I vores middagspause smuttede vi hen og spiste frokost. Og vi spiste også aftensmad derhenne. Det var en pæn og god mad. Vi seminarister var afgjort de mindst kritiske hos hende, mens de andre var mere krævende. F.eks. var de ikke altid helt tilfredse med den ugentlige fiskedag. Når vi skulle have øllebrød, var det bare om at komme først, for så kunne man få de største klumper flødeskum. Der var altid to retter mad til middag.

Frk. Mikkelsen kendte vi alle. Hun sled i det, men hun var god ved os. Sommetider sagde hun til middag, at vi kunne komme til eftermiddagskaffe, når vi var færdige med skolen. Så havde hun bagt en dejlig kringle, og vi fik kaffe og kage. Der blev også holdt gilde på pensionatet: Mortens gilde og førjulegilde med and og julemad og juletræ.

Pensionatet havde ét langt bord, hvor vi alle spiste. Vi kunne nok være 25-30 mennesker på én gang. Vi kom jo ind i grupper, og de kom altid ind med varm mad, når der kom nye mennesker. Jeg tror nok, at der blev serveret middag kl. 12-14. Jeg mener, at jeg betalte 50 kr. til frk. Mikkelsen for fuld kost. For værelset betalte jeg 25 kr., og så havde jeg 25 kr. til mig selv, alt sammen pr. måned. Men hun gav os en reel behandling, for var vi væk, blev det fratrukket i vores betaling, hvis vi meldte det. Nogle seminarister sparede ved at købe mad hos andre pensionater i spande”.

PENSIONAT SOM ARBEJDSPLADS

Pensionater blev normalt drevet af en enlig moden kvinde med hjælp af en eller flere unge piger. Emma Østerdal (f. 1909) arbejdede på Katborgs Pensionat omkring 1930. Herom fortæller hun: 

”Katborgs Pensionat lå på Torvet, hvor nu Føtex ligger. Jeg blev stuepige og serveringspige: Om morgenen kom mange af arbejderne fra Darr og fik morgenkaffe, mange fik også en frokostpakke med. Klokken 12 kom de igen og spiste varm mad, og endelig var der aftensmad klokken 6. Vi havde måske op til 70 folk fra Darr, der kom og spiste hos Katborg. Mange arbejdere fra Tekstilfabrikken kom også om morgenen med deres madspand – en toetages blå spand med hvid emalje indvendig. Når de så havde lang middagspause klokken 12, kom de og hentede maden. Nogle spiste den på fabrikken, andre tog den med hjem. Der var nok at se til, og vi begyndte arbejdet klokken 6 om morgenen og var sjældent færdig før klokken 9-10 om aftenen”.

Caroline Andrea Mogensen (f. 1893) flyttede den 1. maj 1936 ind i Villa Aabo på Åhavevej for at etablere pensionat. Villa Aabo blev udvalgt, fordi den lå nær midtbyen. C. Mogensen var enlig mor og havde sin store pige, Johanne Simonsen (f. 1921) med sig som medhjælp. Johanne Simonsen fortæller om pensionatet i Villa Aabo:

”Pensionatet fik hurtigt 25-30 pensionærer. De fleste boede ude i byen, men vi havde da nogle enkelte værelser, hvor der af og til kunne bo en pensionær eller to.

Pensionærerne var unge ugifte mennesker. Gerne fars sønner som var kommet til byen for at komme i lære eller i arbejde. Mange var på helpension. Det vil sige, de fik morgenmad, varm middagsmad og aftensmad.

Villaens stueetage havde ud mod haven tre stuer med fløjdøre imellem. I den ene stue var spisestue med et langt spisebord. De to andre stuer var opholdsstuer. Pensionærerne spiste på skift. Seminarister fra Th. Langs Skole havde tidligere middagspause end andre, så det var normalt dem, som spiste først. Når de var færdige, kom det næste hold pensionærer for at spise. Det gik helt naturligt på skift. Blandt pensionærerne var også en del unge politibetjente. Ved ægteskab holdt man gerne op med at være pensionærer, men det var dog ikke usædvanligt, at de kom igen, hvis f.eks. hustruen var på ferie.

Vi havde piger til at hjælpe med maden og serveringen. Morgenmaden var almindelig morgenmad med havregrød, gryn, rugbrød, franskbrød, kaffe m.m. Til middag var der altid to retter mad, f.eks. suppe til forret og så kød, kartofler og sovs til hovedret. Bagefter var der kaffe gerne med hjemmebagt kringle eller småkager, som de kunne tage inde i opholdsstuen. Pensionærerne kunne også gå ud i haven og nyde det. Om aftenen fik pensionærerne en lun ret først og ellers var det kold mad, rugbrød og pålæg. Om aftenen var der kaffe kl. 9.

Det var god og varieret kost, som var almindelig i danske familier på det tidspunkt.

Vi vaskede selv duge, servietter og andet vasketøj i et gammeldags vaskerum i villaen. Vaskerummet lå i kælderen og havde gruekedel og en gammel hånddreven vaskemaskine. Om vinteren var vi nødt til at trække snore i kælderen til vasketøjet. Om sommeren kunne det tørre udenfor. Servietterne blev rullet på en håndrulle, så de var helt stive.

Vi havde vel i sæsonen fire unge piger, og så var der nogle damer, der hjalp til med rengøring og vask. Frk. Katrine Jensen og fru Harriet Hansen var sådanne damer, der hjalp år efter år. Vi havde også en kokkepige Mary Sørensen. Nogle af vore unge piger boede hjemme hos deres forældre i byen, mens andre boede på et af værelserne på 1. sal. Vi havde fire værelser ovenpå, som kunne bruges til de unge piger eller en pensionær.   

Jeg blev gift i 1944, og min mand og jeg fik en stor stue og et soveværelse i villaen. Vi fik vor datter, Kirsten, og på den måde boede vi tre generationer i villaen. Engang midt i 1950’erne holdt vi op med at have pensionærer”.

C. Mogensen og senere familien Simonsen drev frem til 1961 Silkeborg Vandrehjem samtidigt med pensionatet i villaen.

BANKMAND PÅ PENSIONAT

Kristian Steffensen (f. 1922) kom til Silkeborg i 1944, lejede et værelse i Hostrupsgade og blev pensionær hos frk. Justesen på Skoletorvet. Herom beretter han:

”Der var på det tidspunkt mindst otte pensionater i Silkeborg. Det mest velanskrevne var nok Bøgilds Pensionat i Søndergade, så var der KFUK og KFUM, i Hostrupsgade var der to pensionater, frk. Justesen og Ødgaard, på Drewsensvej havde frk. Christensen sit pensionat, to frøkner Rasmussen holdt pensionat i Skolegade og så var der også pensionat i Østergade oven over isenkramforretningen. At det lige blev hos frk. Justesen, jeg kom til, var en tilfældighed. 

Frøken Justesens pensionat bestod af en spisestue, en lille dagligstue og et køkken. Spisestuen vil jeg karakterisere som spartansk. Justesen var selv mest i køkkenet, mens en ung pige på ca. 20 år serverede for pensionærerne. I spisestuen var et langt bord, hvor vi alle sad og spiste. Man siger, at pensionærer har lange arme, da vi altid skulle række så langt. I dagligstuen var der sofa, lænestole og borde, hvor vi kunne sidde og læse avis eller spille kort. Der var mange, som ikke kunne blive hurtigt nok færdige med at spise for at komme ind at spille kort.

Jeg fik morgenmad, middagsmad og aftensmad hos Justesen. Tre måltider alle ugens dage kostede 90 kr. om måneden.

Vi var vel 20-25 unge mennesker på pensionatet. Der var mange skovfogedelever, en del seminarieelever og nogle trafikelever fra DSB. Der var også unge kvinder, men de var dog i klart mindretal. Jeg mødte i øvrigt min kommende hustru på pensionatet.

Vi kom ikke alle til samme tid. Vi kunne komme tidligt om morgenen til morgenmad, men jeg var selv en af de sidste, da jeg først skulle møde i banken kl. 9. Pensionatet lå på min vej til Silkeborg Bank i Vestergade. Det kunne ikke være nemmere. Til morgenmad var der havregrød til dem, der ønskede det, men ellers var det almindelig morgenmad med mælk, rugbrød, franskbrød, ost og marmelade. Til middag var der altid to retter mad. Det var ikke altid lige nemt at drive pensionat, og der kunne være nogen kritik over maden. Ikke mindst når menuen stod på fisk. Jeg har været ude for, at nogle lige kom ind ad døren, blot for at vende om igen og gå, da de opdagede, at vi skulle have fisk. Til middag var bordet dækket med tallerkner og bestik. Vi havde hver vor stofserviet, som opbevaredes i en lille stoftaske, som nærmest lignede en kuvert. Til maden fik vi – som jeg husker det – vand. Der stod en vandkande på bordet. Den unge pige kom ind med maden i takt med, pensionærerne ankom. Til aften var der rugbrød og pålæg, så vi selv kunne smøre os nogle madder. Og jeg mener også, at der var en lun ret, f.eks. biksemad. Det har vel været rester fra middagen.

Maden var bestemt acceptabel. Til sidst under krigen var det meget besværligt for Justesen at lave varieret mad. Og vi fik så nogle gange kaninkød. Det tager man ikke skade af, men at vi fik det, skyldtes fødevaresituationen. Vi har også fået byggrød, øllebrød, jordbær, kernemælkssuppe, rødgrød med mælk og rabarbergrød.

For en ung mand, som ikke kendte nogen i byen, var det godt at lære jævnaldrende at kende på et sådant pensionat. På pensionatet blev der gjort noget ud af Mortensaften. Vi spillede lidt revy for hinanden, hvor der blev gjort grin med os selv og vore særheder.

Margrethe Justesen stoppede i 1948 eller 1949, og mange af hendes pensionærer flyttede hen til frk. Johanne Ødgaard, også i Hostrupsgade. Min hustru og jeg blev gift 3. juni 1950, og vi holdt så op med at spise på pensionat”.

ØSTERGADES PENSIONAT

Erik Schmidt kom i 1947 til Silkeborg som førstemand hos fotografmester Johannes Jensen. Erik Schmidt spiste på Østergades Pensionat i Østergade i årene 1947-1950, og herom har han givet følgende beretning:

Rasmussens Pensionat i Østergade var et godt spisested. Godt nok hed det Østergade Pensionat, men det var frk. Rasmussen, som regerede her, og i folkemunde gik det under navnet Rasmussens Pensionat.

Pensionatet lå på 1. Sal oven over Thorkild Knaps forretning. Man kunne ikke bare sådan komme på pensionatet. Man blev udvalgt! Frk. Rasmussen så sine kunder an. Pensionærerne var mænd – og enkelte kvinder – i faste og gode stillinger. Der var politibetjente, postbude, butiksfolk, journalister, kontorfolk m.m. Mændene var gerne i den giftemodne alder. Erik Schmidt var selv 26 år, da han begyndte sit liv som pensionær i Silkeborg. 

Der var normalt ca. 25 pensionærer, der spiste middagsmad – to retter mad – og aftensmad. Frk. Rasmussen havde et par kvinder til hjælp til madlavning og servering. En aften om ugen var der senere aftenkaffe, så blev pensionærerne hængende efter aftensmaden. Tiden frem til aftenkaffen – som blev serveret ca. kl. 20 - blev fordrevet med kortspil.

Blandt de mange enlige var der faktisk også et enkelt ægtepar - ægteparret Jørgensen. Det vakte nogen omsigt. Men fru Jørgensen ønskede ikke at lave mad, når hun den hele dag havde stået i ægteparrets skobutik (”Vi-ka”) i Søndergade.

Maden var god og solid. Som vor mor lavede den. Der var i det hele taget noget familiært over pensionatet. Og frk. Rasmussen udviste omsorg for sine pensionærer. Det kom f.eks. til udtryk, når mændene skulle giftes, så sørgede hun altid for, at de fik en overfrakke. Manden skulle naturligvis selv betale for overfrakken, men han blev beordret til at købe den, for som den livskloge frøken sagde: Nu får De ikke en overfrakke de næste 10-12 år, nu hvor de skal være familieforsørger.

BØGILDS PENSIONAT

Ægteparret Hermansen drev Bøgilds Pensionat i 1960. Viggo Lovdal kom i 1960 til Silkeborg som ugift portør ved DSB og skulle find et billigt sted at bo og spise. Spisningen kom til at foregå på Bøgilds Pensionat frem til 1966. Om dette pensionat beretter Viggo Lovdal:

Bøgilds pensionat lå centralt på Søndergade 2A tæt ved Torvet. På 1. sal. Pensionærerne kom fra mange steder i byen. Vi var en del fra banegården. Der var piger fra en nærliggende systue, der dog kun spiste middagsmad, medens vi andre var på helpension. Handels- og Landbrugsbanken lige overfor havde unge medarbejdere, der nemt kunne smutte de få meter over gaden til spisebordet. Carl Hansen havde dog kortest vej til måltidet. Carl Hansen var ungkarl og havde sin skoforretning, Carl Sko lige under pensionatet. Også en taxachauffør, "stationeret" på torvet, fandt det let lige at komme op til fru Hermansen.

Jeg boede det første halve år på pensionatet, men værelset var ikke ret godt, så jeg fandt et andet. Men Valle var håndværker på DAB og boede på pensionatet i over 30 år. Han var meget social og gik tit med, når vi unge om aftenen gik på Langhoffs konditori eller på La Strada.

Jeg var på helpension. Morgenbordet var pænt med rundstykker, marmelade osv, middagsmad var varm mad, så dem på halvpension var altid sikre på et varmt måltid. Kl. 12.00 spiste vi. Det var vist en times tid sat af til det. Altid veltillavet, som vor mor lavede det. Vi sad ved eet langt bord i spisestuen.

Snakken gik lystigt ved bordet. Hr. og fru Hermansen deltog, når der var tid til det. En søndag middag fik vi en meget fin dessert, portionsanrettet. Kun een til hver, naturligvis.

Fru Hermansen kunne også være bestemt. En dag havde en ung mand taget en del mere pålæg end brød over på sin tallerken. Han fik på det kraftigste påmindelse om, at "her sidder vi altså pænt ved bordet". En flov irettesættelse som jeg i hvert fald ville have været ked af at få.

Spisestuen havde ikke meget inventar udover det lange bord og stole og så et møbel med en samovar. I dagligstuen lå Silkeborg Avis fremme, og en radio var der også.

Når vi fik suppe, fik vi også suppe dagen efter. Fru Hermansen forklarede os, at det var et stort arbejde at tilberede suppe. Derfor slappede hun lidt af dagen efter. Til gengæld var der begge dage hjemmebagt kringle til den efterfølgende kaffe i dagligstuen.

Fru Hermansen havde altid en ung pige ansat til hjælp. Hende lærte vi jo også at kende godt og sludrede hyggeligt med hende.

Betalingen skete for de flestes vedkommende månedsvis. Nogen stor "regnskabsafdeling" havde fru Hermansen ikke. Inde i soveværelset havde hun et lille skab, hvorfra hun styrede den økonomiske side af forretningen. Når vi skulle betale, skete det ofte med den muntre bemærkning: "Skal vi to gå i soveværelset?"

Der var, så vidt jeg husker, kun tre værelser på pensionatet. Det Valle boede i, det lille værelse jeg havde og så den ansatte unge piges værelse.

Vi pensionærer satte pris på samværet, også efter spisetid. Ofte fulgtes vi ad i biografen. Vi måtte ringe og bestille billetter fra telefonen i spisestuen. En ophængt lille rød postkasse, sparebøsse, ved telefonen var beregnet til at indkassere de vist 50 øre, vi skulle betale for brug af telefonen.

Mange pensionærer følte pensionatet som et hjem. Dengang arbejdede alle om lørdagen til middag. Det skete, at nogle blev om eftermiddagen for at spille kort. Jeg tror, fru Hermansen glædede sig over, at pensionærerne følte sig ligesom hjemme her. Hermansens private stue var også opholdsstue for os. Det var, som om privatliv og pensionatsvirksomhed gik i eet for parret. Men på et tidspunkt må det være blevet for meget. En dag kom der opslag om, at pensionatet var lukket søndag aften. Det blev vi først lidt chokeret over, men vi kunne på den anden side vel se, at en søndag aften med privatliv var rimelig. Nu gik vi på Langhoff, der også kunne klare at servere en middag søndag aften.

Viggo Lovdal rejste fra Silkeborg i 1966 og dermed også fra pensionatet. Bøgild Pensionat eksisterede frem til ca. 1972. Under forskellige værtinder. Gerda Hermansen holdt op i 1966, herefter kom først Lise Latsch og siden Gerda Rasmussen og Lene Fejer. Silkeborg Avis bragte den 1. marts 1968 følgende korte annonce for pensionatet:

”Bøgilds pensionat. Søndergade 2A v. Torvet. God veltillavet middag, to retter + kaffe, 6,00. Pensionærer modt. i helpension. Hyggelige og hjemlige omgivelser”.

PENSIONATERNES EPOKE

Pensionaternes antal faldt i anden halvdel af 1960’erne for helt at forsvinde midt i 1970’erne. Pensionaternes epoke var forbi. Ifølge den lokale telefonbogs fagregister var der i 1940’erne normalt otte pensionater og i 1950’erne syv pensionater. I 1964 er tallet seks pensionater og i 1970 to pensionater. KFUM i Nygade og KFUK på Bindslev Plads var at regne for to pensionater, og KFUK lukkede først i 1960’erne, mens KFUM også stod opført i telefonbogen i 1967. Telefonbogen 1975 er den sidste med pensionater – med Svejbæklund i Svejbæk. Hermed er vi langt uden for den bymidte, hvor de traditionelle pensionater altid havde ligget.  

Pensionaternes samfundsmæssige og individuelle betydning kan anskues fra mange vinkler. Historisk opstår de ud fra et behov i byerne hos ugifte voksne for bolig og mad. Alle pensionater tilbød spisning. Nogle pensionater havde enkelte værelser til udlejning.

Silkeborg havde også en anden type pensionater, som opstod i forbindelse med Silkeborg som kurby. Men denne historie er ikke inddraget her.  

Ung og ældre ugifte voksne benyttede sig af pensionaterne. Ud fra de indsamlede erindringer tegner der sig først og fremmest et billede af unge ugifte som pensionærer. Pensionatslivet kunne være en god ramme for socialt samvær mellem ”sammenbragte” jævnaldrende unge mennesker. I lighed med KFUM og KFUK-hjemmene gav pensionaterne trygge rammer med mulighed for et socialt netværk.

Pensionaterne var også en arbejdsplads og virksomhed, hvor ofte enlige modne kvinder skabte sig en selvstændig næringsvej.

Maden på pensionaterne fulgte de traditionelle normer med varm mad til middag. Men disse normer var også under forandring. I Silkeborg blev ændringen tydelig ved skolebespisningen i december 1949, hvor man gik fra varm mad til skolebørnene til udlevering af kolde håndmadder. Denne udvikling sker samtidig med, at den traditionelle middagspause bliver væsentlig kortere både i skolerne og på byens arbejdspladser. Nye tider var under opsejling, og pensionaternes traditioner og tilbud blev så at sige utidssvarende. Hvorfor?

Det er der mange årsager til, men en grundlæggende årsag er den almindelige velstandsstigning i samfundet. Boligsituationen bliver væsentlig forbedret for enlige – unge som gamle – i 1960’erne og fremefter. Enlige kan få egen bolig – klubværelse, kollegieværelse eller mindre lejlighed – med eget køkken eller adgang til køkken. Supermarkeder, industrielt forarbejdede madvarer, køleskabe gør det nemt og billigt at tilberede sin egen mad. Den nye tids norm blev, at enlige – unge som gamle – som en selvfølge holdt sig selv ved kost. Eller også kunne den købes andre steder, f.eks. på tidens nye cafeterier, som tilbød smørrebrød og dagens varme ret til en overkommelig pris. Og byens arbejdspladser indrettede kantiner til medarbejderne.     

Pensionaterne knyttede pensionærerne til sig ved en månedlig (eller ugentlig) betaling. En sådan binding blev fra 1960’erne umoderne, man ville hellere betale pr. gang.

Pensionaternes samfundsmæssige relevans forsvandt, og tiden gav befolkningen andre muligheder. Pensionaterne er ikke længere nødvendige for, at enlige i gode rammer kan få maden. Siden 1970’erne vrimler det med andre tilbud så som udbragt mad til ældre, fastfood i diverse forretninger osv. Kristian Steffensen spiste som ugift på pensionat i Hostrupsgade, da han igen blev enlig efter hustruens død, spiste han dagligt på Rosengårdcentret i Alderslyst. Det var en fuldgyldig erstatning for de hedengangne pensionater. Ny tider nye skikke.      

Pensionaternes epoke er slut. Denne artikels ærinde er at gøre opmærksom på denne historie med vægten lagt på de lokale pensionaters glansperiode fra 1910’erne til 1960’erne. 

Litteratur:

Keld Dalsgaard Larsen: God borgerlig mad. Om pensionater og pensionærer i Silkeborg (i Østjysk Hjemstavn 2010)

Mette Tapdrup Mortensen: Pensionatets kulturhistorie. Fællesskab, flirt og frikadeller (2015)

Juni 2016

Pramfarten på Gudenåen

Af Keld Dalsgaard Larsen



Hans Smidt: Pramme på Gudenaaen neden for Silkeborg

HÅBLØST

Kongemagten var i 1730’erne interesseret i træ fra Silkeborgskovene til blandt andet flådebyggeri. Men var det overhovedet muligt at få transporteret træet ud fra det mørke Midtjylland? Kongen lod skipper Gylliam foretage en opmåling af Gudenåen fra Randers til Silkeborg. Favn for favn blev åen minutiøs opmålt og kort udfærdiget.
Resultatet var nedslående. Gamle pæle fra broer og fiskegårde lå og spærrede, sten og sandbanker var hindringen andre steder osv. Kort og godt man droppede ideen. Og glemte den så eftertrykkeligt, at man begyndte helt forfra i 1776. En ny opmåling blev foretaget, og man konkluderede, at Gudenåen ville kunne gøres prambar, hvis man fik anlagt 16 sluser på strækningen Silkeborg-Randers. Ideen blev igen opgivet.

Dette lille historiske tilbageblik til 1700-tallet for at slå fast, at Gudenåen historisk set ikke har været en stor sammenhængende færdselsåre af personer og gods. Gudenåen som transportvej hører til først og fremmest til 1800-tallets pramfart.

RANDERS

Randers tog de første initiativer i 1790’erne. Den gamle købstad var interesseret i handel – både til den store verden og med oplandet langs med Gudenåen. Randers satsede på bedre havneforhold, sejladsen på Randers Fjord og mulighederne på Gudenåen. Man havde en vis tradition for pramfart frem til Skibelund. Nu skulle det forbedres.
Og hjælpen kom fra kongehuset. Kronprins Frederik (Frederik VI) besøgte Randers sidst i 1790’erne, og satte nordmanden, oberst L.F. Brock til at se på sagen.

L.F. Brock var en praktisk mand – han fejede alle planer om sluser og andre vidtløftigheder til side og nøjes med en plan, som betød fjernelse af sten, sandbanker og mudder. Randers var med på ideen. J.A. Fischer på Allinggård mente, at det var tåbeligt at bekoste det helt til Silkeborg. Det måtte være nok at gøre Gudenåen sejlbar til Ans, hvor Fischer ejede ladepladsen og kroen.

Randers med borgmester Carøe i spidsen gik i gang med arbejdet fra Randers. Carøe spurgte de store lodsejere, om de ville være med til at finansiere arbejdet. Det var de noget skeptiske med, men som arbejdet skred frem, sprang de alligevel til. Fischer på Allinggård var ovenud tilfreds. Og sådan fik Randers udvidet sit opland først til Bjerring Mølle og siden til Ans. Hertil og ikke længere gik Randers-købmændenes interesse. Randers-købmændene var interesseret i brændsel og landbrugsvarer. Og egnen ud til Ans var leveringsdygtig.

INGERSLEV PÅ SILKEBORG

Silkeborg Hovedgårds ejer foreslog Randers at bekoste en udbedring af Gudenåen helt til Silkeborg. Det blev afvist. Hoff-familien droppede derfor tanken om at få transporteret træ fra deres skove via Gudenåen ud til købstæderne. Man valgte i stedet for at satse på studedrift.

Ingerslev købte i 1804 Silkeborg Hovedgård, og han var fast besluttet på at få løst ”transportproblemet”. Hans ultimative mål var måske reelt at gøre silkeborgskovene om i penge. Det satte fredskovsloven af 1805 en stopper for. Men Ingerslev gik alligevel målrettet i gang med sit projekt.

Ingerslev søgte allerede i 1805 at få fragtet træ til Bjerring Mølle. Det blev til 27½ favn på et år. Det var rigtignok ikke meget. Det øvrige træ blev blandt andet solgt ”på roden” til lokale træskomænd og andre landhåndværkere. 27½ favn træ på årsbasis var forsvindende lidt. Men for at øge mængden skulle Gudenåen gøres prambar fra Silkeborg. Det fik Ingerslev mulighed for i 1807-09, idet staten lånte ham 100.000 rdl. til formålet.

Danmark var på dette tidspunkt i krig – Napoleonskrigene – og i den forbindelse var vi i krig med svenskerne. 50-70 svenske krigsfanger blev sendt til det midtjyske for at gøre lidt gavn ved arbejdet med Gudenåen (jf. Skilderier af København 1810).

Ingerslev var færdig med sit projekt Silkeborg-Bjerring Mølle i sommeren 1809, og gode mænd skulle godkende arbejdet. Folk fra Randers med borgmester Carøe i spidsen deltog i godkendelsen. Inspektionen brugte et lille døgns tid til at komme frem og tilbage på strækningen. Og så godkendte de arbejdet.

Eftertiden har ringeagtet Ingerslevs indsats. Efter min mening med urette. Det er sikkert og vist, at trækstien ikke var imponerende, men den var der. Den lå på højre side af åen (sydlige side), idet den jord ejede Ingerslev selv i vid udstrækning. Arbejdet var ganske omfattende, og resultaterne var iøjnefaldende:

Oversigt over nedprammet favntræ:
1809: 1407 favne bøgebrænde
1810: 1878 - -
1811: 2209 - -
1812: 1676 - -
1813: 1535 - -
1819: 2070 - -
(Kilde: Bjarne Harboe: Silkeborgskovene og H.P. Ingerslev 1806-23 (1994))

Det var jo ganske anderledes mængder end de 27½ favn i 1805. Ingerslev havde 6 pramme, som normalt kunne rumme 10 favne. De gik til Bjerring Mølle, hvor brændet blev omladet til de større pramme (ca. dobbelt så store) til den resterende sejlads til Randers eller Mellerup. Transporten var dog langt fra uden problemer. Vind og vandstand spillede ganske voldsomt ind med hensyn til, hvor meget de enkelte pramme kunne tage.
Ingerslev gik fallit, og staten overtog Silkeborg Hovedgård. Staten lader Silkeborgskovene grundigt gennemgå. To eksperter vurderer, at skovene kun kan tåle at levere ca. 830 favne om året. Og det kan næppe dække en rentabel drift. Strategien ændres derfor. Slut med troen på, at Silkeborgs træ skal til Randers som favntræ. Nu skal det – ligesom før Ingerslev – bruges lokalt og med sigte på det skovfattige Vestjylland.
Denne ændrede strategi skyldes flere forhold: skovenes ringe tilstand, de ringe brændselspriser og så endelig, at man hellere vil forsyne det vestlige Jylland med træprodukter (f.eks. træsko og hjul). Og resultatet for Gudenåen? Åens betydning som transportvej sygner hen.
 

HANDELSPLADSEN SILKEBORG

Pramfarten på Gudenåen ophørte ikke ganske efter 1823, og der var i perioden flere initiativer til at forbedre Gudenåen som transportvej. Men der skete først noget for alvor i forbindelse med planlægningen og oprettelsen af Handelspladsen Silkeborg i 1846. En komite kom frem til, at Gudenåen principielt kunne bruges til to ting:
Transport eller kunstvanding.

Komiteens svar var entydig: 
Gudenåen skulle bruges som transportvej. Ønsket var at sætte gang i udviklingen i det midtjyske. Ikke mindst ude på de store hedearealer omkring og vest for Silkeborg. Planen var, at pramfarten skulle ophjælpe det midtjyske landbrug, og man forestillede sig mængder af korn transporteret fra det midtjyske ud til kystkøbstæderne. Gudenåen blev nok en gang grundigt kortlagt i 1846.
Projektet var lige ved at kuldsejle, før det rigtigt kom i gang. Rigsdagens udvalg kom nemlig med den indstilling, at man ikke skulle bevilge beløb til at gå i gang med arbejdet, men derimod kun bevilge et langt mindre beløb til at undersøge forholdene, herunder muligheden for dampskibskraft.
Det fik folketingsmedlem Linnemann, Randers 2. Kreds til at gå til modoffensiv. Han indleder sin tale med en lille underdrivelse: ”Jeg kan ikke nægte, at jeg ikke er synderlig tilfreds med det resultat, hvortil udvalget er kommet” (Rigsdagstidende 1851). Linnemann oplyser i sin tale, at det koster 20 rdl at leje en pram til hele turen Silkeborg-Randers, og at turen varer 7-8 dage. Der findes to typer pramme på åen, og varetransporten er især brænde, tørv og mursten. Linnemanns aktion lykkes, og projektet kan gå i gang i 1851.

Projektet begyndte med den sværeste strækning:
Kongensbro-Frisholt. Den blev næsten færdig i sæsonen 1851/52. Så løb projektet ind i ny modstand. Handelskredse i Randers og folk i Silkeborg med Michael Drewsen i spidsen kritiserede det udførte arbejde sønder og sammen. Det ville ikke stå vinteren over.

Arbejdet lå stille i 1852-53, men herefter bevilgede staten pengene til det videre arbejde.

Etaperne var:
Kongensbro-Frisholt 1851-52
Kongensbro-Svostrup 1854-55
Svostrup-Resenbro 1855-56
Resenbro-Silkeborg 1856-57
Frisholt-Tange 1857-58.

Arbejdet var grundigt og solidt. Trækstien blev overalt ca. 3 meter bred og hævede sig ca. 2 meter over sommervandstand. Åen fik en sejlbredde på ca. 13-15 meter (så to pramme kunne passere hinanden) og vanddybden var garanteret en lille meter selv i lavvandsperioder. Trækstien blev en regulær vej, der blev anlagt broer, stenkister m.m. over vandløb.

Den nye træksti kom til at gå på venstre side. Åen blev flere steder reguleret, så skarpe sving blev undgået, og den blev opmudret og et utal af sten fjernet.
1850’ernes store projekt blev sluttet af med et nyt regulativ af 1861, hvorefter pramfarten fik fortrinsret på Gudenåen. Alt var nu klar til en glorværdig fremtid. Problemet var blot, at udviklingen overhalede pramfarten indenom, først og fremmest ved jernbanen.

ÅLEGÅRDE OG ERSTATNINGER

Den klassiske artikel om dette projekt er J.C. Hansens artikel ”Trækstien og pramfarten på Gudenåen” trykt i Viborg Amt 1936. J.C. Hansen giver et grundigt indblik i erstatningssager m.m. Herved tegner der sig følgende billede:
Ved lov af 1807 var anlæggelse af nye ålegårde i åen forbudt. I 1809 var der ca. 6 ålegårde, men det tal var i 1840’erne steget til 17. Endvidere kan man iagttage, at den nye aktivitet langs åen også udspringer af 16 lokale ladepladser på strækningen.
Ladepladsejerne fik gerne en mindre erstatning i forbindelse med projektet i 1850’erne.
Lodsejerne fik til sammen ca. 100.000 rigsdaler i erstatning. Erstatningen var todelt: dels fuld erstatning for det areal, der blev inddraget ved anlæggelse af trækstien. Og dels en væsentlig mindre erstatning for ”forringelse” af jordstykket mellem trækstien og åen. Det var nemlig fortsat lodsejerens private ejendom, men det kunne ikke bruges til ret meget.
De mange ureglementerede ålegårde blev fjernet, og andre fik erstatning, ca. 15-20.000 rigsdaler. Ålegården ved Resenbro var dog så værdifuld, at man simpelthen fravalgte at fjerne den. Det ville være for dyrt.

BJERRINGBRO OG ANS

Randers og Silkeborg skiller sig hele tiden ud i beretningen om Gudenåen som transportvej, men det må være på sin plads at nævne, at to andre lokaliteter i denne periode voksede op i ly af pramfarten: Bjerringbro og Ans.
Bjerring Mølle var omladsplads for transporten Silkeborg-Randers, fra små til store pramme. Det var her, lejemændene blev afmønstret og drog tilbage til Randers. Trap Danmarks første udgave o.1860 bevidner netop, at det er befolkningen i de to nærliggende sogne, Sahl og Gullev, som har noget erhverv ved pramfarten på Gudenåen.
Ans var nok den lokalitet, som nød størst gavn af pramfarten. Problemet var blot, at denne udvikling ikke fortsatte, da jernbanen indtog egnen. Det gav et løft til Bjerringbro (og Langå) – men gik altså uden om Ans.

PRAMME OG PRAMFRAGT

Prammen på Gudenåen blev også kaldt for en ”kaag”. Prammen var fladbundet med et stort ror, som kunne reguleres. Langs med rælingen var et gangbræt, hvor prammanden kunne gå og stage. Prammen havde en lille kahyt – i flere både - foran og bag. Prammene var selvfølgelig af forskellige størrelser. De mere almindelige pramme var 10-12 meter lange og ca. 4 meter bredde, mens de største pramme kunne være op til 24 meter lange og 6 meter bredde. Prammen var velegnet til godstransport – og ikke beregnet til persontransport. Prammen kunne føre sejl, hvis vejret var til det.

Turen Silkeborg-Randers t/r tog en uges tid. Fra Silkeborg gik turen let nok – med strømmen. Det kunne tage 1-2 dage. Turen Randers-Silkeborg kunne tage noget længere tid.
Fra Randers foregik den første del af turen ved prammens faste mandskab (normalt to mænd) og så de såkaldte lejemænd (løn: 4 kr. pr. tur + kaffe + brændevin), som hjalp med at trække prammen til Bjerringbro. Herfra var menneskekraft ikke nok, så lejemændene blev afmønstret, og hestekraft tog over. Ved Resenbro ålegård var forholdene så vanskelige, at der var et spil opsat til at trække prammen igennem.

Hvor mange pramme var der på Gudenåen i pramfartens velmagtsdage? Det er meget svært at sige præcist, men mit bud er ca. 80-120 pramme. Og 120 pramme er nok i overkanten. Det var relativt få pramme, der så at sige sejlede i rutefart mellem Silkeborg og Randers. Mange blev drevet lokalt.
Over tid kan man med forsigtighed anslå prammenes antal til at være:

1830´erne: 30-40 pramme
1840´erne: 40-60 pramme
1850´erne: 80-120 pramme Hvad blev der så transporteret på prammene? Først og fremmest brænde, tørv og mursten. Og fra Randers tømmer og købmandsvarer. Bjarne Harboe har dokumenteret, at komiteens drømme om transport af landbrugsvarer fra det midtjyske aldrig blev til virkelighed. Hvis der en sjælden gang blev sendt en pram med korn, var det som betroet gods.

Vi har oplysninger om pramfarten i månederne april-oktober 1861. 69 pramme anløb Silkeborg i denne periode med følgende indhold: 22 med tømmer, 30 med købmandsvarer, 12 med kul, 1 med bark og 4 med kalksten. 47 pramme gik fra Silkeborg 39 med brænde og tørv, 7 med mursten og 1 med flyttegods. (Kilde: Henning Johannsen 1979)

NEDGANGSPERIODE

Jernbanens fremmarch Århus-Langå-Viborg 1862-1863, Århus-Silkeborg 1871 og Silkeborg-Herning 1877 var begyndelsen til enden for pramfarten. Det skete dog ikke på én gang. Birkedommer Drechsel skrev således i sin byhistorie fra 1880:
”Gudenå er og bliver en yderst vigtig færdselsvej. Bortset fra, at forholdene er en del forandrede derved, at Silkeborg har fået sin jernbane, ad hvilken det meste gods tilføres den, som før passerede Gudenå, er der dog meget tilbage af åfarten. En stor mængde grove købmandsvarer forsendes ad denne vej, ligesom alt her fabrikeret papir, bestemt til København".
Trap 2. Udgave (1875) nævner da også under Randers, at ”der føres nogen trafik af betydning” på Gudenåen, mens pramfarten på Nørreåen stort set er ophørt. Nedad gik det imidlertid.
Maleren Hans Smidth besøgte Gudenåen i sommeren 1886, og her skrev han om sine oplevelser ved Svostrup Kro. Hans skildring levner ingen tvivl om, at pramfarten er sygnet hen og kun er en skygge af sig selv – og der siges direkte ”men pramsejladsen er omtrent forsvunden”. Og så skildres, hvad der er tilbage: ”En gang om ugen sender papirfabrikken i Silkeborg sin pram til Randers, desuden er der lidt sejlads med brænde og nogle mergelpramme – det er alt, hvad der er tilbage af Gudenåens store handelsflåde”. Og pramfarten er allerede så meget historie – at overdrivelserne kan få frit løb: ”Der lå så ofte snese af pramme fortøjede ud for færgegården, som genlød af tummel og svir”.

Gudenåens betydning som regional transportvej var historisk set ganske kortvarig. Fra 1880’erne havde Gudenåen kun lokal betydning for pramme med transport af især mursten, mergel og tørv.

REFERENCER:

Hans Boe: Trækstien ved Silkeborg Langsø (1996)
J.C. Hansen: Trækstien og pramfarten på Gudenåen. (Årbog. Udgivet af Historisk Samfund for Viborg Amt 1936)
Bjarne Harboe: Silkeborgskovene og H.P. Ingerslev 1806-23 (i Skovhistorie. Bol og By. Landbohistorisk Tidsskrift 1994:1)
Bjarne Harboe: Handel og pramfart i Midtjylland i 1800-tallet (i Fortid og Nutid oktober 1999).
Henning Johannsen: Pramfarten på Gudenåen 1800-1918 (Utrykt speciale fra Historisk Institut på Aarhus Universitet 1979)
Finn H. Lauridsen: Gudenå og Nørreå som transportveje. Drøm og virkelighed (i Ole Warthoe-Hansen m.fl.: Søkøbstaden Randers. Flodhavn og købmandsby (1980)).

MUSEUM SILKEBORG

Museet i historien………….

Af Keld Dalsgaard Larsen

Uden museum ingen fremtid. Så enkelt kan det udtrykkes. Nogle tror måske, at museer handler om fortiden. Men det er langt fra hele sandheden. Museer handler i lige så høj grad om nutiden og fremtiden. Et museum er et vidnesbyrd om, at et samfund ønsker at markere sig som fællesskab. Et museum er med til at skabe og vedligeholde fællesskab, give fællesskabet perspektiv og identitet. Et stabilt og levedygtigt samfund skal have nogle fortællinger, som sætter fællesskabet i perspektiv med hensyn til fortid, nutid og fremtid. Hvem er vi? Hvor kommer vi fra? Hvad vil vi? Et museum er altid et museum i tiden. Det gælder også Museum Silkeborg.  

Museum Silkeborg er et relativt nyt fusionsmuseum med en lang historie. Museum Silkeborg er et statsanerkendt lokalmuseum med Silkeborg Kommune som musealt ansvarsområde. Museum Silkeborg skal dokumentere og fortælle Silkeborgs og silkeborgensernes historie. Fra de ældste tider til i dag.

Samfundsudviklingen har altid indflydelse på museernes virke. I stort og småt. Skabelsen af Ny Silkeborg Kommune pr. 1. januar 2007 var den direkte anledning til Museum Silkeborg ud fra ønsket om en kommune – et museum.
Silkeborg Museum og Blicheregnens Museum blev slået sammen pr. 1. januar 2009 til Silkeborg Kulturhistoriske Museum. Papirmuseet Bikuben kom til pr. 1. januar 2012. Det nye fusionsmuseum ændrede i sommeren 2013 navn til Museum Silkeborg med nyt fælles logo og fælles hjemmeside

Museerne er som en del af lokalsamfundet altid en del af tidens gang, mode og luner.
Silkeborgområdets hidtidige største anlægsarbejde kom naturligt nok til at præge det nye fusionsmuseum. Motorvejen ved Silkeborg gav travlhed for museets arkæologiske virke. Aldrig nogensinde har der været så megen arkæologisk aktivitet i kommunen. Store forandringer i nutiden kommer herved til at give stor ny viden om egnens fortid. Motorvejsudgravningerne er endnu ikke tilendebragt, men i perioden har der været afholdt mange arrangementer i udgravningerne, holdt talrige foredrag, skrevet artikler og skabt små og store udstillinger om de foreløbige resultater. Den nye informationsteknologi er inddraget i formidlingen, og på museets hjemmeside kan man følge med i arkæologernes hektiske aktiviteter. Der er i sandhed blevet gravet i vor historie – og resultaterne vil blive mere og mere synlige de kommende år.  

Inden for de seneste 5-8 år har strikning og håndarbejde fået en gevaldig renæssance med stor interesse for såvel de gamle teknikker som en kreativ udvikling af de gamle traditioner. Museum Silkeborg var aktiv i projekt TRÅD og har i perioden fra 2008 haft en lang række store og små udstillinger, workshops og events med strikning, broderi og andet håndarbejde. Blandt initiativerne er en ny tradition med et kunsthåndværkermarked på Hovedgården i november. Museum Silkeborg opfatter dette arbejde som en naturlig forlængelse af egnens kulturhistorie som en del af den oprindelige ”bindeegn” i Jylland.   

Museum Silkeborg ønsker at være et moderne museum til tidens mennesker. I alt hvad museet gør lige fra udstillinger og hjemmesider til publikation og events. I ønsket om at gøre den lokale kulturarv levende og relevant for silkeborgenserne og vore gæster.
Museum Silkeborg har et solidt lokalt og folkeligt fundament ved de tre støtteforeninger som grundpiller.
Museum Silkeborg tegnes af museets direktør. Dette hverv forestod Christian Fischer frem til sommeren 2012, hvor Ole Nielsen tog over.

Museum Silkeborg har tre afdelinger i form af de tre tidligere selvstændige museer: Silkeborg Museum (Hovedgården), Blicheregnens Museum med Blicheregnens Arkiv og Papirmuseet Bikuben.
Museets historie tager sit afsæt i de tre afdelingers særskilte historier:
Hovedgården (Silkeborg Museum)
Blicheregnen (Blicheregnens Museum)
Papirmuseet (Papirmuseet Bikuben)

Henvisninger:
Keld Dalsgaard Larsen (red): Silkeborg Kulturhistoriske Museum. Midt i vadestedet (2012).
www.museumsilkeborg.dk

Marts 2014

Silkeborg museum

En historie…………

Af Keld Dalsgaard Larsen

Tiden 1899-1939
Silkeborg er en ung by fra 1846, og nybyggerne tænkte ikke på at indrette museum på den hurtigt voksende handelsplads. Indbyggerne havde travlt med at skabe et nyt samfund med rådhus, kirke, jernbane, sygehus og alt det øvrige. Museumsplaner var fremme i forbindelse med etableringen af et bibliotek i 1899, men det blev en anden begivenhed, som banede vejen for byens museum: Udnævnelse af Silkeborg til købstad i år 1900.
Fabrikant Chr. Hammer havde i årevis samlet oldtidssager rundt om på Silkeborgegnen, og samlingen var ved at sprænge rammerne i privatboligen på Torvet. Med Silkeborgs nye status som købstad mente fabrikanten, at byen burde have et museum – det hørte sig så at sige til som købstad. Derfor forærede Chr. Hammer i 1900 sin samling til Silkeborg Kommune på betingelse af, at kommunen påtog sig opgaven at opbevare og udstille samlingen. Grundstammen i den unge købstads museum var hermed en realitet.
Samlingens tyngdepunkt var genstande fra stenalderen og bronzealderen, men der var også nyere genstande, blandt andet en del våben, husgeråd og gamle pengesedler.
Den 2. april 1904 åbnede museet i et ”museumslokale” i den nye skolebygning på Markedspladsen.
Det nye museum måtte hurtigt sande, at det var en mindre del af et større hele. Skolen kom selvsagt i pladsmangel, og museet måtte flytte fra den ene midlertidige placering til den næste. For til sidst at blive gemt væk. I nogle år under 1. verdenskrig havde museet til huse i den gamle kødkontrol i Fredensgade 17, men lokalerne viste sig uegnede. Museet blev igen pakket væk med håbet om, at museet i 1920 kunne få en blivende placering i den kommende ”kommunale bygning” med varmtvandsbadeanstalt, bibliotek og museum. Silkeborg Museum fik også en plads i bibliotekets ovenlyssal. Men museet måtte dele pladsen med f.eks. skiftende kunstudstillinger. Kulturhistorie og kunst kom til at dele såvel plads som skæbne.

Tiden 1939-1953
Jydsk Forening for moderne Kunst med Martin Kaalund-Jørgensen i spidsen tog i anden halvdel af 1930’erne initiativ til at rejse museumsspørgsmålet. Initiativet mundede ud i en stiftende generalforsamling med henblik på en lokal museumsforening den 1. marts 1939. Mødet vedtog følgende formålsparagraf, som illustrerer mangfoldigheden i det påtænkte museumsinitiativ:
”Formålet er:
1.    at indsamle, opbevare og værne om byens og egnens historiske minder med den allerede eksisterende, Silkeborg kommune tilhørende, historiske samling som grundlag.
2.    at danne en kunstsamling, fortrinsvis repræsenterende dansk kunst fra omkring 1900, dog også ældre arbejder af mere lokal interesse.
3.    at virke for erhvervelse af egen museumsbygning.
4.    andre sider af museumsvirksomhed, f.eks. oprettelse af naturhistoriske, etnografiske eller andre samlinger, kan af bestyrelsen tages op til overvejelser, når der skønnes at være grundlag herfor”.
Museumsforeningens første bestyrelse kom til at bestå af: P. Esben-Petersen, Otto Bisgaard, K.G. Kristiansen, Peder Nielsen, Holger Therkelsen og Elbro. Otto Bisgaard blev formand. Bestyrelsen organiserede sig i tre underudvalg: 1. oldtids- og folkemindesamling, 2. byhistorisk samling og 3. kunstsamling. I denne opdeling kan man ane de kommende institutioner: Silkeborg Museum, Silkeborg Arkiv og Silkeborg Kunstmuseum (i dag Museum Jorn).
Stationsforstander Holger Hansen kom i bestyrelsen i 1943. Hermed var museets kommende ledelse samlet: K.G. Kristiansen, Peder Nielsen og Holger Hansen. Gruppens interne titel var ”arbejdsudvalg”, men i folkemunde blot ”triumviratet”.
Museumsforeningen havde håbet på en ny museumsbygning til 1946, hvor byen kunne fejre 100 års jubilæum. Sådan gik det ikke. Der skulle gå endnu fem år, før en herlig mulighed dukkede op: Etablering af en museumsudstilling i byens ældste bygning, Silkeborg Hovedgård.

Otto Bisgaard kunne den 31. august 1951 byde velkommen til indvielse af Silkeborg Museum på Hovedgården. Formanden understregede, at han ville kalde det for åbningen af en museumsafdeling, idet rammerne var beskedne: en entre, en stue og to loftsværelser til magasin. Det var beskedent, men dog en begyndelse.
Fundet af Tollundmanden i 1950 fik afgørende betydning for Silkeborg Museum. Allerede i november 1951 kunne det slås fast, at Tollundmanden skulle være klenodiet i den kommende oldtidsudstilling på museet. Oldtidsudstillingen åbnede i juli 1952 i en nyinddraget sal med hovedet af Tollundmanden som attraktion.

Tiden 1953-1971
Museumsforeningen arbejdede ufortrødent videre på at få inddraget hele Hovedgårdens vestfløj. Planerne blev fremlagt, og kommunen ville betale halvdelen af omkostningerne, hvis foreningen kunne fremskaffe resten. En lokal husstandsindsamling blev iværksat. Asger Jorn stod for indsamlingsplakaten, og den energiske kunstner indgik i 1953 et såre utraditionelt og frugtbart samarbejde med triumviratet.
Den 27. januar 1954 kunne museumsforeningen åbne det nye Silkeborg Museum på Hovedgården for publikum. Jyllands-Posten havde følgende overskrift og underoverskrift i forbindelse med åbningen: ”Fra den 2000 årige Tollund-mand til Asger Jorns keramik-fantasier. Silkeborg kan på onsdag indvie et lyst og moderne museum, der burde gøre mangen by grøn af misundelse”.
1950’erne var et succesårti for Silkeborg Museum. Men succes giver sine problemer. F.eks. pladsproblemer. Udstillingslokalerne var straks fyldt ud. Ja, overfyldte. I den gamle garage blev der indrettet træskoværksted (1955) og pottemagerværksted (1958).
Museumsforeningen begyndte at arbejde hen imod at overtage hele Hovedgården. Men det havde lange udsigter og krævede blandt andet, at Dronning Louises Asyl flyttede ud af østfløjen. Museumsforeningen måtte finde andre udveje, og en af dem var at flytte kunstsamlingen. Det skete i 1961 med etablering af kunstmuseet i Hostrupsgade.
Silkeborg Museums succesrige arbejde i anden halvdel af 1950’erne resulterede i statsanerkendelse som kulturhistorisk museum i 1959 og som kunstmuseum i 1962.
Silkeborg Museum blev i 1966 opdelt i to selvstændige museer med stiftelsen af den selvejende institution Silkeborg Kunstmuseum.

Holger Hansen, Otto Bisgaard, Peder Nielsen og K.G. Kristiansen omkring Tollundmandens hoved. Otto Bisgaard var museumsforeningens mangeårige formand, de tre andre udgjorde museets triumvirat.

Triumviratet bestående af overbibliotekar Peder Nielsen, stationsforstander Holger Hansen og kriminaloverbetjent K.G. Kristiansen forestod det daglige arbejde. Holger Hansen var hovedansvarlig for det arkæologiske arbejde, herunder udgravninger og konservering. K.G. Kristiansen var foreningens mangeårige kasserer og betegnede sig ellers som altmuligmand. Peder Nielsen klarede alt journaliseringsarbejdet i det ønske, at eftertiden kunne finde ud af, hvad de havde foretaget sig.
Triumviratet blev brutalt ophævet i december 1967, da K.G. Kristiansen og Holger Hansen forulykkede ved et biluheld. Peder Nielsen var nu alene og blev med årene alderdomssvækket. Triumviratets tid var forbi. Et tomrum opstod, og der skulle gå godt tre år, før museumsforeningen fandt en holdbar løsning.    

Tiden 1971-1986  
1971 er et skelsår for Silkeborg Museum. En epoke var slut, og en ny kunne begynde. De engagerede amatørers tid blev afløst af professionel museumsdrift. Sagfører Otto Bisgaard overgav i efteråret formandsposten til Johannes Jensen, og hermed slap den gamle garde fra 1939 definitivt tøjlerne. En af Otto Bisgaards sidste handlinger som formand var ansættelse af magister i forhistorisk arkæologi, Christian Fischer (f. 1944) med tiltrædelse den 1. august 1971.
Christian Fischer stod ved sin ansættelse over for opgaven at bringe Silkeborg Museum op på niveau med, hvad der forventedes af tidens og fremtidens museum. Og det krævede initiativer over et bredt felt. Den danske museumsverden var i voldsomt opbrud og fremgang i 1960’erne og 1970’erne. Museerne fik fagligt personale, som skulle være en garanti for, at lovgivningens intentioner på området kunne efterleves. Museumsopgaverne kan opstilles i de såkaldte ”fem søjler”: indsamling, registrering, bevaring, forskning og formidling af den lokale kulturhistorie fra de ældste tider til nutiden. Christian Fischer måtte sætte ind på alle områder. I begyndelsen som eneste fuldtidsansat.
Indsamlingen i museumsverdenen dækker lige fra store arkæologiske udgravninger til modtagelse af enkeltgaver fra private. Silkeborg Museums arkæologiske udgravninger fik fra 1971 et gevaldigt løft. Den moderne arkæologiske videnskab med dens systematik og dokumentation var kommet til Silkeborg.
Registreringen skal ses i tæt sammenhæng med museernes indsamling. Det er ikke nok at indsamle – sagerne skal også registreres, så man kan sikre den viden, der er indsamlet, med henblik på f.eks. videre udforskning eller formidling. Christian Fischer foretog løbende registrering af de løbende indsamlinger (f.eks. udgravningerne) og satte også ind på at få styr på de samlinger, som lå noget hengemte i museets magasin. I dette arbejde fik museet god hjælp fra tidens militærnægtere.

Bevaring af de indsamlede fund og de indkomne gaver er uomgængeligt. Det giver ingen mening at indsamle kulturhistoriske klenodier, hvis de efterfølgende blot går til på grund af dårlig opbevaring. Christian Fischer slog straks til lyd for, at der blev knyttet en konservator til museet. Med udgangen af 1978 kom det gode budskab: Museet fik en konservator, og den gamle hestestald blev indrettet til konserveringsværksted.
Formidling kom fra 1971 i centrum på museet. Christian Fischer lagde fra starten vægt på især tre områder: særudstillinger, foredrag og kontakten til skolerne. Museet tog initiativ til at komme ud på skolerne, og Silkeborg Museum fik udarbejdet undervisningsmateriale af forskellig art. Ikke mindst ”stenalderkassen” blev et eftertragtet tilbud til skoleklasser, hvor skoleeleverne selv kunne røre og undersøge originalt genstandsmateriale fra vor fjerne fortid.
Museumsforeningen indbød i 1973 til en foredragsaften under overskriften ”Fund og resultater fra museets arbejdsmark”. Interessen viste sig at være så stor, at ”museets arbejdsmark” blev en tradition.
Christian Fischers interesse for og evne i formidling resulterede også i en lang række TV-udsendelser for børn og unge om arkæologi og historie.

Silkeborg Museum havde imidlertid en række problemer, som museumsforeningen og den nye museumsleder måtte finde løsninger på. Især med hensyn til museets pladsforhold og økonomi. Biografgængerne i Silkeborg var fortsat i begyndelsen af 1970’erne en væsentlig finansieringskilde for museet. Det var uholdbart i en tid med stærkt vigende biografbesøg – og stærkt øgede krav til museumsdrift. Silkeborg Kommune måtte gå ind og mere aktivt støtte det lokale museum. Til gengæld betød flere kommunale bevillinger automatisk øgede statsligt tilskud.
Silkeborg Museum havde i årevis ønsket at overtage hele Hovedgården. Det ønske viste sig realisabelt i 1975, hvor Dronning Louises Asyl flyttede ud af østfløjen. Efter en gennemgribende renovering af Hovedgården kunne museet igen åbne med helt nye udstillinger i sommeren 1976. En grundtanke i de nye udstillinger var, at genstandene skulle præsenteres i deres historiske sammenhæng. Det var ikke genstandene som enkeltgenstande, der var i fokus, men deres evne til at bidrage til en historie om fortidens verden.  
De årlige arkæologiske udgravninger var fortløbende mange og omfattende. To store udgravninger af middelalderlige vandmøller – ved Toustrup og Vejerslev – gav genlyd og helt ny viden om denne teknologis indførelse i Danmark. Anlægsarbejdet ved naturgassen midt i 1980’erne resulterede i omfattende arkæologiske udgravninger, der gav grundlæggende ny viden om bosættelse og hverdag på Silkeborgegnen i oldtiden.
Silkeborg Museums mange initiativer, herunder etableringen af det historiske værksted Høgdal var med til at placere museet i et eksklusivt deltagerfelt om æren af at blive Europas bedste museum for året 1983.

Tiden 1986-1996

Christian Fischer fortæller en interesseret skare om museets hovedklenodie, Tollundmanden.

Tollundmanden var og er museets hovedklenodie. Christian Fischer engagerede sig efter sin ansættelse i en mere systematisk forskning af moseliget og mosefund generelt. Udforskningen resulterede i 1970’erne dels i ny viden og dels i, at Silkeborg Museum fik overdraget resterende dele af Tollundmanden fra Nationalmuseet samt moseliget Ellingpigen. Tollundmandens fod kunne således indgå i den nye udstilling på museet i 1976, mens Ellingpigen fik egen montre på museet i 1978. I det følgende årti dannede dette forskningsfelt grundlag for genskabelsen af den hele Tollundmand i 1987, nyopsætning af jernalderudstillingen i 1988 og endelig i etablering af nybyggeriet i museumshaven med indvielse i sommeren 1991.  
I takt med resultaterne var opgaverne kun blevet stedse større. En faglig opgradering og arbejdsdeling var påkrævet. Museet fik i 1986 mulighed for at ansætte to museumsinspektører – Knud Bjerring Jensen og Keld Dalsgaard Larsen – til museets store hovedarbejdsområder, arkæologi og nyere tid.
Silkeborg Museums virke var med årene blevet så alsidigt og omfattende, at museet i 1988 besluttede at udsende første nummer af museets årsskrift, hvor museumsforeningens medlemmer og andre blev grundigt informeret om årets gang, årets udgravninger og undersøgelser inden for kulturhistorien i Silkeborg og på egnen.    
Levendegørelse af fortiden fik ny dagsorden i 1980’erne. Museet havde tradition for levende museum i pottemagerværkstedet, hvor en pottemager af og til viste sit håndværk, og i 1986 kunne publikum møde endnu et gammelt håndværk: Håndgjort papir ved gamle papirmagere fra Silkeborg Papirfabrik. Men tiden krævede større arrangementer. Silkeborg Museum var blandt frontløberne med historiske markeder. Det første jernaldermarked fandt sted i 1989, hvor publikum også kunne følge bygningen af et jernalderhus i museumshaven. Jernalderhuset brændte ned til grunden i 1993, og kun et mirakel og blikstille vejr sikrede, at den voldsomme ild ikke inddrog andre af museets bygninger.   

Silkeborg Museum var igen i pladsmangel. Tollundmanden og hans tid, jernalderen, pressede sig gevaldigt på for at få bedre udstillingsfaciliteter. Samtidig manglede museet også en cafe, særudstillingslokale, foredragssal og magasinplads. Museumshaven havde god plads til en markant nybygning. Men hvordan skulle den finansieres? Villum Kann Rasmussen Fonden trådte sidst i 1980’erne til med en donation på 5 millioner kroner. Silkeborg Kommune trådte til og sikrede den supplerende økonomiske dækning for projektet. Silkeborg Museum kunne i begyndelsen af 1989 engagere MAA Niels Frithiof Truelsen. En proces var sat i gang frem imod den festlige åbning den 2. juli 1991 i overværelse af Dronning Margrethe og Prins Henrik.
Jernalderudstillingen satte et nyt niveau på museet. Temaerne agerdyrkning, jernudvinding, pottemageri, kvindernes verden, mændenes verden, børnenes verden og privat hygiejne blev præsenteret på en ny måde med mulighed for såvel overblik som detailindsigt. Den hele Tollundmand fik en hædersplads i et særskilt rum bagerst i jernalderudstillingen. Nybygningen rummede endvidere en museumscafe, et nærmagasin og et stort foredragslokale, som kunne inddrages til særudstillingslokale. Etableringen af nybygningen skabte grundlag for ændringer i de permanente udstillinger. I det gamle træskomagerværksted blev indrettet papirværkstedet Bøtten.
De bedre rammer gav grundlag for ny aktivitet. Det årlige jernaldermarked fik i 1990’erne følgeskab af ”håndværkermarkederne” med fokus på gamle håndværk. Senere kom andre initiativer til så som pottemagerweekend, pileflettedag, glasweekend og kunsthåndværkermarked.
Foredragssalen i nybygningen skabte rammen om en række særudstillinger lige fra idrætsudstilling i 1994 om SIFs glorværdige danske mesterskab i fodbold til cykel- og knallertudstillinger. 1996 blev året med to store særudstillinger, som satte nye standarder for eftertiden. Silkeborg kunne fejre 150 års jubilæum, og Silkeborg Museum åbnede den 7. januar 1996 særudstillingen ”Vort Silkeborg gennem 150 år”, som gav et historisk tværsnit af Silkeborgs historie. Årets museale hovedbegivenhed var imidlertid særudstillingen ”Ansigt til ansigt med din fortid” i perioden 2. august – 31. oktober 1996 med moselig fra hele Nordvesteuropa. Med Tollundmanden som omdrejningspunkt. Dronning Margrethe gæstede åbningen, og nobelprismodtageren Seamus Heaney holdt åbningstalen.

Tiden fra 1996
Silkeborg Museum fik i 1998 et lille museumsanneks, arbejderboligen på Chr. 8. Vej 52. Grunden hertil var skabt allerede i 1984. Det år købte Silkeborg Kommune ejendommen med henblik på fremtidige museumsplaner. Arbejdermuseet åbnede den 1. maj 1998 med en arbejderlejlighed anno 1910 og en udstilling om arbejderliv i Silkeborg gennem tiderne.

Udstillingen ”Ansigt til ansigt med din fortid”i 1996 var så gennemgribende en begivenhed, at den ikke kunne stå alene. Den krævede en fortsættelse, hvor umuligt det end måtte forekomme. Det lykkedes! Særudstillingen i 2001 fik navnet ”Mosens guder” med fokus på de træfigurer, som var ofret i mosen i oldtiden. Udstillingen resulterede i, at Silkeborg Museum som det første modtog den nystiftede museumspris i 2002. Med hædersbevisningen fulgte et større pengebeløb til en ny udstilling! Den kom i 2005 med titlen ”Ragnarok. Odins verden”. Og endelig fulgte i 2009 udstillingen ”Tollundmandens verden – Fra Bjældskovdal til Athen”, hvor Tollundmanden var den fiktive rejsefører på en tur ud i Europa på hans tid. Kongehuset viste stor interesse for museets satsninger og har beæret museet ved sin deltagelse.
Sikkerhedskravene ved de store museumsudstillinger er med årene blevet astronomiske. Udstillingen ”Ragnarok. Odins verden” nødvendiggjorde såvel helt nye sikkerhedsmontre som konstant opsyn døgnet rundt. En stor kreds af frivillige trådte til og hjalp museet på afgørende vis, hvorved udstillingen kunne realiseres. Mange af de frivillige har siden hjulpet museet på en række områder.

Formidling af historie og arkæologi for børn og unge har lige siden 1971 haft høj prioritet. En skelsættende begivenhed i dette arbejde skete på jernaldermarkedet den 2.-3. august 1997, hvor TV-manden Pet van Deurs sammen med ”ravnemor” Mette Bundgaard stod for stiftelsen af museets ”Hugin og Munin”-klub. Klubben har siden været et enestående tilbud til lokale børn og unge med interesse for historie og arkæologi, og ravnemor Mette Bundgaard står fortsat i spidsen for de mange aktiviteter.

Samfundet indvirker generelt og lokalt til stadighed på museets daglige arbejde. I stort og småt. Silkeborg Papirfabriks lukning i maj 2000 var en begivenhed, som kom til at lægge beslag på mange ressourcer. Hvordan sikre kulturarven efter Silkeborg Papirfabrik? Ville det ikke være selvfølgeligt med et papirmuseum på området? Resultatet blev åbningen af den selvejende institution Papirmuseet Bikuben den 2. juli 2004 med Bent Schmidt Nielsen som museumsleder. Det lille demonstrationsværksted Bøtten på Silkeborg Museum blev derefter indrettet til Børnenes Museum, hvor skoler og børnegrupper har mulighed for at arbejde med historien.

Den digitale teknologi har skabt kolossale forandringer også på museet. Skrivemaskinerne er pakket væk og erstattet af flere generationer computere. Internettet har overtaget denne form for kommunikation. Silkeborg Museums egen hjemmeside www.silkeborgmuseum.dk blev introduceret i år 2000.
Den kommunale strukturreforms ikrafttrædelse pr. 1. januar 2007 skabte igen nye betingelser for Silkeborg Museum. Museets ansvarsområde var frem til 2007 Silkeborg, Them og Gjern kommuner og hovedparten af Ry Kommune med undtagelse af det gamle Dover sogn med Ry Stationsby. Med den nye Silkeborg Kommune bestående af de tidligere Silkeborg, Them, Gjern og Kjellerup kommuner ændredes ansvarsområdet, så det følger kommunegrænsen. Silkeborg Museum måtte afgive sit ansvarsområde i Ry Kommune til Skanderborg Museum. Til gengæld overtog museet det arkæologiske ansvarsområde i den tidligere Kjellerup Kommune fra Viborg Museum.
De arkæologiske opgaver pressede sig i det hele taget på efter årtusindskiftet. Højkonjunkturen resulterede i øget byggeaktivitet, og med den projekterede motorvej ventede nye store opgaver. Silkeborg Museum ansatte i konsekvens heraf endnu en arkæologisk museumsinspektør, Peter Mohr Christensen, i foråret 2008.
Den nye Silkeborg Kommune kom til verden med to statsanerkendte lokalmuseer: det foreningsejede Silkeborg Museum og det kommunale Blicheregnens Museum i Thorning. Blicheregnens Museum varetog ”nyere tid” i Kjellerup Kommune. Den nye kommunale virkelighed gjorde, at de to museer blev sammenlagt pr. 1. januar 2009 til Silkeborg Kulturhistoriske Museum (fra juli 2013 Museum Silkeborg).  
Silkeborg Museum er museum i tiden. Og har altid været det. Museet har konstant ydet sit – og arbejdet fortsætter nu i som en del af Museum Silkeborg.

Henvisninger:
Keld Dalsgaard Larsen: Til megen glæde. Af museets historie (Silkeborg Museums Årsskrift 1989).
Keld Dalsgaard Larsen: Museet i tiden (Silkeborg Museums Årsskrift 2006/2007).
Silkeborg Museums Årsskrift 1988-2009.
www.museumsilkeborg.dk

marts 2014

Papirmuseet

En historisk skitse……………..

Af Keld Dalsgaard Larsen

Kulturarven efter Silkeborg Papirfabrik
Silkeborg Papirfabrik lukkede med udgangen af maj 2000.  Byen Silkeborg og Silkeborg Papirfabrik var vokset op sammen lige siden den spæde start 1844-1846. Silkeborgenserne har udråbt Michael Drewsen som Silkeborgs grundlægger og i taknemlighed rejst en statue af ham på Torvet. By og fabrik var forbundne. Silkeborg Papirfabrik virkede som et pulserende hjerte midt i byen. Døgnet rundt. Året rundt. I 156 år. Men i sommeren 2000 stoppede papirmaskinerne for altid, og papirarbejderne forlod fabrikken. Hvad skulle der blive af området, maskinerne, arbejderne og kulturarven efter papirfabrikken?  
Silkeborg Papirfabrik udviklede sig efter år 2000 til bydelen Papirfabrikken. I de gamle fabriksbygninger blev produktion af papir erstattet af travle folk, der havde hænderne og hovederne fulde med byens avis, gæstende folk, revision, madlavning, rådgivning, biografforestillinger og meget andet.
Under denne historiske transformation opstod der et ønske om at sikre kulturarven efter Silkeborg Papirfabrik. Var det muligt midt i alt det nye? Silkeborg Museum blev inddraget og kom hurtigt med et konkret forslag: Etablering af et papirmuseum i ”den gamle bøtte”, Silkeborg Papirfabriks produktionslokale for håndgjort papir. Løsningen var oplagt og alligevel ganske vanskelig at realisere.
Silkeborg Papirfabrik havde i over 100 år været Danmarks papirfabrik for de fineste papirkvaliteter. Og det fineste af det fine papir var håndgjort papir, som Silkeborg Papirfabrik havde en lang tradition for. Gennem de sidste årtier var den håndgjorte produktion foregået i ”den gamle bøtte”. Her foregik omkring 1960 den sidste produktion af håndgjort papir til de danske pengesedler. Denne produktion var omgæret af store sikkerhedsforanstaltninger, og derfor skulle alle arbejdsprocesser være samlet inden for samme dør. Den gamle bøtte rummede således alle processer lige fra råstofproduktion over papirproduktion til tørring og efterbehandling. Silkeborg Papirfabrik havde gennem årene værnet om dette historiske miljø, og ved lukningen i 2000 stod produktionslokalet fortsat intakt, som om papirmagerne lige havde forladt arbejdet for en kort stund. Var det muligt at genoptage aktiviteterne i disse enestående rammer? Det var opgaven efter år 2000.
At drømmen om et papirmuseum blev til virkelighed skyldtes et hav af omstændigheder. Hårdt arbejde, held, tilfældigheder og allehånde støtte. Den gamle bøttebygning lå på allerbedste plads lige ud mod Langebro. Her blev Jysk Musik og Teaterhus opført, og den nye kulturbygningen omsluttede den gamle fabriksbygning. Bikubenfonden gav en milliondonation til et papirmuseum i de gamle lokaliteter i det nye kulturhus. Denne generøse gestus er baggrund for navnet, Papirmuseet Bikuben. Silkeborg Kommune gav tilsagn om driftsmidler. De fysiske rammer var ved at falde på plads, og de organisatoriske rammer blev etableret ved den selvejende institution Papirmuseet Bikuben. Silkeborg Museum gik herefter i gang med projektering og indretning af papirmuseet. Anstrengelserne bar frugt, og Papirmuseet Bikuben åbnede den 2. juli 2004 med Bent Schmidt Nielsen som museumsleder.

Papirmagerlauget
Papirmuseet var i den lykkelige situation at udspringe af en lang papirtradition. Som med lidt god vilje kan føres helt tilbage til slutningen af 1600-tallet. Gamle papirmagere begyndte i 1986 på Silkeborg Museum at demonstrere det gamle håndværk, håndgjort papir. Holger Madsen, Leo Laursen og Henry Jensen var oplært ved det håndgjorte papir på Silkeborg Papirfabrik og havde været papirmagere i årtier. Som pensionister fik de lyst til at vise nye generationer det gamle håndværk. Det kunne ikke ske på Silkeborg Papirfabrik, da det var sikkerhedsområde. Silkeborg Museum kom derfor til at danne rammen om demonstrationerne. De gamle papirmagere blev så glade for samarbejdet med museet, at de tog initiativ til skabelsen af Danmarks Papirmagerlaug. Gamle papirmagere udgjorde i begyndelsen grundstammen i lauget, men hurtigt kom først papirkunstnere og dernæst papirinteresserede med. Danmarks Papirmagerlaug sikrede i perioden 1986-2003 et erfaringsforum for det gamle håndværk, hvor nye generationer fik kendskab til håndværket, dets historier og traditioner.  
Holger Madsen, Leo Laursen og Henry Jensen var oplært af papirmagere fra Strandmøllen ved Mølleåen. Strandmøllen var Danmarks gamle papirmølle, hvor det håndgjorte papir var blevet produceret siden 1600-tallet. Men i 1899 flyttede Strandmøllens papirmagere og udstyr fra Strandmøllen til Silkeborg, og traditionen fortsatte i Silkeborg.
Danmarks Papirmagerlaug var en afgørende forudsætning for etableringen af Papirmuseet Bikuben i 2004. De få tilbageblevne papirmagere og de nyoplærte laugsmedlemmer sikrede i samarbejde med museumslederen papirmuseets produktion og formidling.
Museumsleder Bent Schmidt Nielsen gav også det nye papirmuseum en historisk kontinuitet tilbage til Silkeborg Papirfabrik. Bent Schmidt Nielsen havde været ansat på Silkeborg Papirfabrik i 27 år og havde et omfattende og alsidigt kendskab til produktionen på alle niveauer.  

Papirmuseet Bikuben
Papirmuseet Bikuben åbnede som et arbejdende museum med produktion af håndgjort og som specialmuseum for papirfremstilling i Danmark.
Papirmuseet er et levende museum, hvor publikum træder direkte ind i det historiske produktionslokale for håndgjort papir. Her lugter af papir. Publikum kan under et besøg selv forsøge sig som papirmagere, se udstilling om Silkeborg Papirfabrik og dansk papir, se film om dansk papirproduktion og besøge et mindre papireksperimentarium.
Produktionslokalet er i sig selv det museale hovedklenodie. Her kan publikum se alle faser i papirfremstillingen, og opleve den gamle ”hollænder” og de gamle ”øsebøtter”. Det historiske interiør er enestående i Danmark, i Europa og i verden.

Bent Schmidt Nielsen ved øsebøtten som med en interesseret skoleklasse.

Papirmuseet Bikuben tager udgangspunkt i Silkeborg Papirfabrik og den håndgjorte papirproduktion. Papirmuseets udstillingsfaciliteter er begrænsede. Formidlingen af den generelle papirhistorie sker derfor i vid udstrækning på papirmuseets hjemmeside. Papirmuseet udsender også ved jævne mellemrum ”Bøttenyt” til Papirmagerlaugets medlemmer og andre interesserede.
Papirmuseet Bikuben var frem til 2012 en selvejende institution med egen bestyrelse. Museet sad til leje hos Jysk Musik og Teaterhus, Silkeborg Kommune garanterede en vis driftskapital, og de mange frivillige i Danmarks Papirmagerlaug var sikkerhedsnettet i den daglige drift. Hele museets eksistens var præget af på den ene side stor entusiasme og på den anden side en stor økonomisk sårbarhed. Økonomien var altid kneben. Alligevel blev Papirmuseet en lokal attraktion med årlige særudstillinger og mange events. Papirmuseet havde gennem mange år et tæt samarbejde med papirkunstnere, og flere af arrangementerne skete i samarbejde med Kulturspinderiet på Papirfabrikken.
Papirmuseet Bikuben lykkedes med – trods spinkel økonomi – i perioden 2004-2010 at sikre kulturarven efter Silkeborg Papirfabrik, være produktionssted for håndgjort papir og museum med udstillinger og publikumsaktiviteter.
Silkeborg Kommunes store sparerunde i 2010 fjernede med ét Papirmuseets fundament. Lukningen af papirmuseet var stort set en realitet. At det alligevel ikke skete, skyldes mest af alt et sammenbragt mirakel opstået ved hårdt arbejde, opofrelse, folkelig støtte og generøsitet fra en række instanser. Papirmuseet overlevede mirakuløst 2011, og herved blev der tid til at lancere en mere permanent løsning: Fusion med Silkeborg Kulturhistoriske Museum pr. 1. januar 2012.
Papirmuseet Bikuben er i dag en afdeling under Museum Silkeborg, og papirmuseet er fortsat såvel et lokalmuseum med udgangspunkt i Silkeborg Papirfabrik som et specialmuseum for dansk papirfremstilling gennem historien.

Henvisninger:
Keld Dalsgaard Larsen: Oldermand og svendebrev. Om håndgjort på Silkeborg Museum (i Silkeborg Museums Årsskrift 2003)
Keld Dalsgaard Larsen (red): Silkeborg Kulturhistoriske Museum. Midt i vadestedet (2012).
www.museumsilkeborg.dk

Marts 2014  

BLICHEREGNENS MUSEUM
En historisk skitse………..

Af Keld Dalsgaard Larsen

Realiseringen 1979
Etableringen af Kjellerup Kommune i 1970 fordrede et væld af initiativer. Store som små. Blandt de store var opførelsen af et nyt og fremtidssikret rådhus i Kjellerup by. Blandt de mange andre opgaver, der pressede sig på, var en afklaring på den nye kommunes museumsvæsen. Kjellerup Kommune kom til verden med tre små, private lokalmuseer i henholdsvis Hinge, Kjellerup og Thorning. Hvad skulle man stille op med dem? Skulle kommunen i det hele taget have et selvstændigt museum? Og i givet fald, hvor skulle det være?
Kjellerup Kommune var grundlæggende positiv over for museumstanken. Opgaven var at finde en farbar vej.  
Ingen af de tre eksisterende lokalmuseer egnede sig umiddelbart til at blive gjort til et samlet kommunalt hovedmuseum. Men Thorning Museum var det bedste udgangspunkt. Ikke så meget på grund af den eksisterende museumsbygning i form af E Thueninghus. Men på grund af kredsen omkring museet med den lokale kørelærer Aksel Nielsen i spidsen. Kjellerup Kommunes museumsinitiativ begyndte med at undersøge mulighederne i Thorning.

Museet i Thorning i baggrunden og arkivet i forgrunden til højre. I venstre side en mindesten over St. St. Blicher.

Museumstanken fik vægtig støtte fra Viborg Stiftsmuseum og den karismatiske museumsleder Peter Seeberg. Viborg Stiftsmuseum havde allerede i 1960’erne haft et godt og konstruktivt samarbejde med Thorning Museum og Aksel Nielsen. Peter Seeberg var museumsmand med pondus, visioner og en solid pragmatisme. Det skulle i vid udstrækning blive dygtige museumsmennesker fra Viborg, som hjalp Kjellerup Kommunes nye museum i vej. Men først skulle museets fysiske rammer afklares.
Historien er fuld af tilfældigheder og sammentræf. Et museum pressede sig på i Thorning. Samtidig gled en gammel tradition bort samme sted: Præstegårdens avlsbygninger ophørte med landbrugsdrift med udgangen af 1975. Kunne de eksisterende avlsbygninger og forpagterboligen bruges til museum? Umiddelbart lød det næsten for godt til at være sandt – men det burde da undersøges. Igen med hjælp fra Viborg Stiftsmuseum. Arkitekt Hans Langballe blev sat på opgaven. Nemt og lige til var det langt fra, men løsningen blev fundet: Kjellerup Kommunes nye museum kunne og skulle etableres i Thorning Præstegårds gamle avlsbygning og forpagterbolig.
Museumstanken krævede også styr på museumssamlingerne og planer for de kommende museumsudstillinger. Dette arbejde skete i dialog mellem tre mænd: Den lokale Aksel Nielsen, biologen og geografen Thorkild Funder og arkæolog ved Viborg Stiftsmuseum Johan Granberg. Hver for sig og sammen skabte de et enestående grundlag for det kommende museum.
Museumsplanerne var dog aldrig blevet til noget uden det store lokale engagement. Thorningfolkene havde gode erfaringer. I forbindelse med festlighederne for St. St. Blichers 150 år i 1932 havde lokale kræfter opført stykket E Bindstouw og herved skaffet midler til det første museum i Thorning. I oktober 1976 tog en ny generation lokale ildsjæle ideen op igen og opførte E Bindstouw med henblik på at fremme de nye museumsplaner. Succesen var overvældende, og det gav såvel opmærksomhed som midler til det kommende museum. Jorden var gødet og klar. Lokalbefolkningen satte den 19. november 1976 trumf på ved stiftelsen af Blicheregnens Museumsforening.
Den 25. august 1979 oprandt den store dag: Kjellerup Kommunes nye museum kunne indvies under navnet Blicheregnens Museum. Ca. 700 mødte frem til denne skelsættende begivenhed. Museumsleder Peter Seeberg karakteriserede i sin åbningstale lokalbefolkningen således:
”Folkene her satser meget stærkt på tre ting: 1. at de kan huske 2. at de kan fortælle 3. at de gør noget ved det. De er ikke blot vågne, der er en næsten uregerlig interesse for det historiske”.
Med et sådan skulderklap kunne lokalbefolkningen i Kjellerup Kommune ranke ryggen og være stolte af deres nye museum i Thorning.

Statsanerkendelse 1991
Blicheregnens Museum åbnede i 1979 som Kjellerup Kommune kulturhistoriske museum for historiske tid, for ”nyere tid”, mens Viborg Stiftsmuseum fortsat havde det arkæologiske ansvarsområde.
Aksel Nielsen var selvskreven som det nye museums første leder. Også selv om han ikke besad de gængse akademiske kvalifikationer til stillingen. Men så havde han så meget andet: Et enestående lokalhistorisk kendskab, dyb fortrolighed med St.St. Blichers forfatterskab og et lokalt netværk uden sidestykke. Aksel Nielsen personificerede museet og med ham ved roret kunne museet slå dørene op for publikum.

E Thueninghus. Thornings gamle museum på Smedebakken.

Museumsforeningen og Aksel Nielsen gik straks i gang med nye initiativer. I 1980 var det indkøb af Knappes fuglesamling. Med hjælp af Jens Kirkeby fra Naturhistoriske Museum i Aarhus blev fuglesamlingen ordnet og opstillet til turistsæsonen 1980. Den gamle vognport var ved Hans Langballes opfindsomme og konstruktive anvisninger blevet omdannet til udstillingsrum for Knappes Samling.
Blicheregnens Museum var de første år et kommunalt museum uden statsanerkendelse. Men museet ville gerne ”statsanerkendes” for dermed at få det faglige blå stempel og de medfølgende statslige midler. Statens Museumsnævn var positiv, men der var forhold, som skulle bringes i orden. Blandt andet skulle museet have en universitetsuddannet museumsinspektør ansat. Museet projekterede en ansættelse af en museumsinspektør ved siden af lederen Aksel Nielsen. Planen blev aldrig ført ud i livet, idet Aksel Nielsen pludselig døde i maj 1986. En ny situation forelå, og som ny leder faldt valget på Hans Kruse, mag.art. i europæisk etnologi fra Københavns Universitet med tiltrædelse pr. 1. november 1986.
Hans Kruse overtog et museum med masser af potentiale og et stort ønske om statsanerkendelse. Nu skulle den nye leder fører processen til en lykkelig udgang. Og det lykkedes! Kulturminister Grethe Rostbøll meddelte den 6. marts 1991, at Blicheregnens Museum havde opnået statsanerkendelse pr. 1. januar 1991. En ny æra kunne begynde.
Statsanerkendelsen åbnede op for ansættelse af museumsinspektør Peder Hjorth Jensen, som straks gik i gang med udstilling, naturvejledning og historisk værkstedsarbejde. Det gamle museum, ”E Thueninghus” kunne åbne som historisk værksted i maj 1992. Samme år fik museet en tiltrængt tilbygning i form af stort særudstillingslokale. Såvel de økonomiske som de bygningsmæssige rammer faldt hermed på plads til nye store initiativer.

Den uregerlige historiske interesse
Blicheregnens Museum opsamlede den lokale historie. Med afsæt i den nærmest uregerlige lokale interesse for historie, som Peter Seeberg havde konstateret. Udgangspunktet var museets stemningsfulde almueudstilling med vægt på Blichers verden og 1800-tallet. I den gamle kostald blev der skabt en udstilling, som underbyggede det personlige møde med historien. Nutidens mennesker kom tæt på historien og fortidens mennesker.
Blicheregnens Museum sprængte fra begyndelsen den traditionelle museumsformidling ved at kombinere litteratur, kunst, naturhistorie, kulturhistorie, musik og festlighed. Mødet med historien var for alle sanser. Det finkulturelle og det folkelige gik hånd i hånd.  
St.St. Blicher var anledningen for mange arrangementer på museet med læsning, spisning, musik og sang. St.St. Blichers store folkelige kulturarv var en uudtømmelig inspirationskilde for museet.
Kunsten har præget museets særudstillinger. Ofte i samarbejde med Kjellerup Kunstforening og Kjellerupegnens Kunstsamling. Med blandt andet udstillinger med A.C. Laier, Erik Friberg, Viggo Gadegaard, Jens Rosing, Tage Bjerring, Carl Thomsen, Alfred Märtens, Søren Mikkelsen, Marie Dorothea Krabbe, Leif Ragn-Jensen og Erik Mortensen.
Udstillinger med fællestitlen ”Ting og sager” har været en tilbagevendende begivenhed. Her er udgangspunktet ikke en overordnet fortælling, men derimod publikums direkte konfrontation med enkeltgenstande, som har gjort fyldest engang, men som er udgået af dagligbrug og derfor foræret til museet til opbevaring for eftertiden.
St.St. Blichers interesse for marginaliserede grupper var også en arv, museet har vedkendt sig og taget op. Blandt andet i den store vandreudstilling ”Fra Skagen til Fakse – en udstilling om børster, bumser og vagabonder” i 1994 og udstillingen ”Med arbejdet som rettesnor” i forbindelse med døgninstitutionen Oustruplunds 175 års jubilæum i 2005.
Jubilæer kan være gode anledninger til at få væsentlige historier fortalt. Museet har gjort dette lige fra Blichers 200 års jubilæum i 1982 til 850 året for Slaget på Grathe Hede i 2007.
Blandt Blicheregnens mange ”skjulte historier” er den historiske jernudvinding, som har fundet sted på egnen fra jernalderen og frem til middelalderen. Blicheregnens Museum satte fokus på denne kulturarv ved særudstillingen ”Jysk jern” i 1999.
Blicheregnens Museum vandt sig landsdækkende ry for sine store og gode særudstillinger. En enestående manifestation på den urkraft, der er i den uregerlige og folkelige interesse for historie.

Blicheregnens Arkiv – Lokalarkiv Blicheregnen
Blicheregnens Museum etablerede allerede i 1981 Blicheregnens Arkiv. Museum og arkiv gik herefter hånd i hånd med at få dokumenteret Kjellerup Kommunes kulturhistorie. I mange år havde arkivet kummerlige vilkår på museet, men med hjælp fra Blicheregnens Museumsforening og opbakning fra Kjellerup Kommune lykkedes det i 2002 at etablere Blicheregnens Arkiv på adressen Blichersvej 28 i Thorning umiddelbart neden for museet. Hermed var der skabt acceptable arbejdsvilkår for arkivarbejdet. Arkivet har i 2013 fået moderniseret sit navn til Lokalarkiv Blicheregnen.
Arkivets arbejdsområde er fortsat de otte sogne, som frem til 2007 udgjorde Kjellerup Kommune: Grønbæk, Hinge, Hørup, Levring, Sjørslev, Thorning, Vinderslev og Vium sogne. En gruppe frivillige forestår hver tirsdag arkivarbejdet, og den velfortjente kaffepause kan vække minder frem om de hedengangne bindestuer. Den mundtlige fortælling lever fortsat i bedste velgående.

Blicheregnen og Silkeborg
Kjellerup Kommune valgte i 2004 at gå med i Ny Silkeborg Kommune pr. 1. januar 2007. Blicheregnen og Silkeborg blev herved forbundet. Disse administrative forhold fik afgørende indflydelse på Blicheregnens Museum. Med den nye Silkeborg Kommune løsnedes museets historiske bånd til Viborg Stiftsmuseum og det mangeårige samarbejde i amtsmuseumsrådet for Viborg Amt. Silkeborg Museum overtog i 2007 det arkæologiske arbejde i tidligere Kjellerup Kommune, og en fusion var en realitet pr. 1. januar 2009.
Blicheregnens Museum stod ved indgangen til 2009 igen over for en ny epoke med opgaver for hele den nye Silkeborg Kommune samtidig med, at museet – ikke mindst arkivet – har særlige forpligtelser over for kulturhistorien i de otte gamle sogne, som udgjorde Kjellerup Kommune i årene 1970-2006.    

Henvisninger:
Blicheregnens Museumsforening. Årsskrift 1980-1992
Brudstykker fra Blichergnen. Blicheregnens Museumsforening. Årsskrift 1993ff
Peder Hjort Jensen og Hans Kruse: ”Mennesket skal huske sin Fortid”. Femogtyve år med Bicheregnens Museum 1979-2004 (2004)
Keld Dalsgaard Larsen (red): Silkeborg Kulturhistoriske Museum. Midt i vadestedet (2012).
www.museumsilkeborg.dk

Marts 2014

SILKEBORG FATTIGGÅRD 1869-1958

En oversigt

Af Keld Dalsgaard Larsen

Silkeborg Fattiggård på Århusbakken med sygehuset i baggrunden.

Silkeborg Fattiggård eksisterede i perioden 1869-1958. På tre forskellige steder og under tre forskellige navne. Men i folkemunde var fattiggården altid fattiggården.

Silkeborg Fattiggård har ligget i Nygade (1869-1902), på Frydensbjerggård (1902-1942) og på Vester Kejlstrup (1942-1958). Ved indvielsen var navnet Silkeborg Fattiggård. I 1912 blev det ændret til Silkeborg Fattig- og Forsørgelsesanstalt. Navnet blev igen ændret i 1937 til Den kommunale Arbejdsanstalt i Silkeborg.  Navneforandringerne afspejler tidernes skiftende syn på institutionen og dens beboere.

I det første reglement omtales de fattige som ”fattiglemmer” eller blot ”lemmer”. Denne sprogbrug antyder, at samtiden knapt nok opfattede de fattigste fattige som medborgere. I reglementet fra 1912 anvendes generelt betegnelsen ”fattige” om beboerne. Og fra reglementet i 1937 forsvinder alle ord, der relaterer til ”fattig”. Nu bliver beboerne omtalt som ”de trængende”, ”de indskrevne” eller ”personer”.

Oprindeligt regnede man med, at beboerne kunne være unge som gamle, mænd som kvinder, enlige eller ægtepar med eller uden børn. Men med tiden blev der en klar overvægt af enlige ældre mænd. I det 20. århundrede var det uhørt, at børn var at finde på fattiggården i Silkeborg. Man mente ikke, fattiggården var et sted for børn.

Fattiggård efter fattiggård så dagens lys i anden halvdel af det 19. århundrede. Også på Silkeborgegnen. Ønsket var at få styr på dels de fattigste fattige og dels de økonomiske udgifter til denne samfundsgruppe. Fattiggården skulle være et sted, hvor de fattige selv kunne bidrage til deres forsørgelse ved forfaldende arbejde.

Silkeborg Fattiggård var gennem alle årene med landbrug. Fattiggårdens landbrug blev først og fremmest drevet af bestyreren og ansatte karle. Mens beboerne kun hjalp til. Fattiggårdens jorde lå på Østermarken (Århusbakken) og i Funderholme. Fattiglemmerne blev ellers sat til uldbinderi, syarbejde, køkkentjans, husflid af forskellig art m.m. Silkeborgenserne var vant til, at fattiggårdens beboere rykkede ud efter byens hektiske markedsdage for at rydde op.

Hverdagen på fattiggården var præget af regelmæssighed og manglende individuel frihed. Fattiggården var en lille lukket verden med bestyrerparret som autoritativ myndighed over de stort set umyndiggjorte beboere. De sov, spiste og arbejdede efter et skema. Fattiggårdens reglement afspejler en generel forventning om, at de fattige ikke var regelmæssige, arbejdsomme, hygiejniske eller afholdende.

Silkeborg Fattiggård i Nygade viste sig af flere årsager at ligge problematisk. Midt i byen var det mere end svært at kontrollere fattiglemmerne, ikke mindst hvad angik indtagelse af alkohol. Fattiggården lå også på en grund, som meget hurtigt blev ”for værdifuld”. Andre kunne ønske sig grunden til foretagsomme investeringer. Og så var det også besværligt at drive landbrug fra Nygade med marker og engarealer henholdsvis på Århusbakken (Østermarken) og ude i Funderholme. Resultatet blev en flytning i 1902 op til det nybyggede Frydensbjerggård på Århusbakken.

Frydensbjerggård havde plads til ca. 30 fattige, og institutionen fik som noget nyt en ”bølleafdeling”, et internt fængsel til særligt urolige mænd. Herved slap man for at placere disse mænd i Horsens Tugthus – hvilket både var dyrt og besværligt. 

De trængende på Frydensbjerggård var først og fremmest mænd. Normalt var der 3-4 enlige og ældre kvinder – resten var enlige, ældre mænd. Familier med børn kom ikke på Frydensbjerggård. Fattiggården var fuldt belagt i vintermånederne, mens mange af mændene drog ud som vagabonder i sommermånederne. For at vende tilbage når vinteren kom.

Forholdene på Frydensbjerggård fulgte den generelle samfundsudvikling. Traditionen med at spise af samme fad forsvandt helt i 1911. Herefter fik hver egen tallerken, kniv og gaffel. Midt i 1930’erne fik Frydensbjerggård centralvarme og wc med træk og slip. Hermed forsvandt latrinerne på stedet og det arbejde, der var forbundet hermed.

De trængende hjalp til, hvor de kunne, men de var først og fremmest på stedet, fordi man ikke anede, hvor de ellers kunne være.

Frydensbjerggårds landbrug gav i flere perioder i 1920’erne og 1930’erne overskud. Men landbruget blev undergravet af de mange frasalg af jord på området: Til teglværk, sygehus, vandværk og kolonihaver. Godt nok fik institutionen lidt erstatningsjord rundt omkring, men det var en uholdbar udvikling. Løsningen blev en regulær flytning i 1942 til den nedlagte herregård Vester Kejlstrup.

Vester Kejlstrup fik kun otte soverum til de trængende. Tidens tendens var at få placeret målgruppen andre steder. Helst i egen bolig. Det var således en såre lille skare af fattige og marginaliserede, der flyttede med over på Vester Kejlstrup. Drikkeriet var fortsat et problem, og antabus blev tidens nye svar på denne svøbe.

De sidste år på Vester Kejlstrup var uden fastboende klientel. Vester Kejlstrup blev et sted for vagabonder. Denne udvikling havde været undervejs længe, og de sidste reminiscenser af den gamle fattiggårdsinstitution i Silkeborg var reelt forbeholdt landevejens riddere. Og i 1958 var det slut. Vester Kejlstrup lukkede som institution, og området blev udlagt til Silkeborgs nye industrikvarter. Nabo til den gamle herregård byggede tekstilvirksomheden Neckelman.

Silkeborg Fattiggård – bestyrere:

C. Frøberg  1868-1877

V. Larsen  1877-1889

Carl Henriksen  1889-1898

Christian Iversen  1898-1908

Christiansen  1908-1911

Peter Theibel  1911-1920

H. Frank Bundgaard  1920-1926

A.E. Jørgensen  1926-1932

Kristian Rasmussen  1932-1957

Knud Erik Rasmussen  1957-1958.

Henvisninger:

Gunnar Rasmussen: Silkeborg Fattiggaard 1868-1958 (2010)

www.museumsilkeborg.dk – faglig tema fattig og udstødt.

April 2014

MUSIKDIREKTØR BJERREGAARD, KJELLERUP

Af Keld Dalsgaard Larsen

”Musikdirektør Saugman Bjerregaard i Kjellerup er i dag afgået ved døden. …
Bjerregaard har i en meget lang årrække været musikdirektør i Kjellerup, og det Bjerregaardske orkester, der var ret betydeligt 10-12 mand, har præsteret så at sige den orkestermusik, der er hørt her på egnen i de sidste 25 år eller mere”.
Silkeborg Avis kunne den 19. april 1916 skrive disse ord i nekrologen over en af egnens store kulturpersonligheder.
Om hundrede år er alt glemt hævdes det gerne i folkemunde. Sådan er det ikke ganske gået musikdirektør Bjerregaard i Kjellerup, og Museum Silkeborg har gennem år og dag bidraget hertil.
Ditlev Saugmann Bjerregaard (1852-1916) flyttede med familie til Kjellerup i 1886, og allerede året efter blev huset Søndergade 21 rammen for familie og et vidtfavnende musikliv. Ditlev Bjerregaard kom til Kjellerup fast besluttet på at gøre musik til sin levevej. Det var ret beset komplet umuligt, men den musikalske Bjerregaard havde evnerne, modet og viljen til at trodse alle odds.
Bjerregaard var selvlært musiker og tog ud at spille til egnens baller. Det kunne man ikke tjene til livets ophold ved. Der skulle mere til. Meget mere. Bjerregaard sammenstykkede derfor sin levevej med en vifte af musikrelaterede indtægtskilder: Musikforretning, udgivelse af nodehæfter til spillemandsmusik, reparation af musikinstrumenter, musikskole og så musikoptræden til baller og andre festlige sammenkomster i Kjellerup og omegn.
Søndergade 21 havde høj kælder, hvor der var indrettet forretning og musikstue. I forretningen kunne man købe instrumenter, noder osv. – og legetøj. Her kunne købes stort og småt til musikglade midtjyder. I reklameringen oplyses, at Bjerregaard er leveringsdygtig i udmærkede bøhmiske danse-violiner, danske, tyske og belgiske blæseinstrumenter, nysølvs B-trompet og pianoer m.m. Den omtalte danseviolin er ”særlig god forholdsvis til prisen” – og hermed mente Bjerregaard vel, at al tvivl burde være fejet til side. Trompeten kunne erhverves for 90 kr., hvilket var noget af en udskrivning i det herrens år 1908.
Bjerregaard tilbød undervisning til lokale og udenbys elever. I vinterhalvåret drev Bjerregaard pensionat for de udenbys musikelever. Undervisningen foregik i musikstuen i kælderen – samme sted øvede også Bjerregaards Orkester..
Gennem alle årene i Kjellerup udsendte Bjerregaard to gange om året en nodesamling ”Baldanse” til ca. 600 abonnenter over det ganske land. Vel at mærke fortrinsvis egne værker! Bjerregaard var en af tidens mest produktive komponister inden for spillemandsmusikken. Formodentlig ca. 900 kompositioner blev det til inden for valse, polkaer, hopsaer, galopper osv. Folkeligt og fornøjeligt. Abonnenterne havde betalt forud, så Bjerregaard havde et konstant pres på sig for at levere varen – at gå kunstnerisk i stå var en økonomisk umulighed. Og Bjerregaard stod for presset – det blev til 76 hæfter fordelt på 38 årgange.
Ditlev Bjerregaard var således forretningsindehaver, musikskolebestyrer, komponist, udgiver – og så selvfølgelig udøvende musiker alle årene. Når det var stort og fint, så var der bud efter musikdirektør Bjerregaard med stort orkester. Det kunne være til Kjellerups mærkedage, hvor borgerne kom i det fine festtøj opsat på formfuldendte danse. Til andre tider var det spillemanden Bjerregaard, lokalbefolkningen engagerede til offentlige baller eller private fester, f.eks. bryllup. Altid var Bjerregaard leveringsdygtigt i populær og livsglad musik.
Ditlev Bjerregaard var musikalsk, nøjsom og hårdtarbejdende. På den måde lykkedes det for ham at gøre musikken til sin levevej – ikke kun for ham selv men for hele familien på alt i alt 11 personer. Det var en personlig præstation. Og en lykke for Kjellerup og omegn.

Ditlev Bjerregaards musikalske virke på Kjellerupegnen i perioden ca. 1886-1916 er ikke fuldstændig forsvundet hen i den historiske glemsel. Af flere årsager.
Blandt de væsentligste årsager er, at sønnen Beck Bjerregaard og svigerdatteren Esther Jungbloot Bjerregaard i mange år bidrog til det lokale musikmiljø, og svigerdatteren sikrede i 2004 ved sit testamente oprettelsen af ”Saugmann Bjerregaards Fond”.
Fondens formål er:
”At støtte forskere, som ønsker at fordybe sig i dansk spillemandsmusiks kompositioner og arrangementer, og som vil udvide kendskabet til spillemandsliv og værker, samt at støtte unge musikere/spillemænd, som ønsker at arbejde med Ditlev Trappo Saugmann Bjerregaards kompositioner og arrangementer”.
Fonden har en flot og informativ hjemmeside, hvor interesserede kan læse mere om fonden, Bjerregaard, musikken og betingelserne for at komme i betragtning til støtte – se www.saugmannbjerregaardfond.dk.
Fonden åbnede med en festlighed på Blicheregnens Museum – i dag Museum Silkeborg Blicheregnen – hvor museumsleder Hans Kruse og Edvin Sevelsted talte.
Edvin Sevelsted har et omfattende lokalhistorisk og personalhistorisk forfatterskab bag sig, heriblandt bogen Fem x Bjerregaard. I dette værk er to fyldige kapitler om henholdsvis Ditlev Bjerregaard – med titlen Musikdirektøren – og sønnen Bech Bjerregaard – med titlen Musikeren.
Museum Silkeborg Blicheregnen har i sin permanente udstilling en montre med Bjerregaard, og museet ligger inde med mere materiale om denne lokale kulturpersonlighed.
På ejendommen Søndergade 21 i Kjellerup blev der den 21. august 2000 opsat en mindeplade over den værdsatte musikdirektør og spillemand.
Bjerregaards historiske eftermæle lever således videre – her hundrede år efter.

Referencer:
Edvin Sevelsted: Fem gange Bjerregaard
www.saugmannbjerregaardfond.dk.

November 2015

Silkeborg Husholdningsskole med vuggestuen Arne til venstre – set fra Åhavevej.
 

Silkeborg Husholdningsskole 1902-1998

En oversigt……..

Af Keld Dalsgaard Larsen

Silkeborg Husholdningsskole var en stor og betydningsfuld skole i Silkeborg gennem hele det tyvende århundrede fra 1902 til 1998. Man har i nogle sammenhænge kaldt det tyvende århundrede for ”barnets århundrede” og i andre for ”socialdemokratiets århundrede”. Man kunne også kalde det tyvende århundrede for ”husmoderens århundrede”, og det er i den sammenhæng, eftertiden skal forstå husholdningsskolernes betydning for vore forfædre og ikke mindst formødre.

Museum Silkeborg har ved flere lejligheder sat fokus på Silkeborg Husholdningsskole, og i denne artikel skal gives en kort oversigt over skolens historie.

Silkeborg Husholdningsskole tilbød uddannelse i faget husholdning. Og det var uddannelse målrettet unge kvinder på tærsklen til voksenlivet. Silkeborg Husholdningsskole præsenterede sine femmåneders kursusforløb således i 1940’erne:

”Skolens formål er at dygtiggøre de unge piger på de forskellige områder, hvor en kvindes opgave i hjemmet ligger, samtidig med, at den søger at skabe et godt og sundt hjem for dem i den tid, de er skolen betroet.

Den praktiske undervisning omfatter både daglig og finere madlavning samt diætmad, bagning, syltning, henkogning, borddækning, anretning, servering og opvartning, rengøring, vask og strygning, kemisk rensning, kjolesyning samt barnepleje på skolens dagplejehjem for spædbørn.

Den teoretiske undervisning omfatter næringsmiddellære, sundhedslære, syge- og barnepleje, husholdningsregnskab, kostberegning og budgetlægning.

Dagen går på følgende måde:

Kl.  6.45 vækkes eleverne (om vinteren kl. 7.15)

Kl.  7.15 morgenandagt

Kl.  8.00 morgenmad

Kl.  8.45 køkkenteori og derefter praktisk arbejde

Kl. 10.15 mælk eller kaffe

Kl. 12.15 middagsmad

Kl. 15.00 kaffe

Kl. 15.15-17.00 fritid

Kl. 17.00-18.30 teori

Kl. 19.00 aftensmad

Kl. 21.30 aftensang

Kl. 22.30 skal der være ro og alle lys slukket.

I elevernes dagligstue tilbringes aftenen ofte med højtlæsning, foredrag, klaverspil eller radio.

Fra husets vinduer og verandaer er der en dejlig udsigt over åen og skoven. Til skolen hører en stor have, og her er rig lejlighed til et afvekslende friluftsliv såvel sommer som vinter i den ualmindelige smukke egn. Der er f.eks. let adgang om sommeren til roning og tennis og om vinteren til gymnastik.

Eleverne er inddelt i familier på 6 medlemmer, og til hver hører et bestemt arbejde. Hver uge skiftes nummer, hvorved arbejdet bliver ligelig fordelt mellem alle elever; de får lov til at prøve alt uden dog at blive overanstrengt.

Det regelmæssige liv med passende legemligt arbejde, det opdragende i dagen igennem at være under vejledning samt det fornøjelige kammeratliv virker sundt og udviklende på de unge…..

5 måneders kursus afholdes fra 4. maj til 30. september.

5 måneders kursus afholdes fra 4. november til 30. marts”.   

De femmåneders kurser var Silkeborg Husholdningsskolens historiske rygrad. Elever og lærerinderne boede på skolen og delte på mange måder hverdag sammen. Under opholdet fik eleverne kunnen og gerne også venskaber for livet.

Silkeborg Husholdningsskole har gennem årene haft følgende forstandere:

Gudrun Jørgensen 1902-1908

Frida Lund 1908-1921

Synnøve Lund 1921-1947

Anna Høngaard 1947-1953

Johanne Mikkelsen 1953-1967

Ingine Damgaard 1953-1970

Marie Weiling 1953-1970

Anna Rasmussen 1970-1971 (konstitueret)

Maja-Lise Schou-Jørgensen 1971-1992

Birthe Simmelsgaard 1992-1998

Frem til 1960’erne var det en selvfølge, at forstanderne og lærerinderne boede på skolen og var frøkener, ugifte kvinder. 1960’erne indvarslede på alle måder nye vinde for husholdningsskolerne. Blandt andet begyndte lærerinderne at flytte i egen bolig uden for skolen. Og forstanderne kunne være såvel gifte som selverhvervende. Maja-Lise Schou-Jørgensen var gift og boede uden for skolen.

Silkeborg Husholdningsskole var i årene 1902-1950 i privat eje. Ejet af forstanderen. Silkeborg Husholdningsskole var i årene 1950-1967 et aktieselskab – ejet af de tre forstandere. Silkeborg Husholdningsskole var fra 1967 en selvejende institution.

Silkeborg Husholdningsskoles omfattende skolekompleks voksede frem ved knobskydninger:

Silkeborg Husholdningsskole åbnede i det tidligere pensionat fra 1897 Bella Vista med plads til 12 elever.

Skolen fik sin første store tilbygning mod syd i 1905. Herefter plads til 44 elever.

Skolen åbnede et spædbørnehjem Arnen i 1928. Vuggestuen udvides betydeligt i 1938.

Skolen fik en stor tilbygning mod nord i 1930. Herefter var der plads til 65 elever.

Skolen købte nabovillaen Otium i 1934. Herefter plads til ca. 80 elever.

Skolen købte villaen Åhavevej 32. Herefter plads til ca. 90 elever.

Skolen byggede ”Tekstilhuset” i haven ud mod Åhavevej med indvielse i 1988.

Silkeborg Husholdningsskole – og husholdningsskolerne generelt – var frem til 1950’erne et attraktivt uddannelsestilbud i tidens ånd. Samfundsnormen fremhævede familieidealet med den udearbejdende ægtemand og den hjemmegående husmoder, som tog sig af hjem og børn. I takt med de ændrede familiemønstre og mødrenes massive indmarch på arbejdsmarkedet fra 1960’erne, fremstod husholdningsskolerne mere og mere som et levn fra en svunden tid. Husholdningsskolernes historiske epoke var ved at rinde ud.

Silkeborg Husholdningsskole – og husholdningsskolerne – gjorde mangt og meget for at tilpasse sig de nye tider. Silkeborg Husholdningsskole tog navneforandring i 1992 til ”SilkeborgSkolen – skolen for husholdning”. Men lige meget hjalp det. Skolen lukkede i 1998. 96 år gammel. Efterskolen SilkeborgSkolen tog over i 1999, men det er en helt anden historie.

Museum Silkeborg har gennem årene indsamlet dokumentation om og genstande fra Silkeborg Husholdningsskolen i bestræbelserne på at værne om denne del af vor kulturarv. Noget af dette arbejde er samlet på museets hjemmeside i form af:

artiklen Silkeborg Husholdningsskole 1902-1998 – en historie og platformen Tema:Husholdningsskole.

Henvisninger:

Keld Dalsgaard Larsen: SilkeborgSkolen 1902-2002 (2002)

Povl Skov (red.): Silkeborg Husholdningsskole 1902 – 2. november – 1977 (1977)

Silkeborg Husholdningsskole. En historie

5. marts 2017

FRA ASYL TIL DAGINSTITUTION

Om børnehavernes historie i Silkeborg

Af Keld Dalsgaard Larsen

Silkeborg kunne i 1996 fejre 150 års jubilæum, og Silkeborg Museum var på mange ledder og kanter involveret i jubilæet. Blandt meget andet ved udstillingen ”Fra asyl til daginstitution i Silkeborg” i Torvecentret. I forbindelse med udstillingen skrev jeg en oversigtsartikel om emnet, som blev bragt i Midtjyllands Avis 9. oktober og 10. oktober 1996. Artiklen gengives her i justeret form og med et lille historisk tilbageblik anno 2017.

ANDRES BØRN

Silkeborgs ældste børneinstitution er Dronning Louises Asyl, der åbnede den 14. januar 1864. Baggrunden for dette asyl var bedrestillede silkeborgenseres bekymring over arbejderfamiliernes (manglende) omsorg for deres børn, når begge forældre gik på arbejde. En kvindekomité begyndte derfor i november 1863 en indsamling med henblik på oprettelsen af et børneasyl.

I et opråb i Silkeborg Avis den 16. november 1863 beskrives behovet således:

”Handelspladsen er nemlig for størstedelen beboet af unge mennesker, hvis børn endnu er små, og blandt de ubemidlede familier, navnligen fabriksarbejderne og arbejdsfolk, er det i regelen tilfældet, at forældrene den største del af døgnet nødvendigvis må være fraværende på arbejde, mens børnene imidlertid er overladt til sig selv, eller i det heldigste tilfælde er anbetroede ældre søskendes tilsyn, som kun kan være ufuldkomment og give anledning til mange misligheder, ja endog som vi flere gange har set, kan afstedkomme ulykker”.

Kvindekomiteen ønskede derfor at oprette et asyl, hvor børnene kunne blive passet og beskæftige sig med lidt let arbejde, f.eks. strikning og lidt undervisning, blandt andet i bibelhistorie. Asylet var beregnet til 30 børn i alderen 2 til 7 år.

Komiteen henvendte sig til Dronning Louise med ønsket om at opkalde asylet efter dronningen. Dronningen gav den ønskede tilladelse og tilmed en gave på 100 rigsdaler.

Arbejderfamilierne i Silkeborg må have set med forundring på denne velvillige omsorg. Hvad skulle man mene? Den første reaktion var en vis reservation, og ved åbningen var der kun indskrevet 15 børn. Børnetallet steg dog i 1864 til 24. Tilmed døjede asylet med en del forsømmelser og udeblivelser.

Men asylet var blevet en realitet, og komiteen så lyst på fremtiden:

”Der er således det bedste håb med hensyn til dette lille asyls fremtid, hvis tilværelse her på stedet, hvor der er en så talrig arbejderklasse, sikkert vil blive rig på velsignelse” (Silkeborg Avis 30.12.1864).

Asylet og kvindekomiteen havde den store glæde, at dronning Louise besøgte asylet under det kongelige besøg i Silkeborg i 1865.

ASYLMODER

Asylet blev ledet af en asylmoder, som i 1868 fik en årsløn på 60 rigsdaler og formodentlig fri bolig og brændsel. I året 1868 oplyses, at der var indskrevet 32 børn i vinterhalvåret og lidt flere i sommerhalvåret.

Asylets økonomi var baseret på kvindekomiteens årlige pengeindsamling op mod jul. Dronning Louises Asyl i Silkeborg var et typisk eksempel på det 19. århundredes filantropi anført af ressourcestærke kvinder fra det bedre borgerskab.

GUD TIL ÆRE, DE SMÅ TIL GAVN

Asylet måtte de første 15 år klare sig med lejede lokaler. På dronning Louises fødselsdag den 7. september 1879 oprandt det store øjeblik, hvor grundstenen til asylets egen bygning i Tværgade 8 blev lagt. Bygningen er for længst væk og erstattet af andet byggeri i Tværgade. Men grundstensdokumentet findes endnu, og det indeholder en lille sentens, som rummer grundlæggernes tanke bag asylet: ”Gud til Ære, de smaa Børn til Gavn”. En ny epoke kunne begynde for byens børneasyl.

I asylets protokol 1888-1924 kan vi få et vist indtryk af institutionens organisation og virke. Komiteen holdt normalt kun to ordinære møder om året, og der ser ikke ud til at have været de store forhandlinger under møderne.

Årets to helt store begivenheder var dronning Louises fødselsdag den 7. september og julen. På dronningens fødselsdag fik børnene en festmiddag, og om eftermiddagen vandrede de ud til Lunden og fik chokolade. Til jul fik børnene også en festmiddag – grød og æbleskiver – og gaver. Et år fik drengene et flag og pigerne en dukke. Komiteens kvinder havde tradition for til jul at anskaffe stof, som man fik syet om til tøj til børnene.

På et møde i 1889 besluttes, at asylmoderens lejlighed skal ferniseres, roser plantes og en barnegynge opføres i haven.

Asylmoder madam Hast fratrådte sin stilling i 1888, og Sine Hansen tog over med en prøvetid på et halvt år. Enkefru Wahl blev asylmoder fra 1. maj 1895, og ved hendes ansættelse præciseres en række forhold: Lønnen er 250 kr. årligt, fri bolig, brændsel og lys. For rengøring ydes en årlig løn på 50 kr.

Dr. Louises Asyl i Tværgade
 

DEN FRØBELSKE METODE

Der havde tidligere været tradition for, at børnene i tre vintermåneder fik varm mad. Det erstattes på et tidspunkt af en pægl varm mælk i de seks vintermåneder. Endvidere nævnes lidt kryptisk:

”Vedrørende inspektionen fra damernes (komiteens medlemmers) side, vedtoges, at hver dame, der udebliver sin bestemte dag, ligegyldig med hvilken som helst forhindring erlægger i mulkt (bøde) 5 øre, som afkræves af asylmoderen”.

Denne passus kunne tyde på, at komiteens kvinder på skift var forpligtet til at hjælpe asylmoderen, f.eks. i forbindelse med uddeling af mad eller mælk. Der var åbenbart et problem med, at nogle af kvinderne blev væk – og det ønskede man ved ovennævnte vedtagelse at afskaffe eller afstraffe.

Dronning Louises Asyl renoveres omkring 1903, og asylet må optage et større lån i Silkeborg Sparekasse. Trap Danmark oplyser i 1901, at Dr. Louises Asyl er normeret til 50 børn. Men der er i 1904-05 kun 28 børn indskrevet. Bestyrelsen ønsker derfor en ændring og en fornyelse, og det sker med ansættelse af Susanne Nielsen som asylmoder.

Susanne Nielsen har nemlig gennemgået et seks ugers kursus i ”Den frøbelske børnehavemetode”, datidens børnehavepædagogik. Silkeborg Dagblad giver i en artikel den 2. oktober 1905 en lille beretning om denne metode:

”Den består i en række tankevækkende og fornøjelige arbejder, som både sysselsætter og morer de små, såsom: fletning af kulørte papirstrimler eller spåner, udsyning og prikning af figurer og blomster på karton, som bagefter koloreres med kridtblyant, ærtearbejder, klodsbygning, figurlægning med pinde efter mønster, figurdannelse af ler og sand”.

Flere nulevende silkeborgensere vil givet nikke genkendende til slige beskæftigelser. Disse aktiviteter skal så på asylet veksle med sanglege, gymnastik, anskuelsesøvelser og fortællinger. Om sommeren er der friluftslege i haven og havearbejde at gøre for de små børn i deres egne småhaver. Det oplyses, at asylet har åbent fra 8 morgen til 6 aften.

Bestyrelsens fornyelsesstrategi gav bonus: Der bliver indskrevet mange flere børn i asylet. Det større børnetal gør arbejdet som asylmoder næste uoverskuelig. Det må komiteen forholde sig til, og det sker på et møde i 1905, hvor følgende er ført til protokols:

”Det vedtoges, at asylet yder 5 kr. månedlig til en rengøringskone, da det har vist sig uoverkommeligt og overanstrengende for asylmoderen efter sin lange daglige tjeneste fra 7 morgen til 6 aften (med kun 1 times middagsfrihed) at vaske gulvene og indbære brændsel”.

KOMMUNEN

Børnetallet må have stabiliseret sig på omkring de 45, og det opleves nærmest som en overbelægning. Asylkomiteen ansøger derfor i 1912 Silkeborg Kommune om forhøjet bidrag til asylet: Fra 300 kr. til 400 kr. årligt.

Kommunen var overmåde positiv indstillet, og det ser ud til, at det årlige tilskud bliver på hele 700 kr.

Med denne kommunale saltvandsindsprøjtning blev der mulighed for at ansætte en ung medhjælper til asylmoder til at passe på børnene.

Under byrådets korte drøftelse af asylets ansøgning kommer der noget ganske interessant frem: Man går generelt ud fra, at asylet bliver brugt til at passe enlige udearbejdende mødres børn. Og ikke – som det var asylets grundlag ved oprettelsen – børn af to udearbejdende forældre. Samfundets normer har ændret sig fra 1860’erne til 1912: Idealet med den borgerlige kernefamilie var slået bredt igennem. Idealet var nu i alle samfundslag en familie med den udearbejdende far og den hjemmegående husmor, som tog sig af hjemmet og børnene.

Asylets økonomi afhang dog fortsat af den indsamling, som komiteen foretog op mod jul. I 1914 anmoder asylmoder Susanne Nielsen om et løntillæg. Denne anmodning stilles i bero af komiteen ”indtil resultatet af dette års indsamling foreligger”.

Efter 1. verdenskrig ser det ud til, at asylet oplevede en nedgang i indskrevne børn med det resultat, at den unge medhjælper bliver afskediget. På samme tid dukker de første drøftelser om oprettelse af en vuggestue op i protokollen.

Dr. Louises Asyl foretog en vis statistik i 1923. Det år var der kun 16 børn indskrevet, og de indskrevne var meget ustabile i deres fremmøde. Faktisk var der en forsømmelse på ca. en tredjedel. Det fremgår af statistikken, at indskrivningen af børnene var størst i vinterhalvåret og noget mindre i sommerhalvåret.

Silkeborg Kommune kommer mere direkte ind i asylets virke i 1919 efter en lovændring på området. Borgmesteren får herefter plads i asylets bestyrelse.

Kommunen er ved borgmester Esben-Petersen aktiv med til at sikre asylet en bedre og mere sikker fremtid ved at søge om statstilskud i 1924. Den private filantropi er ikke længere tilstrækkelig, den offentlige støtte er afgørende for asylets eksistens.

NYE INSTITUTIONER

Det private initiativ inden for den lokale børneforsorg var dog på ingen måde forsvundet. Fra 1920’erne blev en række nye institutioner oprettet på privat initiativ.

Indre Mission oprettede i 1924 spædbørnehjemmet Søfryd, som var beregnet til ugifte mødre og deres børn. Den sociale ulykke, det var at få barn uden for ægteskab, blev således søgt afhjulpet på Søfryd.

Der skulle gå fire år til, indtil gifte mødre kunne få deres spædbørn passet i vuggestue. Silkeborg Husholdningsskole åbnede i 1928 vuggestuen Arnen i en villa ved siden af skolen. Hermed fik husholdningsskolens elever lejlighed til at øve sig i barnepleje på levende børn. Spædbørnene i Arnen var i alderen 14 dage til 1½ år.

Marie Jepsen fik i 1930 sin private børnehave Ly på Valdemarsgade statsanerkendt. Marie Jepsen var selv uddannet forskolelærerinde, og hendes datter Agnete Nørgaard Jepsen var uddannet børnehavelærerinde, og hun bistod moderen med arbejdet.

Marie Jepsen udtalte i 1935 til avisen, at korporlig afstraffelse selvfølgelig var bandlyst i moderne børnehaver. På spørgsmålet om børnene havde godt af at komme i børnehave, svarede hun:

”I de fleste tilfælde ja. Hvor børnenes forældre begge er på arbejde om dagen, kan det kun være gavnligt, at børnene kommer under opsyn i stedet for hele dagen at være overladt til sig selv. For enebørn må det også siges at være godt. Disse har bedst af at pleje omgang med andre børn”.

Villaen på Valdemarsgade havde ofte 35 børn, og Marie Jepsen havde desuden døgnpleje i forbindelse med akutte anbringelser inden for kommunen.

Alderslyst fik i 1938 sit første ”børnedaghjem”, da Eleonora Nordam åbnede en privat børnehave i en femværelseslejlighed i malermester Lunds ejendom, Borgergade 38. To stuer var indrettet til legerum, og en tredje stue var soverum for børnene. Børnehaven kunne imidlertid ikke statsanerkendes i disse omgivelser, så E. Nordam flyttede ned på Højvang (i dag Lollandsgade), hvor hun åbnede institutionen Vangen.

Der var i datiden en del usikkerhed om, hvad man egentlig kaldte disse institutioner, og navne som asyl, børnehave, børnehjem, dagbørnehjem, børnedaghjem m.m. blev brugt lidt i flæng.

Asyl var den gamle betegnelse med udgangspunkt i det 19. århundredes filantropi, hvor der blev lagt vægt på pasning. Børnehjem var eksempelvis C. Knaps Minde, hvor børn blev anbragt, hvis f.eks. deres mor døde fra familien. Dengang var det stort set utænkeligt, at enkemanden skulle kunne tage sig af børnene. Ordet børnehave var kendt, men alligevel fik det mange andre navne, hvori børnehjem på en eller anden måde indgik. Det skal dog ikke forvirre – de var kun beregnet til at have børnene i dagtimerne. Mens børnene på børnehjemmet C. Knaps Minde levede og boede på hjemmet døgnet rundt.

Arbejderens Byggeforening åbnede i forbindelse med storbyggeriet Færgegården egen børnehave, Færgely. Hermed kom en helt ny institutionsmodel til silkeborg – de selvejende institutioner.

Hovedgården dannede rammen om Dr. Louises Asyl 1940-1975

Børn og personale på Hovedgården i 1940’erne

PÅ HOVEDGÅRDEN

Dr. Louises Asyl var Silkeborgs store gamle børneinstitution. Normeringen var på 50 børn, og i 1938 kom der et massivt folkeligt pres for at få tilknyttet en spædbørneafdeling til asylet. Kommunen gik aktivt ind i planerne, og det blev besluttet at flytte fra Tværgade og ned på Silkeborg Hovedgård, hvor den østre del af hovedbygningen blev indrettet til børneinstitution.

Flytningen var en kendsgerning i 1940. Året efter fik institutionen den første uddannede pædagog til leder ved Harrit Refsgaard Thøgersen. Institutionens normering gik fra 50 til 70 børn – 50 børnehavebørn og 20 spædbørn.

Nanna Buhl (f. 1919) overtog posten som leder af Dr. Louises Asyl i 1947. Om børneforsorgens tilstand i Silkeborg beretter Nanna Buhl følgende:

”Jeg kom til Silkeborg den 1. oktober 1947. Det var med en vis betænkelighed, at jeg havde sagt ja til stillingen, fordi det var en velkendt sag, at opgaven var endog meget stor og besværlig. Dr. Louises asyl var egentlig normeret til 70 børn, men det havde intet med virkeligheden at gøre.

Da jeg kom, var der 113 børn. Der var dog forskellige årsager til denne voldsomme overbelægning. Den private børnehave Ly i Valdemarsgade var lige lukket, og børnene blev flyttet ned på Hovedgården, hvor man fik en ekstra krisenormering på 20 pladser. Nogle af børnene ventede på at blive overflyttet til en nyetableret børnehave i Knaps Mindes gamle bygning på Drewsensvej 80. Men overflytningen skete først den 24. november 1947.

Før min ansættelse havde jeg mundtligt fået lovning på, at normeringen på de 70 børn blev overholdt. Men det kunne heller ikke overholdes, selv efter udflytningen til Drewsensvej. Vi blev halvvejs tvunget til at have omkring 90 børn, men det hjalp lidt, at vi tog nogle halvdagsbørn til at fylde op. Normalt var vi nok 87-88 børn. En overgang søgte man at løse problemet ved at sige, at folk med en vis løn ikke måtte sende deres børn i børnehave. Det var både ulovligt og uhensigtsmæssigt, for flere forretninger mistede så deres dygtige medarbejdere, som så ikke kunne sende barnet i børnehave”.

HVERDAGEN

Nanna Buhl har givet følgende indblik i hverdagen på Hovedgården:

”Børnehaven havde åbent kl. 6.15-17.00. Vi havde en overgang 16 børn fra papirarbejdere, og de børn kom hver morgen kl. 6.15. Vi havde i det hele taget mange arbejderbørn, hvis mødre arbejdede på papirfabrikken, tekstilfabrikken i Østergade og konfektionsfabrikkerne i Vestergade. Vi havde dog også børn af kontor- og butiksansatte. Disse havde af og til arbejde efter kl. 17, men så blev børnene hentet af en barnepige, en bedstemor eller af en ældre søskende.

Hver morgen havde vi morgensang kl. 9. Vi samledes i de to stuer i stueetagen og slog døren fra mellem de to stuer. Vi sang en børnesang afpasset efter årstiden, og der er ingen, som kan synge Ingemanns kendte sange som børnehavebørn, f.eks. ”I Østen stiger solen op” og ”Nu titter til hinanden”. Bagefter talte vi gerne lidt med børnene, f.eks. om hvilken dag, det var, hvilken måned, hvilken årstid osv. Var vejret godt, gik vi gerne en tur bagefter.

Klokken 11 spiste vi varm mad. Børnene ryddede op, nogle dækkede bord, børnene vaskede hænder og satte sig ved bordet. Børnene skiftedes til at være ”lille far” og ”lille mor”, som skulle dække bord. Det har altid været institutionens service, og i begyndelsen var det nogle skrækkelige tintallerkner.

Når vi skulle spise kunne vi synge sangen: ”Lille far og Lille mor har nu dækket bord/og vi skal nu pænt på plads og sidde/spise pænt vor mad/allerførst vi glad siger tak til Gud/som vil os mætte”. Og selve takkebønnen kunne være: ”Jeg takker ude/jeg takker hjemme/sige tak må jeg aldrig glemme”. Senere gik vi væk fra sådanne bordsange, det blev opfattet som utidig påvirkning af børnene”.

PRIVAT STØTTE

Dr. Louises Asyl var fortsat afhængig af private bidrag. Aktiviteter som børnehjælpsdagen og salg af Børnehave-Jul og kommunens Skattebog var med til at skaffe midler. Nanna Buhl oplevede også den gamle tradition med juleindsamling fra asylkomiteens første tid:

”De første år fik jeg ”lov” til at gå i damekomiteens fodspor ved indsamling af penge. Kassereren, kommunaldirektør Elbro, sendte mig kort før jul, hvor der ellers var nok at se til i børnehaven, på ”tiggergang” til forskellige faste bidragsydere, gerne mødrenes arbejdspladser.

Hvert sted skulle jeg pænt spørge om foretræde for direktøren. I praksis var der dog en vis tradition i bidragene: Silkeborg Papirfabrik gav 75 kr., Silkeborg Andelssvineslagteri 25 kr., Silkeborg Sparekasse, Silkeborg Bank og Handels- og Landbrugsbanken gav også et beløb. På Tekstilfabrikken i Østergade fortalte direktør Faber engang under sådant et besøg noget overlegent, at de tænkte på selv at oprette deres egen børnehave. Jeg svarede, at det fandt jeg dejligt, da der var hårdt brug for pladserne, men at vi gerne indtil da ikke havde noget imod et forhøjet bidrag fra Tekstilfabrikken. Og det fik vi”.

Der var også et vist samarbejde med de forskellige børneinstitutioner i byen. I forbindelse med åbningen af Børnegården i 1950, brugte børnene i Hovedgården en måned til at producere legetøj til den nye institution i Alderslyst.

MENNESKEASPIRANTER

Børneinstitutionernes antal steg i efterkrigstiden, og der skete en gradvis ændring af grundholdningen til, hvorfor børnene skulle være på institutionen.

Børnegården udgav i 1951 en lille folder om formålet, hvor gamle og nye betragtninger er mikset sammen:

”Børnegårdens formål er at yde den udearbejdende mor vor hjælp. At give barnet mulighed for at udvikle sine evner gennem leg og beskæftigelse. Barnets leg er dets arbejde, og gennem god leg kan barnet udvikles til et dygtigt, selvstændigt og sundt menneske. Børnene vil gennem det lille samfund, det tilpasser sig i institutionen, have lettere ved at tilpasse sig de voksnes samfund. Institutionen kan og skal ikke erstatte hjemmet, men vi vil, så vidt vi formår, søge at være hjemmet til støtte og vejledning. Velkommen til Børnegården”.

Pasningen med leg og beskæftigelse er nu blevet kraftigt suppleret med ønsket om, at børnene på institutionen skal oplæres til at blive voksen.

Samme tankegang kom også til udtryk i en avisartikel om den katolske børnehave i Silkeborg, Skt. Josef Søstrenes Børnehave i maj 1955. Overskriften var ”Pædagogisk legetøj forbereder barnet til livet”. Og konklusionen lyder:

”Samtlige af disse målbevidste lege rundt om på vore børnehjem indgår som led i moderne småbørnspædagogik, som på en fornøjelig måde forener underholdning med lærdom.

Det er leg i øjeblikket og morsomt er det – men legen bliver en dag til alvor. Livet er ingen leg med byggeklodser. Den er tværtimod ramme alvor, og når den dag kommer, hvor vore børn er færdige til at møde den, kan så meget siges med absolut sanddruelighed: De har gået en god forskole igennem, og kan de ikke klare sig den på trods, er skylden ikke børnehavernes. I disse har de nemlig – lidt efter lidt – og uden at mærke det, modtaget og bestået første del i den meget vanskelige og langvarige eksamen, der heder livet” (Silkeborg Avis 21.5.1955).

De 78 børn i den katolske børnehave bliver derfor i artiklen omtalt som ”menneskeaspiranter”.

Børn og Nanna Buhl – formodentlig fra 1950’erne.

FAR, MOR OG BARN

Frederiksberggårdens Børnehave havde til huse i Knaps Mindes gamle villa på Drewsensvej i årene 1947-1957. I januar 1958 kunne børnehaven fejre flytningen til nye lokaler på Frederiksberggade i Arbejdernes Andels Boligforenings nyopførte boligblok. Ved den lejlighed holdt socialinspektør Bundgaard en tale, som avisen betegnede som ”en lille sød historie”. Jeg vil snarere kalde den en grotesk og tidstypisk historie, som sætter vor egen tids familiesyn i relief. Historien handlede om en dreng, som havde hunden Zar:

”En dag blev den kørt ned og moderen turde næsten ikke fortælle drengen det. Han ville blive dybt ulykkelig. Endelig fik hun dog sagt til ham: Zar er død. Nå, sagde drengen og legede videre.

Om aftenen, da han kom i seng, kaldte han på sin mor og sagde: Mor, hvor er Zar? Jamen, jeg fortalte dig da, at Zar er død, sagde moderen. Hvorpå drengen hjerteskærende hulkede: Jeg syntes, du sagde far”!

Socialinspektørens egen kommentar til denne illustrative historie var ifølge avisen:

”Dette eksempel viser, … at for mindre børn er faderen bare et nødvendigt inventar i hjemmet. Senere lærer de, at han er den vigtigste og klogeste i familien”. (Aften Posten 3.1.1958).

Avisen viderebragte hermed den almindelige norm, at mor var den centrale person i barnets liv. Idealet med den udearbejdende far, den hjemmegående husmor og så børnene levede i bedste velgående her ved udgangen af 1950’erne.

FÆRGELY

Børneinstitutionerne var ofte overfyldte i 1940’erne og 1950’erne. Frk. E. Nordam på Vangen kunne sjældent få sig til at afvise en mor, der ønskede sit barn passet. Børnehaven Færgely var normeret til 27 børn, men det normale børneantal var snarere omkring de 40 børn. Færgely lå i stueetagen i en villa, og ovenpå var der tre værelser til personalet.

Bestyrerinden havde det største værelse, den uddannede assistent det næststørste, og kokkepigen boede på et lille smalt værelse. Rengøringsdamen boede ude i byen. Bodil Nielsen blev bestyrerinde i Færgely i 1956, og hun beretter om hverdagen på institutionen sidst i 1950’erne:

”Vi havde åbent fra kl. 6.15 til 17 mandag til fredag og om lørdagen til klokken 14, så arbejdsdagen var lang, faktisk hen ved 11 timer. Når børnene kom, fik de morgenmad ofte i form af havregrød og til middag fik de varm mad. Børnene sad ved to lange borde, og vi kom ind med maden i en stor gryde. Når børnene havde spist blev de alle lagt hen for at sove eller hvile, og de voksne spiste og fik ellers tiden til at gå med at holde de ældste af børnene i ro og reparere f.eks. håndklæder, lagner og den slags. Når børnene kom op, fik de en eftermiddagsmad. Den varme mad til børnene var også en sikring af, at de faktisk fik et ordentligt måltid om dagen”.

Tiderne ændrede sig, og man begyndte at stole så meget på forældrene, at man gik over til madpakker.

Børnenes leg og aktiviteter på Færgly frem til 1970’erne rummede såvel tradition som fornyelse. Herom fortæller Bodil Nielsen:

”Børnehaven havde selvfølgelig en legeplads, og ellers var der mange forskellige aktiviteter, f.eks. prikkede vi figurer ud i glanspapir med prikkenål, lavede geometriske figurer med tændstikker og ”tegnede” med flækkede gule ærter. Derudover tegnede, malede og syede vi ofte.

Når jeg påtalte over for bestyrelsen, at vi var for lidt personale, fik jeg det råd, at jeg kunne bare gå ture med børnene, så var de lette at overskue. Så vi gik mange ture, hvor børnene havde en snor mellem sig, som de holdt ved. Mange år senere, omkring 1970, fik vi fjernsyn lidt på samme vis, som ”aflastning” i stedet for mere personale. Fjernsynet var godt nok, og børnene nød at se børnetime om formiddagen”.

FOR ALLE

Fjernsyn, parcelhus og bil er alle symboler og realiteter for den radikale forandring, der skete i det danske samfund i 1960’erne. De udearbejdende mødre er en afgørende del af denne historie. Kvinderne kom igen talstærkt ud på arbejdsmarkedet, og det fik selvfølgelig også indflydelse på børn og institution.

Fra ca. 1890’erne til 1960’erne var normen, at faderen var udearbejdende, og moderen hjemmegående husmor. Mange gifte mødre måtte ganske vist arbejde ude alligevel, men det blev anset for ”unormalt” eller ikke-ideelt. Børneinstitutionerne tog sig i denne periode af enlige mødres børn og (sådan af nødvendighed) også af udearbejdende gifte mødres børn. Med de gifte kvinders indmarch på arbejdsmarkedet i 1960’erne og 1970’erne blev der ændret radikalt på dette forhold.

Nu tog kvinder fra alle samfundslag udearbejde, og derfor kom børn – velstillede som mindre velstillede – på institution. Formålet med institutionsanbringelsen ændrede karakter – eller rettere nogle aspekter blev nu trukket frem som de dominerende: Børn skulle på institution for at kunne begå sig i det moderne samfund. Ringen er på en eller anden forunderlig vis sluttet:

Ved Dronning Louises Asyls oprettelse i 1864 var det børnepasning for to udearbejdende forældre. Det er det også i 1996. Men i perioden 1860’erne – 1890’erne var det kun småkårsfamilierne, hvor mand og kvinde begge var nødt til at arbejde, og som derfor havde børnepasningsproblemer. I dag er det alle uanset velstand, som arbejder ude. Og børneforsorgen er derfor et anliggende for alle.

Der er også i dag mange bekymringer i forhold til børnenes pasning. Men nu er man bekymret for egne børn. Af og til er man ved at drukne i bekymring. Det er selvfølgelig tåbeligt.

Man må blot hele tiden holde sig historien for øje: Der er ikke en naturgiven norm med hensyn til børnepasning og børneopdragelse. Forandring må vi leve med og få det bedste ud af. Det kræver bekymring, omsorg, handling, ansvar og en stædig tro på, at det nok alt sammen skal gå fra alle sider – forældre, institution og politikere.

Udstillingen og artiklen ”Fra asyl til daginstitution i Silkeborg” gjorde en form for historisk status og gav hermed tidens silkeborgensere mulighed for at standse op og tænke efter over det levede liv. Gav mulighed for refleksion.

DET HISTORISKE BAKSPEJL 2017

Udstillingen og artiklen i 1996 var med til at sætte børnelivet på institution på den lokalhistoriske dagsorden. Institutioner, museum, arkiv, kommune og enkeltpersoner gik sammen om at finde genstande og fotografier og få sat ord på denne del af Silkeborgs historie. For Museum Silkeborg var det en lille milepæl i museets bestræbelser på at brede lokalhistorien ud på alle livets områder.

Artiklen i 1996 giver fortsat en god oversigt over emnet, men historien ser anderledes ud her i 2017 end i 1996. Af flere forskellige årsager.

Kommunalreformen skabte en ny Silkeborg Kommune pr. 1. januar 2007, hvorved det historiske emne ”daginstitutioner i Silkeborg” fik en anden geografisk udstrækning end i 1996. Silkeborg, Them, Kjellerup og Gjern kommuner gik sammen i den nye Silkeborg Kommune. Hermed fik de fire tidligere kommuner en fælles nutid og fremtid. Og en ny fælles fortid.

Silkeborg, Them, Kjellerup og Gjern eksisterede som selvstændige kommuner i perioden 1970-2006. Netop i denne periode voksede det danske velfærdssamfund frem, som vi kender det i dag. I denne periode blev daginstitutioner normen. Them og Gjern kommuner blev etableret i 1970 uden børnehaver.

Tidligere Them Kommune havde før 1970 haft børnehave i Virklund, men Virklund gik som forstad til Silkeborg med ind i Silkeborg Kommune i 1970, og den tilbageblevne landkommune Them begyndte sit virke uden børnehave.

Med udgangen af 2006 var børnehaver en selvfølge. Såvel i byen som på landet. I kommunernes indbyrdes konkurrence om de eftertragtede børnefamilier var ”pasningsgaranti” fra 1980’erne en nødvendighed. Forældre skulle være sikre på, at de kunne få børnene passet i en god daginstitution eller dagpleje, mens de var på arbejde. At gå i børnehave var ikke længere noget specielt – det var blevet det normale. Et fælles vilkår for tidens danskere og silkeborgensere.

Artiklen i 1996 giver en godt overblik over udviklingen frem til 1960’erne. Historien fra 1860’erne og frem til 1950’erne er fyldigt beskrevet. Derimod er tiden efter 1970 kun lige skitseret i artiklen, og det føles ekstra mærkbart her i 2017. Der er slet og ret sket så meget siden 1996 på området, at belysning af denne historie presser sig på. Og ikke nok med at historien fra 1996 mangler – også historien ca. 1970-1996 trænger sig på for at blive mere fyldestgørende behandlet.

Mange nye institutioner er kommet til, mens flere af de ældre institutioner er lukket siden 1996. Blevet til endegyldig historie. Det drejer sig om følgende børnehaver, som var inddraget i artiklen fra 1996: Frederiksberggårdens børnehave (2013), Skt. Josef Søstrenes Børnehave, Børnehaven Vangen (2010) og Børnehaven Færgely (2010).

Silkeborgs ældste børnehave – Dronning Louises Asyl – flyttede i 1975 fra Hovedgården og ud på Rolighedsvej i Sydbyen. I samme forbindelse ændredes navnet til Dr. Louises Børnehave, og institutionen gik fra at være ”hele” Silkeborgs gamle børneinstitution (børneasyl) til at blive en børnehave for lokalområdet ved Vestre Skole. Dr. Louises Børnehave fejrede i 2014 150 års jubilæum – og da som privat børnehave siden 2012.

Historien pågår til stadighed. Daginstitutionsbilledet ændrer sig hele tiden: Ny institutioner åbnes, andre lukker og institutionsområdet omorganiseres ved jævne mellemrum. Også indhold og hverdag skifter karakter. Meget før år 2000 og ikke mindre efter årtusindskiftet. I det 21. århundrede er daginstitutioner såvel pasningssteder som små læringscentre, hvor de kære små påbegynder deres livslange læringsforløb, nutidens silkeborgensere kan se frem fra vugge til grav.

Museum Silkeborg har ved undertegnede med mellemrum fulgt op på oversigtsartiklen. Blandt andet ved tre lokale jubilæumsskrifter for institutionerne Frederiksberggården (1997), Børnegården (2000) og Dronning Louises Børnehave (2014).

Museets arbejde på området kan man få et indtryk af på museets hjemmeside under temaet ”Børn og børneforsorg”.

PAPIRHISTORIE

Museum Silkeborg Papirmuseet ønsker at være toneangivende inden for den danske papirhistoriske forskning og formidling. Det sker blandt andet ved denne hjemmeside. Hjemmesidens ambition er at være det sted i Danmark, hvor læserne får det bedste overblik og indblik i dansk papirhistorie generelt, de enkelte fabrikkers historie og de forskellige specialtemaer.

Hjemmesiden vil løbende blive udbygget. Vi vil i dette arbejde være meget interesseret i at høre fra læserne med konkrete oplysninger, historier, billedmateriale m.m.

Hjemmesidens afsnit om papirhistorien er inddelt i følgende temaer:

Silkeborg Papirfabrik 1970-2000

Om den store satsning…………
 

Artikel fra museets årsskrift 2017

Læs mere her

Håndgjort sedelpapir i Danmark

På Silkeborg Papirfabrik ca. 1909-1963
 

Artikel fra museets årsskrift 2018

Læs mere her

Vandmærker og formbinderi

Med udgangspunkt i Silkeborg Papirfabrik i det 20. århundrede
 

Artikel fra museets årsskrift 2021

Læs mere her

PAPIR

  Papirfremstilling i bøtten. Fra højre øseren, gauskeren og læggestoldrengen.

Papir er et sammenfiltret væv af bearbejdede plantefibre. Den klassiske produktionsgang ved håndgjort papir er følgende:

Råstoffet er gamle klude (hør og bomuld), som findeles og bearbejdes i en hollænder. Plantefibrene bliver afkortet til den ønskede længde og gjort smidige ved maling.

Fra hollænderne kommer det formalede råstof op til øsekarret, hvor selve forvandlingen fra stofvælling til (vådt) papirark foregår. Øsekarret er fyldt med vand og med kun ca. 1 pct. råstof. Papirmageren øser stofvælling op på en form med en metalvire (dug) med huller. Formen rystes, hvorved hovedparten af vandet løber af formen, og fibrene ligger sammenfiltret tilbage.

Papirmageren trykker (gausker) herefter det våde, sammenfiltrede papirark af på en filt. Papirarket er hermed en realitet og klar til tørring og efterbearbejdning.

Produktionsgangen ved håndgjort papir er i princippet det samme som ved maskinfremstillet papir. Papirmaskinens teknik er en maskinel sammenkædning af det håndgjorte papirs processer: råstoffet bearbejdes i hollænderiet, det færdige råstof løber ud på papirmaskinens vireparti, som fungerer som papirformen med en metaldug, hvor fibrene kan bundfælde sig og vandet løbe af. Fra virepartiet gauskes den våde papirbane af i pressepartiet, hvor mere vand løber af. Til sidst tørres papirbanen i papirmaskinens tørreparti.

De bearbejdede plantefibre er altså grundstammen i papiret. Det kan så tilsættes en række fyldstoffer for at få et bedre eller billigere stykke papir.

Papirindustriens første råstof var klude. Gamle hør- (linned-) og bomuldsklude. Det blev imidlertid et knapt og dyrt råstof, og industrien søgte efter alternative materialer. Henimod slutningen af 1800-tallet sejrede træmasse og træcellulose som papirindustriens dominerende grundmateriale. Danmark har imidlertid også i perioder anvendt halm til papirfremstilling. Afgørende er ved alle typer af råstof: En proces, hvor fibrene fritlægges, og en proces, hvor fibrene afkortes og males til det ønskede formål.

Dansk papirproduktion er overvældende både i tonnage og i alsidighed. Lige fra papir til pengesedler og frimærker til tapet og emballage.

En oversigt

Papirmøllen Ørholm ved Mølleåen

Strandmøllen -papirmølle og papirfabrik ved Mølleåen

DANSK PAPIRINDUSTRI Dansk papirindustris historie kan skematisk inddeles i tre perioder:

Perioden 1829-1889, som igen kan inddeles i to epoker: Drewsen-dominans (1829-1870) og den vilde konkurrence (1870-1889).

• Perioden 1889-1990 med monopolet De forenede Papirfabrikker.
• Perioden efter 1990 med opsplitning og minimering af industrien i enkeltvirksomheder.

Maglemølle Papirfabrik i Næstved omkring 1910.
 

• Silkeborg Papirfabrik producerede de fine papirkvaliteter.
• Dalum Papirfabrik havde masseproduktionen af de gode papirkvaliteter.
• Maglemølle Papirfabrik i Næstved tog sig af masseproduktionen af almindeligt papir (f.eks. avispapir, ugebladspapir og toiletpapir).

Ørholm Papirfabrik, Haraldskjær Papirfabrik, Nørrebro Papirfabrik og siden Københavns Kartonfabrik (1933-1979) tog sig af de grove kvaliteter.

Håndgjort papir

Bøtten og dens mandskab på Strandmøllen o. 1895.

 De forenede Papirfabrikker (DfP) besluttede at lade håndværket overleve ved at flytte bøtten og papirmagerne til Silkeborg. Silkeborg Papirfabrik var DfPs produktionssted for de fine papirkvaliteter. Det fineste af de fine kvaliteter var og er håndgjort papir, og derfor var Silkeborg et naturligt valg som nyt center for håndgjort papir.

Seddelfabrikken på Silkeborg Papirfabrik.

Læs også:   Leo Laursen nekrolog 2006 og samtale 2003

Leo Larsens nekrolog

Leo Laursen øser ved åbningen af Papirmuseet Bikuben

Leo Laursen (th) øser på Silkeborg Museum

VANDMÆRKEFORSKNING

DE FORENEDE PAPIRFABRIKKER

Aktieselskabet De forenede Papirfabrikker blev oprettet i marts 1889 efter mange års kaotisk og opslidende konkurrence mellem de eksisterende papirfabrikker. Det nye aktieselskab omfattede virksomhederne Strandmøllen, Ørholm-Nymølle, Silkeborg Papirfabrik, Dalum Papirfabrik, Magle Mølle Papirfabrik, Haraldskjær Papirfabrik, Vingsted Mølle, Havreholm Papirfabrik, Nørrebro Papirfabrik og Hinnerup Cellulosefabrik.

• Silkeborg Papirfabrik producerede de fine papirkvaliteter.
• Dalum Papirfabrik havde masseproduktionen af de gode papirkvaliteter.
• Maglemølle Papirfabrik i Næstved var koncernens store fabrik, som tog sig af masseproduktionen af almindeligt papir (f.eks. avispapir, ugebladspapir og toiletpapir).

Ørholm Papirfabrik, Haraldskjær Papirfabrik og Nørrebro Papirfabrik producerede de grovere papirkvaliteter.

• Dalum Papirfabrik med 5 papirmaskiner til produktion af almindeligt skrive- og trykpapir, træfrit og træholdigt, samt ugebladspapir.
• Frederiksberg Papirfabrik med 2 papirmaskiner til emballagepapir, posepapir og konvolutpapir.
• Københavns Papir- og Kartonfabrik med 1 kartonmaskine til grå maskinkarton samt papir til bølgepapindustrien.
• Gamle Magle Mølles 7 og Ny Magle Mølles 2 papirmaskiner til emballagepapir, posepapir, tapetpapir, kulørt papir og tryk papir.
• Silkeborg Papirfabriks 3 papirmaskiner til de fineste papirsorter, normalpapir, bankpost og protokolpapir. Dertil kom den håndgjorte produktion.

DfP's industrikvarter ved Københavns Papir- og Kartonfabrik.

1939-1990

• Dansk Papir i 100 år. De forenede Papirfabrikker A/S 1889-1989 (1989).
• Keld Dalsgaard Larsen: Dansk Papirindustri 1829-1999
     (Silkeborg Museum 2000) 

• Frederiksberg Papirfabrik

• Fagforbund

• Københavns Papir-og Kartonfabrikken

FREDERIKSBERG PAPIRFABRIK

Fabrikken 1909		Papirfabrikken		Hollænderi 1909		Stengang
Papirmaskine 1909		Papirmaskine 1909		Kalander 1909		Sorterersal 1909
Fyret 1909		Faciliteter 1909		Ansatte 1909

Frederiksberg Papirfabrik På Nordre Fasanvej på Frederiksberg har ligget en papirfabrik i knapt 100 år. I dag er der intet tilbage af fabriksbygningerne. Og hvad med historien - forsvinder den også? Frederiksberg Papirfabrik blev i 1881 oprettet af etatsråd Ferslew med henblik på at levere avispapir til den ferslewske presse. Frederiksberg Papirfabrik holdt sig uden for den store sammenslutning i 1889 med stiftelsen af De forenede Papirfabrikker. Parterne indgik dog en aftale, og Frederiksberg Papirfabrik blev aldrig nogen konkurrent til monopolet De forende Papirfabrikker (DfP).

De forenede Papirfabrikker overtog Frederiksberg Papirfabrik i 1931. Fabrikken producerede på det tidspunkt stadig noget avispapir, men i den interne DfP-arbejdsdeling kom Frederiksbergfabrikken til at producere de grovere papirkvaliteter.

Frederiksberg Papirfabrik lukkede i 1975. Fabriksbygningerne er væk - og historien? Tiden vil vise det. Neden for er en række fotografier taget omkring 1909, formodentlig i forbindelse med en større ombygning (udvidelse) af fabrikken. Billederne viser givetvis både "gamle" og "nye" forhold set ud fra året 1909.

Henvisninger:
Dansk Papir i 100 år. De forenede Papirfabrikker A/S 1889-1989 (1989)
Keld Dalsgaard Larsen: Dansk papirindustri 1829-1999 (2000)

SILKEBORG PAPIRFABRIK

M. Drewsen & Søns Papirfabrik, Silkeborg 1865.

Silkeborg Papirfabrik blev anlagt i 1844, og Silkeborg by var en realitet i 1846. Fabrik og by er vokset op sammen. På Torvet står papirfabrikant Michael Drewsens prangende statue med inskriptionen:

Denne produktionsprofil resulterede i, at Silkeborg Papirfabrik fra 1899 blev rammen om håndgjort papir i Danmark. Den gamle papirfabrik Strandmøllen lukkede i 1899, og produktionen af det håndgjorte papir blev flyttet til Silkeborg.

Håndgjort papir i Bøtten 1988.

Silkeborg Papirfabrik stod i alle årene med den opgave at levere de fineste papirkvaliteter til kunderne. Fabrikken blev udvidet i 1925 og 1934-36 med henholdsvis papirmaskine nr.2 (PM2) og nr.3 (PM3). Installering af en ny papirmaskine er næsten som at bygge en hel ny fabrik. Selve papirmaskinen er en stor og kompliceret maskine, og dertil kommer en stor forarbejdningsafdeling (med hollænder m.m.) og en stor efterbearbejdningsafdeling.
 

Fabriksbygningen til papirmaskine nr. 1 og 2.  1925

Fabriksbygningen til papirmaskine nr. 3 i 1930'ernes arkitektur.

Storas overtagelse af De forenede Papirfabrikker i 1989/90 varslede nye tider. Stora var ikke interesseret i Silkeborg Papirfabriks produktionsprofil, så man så sig om efter nye ejere. Den tyske papirkoncern Drewsen Spezialpapiere GmbH & CO.KG i Lachendorf overtog i 1993 aktiemajoriteten i Silkeborg. Hermed var kredsen sluttet tilbage til familien Drewsen. Det var imidlertid hverken på grund af de historiske eller de familiemæssige relationer, at Drewsen Spezialpapiere overtog fabrikken i Silkeborg. Det skyldtes først og fremmest ønsket om, at den samlede koncern skulle stå stærkt på det internationale marked med hensyn til specialpapir.

Silkeborg Papirfabrik o. 1950.

Henvisninger:
Keld Dalsgaard Larsen: Drewsen Silkeborg 1844-1994 (Jubilæumshæfte 1994).
Keld Dalsgaard Larsen: Dansk Papirindustri 1829-1999 (Silkeborg Museum 2000).
Keld Dalsgaard Larsen: Silkeborg Papirfabrik 1844-2000. En epoke er slut (i Silkeborg Museums Årskrift 2000).

DALUM PAPIRFABRIK

Dalum Papirfabrik omkring 1895.

Dalum Papirfabrik lukkede med udgangen af 2012 og hermed lukkede den sidste af de traditionelle papirfabrikker i Danmark. Dalum Papirfabrik ved Odense Å blev anlagt i 1874, var en del af De forenede Papirfabrikker 1889-1989, ejet af den svenske papirkoncern Stora 1990-1999, ejet af dansk investorgruppe 1999-2007 og endelig ejet af den franske papirkoncern Arjwiggins 2008-2012. Dalum Papirfabrik hed de seneste år Dalum Papir og havde foruden produktionsanlægget i Dalum et afsværtningsanlæg til råstof i Næstved på den tidligere papirfabrik Ny Magle Mølle.

Historien
Dalum Papirfabrik blev planlagt først i 1870’erne under store forhåbninger til fremtiden. Der skulle imidlertid gå nogle år, før idé blev til virkelighed. Den 12. november 1874 kunne papirmaskinen producere de første papirbaner, men papirproduktionen blev først stabil og regelmæssig i 1875. Da fabrikken var en realitet, var tiderne ganske anderledes dystre end først i årtiet, idet en økonomisk lavkonjunktur havde indfundet sig.

Papirmaskine nr. 3 og 4 på Dalum Papirfabrik o.1913

Dalum Papirfabrik overtog o.1922 Haraldskær Papirfabriks slibestol til fremstilling af træmasse. Fabrikken anskaffede senere endnu en slibestol, og denne råstofproduktion fortsatte på fabrikken frem til 1962. Dalum Papirfabriks produktionssortiment blev herefter såkaldt "træfrit", altså uden brug af den grovere træmasse som råstof. Den produktion blev især koncentreret på Magle Mølle Papirfabrikker.

Blade Coateren på Dalum Papirfabrik.

Driftsbestyrer Olaf Hallin var Dalum en god mand, som forstod at promovere fabrikken internt i De forenede Papirfabrikker. Dalum Papirfabrik blev under hans ledelse DfPs absolut førende papirfabrik, hvilket blev understreget ved igangsættelsen af PM7 i 1970-72. Dalum Papirfabrik kunne i 1970’erne og 1980’erne satse på produktion af papir til kontorbrug f.eks. off-set papir og kopipapir og forædling af det coatede papir til f.eks. tidsskrifter, brochure, reklamer og rejsekataloger.

GRENAA PAPFABRIK 1956-2006

Af Keld Dalsgaard Larsen

Grenaa Papfabrik eksisterede i perioden 1956-2006. Under fem forskellige navne: Dansk Lin- & Cellulose Industri (1954-1962), A/S Grenaa Papfabrik (1962-1991), Grenaa Papir A/S (1991-1995), Danisco Paper A/S (1995-2000) og SCA Packaging Djursland A/S (2000-2006).

Hovedproduktionen var produktion af fluting og testliner til bølgepapindustrien. Testliner er yderlagene i bølgepappen, mens flutning er ”bølgen” imellem de to lag af testliner.

Grenaa Papfabrik udsprang af den indenlandske hørproduktion, som havde et opsving under besættelsen 1940-1945. Hørproduktionen blev urentabel omkring 1950, og dele af den jyske hørproduktion udviklede sig til to nye industrielle foretagender med tilknytning til papirindustrien: Grenaa Papfabrik og Dansk Kraft-Emballage i Kolding, som producerede bølgepap.

Grenaa Papfabrik blev etableret i 1954 under navnet Dansk Lin- & Cellulose Industri. Med støtte fra den amerikanske Marshall-hjælp kunne fabrikken købe en brugt papirmaskine i Norge i 1955. Den 20. april 1956 blev papfabrikken officielt indviet.

Godsejer Carl Boisen Thøgersen var en hovedfigur bag fabrikken i Grenaa og fra 1959 ejer. Fabrikken havde et nært samarbejde med og en god kunde i Dansk Kraft-Emballage i Kolding.

Grenaa Papfabrik fik papirmaskine nr. 2 (PM2) i 1960. Igen en brugt papirmaskine. PM2 nåede at holde 100 års jubilæum på fabrikken i 1995 og blev først indstillet i 2002.

Carl Boisen Thøgersens svigersøn, Kaj Frølich, tiltrådte som administrerende direktør i 1963 og hermed blev indvarslet en langt mere offensiv virksomhedsstrategi. Det kom blandt andet til udtryk ved køb af de næste to papirmaskiner i 1966 (PM3) og 1983 (PM1), som var nyindkøb. Begge blev købt hos det tyske firma ER-WE-PA. Grenaa Papfabrik med ejeren Kaj Frølich og ER-WE-PA og dennes ejer Herbert Schmidt fandt i mange år sammen i et godt og tillidsfuldt samarbejde, som var til stor glæde og gavn for begge virksomheder. Grenaafabrikken fungerede i perioder som en slags ”demonstrationsfabrik” og ”udviklingsafdeling” for den tyske virksomhed.

Papirmaskinen fra 1983 blev til PM1, da den gamle PM1 fra 1955 samtidig blev standset.

Grenaa Papfabrik blev i løbet af 1960’erne under Kaj Frølich en veletableret virksomhed inden for dansk papirindustri. Fabrikken var på mange måder en opkomling og en konkurrent til De forenede Papirfabrikker (DfP) – og med succes.

Grenaafabrikken gik sine egne og nye veje i forhold til mastodonten DfP. F.eks. indførte man allerede i 1965 kontinuerlig drift alle ugens syv døgn, hvorimod der skulle gå en rum tid, før det blev indført inden for DfP.

Grenaa Papfabrik fandt sin niche i forhold til DfP på bølgepapområdet ved at oparbejde et tæt kundeforhold til en række især jyske bølgepapproducenter. Grenaa Papfabrik var en medvirkende årsag til at bølgepapfabrikken Danapak i 1965 flyttede produktionen til Grenaa – som nærmeste nabo til papfabrikken.

Bølgepapindustrien ændrede i 1970’erne sine standardmål, således at man ønskede at producere ud fra papirbaner på 245 cm. Det var et gevaldigt problem for Grenaa Papfabrik, idet PM3 kun havde en produktionsbredde på 230 cm. Kunne fabrikken gøre det umulige og udvidde bredden med 15 cm? Traditionen og erfaringerne sagde nej. Men det lykkedes ikke desto mindre – og en truende katastrofe for virksomheden var afværget. Og sådan lykkedes det fabrikken gang på gang at overkomme teoretisk umulige tekniske vanskeligheder.

Grenaa Papfabrik var i vid udstrækning baseret på ”gammelt papir”, på returpapir. Og i 1970’erne blev dette råstof helt dominerende. Fabrikken ønskede at sikre sin råstofforsyning og opkøbte derfor nogle betydningsfulde returpapirvirksomheder: RE-PA Returpapir A/S (1978/79) og Makir A/S (1980), som senere fusioneredes til Makir A/S. Denne del af virksomheden blev igen solgt fra i 1993.

Grenaa Papfabrik måtte i 1980’erne slås med forureningsproblemer. Man satte derfor en udviklingsproces i gang med det formål at begrænse mængden af anvendt vand, så det til sidst helt kunne recirkuleres. Målet blev nået omkring 1990. Dette epokegørende system gav dog længe nogle luftgener, men også disse problemer blev løst.

De Danske Sukkerfabrikker købte i 1988 Grenaa Papfabrik. Det var på mange måder et ridderslag, en anerkendelse af, at fabrikken i Grenaa havde gjort det overordentligt godt. De Danske Sukkerfabrikker havde nogle år tidligere overtaget De forenede Papirfabrikker – og nu blev fabrikken i Grenaa så en del af en ny større helhed. De Danske Sukkerfabrikker indgik i 1989 i koncernen Danisco – og Grenaafabrikken fulgte med i den nye store industrifusion.

Danisco var en kort tid ejer af den gamle mastodont DfP, Grenaa Papfabrik og Højbygaard Papirfabrik på Lolland. Men udviklingen gik stærkt. Danisco solgte allerede i 1989 DfP med papirfabrikkerne i Silkeborg, Næstved og Dalum til den svenske koncern Stora. Danisco bibeholdt Grenaa Papfabrik og Højbygaard Papirfabrik.

Grenaa Papfabrik var i 1990’erne omdrejningspunktet for Daniscos papirengagement. Fabrikken havde siden 1988 drevet Højbygaard Papirfabrik som et datterselskab og ligeledes haft tilsynet med et par engelske papirvirksomheder. Højbygaard Papirfabrik standsede produktionen i foråret 1993.

Danisco afhændede i 2000 papirfabrikken i Grenaa til den svenske koncern SCA. SCA overtog ved samme lejlighed den lokale bølgepapfabrik – og hermed fik papirfabrikken navnet SCA Djursland og bølgepapfabrikken navnet SCA Grenaa.

SCA valgte at nedlægge SCA Djursland i 2005, og produktionen sluttede med udgangen af marts 2006. Fabrikken nåede lige akkurat ikke at kunne holde 50 års jubilæum.

Hvorfor måtte Grenaa Papfabrik – Pappen – lukke i 2006? Fordi ejerne valgte at gøre det. Mange årsager blev nævnt i forbindelse med lukningen, heriblandt gevaldig overproduktion internationalt på området, for høje priser på elektricitet og fabrikkernes ”smalle” maskiner med en bredde på 245 cm. International papirindustri kørte med langt større bredde, og den gamle standardbredde på 245 cm. var også ved at være forældet. SCA så sig nødsaget til at omstrukturere for at kunne genoprette sin position i den øgede internationale konkurrence. Og det kom til at gå ud over en ellers velfungerende og god arbejdsplads i Grenaa.

PRODUKTION – UDVALGTE ÅR:

1962: 15.000 tons

1972: 42.500 tons

1984: 105.000 tons

1988: 120.000 tons

1991: 130.000 tons

1993: 160.000 tons

1996: 195.000 tons

1998: 200.000 tons

1999: 210.000 tons

2002: 196.000 tons

2005: 190.000 tons (ca.)

MEDARBEJDERE – UDVALGTE ÅR:

1972: 104

1982: 155

1987: 183

1995: 210

1998: 160

2006: 140

ADMINISTRERENDE DIREKTØRER

Kaj Frølich 1963-1983

Hans Halskov-Hansen 1983-1993

Gunner Sørensen 1993-1995

Tharald Frette 1996-1999

Michael Rosendahl 2000-2004

Henk Lingbeck 2005-2006

HENVISNINGER:

Erik Christophersen: Fra hør til pap – historien om Grenaa Papfabrik (i Grenaa og Omegn. Før og nu 1984)

Kaj Frølich: Fra et langt og godt liv (2007)

Erling Hansen: Og nu er der stille…. (2006)

Keld Dalsgaard Larsen: Dansk Papirindustri 1829-1999 (2000)

Juni 2020

SKJERN PAPIRFABRIK

Danmarks yngste papirfabrik ligger i Skjern. Skjern Papirfabrik kan føre sin historie tilbage til 1961, hvor lokale kræfter ønskede at skabe industriel udvikling i området. Initiativtagernes koncept var en produktion udelukkende baseret på gamle aviser og andet relevant papiraffald.

Virksomheden blev etableret under navnet Scandinavian Pulp Industry (SPI) og begyndte den egentlige produktion i 1967. Scandinavian Pulp Industry havde modtaget en del egnsudviklingsstøtte, men det forhindrede ikke en tvangsauktion kort tid efter starten. Fritz Schur overtog og drev fabrikken under navnet Skjern Papirfabrik A/S i årene 1968-1978.

Virksomheden kom i 1978 ud i nye vanskeligheder, men blev reddet af firmaet Brødrene Hartmann. Under Brødrene Hartmann kørte virksomheden videre under navnet Skjern Papirfabrik af 1978, og virksomheden er blevet trimmet og udviklet til en nicheproduktion inden for bogpap og hylsepap. Råmaterialet er fortsat genbrugspapir.

Virksomheden har siden 2005 været ejet af Buur Invest A/S og en kreds af ledende medarbejdere.

Skjern Papirfabrik er fra udgangen af 2012 ikke blot Danmarks yngste papirfabrik men også landets eneste papirfabrik. Papirfabrikken skiftede i 2019 navn til Skjern Paper A/S.

Medarbejdertallet er i 2021 på ca. 75 ansatte og en årsproduktion på ca. 70.000 tons.

Adressen er Skjern Papirfabrik, Birkvej 14, 6900 Skjern

Henvisning:
Keld Dalsgaard Larsen: Dansk papirindustri 1829-1999 (Silkeborg Museum 2000)

Keld Dalsgaard Larsen: Skjern Papirfabrik – Danmarks sidste papirfabrik (i Nordisk Pappershistorisk Tidskrift 2+3/2021). Læs her.

Henrik Lindberg: Skjern Paper. Bogen om Skjern Paper (udgivet af Skjern Paper A/s 2021)

www.skjernpaper.com/dk

Juli 2022

SKJERN PAPIRFABRIK

Danmarks sidste papirfabrik………..

Af Keld Dalsgaard Larsen

INDLEDNING

Skjern Papirfabrik er fokuseret. På dagen. På morgendagen. På fremtiden. Fortiden fylder derimod stort set intet. Fabrikken ser fremad. Ikke tilbage. Sådan var det, da jeg besøgte fabrikken i 1998 og 2000 og sådan var det også under mit besøg i 2019. Skjern Papirfabrik emmer af liv. Skorstenen udspyr den karakteristiske hvide røg, lastbiler kommer ind med råstoffer og køre ud med emballerede produkter, og folkene bevæger sig rundt på fabrikken i velkendte arbejdsgange. Tingene sker, hverdagen fungerer, døgnet rundt alle ugens syv dage, og humøret er lunt.

Skjern Papirfabrik er Danmarks yngste papirfabrik. Fra 1965. Eller noget i den retning. Dengang vakte det stor forundring og skepsis, at man i det vestjyske vovede sig ud i et sådan eventyr. Den etablerede danske papirindustri rystede på hovedet. Trak på smilebåndet. De forenede Papirfabrikker (DfP) opfattede sig i 1960’erne med god grund som indbegrebet af dansk papirindustri med papirfabrikkerne Silkeborg Papirfabrik, Dalum Papirfabrik, Maglemølle Papirfabrikker i Næstved, Frederiksberg Papirfabrik, Kartonfabrikken i København og Højbygaard Papirfabrik på Lolland. Alt uden for DfP var at regne for småting eller ingenting – set fra DfP’s position. Men der kom nogle opkomlinge uden for det selvbevidste monopol, DfP: Grenaa Pap fra midten af 1950’erne og så Skjern Papirfabrik ca. 10 år senere. De ville også have en position inden for dansk papirindustri. Og det lykkedes!

Nu ville skæbnen – eller hvem der ellers skal have æren eller skylden – at De forende Papirfabrikker (DfP) de følgende årtier eroderede og dens enkeltstående fabrikker lukkede med Dalum Papirfabrik som den sidste i 2012. Grenaa Papfabrik lukkede i 2006 lukkede efter lige akkurat 50 års virke. Mens denne eliminering af den dansk papirindustri udspillede sig, har Skjern Papirfabrik i al ubemærkethed overlevet ved at passe sit. 50 års jubilæet blev fejret i 2015. Nu som Danmarks eneste papirfabrik. Men hvad med historien? Ja, den er ufortalt. For i Skjern ser man fremad og ikke tilbage. Den, som lever stille, lever godt, kunne være fabrikkens motto. Måske kunne man ligefrem hævde, at Skjern Papirfabriks dna og identitet er at være historieløs (1). Det er en pragtfuld udfordring for en museumsmand med interesse i dansk papirproduktion gennem tiderne. Men først nogle overvejelser om historiens (fortidens) betydning for os mennesker.

Mennesket er et historisk væsen med fortid, nutid og fremtid. Historien er ikke kun slet og ret ”fortiden”. Det historiske rummer alle dimensionerne fortid, nutid og fremtid. Og de kan ikke skilles ad. Vi mennesker lever i alle tre dimensioner – fortid, nutid og fremtid – på én og samme tid. Vi lever rent fysisk i tid og rum i nutiden. Med materielle værdier, viden og erfaring fra gårsdagen. Fra fortiden. Og vi lever i håbet, ønsket og troen på morgendagen. På fremtiden. I vor nutid er vi nødt til at opleve fremtiden, som noget der giver mening og håb. Og i bestræbelserne på at se lyst på fremtiden, kan vi få hjælp fra fortiden. Fra vore egne og andres erfaringer.

Mennesket som historisk væsen rummer altså dimensionerne fortid, nutid og fremtid. Spørgsmålet er så, hvordan vægtningen skal være mellem de enkelte dimensioner. Det kan der ikke sættes nogen endegyldig formel op om. Men det er vigtigt at understrege, at fortiden (og dermed historien i den gængse betydning af ordet) ikke må være en møllesten om halsen. Fortiden skal kende sin plads! Skal holdes på plads. Historien må ikke blokere for nutidens virke for fremtiden.

Vi lever i en verden, hvor intet kan blive, som det altid har været. Og omvendt: Vi lever ikke i en verden, hvor alt kan laves helt og aldeles om. Hvor det gyldne snit er, skal findes frem fra gang til gang. Og i dette arbejde skal fokus være på nutiden og fremtiden. Ikke fortiden.

Skjern Papirfabrik har min dybeste respekt for sit fokuserede arbejde for nutiden og fremtiden. Det må den endelige blive ved med. Mine bestræbelser er ment som en støtte i det daglige virke ved at give det et supplerende historisk perspektiv. Med en fortid som alligevel ligger i nutiden – og som kan give anledning til glæde og tro på fremtiden.

Historien om Skjern Papirfabrik kan skæres på mange måder. Artiklen er mit bud på de givne vilkår. Heriblandt at det er første gang, historien konkretiseres som samlet fortælling. Nyt og andet materiale ville kunne ændre, uddybe og nuancere historien – historierne. Men det skal ikke blokere for at komme med dette første bud på historien. Så kan andre jo sidenhen gøre det bedre. Historien vil blive struktureret i tre hovedafsnit:

Perioden 1963-1967

Scandinavien Pulp Industry (SPI) – starten

Perioden 1968-2005

Skjern Papirfabrik A/S – under Fritz Schur

Skjern Papirfabrik af 1978 – under Brødrene Hartmann

Perioden fra 2005

Skjern Papirfabrik – under lokalt ejerskab ved Buur Invest A/S og ledende medarbejdere.

Historien er aldrig givet på forhånd – overordnede konjunkturer og tilfældigheder spiller ind på kryds og tværs. Det er også nødvendigt at inddrage for at begribe og fortælle historien om Skjern Papirfabrik.

Allerede denne grove disponering viser, at Skjern Papirfabrik på ingen måde er ”historieløs”. Historien vælder selvfølgelig frem, når man ser efter. Og det vil jeg lade ske i denne artikel.

Tiden 1963-1967

SCANDINAVIAN PULP INDUSTRY LTD.

Danmark stod ved indgangen til 1960’erne foran et industrielt tigerspring. Danskerne oplevede det som om, det gamle landbrugsland forandrede sig til industrilandet Danmark. Industri var synonymt med fremtid, mens landbrug fik karakter af fortid. I denne industrielle eufori skete en massiv flytning af den industrielle produktion fra øst (Hovedstadsområdet København) mod vest (Jylland). Den danske stat understøttede udviklingen, blandt andet ved nedsættelsen af Egnsudviklingsrådet, som skulle støtte gode (nye) industrielle projekter i provinsen. Og jo længere vest på jo bedre. Skjern lå i den sammenhæng ideelt – på den jyske vestkyst.

Jyske kommuner og jyske ildsjæle arbejdede hårdt for omkring 1960 at få del i fremtiden – i den industrielle fremtid. Også i Skjern, hvor manufakturhandler Knud Thorkild Nielsen (1924-1997) og viceborgmester, bogtrykker Erik Strandbygaard (1912-1969) trådte frem som lokale idémænd og projektmagere. De stillede sig selv det enkle spørgsmål: Hvad ville der være brug for i fremtiden? I en verden, hvor alting gik fremad. F.eks. befolkningstallet, avisforbruget og behovet for emballage.

K.T. Nielsen og E. Strandbygaard vendte gang på gang tilbage til netop problemet omkring papirforbruget. Og under drøftelserne var de faldet over FN’s fødevareorganisation FAO’s tal for den hidtidige udvikling og den formodede fremtid. FAO havde opgjort, at verdens totalforbrug af papir i 1938 var 28 millioner tons, i 1958 var tallet 62 millioner tons – og i 1975 ville tallet være på svimlende 134 millioner tons. Fremtiden så mere end lys ud for papirproduktion.

Bagsiden ved de mange industrielle fremskridt var også blevet tydeligere omkring 1960 med affald og forurening. Øget papirproduktion gav øget papiraffald. Dagens avis var morgendagens affald. Men hvad hvis man nu kunne skabe nyt papir af papiraffald. Genbruge ”sort” avispapir og skabe råstof til nyt, ”hvidt” papir? Skulle den industrielle snilde ikke kunne gøre sort til hvidt?

Sådan funderede K.T. Nielsen og E. Strandbygaard i Skjern, og som tiden gik jo mere blev de overbevist om, at her lå en gylden fremtid. De fandt også, at Skjern var særligt velegnet til et sådant industrielt eventyr på grund af vandmængden i den lokale Skjern Å. Med afsæt i den store verden med FAO, den eksplosive vækst i papirforbruget med tilhørende affaldsproblem, med Skjern Ås vandmasser og Skjerns behov for nye industrielle virksomheder fandt K.T. Nielsen og E. Strandbygaard, at etableringen af en lokal papirfabrik ville være et ualmindeligt godt lokalt bud på at gribe fremtiden først i 1960’erne. Initiativtagerne fik talt sig varme, og ideernes realisering pressede sig på. Initiativtagerne dannede firmaet Scandinavian Pulp Industry Ltd. I daglig omtale blot SPI. Navnet omfavnede projektet store tanker – det var globalt, det var lokalt, det var revolutionærende nytænkning. At gøre sort til hvidt. At skabe en papirfabrik i Skjern (2).

Grundlæggelsesåret står lidt hen i det uvisse. Aktieselskabet Scandinavian Pulp Industry Ltd. blevet oprettet i 1963, mens produktionen først var en realitet i 1966. Men meget tyder på, at initiativtagerne gik i gang allerede i 1961, og i en senere eftertid har virksomheden holdt 50 års jubilæum i 2015 – og altså ment, at årstallet 1965 var passende (3).

K.T. Nielsen og E. Strandbygaard blev mødt med skepsis, overbærenhed og rysten på hovedet. Hvad forstand har en manufakturhandler og en bogtrykker på papirproduktion? På baggrund af en teknologi, som knap nok fandtes? Ja, det lød jo meget godt med at gøre sort til hvidt. Men hvordan skulle de gøres – sådan i praksis. I den virkelige verden.

K.T. Nielsen og E. Strandbygaard lod sig ikke ryste. Problemerne var vel til for at blive løst. På det tekniske område blev civilingeniør A. Borch-Madsen tidlig samarbejdspartner til realiseringen af ideerne. Planerne tog form. Skeptikere blev overbevist. Penge rejst. Alt sammen i al stilfærdighed. I håbet om, at projektet på det rette tidspunkt kunne præsenteres som et positivt faktum. Det var initiativtagernes håb. Men sådan gik det ikke. Og det skyldes den glædelig kendsgerning, at initiativtagerne fik overbevist Egnsudviklingsrådet om, at staten burde gå ind og støtte projektet. Af mange gode årsager. Lokalt ville det skabe vækst. Og Danmark kunne se frem til at spare 10 millioner kroner i fremmed valuta. Egnsudviklingsrådet ser ud til at have givet tilsagn om en lånegaranti på 10,6 millioner kroner i efteråret 1963. Aktionærerne rejste en aktiekapital på 2,5 millioner kroner. Med egnsudviklingsrådets støtte fik projektet fodfæste. Men samtidig var det slut med at arbejde i al ubemærkethed. Med støtten kom der offentlighed omkring projektet, og den danske presse kastede sig over dette forbløffende og dristige initiativ. Scandinavian Pulp Industry Ltd. var ikke længere et lidt hemmeligt lokalt projekt i Skjern. Nu blev det en national dansk begivenhed.

Fra at folk og kloge hoveder havde rystet på hovedet og anset hele projektet for det rene galmathias, vendte stemning til beundring over det mandsmod, den idérigdom og det gåpåmod, som var udvist i det vestjyske. I Skjern. Med denne goodwill i ryggen skulle planerne nu realiseres på en bar mark i den sydlige udkant af Skjern by. Planen var, at SPI allerede i foråret 1964 kunne påbegynde opførelsen af en ”kartonfabrik”, og produktionen gå i gang i slutningen af 1965. Fabrikken regnede med ca. 50 ansatte og en årsproduktion på 10-12.000 tons. Optimisme var skyhøj (4).

Men tidsplanen holdt ikke. Og slet ikke budgettet. Egnsudviklingsrådet var positiv og udvidede i flere omgange lånegarantien. Som modydelse måtte aktiekapitalen også successivt udvides fra de oprindelige 2,5 millioner kroner til 4,5 millioner kroner. Fordelt på 300-400 aktionærer, store som små. På et tidspunkt regnede man med, at fabrikken ville koste ca. 15 millioner kroner – men den endte med at koste godt 20 millioner kroner. Egnsudviklingsrådet stod bag godt 15 millioner kroner (5).

Fabrikken blev ikke – som oprindeligt påtænkt – bygget i 1964. Men i 1965. Produktionen kom ikke i gang i 1965. Men i løbet af 1966. Problemer man ofte oplever ved sådanne store projekter. Men ikke destomindre irriterende malurt i bægeret og fordyrende. Indtægterne skydes til stadighed ud i en uvis fremtid.

Scandianvian Pulp Industry var måske nok en mindre papirfabrik i dansk og international sammenhæng, men der var immervæk tale om en gigantisk industriel opgave, der skulle løses på den bare mark syd for Skjern. Skjern-borgerne fik en fornemmelse af omfanget, da papirmaskinen fra Basel i Schweiz kom til Skjern i april 1964 læsset på 31 jernbanevogne. Samlet vægt ca. 435 tons (6). En lagerhal på ca. 1250 kvadratmeter var opført til opbevaring af maskinerne – herefter skulle de så samles! I takt med at den øvrige fabrik blev bygget.

Tage Skipper Jørgensen (f. 1930) blev ansat i 1965, og han har berettet om den første tid på fabrikken:

”Da jeg kom på fabrikken den 22. marts 1965 havde man købt papirmaskinen i Schweiz, bygget lagerhallen, og man var begyndt at støbe selve fabrikshallen. Maskinerne var opmagasineret i lagerhallen, hvor vi gik og arbejdede med dem. Vi begyndte selve monteringen af papirmaskinen, før fabriksbygningen var færdig. Monteringen var ledet af en tysk overmontør, som kom fra det tyske firma, Voith. Papirmaskinen, pulperen m.m. var nemlig Voith-maskiner. Den tyske overmontør kunne sit arbejde, men han kunne være strid og gå op i en spids. Fabrikken hentede en svensk papirmester Hermansson til Skjern, og denne havde to finske maskinførere med fra Ørebro. ….. Der gik godt et års tid, før vi overhovedet fik kørt papir gennem maskinen” (7).

At bygge en fabrik var og er en gigantisk opgave. Med så mange store enkeltdele, at det kan svimle for selv den mest erfarne projektleder. Fabrikken skulle være på 5000 etagemeter. Have eget vandværk, da fabrikkens vandforbrug svarede til en by med 32.000 indbyggere. Elektricitetsforbruget var ligeledes enormt – svarende til en by på 7000 indbyggere. Og Skjern var først omkring 1960 blevet et bysamfund på 5.000 indbyggere. Fabrikken skulle have eget rensningsanlæg, før produktionen kunne sættes i gang. Og selvfølgelig skulle alle maskinerne samles og indkøres. Sideløbende skulle fremtiden være på plads med hensyn til såvel råstoffer som salget. Initiativtagerne havde hænderne fulde.

Råstoffet skulle være gamle aviser og andet papiraffald. Det skabte initiativer andre steder. F.eks. i Esbjerg, hvor byen blev inddelt i 18 distrikter for papirindsamling. En gang om måneden skulle der i hvert distrikt samles papiraffald som råstof til den kommende produktion i Skjern (8). Forventningerne spredte sig som ringe i vandet.

Trods irriterende forsinkelser og uforusete bump på vejen lykkedes det at nå i mål. Ifølge Årbogen for Skjern 1966 den 19. april 1966: :

”SPI – den nye storindustri i Skjern er nu sat i gang. Skjern å udnyttes for første gang industrielt. En produktion på 45 tons pap i døgnet af gamle aviser”. Fabrikken var i gang, og Dagbladet Vestkysten kunne den 7. oktober 1966 bringe en firsidet præsentation af ”Danmarks nye papirfabrik”. Trykt på Skjern-papir!

Et håndgribeligt bevis på, at Skjern havde fået en papirfabrik, som kunne levere papir. En ødsel, selvbevidst og spektakulær markering af begivenheden. Vestkystens tillæg lader ingen tvivl råde: Det er imponerende og eventyrligt, hvad det er lykkedes at få skabt i Skjern.

Træerne vokser ikke ind i himlen. Scandinavian Pulp Industry var kommet til verden med masser af tro på fremtiden, men igangsættelsen havde været hakkende.

Produktionen kom i gang i 1966. Men det kneb med salget. Enderne nåede ikke sammen. Tage Skipper Jørgensen oplevede tiden således:

”Det tog ganske lang tid, før produktionen kom ordentlig i gang. Fabrikken var vel kørt i sænk, før den rigtig kom i gang. At pengene var små i den allerførste tid, følte vi dagligt. Vi oplevede, at tankbiler vendte om, fordi vi skulle betale for olien, før de leverede den. Banken havde beslaglagt råvarelageret, så fabrikken måtte købe råstof fra dag til dag. Vi var spændte på, om vi havde penge til at producere. Det kunne selvfølgelig ikke gå, så fabrikken gik konkurs. Mange tabte penge, især staten” (9).

Aktiekapitalen på 4,5 millioner kroner forsvandt i 1967. Og samme år kastede virksomheden håndklædet i ringen i december og gik i likvidation. Aktionærerne havde tabt deres penge. Banker tabte penge. Men den store taber var staten ved Egnsudviklingsrådet – 15.650.000 kr. Tidligere havde rådet kun prøvet at tabe et beløb i størrelsesordenen 100.000 kr. Sammenlignet hermed var 15 millioner kroner et svimlende beløb. Ja, i avisomtalen tales om et beløb på 19,5 millioner kroner. Alt efter om det ville lykkes at sælge resterne under en eller anden form. Tvangsauktionen resulterede i, at staten købte fabrikken for 2.453.000 kr. Hermed reddede kreditforeningen sig. Men sørgeligt var det. Fabrikken var etableret for godt 22 mill. kr. – og med udgangen af 1967 overtog staten resterne for ca. 2,4 mill.kr (10). Var der nogen ende på denne nedtur?

Tage Skipper Jørgensen erindrer fra overgangsfasen:

”Fabrikken lå nu stille, og der var kun fem mand tilbage: Thue Nielsen, Hermansson, de to finner og mig. Vi skulle sørge for at holde maskinerne ved lige, så eventuelle købere kunne få et indblik af mulighederne. … Fritz Schur købte så fabrikken i 1968, og vi fik herefter navnet ”Skjern Papirfabrik”” (11).

Scandinavian Pulp Industry var fortid – hvad ville fremtiden bringe for fabrikken under navnet Skjern Papirfabrik?

Tiden 1968-2005

STILLE OVERLEVELSE

Højt at flyve dybt at falde. Papirfabrikken i Skjern var slået stort op og blevet et nationalt samtaleemne. Men de store forventninger blev ikke indfriet. Konkurs og nederlag var en bitter pille at sluge for initiativtagerne, Skjern by og den danske stat. Egnsudviklingsrådet – og dermed den danske stat – havde tabt chokerende mange penge og prestige. Egnsudviklingsrådet havde været garanten for projektet i Skjern – og nu fremstod rådet som en institution, som på ingen måde havde kunnet magte et sådan projekt. Fiaskoen var noget af en national skandale, som kastede skygger over de involverede parter (12).

Fiaskoens omfang var måske paradoksalt nok fabrikkens redning. Staten kunne simpelthen dårligt tåle definitivt at lukke og slukke for initiativet i Skjern. Det måtte have endnu en chance. Og her trådte familien Schur til i 1968 og videreførte fabrikken under navnet Skjern Papirfabrik. Skjern Kommune reddede en industriel arbejdsplads, og staten en smule af æren.

Den dramatiske nedtur med udgangen af 1967 fik givetvis også den betydning, at Skjern Papirfabrik holdt lav profil. Det gjaldt om at overleve – ikke om at føre sig frem i offentligheden. Skjern Papirfabrik gik efter den meget spetakulære opstart ind i en stille og ydmyg overlevelsesperiode.

Fritz Schur købte fabrikken for 5,2 millioner kroner. Staten afskrev i samme forbindelse 14,8 millioner kroner (13). Fritz Schur overtog givetvis Skjern Papirfabrik såre billigt – og det burde i sig selv være et godt udgangspunkt for at skabe en rentabel forretning. Handelen faldt dog først på plads sidst på året 1968, og de nyere ejere regner med at forøge det aktuelle mandskab på 14 ansatte med 40-45 medarbejdere (14).

Tage Skipper Jørgensen var med i perioden under familien Schur fra 1968 til 1978:

”Da fabrikken genstartede, fik jeg titel af maskinmester, og jeg skulle tage mig af alle reparationer og mindre nyskabelser. Jeg havde også ansvaret for kedlerne og vandværket. Svenskeren Hermansson fortsatte med at have ansvaret for selve produktionen. Ved pulperen var der 2 mand til at begynde med, da det hele foregik ved håndkraft, en mand var i hollænderiet og 2 mand var ved papirmaskinen, en mand i hver sin ende - enten den våde ende eller ved oprulningen. Der var et par mænd ved oprulleværket. Ved mange papirmaskiner er oprulleværket i forlængelse af papirmaskinen, men sådan har det aldrig været i Skjern. En kran tog rullerne og hejste dem ned i "kælderen", som egentlig var i stueetagen. Alt blev omrullet, skåret op og rullet op på paphylstre. Produktionen var halvfabrikata. Vi begyndte med tapetpapir, men senere blev der også produceret grovere kvaliteter. Størsteparten blev eksporteret til Holland. Og al transport foregik pr. lastbil.

Under Schur fik vi bygget kedelhuset, hvor vi fik installeret to dampkedler, to Vølund-maskiner, og det var langt bedre. Vi hentede vand i Skjern Å. Det blev renset i vort rensningsanlæg, før det blev brugt i produktionen. I mange år tilsatte vi kalk og aluminiumssulfat, men det holdt vi op med, da det ikke rigtigt hjalp noget. Rensningsanlægget blev bygget i Schurs tid. I dag genbruges vandet gang på gang, og der er en hel anden ordning på det.

Fabrikken var igennem en stor ombygning og udvidelse i 1976. Papirmaskinen blev forlænget. Til dette arbejde kom der to ingeniører fra Grenaa – Mogens Lindholm og John Pedersen - på fabrikken for at lede dette arbejde. Det var en skotsk leverandør, og da han gik ned, gav det en økonomisk øretæve til F. Schur, så han måtte afhænde virksomheden. Skjern Papirfabrik blev derfor solgt i 1978 til Brødrene Hartmann i Tønder og fortsatte under navnet Skjern Papirfabrik af 1978” (15).

Skjern Papirfabrik satsede stort i midten af 1970’erne – og tabte. Skjern Papirfabrik A/S trådte i likvidation i april 1978, og en avisoverskrift lød ”Papirfabrik går ned for anden gang”. Direktør Fritz Schur jun. gav til samme avis følgende forklaring på situationen:

”Vi får i dag stort set de samme priser for papir, som da vi overtog fabrikken for 10 år siden, men lønningerne er steget meget, ligesom olie- og elpriserne vel er steget tre-fire gange i mellemtiden… Hertil kommer, at hovedleverandøren i forbindelse med vor store udvidelse gik konkurs, hvilket påførte os et meget stort tab. Den ene af delene, de lave priser eller tabet kunne vi have levet med, men ikke med begge del, og der var ingen anden forsvarlig udvej end at træde i likvidation og konstatere et stort tab. Nu gælder det at sikre arbejdspladsen, og jeg håber, at det skal lykkes i morgen” (16).

Det lykkedes overraskende hurtigt at finde en ny ejer! Hartmann koncernen (Skandinavisk Emballage Aktieselskab) trådte til. Årsagen kan meget vel findes i statens uheldige rolle i etableringsfasen. Statens egnsudviklingsstøtte var nu omorganiseret med Finansierings Instituttet som centralt organ. Men arven fra Egnsudviklingsrådet fulgte med. Kurt Sandahl Sørensen, direktør hos den nye ejer, nævner dette aspekt i sin vurdering af overtagelsen:

”I Louis Hartmanns tid (frem til 1971) søgte vi ikke om egnsudviklingsstøtte. Vi har siden brugt erhvervsudviklingsstøtte fra Finansierings Instituttet (FIH), hvilket kom til at spille en rolle i forbindelse med overtagelse af Skjern Papirfabrik. Skjern Papirfabrik havde modtaget en del erhvervsudviklingsstøtte, og FIH lagde et vist pres på os for at overtage virksomheden både for at mindske det økonomiske tab og for at redde arbejdspladser i Skjern. Vi overtog Skjern Papirfabrik i 1978, og vi gjorde det først og fremmest for at forhindre en mulig konkurrent i at etablere sig. Skjern Papirfabrik havde et splinternyt Voith de-inkinganlæg med ny pulper, og det var lige til at gå til, så kunne nye ejere i første omgang nærmest være ligeglad med selve papirmaskinen. Men FIHs henvendelse til os gennem Erik Mollerup spillede så også ind i den samlede vurdering. Nogle sagde, at vi købte Skjern-fabrikken for dyrt, nogle sagde, at vi fik den for billigt, og jeg tror såmænd, at vi fik den til den rigtige pris. Det var dog en absolut betingelse for os, at medarbejderne i Skjern kørte efter samme tarif og ordninger som medarbejderne i Tønder. Vor interesse i Skjern var, at den skulle tjene penge. Og vi fik da også justeret og forbedret den eksisterende papirmaskine fra 1927, … så maskinen kom til at køre dobbelt så hurtigt. Vi satte vort salgsapparat i gang i Skjern og fik på den måde eksporteret en del til England, og vi specialiserede os i inderruller til toiletpapir” (17).

Hartmann koncernen overtog Skjern Papirfabrik for ca. 14 mill. kr., arbejdspladserne var reddet, familien Schur slap med et begrænset tab, og det nye aktieselskab fik navnet Skjern Papirfabrik af 1978 A/S (18).

Hartmann koncernen havde flere berøringsflader med Skjern Papirfabrik. Begge virksomheder var eksempler på den danske industrielle udvikling fra øst mod vest, idet Hartmann fra først i 1960’erne havde etableret sig i den sydvestjyske by, Tønder. Begge var storforbruger af papiraffald – og samlet kunne de blive en større og stærkere aktør på dette område. Og endelig var Hartmanns bekymring for det nye og ekstra de-inkingsanlæg i Skjern reel – det måtte under ingen omstændigheder falde i ”forkerte hænder” hos en (ukendt) konkurrent. Blandt andet var der en vis frygt for, at staten ville fremme oprettelsen af en avispapirfabrik – hvilket den eksisterende danske papirindustri ikke ønskede. Derfor afmonterede Hartmann snarest Skjerns ekstra de-inkingsanlæg og lod det indgå i et nyt aktieselskaber, Genfiber A/S i Assens på Fyn etableret sammen med De forenede Papirfabrikker og Junckers Industrier A/S (19).

Hartmann koncernen fik gjort Skjern Papirfabrik til en rentabel forretning i løbet af 4-5 år. Efter massive investeringer på ca. 20 millioner kroner. Dagspressen markerede den 14. april 1983 den nye situation i en artikel med overskriften ”Store investeringer giver nu overskud. Skjern Papirfabrik kan for første gang i årevis præsentere et positivt regnskab”. Direktør Aage Thue Nielsen var en lettet mand og slog fast:

”Dermed blev vor fremtid sikret, og vi står i dag med en fuldt levedygtig og meget sund virksomhed…. Vi er i den meget gunstige situation, at vi kan sælge alt, hvad vi overhovedet kan producere. Ingen af vore produkter går på lager – de leveres direkte ud af døren” (20).

Skjern Papirfabrik gik i oktober 1983 igen ud i pressen for at understrege den positive udvikling. Den massive investering var baggrunden. Investeringerne var gået til energibesparelser, forbedringer af papirmaskinen, lagerbygning og bedre spildevandsrensning. Papirmaskinen var ombygget og fik hætte og en topvire. Hermed kunne spares energi, og papirmaskinen kunne med en topvire køre hurtigere og producere et mere ensartet produkt. Af mindre investeringer nævnes en brovægt: Fabrikken overtog en gammel ”brovægt” fra Hartmann i Tønder – det gav en nemmere arbejdsgang med hensyn til råstoflevering og varelevering. Tidligere skulle lastbilerne vejes ved en offentlig vægt i Skjern – nu kunne det ske på selve fabrikken (21).

Skjern Papirfabrik udstrålede i efteråret 1983 fornyet tro på fremtiden. Man står f.eks. foran store investeringer i EDB og computerstyring. Produktionen var steget fra 19.000 tons i 1979 til forventet 27.900 tons for året 1983. Omsætningen var steget i samme periode fra 25,5 mill. kr. til 61 mill. kr. Råmaterialet var fortsat genbrugspapir. Fabrikken kører i døgndrift og holder kun stille i sommerferien og mellem jul og nytår. Større forbedringer skal derfor ske i disse ferier. Aktuelt er der 62 ansatte. Produktionen er især tapet-råpapir og hylsepap til toiletruller (22).

Papirindustri kræver til stadighed store investeringer. Man kan ikke hvile på laurbærerne. Kontinuerlige og massive investeringer er en betingelse for en papirindustriel virksomheds overlevelsesmuligheder. Skjern Papirfabrik var og er også underlagt dette vilkår. Fabrikken har mellem år og dag haft store udfordringer med hensyn til forurening og lugtgener. Det har krævet store investeringer at stille såvel myndigheder som naboer tilfredse på dette område.

Skjern Papirfabrik fandt sit gode niveau fra først i 1980’erne. Konjunkturerne kunne fremme eller hæmme udviklingen – men overordnet set gik det stabilt fremad. Fra to interne opgørelser fra henholdsvis 20. maj 1981 og 8. april 1997 gives blandt andet følgende indblik i udviklingen:

Produktionen er steget fra ca. 24.000 tons/år til 45.000 tons.

Produktion i 1981: papir til bølgepap, papir til toiletruller, pap til massivpap, tapetråpapir, trækpapir, mellemlægspapir til termoruder og mursten.

Produktion i 1997: Hylsekarton (i tre varianter), greyliner, afdækningspapir.

Afsætning 1981: ca. 50 procent til eksport.

Afsætning 1997: ca. 93 procent til eksport

Ansatte i 1981: 57 fordelt på ufaglærte 41, faglærte 6 og funktionærer 10.

Ansatte i 1997: 67 fordelt på 53 timelønnede og 14 funktionærer.

Energimæssigt har naturgassen i 1997 afløst olien.

Rensningsanlægget er gået fra at være biologisk til at være dobbeltbiologisk.

Skjern Papirfabrik af 1978 rejste sig efter den tumultariske pionertid i 1960’erne og 1970’erne. Fabrikken blev en stabil erhvervssucces. Udfordringer var der løbende, men aldrig større end de kunne overvindes. Men en virksomheds skæbne afhænger af mangt og meget – herunder ejeren! Lige som vi mennesker skal udvælge vore forældre med omhu, skal man altid være agtpågivende overfor, hvilken ejer man har. Det måtte Skjern Papirfabrik sande først i det nye årtusinde. Ejeren, Hartmann koncernen, led store økonomiske tab ved et engagement i Canada og fik brug for penge til at konsolidere modervirksomheden. Hartmann måtte justere sin strategi og vende tilbage til ”basic”. Resultatet var, at Skjern Papirfabrik kom på salgslisten i 2004. Hvad nu? Ville historien slutte her?

STORE LINJER OG TILFÆLDIGHEDER

At begribe og fortælle menneskenes historie er egentlig en umulig opgave. Menneskelivet er alt for stort og komplekst til at få det sammenfattet til en historie. Historie er en ekstrem reduktion af levet liv. Men en sådan reduktion er den eneste mulighed for at bedrive historisk forskning og formidling. Historien kan jo aldrig gengives 1:1! Samme problem er der med arbejdet med nærværende historie – Skjern Papirfabrik er på en og samme tid en del af ”den store historie” (de store linjer) og ”den lille historie” (den nære historie, det personlige og tilfældige).

Dansk papirindustri kom i slipstrømmen af den europæiske industrialisering fra omkring 1800. Familien Drewsen etablerede Danmarks første papirmaskine i 1829 – og hermed trådte dansk papirindustri for alvor ind på den historiske scene. Industrialiseringen er altså en forudsætning for dansk papirindustri og Skjern Papirfabrik.

Nationalstaterne blev rammen om det moderne kapitalistisk samfund med markedsøkonomi, arbejdsdeling, industrialisering, demokrati og meget mere – og nationalstaten opfattede sig i høj grad som en autonom organisation med behov for eget statsapparat, hær, infrastruktur, skolesystem osv.- og alle centrale industribrancher, herunder også en papirbranche. Dansk papirindustri var frem til 1960’erne først og fremmest en indenlandsk branche. Eksporten spillede ingen rolle. Men efterkrigstidens globalisering skabte større og større frihandel, som fik afgørende indflydelse på dansk papirindustri. Danmark var ikke længere en ø i verden – og De forenede Papirfabrikker og den øvrige danske papirindustri skulle til at klare sig på verdensmarkedet. Med De forenede Papirfabrikkers salg til svenske Stora i 1989 forsvandt den danske papirindustri samtidig som national branche. Og med Murens fald i 1989 blev den internationale papirindustri hvirvlet ind i et opbrud, så de nationale papirindustrier blev afløst af private tværnationale papirkoncerner i en global verden. På verdensmarkedet skal papirindustrien agere i et utal af minefelter lige fra global sikkerhedspolitik og oliepriser til dollarkurs og fragtpriser.

Skjern Papirfabrik opstod således i en verden i opbrud i 1960’erne. Skjern Papirfabrik var i høj grad et barn af sin tid – blandt andet med afsæt i tidens fokus på genbrug og forurening. Og industriproduktionens vandring fra øst mod vest i Danmark. Men det er ikke kun de store linjer – den store historie – som har skabt Skjern Papirfabrik. Den store historie er en ramme, som mennesker og tilfældigheder har fyldt ud til det, som blev og er Skjern Papirfabrik. Den lille historie er nok så afgørende i beskrivelsen af Skjern Papirfabrik. På godt og ondt.

Initiativtagerne til papirfabrikken i Skjern var henholdsvis manufakturhandler og bogtrykker. Og rigtig mange af menneskene på Skjern Papirfabrik – høj som lav – kom ind i denne papirindustri ved tilfældigheder. Papirfolk er et meget sammensat folkefærd. Blandt papirarbejderne kan man møde tidligere købmænd, handelsuddannede, halvstuderede folk, landmænd, mejerister, husmænd, arbejdsmænd, håndværkere osv. Og gang på gang formår papirindustrien at få dygtige folk til at falde godt til i den samlede organisation. Med mulighed for at udnytte deres potentiale til fælles bedste. Det gælder også Skjern Papirfabrik, hvor tre konkrete eksempler skal nævnes.

Aage Thue Nielsen (1928-1992) kom til Skjern på papirfabrikken i 1965. Men indtil da havde han været inden for fiskeribranchen i et familiefirma, som gik konkurs i 1965! Hvis familiefirmaet havde været rentabelt, var Aage Thue Nielsen aldrig kommet til Skjern. Men skæbnen ville det anderledes. Aage Thue Nielsen var handelsmanden, som viste sig at have evner i forhold til såvel kunder som medarbejdere. Aage Thue Nielsen overlevede nye ejere i 1968 og 1978 og var afgørende i skabelsen af en virksomhedskultur, som skabte resultater og dermed sikrede fremtiden (23).

Skjern havde i 1965 ingen lokal ekspertise til papirproduktion. Faglærte papirfolk måtte hentes udefra. Og der blev hentet tre fra Ørebro i Sverige – den svenske papirmester O. Hermansson og de to finske maskinførere, Ero Yilikoski og Reino Kangas. Hvordan det kunne lade sig gøre at lokke disse tre mænd med familie til Danmark og Skjern er i sig selv en ufortalt historie. Men de tre mænd var en afgørende brik i skabelsen af papirfabrikken i Skjern. Reino Kangas blev i Skjern og har til det lokale dagblad givet et indblik i sin historie.

Reino Kangas (1925-2015) er født i Finland og udlært møbelsnedker. Efter krigen kneb det med beskæftigelsen, og Reino Kangas og hustruen Eila flyttede i 1953 til Sverige. Møbelsnedkeren blev papirarbejder, maskinfører, i Ørebro. Måske blev tilknytningen til Sverige aldrig rigtig stærk – under alle omstændigheder lykkedes det Knud T. Nielsen at lokke ham og de to andre fra Ørebro til Skjern i 1965. Ægteparret med to døtre slog sig ned i Skjern. Reino Kangas var i produktionen og oplærte her de næste generationer af papirarbejdere i Skjern. Men den 13. september 1976 gik det galt – Reino Kangas kom ud for en alvorlig arbejdsulykke, som ødelagde hans arm. Kun 51 år og reelt arbejdsinvalid. Forsøg på at komme tilbage på fabrikken endte i skuffelse og bitterhed (24).

Jørgen M. Thomsen (f. 1951) mødte op på Skjern Papirfabrik den 20. januar 1975. Nyt skulle prøves. Jørgen Thomsen var butiksuddannet inden for manufakturhandel i det nordjyske, men en forelskelse rykkede den unge mand til Skjern. Men hvad med arbejde? For en stund blev det på Møbelfabrikken Silga, men det var alligevel ikke nogen varig løsning. Skjern Papirfabrik stod foran sin store udvidelse og søgte ny arbejdskraft. Med offentligt støtte blev et introduktionsforløb iværksat på fabrikken, og Jørgen Thomsen var med på holdet. Måske var det noget. Manufaktur blev erstattet med fabrik – og den handelsuddannede omskolet til papirarbejder i produktionen på treholdsskift. Først ved pulperen og siden som maskinfører ved papirmaskinen. Det blev til tre lærerige år på gulvet i produktionen. I 1978 blev en stilling som kontorassistent slået op på fabrikken, og Jørgen Thomsen tog endnu en gang springet – denne gang fra produktion til kontor. Efter 10 år opslog fabrikken en stilling som indkøbschef, og Jørgen Thomsen søgte stillingen. Kunne den tidligere papirarbejder og kontorassistent mon klare et spring til en chefstilling? Jørgen Thomsen mente ja, og fabrikken lod sig overbevise. To år senere blev stillingsbetegnelsen souschef, og da fabrikschef Bondo trådte tilbage i 1999, trådte Jørgen Thomsen til som ny fabrikschef. Titlen ændres i 2004 til direktør. Jørgen Thomsen stod med andre ord efter ca. 25 år i spidsen af Skjern Papirfabrik og kender fabrikken i alle krogene og alle medarbejderne. Det var næppe en sådan karriere, den unge Jørgen Thomsen havde i tankerne hin morgen den 20. januar 1975 – men sådan gik det. Og det blev også Jørgen Thomsen, som skulle sikre Skjern Papirfabrik en fremtid efter 2004 (25).

Tiden efter 2005

LOKAL EJERKREDS

Hartmann koncernen var moderselskab for Skjern Papirfabrik i 27 år fra 1978 til 2005. Men i 2004 så Hartmann sig nødsaget til at sætte papirfabrikken i Skjern til salg. Grunden var egne problemer hos Hartmann – ikke fordi Skjern Papirfabrik af 1978 kørte dårligt. Tværtimod. Hartmann sonderede selv først markedet for salget, men da det ikke førte til noget, blev opgaven i sensommeren 2004 overdraget Jørgen Thomsen og ledelsen på Skjern Papirfabrik. En ny ejer skulle findes i løbet af et halvt års tid (26). Der kom til at gå godt et år – men i september 2005 faldt brikkerne på plads, og Skjern Papirfabrik fik nye lokale ejere.

Ønsket for Jørgen Thomsen og ledelsen var at finde en investor, som ønskede at investere i fabrikken for dens egen skyld. Ikke udelukkende som et investeringsobjekt – men som en god forretning, hvor overskuddet i vid udstrækning skulle bruges til reinvestering i fabrikkens fremtid. Man ville gerne undgå en investor, som blot investerede i fabrikken for snarest igen at sælge den videre til anden side. Men fandtes en sådan investor på markedet?

Jørgen Thomsen havde en god lokal bekendt, revisor Kim Brarup, som blev sat på opgaven. Kim Brarup havde fokus på solide, lokale løsninger og i den forbindelse kom han i forbindelse med investeringsselskabet Buur Invest med hovedsæde i Vestjylland. Buur Invests direktør Charlotte Buur Poulsen var interesseret, og selv om forhandlingerne trak ud, endte det med et salg. Hartmann solgte Skjern Papirfabrik for ”omkring 40 mill. kr.”, til et selskab (SP-Holding), hvor Buur Invest ejede 80 procent, mens de sidste 20 procent var fordelt på tre ledende medarbejdere på fabrikken: Direktør Jørgen Thomsen, distributionschef Hans Hessellund (27) og økonomichef John Tholstrup Nybo. Charlotte Buur Poulsen overtog formandsstolen i bestyrelsen, og Jørgen Thomsen fortsatte som direktør. Det var en glædelig begivenhed, som blev slået stort op i den lokale presse.

Dagbladet kunne den 11. oktober 2005 bringe en stor artikel med overskriften ”Som et eventyr. Stemningen på genbrugsvirksomheden Skjern Papirfabrik er i top efter et ejerskifte, hvor tre fra ledergruppen sammen med Buur Invest overtager selskabet”. Med overtagelsen var de 75 arbejdspladser sikret. Årsproduktionen opgives til 50.000 tons. 90 procent går til eksport. Produkterne præsenteres således:

”Skjern Papirfabrik fremstiller det pap, røret i toiletrullen består af. Man vikler ikke røret, men fremstiller pappet, der udgør grundmaterialet. Den del udgør omkring 50 procent af produktionen. Andre hovedprodukter er pappet i indlægget på bøger, pap i ringbind, alle afskygninger af paprør, ja, råvaren til IKEA’s populære opbevaringsæsker, er også fremstillet i Skjern”.

Charlotte Buur Poulsen understreger ved flere lejligheder, at medvirkende til handlen var, at virksomheden var sund, at der var god kemi mellem parterne, og at der var en stor lokal opbakning i Skjern til virksomheden (28). Skjern Bank fremhæves som en vigtig lokal samarbejdspartner under processen.

Skjern Papirfabrik var kommet på lokale hænder, og det skabte også en ændring i selvopfattelsen – man skulle og kunne stå på egne ben. Det interne hierarkiet blev udjævnet, kommandovejene kortere og beslutningerne kunne tages med kort varsel. Fabrikken skulle være kendt for sin fleksibilitet og effektivitet – ikke mindst i forholdet til kunderne (29).

De nye ejere holdt sig til strategien: Skjern Papirfabrik skulle være en god forretning, og overskud skulle i stort omfang reinvesteres for at sikre fremtiden. Jørgen Thomsen udtalte til Jyske-Vestkysten den 27. april 2014, at de seneste 10 år har fabrikken hvert år investeret ca. 10-15 millioner kroner for at udvikle produktionen og øge effektiviteten. Resultatet var en god og solid forretning.

Finanskrisen i 2009 var en tilbageslag for industrien – også for Skjern Papirfabrik. Dog ikke værre end, at der trods alt også for året 2009 kom et lille overskud på bundlinjen. Men papirproduktion undgår ikke dump på vejen. Blandt de store og latente udfordringer er statens afgiftspolitik og miljøkrav. Skjern Papirfabrik er som storforbruger af energi altid i det offentlige søgelys – og i 2009 og 2010 kom regeringen med oplæg, som fik ledelsen på Skjern Papirfabrik til at gå ud i pressen og på det skarpeste advare mod sådanne energiafgifter. Det kunne betyde fabrikkens lukning. Det blev ved forskrækkelsen.

Skjern Papirfabrik er således underlagt såvel verdensmarkedet som den danske politiske virkelighed. Er både aktør på markedet og i det civile samfund. Det handler ikke udelukkende om økonomiske afkast. Skjern Papirfabrik skal også spille sammen med de rammer og de normer, som det øvrige samfund fastsætter. Det kræver sit at navigere i et sådant uoverskueligt farvand. På den anden side holder det ledelse og medarbejdere konstant agtpågivende. Skjern Papirfabrik forfølger begge spor, hvilket blandt andet kan ses i den fortløbende effektivisering af papirmaskinen og de mange tiltag med hensyn til energiforbrug og spildevandsrensning.

Papirmaskinen er en fourdrinier – og på maskinen er påsat et lille oplysende skilt: J.M. Voith Heidenheim 1927. Oprindelig en tysk maskine, som siden blev sat op i Schweiz for i 1964 at komme til Skjern i Danmark. Papirmaskinen er forbedret i det uendelige. Fordobling af den daglige produktion er sket flere gange i fabrikkens levetid. Hans Hessellund kunne i 2010 oplyse, at ”Den gamle maskine er blevet som ny”, og at i hans tid er den daglige produktion steget fra 80 tons i 1985 til 170 tons i 2010. Årsproduktionen i 2010 angives til 60.000 tons (30). Investeringerne er blot fortsat de følgende 10 år med en gevaldig opgradering af papirmaskinen i sommeren 2019. Resultatet er blevet en årsproduktion på 71.000 tons (31). Med andre ord har den vedvarende modernisering af papirmaskinen fra 1927 betydet en syvdobling af produktionen. Og alt tyder på, at det vil blive overgået.

Skjern Papirfabrik er storforbruger af energi. Derfor må fabrikken til stadighed arbejde på at nedbringe denne afgørende omkostning. Offentligheden har også øget opmærksomhed på ressourceforbruget og udledningen af CO2, hvilket igen gør investeringer nødvendige.

Skjern Papirfabrik dannede rammen om en event den 12. december 2012 kl. 12.12: På denne spektakulære dato – 12.12.12.12.12 – indviedes fabrikkens nye epokegørende varmepumpeanlæg. Med den var det muligt afgørende at mindske energispild, genanvende overskudsvarmen og lede det ud i Skjern Kommunes fjernvarmesystem. Skjern Papirfabrik havde siden 2010 et samarbejde med den lokale fjernvarme – men nu kunne Skjern Papirfabrik stå for opvarmningen af ca. 2.500 husstande eller ca. 2/3 af Skjern-borgernes opvarmning. Fabrik og by i en positiv symbiose. Skjern Papirfabrik er herefter ikke kun papirproducent, men også varmeproducent. En position som blev udbygget i årene 2014-2016 ved investering i et nyt flisfyr.

Skjern Papirfabrik investerede ca. 70 millioner kroner i et nyt flisfyr i årene 2014-2016. Naturgas blev afløst af flis. Dog med mulighed for at bruge naturgas i nødstilfælde. Årsagen til investeringen var flere. Herunder at staten gennem Energistyrelsen gav et klækkeligt tilskud til projektet. Af andre væsentlige årsager var ønsket om optimal damproduktion, en fremtidssikring af dampkapaciteten ved udvidelse af produktionen, begrænsning af brændselsomkostninger og dramatiske nedbringelse af CO2-udslippet. Det var en enorm satsning, og det blev også omtalt som ”modigt”, at en virksomhed med en årlig omsætning på omkring 200 millioner kroner gav sig i kast med et så stort et projekt (32). Men Skjern Papirfabrik tror på fremtiden. Og kan fortsat opnå statslig bevågenhed og støtte.

Skjern Å var en forudsætning for etableringen af fabrikken i 1960’erne. Men der har altid været udfordringer. Også med hensyn til at rense spildevandet og lede det tilbage i Garner Å. Skjern Papirfabrik – i samarbejde med kommunen – valgte i 2014 nogle radikale løsninger: Dels skulle vandet fremover komme fra nedlagte kommunale vandboringer i nærheden i stedet for Skjern Å og dels nedlagde fabrikken sit eget rensningsanlæg og blev tilkoblet det kommunale rensningsanlæg i nabobyen, Tarm (33).

Skjern Papirfabrik skiftede i 2019 navn til Skjern Paper. På fabrikkens hjemmeside og i diverse salgsmaterialer fremgår det tydeligt, at Skjern Paper ønsker at fremstå som fremtidens papirfabrik. Og så er det ikke nok, at fabrikken producerer og sælger gode og billige papirprodukter. Brochuren ”Skjern Paper – fremtidens bæredygtige papirfabrik” slår da også fast at: ”Skjern Paper er en grøn og bæredygtig virksomhed – og formodentlig en af verdens mest miljøvenlige papirfabrikker”. Og senere ”Skjern Paper sætter nye standarder for produktion af papir og karton til de europæiske emballage- og papirvirksomheder. Der investeres løbende i miljøvenlig, energirigtig og grøn teknologi, som kan imødekomme markedskrav om endnu mere bæredygtige produkter” (34).

Det oprindelige koncept omkring genbrug er mere aktuel end nogensinde – fortiden, nutiden og fremtiden er fortsat forbundne.

Skjern Papirfabrik er for længst blevet en voksen og moden virksomhed. En solid

produktionsvirksomhed med sine vaner og traditioner. I 2018 var der 74 ansatte fordelt på 53 timelønnede, 15 funktionærer, fire smede og to automatmekanikere. Over 50 procent af arbejdsstyrken havde mere end 10 års anciennitet, ca. 30 procent havde over 20 år. Gennemsnittet var 14,3 års anciennitet. Med andre ord erfarne papirfolk! Sammen sørgede medarbejderne for en årsproduktion i 2018 på 66.396 tons (35).

Generationsskifte sker løbende på alle niveauer. Jørgen Thomsen trådte i 2020 tilbage som CEO og blev erstattet af Nikolaj Bjerre Thybo, som tidligere var fabrikkens salgschef. Blandt andet ud fra devisen, at det var nemmere at oplære en ny udefrakommende salgschef, end at ”oplære” en udefrakommende CEO’er. Skjern Paper er fortsat selvbevidst og forsigtig.

HISTORIEN FORTALT

Historien er nu ved vejs ende. Skjern Papirfabrik var selvfølgelig på ingen måde ”historieløs”. Historien var blot ikke fortalt (36). Med denne artikel er der sat fokus på historien – og et bud givet. Historien kan aldrig en gang for alle sammenfattes og fortælles. Historien pågår hele tiden.

Skjern Paper er Danmarks yngste og sidste papirfabrik. På grund af konjunkturerne, egen dygtighed og tilfældigheder. Hvilket år historien begyndte står fortsat hen i det uvisse – måske i 1965, måske i 1963 eller måske endog i 1961. Måske kunne Skjern Paper i 2021 fejre 60 års jubilæum. Under alle omstændigheder har Skjern Paper opnået en alder og en position, som gør, at dens historie vil presse sig på. Denne artikel er et vidnesbyrd herpå.

Nutiden er såmænd også afgørende for, hvordan vi mennesker anskuer historien. Hvad vi er interesseret i fra vor fortid. Skjern Papirfabrik opstod i 1960’erne ud fra en idé om genbrugspapir som råmateriale – i dag fremstår den tanke mere aktuel en nogensinde med tidens dagsorden omkring miljø og klima. Skjern Paper kan selvfølgelig her skabe en ”kontinuerlig” historie fra starten til i dag. Men så enkel er historien aldrig. Råmaterialet blev i 1960’erne hentet lokalt og regionalt, mens råmaterialet i dag er afhængig af det globale verdensmarked – med Kina som en central aktør! Der er sket ubegribeligt meget på 50-60 år inden for papirindustrien også i Skjern. Historien er uendelig og mangfoldig – opgaven er at blive lidt klogere og bruge de historiske erfaringer positivt i morgendagens arbejde.

EFTERSKRIFT 2022

Historien pågår til stadighed. Historierne om historien følger med på bedste beskub. Skjern Papirfabrik kunne i årtier virke uden, at det sådan kastede fortalt historie af sig. Året 2021 satte en stopper for fabrikkens indgroede ”historieløshed”. Min artikel var og er et vægtigt bidrag hertil. Men ikke nok med det – fabrikken kom selv på banen! Skjern Paper A/S udgav sidst på året 2021 en fornem portrætbog om fabrikken og dens historie med titlen Skjern Paper – Bogen om Skjern Paper. Henrik Lindberg har stået for teksten, Ørskov Gruppen A/S for layouten, og Strandbygaard A/S for trykningen. En helt igennem flot og gennemillustreret bog. Og det er fornøjeligt at bemærke navnet på trykkeriet og få en fornemmelse af historiens vingesus, at fortid og nutid på forunderlig vis er forbundne.

Bogen har selvfølgelig flere berøringsflader med min artikel, men der er tale om to selvstændige og forskellige afhandlinger med hver sin berettigelse. Bogen giver således ikke anledning til ændringer i min tekst, som artiklen forelå fra min hånd i marts 2021, og den gengives derfor uændret med undtagelse af dette efterskrift og småjusteringer i forbindelse med en fornyet gennemlæsning. De største ”redaktionelle” ændringer i forhold til den oprindelige artikel er såmænd ændring af den første overskrift fra ”Den historieløse papirfabrik” til ”Indledning” og tilføjelse af to nye noter – note 1 og 36. Selve indholdet er uforandret.

I artiklen gøres en del ud af historiens tilfældigheder. De har givetvis også spillet ind i Skjern Papers eget opgør med fabrikkens traditionelle historieløshed. Meget tænkeligt spiller det ind, at Jørgen Thomsen i foråret 2020 trådte tilbage som CEO efter over 40-årigt virke på fabrikken og afløses på posten af Nikolaj Bjerre Thybo. Jørgen Thomsen er dog fortsat en vigtig del af fabrikken – nu som selskabets bestyrelsesformand. En ny epoke skulle med andre ord indledes på fabrikken – og det kunne jo være en god anledning til at få sammenfattet en flot bog med fabrikkens historie og aktuelle virke.

Tilfældigheder har rimeligvis også spillet ind med hensyn til, at det overhovedet kunne lade sig gøre at sammenfatte denne historie – både min artikel og fabrikkens bog. Under mit besøg på fabrikken i februar 2019 blev jeg præsenteret for fire ringbind, som en tidligere medarbejder havde samlet om fabrikken. Nu var medarbejderen død, og enken afleverede materialet til fabrikken. Materialet bestod først og fremmest af avisudklip, men der var også andet skriftligt materiale. Enken mente, at fabrikken havde bedre brug for det end hende. I første omgang lånte jeg materialet og fandt her en mindre guldgrube af historiske oplysninger. Aviser er en fantastisk historisk kilde. Dette materiale – de fire ringbind – rummer de fleste direkte nævnte avisartikler (med opgivelse af avisens navn og dato, evt. med navnet på journalisten) og endvidere optræder maetrialet ellers i artiklens noter som ”scrapbog på fabrikken” eller blot ”scrapbog”. Sidst på året 2019 leverede jeg ringbindene tilbage med tak for lån. Mine første spadestik var taget til min artikel. Det er åbenlyst, at Henrik Lindberg har øst af samme kildemateriale – til gavn for den nye bog. Tilfældigheder igen og igen. Man kan i sit stille sind sende en venlig tanke til den ældre medarbejder, som har været så glad for sin mangeårige arbejdsplads, at han – også efter sin pensionering – har samlet alt materiale, han kom over om fabrikken og til enken, som havde åndsnærværelse nok til, at materialet havnede på Jørgen Thomsens kontor.

Skjern Paper har med bogudgivelsen taget medansvar for sin egen fortalte historie – og det er i sig selv en glædelig begivenhed. Det sker selvfølgelig uden på nogen måde at svække fokuset på morgendagens opgaver. Og det i en tid, hvor corona-pandamien har hærget og krigen i Ukraine skaber høje energipriser og usikre markeder. Her i 2022 kan Skjern Paper glæde sig over, at man i 2014-2016 satsede voldsomt på et nyt flisfyr til erstatning på den tidligere energikilde, naturgas. I 2022 kan man på fabrikken stoppe al spekulation, om investeringen var relevant og økonomisk rentabel. Historien har givet svaret. I hvert fald et foreløbigt svar. Om det er tilfældighed eller fremsynethed er ikke til at afgøre – men initiativ og kækhed kan heldigvis godt blive belønnet. Det er historien om Skjern Papirfabrik – Skjern Paper – også et livsbekræftende eksempel på.

NOTER

1. Skjern Papirfabrik er ikke længere så ”historieløs” i 2022, som den var i 2019 og i første halvår af 2021. Skjern Paper – Skjern Papirfabriks navn siden 2019 – udgav nemlig i anden halvdel af 2021 en fornem portrætbog om fabrikken i Skjern og dens historie: Skjern Paper. Bogen om Skjern Paper. Min artikel er skrevet før denne bogudgivelse, men bogen giver ikke anledning til at ændre i min oprindelige artikel fra marts 2021. Jeg har derfor valgt at gengive artiklen, som den blev offentliggjort i Nordisk Pappershistorisk Tidsskrift 2+3/2021 blot med tilføjelsen af et lille efterskrift og et par småjusteringer.

2. Se Sort på hvidt. Scandinavian Pulp Industri Ltd. A/S Skjern (prospekt u.å / 1965).

3. I materialet dukker flere gange årstallet 1959 op som det år, hvor ideen blev undfanget af Knud Th. Nielsen (1924-1997) og Erik Strandbygaard (1912-1969).

4. Denne optimistiske præsentation af projektet fremgår af Årbogen for Skjern 22. årgang 1963 udgivet af J. Strandbygaards Bogtrykkeri i Skjern. Artiklen har overskriften ”SPI – i Skjern – og hvorfor?” om fabrikken omtales som ”Skjerns kommende storindustri”.

5. Jyllands-Posten 11. december 1967.

6. Ifølge Årbog for Skjern 1964 kom papirmaskinen til Skjern den 29. april 1964 på 36 jernbanevogne. I selskabets prospekt ”Sort til hvidt” – uden årstal men må være fra 1965 – nævnes, at papirmaskinen kom på 30 jernbanevogne og vejede ca. 435 tons. Se også Jyllands-Posten 20. januar 1966.

7. Tage Skipper Jørgensens udsagn er fra 1999 og publiceret i Keld Dalsgaard Larsen: Dansk papirindustri 1829-1999 (2000) og på www.museumsilkeborg.dk.

8. Jyllands-Posten 29. januar 1966

9. Se note 7.

10. Jyllands-Posten 11. december 1967 og et udateret avisudklip fra Vestkysten i scrapbog på fabrikken.

11. Se note 7.

12. Dramaet fik også et litterært efterspil, da Erik Aalbæk Jensen i 1971 udsendte romanen Sagen, som handler om et stort egnsudviklingsinitiativ, som til alles overraskelse gik grueligt galt. Inspirationen fra SPI i Skjern er iøjnefaldende, men i romanen handler det om en plastfabrik og ikke en papirfabrik. Men det er som nævnt også en roman, en fiktiv historie.

13. Vestkysten – udateret – med overskriften ”Finansudvalget har godkendt: Staten afskriver 14,8 mill.kr.”.

14. Jyllands Posten 18. november 1968. Her nævnes, at den nye ejer har gennemført nye produktionsmetoder, blandt andet en væsentlig kemikaliebesparelse. Ønsket er snarest at gå over til treholdsskift og i den forbindelse vil fabrikken få brug for 40-45 nye medarbejdere. Salgsprisen nævnes også her til at være 5,2 mill. kr. – med 3 mill. kr. som kontant udbetaling og resten som offentligt lån.

15. Se note 7.

16. Udateret avisudklip i scrapbog, som findes på fabrikken. Er antagelig fra april 1978.

17. Kurt Sandahl Sørensens udsagn er fra 1999 og publiceret i Keld Dalsgaard Larsen: Dansk papirindustri 1829-1999 (2000) og på www.museumsilkeborg.dk.

18. Avisudklip fra scrapbog på fabrikken. Uden dato. Overskriften er ”Fremtid og fremgang synes endeligt sikret”.

19. Om denne problematik henvises til Keld Dalsgaard Larsen: Dansk papirindustri 1829-1999 (2000) s. 130 og 270 og Dansk papir i 100 år. De forende Papirfabrikker A/S 1889-1989 (1989) s. 121f.

20. Avisudklip torsdag den 14. april 1983 fra scrapbog på fabrikken.

21. To avisudklip begge dateret den 12. oktober 1983 fra scrapbog på fabrikken.

22. Se note 20.

23. Avisudklip dateret den 29. september 1990 fra scrapbog på fabrikken. Er et interview med Aage Thue Nielsen. Et andet udklip fra scrapbogen indeholder dødsannoncen i forbindelse med dødsfaldet den 20. maj 1992.

24. Avisudklip fra Vestkysten – uden dato, men må være fra 1982 – fra scrapbog på fabrikken. Overskriften er ”Han fik knust sin tilværelse af en stor rulle papir” og mellemoverskriften ”Fabrik lovede genansættelse efter en alvorlig arbejdsulykke, men de løfter blev hurtig glemt”. Endvidere udklip fra scrapbog med en omtale fra 17. juni 1995 i forbindelse med 70 års dagen.

25. Fra blandt andet samtale den 28. februar 2019. Endvidere fra flere udklip i scrapbog på fabrikken. Blandt andet Dagbladet 22. december 2008 med en artikel med overskriften ”Han vandt prinsessen og papirfabrikken”.

26. Dagbladet (Scrapbogen) 30. august 2004 med artiklen ”Et halvt år til at sælge fabrik”.

27. Avisartiklen giver endnu et konkret eksempel på tilfældighedernes spil og det faktum, at alle tænkelige faggrupper kan finde deres plads i papirindustrien. Hans Hessellund (f. 1950) blev efter endt realeksamen i 1966 kommis, militæransat og politibetjent (1974-1985). Politiet blev udskiftet med en karriere på Skjern Papirfabrik fra kontorassistent til distributionschef og fra 2005 som medejer.

28. Foruden Dagbladet 11. oktober 2005 kan nævnes Dagbladet 28. september 2005 og ErhvervsMagasinet 3. maj 2011 – alle udklip i scrapbog på fabrikken.

29. Samtaler med ansatte og blandt andet JydskeVestkysten 27. april 2014.

30. Udateret udklip fra scrapbog på fabrikken. Årstallet er ud fra sammenhængen 2010. Journalist Christian Baadsgaard. Formodentlig fra Dagbladet.

31. Oplysning fra Skjern Paper. På fabrikkens hjemmeside står angivet tallet 75.000 tons pr. år – men det indikerer maskinens kapacitet.

32. Pressemateriale under udarbejdelse – dateret september 2015 – med overskriften ”Skovflis til både dampproduktion og fjernvarme”. Journalist Joel Goodstein står som ansvarlig for teksten, som ser ud til at være sendt til ”korrektur” på fabrikken, så det bliver korrekt. Kopi fra fabrikken.

33. Bygger på samtaler (eller mails) med Jørgen Thomsen og Nana Simonsen, kvalitetschef i 2019 og 2021.

34. Se www.skjernpaper.com. Skjern Paper har selvfølgelig en god hjemmeside, hvor fabrikken præsenterer sin aktuelle nutid og fremtid – og indeholder en kort historisk årstalsliste. Hæftet Skjern Paper – fremtidens bæredygtige papirfabrik er også at finde på hjemmesiden.

35. Fra Skjern Papirfabrik: Bæredygtighedsrapport 2018.

36. Skjern Paper A/S er i 2022 Danmarks eneste papirfabrik – og nu med fortalt historie. Først i form af min artikel og dernæst i fabrikkens egen bogudgivelse, jf. note 1 og efterskriftet.

7. juli 2022

HOLBÆK PAPFABRIK 1938-1975

Af Keld Dalsgaard Larsen

Holbæk Papfabrik ensom i landelige omgivelser på det nye industriområde ved Østerled.

Holbæk Papfabriks produktionshal fra reklametegning i 1954.  PM 1 står stor og mægtig til højre, mens den lille PM 2 skimtes i baggrunden til venstre. Foran til venstre et omrulningsanlæg.

Produktionsanlægget bestod til at begynde med af en tjekkisk papirmaskine (PM 1) med en bredde på 160 cm. Og til råstofbearbejdning var der hollændere og stengange. PM 1 var en kombineret langvire- og yankiemaskine med ekstra vire, således at maskinen kunne producere tolagspapir.
Omkring 1948 fik fabrikken endnu en papirmaskine (PM2), en yankiemaskine (med kun en stor tørrecylinder). Ligeledes med en bredde på 160 cm.
I første halvdel af 1950'erne blev hollænderne og stengangene erstattet af pulpere og refinere.

Fabrikken producerede i døgndrift med treholdsskift alle ugens seks hverdage. Fabrikken standsede søndag morgen, hvorefter man gik i gang med rensning og eventuelt reparationer. Fabrikken var projekteret til at beskæftige ca. 70 mand, men på sit højeste var der nok ca. 120 ansatte på virksomheden.

Brødrene Baungaard tog over efter deres far, grundlæggeren K. Baungaard. Mogens Baungaard havde ledelsen af Holbæk Papfabrik.
Baungaard-familien værnede om deres selvstændighed, og de ønskede under ingen omstændigheder at komme i afhængighedsforhold til - endsige underlagt - den store indenlandske mastodont inden for dansk papirindustri, De forenede Papirfabrikker (DfP). I 1962 solgte familien derfor hele koncernen til den svenske papirgigant SCA - og ikke til DfP. Skæbnen ville dog, at SCA allerede i 1963 lagde deres danske bølgepap-sektion (Den tidligere Columbus-familie) sammen med DfPs bølgepap-sektion til firmaet Colon Emballage. Navnet til det nye firma kan givetvis føres tilbage til Columbus Emballage, som allerede i 1954 brugte navnet Colon om deres nye store fabrik i Gladsaxes industrikvarter.

Holbæk Papfabrik producerede - til trods for navnet - først og fremmest papir til bølgepap. I en oversigt fra 1960'erne og 1970'erne omtales følgende produkter:

PAPIRARBEJDERNES FAGLIGE ORGANISERING

Papirarbejderne organiserede sig i 1895 på landsplan og lokalt. Forbundet var et industriforbund, som organiserede alle arbejdere på papirfabrikkerne – mænd og kvinder. Forbundet blev stiftet den 8. september 1895, og det eksisterede frem til sammenlægningen med Specialarbejderforbundet i Danmark pr. 1. januar 1983.

• Ørholm (1895-1923)
• Strandmøllen (1895-1899)
• Dalum (30.6.1895-1982)
• Maglemølle (30.6.1895-1982)
• Silkeborg (8.8.1895-1982)
• Haraldskjær (1895-1923)
• København m.m. (1895-1982)
• Katting (1897-1910)
• Ravnholm (1907-1909)
• Valby (1912-1946)
• Roskilde (1916-1957)
• Bruunshaab (1931-1979)
• Holbæk (1940-1976)
• Sundby (1935-1971)
• Kloster-Mølle (1947-1976)
• Fredericia (1956-1982)
• Grenaa (1956-1982)
• Holeby (1961-1982)
• Assens (1963-1978)
• Skjern (1967-1982)

De enkelte papirindustrielle virksomheder var udgangspunktet for de enkelte fagforeninger i industriforbundet.

• Carl Nielsen (1973-1981)(Dalum)
• Arthur Brink (1981-1982) (Grenaa)
• Palle Andersen (1982) (Dalum) nem tiderne:
• L. P. Jensen (1895-1901, 1906-1917) (Ørholm)
• Søren Crhistoffersen (1901-1906) (Maglemølle)
• Martin Olsen (1917-1926) (Maglemølle)
• Magnus Elling (1926-1953) (Silkeborg)
• Jørgen Jørgensen (1953-1973) (Maglemølle)
• Carl Nielsen (1973-1981) (Dalum)
• Arthur Brink (1981-1982) (Grenaa)
• Palle Andersen (1982) (Dalum)

På denne hjemmeside er desuden en historisk omtale af fagforeningerne i Næstved og Silkeborg.

• 1897: 83 medlemmer
• 1907: 292 medlemmer (225 mænd, 67 kvinder)
• 1916: 412 medlemmer
• 1926: 603 medlemmer (470 mænd, 133 kvinder)
• 1936: 631 medlemmer (470 mænd, 161 kvinder)
• 1945: 660 medlemmer (528 mænd, 132 kvinder)

PAPIRETS KUNSTNERE

Foreningen stod i det hele taget for en række gode udstillinger i Danmark - og i udlandet. Disse udstillinger skabte liv og aktivitet i foreningen, og gav papirklipperne indtryk af, hvad der krævedes af dem som kunstnere.
Debatten om censur var nødvendig - og ind imellem hård. Og den har givetvis også ført til udmeldelser.
Foreningens og medlemmernes omfattende udstillingsvirksomhed gennem årene kan følges i foreningens tidsskrift.

Foreningen Papirets Kunstnere udgav i sin levetid et tidsskrift af samme navn. Første nummer kom i 1988, og herefter udkom tidsskriftet fire gange årligt. Det er et tidsskrift af meget høj standard. Det er dybt imponerende, at en forening på 40-80 medlemmer overhovedet var i stand til at udgive et så gedignt og eksklusivt tidsskrift. Ikke noget at sige til, at det årlige medlemskontingent var relativt højt.

PAPIRMAGERE FORTÆLLER

Om håndgjort papir på Silkeborg Papirfabrik

LEO LAURSEN FORTÆLLER

Leo Laursen (th) øser på Silkeborg Museum

Da den nye bøtte blev bygget, blev den indrettet uden den nuværende strainer og ergensator. Vi havde blot en strainer. Vi begyndte med bøtter med kun eet rum.
Da vi begyndte med papir til pengesedler i bøtten skete der en række forandringer. Bøtterne blev skiftet ud til de nuværende bøtter med to rum, der kom sugeanordning til bøtten, den nuværende strainer og ergensator blev opstillet, der kom en jernboks ind til tørrerummene m.m. De gamle bøtter stod på gulvet, mens de nye bøtter til pengeseddelpapiret blev hævet. De blev opvarmet ved damp gennem et varmelegeme i bunden af bøtten.
Jeg mener, at vi vaskede filt en gang hver 8. dag. I den gamle bøtte var det mandskabet, som stod for vaskningen, mens Martin Larsen sammen med en dreng ordnede det i Seddelfabrikken. Filtene blev lagt i blød i sæbevand, kom op på en plade og blev banket igennem og blev til sidst skyllet i rent vand. Sæben var stangsæbe, som vi snittede stykker af og puttede i vandet. Limningen foregik i limstuen. Limen stod i blød i det store trækar, og blev siden kogt i det store flisekar ved siden af, hvor der er varmerør i bunden. I den store jernbeholder kogte vi forskellige ting, blandt andet kartoffelmel.
Stoffet blev transporteret op til bøtten gennem hejseværket for enden af bygningen. Som papirmager har jeg også været til købestævne i Fredericia i 1958. De forenede Papirfabrikker havde en stand, hvor man præsenterede virksomhedens produkter. Og vi tiltrak så publikums opmærksomhed ved at stå og arbejde. Jeg var dernede sammen Oskar Bidstrup og en dreng. Vi havde bøtte og en af de store presser med. Købestævnet varede i 15 dage, og vi boede på hotel. De forenede Papirfabrikker forærede os to nye hvide skjorter, så vi kunne se ordentlige ud. Og om søndagen besøgte familien os i Fredericia, og den rejse betalte fabrikken også.
Når der ikke var så meget at lave på Seddelfabrikken eller i Bøtten, blev mandskabet sendt ud på pladsen. Det var almindeligt. Jeg har læsset tørv, kaolin, koks m.m. Det var ikke så velset at komme ud på pladsen, for vi tjente jo ikke så meget ved det. På pladsen var lønnen 48 kr, mens vi som papirmager havde 55.20 kr i ugeløn. Jeg har også været ved fugteværk og glitte. Da det håndgjorte papir hørte op, blev vi unge sendt ud på fabrikken. Jeg kom blandt andet til en glitte. Men problemet var, at det var skifteholdsarbejde, og det kunne jeg ikke forlige mig med. Jeg holdt derfor på papirfabrikken i 1963 for at blive pedel på Virklund Skole.
Henrik Boris og jeg lærte hinanden at kende på fabrikken som unge, og vi blev venner for livet. Vi gik blandt andet til gymnastik, var medlem af roklubben og med i vandrelauget. Vi mødte i øvrigt begge to vore kommende hustruer i vandrelaguet.
Til gymnastik havde vi Alfred Andersen. Jeg var også med på hans elitehold. Vi var flere på Seddelfabrikken, som gjorde gymnastik. Vi besøgte i 1935 det store stævne i Ollerup. En af kollegerne havde en gammel bil, og så kørte vi 4-5 mand til Ollerup, hvor vi fik lov at slå vort telt op på en bondemands mark.
Jeg købte grund i Silkeborg i 1937. Jeg blev gift den 19.4.1940, og vi fik lejlighed i Solgården, som dengang kun var et halvt år gammel. Men det var under krigen, og der var sabotage ved jernbanen, så vi ønskede at komme væk fra byen. Vi købte grund i Virklund i 1942, byggede sommerhus i 1943 og helårshus i 1944. Min bror er tømrer, så vi hjalp hinanden med at bygge hus. Han har tegnet vort hus her i Virklund. Vi dyrkede vor store jordlod som en slags gartneri med jordbær, forskellige grøntsager, frugttræer osv. Vi havde også et drivhus på 40 kvadratmeter. I mange år havde jeg også bier først og fremmest af hensyn til frugttræerne. Gartneriet oven for tog vore produkter med ind til gartneriauktionen på Ansvej.
Jeg cyklede naturligvis fra Virklund til Silkeborg Papirfabrik. Vi mødte klokken 6.30, og vi kom bare ikke for sent, så jeg skulle tidligt hjemmefra. Men dengang cyklede jeg jo hurtigt. Senere fik jeg en knallert. Men bil fik vi først, da jeg blev pedel i Virklund. Og det var også først på det tidspunkt, at vi fik telefon.
Silkeborg Papirfabrik havde baderum, hvor også familierne kunne komme. Vi havde ikke baderum i Virklund til at begynde med, så min hustru har mange gange haft drengene med nede på fabrikken for at blive vasket. Det var brusebad, men man skulle huske på, at det var med damp, så man skulle åbne for det kolde vand først. Jeg tog gerne bad i middagspausen.
Jeg kan huske, at maskinmesterboligen nær ved den gamle bøtte revnede, da de piloterede til PM3-bygningen. Så blev de nødt til at rive den ned

Jytte Holmgaard Christensen fortæller
 

Jytte Holmgaard Christensen

Dansk papirindustri var historisk set en stor kvindearbejdsplads. Men jo flere maskiner, der kom ind i industrien, jo skævere blev kønsfordelingen: Flere mænd og færre kvinder. Silkeborg Papirfabrik var den papirfabrik i Danmark, som havde relativt flest kvindelige papirarbejdere. Det skyldtes Silkeborg Papirfabriks position som landets finpapirfabrik. Blandt andet var der til langt op i 1950'erne ansat kludemadammer til at sortere kluderåstof. Og det færdige papir blev også længe sorteret og pakket manuelt.
Når historien skal fortælles, kan der være en kedelig tendens til at glemme selv væsentlige forhold. F.eks. kvinderne store betydning på papirfabrikken. Det skal der selvfølgelig gøres noget ved. Men hvordan? Meget gerne ved at kvinderne selv bringer deres historie frem i lyset.

Jytte Holmgaard Christensen, Alderslyst, lånte mig før jul en række gamle fotografier fra sin tid på Silkeborg Papirfabrik. Det er herlige billeder fra de to papirsale i den gamle hovedbygning i 1958. En række af billederne gengives her på siden. Jytte Holmgaard Christensen fortalte ved gennemgang af fotografierne lidt om sine 17 år på Silkeborg Papirfabrik.

Edith

Det færdigsorterede blev pakket ind i kraftigt grønt papir. På den lille sal stod nogle damer og pakkede små formater ind, og de brugte lim fra en limpotte. Til de større formater brugte man almindeligt brunt klisterbånd til pakningen.
Vi sorterede ved vinduerne, for vi skulle have godt med lys til arbejdet. Vi havde neonlys i loftet og en lampe over bordene.
På den store papirsal var der to klippemaskiner, og på den lille sal var der også en klippemaskine. Måske to. Maskinerne blev betjent af mænd. På den lille sal stod en gammel, stor papirpresser til gult skrivepapir. Presseren blev passet af en mand, som gik under navnet "fanden-tus'me-Skov". Mester Rasmus Hansen havde sit bur, og foran ham sad de to kontordamer, frk. Krogh og Else Nielsen.
Neden under os var de store glittemaskiner og klippere. Her har jeg også været nede for at tage imod ved klippemaskinen. Så sad man trods alt ned.
Mændene havde det langt lettere end vi kvinder. 100 gange lettere! De arbejdede ved maskinerne på timeløn, mens vi arbejdede på akkord. Og der skulle jo tjenes penge. Mange sled sig op. Alligevel vil jeg sige, at jeg havde nogle gode år på papirfabrikken. Der var mange flinke mennesker, og nogle af dem lærte man jo rigtigt godt at kende. Tonen kunne ind imellem være lidt hård, men for det meste var det fint".

 

Fra Jytte Holmgaard Christensens fotoalbum

BENNY PEDERSEN FORTÆLLER

Jeg har været ansat på Silkeborg Papirfabrik fra 1949 til 1994 plus et par år som efterlønner. Jeg er født i 1934 og kom på Silkeborg Papirfabrik i 1949 som arbejdsdreng i Seddelfabrikken. Jeg havde godt nok to fætre på fabrikken, men det var ikke gennem dem, jeg kom ind. En kammerat fra gaden arbejdede der, og en dag fortalte han mig, at hvis jeg ville have noget arbejde dernede, så skulle jeg møde mandag morgen. Det gjorde jeg og blev antaget af bøttemester Lindqvist den 10. oktober 1949.
De første par år havde jeg nogle problemer med at komme op om morgenen. Jeg var lige ved at blive strittet ud. Men det sidste år kom jeg hen at bo hos min bedstemor, og hun sov ikke over, og så gik det.
Jeg begyndte som filtsnapper ved Holger Madsen og blev så senere lægstoldreng hos Viggo Louring. Det meste af min tid var jeg arbejdsdreng hos Viggo Louring, og vi havde et fantastisk godt forhold. Viggo Louring var billetør omme i biografen, og jeg havde derfor en opgave i middagspausen med at barbere ham i nakken og ordne hans hår, da han gerne skulle se pæn ud i biografen. Mit gode forhold til Viggo Louring var nok en medvirkende årsag til, at jeg som 18 årig kom over på fabrikken.
På Seddelfabrikken var der nogle hårde mænd, f.eks. Anton Jensen og Aksel Laursen. Men vi drenge havde altid tillidsmand Willy Christiansen at gå til. Ham var vi dus med, og han støttede os. Anton Jensen var en af dem, som godt kunne være ude med lappen, hvis han da ellers kunne fange os drenge. Og Aksel Laursen skulle man ikke være fræk overfor, når han havde været en tur i byen.
Jeg husker en episode. Vi havde to toiletter på Seddelfabrikken, et med et pissior og et, som kunne låses. Det sidste toilet brugte damerne ovenpå, når de af og til kom ned til os i øselokalet som afløser, hvis en dreng var syg. Vi drenge brugte også det toilet, hvis vi ville ryge. Aksel Laursen ville også have det for sig selv. En dag bliver Aksel Laursen stiktosset på os to drenge, da vi havde optaget det her toilet, og han smider en målepinde efter os og rammer den anden dreng på benet. Det ser Kurt, som var en stor rødmosset mand, og han går lige så stille hen, samler målepinden op, går hen til Aksel Laursen og lægger den, idet han sætter ham op på bordet og siger: ”Det gør du ikke en gang til!”. I det store hele havde vi det fint.
I dag kan man godt sige, at vi loppede den lidt af. Vi havde de her 11 poster, som de enkelte bøtter skulle nå i løbet af dagen. Bøtten lavede 2 poster og holdt så ½ times pause, så 2 poster og igen en ½ times pause og fra frokost var det vist 1½ post og så kom den lange middagspause til kl.13.30. Det kunne man godt holde til. Jeg har været med til at gauske men ikke at øse.
Vi var oppe på fem bøtter, og ved hver bøtte var vi to drenge. Så vi har været 10 drenge og så en dreng i filtvasken. Drengen i filtvasken hjalp også til med at vaske filt i den gamle bøtte.
På Seddelfabrikken var Lindqvist mester, og han havde kontor med store vinduer ind til øselokalet. Men der var altid sorte gardiner for de her vinduer, så han så ikke ud til os. Når jeg de første år kom for sent, skulle jeg melde mig hos ham, og hans svar var altid, at så kunne man smutte hjem og sove videre og komme igen til middag. Så måtte jeg cykle hjem igen.
På fabrikken var det A.G. Hansen, som var mester, men jeg mindes nu ikke, at det var ham, som antog mig. Jeg fik bare besked om at møde på fabrikken, og jeg startede ved den gamle klipper 5 som bagmand hos Peter Roien. Han var en dejlig rund mand, og han havde to brødre på fabrikken. Rare folk. Min opgave som bagmand var at passe strimlerne og sørge for, at de kom i udskudsbunken. Når vi skiftede rulle, skulle jeg stå i den modsatte side og hjælpe med at skifte. Og så feje og køre udskud ud. Det var til at holde ud. Presseriet kom vel først op i 1970’erne.
I glitten var der nogle af de gamle mænd, som var nogle små konger. De havde nok det privilegium, at hvis de var utilfreds med en mand, kunne de anmode om at få ham fjernet og få en ny. Men det har jeg nu ikke været ude for, jeg har haft det nogenlunde godt med de fleste. Der var tre glitteformand, en til hvert skift. Af de gamle glittemænd kan jeg huske Paludan Møller, Nielsen fra Lysbro og Svend Pedersen, senere kom Oswald Lindstrøm til. Det var ret nyt med glitteformand i 1950’erne, tidligere havde værkførerne opsyn med glitten.
Vi havde fem klippere: En skråklipper, to ens klippere, hvoraf klipper 5 var den ene, en stor klipper med svinghjul, som kun klippede et ark ad gangen og så mærkeklipperen. Klipperen med det store svinghjul blev kørt af en, som hed Andersen. Han var bror til den tidligere mester på salen. Peter Laursen og ”bedstefar” kørte mærkeklipperen.
Jeg var på treholdsskift ind til 1965, og det var såmænd udmærket. De ældre ved klipperne blev ved klipperne, mens vi unge mere blev flyttet rundt på fabrikken. Jeg kom ind til papirmaskinerne.
Som 27-28 årig kom jeg i lære som maskinfører, og dengang var det helt uhørt, at en så ung mand fik den plads. Da jeg holdt op, var det helt andre tider, og da kom de jo nærmest direkte fra gaden og ind til at blive oplært som maskinfører. Men dengang var jeg den yngste, som kom ind til ”kongernes palæ”. Maskinførerne var i højere grad end folkene i glitten små konger. Det kommer man nok ikke uden om.
Værkførerne afløste to time senere end det almindelige mandskab, og så gik de deres runde. Nogle af værkførerne ville altid have, at man skulle ”forbedre” produktionen. Og det vidste vi. Ved glitten kunne vi gøre det, at når værkføreren havde godkendt en glitteprøve, så lagde vi prøven til side, og når han så kom forbi igen for at tage en ny glitteprøve, så vidste vi ham den gamle, som han så godkendte. Det blev man simpelthen nødt til, for ellers ville de hele tiden have ”forbedringer” i stedet for bare at lade en produktion, som gik godt, køre videre. Når værkfører Harry Funderskov kom ved papirmaskinen, vidste vi, at han altid ville have papiret bedre. Vi tog derfor vor forholdsregler på forhånd ved at trække vandet lidt tilbage. Hermed menes, at sugekasserne suger hårdere og herved ”trække (mere) vand” fra viren. Det bevirker, at fibrene ikke får så meget tid til at falde på plads, og papiret bliver mere ”skyet”, mindre gennemsigtigt og mere ujævnt. Papiret bliver med andre ord lidt dårligere ved at ”trække vandet tilbage”. Når Harry Funderskov så kom og så på papirbanen, kunne han se, at papiret var ”skyet”, og så kom ordene: At det skulle være bedre. Det var så ordren, hvorefter vi igen lettede på trykket i sugekasserne (stillede vandet frem), hvorved fibrene fik lidt bedre tid til at falde på plads, og papirbanen blev mere jævn og gennemsigtig. Alle var herefter tilfredse. Harry Funderskov havde fået ”det bedre”, og vi kørte med maskinen, som vi hele tiden havde planlagt.
Ved papirmaskinerne havde hver mand sin plads. Dengang var der maskinfører, forskærer, pressemand, filtpasser og smøremand (bagmand). Man kan godt sige, at smøremanden var maskinens kuli. Maskinføreren var maskinens leder, og han skulle også have et vist lederinstinkt. Enkelte maskinførere var for gode af sig, og det blev udnyttet af kollegerne. Jeg kan huske en episode.
Når vi skiftede filt, havde hver mand sin plads, og smøremanden gik altid ved kamhjulene og satte kroge i, mens maskinføreren gik foran og passede kranen. Jeg var forskærer ved maskinen, men havde fri den dag, og så rykkede man op i graderne og en afløser kom ind til maskinen som smøremand. Men denne mand ville ikke ind og gøre smøremandens opgave ved kamhjulene, og det var lige før, at maskinføreren selv måtte gøre arbejdet. Det fik jeg at vide, og jeg skældte ud. Det lignede ikke noget. Så en dag skulle vi skifte den nederste tørrefilt helt nede ved vådenden, og vi manglede igen en mand. Værkfører Willy Hansen kom så med afløseren, og det var den her gut. Jeg sagde ligeud til Willy Hansen, at ham ville jeg ikke arbejde sammen med, så enten gik han med ham igen, eller også måtte han finde noget andet arbejde til mig. Og jeg var indstillet på at gå. Willy Hansen så noget på mig og gik så med manden igen og kom med en anden. Man blev nødt til at markere sig på den måde for at vise, at man ikke fandt sig i hvad som helst.
Driftsbestyrer Olsen havde også sin runde på fabrikken. Normalt blev vi adviseret ved, at Svend Sølvsten kom forbi lidt før, Frederik Olsen kom. Nogle begyndte så at foretage sig lidt bare for at se ud, som om man foretog sig et eller andet. Men det var der nu ikke nogen grund til. Hvis vi sad på vor røv, så var det jo kun tegn på, at alt gik, som det skulle. Pressemanden kunne dog altid gå lidt rundt ved viren. Forskæreren havde sin bog at føre, og maskinføreren havde også sit. Men ellers var det først og fremmest overvågning af maskinen.

Vi var dus med alle værkførerne, men der var selvfølgelig en vis respekt ved dem. Og flere af dem sørgede også for at markere, hvem det var, som bestemte. Nogle af dem var så perfektionistiske, at det var en pestilens. Poulsen var en skræk for os, når han skulle i gang med at farve, så kunne det aldrig blive godt nok, og det kostede både en masse tid og en masse papir. Det samme kan man sige om maskinmester Dirks, som også kunne tage oseaner af tid, hvis det passede ham. Jeg husker en sag med kranen, som vi brugte, når vi tog rullerne af maskinen. Kranens bremser var jævnligt i uorden, men det kunne tage både en og to timer, før det blev ordnet. Men så fandt vi selv ud af, hvordan vi skulle gøre. Og det gjorde vi så. Det fandt Dirks ud af, og han blev tovlig over det. Det var hans område!

Vi havde firmaidrætsklubben Viking, og her har jeg været med til det meste. I Seddelfabrikken gik jeg til gymnastik, som foregik på Borgerskolen. Vi havde bøttemager Carsten Kruse som gymnastikleder, og senere kom Vagn Johansen til. Johansen var smøremand på PM3 og bademester på den offentlige badeanstalt. Viking havde også badminton, håndbold, fodbold, tennis og kricket. Fabrikken havde en tennisbane. Der var også skydning under Silkeborghallerne. Jeg har ikke været med til tennis eller kricket.
Viking havde også de såkaldte vikingrevyer. Det var især Bødskov’erne, som stod for dem. Jeg mener også, at Meinicke har skrevet til vikingrevyerne.
Vi havde nogle pragtfulde fester i Viking, som blev holdt på Sønderport. Her deltog både arbejdere og funktionærer, og her kunne man godt drikke en bajer sammen til festen. En mandag efter sådan en fest havde smøremanden Bette-Jakob købt to bajere, som han knappede op, da AG kom forbi. Men da måtte AG forklare ham, at nok kunne man drikke en øl sammen til en Vikingfest, men det var så også det.

Jeg har aldrig tænkt på at søge andre steder hen. Det var forholdene ikke til. Jeg var den ældste af 7 søskende, og vi levede – kan man vist godt sige – under små kår. Vi havde ikke meget at rutte med. Min far var arbejdsmand og gik meget arbejdsløs. Han har været med til at lave ringvejen til Lysbro, grave den ny bådehavn ud i Indelukket og skovle sne om vinteren. En gang havde han gået arbejdsløs så længe, at han måtte hen på Socialkontoret på Markedspladsen for at få nogle penge. Men her sagde de, at han ikke kunne få penge, da han havde en søn på papirfabrikken, som kunne spæde til i familien. Og dengang tjente jeg 49 kr. om ugen. Men sådan var forholdene, og vi klarede den alligevel.

Jeg var vældig glad for at være ved papirmaskinen. Jeg blev forskærer og reservemaskinfører og begyndte en oplæring som maskinfører. Under denne uddannelse kom vi rundt til alle tre papirmaskiner, hvor vi så også kunne træde ind, hvis der var behov for det. I forbindelsen med oplæringen var jeg et år på laboratoriet, hvor jeg var sammen med Rahbek, maleren (Benderfeldt) og Egelind. Det var fine og kreative folk. Benderfeldt var kunstmaler og Jehovas Vidner, men han søgte aldrig at påvirke os andre. Egelind var en herlig fortæller, og man sagde, at hvis han havde oplevet alt, hvad han fortalte, så måtte han have været langt over 100 år.
Papirmester A.G. Hansen havde sagt til os, som var under oplæring, at vi ville komme ind som maskinfører i takt med, at de gamle trådte tilbage. Men så skete der det, at der kom en mand fra Maglemølle, som også var under oplæring, og han trådte ind og tog min plads. Det blev jeg noget sur over. Jeg gik nogle måneder på pladsen, og der skete ikke noget. Jeg vidste ikke, om jeg var købt eller solgt. Men det kunne ikke blive ved, og så gik jeg til AG og sagde, at når det var sådan, at han ikke ville holde det, han havde stillet i udsigt, så kunne jeg lige så godt komme på dagarbejde, for så ville jeg slet ikke have noget med papirmaskinerne at gøre. Jeg ville gå op til Henrik Boris og søge arbejde på Salen. Og det gjorde jeg. Henrik Boris sagde, at der nok ville blive noget på et tidspunkt, og så gik jeg tilbage til AG og sagde, at nu havde jeg søgt hos Boris og håbede på AGs velvilje, så jeg kunne komme på dagsarbejde. Der gik en rum tid, men så en dag mødte jeg AG ved lågen bag fabrikken om til Smedebakken. Han gav mig en dato, hvor jeg kunne begynde hos Boris. Jeg sagde tak, og så kom jeg på dagarbejde resten af min tid på fabrikken. Ja, det vil sige, de sidste år var jeg portner med skiftende arbejdstider. Men ellers var det dagarbejde fra omkring 1966, og det var også gode år.

Jeg kom op på Papirsalen. Her skulle man lige vænne sig til alle de damer. De kunne godt være lidt grovkornede, og man skulle ikke være for sart. Men det gik rimelig hurtigt med at vænne sig til det. Jeg kom til at stå ved en gammel skæremaskine. På Salen kom man til at arbejde anderledes hårdt end ved maskinerne. Ved maskinerne var det først og fremmest overvågning, mens man på Salen mere skulle knokle. Vi flyttede vel omkring 25 tons papir om dagen. Vi havde den regel, at vi højst måtte løfte 26 kg. ad gangen, så det blev til en del løft i løbet af dagen.
En mand, vi kaldte Stille-Hans, stod ved en skæremaskine på mellemsalen, og han havde også en tjans med at skære pengesedler i Efterlimeren. Stille-Hans’ skæremaskine blev bygget om til det, vi kaldte for en ”flying carpet”, som var en skæremaskine med et fødebord og et aflæggerbord. Flying Carpet maskinen betød en gevaldig lettelse i løftearbejdet. Det bevirkede også, at hvor man ved de andre skæremaskiner kunne klare de her normale 25 tons om dagen, så kunne man ved Flying Carpet komme op på 75 tons. Her kom jeg over for at hjælpe Stille-Hans, og vi skiftede til at skære og tage fra. Han skar for det meste, da han var den erfarne af os to. Men så holdt Stille-Hans, og jeg overtog opgaven og fik Walter Jørgensen som makker. Walter Jørgensen og jeg var makkere lige siden og havde et fint samarbejde. Vi arbejdede på akkord, som vi selv var med til at lave. Det gav helt godt. Og vi havde en god forståelse fra Boris’ side. Normalt var Walter Jørgensen skærer, mens jeg stod ved aflæggeren. Men når vi så skulle indarbejde en ny akkord, byttede vi funktion, hvilket gav et bedre udgangspunkt for os.
Henrik Boris kunne være en underlig mand. Vi havde den ordning, at når der kom en afløser, så fik han en ”gennemsnitsaflønning” ved akkorden. Men en gang kom Charley Laursen op og blev min medhjælper, og Henrik Boris havde sagt til ham, at han ville få sin normale timeløn og i øvrigt ikke skulle sige noget herom til mig. Det fik jeg at høre, og det kunne jeg ikke rigtigt acceptere. Jeg gik derfor til Boris og sagde, at Charley Laursen skulle have den samme aflønning som alle andre afløsere, for ellers kunne der ikke blive produceret så meget, som der blev. Produktionen ville simpelthen falde, hvis vi ikke holdt fast i den aftalte akkordaflønning også af afløsere. Henrik Boris blev noget utilfreds og gik i lang tid og skulede til mig. Men det endte da med, at vi faldt tilbage til den gamle ordning. Det var sådan med Boris, at hvis du havde ret, så så du ikke Boris i 14 dage eller tre uger. Men hvis han havde ret, så hang han over dig hele tiden. Men derudover var han en virkelig fin mester.
En gang skulle jeg på skærekursus i København i 3-4 dage, og Henrik Boris sørgede for, at jeg fik alle tænkelige tillæg til den tur. Henrik Boris kunne en eller to gange om ugen komme og sige: Jeg har et problem, kan I klare det. Og det drejede sig om, at der lige var noget ekstra arbejde, der skulle hastes igennem. Det sagde vi ok til, og fik en god betaling for. Men da vi fik Helge Hansen som mester, så ødelagde han den ordning ved at bede os om disse ekstra tjanser nærmest hver dag eller endog to gange om dagen. Og så holdt det jo op.
Henrik Boris fløjtede altid, når han gik rundt. Så ingen kunne være overrasket over, at han kom. Og gud-nåde-og-trøste dén, som så stod og røg, når han kom. Så faldt der brænde ned. Det var helt i orden efter min mening, for man kan under ingen omstændigheder hævde, at Boris sneg sig ind på nogen.
Skæremaskinerne skar normalt blot papiret over. Man kunne godt renskære papiret på skæremaskinerne, men det krævede mere manuelt arbejde og manuel indstilling. Flying Carpet maskinen renskar papiret på alle fire sider. Vi havde en fast mand i dagtimerne, som kørte papiret fra Glitten op på Salen. Om morgen når han kom, stod papiret i stakke nedenunder, og det kørte han så op ovenpå til Salen i løbet af dagen. Nogle gange kørte han papiret op på en lagerplads ved Salen, andre gange kørte han papiret direkte ind til pigerne, hvis det hastede. Pigerne ”sorterede”, ”bladrede” eller ”slog papiret op”, hvorefter det blev talt. Når papiret var talt, kom det ind til os ved skæremaskinerne, herefter gik det ind og blev pakket og kørt på lager.
Mange af damerne førte et hårdt liv. Arbejdsdrenge har mange gange været sendt op i byen efter tabletter, som de skulle have for det ene eller andet. Nogle af pigerne stod i træk og havde et stykke bart, og det gav problemer med årene. Andre tog for store læs papir og fik ondt i ryggen på den måde. De kunne være grove i munden, og man skulle kunne svare igen, hvis man ville begå sig på salen.
Efter min mening er damer et mærkeligt folkefærd på en arbejdsplads. De har svært ved at enes. Salen var sådan inddelt i fire sektioner, og de fire afdelinger kunne aldrig enes om noget. De så hele tiden en konkurrent i hinanden. Hvis nogle fra en sektion kom med et forslag, blev det altid stemt ned af de andre. Vi mænd gik aldrig og rettede på hinanden, bare arbejdet var så nogenlunde i orden, så var det godt nok for os. Men kvinderne ville have det helt perfekt. Og kvinderne kunne være hårde ved hinanden, gå og sladre om hinanden og den slags. Ind imellem var det bare med at gå og passe sig selv og holde lidt afstand.
Kvinderne sorterede, og jeg hentede selv mine læs til opskæring inde på Salen. Man kunne se på læssene, hvem der havde sorteret dem. Nogle piger kunne banke sådan et læs op, som var det mursten. Andre afleverede læs, som flød. Uden at se på sedlerne kunne jeg alene på læssene se, hvem der havde ordnet dem. Vi havde tre kontroltællersker. Og de var ikke altid lige vellidt af pigerne. Vi har været ude for, at en pige satte sig på et læs, så kontroltællerskeren ikke kunne passe sit job med at kontrollere arbejdet. Nogle gange har jeg måttet tilkalde en kontroltællersker, fordi jeg kunne se, at der var noget galt med et læs. Det var ikke vellidt, hvis jeg alt for tit kaldte på en kontroltællersker, men det kunne jeg være nødt til, for det var i sidste ende mig, som havde ansvaret.
Vi havde skæremaskiner på alle tre sale. Vi havde den store sal – i nybygningen fra omkring 1960-61 – og så de andre sale, som var i den gamle hovedbygning. I dag er der fjernet et stykke, så der er passage mellem den gamle hovedbygning og nybygningen, men dengang gik de tre sale ud i ét. Carl Pedersen var i den lille sal, hvor maskinen kunne renskære på tre sider. På denne sal sad et par kvinder og falsede papiret manuelt. Carl Pedersens maskine pressede så falsen. I den næste sal, den gamle sal, som vi kaldte den, stod flying capret maskinen, hvor jeg senere kom ind. Og inde på den store sal var der tre skæremaskiner, hvor jeg begyndte og i flere år stod ved den midterste. Nærmest Boris kontor stod den ældste skæremaskine, mens Chr. Ærø stod ved den sidste maskine. Den var lidt anderledes end de andre, men den lavede det samme. Men den var lidt træls at have med at gøre. På loftet var den såkaldte A4-linie, hvor Poul Erik Nielsen (Nol) stod ved en skæremaskine, som skar duplikatorpapir og A4-papir. Poul Erik havde en medhjælper, som ”fødte” båndet med papir, og så var der vist fire kvinder, som pakkede. Endelig var der skæremaskinen i Efterlimeren, hvor jeg skar pengeseddelpapir. I Efterlimeren var der vist seks piger, og de var lidt mere end de andre, sådan små dronninger. I Efterlimeren stod også en tællemaskine.
Vi kunne redde en del papir ved skæremaskinerne, men det blev der nu ikke tænkt så meget på dengang. Vi var på timeløn, og om vi reddede 800 kg eller kun 300 kg, var sådan set ikke noget, som blev bemærket.
Pigernes stod ved vinduerne, og man kan nærmest tælle vinduerne og så sige, hvor mange piger, der var på de tre sale. Vi var vel omkring 45 mennesker i alt. Der var også tre hold pakkere og i kælderen var der 4-5 piger og en mand, som stod ved pakkemaskinen.

Til at begynde med havde vi et lille marketenderi, som Niels Købmand stod for. Det lå ned ad trappen, hvor man gik op til kontoret. Niels Købmand havde købmandsforretning i Søgade. Han havde åbent om morgenen en halv eller hel time, igen åbent kl.13.30 og også åbnet om aftenen til natholdet. Det var lagt an på, at de forskellige skiftehold lige kunne få købt ind af drikkevarer, brød og cigaretter. Jeg synes ikke, at drikkeri var det store problem, men der var da nogle, som drak vel rigeligt. Vi havde en mand, som hver dag købte en spand øller – han kom med en spand med tomme flasker og fik så en ny forsyning til sin vagt. Han drak ikke sammen med andre. Rundt om på fabrikken havde vi damprør og hist og her var der en bøtte med vand, hvor man kunne lukke damp ind og herved opvarme vandet. Her kunne man stille sin kaffeflaske – en sodavandsflaske med patentprop – og få den varm. Og hvor opvarmet kaffe normalt ikke smager ret godt, så var der ikke noget at klage over ved den her kaffe. Den smagte fint.
Vi fik kantine, som også var marketenderi, hvor man kunne købe ind til sin vagt. Kantinen var til dagarbejdere, mens folkene ved maskinerne spiste ved maskinen.

Fabrikschef Frederik Olsen blev afløst af Maglegaard Andersen, og det indvarslede nye tider. Maglegaard Andersen var en prægtig mand. Vores søn havde noget sommerferiejob på fabrikken, og jeg gik til Maglegaard Andersen for at høre, om sønnen ikke kunne komme i lære som smed hos maskinmester Schmidt. En dag blev jeg kaldt ind på kontoret, hvor Maglegaard Andersen prøvede at overtale Schmidt til at tage min søn i lære. Men det kunne han ikke rigtigt overskue på det tidspunkt. Maglegaard Andersen spurgte så Schmidt, om der ikke kunne findes en løsning med Hvidtved Larsen. Med andre ord Maglegaard Andersen tog sig af sagen. Der gik så nogen tid, hvor jeg intet hørte, men så en mandag kom Boris og spurgte, om jeg havde set fredagsavisen. Det havde jeg ikke. Boris fortalte, at der havde været en annonce om en læreplads på DAB, så han foreslog, at jeg hentede min bil, så vi kunne køre over på DAB for at høre nærmere. Vi kom over på DAB, og om onsdagen begyndte min søn i lære på DAB. Det fortæller jo lidt om, at fabrikken også interesserede sig for vore børns ve og vel.
Efter Maglegaard Andersen kom Finn Henrik, og han var ikke min kop te. Jeg husker et møde, vi på Smedebakken havde med ham i begyndelsen. Finn Henrik startede med at sige, at nu skulle vi jo snakke om tingene, og så kom han med et forslag om at få bygget carporte til alle husene på Smedebakken. Jeg foreslog, at man i stedet fik nogle nye vinduer i nordsiden. Men hans reaktion var blot: ”Nu er det altså mig, der bestemmer”. Jeg var helt paf og sagde, at jeg troede, at vi skulle snakke om sagerne, men det skulle vi åbenbart ikke. Og så rejste jeg mig og gik. Finn Henrik var på mange måder emsig. Han kontrollerede os i porten fra privaten, hvor han stod og kiggede i kikkert ned til os. Så en dag – da Finn Henrik ikke var hjemme – smuttede Finly Rimenschneider op og plantede et birketræ på skråningen lige i synsfeltet. Birketræer vokser hurtigt. Og vi kendte selvfølgelig intet til det.

Vi flyttede ned på Smedebakken i 1962. Vi boede i Ågården i Ågade, og vi var på udkig efter et hus. Også i Ågade. Et lille hus til 19.000 kr. Min tante og onkel ville gerne kautionere, og jeg havde også en opsparing – 150 kr. om måneden i en spareforening, vi havde på fabrikken. Vi gik op i Handels- og Landbrugsbanken, men den ville ikke hjælpe os. Det blev i hvert fald ikke til noget. Jeg så så efter en lejlighed på Smedebakken, og jeg havde også nogle kammerater, Tage Sørensen og Leo Nielsen, som boede dernede. Vi søgte en lejlighed og fik den. Det var en lejlighed med et lille køkken på 8 kvadratmeter, en stue på 12 kvadratmeter og en stue på 24 kvadratmeter og så et lille toilet. Der var en hønsestige op under loftet, og her sov hele familien. Vi flyttede først soveværelset nedenunder, da vi fik en dobbeltlejlighed omkring 1974. Vi fik lagt nabolejligheden til vor egen lejlighed. Det var dejligt, og vi var nogle af de første, som fik sådan en større lejlighed. Vi fik først vekselstrøm i 1974, og det var noget besværligt. Vi fik et køleskab, som kunne gå på jævnstrøm.
Huslejen på Smedebakken var bestemt rimelig. De første år var det 25 kr om måneden. Så kom en lov, som bestemte, at den gamle boligmasse skulle være med til at gøre nybyggeriet billigere, og så steg huslejen til 88 kr.
Vi fik bad på Smedebakken i 1984, da vor søn Per og en kammerat til vort sølvbryllup ordnede det for os. Det var noget af det bedste, som der var sket for os på Smedebakken. Indtil da var vi vant til at tage vore børn med ned på papirfabrikken en gang om ugen for at bade. Der var to baderum, hvor man kunne hente nøglen i porten.
På Smedebakken blev jeg interesseret i brevduer. Vi var flere på Smedebakken, som havde brevduer – Due-Karl, Leo Nielsen, Poul Erik Nielsen, Finn Andersen og jeg. Jeg tror, jeg havde brevduer fra 1966 til 1992. Årsagen til at jeg holdt op var, at jeg var kommet med i noget bestyrelsesarbejde, og det tog om sig. På et tidspunkt ville jeg gerne trappe ned, men det kunne der ikke være tale om. Jeg besluttede så helt at droppe brevduerne, og herved slap jeg så for bestyrelsesarbejdet.
Jeg havde i mange år dobbelthaver. Bagved Smedebakken var der kolonihaver, og tidligere havde mange funktionærer haver her. Men det ebbede lige så stille ud, og så erobrede vi haverne. Jeg har brugt rigtigt meget tid i de haver og dyrket stort hele alle de grøntsager, vi brugte.
På et tidspunkt droppede jeg vort oliefyr, og så fyrede vi med koks – som vi i mange år købte i Tyskland til halv pris – og ellers med træ, som vi sankede rundt om på området. På den måde fyrede vi billigt på Smedebakken.
Vi kom jo til at kende hinanden godt på Smedebakken. Ind imellem næsten for godt, men det finder man jo ud af. Den øverste blok var lidt af en gennemgangslejr, men nede i vores blok blev vi boende. Vi spillede meget kort. Mange havde små lysthuse og her blev der spillet kort. Børnene havde det pragtfuldt, de havde et kæmpe areal, hvor de kunne lege, lede efter fuglereder og den slags. Nu er det helt forandret. Jeg tog det ærlig talt lidt nær, da det skete. Men i dag kan jeg godt se, at det nok var lidt spild af god plads heromme.

Samtale med Keld Dalsgaard Larsen 6. oktober 2005.
 

KNUD K. JENSEN FORTÆLLER

Knud K. Jensen (1937-2017) havde hele sit arbejdsliv inden for dansk papirindustri med begyndelse i 1951 og endelig afslutning i 1999. Mest på Silkeborg Papirfabrik. I en række samtaler har Knud K. Jensen fortalt om dette lange arbejdsliv med vægt på den håndgjorte papirproduktion og laboratoriets alsidige virke.

Knud K. Jensen var en af de sidste, som fik en klassisk oplæring i det håndgjorte papir med erfaring både fra ”Bøtten” og ”Seddelfabrikken”. I ”Bøtten” blev produceret en række forskellige håndgjorte papirkvaliteter, mens der i ”Seddelfabrikken” udelukkende blev produceret papir til de danske pengesedler.

I beretningen fortæller Knud K. Jensen om ”Bøttens” omdannelse sidst i 1950’erne til et anneks til ”Seddelfabrikken”, og hermed fortælles historien om det produktionslokale, som i dag er den basale del af Papirmuseet.

Det nedenstående er samlet ud fra samtaler med Keld Dalsgaard Larsen i 2000 og 2001, og Knud K. Jensens omfattende skriftlige supplement fra perioden 2001- 2003.

Materialet blev i sin nuværende udformning samlet af Keld Dalsgaard Larsen i oktober 2017.

I BØTTEN

Jeg startede den 3. april.1951 som 14-årig dreng i Bøtten, hvor man netop var startet på produktion af en lidt større ordre af obligationspapir til Ny Jydske Kjøbstads Creditforening. Efter ca. tre måneder var produktionen færdig ved bøtten, men papiret langt fra leveringsklar, hvilket kunne tage lige så lang tid.

Bøtteformanden og gauskeren blev straks efter, at man var færdig ved bøtten flyttet til Seddelfabrikken, medens limeren og sorterskerne og evt. en af drengene fortsatte med ordrens færdiggørelse, hvilket omfattede: Transport til og tørring på arktørremaskine, sortering/tælling, overfladelimning med dyrisk lim, omlægning 2 a 3 gange med døgns mellemrum, ophængning i tørrestue, sortering/tælling, transport til og lagring l a 2 mdr. i fugtestue, udglatning mellem papplader i arkkalander, pladeglitning, sortering/tælling, emballering og mærkning, forsendelse med jernbane til Papirlageret i København, levering til kunden (papirgrossisten) eller et ønsket trykkeri.

I Bøtten fortsatte jeg de næste år, hvor flere produktionscyklusser blev gennemført. En produktionscyklus i Bøtten bestod som regel af en kundeordre som ovennævnte + større eller mindre kvanta af lagervarerne: Bikube, Postpapir eller filtrerpapir.

Produktionen i Bøtten var på en normal arbejdsdag, uden uforudsete forstyrrelser for Obligationspapir, Bikube og Postpapir 1800 ark og for filtrerpapir, 2200 ark. Det højere tal for filtrerpapir skyldes det anvendte, røske stof og den deraf følgende korte afvandingstid på formen. Stoffet skulle nærmest kun skylles en gang hen over den ret store form. Gauskningen skete også på en hurtigere måde, idet arkene blev trykket af ovenpå hinanden. Altså heller ingen "filtsnapper" var nødvendig.

Kludene til filtrerpapiret fik en anden behandling end til det andet håndgjorte papir. Kludene blev kogt i kludekogeren, men derefter blev det ikke – som til andet håndgjort papir – kørt til halvtøjshollænderiet. De kogte klude skulle til rådning! De blev lagt ud på gulvet i kludekogeriet og overhældt med åvand og så dækket til med nogle presenninger. Sådan lå kludene til rådning i 1-2 måneder. Derefter skulle dette råstof kun ”piskes” i hollænderen.

Færdiggørelsen af fitrérpapiret var betydelig hurtigere end det øvrige bøttepapir, idet det ikke skulle maskintørres, overfladelimes, eller glittes, men kun lufttørres og sorteres/tælles. Efter nogen lagringstid fik det til slut en langtidspresning for at forbedre planliggenheden inden pakning og forsendelse.

INSATINERINGSVÆRKET

Efter slutningen af en produktionscyklus fik jeg også et indblik i den egentlige papirfabrikation. Jeg havde assisteret ved pladeglitning og blev herfra "udlånt" til insatineringsværket, hvilket var en arkkalander, hvor man lavede insatinerede vandmærker, en form for uægte vandmærke i papiret, uægte, fordi de kan fjernes eller forsvinder med tiden. Fra insatineringsværket (det var oprindelig det, der først gik under navnet "rumleværket"), blev jeg efter nogle uger videreudlånt til Papirsalen.

På Papirsalen var der også tradition for at have drenge til hjælp med forskellige ting, dette kunne være påsætning af risetiketter, fratagning af strimler ved 4-sidig beskæremaskine, kørsel af strimmelafsnit og udskud til stengangene under hollænderierne.

Her var jeg godt et halvt års tid indtil en dag, hvor Henrik Boris pludselig dukkede op og sagde, at nu skulle jeg over i Seddelfabrikken for, man manglede en læggestoldreng.

PÅ SEDDELFABRIKKEN

På seddelfabrikken blev jeg så hængende, indtil jeg var i nærheden af de atten år, hvor jeg rykkede fra læggestolen til gauskestolen og efter nogen tid videre til l. lamel øsebøtten; ved Bøtte nr. l, hvor 500 kr.-seddelpapiret blev lavet. Formene til 500 kr.-papiret var noget større end de øvrige seddelforme, hvorfor det nok var de yngste kræfter, som fik lov til at stå med disse forme. Her ved Bøtte l var jeg godt et års tid, dog afbrudt af et ret kort ophold i Bøtten.

Arbejdet i Seddelfabrikken havde et interessant islæt, idet der faktisk blevet givet karakter hver dag til den enkelte medarbejder, det skete i form af en daglig rapport over hver enkelt bøttes produktion. Rapporten blev udarbejdet efter, at en dagsproduktion var færdigsorteret, hvilket den var syv dage efter, den var produceret ved bøtten.

Af rapporten fremgik, ikke alene antallet af fejlbehæftede ark, men også fejlens art. Hvilket bl.a. var læg, bøttefejl, over- el. undervægt. Og da læg kunne henføres til læggestoldrengen og bøttefejl til gauskeren og over/undervægt til øserne gav det ret snart et overblik over, hvem der var mere eller mindre omhyggelig. Havde en læggestoldreng et antal læg, som lå væsentlig over normalen, blev han sikkert ikke længe på pladsen.

Disse rapporter blev imødeset med spænding hver dag, når bøttemesteren ved en runde sidst på dagen til hver enkelt bøtte afleverede rapporten og gav sine evt. mundtlige kommentarer til dens indhold.

Seddelfabrikken var her i 1955 med syv bøtter i drift på vej mod sin anden "storhedstid". Den første "storhedstid" var under krigen i 1940'erne, hvor man var oppe på at have 10 bøtter i drift, heraf var de 4 placeret i et "anneks". Dette anneks var i et lokale i den gamle hovedbygning under Papirsalen, som der var skabt forbindelse til ved opførelse af en mindre mellembygning.

BØTTEN BLIVER OMBYGGET

I oktober 1956, hvor jeg forlod Seddelfabrikken for aftjening af værnepligt, var man oppe på otte bøtter i drift, idet man havde fundet en træbøtte og et stofkar frem, som havde været i brug under krigen. Træbøtten og stofkarret blev opstillet i øselokalets sydøstlige hjørne ved elevatoren til tørrestuerne. Nu var der også fyldt helt op og ikke plads til flere udvidelser. Så da Nationalbanken ville have yderligere leveringer hurtigt, blev det Bøtten, som nu blev anneks til Seddelfabrikken. Dette var 1957-58, hvor jeg var ved militæret. To seddelbøtter og et rektangulært stofkar blev hentet på "depotet", som, så vidt vides, var "marken" bag Rammeladen. De to oprindelige bøtter i Bøtten blev fjernet med betonhammer og de to seddelbøtter opstillet på pladserne med stofkarret imellem. Bygningen blev samtidig lavet sikkerhedsmæssig forsvarlig til at kunne huse pengeseddelpapir udenfor arbejdstid. Jerndøre blev opsat i alle indgange til øselokalet og "kælderdøren" blev tilmuret. Tørrestuerne blev forsynet med Boxdør. Ved samme lejlighed blev stofrenseanlægget ombygget ved opsætning af en Erkensator til erstatning for et pladskrævende sandfang. Det seddelpapir, som blev lavet ved bøtte nr. 9 og 10, blev, når det var færdigtørret i tørrestuerne, af bøtteformanden transporteret til Seddelfabrikkens sorteresal, hvor færdiggørelsen fandt sted.

IGEN PÅ SEDDELFABRIKKEN

Efter endt militærtjeneste i oktober 1958 søgte jeg tilbage til Seddelfabrikken. Ved den lejlighed blev jeg af Henrik Boris sendt "i audiens" hos driftsbestyrer Frederik Olsen. Her skete der ikke andet end, at vi hilste høfligt på hinanden, og Frederik Olsen gav udtryk for, at man gerne ville have mig tilbage, og jeg kunne begynde i Seddelfabrikken igen. Dette til trods for, at Seddelfabrikkens nedtur var godt i gang, flere bøtter var standset, og flere ville følge, kunne Henrik Boris oplyse. I den følgende periode fortsatte jeg som 1. lamel-øser ved en af bøtterne, men prøvede også i perioder at være 2. lamel-øser, idet jeg afløste fagforeningsformand og næstformand i fagforbundet, Willy Christiansen, når han ofte var fraværende på grund af mødevirksomhed. Efter ca. fire måneder kom indskrænkningen så.

PÅ LABORATORIET

Jeg blev overflyttet til skiftehold i fabrikken, hvor jeg til en begyndelse, som Henrik Boris udtrykte det: "Lige skulle prøve at køre nogle poster igennem" i hollænderiet. Det blev da også kun til en uge i Hollænderi 3, herefter blev det tre uger ved PM 1-2. Hvorefter det blev laboratoriet, hvor jeg hurtigt skulle læres op for at kunne afløse laborant Jørgen Kjær Rasmussen, som skulle aftjene værnepligt. Flere år blev det til på skiftehold i laboratoriet, idet en anden laborant, Arne Pedersen (Benderfeldt) også skulle "aftjene værnepligt". Ind i mellem blev det også til en kortere periode ved PM 3, hvor jeg afløste fagforeningskasserer og reservemaskinfører Edward Dahlgaard som pressemand.

PÅ HOVEDKONTORET

I sommeren 1962 søgte DfP laboranter til hovedkontoret, hvilket jeg ansøgte og blev antaget til l. november samme år. Det første år af ansættelsen var en uddannelses periode, med ophold på Dalum Papirfabrik, Ny og Gl. Maglemølle og på Hovedkontorets Centrallaboratorium, Serviceafdeling, og Udviklingsafdeling. I uddannelsesperioden blev der også lejlighed til at deltage i kursus på Grafisk højskole og i DfP's interne arbejdslederkursus. Efter uddannelsesperioden blev det til ansættelse i Udviklingsafdelingen, hvor jeg endnu engang afløste Jørgen Kjær Rasmussen, som havde været udstationeret der fra Silkeborg.

Dette var i året, hvor DfP nok var på højdepunktet af sin "guldalder". På seks fabrikker med i alt 23 papirmaskiner, og et stort hovedkontor og papirlager i København, beskæftigede selskabet i alt ca. 3000 medarbejdere. Hertil kom en række hel- og delejede datterselskaber. Ikke underligt, at Fondsbørsen stadigvæk betragtede selskabets aktier som "guldrandede"

I Udviklingsafdelingen blev det til i alt syv interessante år, hvor dagligdagen i St. Strandstræde jævnligt blev brudt af besøg på fabrikkerne, ved forsøgskørsler og prøvefabrikationer, ikke alene på fabrikkerne, men også hos leverandører i ind- og udland. Også undervisning ved fagskolerne kom til i disse år.

Nævnes skal også en meget lang periode, hvor jeg var udstationeret hos firmaet Karl Krøyer i Viby J. Det var i de år, hvor Karl Krøyer forsøgte at lave papir efter en metode, som han havde købt af en finsk opfinder. Dette projekt involverede DfP sig i økonomisk og ved ydelse af knowhow. I den periode skiftede jeg hver anden uge arbejdsplads mellem København og Viby, idet jeg her skulle virke dels som konsulent og dels som observatør, således at DfP var fuldt orienteret om, hvorledes udviklingen skred frem.

TILBAGE TIL SILKEBORG I 1971

I starten af 1970'erne, var det imidlertid blevet helt andre tider for DfP. Konkurrence fra de store udenlandske papirkoncerner førte til, at der over alt i DfP måtte rationaliseres og indskrænkes. Dette gjaldt naturligvis også hovedkontoret. Jeg blev i november 1971 tilbudt forflyttelse til Silkeborg Papirfabrik, hvilket jeg accepterede.

På Silkeborg Papirfabrik blev min primære opgave forureningsproblematikken (se de afsluttende afsnit nedenfor). Men også andre og mangeartede opgaver faldt i mit lod. Da decentraliseringen af Salgsafdelingen i midten af 1970'erne blev gennemført, medførte det, at reklamationsbehandling, skulle varetages af fabrikken. Dette førte i tidens løb til mange besøg hos kunder og forbrugere overalt i landet.

Da pc’erne i midten af 1980'erne holdt deres indtog på fabrikken blev oprettelse og vedligeholdelse af databaser over alle data med relation til laboratoriet en del af min hverdag.

I slutningen af 1980'erne og begyndelse af 1990'erne kom så den turbulente periode med skiftende ejerforhold og deraf følgende ændringer i produktionen, hvilket hver gang krævede ny miljøgodkendelse. En miljøgodkendelse er en omfattende sag, som ikke kun omhandler spildevandsudledning, men populært sagt alt, hvad der vedrører røg, støj og møg fra fabrikken. Senere kom det grønne regnskab til. Et grønt regnskab er et særligt miljøregnskab, som det blev pålagt særligt miljøtunge virksomheder at udarbejde hvert år og forelægge sammen med det ordinære årsregnskab. Regnskabet skal foruden en redegørelse for virksomhedens miljøpolitik indeholde en fortegnelse over alle forbrugte rå- og hjælpestoffer, samt hvordan stofferne igen har forladt virksomheden.

I 1997, hvor jeg fungerede som laboratorieleder, besluttede jeg at træde tilbage for at gå på efterløn. I efterlønstiden fortsatte jeg dog som konsulent, indtil jeg i december 1999 blev ramt af sygdom.

FORURENINGSPROBLEMATIKKEN FRA 1971

Knud K. Jensen var på mange måder en beskeden og lidt undseelig person. Men det var kun en del af sandheden. Knud K. Jensen var arbejdsom, vedholdende, grundig og akkurat til det pedantiske. Også i sine fortællinger om sit arbejde, hvilket nedenstående beretning er et godt eksempel på. Her fortæller Knud K. Jensen om sit arbejde med forureningsproblematikken på Silkeborg Papirfabrik fra 1971. Det giver i al sin grundighed et fint indblik i papirproduktionens utroligt vidtforgrenede problemkompleks.

Jeg har arbejdet med forureningsproblematikken, lige siden jeg kom tilbage til Silkeborg i 1971. Forinden stod det dog klart, at der skulle gøres noget. I midten af 1960’erne nedsatte Skanderborg Amtsråd en landvæsenskommission. Det var også ønsket af DfP, idet man ønskede at få retten til brugen af åvandet i fabrikationen sikret for fremtiden. Møderne i kommissionen kom dog hurtigt til at handle om spildevandsproblematikken. Det endte således også med, at den afsagte kendelse blandt andet sagde, at sagen om Silkeborg Papirfabriks spildevandsudledning skulle genoptages senest, når Silkeborg kommunes rensningsanlæg Søholt var udbygget til biologisk rensning. Derudover blev der påbudt nogle kontrolforanstaltninger med årlige udtagning af prøver før og efter fabrikkens udløb. DfP var dog helt på det rene med, at der skulle gøres noget i Silkeborg snarest, således blev der i 1972 som et forsøg opstillet såkaldt Wacofilter ved udløbet til åen. Dette filter havde dog ikke kapacitet til at klare de dengang ret så store spildevandsmængder. I de år filteret kom til at fungere nåede det dog at si ikke ubetydelige mængder stof fra, som dels blev kørt til deponering på losseplads; og dels i perioder til genbrug, endda så langt væk som på Kartonfabrikken i København.

Vi solgte også slam til teglværker, som blandede det i leret. Det var som erstatning for savsmuld. Og kaolinen i papiret var jo nærmest en fordel i den forbindelse – det samme kan man så ikke sige om den kridt, som til sidst afløste kaolinen.

I 1973 kom så den store Gudenåundersøgelse, som var foranstaltet af alle amter omkring Gudenåen. Ved denne undersøgelse indgik en særlig undersøgelse af udledning fra alle pap- og papirfabrikker med afløb til Gudenåen. Efter denne undersøgelse stod det klart, at Silkeborg Papirfabrik skulle have et rigtigt rensningsanlæg, og DfPs tekniske afdeling begyndte at udarbejde projekter. Det projekt, man valgte at gennemføre, og som var fuldført i 1978, var baseret på i videst muligt omfang at anvende eksisterende bygninger, idet det blev indrettet i forbindelse med det eksisterende anlæg til rensning af åvand til fabrikationsvand. En af de tre fældebassiner blev ombygget til spildevandsrensning ved installation af en flocculatorenhed og skabere (burde nok være skrabere) til kontinuerlig udtag af slam. I de tilbageværende to fældebassiner til åvand installeredes der pumper til overpumpning af det fældede materiale til spildevandsbassinet. Ved siden af sandfiltrene, i etagen under Bøtten, opstilledes en sibåndspresse til afvanding af slammet. Pressen blev senere udskiftet med en mere effektiv skruepresse.

Rensningsanlægget levede fra starten op til forventningerne og fjernede så godt som alt fast stof fra spildevandet. Anderledes forholdt det sig med de opløste iltforbrugende stoffer, som kun kan fjernes med biologisk rensning. Det iltforbrugende stof stammede hovedsagelig fra stivelse, som der traditionelt bruges store mængder af i finpapirproduktion. En del hjalp det, da stivelsesleverandørene fik lært at ændre ladningen i stivelsen fra anionisk til cationisk, men iltforbruget i spildevandet var stadigvæk på kanten af det tilladelige ifølge miljøgodkendelsen. Der måtte derfor gøres yderligere tiltag for at reducere iltforbrugstallene. Et tiltag var at separere kloaksystemerne alle de steder i fabrikken, hvor der blev arbejdet med stivelse. Det vil sige ved alle koge- og lagerkar for stivelse og ved alle papirmaskinernes limpresser. Det fraseparerede spildevand fik vi Silkeborg kommunes tilladelse til at lede til Søholt Rensningsanlæg sammen med det sanitære spildevand fra fabrikken. Det stivelsesholdige vand gav ikke nogen problemer i den biologiske proces, snarere tværtimod! Resultatet af denne separering blev, at mange høje værdier i analysetallene forsvandt, og de gennemsnitlige resultater blev lavere.

Et andet tiltag var at sende en delmængde af fabrikkens spildevand til Søholt Rensningnsanlæg. Der blev indgået aftale om, at vi i en periode sendte hele PM 3’s afløb til Søholt. En interimistisk pumpeledning blev etableret til en kloakbrønd på Store Maen. Forsøget fik imidlertid kortere varighed end oprindelig planlagt, idet rensningsanlægget efter et par uger bad os stoppe overpumpningen, idet de store slammængder, det medførte, gav anledning til så meget forstyrrelse i anlægget, at man ikke kunne overholde gældende normer for anlæggets drift. På vort eget anlæg gik det derimod fint med den stærkt reducerede belastning.

Et tredje tiltag var pilotforsøg med biologisk rensning i forbindelse med vort eget rensningsanlæg. Resultatet af dette forsøg blev, at skulle der, med den valgte metode, opnås en reduktion i iltforbrugstallene, krævedes der tilførsel af næringssalte i processen. Spildevandet fra fabrikken har nemlig altid været karakteriseret ved kun at indeholde små mængder af næringssaltene kvælstof og fosfor. Det blev derfor et paradoks, som ingen kunne se fornuft i at tilsætte to stærkt miljøskadelige stoffer for at reducere et mindre miljøskadeligt! Dette med lav indhold af kvælstof og fosfor i spildevandet kom senere fabrikken økonomisk til gode. Hvilket skete, da der i midten af 1990’erne indførtes spildevandsafgifter baseret på forureningsgraden af spildevandet. Loven indeholdt nemlig en passus om, at hvis vandforsyningen var den samme som recipienten, kunne indholdet af stoffer i det anvendte vand modregnes i spildevandets indhold. Da Remstrup Ås vand i en stor del af årets måneder havde et større indhold af fosfor end fabrikkens spildevand, og da netop fosfor var det stof, som var belagt med den højeste afgift, havde det nogen betydning for afgifternes størrelse. Det lave indhold af fosfor i fabrikkens spildevand kan sandsynligvis henføres til de store algemængder, der blev fjernet fra fabrikationsvandet. Så jeg tør postulere, at Silkeborg Papirfabrik fra 1978 til dens lukning har fjernet fosfor fra Remstrup Å.

9. oktober 2017

Silkeborg Papirfabrik

PAPIRFUNKTIONÆRER FORTÆLLER

Rundbordssamtaler ved Keld Dalsgaard Larsen

RUNDBORDSSAMTALER 2000 OG 2001

Silkeborg Papirfabrik lukkede i 2000 og i forlængelse heraf foretog Museum Silkeborg ved Keld Dalsgaard Larsen fire rundbordssamtaler med tidligere papirfunktionærer på fabrikken.

Første rundbordssamtale var en sammenkomst med alle og blev afholdt den 8. september 2000. De næste tre næste rundbordssamtaler var opdelt efter arbejdsområder: Kontorfolk (19. juni 2001), Produktion/laboratorium/værksted (20. juni 2001) og Værkførere/papirarbejdere (21. juni 2001). Rundbordssamtalerne blev sammenfattet af Keld Dalsgaard Larsen og sendt til korrektion og uddybelse blandt deltagerne. Denne proces var færdiggjort i 2003. Den foreliggende version er færdigredigeret i efteråret 2017.

Deltagerne til rundbordssamtalerne var: Åse Rasmussen (kontor), Hans Aaboe (kontor), Arne Krogh (kontor), Jørgen Rahbek (laboratorium), Knud Jensen (laboratorium), Helge Schmidt (værksted), Ove Bøgestrand (produktion), Hartman Hornbøll (værkfører/papirarbejder), Ejvind Pedersen (værkfører/papirarbejder), Erik Pedersen (værkfører/papirarbejder) og Søren K. Sørensen (værkfører/papirarbejder).

Rundbordssamtalerne kommer langt omkring og giver et enestående indblik i forholdene på Silkeborg Papirfabrik lige fra produktion til virksomhedskulturen. De personlige beretninger giver vidnesbyrd om forhold tilbage til 1940’erne og frem til lukningen i 2000. Om fabrikken under De forenede Papirfabrikker, svensk ejerskab og til sidst tysk ejerskab. Om de forskellige fabrikschefer, tidernes udfordringer og fabrikkens anstrengelser på at løse udfordringerne. Om papirmaskinerne, produktionen, lønforhold, arbejdsgangen, hverdagen, skifteholdsarbejde, fester, personalegoder, miljø og sikkerhed, forholdet mellem de mange afdelinger osv.

FØRSTE RUNDBORDSSAMTALE

Præsentationsrunde:

Ejvind Pedersen: Jeg begyndte i 1961 som papirarbejder og sluttede som værkfører. Da jeg begyndte blev der sagt til mig: ”Du er alt for gammel!”, og jeg var godt 30 år! De ville jo have unge mennesker.

Søren Kristian Sørensen: Jeg startede på eftermiddagstur den 6.2.1967 som papirarbejder. Det står fuldstændig klart for mig den dag i dag. Da jeg blev gift i sensommeren 1970, holdt jeg op, da det var svært med ægteskab og skifteholdsarbejde. Men i 1973-74 kom oliekrisen, og jeg kom til at gå arbejdsløs i tre måneder, og så søgte jeg ned på papirfabrikken og fik arbejde igen den 18.12.1974 og blev så til lukningen i 2000. Fra 1.5.1979 som værkfører.

Knud Jensen: Jeg startede den 3.4.1951 i Bøtten og i Seddelfabrikken og gik på efterløn i 1997. Jeg har blandt andet været på en række af de øvrige papirfabrikker, Dalum, Maglemølle og Hovedkontoret og kom tilbage til Silkeborg i 1971.

Helge Schmidt: Jeg startede i 1954 på Frederiksberg Papirfabrik som maskinmester. Her var jeg et års tid, og så blev jeg forflyttet til Silkeborg, hvor jeg var maskinmester i perioden 1955-1992.

Erik Pedersen: Jeg har været hele turen igennem. Startede i januar 1955 som papirarbejder, blev værkfører og sluttede som portner.

Arne Krogh: Kom på Silkeborg Papirfabrik den 1.6.1941 på kontoret. De manglede en kontorassistent til indkøb af tørv og brunkul. Fabrikken brugte 100 tons i døgnet til fyret. Sluttede i 1985 som økonomichef, men fortsatte et års tid derefter som konsulent.

Hans Aaboe: Jeg startede først på året 1940 som arbejdsdreng ved produktion af pengeseddelpapir. Det foregik dengang på toholdsskift. Her var jeg i tre måneder, men på grund af indskrænkninger kom jeg så ud igen. Jeg kom tilbage i september 1940, denne gang på kontoret, hvor jeg var indtil soldatertiden. Jeg har desuden været på Kartonfabrikken et års tid, på laboratoriet et år, i ekspeditionen (salg) til 1973 og herefter i administrationen frem til 1985.

Åse Rasmussen: Jeg kom ned på Silkeborg Papirfabrik den 3.6.1958. Startede ved omstillingsbordet, kom i lønningsafdelingen, blev sekretær for driftsbestyreren, kom i salget og endte som salgschef for sikkerhedspapir. Jeg holdt op i 1995.

Jørgen Rahbek: Startede den 4.8.1950 på laboratoriet, og her blev jeg, til jeg sluttede i 1997.

Ove Bøgestrand: Jeg begyndte som ung ingeniør i De forenede Papirfabrikker den 11.3.1957 på Hovedkontoret, og selv om jeg har været på de forskellige fabrikker, så har jeg det meste af tiden været på Silkeborg Papirfabrik, hvor jeg sluttede i 1992.

Om Frederik Olsen:

Åse Rasmussen: Gerda Iversen var sekretær for Frederik Olsen. Han havde en forfærdelig skrift. Jeg har skullet renskrive hans breve, og jeg husker en gang, hvor jeg som overskrift skrev ”Akkordændring”, skønt selve indholdet var om noget helt andet. Det viste sig naturligvis også, at der stod ”arkkalandrering”, men det ord havde jeg aldrig mødt før. Frederik Olsen husker jeg som en meget retfærdig person omend lidt ilter.

Hans Aaboe: Frederik Olsen var en god mand for fabrikken, og han vidste alt om, hvad der foregik. Han var ilter, og en gang splintrede han et lysbord i tusind stykker.

Erik Pedersen: Når Frederik Olsen gik sin runde, så hilste han altid på folk, og spurgte til hvad der var for noget papir, de kørte. Også selv om han sagtens selv kunne se, hvad der blev kørt.

Jørgen Rahbek: Frederik Olsen var en fremragende chef for mig og utrolig hjælpsom. Jeg kom til som relativ ung at undervise på Arbejdsteknisk Skole, og det kunne være problematisk at undervise gamle erfarne papirarbejdere. Men jeg kunne altid hente hjælp hos Frederik Olsen. Han rejste meget både for fabrikken og for De forenede Papirfabrikker, og så havde han den vane, at han på disse rejser indsamlede alle salgs papir lige fra toiletpapir og billetter til pengesedler. Når han kom hjem, blev vi kaldt op til ham, og her var alle papirerne puttet i forskellige plastikposer, og så skulle vi i gang med at undersøge det for alle mulige egenskaber. F.eks. pengesedler, som vi skar i strimler for at undersøge de forskellige egenskaber. Og bagefter skulle vi pænt samle pengesedlerne igen. Det eneste der manglede var en millimeter, som vi brugte til en mikroskopiundersøgelse. Vi lærte meget på den måde.

Søren K. Sørensen: Frederik Olsen havde sin formiddagstur, og så kom Carl Christensen benende og sagde: ”Han er på vej”. Så var det med at se lidt aktiv ud. Når der blev lyst på formiddagsturen, så skulle vi slukke lyset ved PM 3 og hele vejen hen. Han var påholdende. Hvis lyset ikke var slukket, kunne han sige: ”Se at få det lys slukket. Tror I, vi er millionærer”.

Helge Schmidt: I mange år kørte vi med 6 døgnsdrift, og så blev maskinerne repareret om søndagen. Og her kom Frederik Olsen også, gerne ved middagstid. Også på disse ture gik han og slukkede lys, hvis det var unødigt tændt. Frederik Olsen gik også meget op i kontrollen med vor oliebeholdning. En gang om måneden gik vi rundt, og jeg tog målepinden, og han læste op og skrev op. Frederik Olsens efterfølger, Maglegaard Andersen tog sig ikke af den slags småting.

Jørgen Rahbek: Frederik Olsen var meget konservativ. Derfor fik vi heller ikke en rundviremaskine på fabrikken. Han mente ikke, at vi havde den kunstneriske ekspertise til det. Det, vi havde, var godt nok. Men han krævede høj kvalitet, og han var meget kritisk.

Om Maglegaard Andersen:

Hans Aaboe: Han var en god mand for fabrikken. Han skulle blot være blevet i Silkeborg både for fabrikkens og hans egen skyld.

Åse Rasmussen: Under Frederik Olsen havde vi ikke megen kontakt med fabrikschefen. Det ændrede sig under Maglegaard Andersen. Der blev straks foretaget forandringer. Jeg husker engang, vi skulle have en stor konference, som skulle foregå på tysk. Maglegaard Andersen sagde: ”Du kan jo tysk”, ”Jo”, svarede jeg, ”Sådan til husbehov”. Men han ville så gerne holde hovedkontoret ude af den sag, så han sagde, at det kunne vi sagtens ordne. Jeg udbad mig lidt betænkningstid, hvortil han svarede, at jeg fik al den tid, det tog at gå over dørtrinnet og komme tilbage igen for at sige, at det var i orden. Det var en kæmpeopgave. Konferencen foregik på Hotel Dania, og deltagerne kom fra hele Europa fra papirfabrikker, der producerede sikkerhedspapir. Konferencesproget var som sagt tysk. De forskellige oplægsholdere talte i mikrofon, og jeg skulle så udskrive båndene. Men det kunne være svært at høre ordene på båndene. Ikke alle var lige gode til det tyske, eller også druknede ordene, når de hældte drikkelse op. Det tog enormt med tid, før jeg fik det renskrevet. Men det endte da med en rapport på henved 70 sider. Det var hårdt – men også spændende.

Jørgen Rahbek: Vi tabte seddelpapirmarkedet og værdipapirmarkedet i 1960’erne. Maglegaard Andersen påtog sig så opgaven at finde nye produkter. Målet blev, at vi skulle lave sikkerhedspapir på langviremaskine i lige så god kvalitet som på rundviremaskine. Vi blev fire mand, der fik opgaven: Benderfeldt, der tog sig af det mere kunstneriske, Bent Schmidt, der tog sig af det mere håndgribelige, maskinmester Egelind og så mig, der foretog de forskellige forsøg. DfP støttede os i denne proces. Og staten gav udviklingsmidler til formålet. Det var en kæmpeopgave, og vi foretog et utal af forsøg. Og gennem hele processen skubbede Maglegaard Andersen på: Forsøg, forsøg. Tidligere købte vi færdige dandyruller. Nu begyndte vi selv at lave betrækkene til rullerne, og så kunne vi nøjes med at købe kroppene til dandyrullerne. Vi blev på den måde pludselig mere uafhængig og mindre følsomme i forhold til vore konkurrenter, især i forhold til vor ærkekonkurrent i England. Vi lærte at lave sikkerhedskemikalier, lægge tråd i papiret osv. Vi endte med at blive helt gode til det - også på langviremaskinen. Og på den måde blev System Silkeborg skabt. Det var også grunden til, at vi fik produktionen af papiret til 20 kr.-sedlerne samt Interpols godkendelse af, at vort vandmærkepapir var velegnet.

Om ansættelse:

Var lidt varierende. Mange blev ansat af papirmester A.G. Hansen. På kontoret var det bogholder Petersen og senere Kentorp. Til bøtten var det Lindqvist eller Henrik Boris.

Erik Pedersen: Jeg kom ned til A.G. Hansen. Efter en længere snak sluttede han af med at stille mig to spørgsmål: ”Er du i sygekasse?” og ”Er du kommunist?”. Og da jeg svarede henholdsvis ja og nej, så var det i orden. Men det underlige var egentlig, at vi meget sjældent diskuterede politik på fabrikken.

Ove Bøgestrand blev antaget af Poul Schou på hovedkontoret.

På kontor:

Åse Rasmussen: Vi havde et omstillingsbord, et rigtigt gammelt et. Gerda Iversen og jeg skiftedes til at tage telefonen. Der var lokaltelefoner ned til de forskellige afdelinger. Der var en boks forret med fløjl, hvor man stod, når man skulle tale med Hovedkontoret i København. Og så måtte man ikke forstyrre dem. Det blev lavet om, da kontoret blev bygget om. Vi havde en skrivestue, hvor posten blev sendt fra, og her stod to gamle Norden skrivemaskiner. Her sad vi og skrev, hvad der skulle skrives. Pigerne ude på Salen havde toilet oven over os, og de gik forbi vores skrivestue, hver gang de skulle på toilettet, hvilket vi kunne følge, da der var en glasvæg. På den anden side sad vi jo så til skue bag glasvæggen.

Hans Aaboe: Der var fem på kontoret, og jeg kom som nummer 6. Der var et stort firmandsbord, hvor man sad i nogle magelige stole, der var fuldstændig skadelig for ryggen. Jeg skulle gennemgå nogle lønningslister, og jeg talte sammen. Ved nogle var tallene streget over, og andre tal var skrevet til ovenover. Jeg kunne ikke rigtigt få det til at passe. Det viste sig så, at det var beboerne på Smedebakken, som fik trukket huslejen fra i lønningsposen. Længere inde var postbordet. Det var Frederik Olsen, der åbnede posten, så kom han ind til bogholderen, hvor de drøftede sagen og den øvrige post blev lagt til mestrene. Papirmester, maskinmester, bøttemester og salsmester kom og gennemgik deres post. Det var en festlig forestilling.

Åse Rasmussen: Lønningsregnskaberne var noget af det første, jeg kom til. Da jeg også kunne stenografere, kom jeg til at skrive for vor salgschef Carl Michael, og jeg blev også sekretær for Maglegaard Andersen. Finn Hansen gav mig valget enten at fortsætte som sekretær eller at gå ind i Salget. Jeg valgte salget.

Lønregnskabet ordnede Gerda Iversen og jeg. Mit arbejde med lønregnskabet var i mange år lønningslisterne fra papirsalen. De arbejdede på akkord, og der kom lange lister ind til os med oplysninger om, hvor mange ris de enkelte havde lavet osv. Der var så nogle tariffer, hvorudfra jeg skulle udregne lønnen til de enkelte. Til lønningsdagen skulle vi bestille penge hos vor bankforbindelse – Handels- og Landbobanken på Torvet. Og det var ikke kun det samlede beløb, vi skulle udregne. Vi skulle nøje beregne, hvor mange 100 kr sedler, 50 kr sedler, 10 kr sedler og småmønter vi skulle bruge til at putte i lønningsposerne. Der kom et bankbud ned på fabrikken med pengene. Når vi så puttede pengene i lønningsposerne, skulle det jo gå op. Ellers var det værsågo at åbne alle poserne og begynde forfra.

Hans Aaboe: I 1930’erne havde der været en sag med, at bankbuddet blev overfaldet. Det blev aldrig rigtigt opklaret, hvem der havde gjort det, men der var mange rygter. Senere kom de to bankbude med pengene.

Tilføjelse af Keld Dalsgaard Larsen: Under en gennemgang af Silkeborg Avis fandt jeg ud af, at dette overfald skete i sommeren 1935.

At blive værkfører:

Ejvind Pedersen: Jeg sagde ja til at blive værkfører, da jeg blev spurgt. Jeg havde været forskellige steder på fabrikken, f.eks. i Glitten og ved papirmaskinen. Jeg kom fra et vaskeri, hvor vi havde travlt, så kom jeg ned på papirfabrikken til en lille maskine i Glitten. Ham, der tog imod mig, sagde: ”Kan du se den stol deromme?”. Jo, det kunne jeg. ”Der skal du sidde”. Jeg tænkte: ”Hvad fanden, skal du ikke lave noget”. Han skulle nok sige til, når jeg skulle foretage mig noget. Jeg skulle naturligvis hente kaffe m.m., men ellers ikke ret meget. Jeg tænkte: ”Det er som at komme i Himmeriget!”. Så kom jeg ind til papirmaskinerne, og der var så noget mere at rive i. Jeg begyndte som smøremand, blev 1. skærer og efter 3-4 år blev jeg maskinfører. Jeg har været maskinfører på PM 1 og PM 2.

Ove Bøgestrand: Fabrikken tog gerne værkførerne blandt maskinførerne, og man havde naturligvis set de forskellige emner lidt an.

Søren K. Sørensen: Fabrikken valgte nok værkførere ud fra, hvem der viste interesse for arbejdet, og som var stabile. Da jeg fik tilbuddet, fik jeg nogle dages betænkningstid. Det var jo trods alt et stort spring, og man kom så at sige om på den anden side af bordet. Det ville også få konsekvenser for ens kammeratskaber med kolleger. Det var ikke lønnen, der trak. Der var ikke den store forskel for en maskinfører og en underværkfører med hensyn til lønnen. Det var stort set den samme. Så var der dengang pension, men det tænkte man ikke så meget på dengang.

Erik Pedersen: En af mine forgængere sagde til mig: Det kan meget let være, at kammeraterne ikke længere er de samme, når du bliver værkfører. Og det havde han såmænd ret i. Man må lære at begå sig som værkfører og sørge for ikke at få alle på nakken på én gang.

På kraftcentralen m.m.:

Helge Schmidt: Der gik tre mand i Kraftcentralen, der gik i døgndrift. Vi havde alle tre installatøreksamen. Først og fremmest skulle vi sørge for, at kedlerne blev behandlet ordentlig. Vi måtte ordne alt, hvad vi kunne med hensyn til det maskintekniske, og hvad der lå derudover, måtte vi finde ud af, hvem vi skulle have fat på for at få det løst. Vi havde naturligvis en vis rutine. Vi havde også under os vandturbinen og vandpumperne. Vi havde ret meget kontakt med værkførerne.

Fabrikken havde en snedker, der lavede de forskellige modeller. Værkstedet tegnede af og til modellerne. Selve støbearbejdet foregik hos et jernstøberi eller bronzestøberi. Fabrikken brugte meget Ørnsø Metalstøberi. De gamle virer på papirmaskinen var bronzevirer, og de blev efter brug sendt til Bergsøe, som smeltede dem om. De omsmeltede blokke kunne så sendes til Ørnsø Metalstøberi.

I begyndelsen jeg kom, var der også stempeldampmaskiner. De stod som reserve. Og der var to atlasturbiner. Op til 1960 havde fabrikken udelukkende jævnstrøm, og der var ingen forbindelse til byen. Så fik man en omformer fra vekselstrøm til jævnstrøm, så man kunne kobles til byens el-forsyning. Laboratoriet var det eneste sted med vekselstrøm, og her var en lille omformer. Jævnstrømmen blev et problem for Smedebakken, da beboerne i mange år ikke kunne købe fjernsyn og radio, da det gik på vekselstrøm.

I Kraftcentralen, kalandersalen og andre steder hang der – selvfølgelig – store PH-lamper med en kæmpestor 500 W’s pærer i. Disse lamper hang også på kontoret. De var af kobber og malet hvide. Senere kom jo så lysstofrør i stedet for.

På laboratoriet:

Hans Aaboe: Meinicke skulle i 1946 ind som soldat, og jeg kom samtidig tilbage fra soldat, så jeg overtog hans arbejde på laboratoriet et år. Dengang var vi kun to på laboratoriet: mig og så en dame. Da Meinicke kom tilbage, tilbød Frederik Olsen mig at blive værkfører, men jeg ville hellere fortsætte i administrationen. Og så blev der ikke snakket mere om det.

Jørgen Rahbek: Da jeg kom på laboratoriet, var vi tre: Meinicke, mig og en dame. Vi kom ret hurtigt på toholdsskift med skift 6-14 og kl.18-2. Det skyldtes, at fabrikken var ved at lave seddelpapir, hvor laboratoriet skulle udrører nogle kemikalier. På laboratoriet havde vi en god kontakt til værkførerne.

Når vi skulle køre en anden produktion, så tog man en hel masse tal frem og tog gennemsnittet af det og kørte efter det. Hvis det så rokkede sig til næste gang, så kørte vi blot efter nye tal. En sommerferie satte jeg de her gennemsnit ind på nogle normkort, og det var begyndelsen til alle vore kvalitetskort. Det var papirmester Mandrup Andersen, der var vor umiddelbare overordnede.

Personalegoder:

Flere havde fået rentefrit byggelån. F.eks. Åse Rasmussen i 1961-62, 10.000 kr. Hans Aaboe ansøgte i 1950 om et lån på 2000 kr. i forbindelse med køb af hus. Det gav dem hovedbrud, da det netop var beregnet på at bygge nyt – ikke at købe. Men Hans Aaboe fik dog sit lån.

Arne Krogh: Til at begynde med var det 2000 kr. rentefrit. Det blev hævet til 4.000 kr. og senere til 10.000 kr. Lånet skulle ind som 2. prioritet. Det gik over Hovedkontoret, men det skete efter indstilling fra de enkelte fabrikker. Man fik også nogle år gratiale. Det kunne være en ekstra månedsløn, og det blev udbetalt på kongens fødselsdag den 11. marts. Det var et gratiale til funktionærgruppen. Der var også papirtildeling, hvor man kunne få forskelligt slags papir, f.eks. toiletpapir. Det blev bragt ud til den enkelte funktionær. Senere måtte vi selv sørge for transporten.

Af andre personalegoder blev nævnt halv løn, mens man var soldat og for enkelte billån.

Barsel:

Åse Rasmussen: Vi havde kun en barselsorlov på en måned. Til halv løn. Jeg havde ikke råd til at gå længere hjemme end den måned. Faktisk var jeg kun væk i en halv måned, så tog jeg på arbejde igen. Kentorp sagde, at så skulle jeg også have fuld løn, når jeg nu var kommet tilbage.

En del af De forenede Papirfabrikker:

Hans Aaboe: Vi kendte i mange år kun til, hvordan hele koncernen gik rent økonomisk. Ikke hvordan det gik de enkelte fabrikker. Men vi vidste dog, at Silkeborg Papirfabrik gik godt. Men Hovedkontoret ønskede, at man skulle se på koncernen som en helhed.

Jørgen Rahbek: Silkeborg Papirfabrik gik godt, mens Dalum Papirfabrik i mange år gik dårligt. Nu var det imidlertid sådan, at Silkeborg tjente kroner på lidt, mens Dalum skulle tjene ører på meget. Og derfor var de meget afhænge af, at deres produktion hele tiden gik optimalt. Dalum fik derfor størsteparten af koncernens investeringsmidler.

Ove Bøgestrand: Der var nok konkurrence og drillerier mellem de enkelte fabrikker. Noget var dog kun i al gemytlighed. Men alle fabrikkerne kunne være enige om modstand mod Hovedkontoret. ”De solgte jo ikke noget” var lidt af holdningen.

Arne Krogh: Firmaidrætten startede i 1948, og vi havde turneringer mellem DfPs forskellige fabrikker. Vi kendte derved hinanden. Og firmaidrætten var for alle på fabrikkerne – såvel arbejdere som funktionærer.

Åse Rasmussen: Det gav dog problemer med hensyn til ”dus” og ”Des”. Ved et dekret først i 1970’erne blev det slået fast, at vi alle skulle være dus. Det var papirarbejdernes formand, Villy Christiansen, der bragte spørgsmålet frem, og det blev behandlet på en stor konference, vi havde på Kongensbro Kro. Men selv om vi blev dus, så var vi gerne på efternavn, især hvis folk havde et kort efternavn.

Hans Aaboe: Driftsbestyreren tiltalte vi skam i tredjeperson helt frem til Maglegaard Andersen kom. Når jeg talte med Frederik Olsen, så sagde jeg: ”Hvad mener driftsbestyreren?”.

Gyldne tider:

Helge Schmidt: I 1950’erne var der vel 15-20 håndværkere med egen skruestik, bag hvilken der stod en håndværkermedhjælper og kedede sig. Til sidst var der vel knapt en håndværkermedhjælper på hele fabrikken, måske en enkelt. Resten var rationaliseret bort. Dengang gik nogle rundt i Kraftcentralen og havde ikke andet at give sig til end at pudse gelænderet. Det blev skam også pænt blankt. Der var reelt en masse overflødige folk på mange områder i fabrikken. F.eks. kunne der dengang være to mand ved hver kalander og til sidst fór der jo en mand rundt og styrede flere kalandre på en gang.

Jørgen Rahbek: Nielsen havde været chauffør hos Godske-Nielsen, og han kom af og til ned på laboratoriet og fortalte om oplevelser hos Godske-Nielsen. Når Nielsen skulle køre fru Godske-Nielsen op på Torvet, skulle han tage luft ud af bildækkene, så bilen ikke bumpede så voldsomt på brostenene. Når han så kom tilbage, skulle der igen luft i dækkene. Af og til kørte Nielsen fru Godske-Nielsen og hendes søster til Himmelbjerget, hvor de var inde på restauranten. Når de gik, stod hele rækken af tjenere, som så fik deres drikkepenge, men da de kom til Nielsen, sagde fru Godske-Nielsen: Han skal ikke have noget, han har blot siddet her og pyntet i sit fine tøj.

Knud K. Jensen: Det var dengang almindeligt, at de øverste funktionærer havde havemænd. Det var papirarbejdere, der rent formelt hørte til pladsfolkene. De tre funktionærboliger havde hver en havemand, der også hængte vasketøj op, gik ærinder, pudsede sko osv. Frederik Olsen havde til det sidste havemand, mens de to andre måtte dele en havemand til sidst. Andre funktionærer havde havefolk til at ordne deres jordlodder bag Smedebakken.

Ejvind Pedersen: Tidligere var maskinførerne små konger. Der var konkurrence mellem de enkelte skift, og der kunne blive drejet på tingene, så det gik i kludder for det næste hold. Hvis f.eks. en filt var ved at være færdig, så kunne et hold lige stramme den op, så den holdt skiftet ud, mens de næste meget hurtigt måtte til at skifte filt. Man skulle også passe på viren. Den type småchikaner var aldrig til at bevise. Alle var altid de rene engle, når man gik dem på klingen. Jeg synes ikke, at der var konkurrence mellem værkførerne. Vi havde en skifterytme forskudt i forhold til papirarbejderne, først med to timer og siden kun med en time. Vi overlappede ikke hinanden, men vi kunne lige udveksle information i omklædningsrummet.

Helge Schmidt: Selvfølgelig kunne der være drillerier mellem de forskellige grupper på fabrikken. Det var også hos os, f.eks. mellem elektrikere og maskinarbejdere.

Vire:

Ove Bøgestrand: De gamle bronzevirer var meget sarte. De kunne måske holde i seks uger – måske meget mindre. De nye plastvirer var meget bedre, og de kunne holde i et års tid, og det var endda muligt at rette dem ud ved opvarmning, hvis de havde fået buler. Det var ikke muligt ved bronzeviren. Men Frederik Olsen var ikke for de nye plastvirer. Hans holdning var, at det kunne de andre eksperimentere med.

Arne Krogh: Det lykkedes at få indkøbt plastvire også i Frederik Olsens tid. Det lykkedes til sidst at få et forsøg i gang på PM 3.

Bemærkning: Der var i øvrigt en vis uenighed om de nye plastvirer kom eller ikke kom i Frederik Olsens tid.

KONTORFOLK FORTÆLLER

Åse Rasmussen: Vi var syv på kontoret, da jeg kom i 1958. Fem mænd og to kvinder. Mændene tog sig af økonomi, fakturer, ekspedition m.m., mens Gerda Iversen og jeg var lønningsafdelingen og tog os af telefonpasning, brevskrivning og sekretærarbejdet.

Vi mødte klokken 8 om morgenen og gik hjem klokken 5 om eftermiddagen. Vi på kontoret havde lang middagspause, først 1½ time, siden fem kvarter, hvor vi tog hjem for at spise frokost. Kontoret måtte ikke lukke på noget tidspunkt, så vi måtte holde frokost forskudt for hinanden.

Papirfabrikkens lønninger for os på kontoret hørte nok lidt i den lidt bedre ende. Jeg kom fra en stilling hos Gisselbæks Fabrikker, og jeg fik en klækkelig lønfremgang, da jeg i 1958 kom på Silkeborg Papirfabrik. Men det blev udjævnet med årene. Vi forhandlede ikke løn med ledelsen. Og vi var i mange år ikke organiserede. Det var ikke velset at være organiseret i HK, selv om det ikke sådan blev nævnt. Vi fik vor løn efter nogle retningslinjer, som Hovedkontoret havde til det formål. Ledelsen på Silkeborg Papirfabrik kunne ikke give lønforhøjelse, men de kunne indstille til Hovedkontoret om en lønforhøjelse til f.eks. en af os på kontoret. Vi vidste heller ikke, hvad hinanden tjente om måneden. Det blev der ikke talt om.

Hans Aaboe: Vi havde én tradition på kontoret, og det var, når der hvert kvartal skulle gøres status. Det var bogholder Petersens store aften, når han bestilte smørrebrød fra restaurant National. Godt belagt smørrebrød. Vi fik nemlig ikke overarbejdsbetaling for dette aftenarbejde, men vi fik altså noget godt smørrebrød med øl og vand. Da jeg var udlært i 1943 tilbød jeg at give en halvflaske snaps. Bogholder Petersen blev lidt paf over tilbuddet, men det blev accepteret. Der blev ført store protokoller over råstoffer, vire og garneture og lageret af papir. Med tiden blev smørrebrødet afløst af ”spisepenge” pr. aften, vi måtte arbejde over i forbindelse med status. Først 15 kr. og siden 30 kr.

Arne Krogh: Ikke nok med at der blev gjort status hvert kvartal, der blev også lavet driftsoversigt over forbrug og lønninger hver måned. I det hele taget blev der ført regnskab over mangt og meget – såvel nyttigt som unyttigt. Jeg glemmer ikke, da jeg blev sat til at føre en såkaldt ”vandstandsbog”, hvor vi skulle udregne, hvor meget vand vi var nødsaget til at føre uden om vandturbinen på grund af for høj vandstand. Det blev betragtet som et tab! På et tidspunkt undlod jeg lige så stille at føre bogen, og ingen opdagede det.

Der var ikke kun internt på fabrikken, der blev ført et vældigt bogholderi. Vi førte også i mange år lønstatistik over hver enkelt ansat til Dansk Arbejdsgiverforening. Det var et kæmpe arbejde.

Hans Aaboe: Papirfabrikkens kontor var overskueligt. Vi var i daglig kontakt med Hovedkontoret i København. Vi havde telefonboksen, når man i ro og fred skulle snakke i telefon om dagens ordrebestilling. Vi var mellemled mellem Hovedkontorets salgsafdeling og fabrikkens produktion. Det var Hovedkontoret, som solgte papiret – ikke os. Vi var således ikke i selve Salget, men var ekspedition for salgsafdelingen. Det blev naturligvis ændret, da vi fik resultatcentre.

Vi sendte ordrebestillingerne videre til planlægningsafdelingen på fabrikken, som så delte det ud på maskinerne. Men vi på kontoret fulgte løbende op på bestillingerne enten på eget initiativ eller fordi salgskontoret på Hovedkontoret udbad sig situationsrapport om, hvordan det gik med den og den ordre.

Før skrivemaskinernes tid blev korrespondancen kopieret ved hjælp af en kopipen og en presser. Det kunne blive noget værre noget. Men dog ikke sværere end at driftsbestyreren selv kunne finde ud af det. Og det skulle han f.eks. når han over for Hovedkontoret skulle indstille enkeltpersoner til lønforhøjelse. De breve måtte vi ikke kopiere, men det var dog ikke ganske umuligt alligevel at finde ud af, hvad brevets indhold var.

Åse Rasmussen: Til at begynde med ordnede vi lønningerne manuelt. Men så kom hulkortene, hvor vi sad og hullede. Hulkortene var forløberen for edb. Først med edb gik vi fra at udbetale lønnen kontant i lønningsposer til at få dem overført via bank.

Vi på lønningskontoret havde også kontakt med de gamle papirarbejdere, som kom hvert kvartal for at hente deres beløb fra Arbejderfonden. Det var måske ikke så mange penge til hver enkel – måske 150 kr. – men det var da penge, og de nød at komme forbi fabrikken. Mange brugte lejligheden til at slå et smut ind på fabrikken for at hilse på gamle arbejdskolleger.

Arne Krogh: Ja, tidligere kunne man faktisk komme ud for gamle papirarbejdere, der ikke kunne skrive deres eget navn, når de skulle modtage beløbet. Så var der en formular med ”Med ført hånd”, når de skulle kvittere.

Hans Aaboe: Jeg opnåede også at se computere i min tid. Jeg mener, at der var to skærme på kontoret i 1985.

Åse Rasmussen: Da jeg holdt i 1995, havde vi jo alle vor egen pc’er, men vi var endnu ikke koblet på internettet.

Om resultatcenter

Arne Krogh: Maglegaard Andersen og jeg var meget positive over for det. Maglegaard havde faktisk tidligere foreslået Langebæk ideen om resultatcentre. Men dengang havde det ingen interesse. Nogle år senere kom det så som Langebæks ide, og så var det jo det eneste saliggørende. Der var naturligvis delte meninger om ideen om de enkelte fabrikker som resultatcentre, men grundlæggende var jeg positiv.

Hans Aaboe: Jeg var ikke meget for det. Blandt andet betød det, at en masse folk fra Hovedkontoret i København blev flyttet ud til os på fabrikkerne, og der var ingen grænser for, hvor kloge de mente, at de var. Men de havde det nu mest i munden, og der gik såmænd ikke ret længe, før de var væk igen.

Åse Rasmussen: Carl Michael kom til Silkeborg som salgschef i den forbindelse, og jeg kom til – som en del af mit arbejdsområde - at arbejde for ham. Allan Bidsted afløste Carl Michael, og jeg fulgte så at sige med. Så jeg var på den måde lidt inde i salgsarbejdet. Da Finn Hansen kom, kom jeg til at virke som sekretær for ham, og han gav mig valget mellem at komme i Salget eller blive hans sekretær. Jeg valgte Salgsafdelingen, blandt andet fordi jeg ikke ville risikere at komme til at sy knapper i for chefen. Jeg kom således i Salgsafdelingen under Henning Christensen.

Om Finn Henrik Hansen:

Åse Rasmussen: Der var meget delte meninger om Finn Henrik Hansen som fabrikschef. Men jeg havde det fint under ham. Og han havde masser af nye ideer.

Arne Krogh: Finn Hansen var en atypisk fabrikschef. Han kom fra en stilling som indkøbschef på Hovedkontoret, og indkøber blev han ved med at være. Tidligere var alle fabrikschefer civilingeniører, men da man åbenbart ikke kunne blive enige, så valgte man altså en handelsuddannet i stedet for. Finn Hansen havde vist en ret stor stjerne hos Langebæk, som jo selv havde en fortid i salgsverdenen som ejer af Viggo Borck. Langebæk var som sådan heller ikke produktionens mand.

Åse Rasmussen: Mit arbejde i Salgsafdelingen var i begyndelsen blandt andet at være sekretær for salgschefen, udsende tilbud og snakke med kunder. Det blev rigtigt spændende, da vi begyndte på System Silkeborg, hvor hovedsalgskontoret lå i England. System Silkeborg fik et godt ry som sikkerhedspapir – aktier, obligationer, check m.m. – og jeg synes faktisk, at det var ret let at sælge det papir. Jeg havde meget kundekontakt og stod for salget til Australien og Fjernøsten. Og jeg så at sige voksede med opgaven. Hjemmemarkedet var fortsat helt dominerende med hensyn til mængde, men vor eksport var gode penge i det samlede regnskab.

Hans Aaboe: Vi havde funktionærskovtur hvert år. Fabrikken betalte. Det var lidt af en begivenhed. Vi tog gerne af sted om formiddagen, kørte et sted hen, hvor vi spiste vor medbragte madpakke, kørte et andet sted hen og så et eller andet og kunne så slutte af med middag og efterfølgende dans. På de ture blev gækken sluppet løs. Og mange fik lige vel mange snapse, og humøret var højt. Der blev leget på disse ture, f.eks. trillebøreløb, tovtrækning og to mand frem for en enke. Frederik Olsen deltog også aktivt i legene. Og næste dag var alt ved det gamle – og Frederik Olsen var igen chefen med stort C.

Åse Rasmussen: Den første gang jeg var med, trak vi bordherre. Jeg fik A.G. Hansen til bordherre, og han sørgede hele tiden for, at jeg også under middagen skålede med fru Hansen, som sad i den anden ende af lokalet.

Arne Krogh: Ja, det var mange lystige indslag. Jeg mener, at vi kørte trillebør i Velling Koller, og jeg mindes, at vi legede to mand frem for en enke på Bryrup Hotel i 1942. Madpakkerne var nogle, vi købte og tog med i bussen. Vi kunne være af sted i flere busser.

Åse Rasmussen: Vi blev dus under Maglegaard Andersen. Jeg synes ikke, at vi kom hinanden nærmere ved at være dus. Men der var bestemt noget underligt i, at vi var dus med papirarbejderne, men ikke med hinanden på kontoret. Her blev holdt på normerne. Jeg følte det helt absurd, når vi spillede badminton. Arne Krogh og de andre mænd, sagde her du til pigerne fra salen – men sagde ”De” og efternavn til Gerda Iversen og mig. Det var fjollet.

Arne Krogh: Der blev holdt en konference om fabrikken, som blev holdt på Kongensbro Kro, og det var her, at det så at sige blev bestemt, at man herefter var dus på hele fabrikken. Men jeg husker en pudsig episode noget tid derefter. Direktionen fra København besøgte fabrikken et par gange om året, og da den kom på besøg efter Kongensbro Kro-mødet, tog smeden Preben Christensen ordet og meddelte, at man jo her på Silkeborg Papirfabrik havde indført, at man var dus, og at han derfor sagde ”du” til Langebæk. Jeg glemmer ikke Langebæks blik og ord: ”Ja, Preben Christensen, De må gerne sige du til mig”.

Åse Rasmussen: Vi har i min tid også været med til at gå ned i løn,, fordi det gik dårligt for De forenede Papirfabrikker. Selv om alle ikke var lige enige, så viser det trods alt, at vi følte os solidarisk med fabrikken.

Hans Aaboe: Det har altid gået op og ned inden for papirindustrien.

Arne Krogh: Oprindeligt blev der udbetalt gratiale i forbindelse med 25 års og 50 års jubilæum. Ved 50 års jubilæum fik vedkommende to månedslønninger. Men med tiden fik vi også gratialer ved 35 års og 40 års jubilæum, og det skyldtes, at det rent skatteteknisk var muligt, så man altså også reelt fik noget ud af et sådant gratiale.

Omkring besættelsen:

Hans Aaboe: I min tid som elev under besættelsen, fik jeg et ganske særligt erhverv. Alle arbejdere skulle have arbejdskort, så man kunne holde styr på folk. Men man var jo bange for, at tyskerne misbrugte det, og med jævne mellemrum skulle disse arbejdskort gemmes væk, så tyskerne ikke kunne beslaglægge dem. Når det var ved den tid, så kom fagforeningsformanden Jens Chr. Schou op på kontoret og rømmede sig og sagde, at det var det der med de arbejdskort. Og så gemte jeg dem på et hemmeligt sted. Nu kan jeg godt røbe, hvor det var, nemlig i kludebunkerne oppe på kludesalen.

Arne Krogh: Fabrikken havde under krigen tørvelager, hvor parkeringspladsen senere kom. Vognmændene kom med tørvene, kørte dem op til fabrikschefens villa, hvor der nærmest var en sliske til at læsse tørvene af ved. Der var vel 10 meter tørv og på toppen voksede med tiden op til 2 meter høje birketræer. Brunkul fik vi især hjem med jernbane.

Hans Aaboe: Tyskerne havde Drewsens Villa under besættelsen og en gang om måneden kom en soldat ned på kontoret for at betale husleje.

Arne Krogh: Efter besættelsen skulle fabrikken have nogle penge af staten på grund af tyskernes brug af fabrikkens område. Pengene var beregnet til at føre området tilbage til før, tyskerne tog det i anvendelse. På et tidspunkt foreslog jeg Frederik Olsen, at fabrikken meget passende kunne bruge nogle af pengene til at etablere en fodboldbane på området. Og sådan gik det. Fabrikken fik byens bedste fodboldbane.

LABORATORIE- OG PRODUKTIONSFOLK FORTÆLLER

Om europæisk samarbejde omkring pengeseddelpapir:

Ove Bøgestrand: Vi havde konferencer for europæiske papirfabrikker, der producerede pengeseddelpapir. Bank Noten Papiermacherkonferenz som de hed. Der var deltagere fra Danmark, Sverige, Norge, Finland, Frankrig, Tyskland, Holland og Jugoslavien. England med Portals var ikke med. Vi var måske nok på en eller anden vis konkurrenter, men vi var også interesseret i at lære af hinanden, og fabrikkerne producerede hovedsageligt for et hjemmemarked. Flere af fabrikkerne var også egentlige statsforetagender. Jeg har – i lighed med Rahbek – været involveret i at lave undersøgelser, som skulle forelægges på sådanne konferencer. Jeg har også hørt båndoptagelser fra konferencerne igennem for at skrive dem ned i rapportform. Alt foregik på tysk, og rapporterne var på tysk.

Jørgen Rahbek: Crane, USA var også af og til deltager. Jeg var på den sidste konference, hvor det hele smuldrede. Og årsagen var svenske Tumba, som var gået i samarbejde med Portals. For Portals var i konkurrence med os alle.

Om værdi- og pengeseddelmarkedet:

Jørgen Rahbek: Det begyndte med, at de forskellige børser i 1970 stillede en række skærpede kvalitetskrav til børsnoteret værdipapir. Det var ikke nok med filigranvandmærket. Det var for nemt at efterligne. De krævede blandt andet som minimum et to-tonet vandmærke, et reliefvandmærke. Af andre krav var alle former for lokalisering af vandmærker, styrkekrav og forskellige krav til fiberindhold, der kunne variere fra børs til børs. Sædvanligvis var der tale om et kludeindhold fra 50-100 pct.

Knud Jensen: Et af de nye krav til seddelpapiret blev længdelokalisering af vandmærket i ruller, og det kunne vi ikke opfylde.

Jørgen Rahbek: Frederik Olsen var imod, at Silkeborg Papirfabrik fik en rundviremaskine. Han skrev op punkt for punkt, hvorfor han ikke kunne anbefale det, og det var det papir, som Carlsen forelagde Nationalbanken.

Ove Bøgestrand: Der var mange problemer med at styre en rundviremaskine. Men den ville have givet det sidste kvalitetsløft.

Jørgen Rahbek: Man havde snakket for og imod rundviremaskine siden 1940’erne. Den diskussion sluttede med Maglegaard Andersen, da han slog fast, at vi lige så godt kunne prøve at lave det på langviremaskine. Og så begyndte arbejdet.

Det var bestemt et problem for Silkeborg, at vi mistede det marked. Det gav imageproblemer, og Silkeborg var i en konkurrencesituation, hvor papirmaskinerne hele tiden skulle køre hurtigere. Det var ikke i tilstrækkeligt omfang muligt i Silkeborg, og derfor var vi tvunget op ad i kvalitet, så vi producerede forædlet papir, som vi kunne tjene penge på.

Vi startede med at genvinde markedet for aktier og obligationer. Af andet værdipapir kan nævnes pas, specielle billetter og girokort. Og vi lærte også at sætte tråd i seddelpapiret.

Helge Schmidt: Vi kan da ikke have tjent meget, for var der ikke hen ved 50 pct. udskud på den produktion?

Jørgen Rahbek: Måske, men alligevel mener jeg, at det gav overskud.

Ove Bøgestrand: Seddelpapiret blev efterlimet på Efterlimeren. Da vi mistede den produktion, var der reelt ikke mere brug for den.

Kopipapir og anden produktion:

Knud Jensen: Duplikatorpapir var en stor produktion i Silkeborg i 1950’erne og en del af 1960’erne. Vi kørte duplikatorpapir med vandmærke. Og det blev kørt på alle maskiner. Senere – efter Frederik Olsens afgang – kom der gang i produktion af Rank Xerox kopipapir. Mellem duplikatorpapir og kopipapir var der en periode, hvor Silkeborg havde en stor produktion af magnetcheckpapir.

Jeg var i udviklingsafdelingen i København i otte år. Udviklingsafdelingen ydede bistand til f.eks. prøvetrykning og forsøg. Vi var også involveret i Xerox-papiret. Problemet med Silkeborgs Xerox-papir i begyndelsen var harpikslimen. Man fuldlimede papiret, og det resulterede i, at papiret svinede i maskinerne. Harpiksmængden blev derfor nedsat. Planhed var vigtig for kopipapir. Derfor produceres papiret med lavt vandindhold og stor porøsitet, hvorved modvirkes runding af papiret ved afviklingen af kopieringen i kopimaskinen. Porøsitet bevirker, at papiret hurtigt kommer i ligevægt med luftfugtigheden, hvorved papiret hurtigt kan absorbere og deabsorbere vand, hvilket igen fremmer planheden. Problemet med fuldlimet papir skyldes afsætning af harpiks i dengang langsomt kørende kopimaskiner, ligeledes havde papiret også tendens til gulning, hvilket var årsag til, at vi var nødt til at tilsætte fyldstoffer med høj hvidhed.

Ove Bøgestrand: Køberne stillede meget store krav til kopipapir. Papiret skulle have en meget stor porøsitet og en lav vandprocent, så det ikke teede sig dårligt under varmen i kopimaskinerne.

Helge Schmidt: På grund af produktionen af magnetcheckpapir måtte jeg ikke købe knive af rustfrit stål. Knivene måtte ikke afgive jern. Jeg skulle holde mig til bronzeknive til hollænderne. Det blev lidt af et problem. Vi købte bronzeknive hos NKT, men deres knive blev med tiden ret bløde. Man kunne smide sand i hollænderen for at slibe knivene.

Sikkerhedskemikalier:

Jørgen Rahbek: Til f.eks. paspapir brugte vi sikkerhedskemikalier. Vi skulle passe meget på, det kunne let give en blåfarvning eller en rødfarvning. Opløst kobber fra fosforbronceknivene kunne give rødfarvning af papiret under bestemte pH-forhold, og jern kunne give blåfarvning. Problemet blev løst ved hjælp af metalbindere og ved anvendelse af specialknive i hollændere og refinere. I perioder med kørsel af sikkerhedskemikalier blev klortilsætningen til friskvand stoppet af sikkerhedsmæssige grunde, idet papiret netop skulle reagere for klorvand, som blev anvendt til radervæske. I magnetcheckpapir skulle papiret også være jernfrit, idet jern kunne indvirke på de påtrykte magtetiserbare trykfarver.

Ove Bøgestrand: Jeg var med til at finde problemet på rødfarvningen. Det viste sig at være kobber. Det skulle neutraliseres.

Computerstyring:

Ove Bøgestrand: Vi nærmede os computerstyring midt i 1960’erne, da PM 3 fik ny drift. Der var mange avancerede ting i den drift.

Jørgen Rahbek: Hvis vi generelt ser på papirmaskinerne, var det første man fik fugtighedsmåling. Dernæst fulgte gramvægt, tykkelsesmåling, overfladelimning, limpresse og eftertørring. Offset-papir krævede støvfri papiroverflade. Det var simpelthen et markedskrav. Senere fulgte kontinuerlig farvemåling. Paludan Andersen var den første mand på opgaven.

Knud Jensen: Gramvægtsmålerne indeholdt en radioaktiv kilde, og der skulle derfor være en ansvarlig på fabrikken over for myndighederne. Det var Helge Schmidt, som var leder af sikkerhedsudvalget.

Helge Schmidt: Jo mere avanceret det blev, jo mere overlod man det til eksperter. Vi fik en instrumentafdeling. Paludan Andersen var den første mand på omgaven. Han var radiomekaniker og gift med en tysker – og begge dele var et plus i den sammenhæng. Senere kom Jørgen Kjær Rasmussen.

Sikkerhed:

Helge Schmidt: Jeg blev formand for sikkerhedsudvalget og daglig leder af sikkerhedsorganisationen en gang først i 1970’erne. Vi lavede et utal af sikkerhedskurser, som jeg var med til at organisere. Og det var bestemt også nødvendigt. Man var dengang ikke særlig sikkerhedsminded. Maskinførerne kunne være nogle børster og f.eks. sende en ny mand ind i maskinen for at pille papir ud, mens maskinen kørte. Det skulle naturligvis gå galt. Og det gik galt. Jeg havde et værre hus med Arbejdstilsynet, men det var med til at få rusket op i hele sikkerhedsspørgsmålet. Til kvinderne på papirsalen lavede vi løftekurser, og vi havde en fysioterapeut, Stege Nielsen tilknyttet.

Der blev ført sikkerhedsstatistik, og hvis ulykkerne faldt, så var der præmier i form af gaver til alle medarbejderne. Det kunne være et krus, skrivesæt og lignende.

Ove Bøgestrand: Der var også lidt kritik af den præmiering, fordi man sagde, at det måske kunne få nogen til at undlade at anmelde ulykker.

Helge Schmidt: Der kan altid være uheldige sider ved det, man gør, men det er nu ikke mit indtryk, at folk undlod at anmelde skader. Det kunne også blive en slem sag for den enkelte, hvis de undlod i første omgang, men at det så senere viste sig, at det var værre end først antaget. Derfor kom mange til os og fik lavet en foreløbig rapport for alle tilfældes skyld.

Løn:

Ove Bøgestrand: Da jeg startede i DfP, var det mit indtryk, at jeg lønmæssigt lå meget normalt. Men senere sakkede vi nok lidt bagefter, men der var så så mange andre fordele ved arbejdet.

Man forhandlede ikke løn med Frederik Olsen. Der var en årlig regulering, og det kom fra Hovedkontoret. En årrække havde vi automatisk dyrtidsregulering. Men det var ikke mere automatisk end, at Frederik Olsen kaldte hver enkelt funktionær ind på sit kontor for med beklagelse at fortælle, at dyrtiden var steget så meget, at man skulle have et tillæg. Tænk sig at bruge tid på sådan noget.

Jørgen Rahbek: Hovedkontoret udstak retningslinjerne for lønudviklingen, men Frederik Olsen indstillede folk til lønforhøjelse. I den forbindelse brugte han kopipresseren, og det var faktisk muligt at se brevets indhold. Vi har også været ude for, at vi gik ned i løn.

Ove Bøgestrand: Vi fik gratiale. En 13. månedsløn, som blev udbetalt den 11. marts. Jeg blev ansat den 11. marts på Hovedkontoret, og den dag var alle glade, for alle skulle have penge af ”Onkel Hugo”. Det var kælenavnet for DfPs mangeårige hovedkasserer.

Jørgen Rahbek: Et år – det må have været i jubilæumsåret 1964 – fik vi både lønforhøjelse, et gratiale og et jubilæumsgratiale.

Ove Bøgestrand: Mine sidste år var jeg tilknyttet en afdeling under Hovedkontoret med den opgave at forhandle overenskomst for alle fabrikkerne. Den afdeling hed Afdeling for arbejderforhold. Jeg har også været med i forligsinstitutionen. På et tidspunkt, hvor vi gik fra papiroverenskomsten til en SID-overenskomst, forhandlede jeg på hele papirindustriens vegne og måtte derfor også til Grenå og Tønder.

Vi fik jo også bonusordninger. Det var Halskov, som startede med den ide, mens han stadig var i DfP. Man fik bonus, hvis man fik mere ud af maskinen, eller hvis man kunne spare på mandskabet.

Knud Jensen: Vi havde egen pensionskasse. Hovedkontoret stod for administrationen. Kassen blev solgt i 1984 til PFA.

Fabrikken – en helhed?

Helge Schmidt: Selvfølgelig kunne der være nogle drillerier og nogle spændinger. Men de stak ikke særlig dybt. Tværtimod havde vi et ualmindeligt godt forhold internt på fabrikken, vil jeg mene. Vi havde også samarbejdsudvalg, og selv om udvalget var for stort, og at mange af diskussionerne kunne føles ørkensløse, så var de da også med til at skabe et godt klima på fabrikken. Man fik blandt andet et overblik over, hvilket planer der var for fremtiden og senere også, hvordan det gik med fabrikken.

Man må også huske på, at DfP i mange, mange år var en særdeles velkonsolideret koncern, og det mindsker også konflikterne. Det er straks værre, når krybben er tom. Og det oplevede vi da også senere med indskrænkninger overalt. Og så vil grupper altid mene, at de bliver hårdere ramt end andre.

Vi havde fælles SU-møder for alle de forskellige fabrikkers SU på Nyborg Strand en gang om året. Det gav også et godt kendskab til hele koncernen.

Ove Bøgestrand: Jeg synes, at man må sige, at vi havde et godt sammenhold i Silkeborg – og i hele DfP.

Jørgen Rahbek: Absolut. Vi var bestemt indstillet på at hjælpe hinanden også på tværs af fabrikkerne.

Udflugter:

Jørgen Rahbek: Til at begynde med kunne vi tage af sted i 2-3 busser. Senere blev det kun til en bus. Det var nogle gode udflugter. Jeg husker en tur til Hobro og Rebild. Vi spiste frokost i Hobro, fik kaffe i Rold Skov og spiste middag et andet sted. Om aftenen var der dans. Udflugten var med hustruer.

Ove Bøgestrand: Fabrikken betalte det hele, og der blev ikke sparet på noget. Festudvalget stod for turen, og udvalget fik også fri til at forberede turen ved at ”prøve” stederne. Der blev blandt andet lagt vægt på, at vi skulle ud at se noget af den smukke danske natur. Jeg var med i udvalget i nogle år. Vi var vel 3-4 mand i udvalget, blandt andre Carl Christensen.

Men så sker der det, at folk selv fik bil og derved mulighed for på egen hånd at køre ud i den smukke natur. Folk blev derfor mindre interesseret i udflugten. Vi arrangerede i stedet nogle kortere ture.

Efteruddannelse:

Jørgen Rahbek: Vi havde nogle funktionærkurser i Næstved. Undervisere var Sigurd Christensen, Thyge Hall og en fra Dansk Arbejdsgiverforening. Vi har holdt masser af interne kurser. Men til sidst var der ikke givet tid til det. Som jeg ser det, manglede vi i høj grad en egentlig papirskole.

Helge Schmidt: Jo, jeg har taget diverse kurser, f.eks. hydraulikkursus og brevkursus. Men ind imellem så var det også ved at være lidt for meget. Blandt elektrikerne var der altid en på kursus. Maglegaard holdt lidt igen, idet han sagde, at de lavede kurser for kursernes egen skyld. Og der kunne måske være noget om det. Men gode instruktioner var nødvendige, og det synes jeg, manglede lidt til sidst.

Ove Bøgestrand: Instruktion er vigtig. Jeg synes, at vi lavede en rigtig god instruktion som forberedelse til den nye styring af PM 3. Der blev simpelthen lavet et instrumentpanel af pap, så man fik et realistisk indtryk af betjeningen af det nye panel. Noget af det sidste jeg gjorde på fabrikken var at systematisere oplysningerne til de enkelte maskiner og skrive en brugbar manual og instruktion. Men sådanne manualer skal hele tiden ajourføres, ellers hjælper de ikke ret meget.

Knud Jensen: Der var også en forening, Danske Papiringeniører, som afholdt en årlig konference med fagligt indhold. Vi afholdt i 1970 en nordisk konference, hvor også de øvrige nordiske papiringeniørforeninger deltog. Jeg var dengang i Udviklingsafdelingen, hvor min chef, Per Laursen, var formand for Danske Papiringeniører, så jeg fik en del med det arrangement at gøre.

Mod fremmed overtagelse:

Helge Schmidt: Det var mit indtryk på de fælles SU-møder på Nyborg Strand, at man i mange år frygtede en udenlandsk overtagelse af DfP. De ledende direktører gjorde i hvert fald meget for at berolige os. Men vi må også erkende, at den danske papirindustri i mange år eksisterede i ly af toldmure, og da de forsvandt, blev det meget sværere for dansk papirindustri.

Jørgen Rahbek: Kjeld Andersen og jeg var til flere møder hos Stora i deres førerbunker ved Gøteborg. Det var helt klart, at de var ude efter vores Tivoli-serie. De påstod, at vi ikke kunne køre med den, at vi var for små osv. Og at de selv lige havde maskinen til det. Det viste sig nu, at de ikke var klar til den produktion, og den gav dem også mange problemer og reklamationer. Men de tog Tivoli-serien og dermed 60 pct. af Silkeborgs produktion.

Knud Jensen: Vi havde i mange år købt cellulose hos SCA i Sverige. SCA kom ind på det danske marked, først købte de Columbus i Holbæk, så Dansk Bølge Papindustri, som sammen blev til Colon.

Jørgen Rahbek: Vi havde noget, som vi kaldte pumpestrøm. Det var cellulose, som blev pumpet direkte i hollænderen. Det skulle altså ikke først i stengangen. Pumpestrøm var en blanding af letbleget cellulose og strøm (helbleget). Vi havde en standardblanding, som vi så kunne variere på ved tilsætning af andet special cellulose Vi skelede også noget til prisen på de forskellige slags celluloser.

Forurening:

Knud Jensen: Jeg har arbejdet med forureningsproblematikken, lige siden jeg kom tilbage til Silkeborg i 1971. Forinden stod det dog klart, at der skulle gøres noget. I midten af 1960’erne nedsatte Skanderborg Amtsråd en landvæsenskommission. Det var også ønsket af DfP, idet man ønskede at få retten til brugen af åvandet i fabrikationen sikret for fremtiden. Møderne i kommissionen kom dog hurtigt til at handle om spildevandsproblematikken. Det endte således også med, at den afsagte kendelse blandt andet sagde, at sagen om Silkeborg Papirfabriks spildevandsudledning skulle genoptages senest, når Silkeborg kommunes rensningsanlæg Søholt var udbygget til biologisk rensning. Derudover blev der påbudt nogle kontrolforanstaltninger med årlige udtagning af prøver før og efter fabrikkens udløb. DfP var dog helt på det rene med, at der skulle gøres noget i Silkeborg snarest, således blev der i 1972, som et forsøg opstillet såkaldt Wacofilter ved udløbet til åen. Dette filter havde dog ikke kapacitet til at klare de dengang ret store spildevandsmængder. I de år filteret kom til at fungere nåede det dog at si ikke ubetydelige mængder stof fra, som dels blev kørt til deponering på losseplads; og dels i perioder til genbrug, endda så langt væk som på Kartonfabrikken i København.

I 1973 kom så den store Gudenåundersøgelse, som var foranstaltet af alle amter omkring Gudenåen. Ved denne undersøgelse indgik en særlig undersøgelse af udledning fra alle pap- og papirfabrikker med afløb til Gudenåen. Efter denne undersøgelse stod det klart, at Silkeborg Papirfabrik skulle have et rigtigt rensningsanlæg, og DfPs tekniske afdeling begyndte at udarbejde projekter. Det projekt, man valgte at gennemføre, og som var fuldført i 1978, var baseret på i videst muligt omfang at anvende eksisterende bygninger, idet det blev indrettet i forbindelse med det eksisterende anlæg til rensning af åvand til fabrikationsvand. Et af de tre fældebassiner blev ombygget til spildevandsrensning ved installation af en flocculatorenhed og skabere til kontinuerlig udtag af slam. I de tilbageværende to fældebassiner til åvand installeredes der pumper til overpumpning af det fældede materiale til spildevandsbassinet. Ved siden af sandfiltrene, i etagen under Bøtten, opstilledes en sibåndspresse til afvanding af slammet. Pressen blev senere udskiftet med en mere effektiv skruepresse.

Rensningsanlægget levede fra starten op til forventningerne og fjernede så godt som alt fast stof fra spildevandet. Anderledes forholdt det sig med de opløste iltforbrugende stoffer, som kun kan fjernes med biologisk rensning. Det iltforbrugende stof stammede hovedsagelig fra stivelse, som der traditionelt bruges store mængder af i finpapirproduktion. En del hjalp det, da stivelsesleverandørene fik lært at ændre ladningen i stivelsen fra anionisk til cationisk, men iltforbruget i spildevandet var stadigvæk på kanten af det tilladelige ifølge miljøgodkendelsen. Der måtte derfor gøres yderligere tiltag for at reducere iltforbrugstallene. Et tiltag var at separere kloaksystemerne alle de steder i fabrikken, hvor der blev arbejdet med stivelse. Det vil sige ved alle koge- og lagerkar for stivelse og ved alle papirmaskinernes limpresser. Det fraseparerede spildevand fik vi Silkeborg kommunes tilladelse til at lede til Søholt Rensningsanlæg sammen med det sanitære spildevand fra fabrikken. Det stivelsesholdige vand gav ikke nogen problemer i den biologiske proces, snarere tværtimod! Resultatet af denne separering blev, at mange høje værdier i analysetallene forsvandt, og de gennemsnitlige resultater blev lavere.

Et andet tiltag var at sende en delmængde af fabrikkens spildevand til Søholt. Der blev indgået aftale om, at vi i en periode sendte hele PM 3’s afløb til Søholt. En interimistisk pumpeledning blev etableret til en kloakbrønd på Store Maen. Forsøget fik imidlertid kortere varighed end oprindelig planlagt, idet rensningsanlægget efter et par uger bad os stoppe overpumpningen, idet de store slammængder, det medførte, gav anledning til så meget forstyrrelse i anlægget, at man ikke kunne overholde gældende normer for anlæggets drift. På vort eget anlæg gik det derimod fint med den stærkt reducerede belastning.

Et tredje tiltag var pilotforsøg med biologisk rensning i forbindelse med vort eget rensningsanlæg. Resultatet af dette forsøg blev, at skulle der, med den valgte metode, opnås en reduktion i iltforbrugstallene, krævedes der tilførsel af næringssalte i processen. Spildevandet fra fabrikken har nemlig altid været karakteriseret af, kun at indeholde små mængder af næringssaltene kvælstof og fosfor. Det blev derfor et paradoks, som ingen kunne se fornuft i, at tilsætte to stærkt miljøskadelige stoffer for at reducere et mindre miljøskadeligt! Dette med lav indhold af kvælstof og fosfor i spildevandet kom senere fabrikken økonomisk til gode. Hvilket skete, da der i midten af 1990’erne indførtes spildevandsafgifter baseret på forureningsgraden af spildevandet. Loven indeholdt nemlig en passus om, at hvis vandforsyningen var den samme som recipienten, kunne indholdet af stoffer i det anvendte vand modregnes i spildevandets indhold. Da Remstrup Ås vand i en stor del af årets måneder havde et større indhold af fosfor end fabrikkens spildevand, og da netop fosfor var det stof, som var belagt med den højeste afgift, havde det nogen betydning for afgifternes størrelse. Det lave indhold af fosfor i fabrikkens spildevand kan sandsynligvis henføres til de store algemængder, der blev fjernet fra fabrikationsvandet. Så jeg tør postulere, at Silkeborg Papirfabrik fra 1978 til dens lukning har fjernet fosfor fra Remstrup Å.

Ove Bøgestrand: Jeg tror forureningen var noget overdramatiseret. Der var selvfølgelig noget, som så meget synligt ud. F.eks. når vi udledte farve. Men vi foretog et utal af undersøgelser ude i søen, og der var ikke rigtigt noget at finde.

Helge Schmidt: Vi havde også en del slam, som vi til at begynde med gravede ned på fabrikkens areal. Men det blev senere kørt på Tandskov.

Knud Jensen: Vi solgte også slam til teglværker, som blandede det i leret. Det var som erstatning for savsmuld. Og kaolinen i papiret var jo nærmest en fordel i den forbindelse – det samme kan man så ikke sige om den kridt, som til sidst afløste kaolinen.

VÆRKFØRERNE FORTÆLLER

Hartman Hornbøll: Jeg er fra 1920 og begyndte på Silkeborg Papirfabrik den 22.2. 1936, 16 år gammel. Mærkeligt at man kan blive ved med at huske sådan en dato. Jeg kom ud i pladeglitten, hvor jeg arbejdede med bøttepapir. Da jeg blev 18 år, blev jeg fyret. Det var ikke det almindelige, men der var en krise i 1938, og Mandrup Andersen fortalte, at fabrikken måtte indskrænke. Men jeg fik lovning på at kunne komme ind igen, når krisen var ovre. De måtte stoppe den store papirmaskine og fyre 50-80 mennesker. Der gik 1½ år, så kom jeg ind igen i september 1939. Jeg kom igen ind til Glitten. Det var ikke noget besværligt arbejde. Og derfra kom jeg ind til papirmaskinerne i 1945.

Ejvind Pedersen: Der var 5 kalandere, 5 klippere – 4 på stribe og så klipper 5 for sig selv – og senere kom så klipper 8 og så var der 3 fugteværker. Jo mindre man lavede, jo bedre gik det. Det var det paradoksale. Ved de store klippere 5 og 8 var der en maskinfører og så en bagmand til deling.

Hartman Hornbøll: Man kunne komme ind til papirmaskinerne, når nogen var syge. Ved PM 1 og 2 var der 7 mand, tre på hver maskine og så en fælles pressemand. Der var en maskinfører, en førsteskærer og en andenskærer. Andenskæreren blev også kaldt for smøremanden.

Ejvind Pedersen: Man startede som andenskærer. Han skulle smøre lejerne, køre udskudet væk og køre rullerne ud. Pressemanden styrede virerne og pressefiltene. Maskinføreren var formand ved maskinen, og han skulle sørge for, at den rigtige mængde stof kom på banen. Førsteskæreren passede på filtene, fugtighed, tørring, at papiret kørte rigtigt op og regnskab. Men man hjalp hinanden, hvis det var nødvendigt. Vi kunne gøre fagter fra den ene ende af maskinen til den anden, hvis der skulle gøres noget. Det var vor trådløse telegraf.

Erik Pedersen: Der var lidt hierarki ved papirmaskinen. De fleste ønskede at ende som maskinfører. Der var dog nogle, som ikke ønskede at have det ansvar. Maskinførerne var de højst betalte ved papirmaskinen, og de fik 10 pct. mere i bonus, da vi begyndte med det. Det var ikke fordi, der var den store økonomiske fordel umiddelbart at komme fra Glitten til papirmaskinerne. Måske nogle ører. Men der skete noget mere ved papirmaskinerne.

Jeg husker den første dag, jeg var førsteskærer på PM 2, dagen efter skulle der køres gennemslag, og så sagde de: Nu skal du sat’me passe på filtene for i morgen skal vi køre stærkt. Og det var 70 meter. Ellers lå maskinen og trillede på 50 meter.

Ejvind Pedersen: Jeg var i Glitten et års tid, og kom så ind til PM 2 i 1962. Her var mere at lave, og det var mere interessant. Jeg startede som smøremand. Erik var førsteskærer. Vi rykkede op efter tur. Havde maskinføreren fri, så gik førsteskæreren ind og tog hans arbejde, og andenskæreren tog førsteskærerens arbejde osv.

Vi kunne have ”urolige” filte. Når der var papirbane på, så blev filtene våde, mens de var tørre uden papirbane. Denne spænding mellem vådt og tørt kunne give urolige filte. Filtene kunne simpelthen falde af eller forskubbe sig. Så måtte de på plads igen, og det var et værre arbejde – og et varmt arbejde. Hvis filtene rendte helt sammen, måtte vi ned i hastighed, eller hvis det var helt galt stoppe maskinen.

Jeg har da været med til at strække det sådan, at vi slap for at skifte filt, så det var næste vagt, der stod med problemet. Det var bestemt ikke populært, hvis man skulle starte med at skifte filte. Hvis det var bronzeviren, der var problemer med, så søgte man gerne at skyde skiftningen til weekenden. Det kunne ske ved syning eller svejsning.

Om skiftehold:

Ejvind Pedersen: Nattur var hårdt de første dage, men som ugen skred frem, gik det bedre. Så kunne man jo også se en ende på det.

Erik Pedersen: Jeg har været glad for skifteholdsarbejdet, men jeg fik på et tidspunkt et maveonde, hvor jeg var syg i en måned. De gamle fortalte, at hvis jeg kom over det, så ville jeg ikke få det igen. Men hvis det blev ved, så var det slut med skiftehold. Det gik over, og jeg har ikke mærket noget til det siden.

Ejvind Pedersen: Men man skulle også lade være med at spise hele natten. Det kunne maven ikke klare. Jeg spiste ikke efter kl. 24.

Søren K. Sørensen: Nattur var ikke det værste. Det var nærmest dagturen, fordi man skulle vende om fra nattur til dagtur, og der var kun 1-1½ dag imellem. Et almindeligt dagsarbejde føltes nærmest som om, at hele dagen gik med arbejde. Især om vinteren. På skiftehold var vi vant til at have fri om formiddagen eller eftermiddagen.

Ejvind Pedersen: Vi unge kæmpede i årevis for, at man skulle gå fra nattur til eftermiddagstur. Det var en blidere overgang. Men det ville de gamle ikke høre tale om. Men vi fik det dog til sidst.

Erik Pedersen: Skifteholdsarbejde påvirkede jo hele familien. Børnene skulle være stille, mens far sov. Og det var umuligt at gå til noget bestemt, f.eks. aftenskole eller danseskole.

Hartman Hornbøll: De gamle værkførere, som jeg husker, var Hølvig Andersen, en bror til Mandrup Andersen, en værkfører Jensen, som kom fra Dalum og som var reservepapirmester og så Svend Sølvsten. Der var en på hver vagt.

Om at blive værkfører:

Erik Pedersen: Jeg arbejdede i Glitten i 3-4 år. Derfra kom jeg på laboratoriet, hvor jeg lærte, hvordan man måler kvaliten af det producerede papir. Videre til værkførerkontoret, hvor jeg skrev recepter, lønningslister og lignende. Så ind til papirmaskinerne: som andenskærer ved PM1, så andenskærer ved PM2 og så førsteskærer og maskinfører ligeledes ved PM2. Derefter til alle tre hollænderier som stoflæsser, melkoger og hollænderformand, for igen at blive maskinfører på PM2. En dag fik jeg tilbud om at blive salsformand. Efter ca. 1½ år blev jeg glitteformand, indtil den stilling blev nedlagt. Derefter var jeg på laboratoriet en tid, og blev så underværkfører og værkfører.

Hartman Hornbøll: Jeg fik også en grundig uddannelse, før jeg blev værkfører. A.G. Hansen var blevet papirmester, og han gik meget op i uddannelse. Lige efter at jeg havde været i lære som maskinfører, kom jeg igennem alle vagterne på alle papirmaskinerne, så jeg var sammen med samtlige maskinførere og fik mulighed for at lære lidt af dem alle. Så gik turen til laboratoriet og videre rundt på fabrikken. Jeg har været på pladsen for at modtage råstoffer, sorteret klude i 14 dage på kludesalen og været på papirsalen. De gamle koner på kludesalen kunne nogle saftige historier, og de nød at fortælle dem, så en ung mand som jeg blev helt rød i hovedet.

Ejvind Pedersen: Så meget gjorde man ikke ud af det, da jeg blev værkfører. Det var der nok ikke penge til. Bøgestrand spurgte om, det var noget for mig at blive værkfører, og jeg udbad mig lidt betænkningstid for at få det drøftet med familien. Jeg gik med en erfaren værkfører og lærte af det. Man var trods alt aldrig alene om det.

Søren K. Sørensen: Det samme gælder for mig. Det var lige på og hårdt.

Ejvind Pedersen: Silkeborg Papirfabrik blev en gennemgangslejr i 1960’erne og 1970’erne. Helt slemt var det i begyndelsen af 70’erne. Jeg har været med til at antage folk, som lå i telt på Århusbakken. De skulle lige tjene til en billet hjem. På årsbasis var der tale om 100 nye folk. Det var et kolossalt problem at få bemandet maskinerne med nogenlunde stabile folk. Man kunne have fået det hele til at gå op, men så indløb først det ene afbud, så det næste og så videre, og så røg den planlægning. Vi måtte flere gange stoppe maskinerne på grund af mandskabsmangel. Men jeg husker første gang, da var der skideballe den næste dag. Man kunne da ikke forstå, at det havde været nødvendigt. Men det var det. Der kom rigtig mange urutinerede folk ind i den periode.

Er værkførerne en lus mellem to negle?

Erik Pedersen: Jeg føler ikke, at jeg har været i klemme som værkfører mellem papirarbejderne og så ledelsen. Man skal ikke regne med at have alle de samme kammerater, efter man er blevet værkfører, og der er nok også lidt misundelse til at begynde med. Men jeg synes, at man bliver respekteret lige så meget, som man respekterer andre. De nye værkførere skulle nok lige prøves af for at se, hvor hidsig han kunne blive.

Søren K. Sørensen: Til at begynde med holder man lidt lav profil. Og det er ikke let at være værkfører over for sine gamle kammerater. Normalt blev man også værkfører et andet sted, men det kunne ikke undgås, at man også mødte sine gamle kolleger.

Ejvind Pedersen: På et tidspunkt er man jo som ny værkfører nødt til at sige sin mening om, hvordan man vil have det. Det er en balancekunst.

Om værkførerens opgaver:

Erik Pedersen: Vi mødte forskudt i forhold til papirarbejderne. Vi drøftede lige kort med de to værkførere, som var på vej hjem, hvordan det gik. En slags overlevering til den nye vagt. Vi skulle finde ud af, hvad der blev kørt, og hvad der skulle køres, og så skulle vi et smut forbi for at se, hvordan det hele gik. F.eks. forbi stengangen for at se, hvad de lagde på, og hvordan det passede med de farver, der skulle køres.

Søren K. Sørensen: Værkføreren skulle sørge for den rigtige farve. Og det var ikke så let. Hver gang der kom nyt stof fra hollænderiet, skulle værkføreren og maskinføreren være på mærkerne. De ringede gerne fra hollænderiet, når en ny portion var på vej.

Ejvind Pedersen: Hollænderformanden kunne lave en pøs af det nye stof og komme det på papirbanen, så man kunne se, om farven passede eller var helt forkert. Men det var alligevel ikke nogen helt god ide, der var andre forhold, der spillede ind, blandt andet surheden i papiret. Så det lille nummer var normalt ikke ret populært.

Erik Pedersen: Vi var to værkførere pr. vagt på fabrikken. En værkfører og en underværkfører. Vi var altså seks værkførere og en overværkfører. I min tid var det først Svend Sølvsten og siden Villy Hansen. Den ene værkfører havde PM 3 og PM 2 med tilhørende hollænderier, mens underværkføreren tog sig af PM 1 og al skrivearbejdet, senere fik han også Glitten, da stillingen som Glitteformand blev nedlagt.

Søren K. Sørensen: Til sidst var der kun en værkfører pr. vagt. Der blev også ført døgnrapporter og maskinbøger. Ved at bladre tilbage i de gamle maskinbøger kunne man få ret gode tips om, hvordan man kunne gribe arbejdet an. Eller justere det man var i gang med.

Ejvind Pedersen: Recepterne blev også brugt som udgangspunkt i vort arbejde. Det var en del af værkførerens arbejde at tage stilling til, om filte eller vire skulle skiftes. Hvis der f.eks. var huller i filtene, kunne det jo ødelægge papiret. Vi snakkede så gerne med overværkføreren om det og fik så en seddel på den filt eller vire, der skulle bruges.

Om filte, miljø og sikkerhed:

Søren K. Sørensen: Til at begynde med brugte vi uldfilte, og de kunne let gå i stykker. Varmen brændte dem. Pressefiltene blev taget af hver weekend og vasket. Der blev sparet på de her filte, og mange gange var de helt gennemsigtige. Det var et værre marked mandag morgen, når vi skulle sætte de her vaskede filte på maskinen. De ville jo rulle i kanten, og vi stod og kom vand på kanten eller skar en strimmel af. Det var fagforeningsformanden Villy Christiansen, som stod for vasken af filtene. Det foregik i den lille ”brugsforening”, en slags depot, hvor vi også kunne hente sæbe, petroleum m.m. Senere fik vi nogle andre filte, nærmest af nålefilt. De blev ikke vasket, men kørte til de skulle skiftes.

Petroleum brugte vi, når vi skulle gøre forsiden på PM 3 ren. Dengang var der ikke meget, der hed miljø. Rengøringen skete hver tirsdag formiddag, hvor pressemanden og smøremanden ordnede det. Rengøringen af bagsiden på PM3 ordnede pressemand og smøremand onsdag eftermiddag.

Erik Pedersen: Man tog normalt ingen chancer med hensyn til sikkerhed. Men på PM 2 var der en strainer. Når vi kørte almindelig papir, så blev den ikke brugt, men når vi kørte med kludepapir, så løb stoffet igennem straineren, som opsamlede trevler. Og her kunne man godt sådan være lidt uforsigtig, hvis der skulle flyttes en rem.

Ejvind Pedersen: Der er sket ulykker. Jeg har haft en hånd i en tørrefilt og fik skindet revet af på grund af varmen. Det var en grim fornemmelse, da den tog ved.

Hartman Hornbøll: I gamle dage var der altid plads til en mand på fabrikken, der var kommet til skade. En slags retræteplads. Men der kom nye toner. Jeg husker en gang, hvor en ganske ung mand var kommet galt af sted ved mærkeklipperen og fået ødelagt sin ene hånd. Jeg kæmpede for, at han kunne blive portner. Maglegaard var til at begynde med imod det, idet han sagde, at fabrikken jo ikke var noget socialkontor. Jeg måtte stå ret flere gange, men til sidst blev den unge mand portner. Portnere var ellers normalt folk, der havde været på fabrikken i 40 eller 50 år. Forholdene blev strammet i takt med arbejdstidsforkortelserne. Jeg har aldrig forstået arbejdernes kamp for kortere arbejdstid. Det kommer jo til at gå ud over dem selv med større arbejdstempo og stress.

Om Frederik Olsen:

Hartman Hornbøll: Frederik Olsen var en meget dygtig fagmand. Der var respekt om ham. Frederik Olsen kunne finde på at dukke op på natturen. Han spillede l’hombre på Dania, og når han hen ad midnat kom tilbage, så kiggede han lige forbi for at se, hvordan det gik. Han gik gerne af bagvejen, så ingen anede, at han kom. Og hvis det så ikke gik, som han ønskede det, så var der skideballer i luften.

Frederik Olsen kunne også være en bulderbasse. Jeg husker lige så tydelig en nat, hvor han kom forbi. Vi havde faret rundt, lige siden vi kom, og det havde været en rigtig svedetur, men endelig havde vi fået ryddet op og kunne slå røven i sædet. To mand sad på den ene side af bordet, og to mand på den anden side, og alle fordybet i hver sin avis. Og så kom Frederik Olsen. For ham at se, sad jo her fire mænd, som slet ikke var interesseret i, hvordan maskinen kørte. Så var der lagt op til skideballe.

Han var meget inde i diverse faglige tidsskrifter, og hvis man spurgte om et eller andet, så kunne han lige huske, at der stod noget i det og det tidsskrift. Som 18-årig skulle jeg løbe op til Frederik Olsen med papirprøver hver morgen, og her kunne jeg se, at han var velforberedt. Han havde sine notater, og med tiden kunne jeg da også tyde dem, og det lærte jeg også noget ved.

Frederik Olsen var en dygtig fagmand, men han var meget konservativ og ikke interesseret i, at der skulle investeres på fabrikken. Hvert år hørtes historier om, at Frederik Olsen ikke ønskede investeringer. Og A.G. Hansen pressede ellers hårdt på. Ved morgenmøderne sagde han tit: Ja, havde vi dog blot den küsterglitte eller den limpresser. Også dengang Nationalbanken tilbød at betale en rundviremaskine, sagde Frederik Olsen nej. Så på den måde var Frederik Olsen også med til at lukke papirfabrikken.

Om papirmaskiner og papirkvaliteter:

Erik Pedersen: Det mest besværlige papir at køre var statstegnepapir (til matrikelpapir). Det var 100 pct. klude, knust og fuld af vandglas. Det var ikke til at få stoffet afvandet fra viren. For at det skulle kunne lade sig gøre, skulle vandet være meget varmt. Jeg husker engang, hvor én mand pludselig syntes, at viren skulle vaskes. Og det blev den i koldt vand! Så måtte vi om igen. Det var næsten umuligt at få det på maskinen. Det var noget papir, som skulle være langtidsholdbart. Men ellers var kvalitetskravene såmænd ikke så høje. F.eks. gjorde det ikke så meget, at det var lidt mudret bund (gennemsigten). Det ville ikke være blevet accepteret ved andre kvaliteter. Jeg har været med til at køre det her en hel dag og få lavet 90 kg. Når vi kørte statstegnepapir, skiftede vi rem ude i transmissionen. Jeg mener, vi kørte med 12 meter.

Søren K. Sørensen: Tyk karton var også træls at køre, hvis det faldt af. Karton kørte vi ved lav hastighed, 27 meter. Det føltes nærmest, som om maskinen slet ikke kørte. Vi kørte med gramvægte fra 280 gram til 30 gram. Gennemslagspapir var på 30 gram, og det kunne udmærket køre i flere vagter uden at falde af. Til andre tider faldt det hele tiden af, men det fyldte trods alt ikke så meget som udskud som den tykke karton.

Trækpapir var heller ikke spændende at køre. Det var fuld af statisk elektricitet og gav nogle gevaldige stød.

Jeg har været med til at køre 250 m på PM 3, da den var bygget om. PM 2 kom op på først ca. 105 meter og helt op på 130-140 meter til sidst.

Hartman Hornbøll: Jeg husker tydeligt ombygningen af PM 3. Jeg havde til opgave at registrere alle de nye dele. Vi var godt 100 mand om opgaven. Det var lidt af et puslespil at få det til at gå op. Selve ombygningen tog seks uger. Det var en stor og skæg opgave. Der kom en hel del automatik på maskinen, limpresse, sugegauske og rebføring. Vi arbejdede på treholdsskift, og vi blev enige om, at vi ville starte op en nat, så var vi fri for al indblanding fra de kloge mennesker. A.G. Hansen var maskinmand, så han havde foreslået at starte med gennemslagspapir (37 g), men vi andre ønskede noget godt stærkt papir. Det gav en masse udskud til at begynde med. Der skete desværre en arbejdsulykke, da vi begyndte, og det var det værste.

Søren K. Sørensen: Papirmester A.G. Hansen og Frederik Olsen væddede vist engang, om PM 3 kunne køre 150-160 meter. Men på det tidspunkt havde PM 3 stadig sin gamle åbne udløbskasse af træ, og den kunne simpelthen ikke tilføre viren tilstrækkeligt med stof. Der var ikke tryk nok på. For at få større hastighed var det derfor nødvendigt med en ny udløbskasse, og det fik vi også ret hurtigt derefter.

Fagforening:

Ejvind Pedersen: Papirarbejdernes fagforening var billig, da jeg begyndte i 1961. Jeg tror, kontingentet var 12 kr. om måneden. Når man blev værkfører, blev vi overflyttet til arbejdslederne.

Hierarki i funktionærgruppen?

Hartman Hornbøll: Der var måske nok hierarki på de andre fabrikker, men ikke på Silkeborg Papirfabrik. Man mærkede det, når man besøgte de andre fabrikker, hvor man mere kæmpede for hver sin afdeling. På Silkeborg var vi mere en helhed.

Kontoret var lidt for sig selv. Når man ringede op til dem, sagde de aldrig, hvem det var. De sagde blot: ”Det er kontoret”. Så kunne man jo sige, ”Jamen, goddag kontor. Hvordan har kontoret det?”. Det var irriterende, at de ikke kunne sige deres navn, selv om vi da godt kunne høre, hvem det var. Flere var der jo ikke på kontoret. Det blev bedre, da der kom yngre folk til.

Under Finn Henrik Hansen:

Søren K. Sørensen: Finn Hansen var benhård, men han fik fabrikken op at stå. Den var tæt på at lukke. Tivoli-serien var godt for fabrikken. Jeg kan huske, at Finn Hansen ventede på opringning fra Niels Jørgen Kejser, for vi måtte ikke sådan uden videre kalde vor serie for ”Tivoli”. Navn og logo skulle godkendes. Men Finn Hansen havde åbenbart de rette forbindelser. Finn Hansen skabte også kontakt til en række designere.

Vi fik arbejdstøj. To par bukser, tre skjorter, en termojakke og en vest om året. Værkførernes arbejdstøj var en anden farve end papirarbejdernes. Vores farve var vel nærmest duegrå.

Erik Pedersen og Ejvind Pedersen: Der var nok ikke så mange, der rigtig brød sig om Finn Hansen. Det blev andre tider med ham. Vi fik hele tiden at vide, at fabrikken var tæt på at lukke, og at vi måtte se at stramme os an. Der kom flere fyringsbølger også af værkførere. Nogle unge værkførere var lige udlært, og så blev de fyret. Det var hårdt. Der blev fyret både unge og gamle.

Under tysk ejerskab:

Søren K. Sørensen: Svenskerne var vel ret ligeglade med os. Vi fik lov til at passe os selv. Tyskerne købte sig ind i firmaet, men de første tre år med svensk-tysk fællesejerskab skete der heller ikke rigtigt noget. Det var først, da tyskerne købte det hele, at der begyndte at ske noget. Det startede med noget så usædvanlig med en betalingsstandsning, hvor alle alligevel fik deres penge. Året 1995 var et dårligt år for fabrikken med røde tal på bundlinjen, og så går det jo tit med direktøren som med en træner for et fodboldhold i krise. Kjeld Andersen blev fyret i september 1995, og som ny administrerende direktør fik vi Claus F. Hornemann. Men hans tid på fabrikken blev ikke særlig lang. Da fabrikken den 22. april 1996 gik i den omtalte betalingsstandsning, blev han også fyret. Økonomichef Erik Jessen fungerede herefter under betalingsstandsningen også som fabrikschef sammen med tyskernes chef, Peter Holm. Efter betalingsstandsningen blev Peter Holms søn, Lars Holm, indsat som fabrikschef i oktober 1996. Lars Holm og Erik Jessen kørte parløb en kort overgang, hvorefter Lars Holm overtog ledelsen frem til lukningen af fabrikken i foråret 2000.

Lars Holm var tyskernes mand, og det var reelt faren, Peter Holm, der bestemte. Lars Holm og fagforeningen kunne slet ikke sammen. Den tyske mentalitet var svær for os. Det var meget mere oppe fra og ned. Det var som om, man helst så, at vi ikke gjorde noget på eget initiativ.

Det sidste halve til trekvarte år blev vigtige dele af laboratoriearbejdet flyttet op ved siden af PM3. Det var så mandskabet og værkførerne, som i fællesskab skulle foretage de forskellige målinger. Det fungerede fint. Hvis der var noget specielt, tog laboratoriet over i dagtimerne. Til sidst var det kun PM3, som kørte, og vi var pr. vagt 7-8 mand – 1 ved pulperen, 3 ved maskinen, 2 ved rulleværket, 1 ekstra og så 1 værkfører. Det gik fantastisk godt med at køre vandmærkepapir på PM3. Vi kunne køre 3 tons i timen, mens vi – når det gik godt – kunne køre 600-700 kg. i timen på PM2. Man havde godt nok sagt, at det ikke duede at køre vandmærkepapir på PM3, men det viste sig altså at være helt forkert.

Jeg tror, at det hele tiden var tyskernes mening, at fabrikken skulle lukkes. Når de havde indhøstet vort knowhow. Og tyskerne startede jo en ny maskine i Lachendorf. Man kan på den anden side hævde, at hvis ikke tyskerne havde købt fabrikken af svenskerne, så var den nok lukket på et tidligere tidspunkt.

Jeg mener, at vi sagtens kunne have kørt videre. Det gik godt med at køre vandmærkepapir på PM 3, og vi havde lige fået en stor ordre på 900 tons til Sverige. Tyskerne bestemte også, hvor vi skulle købe råstof og til hvilken pris. Det var naturligvis ikke godt for økonomien. 1990’erne var hårde år, og det endte altså ikke lykkeligt.

Om pengeseddelpapir på maskine:

Ejvind Pedersen: Vi producerede seddelpapir til 10 kr-sedler, 50 kr-sedler og 100 kr-sedler og senere også til 20 kr-sedler. Det gik fint. Silkeborg Papirfabrik var de første, som kunne sætte tråd i papir på en langviremaskine. Men det var ikke lige nemt. Når vi kørte seddelpapir, var der to kontrollanter pr. vagt.

Erik Pedersen: Seddelpapiret blev kørt i tre baner og kørt op på tre ruller. Rullerne blev plomberet. De tre ruller kom i boks. Efter glitning og klipning overtog salen papiret for at gøre det færdigt. Det blev sorteret, talt, renskåret og talt. Det var først senere, at seddelpapir også blev efterlimet, hvilket skete i Efterlimeren.

Om at være dus:

Ejvind Pedersen: Vi blev dus under Maglegård. Tidligere var det sådan, at arbejderne indbyrdes var dus. Og som værkfører forblev man at være dus, med dem man havde arbejdet sammen med blandt arbejderne. Ellers var man ”Des”. Vi blev ret hurtigt dus blandt værkførerne.

Fornøjelige personer:

Erik Pedersen: Hans Olsen i halvtøjshollænderiet var en festlig fyr. Ikke en original men en dejlig mand. Han kunne efterligne alle folks stemmer, og det var ganske fornøjeligt. Tidligere havde vi en del skolerundvisninger. Det var normalt en fra laboratoriet, som tog sig af det. Men hvis det kneb, så sprang Hans Olsen til på sin egen måde. Han fortalte til højre og venstre det bedste han vidste, og han sluttede altid af nede i laboratoriet. Og når han ankom her, slog han ud med armene med ordene: Ja, her sidder så en hel flok Niels Bohr’er. Og senere pegede han på et lille kemikalieskab og bekendtgjorde, at her var gift nok til at slå hele byen ihjel. De skolehold fik en oplevelse den dag.

Drikkeri:

Søren K. Sørensen: Drikkeri var ikke noget generelt problem, men der var da nogle enkelte, som havde et problem. Og det kunne hænde, at en mand mødte beruset. Jeg husker engang, mens jeg var pressemand, at min maskinfører på natholdet havde fået lidt for meget. Donati og jeg gik så til ham og sagde, at vi havde hørt nede i Glitten, at han ikke turde køre stærkt med PM 3. Det skulle vi aldrig have sagt. Hastigheden blev kørt helt i bund og til sidst revnede en tørrefilt. Den kunne ikke klare hastigheden. Og så måtte vi til at skifte filt.

Vi fik spiritusforbud til sidst, og det var lidt af en handel, idet fabrikken fik sit spiritusforbud, og folkene fik gratis varme drikke i automaten.

Ny teknologi:

Ejvind Pedersen: Silkeborg Papirfabrik var aldrig forrest med hensyn til ny teknologi. Lad de andre gøre erfaringerne var holdningen. Jeg vil også sige, at jeg ikke var meget for det med trykknapper og computere. Vi var jo vant til at skrue og dreje. Det virkede. Men virkede det også, når man blot trykkede på en knap? Det var jo ikke rigtigt til at tro på. Men det virkede jo.

Erik Pedersen: Det computerværk var heller ikke mig. Det var en af grundene til, at jeg selv ønskede at blive portner.

Søren K. Sørensen: Jeg er også lidt af den gammeldags type med hang til håndsving. Men computere var nødvendige, og selv om Silkeborg Papirfabrik var langsomme også på dette område, så fik vi det til sidst.

Keld Dalsgaard Larsen

Oktober 2017.

Supplement:

I forlængelse af rundbordssamtalerne indsendte Knud Jensen, Åse Rasmussen og Hans Aaboe skriftligt en større uddybning af det fortalte. Disse supplementer kan læses under:

Knud K. Jensen fortæller

Åse Rasmussen fortæller

Hans Aaboe fortæller

ÅSE RASMUSSEN FORTÆLLER

Beretning marts 2003

Jeg kom fra København i 1952 til et job på Gisselbæks Fabrikker. En af mine arbejdskolleger kendte Arne Krogh. Da de skulle bruge en ny kontorassistent på Papirfabrikken havde Krogh spurgt, om det var noget for mig. Jeg syntes det kunne være interessant at komme til en større virksomhed, så jeg sagde ja, og blev kaldt til samtale med kontorchefen, Eigil Kentorp. Jeg fik tilbudt stillingen og startede på Silkeborg Papirfabrik d. 3.6.1958. Det betød også en væsentlig lønfremgang, men siden har jeg også været med til at gå ned i løn, fordi det gik dårligt for De forenede Papirfabrikker. Selvom alle ikke var lige enige, så viser det trods alt, at vi følte os solidarisk med fabrikken.

Ved starten opdagede jeg, at jeg var gravid, hvilket jo var pinligt, idet jeg ikke havde nævnt det under ansættelsessamtalen. Barselsorlov i 1959 var kun på én måned med halv løn. Jeg havde dog ikke råd til at gå hjemme en hel måned, så det blev kun til en halv måned, hvorfor Kentorp bestemte, at jeg skulle have fuld løn, når jeg kom tilbage så hurtigt.

Vi var syv på kontoret, da jeg kom i 1958. Fem mænd og 2 kvinder. Mændene tog sig af økonomi, fakturering, ekspedition m.m., mens Gerda Iversen og jeg tog os af telefonpasning, brevskrivning og sekretærarbejdet. Vi mødte kl. 9 om morgenen og gik hjem kl. 5 om eftermiddagen. Vi på kontoret havde lang middagspause, først 1½ time, siden 5 kvarter, hvor vi tog hjem for at spise frokost. Kontoret måtte ikke lukke på noget tidspunkt, så vi måtte holde frokost forskudt for hinanden. Papirfabrikkens lønninger for os på kontoret hørte nok til i den lidt bedre ende og jeg fik en klækkelig lønfremgang. Vi fik vores løn efter nogle retningslinier, som Hovedkontoret havde til det formål .Vi forhandlede ikke løn med ledelsen, men ledelsen på Silkeborg Papirfabrik kunne indstille til Hovedkontoret om en lønforhøjelse. Vi kendte ikke de andres lønninger. Det blev der ikke talt om. I mange år var vi ikke organiserede. Det var ikke velset at være organiseret i HK, selvom det ikke sådan blev nævnt. Det ændredes dog med tiden.

Gerda Iversen var også sekretær for Frederik Olsen. Han havde en forfærdelig skrift. Jeg husker engang under Gerda Iversens sygdom og i den allerførste tid på fabrikken, at jeg skulle renskrive et af hans breve. Som overskrifte skrev jeg ”Akkordændring”, skønt selve indholdet var om noget helt andet. Det viste sig naturligvis også, at der stod ”Arkkalandrering” – et ord jeg aldrig havde mødt før. Frederik Olsen husker jeg som en meget retfærdig person, om end lidt ilter. Jeg husker en episode, som fik smilet frem på alle i kontoret. Den daværende papirmester A.G. Hansen kom hver morgen op til Frederik Olsen med prøver på døgnets papirfabrikation. Bag den lukkede dør hørte vi nogle slag, som kunne minde om ”øretæver” – ”så for Søren” var der en, der sagde ”nu får han øretæver”. Men mon dog ikke Frederik Olsen bare slog håndfladerne mod hinanden for at understrege en mening.

Under Frederik Olsen havde vi årlige skovture. Det var helt nyt for mig. Den første gang jeg var med på firmaskovturen var der lodtrækning om bordherrerne. Jeg fik papirmester A.G. Hansen til bords, og han sørgede hele tiden for at jeg under middagen også skålede med fru Hansen, der sad i den anden ende af lokalet.

Vi havde et omstillingsbord – et rigtigt gammelt et. Det kørte på en skinne mellem Gerda Iversen og mig, som så skiftedes til at tage telefonen. Der var lokaltelefoner ned til de forskellige afdelinger – og nogle enkelte havde centralforbindelse. Der var en boks foret med fløjl i kontoret. Telefonen der brugte man, når man skulle tale uforstyrret med Hovedkontoret i København. Denne blev dog nedlagt, da kontoret blev ombygget omkring 1960, ligesom omstillingsbordet blev moderniseret.

Vi havde en skrivestue, hvor posten blev sorteret og sendt. Her stod 2 gamle Norden skrivemaskiner. Pigerne på sortersalen havde toilet ved siden af, og de gik forbi vores skrivestue, hver gang de skulle på toilettet, hvilket vi kunne følge med i, da der var en glasvæg. På den anden side sad vi jo så til skue bag glasvæggen.

Lønningsregnskaberne var noget af det første, jeg kom til. Jeg arbejdede med lønningslisterne fra papirsalen. De arbejdede på akkord, og der kom lange lister ind til os med oplysninger om, hvor mange ris de enkelte havde sorteret . Der var så nogle tariffer, hvor jeg skulle udregne lønnen til de enkelte. Til lønningsdagen skulle vi bestille penge hos vor bankforbindelse – Handels- og Landbrugsbanken på Torvet og det var ikke kun det samlede beløb. Vi skulle beregne, hvor mange 100 kr. sedler, 50 kr. sedler og 10 kr. sedler og mønter, vi skulle bruge til at putte i lønningsposerne til de enkelte afdelinger. Der kom et bankbud ned til fabrikken med pengene. Når vi var færdige med at putte pengene i lønningsposerne skulle det jo gerne gå op. Ellers var det vær så god at åbne alle poserne og begynde forfra igen. Senere kom hulkortene, der var forløberen for EDB. Først med EDB gik vi fra at udbetale lønningerne kontant i lønningsposer til at få dem overført via bank. Vi på lønningskontoret havde også kontakt til de gamle papirarbejdere, som kom hvert kvartal for at hente penge fra Arbejderfonden. Det var måske ikke så mange penge til hver enkelt – måske 150 kr. .- men det var da penge, og de nød at komme ned på fabrikken og mange brugte lejligheden til at slå et smut ind på fabrikken for at hilse på gamle arbejdskolleger. Da jeg holdt i 1995, havde vi alle vor egen PC – dog endnu ikke tilkoblet Internettet.

Under Frederik Olsen havde jeg ikke megen kontakt med fabrikschefen. Det ændrede sig under Maglegaard Andersen. Der blev straks foretaget forandringer. Jeg husker vi skulle have en stor konference ”Banknotenpapiermacherkonferenz” som skulle foregå på tysk. Maglegaard Andersen sagde ”Du kan jo tysk”. ”Jo” svarede jeg ”sådan til husbehov”, men han ville så gerne holde Hovedkontoret udenfor, så han sagde, at det måtte vi selv kunne ordne. Jeg udbad mig lidt betænkningstid, hvortil han svarede, at jeg fik al den tid, det tog at gå over dørtrinet og komme tilbage igen for at sige, at det var i orden. Det var en kæmpeopgave. Konferencen foregik på Hotel Dania, og deltagerne kom fra hele Europa fra papirfabrikker, der producerede sikkerhedspapir. De forskellige oplægsholdere talte i mikrofon til en båndoptager, og jeg skulle så udskrive båndene. Det kunne dog være svært at høre ordene på båndene. Ikke alle var lige gode til tysk, eller også druknede ordene, når de hældte drikkelse op. Det tog meget lang tid, før jeg fik det renskrevet, men det endte med en rapport på 70 sider. Det var hårdt, men også meget spændende.

Der blev holdt på formerne på kontoret, men der var bestemt noget underligt i, at vi var dus med papirarbejderne, men ikke med hinanden på kontoret. Jeg følte det helt absurd, når vi spillede badminton. Arne Krogh og de andre mænd sagde du til pigerne fra salen – men De til Gerda Iversen og mig. Det var fjollet.Vi blev dus under Maglegaard Andersen. Ved et dekret først i 1970’erne blev det slået fast, at vi alle var dus. Det var papirarbejdernes formand, Villy Christiansen, der bragte spørgsmålet frem, og det blev behandlet på en stor konference på Kongensbro Kro. Men selvom vi blev dus, var vi fortsat på efternavn, især hvis folk havde et kort efternavn. Jeg syntes ikke, vi kom hinanden meget nærmere ved at være dus.

Ved overgangen til resultatcenter kom Carl Michael Jensen til Silkeborg som salgschef og jeg kom til – som en del af mit arbejdsområde – at arbejde som sekretær for ham, da jeg kunne stenografere.

Senere efterfulgte Allan Bisted Carl Michael, og jeg fulgte så at sige med. Da Finn Hansen tiltrådte som fabrikschef, kom jeg til at virke som sekretær for ham. På et tidspunkt gav han mig valget mellem at fortsætte som hans sekretær eller komme i Salgsafdelingen. Jeg valgte Salgsafdelingen, som på det tidspunkt blev ledet af Henning Christensen. I salgsafdelingen fortsatte jeg med at være sekretær for salgschefen, udsende tilbud og tale med kunderne. Det blev rigtigt spændende, da System Silkeborg blev oprettet med hovedsalgskontor i England under ledelse af Harold Thrower. System Silkeborg fik et godt ry som sikkerhedspapir – papir til aktier, obligationer, checks m.m.

Jeg havde megen kontakt med vore forskellige agenter og kunder, bl.a. til Australien og Fjernøsten. Jeg blev under Kjeld Andersen udnævnt til salgschef for sikkerhedspapir. En anden i salgsafdelingen tog sig af Hjemmemarkedet. Salget her var fortsat dominerende med hensyn til mængde, men vor eksport var gode penge i det samlede regnskab.

Ved salget til Drewsen Lachendorf skete der store ændringer. På dette tidspunkt var Kjeld Andersen fabrikschef. System Silkeborg med Harold Thrower blev nedlagt. Harold Thrower fik tilbudt at fortsætte, men kun med de nye østeuropæiske stater som ansvarsområde. Dette ønskede han ikke, så vort samarbejde måtte ophøre. Det var en stor skuffelse for såvel Kjeld Andersen som mig. Vi var tit til møder i Lachendorf, men jeg fornemmede, at der ikke ville gå lang tid, før al produktion og salg af sikkerhedspapir ville blive forlagt til Lachendorf. Da jeg nærmede mig pensionstidspunktet 31.12.1995 og min efterfølger allerede var ansat og godt inde i arbejdet, blev jeg af Peter Holm bedt om at gå hjem som ”konsulent”, så min efterfølger kunne arbejde på egen hånd og kun have mig som ”back up”. Dette blev så slutningen på min 37-årige ansættelse på Silkeborg Papirfabrik. 37 år, som jeg i hvert fald for de første 35 år tænker tilbage på med stor glæde.

Jeg startede straks som medlem af gensynsklubben og glæder mig altid til sammen med min mand at deltage i de fire møder om året. Efter fabrikkens lukning må vi se i øjnene, at denne klub med tiden vil uddø – desværre.

17. oktober 2017

HANS AABOE FORTÆLLER

Beretning februar 2003

Ved min entre som ny elev på kontoret i september 1940 kom jeg ind i en helt ny verden. Den bestod af mørke egetræsborde, skranke og skrå skrivepult, som i skrivevenlig højde gav gode muligheder for at skrive i de store kassejournaler. Overalt var belysningen PH-lamper, som var smukke, men som ikke altid gav det rigtige arbejdslys.

Kontoret var ledet med myndig, men rar hånd, af bogholder Jørgen Petersen. Han havde som sin højre hånd Svend Ingvarsen, og som leder af ekspeditionen Egil Kentorp. Ved opstillingsbordet Eva Skov Larsen, som også kunne klare lønudregningen til fabrikkens arbejdere.

I 1941 blev Svend Ingvarsen forflyttet til Hovedkontoret i København, og som hans efterfølger blev Arne Krogh antaget.

Det var et godt arbejdsmiljø på kontoret, hvilket også fremgik af, at det var meget sjældent med sygdomsfravær. Det var bestemt en god elevplads, jeg der havde fået. Den 3-årige elevperiode bød på en grundig oplæring i kontorfagets mange sider, så som arkivering af korrespondance, føring af kartoteker over arbejdere, udregning af løn, føring af fabrikationsbøger og kassejournaler, udregning af fakturaer og meget andet. Samtidig skulle en handelsskoleeksamen jo klares, og det blev den på Handelsskolen, som dengang havde lokaler i den gamle mellem- og realskole på Søndergade.

Den daglige post afhentede jeg i fabrikkens boks på det gamle posthus på Drewsensvej, og jeg skulle være fremme på kontoret – uanset vejrlig – inden klokken 8. Posten fik driftsbestyrer Olsen, som selv åbnede alle kuverter og gennemgik indholdet. Derefter fik bogholderen det hele overdraget til gennemlæsning og fordeling på kontoret og til mestrene i fabrikken. En del post blev lagt på ”postbordet”, som stod i den ene ende af kontoret, og ved halvelleve-tiden mødtes så her: bøttemester Lindquist, papirmester Mandrup Andersen, maskinmester Peter Larsen, papirsalsmester Bomholt, kludesalsmester Sehested og ingeniør A.G. Hansen. En eller flere var til stede, alt efter om arbejdet i den pågældende afdeling tillod det.

Også samarbejdet mellem fabrikkens afdelinger var godt, synes jeg, og det var vel også derfor, at funktionærerne hvert år kunne tage på den berømte skovtur, hvor gækken blev slået løs på en fornuftig måde. Skovturen blev i øvrigt finansieret ved, at der hver måned blev trukket et beløb i lønnen, og når skovturen skulle løbe af stabelen, ydede fabrikken et tilskud, som gjorde det muligt at få en god, fornøjelig og udbytterig dag. Der blev lagt et stort forarbejde i turen, idet skovtursudvalget, som jeg for øvrigt havde fornøjelsen af at sidde i i mange år, havde frihed til en hel dag at planlægge turen – ude i marken – på den såkaldte forløbertur.

I 1945-46 aftjente jeg min værnepligt ved 7. regiment i Fredericia, og ved hjemkomsten skulle Ejnar Meinicke i trøjen. Han var leder af laboratoriet, og i et år vikarierede jeg for ham på denne for mig lærerige post. Da dette fik en ende i foråret 1947, blev jeg tilbudt en stilling på Københavns Papir- og Kartonfabrik på Nørrebro. Den tog jeg gerne imod, og jeg rejste til København dagen efter den store brand i Kompedal plantage 1. juni 1947. Hovedkontoret ved den interne revisor og personalechef, H.E. Bundgaard – født i Silkeborg – havde sørget for en bolig til mig i et pensionat på Nørrebrogade. Opgaverne på Kartonfabrikken var forskelligt kontorarbejde, blandt andet lønudregninger, regnskab med produktionen, afregne med leverandører af gammelt papir og papiraffald m.m.. Et af produkterne, husker jeg, var dækkarton til de gamle træølkasser, som jo kunne rumme 50 flasker øl. Det var spændende at se forskellen på en kartonfabrik og en finpapirfabrik, som Silkeborg jo var. Jeg syntes, der var en ubehagelig lugt på Kartonfabrikken, hvilket var en følge af råstoffet, som jo mest var affaldspapir. Fabrikken var også ret snavset set med Silkeborgøjne. Opholdet i København varede et år, idet jeg søgte tilbage til Silkeborg.

Her var der kommet et par nye medarbejdere på kontoret, men ledelsen var den samme. Desværre døde bogholder Petersen i 1952, og som hans efterfølger udnævntes Eigil Kentorp med ny titel af kontorchef. Jeg var da så heldig, at det var mig, der skulle afløse Kentorp i ekspeditionen.

Arbejdet her var meget alsidigt og omfattende, men godt var det, at jeg havde fået en god hjælper i Kurt Andersen, som var nyansat.

I ekspeditionen havde jeg kontakt med salgsafdelingen i København flere gange daglig, idet kunderne på den måde havde mulighed for at få svar på spørgsmål vedrørende nye eller indeværende ordrer. Alle ordrebestillinger fik vi via København, og vi skrev dem så om til fabriksbrug. Det vil sige, at vi havde en formular – en ordre – som passede til Silkeborg brug. Den indeholdt kundens navn, papirkvalitet, kvantum, format eller rullebredde, gramvægt og leveringstid. Herudover var der plads til notater fra papirmaskine, glitte og bemærkninger om prøveudtagning. Der kunne også være særlige vigtige ting, som skulle bemærkes og tages hensyn til ved færdiggørelsen af ordren.

Vi førte kartotek over vore kunder, og vi fakturerede afsendt papir. Hver dag førte vi maskinjournaler over det foregående døgns produktion på de tre papirmaskiner. Andre opgaver var regnskab med beholdninger af lagernumre, som var til omgående levering og statusopgørelser, som også omhandlede fysisk optælling af papir på fabrikkens lager. Sidst men ikke mindst holdt vi også kontrol med, hvor meget godt papir, der blev ud af det producerede. Det, der ikke var godt og ikke kunne sælges, var simpelthen det, vi kaldte udskud. Det blev omregnet til en udskudsprocent, og denne udskudsprocent var alt afgørende for fabrikkens økonomi. Den var derfor højaktuel, og den gav anledning til megen diskussion.

Udskudsprocenten kunne være meget svingende, alt efter kvaliteternes sammensætning. Vanskelige kvaliteter som gennemslagspapir, salmebogspapir m.m., som kørte på PM 1 og 2, gav større udskudsprocenter, medens store ordrer i gode kvaliteter til PM 3 i regelen gav mindre udskud. Udskudsprocentens størrelse lå i store træk inden for 7-12 pct. Et tilfældigt gennemsnit fra årene 1944 til 1971 viste 9 pct. samlet for de tre papirmaskiner.

I slutningen af halvtredserne foretoges en udvidelse af kontorfaciliteterne, og det blev til dejlige lyse lokaler med lyse møbler og god luft mellem de forskellige arbejdspladser. Kontorchefen fik sit glasbur, som tidens krav var. Garderobeforholdene var meget forbedrede, og en ny opgang gav et godt indtryk på gæsterne og hvem, der ellers besøgte fabrikken.

I 1973 skete igen personalerokeringer, idet Eigil Kentorp måtte holde op på grund af sygdom. Dette affødte, at Arne Krogh overtog denne funktion, og titlen var nu økonomichef. Jeg overtog Kroghs plads lige uden for omtalte glasbur, og jeg fik ansvaret for kassefunktionen og det daglige bogholderi med kontering af lokale regninger og fakturaer.

Min nye stilling bød også på: Kontrol med ordrebekræftelser på vore indkøb, kalkulation af råstoffer m.m. samt føring af lagerbøger over råstoffer, virer og filte plus mange andre små og store ting.

Men efter 20 år i ekspeditionen var det både dejligt og sjovt at prøve kræfter med de nye ting inden for administrationen. Nu kendte jeg efterhånden livets gang på en stor virksomheds kontor, endda garneret med det praktiske fabriksår i laboratoriet.

Driftsbestyrer Frederik Olsen gik på pension i 1970, og han efterfulgtes af H. Maglegaard Andersen. Senere kom Finn Henrik Hansen til, og hans efterfølger Kjld Andersen var fabrikschef, som det nu hed, da jeg gik på pension i 1985 efter 45 års tjeneste.

Igennem disse år har betingelserne for papirfabrikation i Danmark ændret sig meget. Konkurrencen fra de udenlandske fabrikker var svær at klare sig overfor. I år 2000 var det jo desværre også slut. Silkeborg Papirfabrik måtte standse produktionen efter 155 år, som byens store og velkendte virksomhed.

Men på trods af tidernes gunst og ugunst tog jeg afsked med en arbejdsplads, hvor arbejdsklimaet var godt. Det ses jo blandt andet af, at arbejdere i flere generationer fik ansættelse på fabrikken. Deraf fremgår det jo også, at forholdet arbejdere og funktionærer fungerede godt.

I 1985 oprettede en kreds af afgåede funktionærer med mange arbejdsår bag sig en klub, som fik navnet Gensynsklubben. Indtil fabrikken lukkede, besøgte klubben fabrikken to gange årligt, og fabrikschefen gav os en orientering om driften her og nu. Silkeborg Papirfabrik er ikke mere, men Gensynsklubben lever, og vi kan på forskellige måder mødes fire gange om året til meget hyggeligt samvær og en hel del snak om gamle dage.

Oktober 2017

HENRIK BORIS

Håndgjort papir til de danske pengesedler

Henrik Boris (1913-1995) var bøttemester på Silkeborg Papirfabrik i årtier, og han var en unik kilde til den håndgjorte papirproduktion i Silkeborg. Henrik Boris udarbejdede en skriftlig beretning om "Håndgjort papir til de danske pengesedler 1910-1963". Beretningen er renskrevet af Keld Dalsgaard Larsen og offentliggøres hermed.

Dette papir blev fremstillet i Silkeborg i en dertil i 1909 opført bygning. Seddelfabrikkens arkitekt hed Godfred Tvede, og tømmerarbejdet blev udført af E. Nielsen og Kornerup Bang her fra byen. Underetagen bestod af et stort øselokale med toiletter og et lille rum beregnet til vask af filt og opblødning af mellemlægspapir. I den sydlige ende fandtes kontor med boksrum til opbevaring af formene, når de ikke var i brug. Desuden var der her hovedindgang og trappeopgang til 1. sal med sortersalen. Trappen førte videre op til et loft med to frokoststuer, et arkiv og et rum til opbevaring af filte og bøtteforme.

Mod Seddelfabrikkens bagside var tilbygget en toetagers bygning uden adgang til hovedbygningen, og her blev papirmassen til seddelfremstillingen malet og senere gennem rør tappet ind i øselokalet. Denne afdeling, Hollænderiet, havde i stuen to cylindriske flisebeklædte kar samt en gammel skibspumpe, som frembragte vakuum til øselokalets sugeborde. På 1. sal stod to hollændere (leverandør Füllner) rumfang 1500 liter, påfyldning 70-75 kg. Valse 0 x bredde = 750 x 650. Knive 50 stk. 650 x 120 x 6 mm. Grundværksknive: 12 stk. 655 x 120 x 3 mm. På denne etage var der desuden et sandfang og en erkensator til den sidste bortrensning af urenheder i kludestoffet.

I mange år var den eneste mulighed for kommunikation mellem afdelingerne et samtaleanlæg, som også var kendt fra skibene, nemlig et rørsystem til alle Seddelfabrikkens afdelinger. I hvert lokale var på røret anbragt en mundtragt med en fløjte isat. Når man ønskede at tale med en afdeling, tog man fløjten ud og blæste i mundstykket. Modtageren fjernede så sin fløjte og satte øret til tragten.

Øselokalet: Her fandtes øsebøtterne, som var store betonkar indvendige beklædt med fliser. Bøtterne var ved en skillevæg delt i to dele, og tværs over bøtten var anbragt en kobberbelagt træbro. En mekanisk omrører holdt stoffet i bevægelse for at medvirke, at fibrene skulle bundfælde. En varmestreng sørgede for opvarmning til ca. 25 grader, hvorved stoffets afvanding på formen kunne ske tilpas hurtigt. Til hver bøttehalvdel hørte et sugebord og et kobberbeklædt ovalt skyllekar til brug ved afskylning af dækkel og hænder. De to bøttehalvdele indeholdt stoffibrene i en koncentration på ca. 0,6% i første halvdel og 0,5% i anden halvdel. Fibrene var udelukkende kludefibre malet til passende længde og smørrighed i Hollænderiet. Langs øselokalets flisebeklædte væg var lange flisebeklædte forrådskar, hvorfra øserne kunne supplere bøtternes stof. Reglen var, at for hver 100 ark, der østes, regulerede man bøttens koncentration, hvilket bidrog til ensartede ark fra øseren.

1. lameløseren øste godt og vel halvdelen af arkets tykkelse, hvorefter han anbragte formen over broen til 2. lameløseren, som øste resten af arket og herved regulerede til den ønskede tykkelse. For at kontrollere om man overholdt kravene til arkets vægt, udtoges af hver post (100 ark) 1 ark til prøvevejning. Dette ark blev tørret hurtigt på et kobberbelagt varmerør, og vægten blev bekendtgjort af formanden til hver bøttes orientering. Fra 2. lameløseren skubbes formen til gauskeren, som vendte den med arket ned mod en ulden bøttefilt, som han havde anbragt foran sig på en hvælvet gauskeplanke. Derpå vendte han sig i gauskestolen mod en vandfyldt skyllekasse, hvor formen skyltes og dernæst anbragtes ved 1. lameløseren klar til et nyt ark. Begge øsere havde et dækkel (en ramme), som under øsningen anbragtes på formen men løftedes af og afskylledes i dækkelskyllekarret efter øsningen af hvert ark.

Der hørte tre forme og to dækler til hver bøtte. Ved gauskeplanken modsat gauskeren stod filtsnapperen, en ungarbejder, der hjalp gauskeren med at løfte det gauskede ark, som nu hang fast på bøttefilten, oven på en anden planke. Når 100 ark (en post) var øst, kørtes de på en sporvogn til én af de to hydrauliske pressere, hvor en del vand blev afpresset. Herefter kørtes posten til et læggebord, hvor en læggestolsdreng sørgede for at anbringe et mellemlægspapir på hvert ark seddelpapir. Dette bevirkede, at arket nu efter en ny presning i den hydrauliske presse, klæbede til mellemlægspapiret, og derefter fjernes fra filtene. Til hver bøtte hørte to portioner filt a 101 stk., således at der kunne øses 100 ark og afdækkes med den sidste filt. Arkene på mellemlægspapiret blev placeret på en zinkplade med en følgeseddel for hvert 100 ark, og anbragtes derefter i en håndbetjent skruepresse til næste dag. Pressen indeholdt bøttens dagsproduktion, 1100 ark, og blev om natten sikret med et kraftigt låsesystem.

Næste morgen sendtes papiret via en lille elevator op i tørrestuen på 1. sal. I tørrestuen ophængtes papiret i klemmer ca. 3-4 ark pr. klemme. Under tørringen klæbede arkene til mellemlægspapiret og bevarede derved et ensartet format. Til sammenligning kan nævnes, at alt øvrigt håndgjort papir, som lufttørredes uden mellemlæg, gav ret store formatvariationer. Mellemlægspapiret fremstilledes på papirmaskinen og bestod af L.S.(gl. linned sejldug), H.L.3 (gl. halvbleget linned) og HB2 (gl. halvbleget bomuld) uden tilsætning af fyldstof, lim eller farve, og malingstiden skulle være kort med lange fibre. Recepten skulle nøje overholdes ved hver ny fabrikation, da en afvigelse kunne betyde store formatafvigelser i seddelarkene, der jo under tørringen fulgte mellemlæggets krympning.

I tørrestuen indblæstes varm luft fra store rør under loftet, medens den fugt, som papiret gav, bortledtes gennem aftrækskanaler ved gulvet. Temperaturen reguleredes til ca. 25 grader. Efter et døgns tørring åbnedes for et par lange perforerede damprør, som fyldte stuen med dampe som i en badstue. Formålet var at fjerne spændinger, som opstod i papiret under tørringen, og at gøre det lettere at fjerne fra mellemlægspapiret uden at frembringe "lyn" i arkene. Fugtningen varede ca. tre timer. Efter fugtningen bragtes papiret ud i sorterlokalet, hvor arkene og mellemlægget adskiltes (afskrælning). Efter afskrælningen taltes arkene, i alt 100 ark pr. post, og afskrælningspigen kvitterede på den medfølgende postseddel for at have modtaget 100 ark.

Når hele bøttens dagsproduktion, 11 poster a 100 ark, var afskrællet og talt, blev de bragt til kontrollokalet, hvor kontroltællersken eftertalte og kvitterede for arkantallet, og derefter kunne sorteringen påbegyndes. Sorterskerne hentede hver en post, som de talte og dernæst via skillelinjen i arket delte til det dobbelte antal, altså 200 ark pr. post. Derved fremkom det format, som Nationalbanken ønskede for trykningen, og det bestod af otte blanketter 10 kr.-sedler eller fire blanketter af de større valører. Sorteringen bestod i at kontrollere arkenes vægt (hver sorterske havde en papirvægt) og i at bortradere evt. knaster og fremmedlegemer i arket samt frasortere deforme ark. Der anvendtes raderknive, som blev slebet hver dag af formbinderen. En sorterske måtte bruge ca. 2½ time til at sortere og tælle en post, og på følgesedlen noteredes de fundne fejl i dertil beregnede rubrikker, således at man altid kunne se, hvor fejlene opstod og derved afhjælpe fremtidige fejl.

Posten afleveredes i kontrollokalet til eftertælling, og her blev udskuddet lagt til side, medens det gode papir blev afhentet af en oversorterske, som ved en hurtig sortering efterså, at ingen kassable ark var smuttet med. Der var en oversorterske pr. bøtte, og hun efterså altså 11 poste pr. dag. Oversorterskerne var særlige dygtige, som regel ældre sortersker. I kontrollokalet samledes det sorterede papir fra hver bøttes dagsproduktion for sig, og det gode papir plus udskud taltes op og skulle for hver bøtte udgøre 1100 øste ark delt til 2200 ark.

Det gode papir blev nu hængt i klemmer til dampfugtning i en dertil indrettet fugtestue i 2½ time, hvorefter det blev lagt mellem glatte karton og efterfølgende presset i skruepresser natten over. Efter denne presning og udglatning skiltes ark fra karton, og da en bøttes dagsproduktion ca. 2000 ark godt papir skulle udskilles på ca. fire timer, kunne det ske, at der i farten forputtede sig et ark i den brugte karton. Ved den efterfølgende tælling i kontrollokalet ville denne manko blive opdaget, og en gennemgang af de brugte karton blev foretaget, til arket var fundet. I tilfælde af et bortkommet ark måtte ingen forlade sortersalen, hvis dørnøgle opbevaredes af bøttemesteren. Den sidste kontroltælling foretoges af kontrolsortersken og bøttemesteren i fællesskab, og pakkerne 1000 ark godt papir og a 500 ark udskud blev indpakket ved modsat side af kontrolbordet og derefter forseglet og underskrevet af bøttemesteren. I et boksrum opbevaredes det gode papir indtil afsendelse. Udskudspakkerne henstod i boksrummet indtil månedsregnskabet var afsluttet. Fabrikkens chef talte da alt udskud sammen med kontroltællersken for derefter at ommale det på en af fabrikkens stengange under hans personlige opsyn.

I den sydlige ende af sortersalen fandtes et værksted, Formbinderiet, hvor alle reparationer foretoges og nye forme fremstilledes. Formene blev forsynet med vire og beslag og dæklerne blev foret og beslået her, medens klicherne blev udfældet i Nationalbanken og sendt hertil for at blive påsyet af formbinderen. Formbinderen var en meget alsidig håndværker og en hel del af en kunstner, og hvervet gik i arv fra Jens Bomholt til sønnen Villy Bomholt. Begge kunne bruge venstre hånd lige så godt som højre, og de kunne selv fremstille det specielle værktøj, som skulle bruges til netop deres arbejde. Afsendelse til Nationalbanken foregik pr. banevogn i solide forseglede trækasser, men denne fremgangsmåde fandtes for usikker under krigen, så man valgte fremtidig at sende det i overvåget bil.

11. december 2018

HENRIK BORIS

Om håndgjort papir på Silkeborg Papirfabrik

Henrik Boris (1913-1995) var bøttemester på Silkeborg Papirfabrik i årene ca. 1950-1963 og en yderst kyndig mand på området. Måske den største kapacitet gennem tiderne. Jeg havde flere samtaler med Henrik Boris. Nedenstående er en sammenskrivning af samtaler i 1991 om det håndgjorte papir på Silkeborg Papirfabrik.

Når vi taler om det håndgjorte papir på Silkeborg Papirfabrik, er det vigtigt, at vi skelner mellem det håndgjorte papir i den "Gamle bøtte" ved Langebro og det håndgjorte papir i Seddelfabrikken. I Gammel bøtte blev der lavet alle mulige papirkvaliteter med mange forskellige gramvægte, mens man i Seddelfabrikken kun lavede en bestemt slags papir, nemlig papir til de danske pengesedler.

Man lærte mest i Gammel bøtte, for her var produktionen så varieret. Da jeg kom ind i Gammel bøtte som dreng, var jeg mest hos Thomas Bang, der øste, og Peter Andersen, der gauskede. Det var sjældent, at der var mere end en bøtte i gang i Gammel bøtte. Thomas Bang skulle også se efter hollænderen ovenpå, og når han var deroppe, kunne en af vi drenge hjælpe ved gauskestolen. Peter Andersen gik så om og øste, mens en af os drenge stod og gauskede. Der var slet ikke den samme kontrol med papiret i Gammel bøtte som i Seddelfabrikken, så hvis det, drengene lavede, ikke var for godt, så kunne det uden problemer bare blive smidt væk. Det skete også, at når øseren og gauskeren mente, at dagsproduktionen var færdig, selv om der var en halvtime til fyraften, så kunne drengene få lov til at boltre sig både som øser og som gausker. På den måde lærte vi drenge i Gammel bøtte meget mere til håndværket end ungarbejderne i Seddelfabrikken.

I Gammel bøtte blev der lavet filtrerpapir, bikube, skrivepapir og meget andet. Og det krævede hver især deres bestemte råstof. Det er en misforståelse at tro, at papiret bliver lavet i øselokalet. Papiret bliver lavet i hollænderen, hvor råstoffet males. F.eks. til filtrerpapir skal man have noget rigtig godt sugende stof, og derfor bruger man især bomuldsstof. Vi brugte til filtrerpapir gamle bomuldsklude, som lå til rådning i op til et halvt år, og hvor man hældte åvand over for at fremme rådningsprocessen. Sådanne klude krævede ikke megen maling i hollænderen for at få fibrene skilt fra hinanden. Til filtrerpapir blev der kun malet fra 20 minutter til en halvtime på hollænderen, til andet kunne måletiden være op til 5-6 timer. Til det stærkere papir brugte vi mere linned (hør) som råstof, og en overgang brugte vi også ramie, som er en plante af nældefamilien, som vokser i Kina. Den gav nogle dejlige lange fibre, som egnede sig til at blive spaltet og danne fibriller. Det er fidusen ved linned frem for bomuld og cellulose, at det kan danne fibriller ved en lempelig behandling i hollænderen. Man kan male det - stoffet - kraftigt ved at lægge valsen i hollænderen hårdt ned mod grundværket, så får man nogle korte fibre, som ikke får så mange fibriller, eller man kan male det i længere tid med valsen lagt let på, så bliver stoffet mast ud og danner mange fibriller. Linned er derfor i lige så høj grad som bomuld råstoffet til det håndgjorte papir, ja til pengeseddelpapiret brugte vi linned og bomuld i forholdet 4:2. Det håndgjorte papir har flere kendetegn forskellig fra det maskinfremstilllede papir, men forskellen ligger ikke primært i, at det håndgjorte papir laves på en form, og at fibrene i formen sammenfiltres. Det har kun sekundær betydning i en kvalitetsvurdering af de to fremstillingsformer. Det afgørende er tørringen og efterlimningen. Det håndgjorte papir opnår en større styrke ved at tørreprocessen sker langsom ved lufttørring ved omkring 20-25 grader, herved bibeholder fibrene deres elasticitet og styrke. Efter tørring og sortering blev bøttepapiret - i Gammel bøtte - efterlimet i et kar med en tynd snedkerlim (dyrisk lim, et afkog af huder og knogler), som holdes opvarmet til ca. 45 grader. En viske papir på ca. 200 ark holdes neddyppet i limen i ca. 15 minutter fra hver ende, og når en halv snes viske har været gennem denne dypning, afpresses de i en skruepresse og henstår indpakket i uldne varme filts, opvarmet ved at have været i varmt vand og dernæst opvredne. Man tager også lidt varmt vand og vasker kanterne fri for lim. Sådan ligger bunken til næste dag, hvor man ark for ark lægger dem over i en ny bunke og dækker den til med filte. Denne proces gentages 3-4 gange indtil arkene uden besvær kan skilles fra hinanden, og derefter ophænges i klemmer. Limen går mere ind i fibrene i det håndgjorte papir, og herved øges dets styrke. Pengeseddelpapiret blev ikke efterlimet på Silkeborg Papirfabrik. Det ordnede Nationalbanken selv.

Til tørring havde vi to måder: klemmer eller rundstokke. Vi hængte filtrerpapiret op med et "trækryds" på stokke, mens det øvrige blev tørret i klemmer. I Gammel bøtte blev papiret ikke hængt til tørre på mellemlæg som i Seddelfabrikken, og derfor bulede papiret her meget mere. Det var derfor i Gammel bøtte nødvendigt med en egentlig glitning.

I Gammel bøtte bestod en post af 150-175 ark papir, alt efter hvor tykt papiret var. En post i Gammel bøtte skulle kunne være i den hydrauliske presse. I Gammel bøtte gauskedes arkene ovenpå hinanden, indtil posten var færdig og blev presset.

Nationalbanken valgte det håndgjorte papir til pengesedlerne på grund af sikkerheden. Vandmærket i det håndgjorte papir er tynde steder i papiret, og det forsvinder ikke. Seddelpapiret blev også øst ad to gange - 1. og 2. lamel - og det var også en sikkerhed, da eksperter kan se, at papiret var øst ad to gange. Endelig giver håndgjort papir også et ensartet papir, da fibrene er rystet bedre sammen, end det er muligt på maskinen. Håndgjort papir er derfor ret ens i styrke på langs og på tværs. I Seddelfabrikken regnede vi med et falsetal på 1000 dobbeltfalsninger til pengeseddelpapiret. Det vil sige, at det skulle kunne foldes og foldes ud 1000 gange uden at briste. Dette kan også let opnås ved maskinpapir.

Seddelfabrikken var en lukket afdeling på Silkeborg Papirfabrik. Folkene blev låst ind og ud om morgenen, til middagspausen og til fyraften. I øselokalet i stuen og på sortersalen på 1. sal hang en nøgle, så folkene kunne gå ud på gangen i bygningen, og de kunne såmænd også gå helt ud, da døren kunne låses op indefra, men så skulle de ringe på for at komme ind igen, så det skete sjældent. Hvis et ark blev væk, skulle mester fjerne nøglen, og ingen måtte forlade rummet, før arket var fundet.

Det håndgjorte papir i Seddelfabrikken var meget ensartet produktion under omhyggelig kontrol. Hver bøtte skulle lave 11 poste a 100 ark pr. dag. Der var beregnet 48 minutter til hver post. Hver bøtte havde 2x101 filte, så man vidste præcist, hvor mange ark der blev øst. Fra øselokalet blev postene sendt ovenpå til tørring. Arkene, som nu klæbede til mellemlægspapir, tørredes i klemmer med 3 ark pr. klemme. Der var beregnet 33 minutter til at hænge 11 poste til tørre. Før adskillelsen af ark fra mellemlægspapiret (afskrælning) blev de ophængte ark dampfugtet i ca. tre timer. Efter afskrælningen skulle arkene til sortering, hvor der var fastsat 3½ post til hver sorterske pr. dag, efter sortering blev det eftersorteret, og det tog noget mindre tid, nemlig 37 minutter pr. post. Seddelpapiret blev ikke egentlig glittet, men man lagde arkene ind mellem blankt karton og pressede dem, og på den måde fik de en glattet overflade, inden de blev sendt til kontroltælling og pakning. Vi pakkede seddelpapiret i pakker på 1000 ark, mens udskudsarkene blev pakket i bundter på 500 ark. En gang om måneden kom driftsbestyreren og talte udskud op, og når det var gjort, blev det straks herefter ommalet i stengangen. Det var lidt af et cirkus med driftsbestyreren forrest og mester bagerst med damerne, som bar pakkerne, imellem. Gennem hele processen blev arkene talt og talt. Seddelpapiret blev talt 7-8 gange, før det blev sendt af sted, og det var nødvendigt med al den kontrol. Når filtene skulle vaskes, skulle de også tælles, så man var sikker på, hvor mange filte der var. Vi havde to sæt mellemlæg til hver bøtte, således at mellemlæggene (det ene sæt) blev ovenpå indtil papirerne fra disse mellemlæg var blevet kontroltalt, først da kunne disse mellemlæg gå tilbage til øselokalet. Jeg kom på papirfabrikken i 1929 og startede i Gammel bøtte, og siden kom jeg ned at øse i Seddelfabrikken. I 1937 begyndte jeg som assistent for den gamle bøttemester Lindquist, og assistenttiden forløb over to år, hvor jeg var rundt i hele produktionen. På kludesalen hos de gamle kludemadammer, som var de dejligste kvinder, i hollænderiet hos Holger Christiansen, i formbinderiet hos Jens Bomholt og dennes søn Villy, i laboratoriet, ja over det hele. På laboratoriet skulle vi lave prøver af hver hollænder for at sikre et så ensartet produkt som muligt. Der kom en prøve over, så vi lavede et ark og målte det igennem. Laboratoriets virke udsprang af behovet i Seddelfabrikken. Senere er det jo blevet meget mere omfattende og omfatter især maskinerne. I min assistenttid fik jeg stort set lov til at passe mig selv. Jeg kunne også komme med forslag til forbedringer, og Lindquist lod mig selv om det. F.eks. fik jeg damerne til nøje at følge de forskellige typer fejl i papiret - bøttefejlene - og det viste sig, at sorterskerne skulle radere og fjerne mange træsplinter i det øste papir. Jeg fik derfor lagt kobber på nogle af de udsatte steder - på broen, steget og i skyllekarret. Udskudsprocenten kom helt ned på 10-12 procent, ca. en halvering.

Arbejdsgangen i Seddelfabrikken var sådan, at vi kunne følge hver enkelt post fra start til slut. Vi lavede nogle "sladresedler", hvor vi opgjorde antallet og arten af de bøttefejl, som havde været ved de enkelte poster. På den måde kunne vi også lettere påtale det over for dem ved bøtten og få det rettet. Som bøttemester skulle jeg være lidt over det hele. En del af tiden var jeg ovenpå i kontrolrummet, og det var også mit arbejde sammen med oversortersken at kontroltælle papiret til sidst.

De gamle papirmagere fra Strandmøllen - Palmgren, Wegner, brødrene Pedersen og Sivertsen - var såmænd ikke bedre papirmagere end andre. Jeg har set papir fra omkring 1900, og meget af dette håndgjorte papir var ikke bedre, end det vi betragtede som udskud. Måske var det noget papir, som drengene havde øst, mens de ældre sad ovenpå i Gammel bøtte og drak brændevin. Jeg ved det ikke, men de gamle har fortalt mig, at sådan kunne det godt gå tidligere. Men fabrikken har et skab med prøver på alt det papir, som blev øst, og her er meget elendigt håndgjort papir, som vi gjorde meget bedre i min tid, og det skulle da være mærkeligt, om man dengang havde valgt at bevare udskud til eftertiden. Man har snarere taget det, man mente var helt i orden. Så man kan bestemt ikke sige, at de gamle papirmagere var dygtigere end de senere.

I Seddelfabrikken øste man to gange - 1. og 2. lamel. Der var ikke forskel på stoffet udover en anelse i koncentrationen. 1. lamel øste i 0.6% stof, mens 2. lamel øste i 0.5%. Man var selvfølgelig afhængig af hinanden, og 2. lamel kunne godt redde lidt, hvis det skulle komme dertil. Normalt sagde man, at det var den bedste og mest erfarne papirmager, som øste 2. lamel, men forskellen var såmænd ikke så stor.

Det var sværere at øse i Gammel bøtte, for her skulle man af og til skifte papirtype. Når man skiftede, så lyntørrede man hurtigt et prøveark og vejede det for at se, om gramvægten var, som den skulle være. Drengene i Gammel bøtte kunne - som tidligere nævnt - lettere komme til at prøve at gauske og øse. Det skete også i Seddelfabrikken, men det var meget mere sjældent.

I overenskomsten stod vi som "bøttemager", nogle kaldte sig for "papirmager", andre for "bøttepapirmager" og endelig var der mange, som blot kaldte sig "papirarbejdere" over for kommune og andre. Men bøttemagerne var noget bedre betalt end andre på fabrikken, og det kunne skabe en vis misundelse. På den anden side så kom mange af folkene i Seddelfabrikken ud på fabrikken, hvis bøtternes antal blev indskrænket, og så fungerede de helt på linje med alle de andre papirarbejdere.

Formene til pengesedlerne var forsynet med en skilletråd, sådan at arkene blev delt i to oppe på sortersalen. Først da vi fik de nye 50'ere midt i 1950'erne, fik vi en form uden skilletråd. En form med 10 kroner bestod af 16 10-kronesedler, 100 kr., 50 kr. og 500 kr. sedlerne bestod af otte sedler pr. form. En tid havde vi en træbøtte i Seddelfabrikken, og det var en helt ny bøtte, som blev sat op. Det gav lidt mere træ i det øste papir, men det var ikke meget. Vi har haft gauskere, som ikke kunne øse, og det var normalt sådan, at man satte de dårligste øsere til at være gauskere.

11. december 2018

HOLGER NEDERGAARD

Samtale september 1991

Jeg er født den 16. september 1923 i Sinding. Efter at have været ude at tjene på landet kom jeg ind på Silkeborg Papirfabrik, hvor jeg begyndte som arbejdsdreng på Seddelfabrikken 8. december 1937. I Seddelfabrikken kom jeg til bøtte nr. 1 som filtsnapper. Jeg mener, at de voksne ved den bøtte var Jens Dahlgaard og Niels Balle. Filtsnapperen skal hjælpe gauskeren med at løfte filtene med det aftrykte ark over i en post. Gauskeren gausker formen af på en filt, og gauskeren og filtsnapperen fjerner filten med arket over i en post. Når der er øst 100 ark, kommer stakken over til lægstoldrengen. Posten presses, og derefter fjernes de våde ark fra filtene, og læggestoldrengen lægger mellemlægsark mellem arkene. Bagefter presses stakken med mellemlægsark og papirark igen. Filtene var klar til at blive brugt igen med det samme. De blev vasket en gang hver uge. Det var gerne Pladsens folk, der ordnede den vask. Filtene blev vasket oppe i Bøtten.

Vi skulle møde kl. 6.30. Vi var mange ungarbejdere, og vi havde det såmænd meget sjovt. Vi kunne også komme op at skændes, men det blev ordnet omme bag Smedebakken. Jeg mindes ikke, at de gamle var slemme ved os unge, og hvis de var, så var vi selv skyld i det. Hvis filtsnapperen skulle på wc, fik man gerne en læggestoldreng til at tage arbejdet imens. Vi ungarbejdere blev fyret, når vi fyldte 18 år. Så jeg blev fyret i 1941.

Vi prøvede skam at øse som ungarbejder. Når de voksne holdt en pause, sprang vi knægte op for at øse. Det var på den måde, jeg lærte det. Vore ark blev smidt væk bagefter. Hver bøtte havde nogle junger, hvor man skyllede dækkelerne. Det var her, vi skyllede vore prøveark af. De gamle lærte os ikke sådan op, men vi lurede dem kunsten af.

Formene til 50-kr.-sedlerne og 100-kr.-sedlerne var ikke så store. De var ret smalle. Dengang jeg begyndte i 1937 lavede vi også 5-kr.-sedler og 10-kr.-sedler, og de forme var større (bredere). Jeg tror, at der på en sådan form kunne være 16 10-kr.-sedler.

Jeg kom ud i 1941 og fik i nogle år arbejde i Lemvig, og en sommer var jeg i tørvemosen. Fabrikken henvendte sig pludselig til mig igen i 1945 for at tilbyde mig arbejde på selve fabrikken. Det var skifteholdsarbejde, og det var jeg ikke alt for glad for. Jeg var derfor glad for at kunne komme ind i Seddelfabrikken igen omkring 1946. Dog kun for en kortere stund. De kom helt ned på tre bøtter. Jeg kom så til at arbejde forskellige steder på fabrikken på skiftehold. Blandt andet i hollænderiet. Pludselig midt i 1950'erne kom alle syv bøtter igen i gang i Seddelfabrikken, og jeg søgte ind og fik pladsen vist i 1956. Jeg henvendte mig til bøttemester Boris for at høre. I Seddelfabrikken var det dagarbejde. Vi producerede især papir til 100-kr.-sedler, men vi lavede vist også 50-kr.-sedler. Men i 1960 lukkede Seddelfabrikken, og jeg kom igen ud på fabrikken. Jeg har været forskellige steder både ved maskinerne og på pladsen.

Oskar Bidstrup var formand i Bøtten, og han skulle til at holde op, så henvendte jeg mig til Boris for at søge Bidstrups plads. Og den fik jeg vist nok omkring 1974. Når der var problemer på selve fabrikken, måtte vi lukke i Bøtten, og så blev jeg sendt ind på fabrikken. Jeg kom tit til en skæremaskine, og det var godt nok. Andre gange kom jeg til en pakkemaskine, og det var jeg ked af. Men det var der ingen, der spurgte til.

Det håndgjorte papir er naturligvis sværest i begyndelsen, men når man først er kommet ind i det, er det ikke så galt. Man skal sørge for, at det har nogenlunde samme tykkelse hele tiden. Det er bedst at lære, mens man er ung, men også voksne med en vis fornemmelse for arbejdet kan læres op. Der blev øst to gange i Seddelfabrikken, 1. lamel og 2. lamel. Jeg tror, at det var sværest at øse 2. lamel, da han hele tiden skulle holde øje med tykkelsen. Både 1. øser og 2. øser havde små knoptænger, som man brugte til at fjerne knopper m.m. i det øste ark. Man kunne så lappe lidt på det ved med hånden at øse lidt stof fra bøtten på formen, men det lykkedes nu ikke altid. Eller også kunne 2. lameløseren udligne det. Men der kunne altid være nogle "trillere", som vi kaldte det.

I Seddelfabrikken var der syv bøtter i øselokalet. Under krigen har jeg fået fortalt, blev der sat tre bøtter op i kælderen. Det var vel egentlig ikke en kælder, men den lå i fabriksbygningen og var låst af lige som Seddelfabrikken.

Os i Seddelfabrikken kunne godt være færdige med dagsarbejdet en halvtimes tid før fyraften, så der var tid til at blive ordnet lidt og blive barberet. Klokken 5 minutter i fyraften afleverede vi formen til mester. Seddelfabrikkens folk var nok lidt bedre lønnet end fabrikkens øvrige folk.

1 1956 kom jeg ned til bøtte nr. 7 sammen med Willy Christiansen og Hardy Riemenschneider, som trykkede af. Vi kunne sagtens snakke under arbejdet. Vi snakkede om alt muligt. Men af og til skulle stoffet varmes op, og så larmede det, så vi ikke kunne snakke. Vi lavede gerne to poster (200 ark), så holdt vi en lille pause, hvor vi strakte ryg og ben. Arbejdet kunne være hårdt ved ryg og ben, men det var langt værre i Bøtten, hvor der skulle produceres 1700-1800 ark filtrerpapir om dagen eller 1500-1600 ark bøttepapir (f.eks. Bikube eller aktiebreve). Det var hårdt.

Vi skulle selv sørge for at tappe stof ned i bøtten. Langs med bøtterne i Seddelfabrikken havde vi nogle kar, hvor vi fik fyldt stof i en gang imellem. Bøtten havde nogle runde baljer, som vi brugte, når vi skulle hente stof fra de her kar over i bøtten. Vi tog gerne 6-7 baljer. Blev det for tykt, tog vi vandslangen og puttede lidt vand i. Det stof, der var i karret, var lidt tykkere, end det vi kørte med i bøtten. Man kan sagtens mærke, om stoffet er rigtigt. Det er sværere at arbejde med, når det er for tykt.

Der var sugebord til både 1. lameløseren og 2. lameløseren. Man kunne komme til at suge lidt for hårdt, og så blev det sværere for gauskeren at trykke formen af. Papiret ville så sidde for hårdt på formen. Damerne sad ovenpå og ordnede papiret. Vi havde intet med dem at gøre. Men de udfyldte nogle "sladresedler", som fortalte, hvor mange og hvilke fejl, der havde været i produktionen. Sladresedlerne var irriterende, men de var der nu engang. Af fejl var det især gramvægten, der blev lagt mærke til. Fra hver post tog formanden et prøveark og tørrede det med det samme og vejede arket. Formanden kom så ned til bøttens mandskab og meddelte, hvad arket havde vejet, så kunne man selv regulere det ind, hvis det var nødvendigt. Som filtsnapper hjalp vi også af og til læggestoldrengene også for at blive lært op. Når en læggestoldreng holdt op, blev en af filtsnapperne læggestoldreng. Jeg var selv læggestoldreng til sidst. Der var en dreng, der ordnede mellemlæggene. Blødte dem op og pressede dem. De skulle have den rette fugtighed, så arket kunne sætte sig fast.

Seddelfabrikken var aflåst område, så vi skulle ringe på, når vi havde været et ærinde ude. Det kunne være drengene, der åbnede døren. Vi havde til at begynde med en svensker til mester, og han var ganske flink. Han var især flink til at rasle med nøglerne, når han kom.

Om morgenen var det første, man gjorde at hente formene på mesters kontor. De var låst inde og lå på bestemte pladser i en boks. Og her blev de så låst inde om aftenen. Formene holdt længe. Det var yderst sjældent, vi fik nye forme. Men det kunne da ske, at en form blev for rådden. Træet kunne godt tåle det megen vand. Der kunne gå tråde løse, og det kunne ske hver dag, men så blev formen sendt til reparation hos Bomholt. Normalt kørte hver bøtte med tre forme, men hvis en form var hos Bomholt, så blev arbejdet udført ved hjælp af to forme. Men det tog nu ikke lang tid, før Bomholt havde ordnet formen.

Øverst oppe i Seddelfabrikken havde vi en frokoststue, men den brugte vi nu ikke. Vi havde en halvtimes frokost kl. 8.30 og middag kl. 12. Vi mødte igen på et lidt underligt tidspunkt, nemlig kl. 13.12 og så til kl. 17. I pauserne kunne vi gå ud og sætte os foran bygningen, gå en tur eller slå et smut hjem. Vi havde ikke meget med de øvrige papirarbejdere på fabrikken at gøre. Som formand i Bøtten kom jeg til at arbejde sammen med Richard Bidstrup og Charles Laursen. Der var også 4-5 piger. Det varierede lidt. Og et par ungarbejdere. Normalt brugte vi kun en bøtte, men det er da hændt, at vi har haft to bøtter i gang.

Når vi lavede filtrerpapir, var der ikke brug for en filtsnapper, da gauskeren trykker af oven på de filte med papirark. Det er kun ved det øvrige bøttepapir, at der var brug for en filtsnapper. Og jeg mener, at de i Bøtten tidligere altid har trykket af ovenpå bunken. Men det blev altså ændret, så man fjernede filten med arket på - ligesom i Seddelfabrikken.

Ved bikube og aktiebrev lagde læggestoldrengen to poster ovenpå hinanden og puttede stakken i en presse. Efter et par dage eller tre gik vi så ned til tørremaskinen, som lå i en lille bygning ved siden af den gamle turbinegang. Tørremaskinen havde en stor tørrecylinder, og papiret skulle puttes ind af en og tages ud af en anden. Af og til var det også pigerne, der ordnede det. Ellers var det bøttens mandskab. Bagefter skulle papiret overfladelimes, hvilket skete i et særligt lokale. En mand lagde arket på, mens en anden øste lim over. Når 500 ark var limet, kom stakken i en presse. Pressen pressede overflødig lim af, og vi tog så en vandslange og spulede limen væk fra kanterne. Når det var gjort, tog vi stakken og lagde den ind i varme lidt større filte. Vi kogte faktisk noget vand og lagde filte i for derved at vride dem - og de filte blev brugt til at pakke den limede papirbunke ind i. Dagen efter blev papiret hængt op i klemmer, hvor det hang et døgns tid, hvorefter det kom ned til rumleværket, hvor Jens Kjær kørte. Rumleværket var dengang ude på fabrikken, men det blev senere flyttet op til os i Bøtten. Det lavede et værre spektakel. Pigerne kontrollerede papiret efter hver proces. Vi malede selv vort stof i hollænderen i Bøtten. Den kørte gerne 5-6 timer, og så kunne det være lidt svært at snakke sammen. Men det var jo langt fra hver dag, vi brugte hollænderen. Som formand stod jeg også for hollænderen. Men det havde jeg lært mig, da jeg også har været på hollænderiet på fabrikken. Seddelfabrikken havde også et lille hollænderi, hvor Holger Christiansen gik – ham kaldte de for "Eneren", og han var speciel. F.eks. ville han under ingen omstændigheder tage mod gaver, hverken fra kolleger eller fra fabrikken. Jeg mindes ikke, at stoffet var anderledes i Bøtten end i Seddelfabrikken. Fra hollænderen i Bøtten kom stoffet ned i et kar i etagen nedenunder og herfra op i en strainer. Den kunne larme gevaldigt og give problemer. Vi havde således en del tjanser i Bøtten, og vi skulle hele tiden holde dagsproduktionen på de 1500-1600 ark, når det var bøttepapir eller 1700-1800 ark, når det var filtrerpapir. Alt det andet skulle laves ind imellem. Det kunne godt være noget stressende.

Jeg fik eksem af det lim, der var i stoffet. Og jeg har i det hele taget døjet meget med eksem. Men jeg klagede mig ikke dengang. Vi kørte også med linters, det brugte vi til filtrerpapir.

I Bøtten blev der kun øst én gang. Vi var altså en øser og en gausker. I mange år arbejdede jeg sammen med Charles Laursen, og der har aldrig været et ondt ord imellem os.

Filtrerpapir var det værste at øse. Formene var ganske store, og formen skulle blot lige dyppes og hurtigt op med et afslag. Det skulle ligge på formen med det samme. Filtrerpapir blev ikke limet. Pigerne hang det op til tørre over nogle rundstokke i tørrelokalet i Bøtten. Filtrerpapiret blev heller ikke gået efter på samme måde som bøttepapiret, idet det ikke tålte pigernes radering. Pigerne gennemgik nok filtrerpapiret, f.eks. for huller. Vi havde to aflange tørrerum med både klemmerække og rundstokke i Bøtten. Vi lavede også konvolutter. Papiret skulle først færdigbehandles herunder limes, før pigerne kunne rive dem i facon. Vi lavede f.eks. skrivepapir med konvolutter til Hjejlens jubilæum.

Som formand i Bøtten skulle jeg også udtage nogle prøver for at sikre mig gramvægten. Jeg mindes ikke vor udskudsprocent, men den kan have været på 20 procent.

I Bøtten så vi ikke meget til Henrik Boris. Han kom om morgenen og hilste på os. Han var en flink mester, men han kunne fare op. Men faldt hurtigt ned igen, og han bar aldrig nag. Når det, der skulle siges, var sagt, så var det ude af verdenen.

Harry Pedersen havde også været i Seddelfabrikken, og han kom til at afløse mig, da jeg gik på efterløn i 1983. Tidligere havde jeg lært en mand op, Heine Verner, men han fik også eksem og holdt op. Min bror havde også været i Seddelfabrikken, og han var en kort overgang oppe hos mig, men det var for hårdt for ham, så han holdt hurtigt op. Jeg har ellers ikke haft familie på fabrikken. Min bror kom først efter, at jeg var kommet ind. Arbejdet i Bøtten var ikke konstant. Jeg har været et helt år væk fra Bøtten. Andre gange var der arbejde i 3-4 måneder. Jeg kom så gerne over til en skæremaskine. Det arbejde var på akkord, og herved tjente jeg ganske godt. Når jeg kom tilbage i Bøtten, gik jeg faktisk ned i løn, samtidig med at arbejdet var meget hårdere. Harry Pedersen afløste mig, og jeg brugte mine 200 timer, som jeg måtte som efterlønner, til at sætte ham ind i arbejdet. Men det nye mandskab skulle slet ikke lave samme produktion, som vi havde skullet. De kom ned på 800-900 ark.

Bøtten var jo en stor underskudsforretning, og jeg har såmænd undret mig over, hvorfor fabrikken blev ved med at have den produktion. Der kom godt nok en del gæster forbi, og de fik da også lov til at forsøge sig ved bøtten.

12. december 2018

BENNY PEDERSEN FORTÆLLER

SEDDELFABRIKKEN

Jeg har været ansat på Silkeborg Papirfabrik fra 1949 til 1994 plus et par år som efterlønner. Jeg er født i 1934 og kom på Silkeborg Papirfabrik i 1949 som arbejdsdreng i Seddelfabrikken. Jeg havde godt nok to fætre på fabrikken, men det var ikke gennem dem, jeg kom ind. En kammerat fra gaden arbejdede der, og en dag fortalte han mig, at hvis jeg ville have noget arbejde dernede, så skulle jeg møde mandag morgen. Det gjorde jeg og blev antaget af bøttemester Lindqvist den 10. oktober 1949.

De første par år havde jeg nogle problemer med at komme op om morgenen. Jeg var lige ved at blive strittet ud. Men det sidste år kom jeg hen at bo hos min bedstemor, og hun sov ikke over, og så gik det.

Jeg begyndte som filtsnapper ved Holger Madsen og blev så senere lægstoldreng hos Viggo Louring. Det meste af min tid var jeg arbejdsdreng hos Viggo Louring, og vi havde et fantastisk godt forhold. Viggo Louring var billettør omme i biografen, og jeg havde derfor en opgave i middagspausen med at barbere ham i nakken og ordne hans hår, da han gerne skulle se pæn ud i biografen. Mit gode forhold til Viggo Louring var nok en medvirkende årsag til, at jeg som 18-årig kom over på fabrikken.

På Seddelfabrikken var der nogle hårde mænd, f.eks. Anton Jensen og Aksel Laursen. Men vi drenge havde altid tillidsmand Willy Christiansen at gå til. Ham var vi dus med, og han støttede os. Anton Jensen var en af dem, som godt kunne være ude med lappen, hvis han da ellers kunne fange os drenge. Og Aksel Laursen skulle man ikke være fræk overfor, når han havde været en tur i byen.

Jeg husker en episode. Vi havde to toiletter på Seddelfabrikken, et med et pissoir og et, som kunne låses. Det sidste toilet brugte damerne ovenpå, når de af og til kom ned til os i øselokalet som afløser, hvis en dreng var syg. Vi drenge brugte også det toilet, hvis vi ville ryge. Aksel Laursen ville også have det for sig selv. En dag bliver Aksel Laursen stiktosset på os to drenge, da vi havde optaget det her toilet, og han smider en målepinde efter os og rammer den anden dreng på benet. Det ser Kurt, som var en stor rødmosset mand, og han går lige så stille hen, samler målepinden op, går hen til Aksel Laursen og lægger den, idet han sætter ham op på bordet og siger: ”Det gør du ikke en gang til!”. I det store hele havde vi det fint.

I dag kan man godt sige, at vi loppede den lidt af. Vi havde de her 11 poster, som de enkelte bøtter skulle nå i løbet af dagen. Bøtten lavede 2 poster og holdt så ½ times pause, så 2 poster og igen en ½ times pause og fra frokost var det vist 1½ post og så kom den lange middagspause til kl.13.30. Det kunne man godt holde til. Jeg har været med til at gauske men ikke at øse.

Vi var oppe på fem bøtter, og ved hver bøtte var vi to drenge. Så vi har været 10 drenge og så en dreng i filtvasken. Drengen i filtvasken hjalp også til med at vaske filt i den gamle bøtte.

På Seddelfabrikken var Lindqvist mester, og han havde kontor med store vinduer ind til øselokalet. Men der var altid sorte gardiner for de her vinduer, så han så ikke ud til os. Når jeg de første år kom for sent, skulle jeg melde mig hos ham, og hans svar var altid, at så kunne man smutte hjem og sove videre og komme igen til middag. Så måtte jeg cykle hjem igen.

SMEDEBAKKEN

Vi flyttede ned på Smedebakken i 1962. Vi boede i Ågården i Ågade, og vi var på udkig efter et hus. Også i Ågade. Et lille hus til 19.000 kr. Min tante og onkel ville gerne kautionere, og jeg havde også en opsparing – 150 kr. om måneden i en spareforening, vi havde på fabrikken. Vi gik op i Handels- og Landbrugsbanken, men den ville ikke hjælpe os. Det blev i hvert fald ikke til noget. Jeg så så efter en lejlighed på Smedebakken, og jeg havde også nogle kammerater, Tage Sørensen og Leo Nielsen, som boede dernede. Vi søgte en lejlighed og fik den. Det var en lejlighed med et lille køkken på 8 kvadratmeter, en stue på 12 kvadratmeter og en stue på 24 kvadratmeter og så et lille toilet. Der var en hønsestige op under loftet, og her sov hele familien. Vi flyttede først soveværelset nedenunder, da vi fik en dobbeltlejlighed omkring 1974. Vi fik lagt nabolejligheden til vor egen lejlighed. Det var dejligt, og vi var nogle af de første, som fik sådan en større lejlighed. Vi fik først vekselstrøm i 1974, og det var noget besværligt. Vi fik et køleskab, som kunne gå på jævnstrøm.

Huslejen på Smedebakken var bestemt rimelig. De første år var det 25 kr om måneden. Så kom en lov, som bestemte, at den gamle boligmasse skulle være med til at gøre nybyggeriet billigere, og så steg huslejen til 88 kr.

Vi fik bad på Smedebakken i 1984, da vor søn Per og en kammerat til vort sølvbryllup ordnede det for os. Det var noget af det bedste, som der var sket for os på Smedebakken. Indtil da var vi vant til at tage vore børn med ned på papirfabrikken en gang om ugen for at bade. Der var to baderum, hvor man kunne hente nøglen i porten.

På Smedebakken blev jeg interesseret i brevduer. Vi var flere på Smedebakken, som havde brevduer – Due-Karl, Leo Nielsen, Poul Erik Nielsen, Finn Andersen og jeg. Jeg tror, jeg havde brevduer fra 1966 til 1992. Årsagen til at jeg holdt op var, at jeg var kommet med i noget bestyrelsesarbejde, og det tog om sig. På et tidspunkt ville jeg gerne trappe ned, men det kunne der ikke være tale om. Jeg besluttede så helt at droppe brevduerne, og herved slap jeg så for bestyrelsesarbejdet.

Jeg havde i mange år dobbelthaver. Bagved Smedebakken var der kolonihaver, og tidligere havde mange funktionærer haver her. Men det ebbede lige så stille ud, og så erobrede vi haverne. Jeg har brugt rigtigt meget tid i de haver og dyrket stort hele alle de grøntsager, vi brugte.

På et tidspunkt droppede jeg vort oliefyr, og så fyrede vi med koks – som vi i mange år købte i Tyskland til halv pris – og ellers med træ, som vi sankede rundt om på området. På den måde fyrede vi billigt på Smedebakken.

Vi kom jo til at kende hinanden godt på Smedebakken. Ind imellem næsten for godt, men det finder man jo ud af. Den øverste blok var lidt af en gennemgangslejr, men nede i vores blok blev vi boende. Vi spillede meget kort. Mange havde små lysthuse og her blev der spillet kort. Børnene havde det pragtfuldt, de havde et kæmpe areal, hvor de kunne lege, lede efter fuglereder og den slags. Nu er det helt forandret. Jeg tog det ærlig talt lidt nær, da det skete. Men i dag kan jeg godt se, at det nok var lidt spild af god plads heromme.

Jeg har aldrig tænkt på at søge andre steder hen. Det var forholdene ikke til. Jeg var den ældste af 7 søskende, og vi levede – kan man vist godt sige – under små kår. Vi havde ikke meget at rutte med. Min far var arbejdsmand og gik meget arbejdsløs. Han har været med til at lave ringvejen til Lysbro, grave den ny bådehavn ud i Indelukket og skovle sne om vinteren. En gang havde han gået arbejdsløs så længe, at han måtte hen på Socialkontoret på Markedspladsen for at få nogle penge. Men her sagde de, at han ikke kunne få penge, da han havde en søn på papirfabrikken, som kunne spæde til i familien. Og dengang tjente jeg 49 kr. om ugen. Men sådan var forholdene, og vi klarede den alligevel.

Samtalen fandt sted i oktober 2005.

VAGN MADSEN FORTÆLLER

SILKEBORG PAPIRFABRIK

Jeg er født i 1923 i Silkeborg i Grønnegade. Egentlig ville jeg have været kok, men det, mente min far, var en dårlig idé. Min ældre bror var i lære på maskinfabrikken, men det var ikke lige mig. En dag kom min far så og sagde, at jeg skulle ned på papirfabrikken. Og det skulle jeg. Min far arbejdede ved kommunen, og han kendte bøttemester Lindqvist i Hostrupsgade, og på den måde kom jeg ind på papirfabrikken i 1937. Og det har jeg ikke siden fortrudt, og jeg blev ved papirfabrikkerne i 47½ år.

Jeg kom over i den nye bøtte   tidligere havde de kaldt det den gamle bøtte, men den blev bygget helt om midt i 1930'erne. I bøtten øste vi f.eks. filtrerpapir. Senere kom jeg over på Seddelfabrikken, hvor vi øste papir til pengesedler. Der var tre voksne og to drenge ved hver bøtte   to øsere, en gausker, en filtsnapper og en lægstoldreng. Her lærte jeg at øse og gauske, og det var i det hele taget en god plads. Selvfølgelig kunne vi knægte godt få en filt om ørerne, hvis de voksne havde noget at brokke sig over, men vi klarede os.

På Seddelfabrikken havde bøtten 48 minutter til at klare en post, men hvis man kunne klare det på 30 minutter, så var der tid til så meget andet, og bøttemester Lindqvist blandede sig ikke. Vi drenge kunne blive sendt over i marketenderiet efter tre øl   vi fik så en krone med og det rakte til tre øl, der kostede 32 øre stykket, og en cigaret til buddet. En særlig dag var det ved lønningsdag, så blev en af drengene sendt op til bager Kjeldsen i Vestergade over for avisen for at købe en Dagmar tærte. Den blev så delt af bøttens mandskab.

Mens jeg var dreng på fabrikken, var jeg også en slags havemand for bøttemester Lindqvist. Dengang var det almindeligt, at funktionærerne fik deres haver passet af en papirarbejder eller i mit tilfælde af en dreng. Jeg passede have, malede stakit og den slags. Jeg havde altså alle kort på hånden til at være en af de meget få, der fik lov at blive på fabrikken, når jeg fyldte 18 år. Vi var kun fire, der fik lov til at fortsætte på papirfabrikken, og det må have været i 1941.

Jeg fortsatte med at arbejde i Seddelfabrikken med det håndgjorte papir, og produktionen blev endog sat op, så vi kom på to holdsskift. Når jeg tænker tilbage, så mindes jeg egentlig min tid i Seddelfabrikken som den bedste af mine mange år ved papirfabrikkerne.

Hen imod slutningen af krigen blev der oprettet et fabriksværn, og da jeg havde taget et samariterkursus, kom jeg med i det værn. Det betød samtidig, at jeg skulle flyttes fra Seddelfabrikken og ind på selve fabrikken. Jeg begyndte derfor i Glitten i vist nok 1943 eller 1944.

Samtalen fandt sted i 1994

April 2020

KNUD K. JENSEN FORTÆLLER

Knud K. Jensen (1937-2017) havde hele sit arbejdsliv inden for dansk papirindustri med begyndelse i 1951 og endelig afslutning i 1999. Mest på Silkeborg Papirfabrik. I en række samtaler har Knud K. Jensen fortalt om dette lange arbejdsliv med vægt på den håndgjorte papirproduktion og laboratoriets alsidige virke.

Knud K. Jensen var en af de sidste, som fik en klassisk oplæring i det håndgjorte papir med erfaring både fra ”Bøtten” og ”Seddelfabrikken”. I ”Bøtten” blev produceret en række forskellige håndgjorte papirkvaliteter, mens der i ”Seddelfabrikken” udelukkende blev produceret papir til de danske pengesedler.

I beretningen fortæller Knud K. Jensen om ”Bøttens” omdannelse sidst i 1950’erne til et anneks til ”Seddelfabrikken”, og hermed fortælles historien om det produktionslokale, som i dag er den basale del af Papirmuseet.

Materialet blev i sin nuværende udformning samlet af Keld Dalsgaard Larsen i oktober 2017.

I BØTTEN

Jeg startede den 3. april.1951 som 14-årig dreng i Bøtten, hvor man netop var startet på produktion af en lidt større ordre af obligationspapir til Ny Jydske Kjøbstads Creditforening. Efter ca. tre måneder var produktionen færdig ved bøtten, men papiret langt fra leveringsklar, hvilket kunne tage lige så lang tid.

Bøtteformanden og gauskeren blev straks efter, at man var færdig ved bøtten flyttet til Seddelfabrikken, medens limeren og sorterskerne og evt. en af drengene fortsatte med ordrens færdiggørelse, hvilket omfattede: Transport til og tørring på arktørremaskine, sortering/tælling, overfladelimning med dyrisk lim, omlægning 2 a 3 gange med døgns mellemrum, ophængning i tørrestue, sortering/tælling, transport til og lagring l a 2 mdr. i fugtestue, udglatning mellem papplader i arkkalander, pladeglitning, sortering/tælling, emballering og mærkning, forsendelse med jernbane til Papirlageret i København, levering til kunden (papirgrossisten) eller et ønsket trykkeri.

I Bøtten fortsatte jeg de næste år, hvor flere produktionscyklusser blev gennemført. En produktionscyklus i Bøtten bestod som regel af en kundeordre som ovennævnte + større eller mindre kvanta af lagervarerne: Bikube, Postpapir eller filtrerpapir.

Produktionen i Bøtten var på en normal arbejdsdag, uden uforudsete forstyrrelser for Obligationspapir, Bikube og Postpapir 1800 ark og for filtrerpapir, 2200 ark. Det højere tal for filtrerpapir skyldes det anvendte, røske stof og den deraf følgende korte afvandingstid på formen. Stoffet skulle nærmest kun skylles en gang hen over den ret store form. Gauskningen skete også på en hurtigere måde, idet arkene blev trykket af ovenpå hinanden. Altså heller ingen "filtsnapper" var nødvendig.

Kludene til filtrerpapiret fik en anden behandling end til det andet håndgjorte papir. Kludene blev kogt i kludekogeren, men derefter blev det ikke – som til andet håndgjort papir – kørt til halvtøjshollænderiet. De kogte klude skulle til rådning! De blev lagt ud på gulvet i kludekogeriet og overhældt med åvand og så dækket til med nogle presenninger. Sådan lå kludene til rådning i 1-2 måneder. Derefter skulle dette råstof kun ”piskes” i hollænderen.

Færdiggørelsen af fitrérpapiret var betydelig hurtigere end det øvrige bøttepapir, idet det ikke skulle maskintørres, overfladelimes, eller glittes, men kun lufttørres og sorteres/tælles. Efter nogen lagringstid fik det til slut en langtidspresning for at forbedre planliggenheden inden pakning og forsendelse.

INSATINERINGSVÆRKET

Efter slutningen af en produktionscyklus fik jeg også et indblik i den egentlige papirfabrikation. Jeg havde assisteret ved pladeglitning og blev herfra "udlånt" til insatineringsværket, hvilket var en arkkalander, hvor man lavede insatinerede vandmærker, en form for uægte vandmærke i papiret, uægte, fordi de kan fjernes eller forsvinder med tiden. Fra insatineringsværket (det var oprindelig det, der først gik under navnet "rumleværket"), blev jeg efter nogle uger videreudlånt til Papirsalen.

På Papirsalen var der også tradition for at have drenge til hjælp med forskellige ting, dette kunne være påsætning af risetiketter, fratagning af strimler ved 4-sidig beskæremaskine, kørsel af strimmelafsnit og udskud til stengangene under hollænderierne.

Her var jeg godt et halvt års tid indtil en dag, hvor Henrik Boris pludselig dukkede op og sagde, at nu skulle jeg over i Seddelfabrikken for, man manglede en læggestoldreng.

PÅ SEDDELFABRIKKEN

På seddelfabrikken blev jeg så hængende, indtil jeg var i nærheden af de atten år, hvor jeg rykkede fra læggestolen til gauskestolen og efter nogen tid videre til l. lamel øsebøtten; ved Bøtte nr. l, hvor 500 kr.-seddelpapiret blev lavet. Formene til 500 kr.-papiret var noget større end de øvrige seddelforme, hvorfor det nok var de yngste kræfter, som fik lov til at stå med disse forme. Her ved Bøtte l var jeg godt et års tid, dog afbrudt af et ret kort ophold i Bøtten.

Arbejdet i Seddelfabrikken havde et interessant islæt, idet der faktisk blevet givet karakter hver dag til den enkelte medarbejder, det skete i form af en daglig rapport over hver enkelt bøttes produktion. Rapporten blev udarbejdet efter, at en dagsproduktion var færdigsorteret, hvilket den var syv dage efter, den var produceret ved bøtten.

Af rapporten fremgik, ikke alene antallet af fejlbehæftede ark, men også fejlens art. Hvilket bl.a. var læg, bøttefejl, over- el. undervægt. Og da læg kunne henføres til læggestoldrengen og bøttefejl til gauskeren og over/undervægt til øserne gav det ret snart et overblik over, hvem der var mere eller mindre omhyggelig. Havde en læggestoldreng et antal læg, som lå væsentlig over normalen, blev han sikkert ikke længe på pladsen.

Disse rapporter blev imødeset med spænding hver dag, når bøttemesteren ved en runde sidst på dagen til hver enkelt bøtte afleverede rapporten og gav sine evt. mundtlige kommentarer til dens indhold.

Seddelfabrikken var her i 1955 med syv bøtter i drift på vej mod sin anden "storhedstid". Den første "storhedstid" var under krigen i 1940'erne, hvor man var oppe på at have 10 bøtter i drift, heraf var de 4 placeret i et "anneks". Dette anneks var i et lokale i den gamle hovedbygning under Papirsalen, som der var skabt forbindelse til ved opførelse af en mindre mellembygning.

BØTTEN BLIVER OMBYGGET

I oktober 1956, hvor jeg forlod Seddelfabrikken for aftjening af værnepligt, var man oppe på otte bøtter i drift, idet man havde fundet en træbøtte og et stofkar frem, som havde været i brug under krigen. Træbøtten og stofkarret blev opstillet i øselokalets sydøstlige hjørne ved elevatoren til tørrestuerne. Nu var der også fyldt helt op og ikke plads til flere udvidelser. Så da Nationalbanken ville have yderligere leveringer hurtigt, blev det Bøtten, som nu blev anneks til Seddelfabrikken. Dette var 1957-58, hvor jeg var ved militæret. To seddelbøtter og et rektangulært stofkar blev hentet på "depotet", som, så vidt vides, var "marken" bag Rammeladen. De to oprindelige bøtter i Bøtten blev fjernet med betonhammer og de to seddelbøtter opstillet på pladserne med stofkarret imellem. Bygningen blev samtidig lavet sikkerhedsmæssig forsvarlig til at kunne huse pengeseddelpapir udenfor arbejdstid. Jerndøre blev opsat i alle indgange til øselokalet og "kælderdøren" blev tilmuret. Tørrestuerne blev forsynet med Boxdør. Ved samme lejlighed blev stofrenseanlægget ombygget ved opsætning af en Erkensator til erstatning for et pladskrævende sandfang. Det seddelpapir, som blev lavet ved bøtte nr. 9 og 10, blev, når det var færdigtørret i tørrestuerne, af bøtteformanden transporteret til Seddelfabrikkens sorteresal, hvor færdiggørelsen fandt sted.

IGEN PÅ SEDDELFABRIKKEN

Efter endt militærtjeneste i oktober 1958 søgte jeg tilbage til Seddelfabrikken. Ved den lejlighed blev jeg af Henrik Boris sendt "i audiens" hos driftsbestyrer Frederik Olsen. Her skete der ikke andet end, at vi hilste høfligt på hinanden, og Frederik Olsen gav udtryk for, at man gerne ville have mig tilbage, og jeg kunne begynde i Seddelfabrikken igen. Dette til trods for, at Seddelfabrikkens nedtur var godt i gang, flere bøtter var standset, og flere ville følge, kunne Henrik Boris oplyse. I den følgende periode fortsatte jeg som 1. lamel-øser ved en af bøtterne, men prøvede også i perioder at være 2. lamel-øser, idet jeg afløste fagforeningsformand og næstformand i fagforbundet, Willy Christiansen, når han ofte var fraværende på grund af mødevirksomhed. Efter ca. fire måneder kom indskrænkningen så.

Og Knud K. Jensen fortsatte sit virke i dansk papirindustri, først og fremmest på laboratoriet i Silkeborg.

April 2020

SILKEBORG PAPIRFABRIK

Håndgjort papir

Silkeborg Papirfabrik havde i årene 1899-1990 det største papirmagermiljø for håndgjort papir i Danmark. Museum Silkeborg har gennem årene søgt at belyse dette tema. Blandt andet ved indsamling af beretninger fra papirmagerne. Her er et udvalg af disse samtaler og beretninger.

HENRIK BORIS FORTÆLLER (1)

HENRIK BORIS FORTÆLLER (2)

KNUD K. JENSEN FORTÆLLER

LEO LAURSEN FORTÆLLER

VAGN MADSEN FORTÆLLER

HOLGER NEDERGAARD FORTÆLLER

BENNY PEDERSEN FORTÆLLER

DANSK PAPIRINDUSTRI

Samtaler

Museum Silkeborg har ved museumsinspektør Keld Dalsgaard Larsen de seneste 25-30 år foretaget en række samtaler med erfarne papirfolk i den danske papirindustri. Et udvalg af samtalerne lægges hermed ud som unikke kilder til belysning af dansk papirindustri fra 1930’erne til 2010’erne.

Samtalerne bringes i alfabetisk orden ud fra samtalepartnerens efternavn. I forbindelse med hver samtale er dels nogle stikord, som indikerer temaer, som belyses i samtalen og dels en tidsperiode for indholdet. Samtalerne rummer imidlertid så meget mere, end det stikordene antyder.

Andet: Ud over de individuelle samtaler findes en sammenskrivning af fire rundbordssamtaler med papirfunktionærer fra Silkeborg Papirfabrik.

Keld Dalsgaard Larsen

April 2020

SAMTALER

Alfabetisk……………

HANS AABOE

Silkeborg Papirfabrik, kontoret, Kartonfabrikken, udflugter. Tiden ca. 1940-1985.

HANS MAGLEGAARD ANDERSEN

De forenede Papirfabrikker, turnus-ordning, Silkeborg Papirfabrik, papirindustrien generelt i 1970’erne, Sukkerfabrikkerne som nye ejere. Tiden ca. 1955-1990

JANE ANDERSEN

Silkeborg Papirfabrik, papirsortering og efterbearbejdning. Tiden ca. 1977-2000

SIGRID ANDERSEN

Dalum Papirfabrik, sekretær, personalechef, arbejder- og funktionærforhold, under skiftende ejere: DfP, svenske, danske og franske. Tiden ca. 1972-2011.

SVEND ANTONSEN

Maglemølle Papirfabrik, maskinerne, hollænderiet, papiruddannelse, fagforeningen. Tiden ca. 1946 til 1980’erne.

POUL BAKKE

Maglemølle Papirfabrik, tegnestue, laboratoriet, hollænderi, papirkvaliteter, papiruddannelse. Tiden ca. 1947-1984.

OVE BØGESTRAND

De forenede Papirfabrikker, turnusoplæring. Silkeborg Papirfabrik, seddelpapir. Tiden ca. 1957-1992.

JYTTE HOLMGAARD CHRISTENSEN

Silkeborg Papirfabrik, Papirsalen, personalegoder. Tiden ca. 1944-1961

HELGE CHRISTIANSEN

Maglemølle, rulleværk, papirmaskinen, valsesliberi, treholdsskift. Tiden ca. 1941-1981.

KAJ FRØLICH

Grenaa Papfabrik, genbrugspapir, bølgepapbranchen, 7-døgnsdrift. Tiden ca. 1959-1988.

HANS HALSKOV-HANSEN

De forenede Papirfabrikker, Maglemølle Papirfabrik, overenskomster, Grenaa Papfabrik, Højbygård Papirfabrik. Tiden ca. 1963-1997.

BENT OG GRETHE HANSEN

Maglemølle Papirfabrik, kontor, laboratoriet, Hovedkontoret, Dancrepe, træsliberi, frynsegoder. Tiden ca. 1945-1990.

PAUL HANSEN